Det var ikke fordi lysten havde været synderligt stor, da han blev bedt om at tage til Tusmørkedalen. Ikke havde han så meget et valg, så han havde sadlet op for nogle dage siden og sat kurs mod det gudsforladte sted. Corvath vidste jo godt, hvad der var i dalen, og der var sikkert nogen, der nok skulle finde det unge halvdyr interessant.

Kortvarigt løb det ham koldt ned ad rygsøjlen, inden han gled ned ad hestens side og søgte til det nærmeste område, hvor han kunne stalde den op. Hvad var klokken overhovedet? De gule øjne så op mod himlen. Det var ikke fordi det gjorde det ret meget nemmere at vurdere, men han ville skyde på at det nok var en gang på eftermiddagen.

Corvath kunne allerede mærke det. Øjnene i nakken, måden de lyssky væsener så på ham, som han gik gennem gaderne med retning af kroen. Han havde trods alt brug for et sted at sove, mens han var her. Det var her den varulv han var blevet sendt ud efter sidst havde befundet sig, men om han stadig var her, ja, det var så op til den kære slange at finde ud af, desuden, så kunne han på samme tid ligge billet ind ved nogle af de højere mangter i dalen, håbe på de kunne give ham nogle brugbare informationer før han igen smuttede tilbage til Dianthos.

I hans tankemylder endte han med at støde på en anden person og trådte et par skridt tilbage “Det må du virkelig undskylde… Jeg skulle have set mig for…” sagde han stille og hævede hænderne, som om han var blevet fanget af byvagten for at have overtrådt loven.

Det var under omstændighederne fredeligt i dalen, mest af alt fordi de fleste væsner vidste, at de skulle holde sig for sig selv. Området var ikke kendt for sin gæstfrihed, heller ikke med krystaller på lommen, for de ville med stor sandsynlighed blive stjålet, før de kunne blive brugt på noget.. fornuftigt? Ak, det var sådan Deavás foretrak det, at kunne bevæge sig rundt i skyggerne uden nogen henvendte sig til ham. Denne dag i sær, som han havde fået stukket en pergamentrulle i hånden kort forinden hans vandring igennem byen. 

De færreste ville komme dæmonen i møde at egen fri vilje, hvis man stolede på rygterne i området, men hvis man ikke var fra området, så kunne han virke ganske.. charmerende. Eller måske nærmere manipulerende overfor det svage sind. Deavás forventede dog ikke det store denne dag, da han havde et mål for øje. At vende tilbage til tunnelen på den anden side af dalen for at kunne læse rullen i fred og ro. Tage de noter der var nødvendige, før at rullen skulle destrueres eller skaffes af vejen. Men, sådan skulle det ikke gå, som en slank skikkelse dumpede ind i ham, da han rundede et hjørne og rullen forlod hans greb under armen.

Et let opgivende suk forlod hans læber, som hans blik faldt ned på drengen. Manden? Nej, han virkede for ung til at blive kaldt en mand. Han trak ganske let på den ene mundvig for at vise sin utilfredshed, cirka samtidig med drengens undskyldning. Han skævede til pergamentrullen på jorden, som lå i mudderet. Bare tanken om at samle denne op, virkede ikke særlig lokkende. Håbet havde været nogle flere noter, men.. var det det værd, når han havde læst indholdet og memoreret det allerede? "Klodset barn" brummede han irriteret, før han skævede til siden. Måske drengen skulle betale for skaden?

Corvath havde vitterligt ikke set manden, der var kommet omkring hjørnet, før det var for sent, og nu stod de over for hinanden. De gule øjne skulede mod den pergamentrulle, der var faldet på jorden, ned i mudderet, hvilket fik ham til at trække en mine “Pis…” mumlede han stille til sig selv, før han knælede ned for at samle rullen om. Han sørgede ihærdigt for at tørre mudderen af, men det ville sikkert ikke gøre meget forskel.

Han stoppede i sine bevægelser og så på manden foran sig. Var han lige blevet kaldt et barn? Han blinkede et par gange og ønskede at protestere, men i stedet tiede han og rakte rullen frem mod manden. “Jeg er virkelig ked af at have ødelagt dit hårde arbejde,” undskyldte han igen og bed ned i underlæben. “Jeg vil gerne erstatte den på en eller anden måde, hvis du lader mig,” svarede han med læberne trukket i et tøvende smil. Det var tydeligt at knægten var ude af sin comfortzone ved at være her i dalen, men en mission var en mission.

