Vinden blæste grå vatskyer henover himlen og tør jord henover fliserne i en af gårdene mellem hærens barakker. Vinden blæste også til siderne i Evelios bog, hvilket generede ham grusomt, for han havde alle intentioner om at læse den, til timen, hans time, den time han skulle undervise i, var overstået.

Emnet var fægtning. Stedet var blevet denne gårdhave, for alle træningspladserne havde været optaget, da Evelio havde taget sig sammen til finde ud af, hvor de skulle træne henne. De, der skulle trænes, var en lille gruppe af riddernes væbnere. Fire i alt. Evelio havde allerede besluttet, at han ikke kunne lide den ene af dem: En teenager med sort hår og grønne øjne, foretrak at vise sig - helst på de andres bekostning - frem for at lære noget.

Hvis man havde været rimelig, så havde man givet knægten, at Evelio jo ikke havde tænkt sig at undervise, men Evelio var ikke særligt rimeligt anlagt. Han var heller ingen komplet idiot. Han havde startet undervisning med at uddele stumpe våben - som også havde været mistænkeligt svære at få fat i - og demonstreret nogle grundlæggende øvelser, der kunne koreograferes ind i en træningsrutine. Og så havde han ellers sat lømlerne til at udføre dem til timen var overstået.

Evelio så op fra bogen fra tid til anden.

KLONK.

Det stumpe træningssværd ramte Theo lige midt i panden.
"Av for pokker!" Han vaklede baglæns og endte på bagdelen med den ene hånd presset mod panden. Det dunkede allerede under håndfladen. Da han trak den væk igen, var der ganske vist ikke noget blod, men et rødt, næsten mistænkeligt rundt mærke var begyndt at tone frem mellem brynene.

Theo gloede anklagende op på sin modstander. "Kan du ikke lige undgå ansigtet?"
Den mørkhårede knøs løftede et øjenbryn. Der var ingen medlidenhed at spore i de grønne øjne. "Kan du ikke lige blive bedre til at parere?"

Munden åbnede sig. Lukkede igen. "... Godt ord igen." mumlede han og gned sig i panden. Det kunne lige passe at det ville udvikle sig til en bule, så han kom til at ligne en tåbelig enhjørning. Han børstede jord af bukserne og så sig over skulderen. Mester Caezia bladrede upåvirkelig i sin bog. Han rynkede panden; forventede, at der vel ville ske lidt mere end den kortvarige demonstration af manøvrerne ved undervisningens start. Men ak. 

De væbnere, der allerede havde fået tildelt en ridder, blev for det meste trænet af dem, når tiden tillod det. Resten — og de hvis riddere havde vigtigere ting at tage sig til — måtte nøjes med den fælles undervisning. Og i dag betød den fælles undervisning åbenbart Mester Caezia, stumpesværd og en luddoven attitude.

Theo samlede sit stumpesværd op og satte kurs mod underviseren. På vejen forsøgte han at få et glimt af bogens forside. Blikket standsede ved titlen. Første ord kunne han... nej. Han kneb øjnene lidt sammen. Bogstaverne ville ikke rigtig makke ret, og inden han havde fået dem stykket sammen, var han nået helt hen til Caezia.

"Mester Caezia?" Han løftede stumpesværdet en smule. "Hvordan parerer jeg dét der uden at få en bule i panden?"

Evelio fangede sig selv i at se op fra sin ellers fængslende læsning om tempeldistrektets tilblivelse oftere og oftere. “Helligdommenes Første Sten - Hvordan Rigdom måtte Vige for Gudernes Vilje” havde præsten, hvis navn stod på forfatterens plads, navngivet sit værk. Det var fængslende læsning, hvis man kunne se igennem præstens prædikener og kendte til datidens politiske landskab, hvilket Evelio - var han ked af at indrømme - gjorde.

