Området var rigt på ivrige gartnere, da Arun bevægede sig længere ind i den grønne oase omkring Kazimis palads. Den travle energi syntes langsomt at fortone sig, da han gik gennem pavillonen, hvor vedbend voksede og klatrede ind mellem de mørke træbjælker. Et øjeblik slap han for den hede sol, da de grønne blade lagde sig som et tæt tæppe over værket og kastede flimrende skygger over ham.
Da Arun trådte ud på den anden side, standsede han og lukkede øjnene. Solen var straks tilbage mod hans øjenlåg. Han trak vejret dybt og lod de lyde, der før var druknet i paladsets travlhed, træde tydeligere frem. Fuglekvidren. Den milde brise, der legede med bladene i træer og buske. Den sagte raslen fra haven omkring ham.
Haven var ét af hans yndlingssteder at slappe af. Her kunne man nyde en god bog i skyggen eller falde om i græsset og bade i solen.
Og det var netop udsigten til en lille eftermiddagslur, der havde lokket ham herud. Han missede let øjnene sammen for at vænne sig til lyset på ny, gned sig over ansigtet og trak vejret dybt endnu en gang, før han begav sig videre mod sin sædvanlige plads.
Arun standsede.
Længere fremme fik han øje på en skikkelse, der så vældig afslappet og mageligt tilpas ud, som han lå henslængt på bænken.
Hans bænk. Eller rettere:
den bænk, hvor Arun plejede at slænge sig.
Han kneb øjnene nysgerrigt sammen og trådte et forsigtigt skridt nærmere.
Var det ikke...? Hvad hed han nu? Maximillian? tjeneren, ikke? Arun havde aldrig selv haft chancen for at konversere med ham før. Faktisk havde han aldrig været tættere på ham end de tilfældige øjeblikke, hvor deres veje havde krydset hinanden på paladset. Blikket gled derfor hurtigt omkring for at undersøge, om de var alene. Det virkede mindre nervepirrende at tale med ham, når der ikke var andre til at observere.
Fra træet hang en gynge, hvor klatrejasmin snoede sig ned langs de bærende snore og prydede dem med små, hvide, velduftende blomster. Langsomt —
som havde det været hans destination hele tiden — gik Arun hen og satte sig på den. Grenen gav et lavmælt knirk.
De sandalbeklædte fødder satte han mod jorden og lod sig rokke blidt frem og tilbage med hænderne samlet i skødet, mens han diskret betragtede manden. Det virkede også forkert at forstyrre nogen, der var så optaget af en bog.
Men altså.
"Det ser behageligt ud." En form for hilsen. Aruns læber bredte sig i et lille smil, mens gyngen vuggede sagte under ham. Han kunne ikke helt slippe Maximillian med blikket. Eller rettere den lyse hud, der stod næsten unaturligt skarpt mod havens dybe grønne nuancer. Den syntes knap berørt af den sol, der havde farvet så mange andre gyldne gennem sommeren.
Som marmor. Særligt ved siden af Aruns egen mørke hud måtte kontrasten mellem dem næsten være komisk.