Der havde ikke været så travlt i forretningen denne sommer. Folk rejste ud af byen mod syg eller nord for at besøge familien og tage gaver med hjem. Men i dag havde hun og Cornelius, hendes mester, mærket folk komme tilbage. Cornelius havde en eminent evne til at skifte personlighed så snart han passerede et forhæng. Bag ved disken, det mest imødekommende, bag forhænget med en kunde, det mest charmerende, bag forhænget til værkstedet, det største nervevrag. I hvert fald i dag. Venus smilede ved tanken. Han elskede virkelig sit arbejde. Og hun havde lært at holde af at sy og tale med kunder.

Det sagt så kunne hun ikke vente med at få lukket kassen og kommer ud i byen og møde sine gamle venner. Cornelius drag te i baglokalet for at få nerverne nok i ro til, at hans hænder ikke fik synålen til at vibrere. Venus gik fra hylde til hylde og lade alt det på plads, som kunderne havde set på med deres fingre. Det var ikke noget, de havde aftalt. Sådan var det bare, og det passede Venus fint. Når hun engang kom hjem efter at have mænget sig i det 'dårlige selskab', som Cornelisu kaldte det, uden rigtigt at mene det længere, ville Cornelius være i gang med syarbejdet, og hun ville lave ham en kop stærk te, inden hun selv gik til køjes.

"Åh, jeg ville virkelig ønske, at de i det mindste ville lade knapperne være... Uh, den har jeg ledt efter!" Venus gik i gang med at sortere de små tingester. Hvis nogen kom ind ad døren nu, ville hun få sig et mindre chok.

Dagen gik meget god indtil videre, og Ashton havde haft meget travlt, men han var vant til det, så det gjorde ham ikke noget. Han havde holdt godt øje om, der skulle ske problemer eller opstå kaos, som han skulle tage sig af. Et lille smil var klistret fast på hans ansigt, og gik roligt og målrettet rundt i Hovedgadens gader. Der var god stemning, og han kunne høre latter i nærheden. Efter lidt tid skete der så pludselig noget, som straks fangede hans opmærksomhed. En mindre gruppe snakkede om nogle børn som hvist havde skabrt problemer, og planlagde nogle ting. Nysgerrigheden voksede inde i ham, og han måtte træde lidt tættere på. Håbe på at kunne høre lidt mere, selvom det var uhøfligt at stå, og lytte efter andres samtaler, det vidste han godt.

Han var tæt på, at spørge hvad det omhandlede, og hvad der var med de børn. Et navn kom så frem, før han overhovedet fik spurgt nærmere ind til emnet. To kvinder snakkede om en kvinde ved navn Venus, nok vidste noget om det. De nævnte den kvinde nok havde svar på det, og de vidste slet ikke, at Ashton stod og lyttede. Han mente ikke, at have hørt om kvinden før, og før at han vendte rundt, valgte han alligevel at spørge kvinderne, hvor han kunne finde denne Venus. Efter at have fået svaret, satte han sin kurs hen imod skrædderen, som heldigvis var i nærheden, af hvor han befandt sig

Fødderne førte ham hen til skrædderen, og han måtte tænke lidt over, om han havde besøgt ham før. Det mente Ashton ikke, og han tøvede ikke med, at træde indenfor"Er her nogen" var blot det første han sagde, da øjnene langsomt gled rundt i det nye omgivelser. Her var hyggeligt og flot, det ville han gerne indrømme. Imens han afventede svar, valgte han at gå lidt rundt. Betragte de mange flotte beklædninger. 

En god skrædder burde have stof og bånd og færdige klæder i så mange afskygninger, som lokalerne tillod, mente Cornelius, så disse lokaler var stilfuldt proppet med netop de ting. En kunde kunne bevæge sig rundt mellem hylderne og et par manikiner i midten i rummet uden at vælte noget ned, og tøj og tilbehør var opdelt i farver og stil, så de ikke rodede sammen for øjet, men skufferne og hylderne var nok lidt mere fyldte, end var fornuftigt.

Dette betød, at den potentielle kunde - eller byvagtsløjtnant, som Venus snart ville opdage -, der netop havde fået klokken over døren til at klinge, ville have rigeligt at se på.

Det betød også, at Venus ikke altid havde det bedste udsyn til vinduerne, og folk der var på vej ind, og derfor fik et mindre chok, da klokken over døren bimlede, og et lidt større chok, da hun så, hvem der var ankommet.
"Ja, hr. Vi er ved at lukke, men hvis-" Venus havde nu stukket hovedet rundt om hjørnet på en reol og genkendte øjeblikkeligt en byvagtsuniform og endda ikke en patruljevagt. Problemet var, at de venner, som hun skulle se senere, var de samme venner, som hun havde set for nogle dage siden. Blandt dem var to kvinder fra den nedre bydel som begge havde børn. De børn var blevet rodet ud i mere end bare at hukke æbler fra plantagerne eller brød fra markedsboderne. Det havde bedt om Venus' hjælp, fordi Venus kendte lederen af den bande, som børnene nu var blevet viklet ind i.

Naturligvis ville Venus hjælpe. Men efter hendes erfaring, var det ikke en hjælp for børnene, at blande byvagten ind i sagen. *Rolig nu, måske er han her virkelig bare for at se på tøj,* tænkte hun.
"En fornøjelse at se en af byens vagter i vores forretning. Er De her for at få opfrisket Deres uniform?" Venus lød både venlig, nervøs og en smule uærlig om, hvilken fornøjelse det var, men ikke helt. Hvis Ashton ikke var her for sin uniform, så havde hun virkelig startet deres samtale godt ud.