Men intet generede hans ører mere end en tykhudet pralhals med det hele i munden og intet i hænderne. Vinden raslede i grenene over Evelio. Så faldt en skygge ind over side 16. Evelio lukkede øjnene, bad en stille bøn om tålmodighed, som han ikke regnede med blev hørt, og så op. Han nåede lige at se Theodores blik forsøge at fokusere mere på den bog, han sad med, end ham, før de fik øjenkontakt.
“Jah, page Theo,” enhver med et navn på mere end tre stavelser burde få deres mor trukket ned til præsten og signeret en ny navneattest. Vent. Nu måtte Evelio knibe øjnene sammen. Han slap Theos forsøg på kontakt et øjeblik. Bulen var der ikke helt endnu. Men Evelio var allerede kommet på tre øgenavne, knægten ville få i morgen, kun ét af hvilke var enhjørning. Han kunne virkelig ikke lide den sorthårede orm. Men han havde lovet sig selv at nå til kapitel tre inden timen var omme, så:
“Det gør man ikke…” svarede han og så ned i bogen igen. Inden han fik læst næste sætning, strejfede tanken ham, at page Theo nok ikke ville lade ham være for fire ord.
“*Ahem*,” sagde han og hævede stemmen så hele klassen, men særligt væbner Adelbert, den sorthårede, kunne høre det: “Hvis din modstander er dum nok til at gå efter midten af din pande fra dén vinkel, så er han dum nok til at lade sig spidde gennem sit blottede mellemgulv. Det var derfor, det slag ikke var en del af øvelserne.”
Han så op på Theo og sænkede stemmen igen. “Hvis han prøver igen, så gå i knæ og gå efter hans side. Du vil kunne nå længere, og han vil forvente et slag i maven… og smut så.”

Det var grænsen af hans gavmildhed i dag, tænkte Theo og lænede sig tilbage i læseposition. Han fandt det dog en smule svært ikke at holde øje med Theodore og Adelbert ud ad øjenkrogen.

Helligdomme...nes førstes ten? Theo rynkede på næsen og gav op. Det gav jo ingen mening. De klare blå øjne vendte tilbage til Mester Caezia der endelig mødte hans blik. Han bemærkede med det samme hvor de mørke øjne gled hen, og Theodore blev pinligt bevidst om det røde mærke i panden igen. Som om smerten lige netop blev forværret. Skønt. 

Theodore havde forventet noget... mere. Så han blev stående, som en irriterende klæbeånd der nægtede at gå sin vej, før han fik det han ville have. Om han så skulle stirre hul i Mester Caezias glatte hårrødder. Det hjalp, tydeligvis - for nu rev han sig fri fra bogen igen. Theodore sendte ham et skævt smil og rynkede panden i forventning. 

At han ligefrem ville annoncere det til hele holdet, kom bag på Theo. Men overraskelsen blev hurtigt afløst af en skadefro tilfredshed.

Adelbert var lavadelig af fødsel, fyrstesøn i egen indbildning. Og tilsyneladende fast besluttet på, at Theo ikke måtte glemme, at han selv var en bondeknold fra Medanien. Som dengang Theo var vågnet og havde fundet begge sine støvler proppet til randen med hø. Han nyste i flere timer efter. 
Nogen havde gjort det. Adelbert havde naturligvis nægtet ethvert kendskab til sagen, men Theo var ikke født i går.
Så da Mester Caezia mere eller mindre kaldte ham dum foran hele holdet, måtte Theo bide sig i kinden for ikke at se alt for tilfreds ud. Han gjorde sit bedste for ikke at se på Adelbert. Det lykkedes i omtrent to sekunder.
Adelbert lavede en grimasse, og Theo skævede tilbage til Caezia da han talte mere fortroligt til ham. 

"Aye," svarede han. Den bondske accent blandet med nordfolkets tonalitet hang stadig i Theo trods han havde boet i Dianthos et år nu. Han nikkede til rådet. Gå i knæ. Gå efter hans side. 
Theodore vendte sig for at gå, men standsede, og drejede tilbage til Mester Caezia. 
"Men, Mester Caezia..." Han bemærkede, at underviseren allerede havde lænet sig mageligt tilbage over bogen. Theodore var dog ikke helt færdig med ham endnu. "Kunne De måske demonstrere det?"