Drengen var tydeligvis uvidende, men muligvis høfligt opdraget, som han bukkede sig ned for at samle pergamentrullen op. Det var et ynkeligt forsøg på at redde den situation, han havde sat sig selv i, men Deavás nød synet af drengen, som næsten satte knæene i mudderet for at samle rullen op. Han måtte styre sine lyster til at placere en knæ imod drengens nakke og skubbe ham helt ned i mudderet. I stedet så han til, som drengen forsøgte at tørre mudderet op. Håbløst i virkeligheden.

Hans undskyldende ord fik blot Deavás til at løfte det ene øjenbryn. "Du er tydeligvis ikke herfra" mumlede han lettere opgivende, som drengene ihærdigt forsøgte at redde sig selv i land med en undskyldning. Men den slags var sjældent nyttige i dalen. Hans tilbud om at erstatte rullen fik Deavás til at smile fornøjet. Måske han var nyttig alligevel. "Og hvordan forestiller du dig, at det er muligt, rullen er uerstattelig, særligt for en.. som dig" lo han køligt, før at han rakte frem imod pergamentrullen og trak den ud af hånden på ham. Han viftede ganske let med rullen for at smide det sidste mudder af. Men som forventet, så var den ødelagt. Og beskidt.

Han kunne mærke, hvordan de gyldne øjne nærmest fulgte hver eneste bevægelse fra han bukkede sig til han igen rejste sig og begyndte at tørre pergamentrullen af. Det var pludselig endnu mere tydeligt at Corvath ikke hørte til i dalen, hvis ikke udseendet fortalte det hele… Så gjorde hans opførsel. Han havde bemærket meget få mennesker i nærheden, og dem, der havde været i gaden, havde skyndt sig videre. Han var godt klar over at dalen var berygtet for lyssky væsener, men lige nu følte han sig ikke ligefrem i farezonen.

Blikket sænkede sig, som den anden pointerede det åbenlyse, og han nappede ned i underlæben, mens han rystede på hovedet, så et par hvide lokker faldt ned på ham. Igen rettede han dog blikket mod den anden mand “J–jeg kan betale med krystaller…” sagde han stille, uvidende om det overhovedet var noget, der kunne gå. Han havde nogle på sig, og han ville få nogle flere, når han fandt personen, han egentlig var her for. “Hvis du er til blod, giver jeg også gerne,” tilføjede han. Corvath vidste, at der var mange vampyrer i dalen, men om han var en af dem, vidste han i teorien ikke.

Tusmørkedalen var et dumt sted at skille sig ud i, særligt når man skilte sig så meget ud, som drengen gjorde. Måske han var heldig, når man tænkte på, hvem han ellers kunne være rendt ind i. Deavás var egentlig meget fattet omkring pergamentrullen, men kun fordi han havde læst den.. ellers havde det været en helt anden sag. Og ikke til den gode side. Dog forlod hans blik ikke den slanke skikkelse foran ham, som han overvejede hvad drengen kunne bruges til. For han var egentlig på vej hjem og drengen kunne hurtigt være skyld i en omvej eller en forlængelse af dagen.

Han skævede til rullen i sin hånd igen, men drengens hoved rysten løftede straks hans blik igen. "Jeg er ikke interesseret i krystaller" svarede han køligt, penge var ikke en valuta, som han gjorde sig i. Nok mente mange, at det var det mest værdifulde, men han havde andre ting, som han mente var langt mere værdifuldt, som informationer. Viden. Det næste tilbud lød dog langt mere interessant. Måske han var bekendt med området alligevel, siden at han overhovedet ville tilbyde den slags.. ofringer. "Det kommer an på, hvordan det bliver præsenteret," svarede han med et sultent blik i øjnene. Hans blik gled ned langs med drengens krop. "Hvor overnatter du på din rejse?" Spurgte han, uden rigtigt at spørge om drengen var på gennemrejse eller boede i området. Det var tydeligt, at han ikke var derfra.

Corvath havde aldrig ønsket på noget tidspunkt, at jorden under ham skulle åbne sig og slugte ham, som han gjorde lige nu. De gyldne øjne, der var låst på ham, fik en usikkerhed til at sætte rod i hans indre og knugede omkring lungerne, som om han var ude af stand til rigtigt at få vejret.

Manden talte igen, og han sænkede blikket. Selvfølgelig var det ikke krystaller, den anden ønskede, så det var vel ham selv, der var den anden betalingsmetode? Da Corvath hævede blikket igen, mødte han de sultne øjne og mærkede den samme usikkerhed, mens varmen steg og gjorde ham i tvivl om, hvad han overhovedet havde sagt for blot få sekunder siden. “Hv–hvis det er direkte fra kilden?” spurgte han velvidende om dette kunne være hans undergang, men hvis det gik helt galt, kunne han vel bare bide tilbage og give en dosis gift?

