Vinden blæste grå vatskyer henover himlen og tør jord henover fliserne i en af gårdene mellem hærens barakker. Vinden blæste også til siderne i Evelios bog, hvilket generede ham grusomt, for han havde alle intentioner om at læse den, til timen, hans time, den time han skulle undervise i, var overstået.

Emnet var fægtning. Stedet var blevet denne gårdhave, for alle træningspladserne havde været optaget, da Evelio havde taget sig sammen til finde ud af, hvor de skulle træne henne. De, der skulle trænes, var en lille gruppe af riddernes væbnere. Fire i alt. Evelio havde allerede besluttet, at han ikke kunne lede den ene af dem: En teenager med sort hår og grønne øjne, foretræk at vise sig - helst på de andres bekostning - frem for at lære noget.

Hvis man havde været rimelig, så havde man givet knægten, at Evelio jo ikke havde tænkt sig at undervise, men Evelio var ikke særligt rimeligt anlagt. Han var heller ingen komplet idiot. Han havde startet undervisning med at uddele stumpe våben - som også havde været mistænkeligt svære at få fat i - og demonstreret nogle grundlæggende øvelser, der kunne koreograferes ind i en træningsrutine. Og så havde han ellers sat lømlerne til at udføre dem til timen var overstået.

Evelio så op fra bogen fra tid til anden.