En skygge faldt ind over side 17. Pudsigt hvordan skyggen havde præcist samme krøllede hår og spinkle skuldre som den skygge, der havde blokeret side 16, tænkte Evelio. Han så op forbi øjenbrynene uden at hæve selve hovedet. Sæt det nu ikke var nødvendigt.
"Ja, page Theo," svarede han med faretruende lav tålmodighed. Evelio vidste ikke, hvad han ville gøre, hvis han rent faktisk fik brugt den sidste del af sin tålmodighed. Måske ville han bare rejse sig og gå. Hvad ville de gøre, fyre ham? Det lød næsten helt rart. Theos anmodning fik ham til at rynke brynene, se i de andre elevers retning - Adelbert fik et sekund længere end de andre, men ellers var opmærksomheden ligeligt fordelt -, og til sidst løfte hovedet. Det måtte man give den unge enhjørning; han gav ikke op så let.
Theo smækkede bogen i og efterlod den, hvor hans dertil indrettede siddeparti havde været før, og gik tilbage til den lille gruppe teenagere. Han antog Theo fulgte med. Nu havde han jo selv bedt Evelio rejse sig.

Evelio stillede sig med let bøjede knæ foran, Therese, en fregnet halvelver, der så vidt Evelio vidste, heller ikke havde lyst til at være her.
"Første position." Therese stillede sig an. Evelio bøffede til hende ene malplacerede ben, til hun rettede ind.
"Godt. Og slå mig så i hovedet." Therese slog ikke Evelio i hovedet. Faktisk trak hun sit træningsværd til sig. Evelio havde tydeligt svært ved at holde et flabet grin tilbage. Men han gjorde det, og det var han uproportionelt stolt af.
"Væbner Therese, med mindre du har fået flere års træning siden starten af undervisningen, så kommer du ikke til at ramme mig. Kom så... Eller tør du ikke?"
Om Therese ture? Evelio noterede sig, at man skulle reagerede hurtigt, hvis man udfordrede Therese på hendes mod til at slå på folk. Hun langede en smule kejtet men meget hurtigt ud efter Evelio præcist, som han havde set pralhalsen gøre det tidligere. Evelio kig en smule i knæ, så hans hoved ikke længere var, hvor det plejede, og prikkede til Thereses mellemgulv med en stump metalkåre. Therese forsøgte instinktivt, men ikke succesfuldt at parere stødet.
"Udmærket!" roste Evelio en smule mere entusiastisk, end han havde tænkt sig. Therese smilte en smule. Evelio gentog øvelsen et par gange med Therese, så med Gavi - egentlig Gaviastus men igen skulle hans mor slæbes ned og underskrive en ny navneattest med et kortere navn -, så Theo og til sidst med Adelbert. Alle fire viste han, hvordan man parerer et stød til mellemgulvet. Adelbert fik nok gentagelser, til Evelio følte sig sikker på, at reaktionen sad i hans opblæste hoved. Dernæst instruerede han dem til at gå tilbage til de oprindelige øvelser. Han regnede stærkt med, at Adelbert stadig ville gøre, hvad der passede ham.

På vej tilbage til sin bog fangede Evelio Theo. "Gør som jeg viste, men træd til hans højre side og stød ham der i stedet. For at lave den parade, er han at løfte armen fra siden og parere nedad," hviskede Evelio så hurtigt, hans tunge tillod det, og håbede, at hans instruktion var tydeligt nok, "Han vil ikke kunne nå at rette ind."
Mon Theo kunne se det for sig? Han havde været dristig nok til at spørge om nye parader i stedet for at give op. Evelio satte sig ved siden af sin bog og hvilede albuerne på knæene. *Kom så Theo... nej, ikke favorisere. Kom så Theo, Therese og Gavi.*

Mester Caezia havde omtrent det samme udtryk som Theodores søskende, når han pressede citronen en tand for meget og blev lidt for irriterende. Det havde han dog lært at væbne sig imod — til dels. Han blev blot stående og ventede med det samme rare smil, han plejede at sætte på, når han ville have sin vilje. Eller virke mindre irriterende. Nogle gange virkede det da.

En duft af sæbe og noget andet, han ikke kunne placere, strejfede ham, da Mester Caezia gik forbi. Theo fulgte selvfølgelig Evelio øjeblikkeligt, med en lille tilfredshed over faktisk at have fået ham op fra bogen. Man måtte jo fejre de små sejre, ikke?

I det der ikke rigtig kunne kaldes en rundkreds, når de nu var så få, stod Theo og fulgte med i demonstrationen. 
Og slå mig så i hovedet. Instinktivt prikkede bulen i panden. En øvelse han havde erfaring med. 

Der var noget fascinerende ved Mester Caezias bevægelser. De var hurtige, næsten dovent ubesværede, men utrolig præcise. Therese havde ikke en chance. Eller Gavi ... Men da det blev Theos tur, og Caezias kårde endnu en gang fandt vej forbi hans parade og prikkede ham i maven, faldt noget pludselig på plads. Åh. Nå sådan. Theodore havde altid haft lettere ved først at se og så gøre. Maven dunkede ganske vist let fra slagene. Men, endnu vigtigere!
Med hænderne foldet bag ryggen placerede han sig, så han fik bedst muligt udsyn, da det blev Adelberts tur. Han nød at se ham falde på røven — og så få lov til at gøre det hele én gang til. Da Theo et øjeblik fangede Caezias blik, fik hele affæren næsten et konspiratorisk skær.

~

Eleverne rullede med skuldrene og forberedte sig på en ny omgang sparring med hinanden. Theo var ingen undtagelse, men så lød Mester Caezias stemme lavmælt ved hans øre. Det kom bag på ham. Fik han lige serveret Adelberts røv på et sølvfad? Han skævede op til sin mester. En overasket blinken med øjnene. Var det sådan? Et lille smil bredte sig om de unge læber. "Aye, Mester Caezia." Det føltes næsten som snyd, men Theodore var her jo for at lære, og Mester Caezia gjorde netop dét. 

Adelbert stod og ømmede sine mavemuskler og skulede til Theodore. "Nå nå, på den igen bondedreng?" 
"Ondt i maven?" spurgte han med et letsindigt udtryk, selvom smilet trak sig mere flabet ud, "Toiletterne er derovre." Han pegede med stumpesværdet i samme retning før han rettede det op med et vift. Temmelig imponerende, hvis han selv skulle sige det. Han havde trods alt øvet sig på det.

Første forsøg gik ikke helt efter planen. Adelbert nåede delvist at rette ind, og Theo fumlede så meget med fodarbejdet, at stødet knap havde haft kraft nok til at genere en flue.

Anden gang.

Højre side. Stød dér. Arm op. Parere ned. Instruktionen kørte som en remse gennem hovedet på ham. Theo trådte til siden. Adelbert bed på; armen løftede sig for at parere ned mod det forventede stød. Nu. Theo stødte mod den blottede side.

KLONK.

Theodore kunne ikke lade være. Han drejede straks hovedet mod Caezia med et bredt, triumferende smil. Så du dét?!

Fra sin plads ved den lukkede bog observerede Evelio. Thereses og Gavis lille duel var forudsigelig nok til at han lod sig distrahere. Han undrede sig over, hvorfor han havde rejst sig i første omgang. Måske var det Theos insisterende tålmodighed. Den lille enhjørning var stædig. Hvad ville man kalde et æsel med ét horn?

Snif. *Huh?*  Snif-snif. Evelio trak lidt op i kraven på sin posede skjorte. Sniiiiiif. Grimassen kunne konkurrere med Theos, da Adelberts sværd landede i hans pande. Evelio havde vasket sig selv og skjorten i urimeligt dyr urtesæbe efter i går og smurt en smule fakkellyngolie i håret, men han skulle åbenbart have været mere grundig. Skjorten emmede stadig af nymånebladtobak og en lille smule elvervin og... Evelio stak snuden helt ned i stoffet og holdt ikke længere øjnene - eller næsen - på kampen. *Aaaarh orkbærsnaps.* Orkbær og nymåneblad var faktisk næsten behagelige lugte. Ikke desto mindre bemærkede Evelio for sig selv om ikke at give sine overordnede en krammer - i hvert fald ikke i dag.

Da han så op igen, stod det lille, enhornede æsel - *hmm for langt…* - og tirrede 
pestilensen. Han gav lige så godt, som han fik. Evelios mundvig smuttede op i et smil. *Kom såååh-uff… en gang til*. Vinden kildede Evelios pande med hans egne hårtotter, bogen blæste op på side 18, Gavi skulle netop til at distrahere Therese ved at prikke til hendes skulder med sit sværd, Therese stirrede på Adelbert, der overlegent parerede ud efter et slag mod sin mave og mødte ingenting. Adelberts ansigtsudtryk ændrede sig fra arrogant forbi overrasket gennem forvirret henover smerte til vrede. Det der forvirrede ansigtsudtryk. Hvad mindede det Evelio om?
Adelbert hvæsede: "AV FOR-! Hey, det var ikke, det du skulle din lille-!"
"Flot ripost, page Theo!" Evelio havde rejst sig, klappede et par gange - noget sagde ham, at det burde han ikke have gjort -, inden han bevægede sig tilbage mod eleverne, "Væbner Adelbert- og jer andre," men mest Adelbert, "En parade er en reaktion, ikke en vane. Hvis din modstander ikke støder, så skal der ikke pareres... *ahem*" Han var nu nået hen til Theo og gav ham et klap på skulderen og samlede hænderne satirisk militant på ryggen, "Men for at vi kan øve de parader, så vi ikke skal tænke over, hvordan vi laver dem, skal vi lave øvelser, ikke improvisere." Theo fik et hurtigt smil, "Tilbage i position."

Therese og Gavi rettede ind. Gavi forsøgte at efterligne Theo og Adelberts stikord og blev straffet øjeblikkeligt for at fokusere på sin mund i stedet for paraderne. Evelio vendte på hælen for at gå tilbage til sin bog og, mens han mærkede Adelberts øjne som daggerter i nakken. Lort! Nu huskede han, hvor han havde set det forvirrede ansigtsudtryk før. Det var på hans overordnede, da han læste Evelios fars brev med instrukser om Evelios ansættelse. Præcist de samme, forvirrede grønne øjne under sorte øjenbryn. Det skulle nok blive underholdende.

Theos smil voksede øjeblikkeligt ved klapsalverne. Han så det. Ikke bare dét — Mester Caezia havde rejst sig igen.

Brystet skød sig en anelse længere frem, og Theo forsøgte ihærdigt at ligne én, der tog ros med den værdighed, der forventedes af en kommende ridder. Det lykkedes nogenlunde, indtil blikket strejfede Adelbert.

Så kom smilet tilbage.

"Tak, Mester Caezia." Klap på skulderen fik de klare blå øjne tilbage på underviseren. Theo lyttede med et lille nik, der blev mere alvorligt, da det gik op for ham, at den sidste del nok også var møntet på ham. Nå ja. Han havde måske improviseret en smule. På direkte opfordring, ganske vist, men det virkede uklogt at nævne.

"Aye, Mester." Han rettede sig ind og vendte tilbage til sin plads over for Adelbert. Den mørkhårede knøs så ud, som om han meget gerne ville bruge næste parade til at slå Theo direkte ned gennem fliserne.

Theo løftede stumpesværdet. Et øjeblik stod han ganske korrekt. Så vippede mundvigen.

"En reaktion, ikke en vane," mindede han hjælpsomt Adelbert om. Denne gang var Theo klar, da sværdet kom.

~

Da træningen endelig blev kaldt af, var Theodore varm helt ud i ørespidserne. Han tørrede panden med ærmet og fortrød det øjeblikkeligt, da stoffet skrabede hen over bulen. "Av." Den var der stadig. Vidunderligt.

Omkring ham begyndte de andre at sprede sig. Theo blev stående et øjeblik med stumpesværdet hvilende mod skulderen, mens han forsøgte at få vejret helt ned i lungerne igen.

Blikket fandt Mester Caezia og tøvede. Men det varede ikke ved. 

"Mester Caezia?"

Mester Caezia var travlt optaget af sin bog resten af timen. Undtagen når han holdt øje ned Theo og Adelbert ud ad øjenkrogen. Eller når han gruede over, hvordan far Adelbert ville håndtere ham, ikke hvis men når Adelbert sladrede. Jo mere han tænkte, jo mere sikker blev han på, at Adelbert troede, han havde haft en finger med i Theos lille sejr. Det havde han også og helt med vilje. Han havde måske bare lidt nativt håbet, at kultoppen ville kende en lærestreg, når han så den og holde sin mund lukket. Fraværende bladrede Evelio videre til side 25, læste to sætninger, rynkede de umbrafarvede bryn, og bladrede tre sider tilbage igen.

~

Tiden gik, Adelbert forsøgte at dele knubs ud. man måtte give ham hans beslutsomhed, men han var arrig og det smittede af på hvert eneste sving. Med det blus han lagde i træningen, ville han have været nem at trække ved næsen for en erfaren fægter, men for en uerfaren var det hårdt arbejde at undgå de fleste af slagene og tage resten.
Men den lille enhjørning klarede det. Han fik det næsten til at se let ud. Selvfølgelig skred hans fødder, og selvfølgelig tog han nogle slag, men han tænkte hurtigt.

På et tidspunkt foreslog Gavi og Therese at bytte partnere, men Adelbert havde ignoreret dem. Evelio tænkte, at det nok passede Gavi meget fint.

Da timen var ovre, rejste han sig, kølig og tør modsat sine små lærlinge. De stumpe sværd blev samlet ind. Andre skulle bruge dem. Adelbert stormede afsted i dobbelt hastighed og modsat retning af de andre. Evelio mærkede vinden tage til og trække grå bomuldstotter henover himlen, det ville nok blive regn senere. Udmærket, der have alligevel alle intentioner om at sidde på kroen og- den lille enhjørning var her stadig?
Evelio stak de overskydne stumpe sværd i bæltet og sukkede højere end en krodør - åh hvem der bare havde et glas sød medansk hvidvin helst årgang '12: “Ja, page Theo, har du et spørgmål?” Spørgsmål var dumt, for det havde knægten tydeligvis, men det var på ingen måde uvenligt. Hvad mon, han gerne ville vide denne gang.

Theodore var en dreng brygget på mange spørgsmål, med en nysgerrighed og en tør sarkasme, der sørgede for, at der stort set altid foregik et eller andet i ham. Nogle gange var det svært bare at holde fast i én tanke ad gangen. Så da han fik øjenkontakt med Evelio, stirrede han et øjeblik lettere desorienteret på ham, som havde han forsøgt at stykke samtlige spørgsmål sammen til ét superspørgsmål, var faret vild halvvejs og nu bare stod og gloede dumt.

"Øh. Så..." begyndte han og glippede let med øjnene, som var det solen, der forstyrrede tankeprocessen og ikke hans eget hoved. "Tak for Deres tips." Han pressede læberne sammen i et smil og kløede sig fraværende på brystet. Der havde været noget mere. Noget med paraden. Eller fodarbejdet? Nej, det var ikke—Theo skævede efter Adelbert, der allerede var godt på vej væk, og smilet trak skævt. "Det virkede i hvert fald." Det var måske ikke den mest ydmyge konklusion.

Han blev stående endnu et øjeblik. De andre var på vej videre, gården blev langsomt tømt, og egentlig havde Theo vel heller ingen grund til fortsat at hænge over Mester Caezia som en dårlig samvittighed. Alligevel gjorde han det. Blikket gled ned over de stumpe sværd, Caezia havde stukket i bæltet, og så rundt på det sidste, der skulle ryddes væk. "Skal jeg ikke hjælpe Dem med at få det sidste på plads?" tilbød han og nikkede mod udstyret. 

Evelio ventede lidt, halvt klar til at gå. Han ville virkelig gerne forlade pladsen og barakkerne og paladsets mure, inden nogen eller noget holdt ham permanent tilbage, så hvis nu bare den lille page kunne slippe ud med sproget, ville der være perfekt. Øh... Evelio sukkede, noget mere indadvendt denne gang, smilede tålmodigt og vendte sig helt mod den lille enhjørning, til han havde fundet ud af, hvad han ville sige. Så meget havde han fortjent.

Evelio nikkede taknemmeligt:  "Det var så lidt, jeg er her jo for at lære jer... noget om ikke at få jer selv slået ihjel." Det var ment som en spøg, selvfølgelig ville pagerne ikke komme ud for en livsfarlig situation. I hvert fald ikke under træningen. Foreløbig.. Nejnej, lad være at sige det højt, han ved jo ikke, du tager pis på ham. Rigmandssønnen havde lidt sarkasme tilfældes med Theo, men hans humor var normalt mere tjærefarvet. Evelio smålo for sig selv.
Al spøg til side, så havde Theo endnu ikke stillet sit spørgsmål.

Han havde netop åbnet sit talerør på klem for at minde ham om det, da spørgsmålet endelig kom. Om han kunne lægge ting på plads? Jeg idiot! tænkte Evelio øjeblikkeligt og ville have givet sig selv en dumflad, hvis den slags ikke kunne kompromittere hans gode udseende. Okay, middelmådige, men - rimeligt - velplejede udseende. Selvfølgelig! Han kunne have fået eleverne til rydde op! Hvorfor havde han ikke tænkt på det.
Der gik en rum tid, mens han tænkte på, hvorfor han ikke havde tænkt på det, før han svarede Theo.
"Meget hjælpsomt, du skal nok komme langt. Hmm... page Gavis og væbner Thereses beskyttelse," to veste af mange lag linned, "Må du gerne samle ind og tage på nakken. De skal tilbage til tøjhuset."

Sværdene beholdt han i bæltet, selvom det var møgupraktisk at gå med. Han kunne have hældt det hele i favnen på pagen og marcheret i forvejen, og han overvejede det skam også, men nu havde han jo taget dem selv. Mens han ventede på Theo, lyttede hans ører efter andre fodtrin, men han hørte intet.

"Mhm. Det er måske derfor, vi bare bruger stumpsværd?" Sarkasmen lå lunt om ordene, mens Theodore betragtede Mester Caezia med den ene hånd plantet i siden.

Adelbert havde sikkert set sit snit til at hakke et rigtigt sværd i ham, hvis han havde fået muligheden. Theo forstod stadig ikke helt den mørkhåredes fjendtlighed. Men mobbere fandtes åbenbart alle steder. Selv blandt riddere og væbnere. Måske havde Theodore bare sådan et ansigt, der indbød til chikane. Det var rart at vide.

"Aye." Han snurrede rundt på hælen i en flydende bevægelse og traskede hen over pladsen for at samle vestene op. Den ene blev lagt over armen. Så den anden. Theo rettede sig op, men i stedet for straks at vende tilbage blev han stående med blikket hvilende på Mester Caezia.
"Hmm... ville De..." Hovedet vippede overvejende fra den ene side til den anden. Der var faktisk endnu et spørgsmål. De klare øjne gled ned mod våbnene ved Caezias bælte og blev hængende et øjeblik. Stumpsværdene var udmærkede. Fornuftige endda. Det vidste Theo godt. Hans pande havde formentlig været særdeles taknemmelig for det tidligere. Men alligevel.
Han kneb øjnene en anelse sammen, som vurderede han, hvor sandsynligt det var, at spørgsmålet ville blive skudt ned, inden det overhovedet havde forladt munden.

"Ville De være okay med at træne mig med et rigtigt sværd?" En kort pause. 

"Haha, intet går forbi din næse, hva'," svarede Evelio lige så sarkastisk. Modsat kultoppen var der ingen ondskab at spore, kun morskab. Theo havde ret. Han havde også ret i, at folk der var ligeglade med, hvor meget skade de gjorde, fandtes alle steder. Måske især i hæren. 

Evelio stod klappede kedsommeligt på den skulderpose, han havde sin bog i, mens han holdt øje med, at Theo nu hentede de rigtige veste på den rigtige måde og gik den rigtige vej tilbage. En let opgave, der knapt krævede overvågning. At finde hen til tøjhuset herfra var langt sværere. Derfor satsede han på, at Theo vidste, hvilken vej de skulle.

Så snart Theo var tilbage, løftede Evelio hælen for at gå, men så åbnede Theo munden igen, og Evelio standsede. Han var begyndt at fornemme, at Theo havde en særlig måde at stille spørgsmål på: Sige noget først, og komme på spørgsmålet bagefter. At tænke før man talte var en disciplin for sig selv, og ikke en Evelio burde undervise i, selvom han hjertens gerne gjorde det.
Han følte, at det var nødvendigt at følge samme procedure, som han havde gjort resten af timen: "Ja, page Theo?"

Rigtige sværd...

"Når De kan bruge et falskt sværd uden at gøre skade på dig selv eller dine kammerater," svarede Evelio. Han havde ikke tabt smilet, men sarkasmen var væk. Han havde lært sin egen lektie. Mens han svarede, tænkte han på, at det nok var bedst aldrig at lade sine egne elever slås mod hinanden med rigtige, skarpslebne sværd. Han måtte finde nogle træningsdukker. Eller noget frugt. Måske noget resttræ fra møbelsnedkeren.
"Kom så... Jeg går ud fra, De kender vejen?" Evelio begyndt at gå, og han havde tænkt sig at sakke lidt bagud, så snart Theo lod til at vide, hvilken vej han ville. Evelio havde selvfølgelig selv hentet alle tingene, men som enhver rejsende vidste, så var rejsen hjem, den modsatte af rejsen tilbage. Det kunne være frygteligt svært at vide, hvor mang skulle til venstre i stedet for til højre og modsat, når det hele skulle gøres i omvendt rækkefølge. Det kunne ikke ses godt længere, men Evelio humpede en lille smule på venstre ben.

Theodores fingre fandt ned til vestene over armen og begyndte at pille ved syningen langs kanten, mens han ventede på Evelios svar. Hvis han nu virkede nonchalant nok omkring det, og ikke som en desperat unge, der meget gerne ville have udleveret noget skarpt og potentielt dødeligt, så kunne det jo være, at Mester Caezia sagde ja.

Svaret fik dog Theodore til at trække munden ud i en småskuffet grimasse. Dét tænkte jeg nok.
"Så må jeg vel bare øve mig." Han vippede hovedet til siden og lænede sig en smule bagover for at løsne noget ømt mellem skuldrene, før han med et suk hankede bedre op i klæderne. Fægtning var trods alt én af de få ting, Theodore ikke følte sig håbløst bagefter i. Når først nogen viste ham, hvad han skulle gøre, havde han som regel lettere ved at få kroppen til at forstå resten.

Og hvis han så ovenikøbet fik lov til at træne med et rigtigt sværd før Adelbert, kunne afslaget næsten være værd at vente på. Theo gad godt se hans fjæs, når dét skete.

"Aye," svarede han og spejdede efter det rigtige sted at dreje, før han nikkede fremad. "Denne vej."

De fortsatte mellem barakkerne med støvlernes slag mod jorden og udstyrets raslen som eneste selskab. Theodore var ikke synderligt generet af stilheden og lod blikket vandre over omgivelserne, indtil det tilfældigt gled mod Mester Caezia. Noget ved hans gang fangede det. Først var Theo ikke helt sikker på hvad, men efter nogle skridt så han det igen; en lille ujævnhed, hver gang vægten kom over det venstre ben.

Han forsøgte ikke at kigge alt for åbenlyst på det, hvilket naturligvis bare betød, at han brugte de næste mange skridt på at skæve derned.

Til sidst vandt nysgerrigheden. "Er De kommet til skade?" spurgte han og nikkede let mod Evelios venstre ben.