“Min tanke var kroen…” svarede han og trak let på skuldrene, men nu var han slet ikke så sikker på, at det var planen længere.

Det havde været for nemt at lade drengen slippe ved at lade ham betale med krystaller. Men drengen kunne heller ikke vide, at Deavás ikke ville sætte pris på krystaller, men langt heller en anden form for gestus. Helst frivilligt, selvom drengens besvarelse pegede ham i den forkerte retning. Hvis han virkelig antog at Deavás var vampyr, så ville han få sig noget af en overraskelse senere.

Deavás løftede det ene øjenbryn, som drengen uden videre tilbød at han kunne tage det direkte fra kilden. Endnu en pejling imod at han antog at han var vampyr. En skændsel af en race, hvis du spurgte dæmonen, men han lod ikke afskyen til racen vise sig i hans ansigtsudtryk, som han tyggede lidt op tilbuddet. "Nuvel.. hvis du insisterer" accepterede han med et svagt løft med selv samme øjenbryn. Hvorfor skulle han sige ham imod, når han nu tilbød det frivilligt. 

Forslaget om at flytte deres lille møde til kroen fik ham til at sukke en anelse. Kroen var bestemt ikke et bekvemt sted, og måske for frit tilgængeligt for almindelige væsner. De kunne nemt blive forstyrret. Medmindre drengen kunne holde mund. Deavás bukkede sig stille ned og kiggede ham direkte i øjnene. "Det kommer an på, hvor god du er til at være stille" svarede han lettere kryptisk, for at et skummelt smil viste sig.

Hvilken race den anden mand i virkeligheden var, vidste Corvath ikke, men han gættede på enten en vampyr eller en dæmon. Men dæmoner var vel ikke til blod, var de? Så meget havde han ikke haft med dæmoner at gøre, så han var egentlig ikke sikker, men der var noget ved denne mand, der gjorde, at han var ved at være i tvivl om, hvad han var på vej ud i. Men den anden mand havde taget imod tilbuddet.

De gule øjne låste sig med de gyldne, og hurtigt kunne han mærke, hvordan pulsen hamrede i hans ører, og hvordan han lige måtte synke en smule dybere, da den anden mand lænede sig nærmere, og hans læber krøllede sig i et skummelt smil. “R–Relativt…” svarede han stille og bed ned i underlæben. “Men hvis du ønsker… Kan vi sagtens finde et andet sted… I–Ikke at jeg kender et, men,” sagde han stille. Det kunne jo være, at den anden mand kendte et sted, hvis han ønskede, at Corvath ikke skulle tie.

Nok var han ikke vampyr, men pulsen i drengens hals var tydelig, som den bankede derudaf, jo tættere Deavás kom på ham. Havde han været vampyr, så var de nok endt i en gyde.. så kunne denne sag klares hurtigt, men drengens blege hud og særlige øjne havde vækket Deavás interesse. Det måtte næsten have noget at gøre med hans race.. som et halvdyr. Eller en anden lavt stående skabning. Særligt sammenlignet med dæmoner. "Relativt, siger du.." he tyggede ganske let på ordene, som han rettede ryggen igen og spejdede imod kroen. 

Han skævede tilbage imod drengen, som han atter placerede pergamentrullen under armen og trådte til side, som tegn på at drengen skulle føre an. Han greb dog ud efter hans arm, før at han rigtig fik chancen for at passere ham, for at hviske i hans øre. "Ellers er der flere måder at få dig til at tie stille på," lød det stille og roligt, som havde han lige fortalt ham om vejret.

Corvath nikkede stille og lod mundvigen trække sig en smule tilbage. Han var godt klar over, at han ikke kunne give fuldkommen slip, som han kunne derhjemme i de trygge rammer af sin bolig. Væggene på kroen var sikkert tynde, så der skulle nok ikke ret meget lyd til, før det blev bemærket.

Som manden trådte til siden, tog han det som et tegn på at han skulle føre an, men han nåede ikke at passere, før hans arm blev grebet. Corvath stoppede op og mærkede, hvordan en kuldegysning løb langs ryggen, hvilket også fik hans vejrtrækning til at hakke en smule. Kinderne brændte igen, nok til at det var synligt, og han drejede hovedet minimalt og så på den anden ud af øjenkrogen. “Det lyder næsten som en trussel,” hviskede han tilbage, læberne trukket i et skævt smil. Når han så blev sluppet igen, ville han lede dem mod kroen.

Hvad drengen ikke vidste var, at der næppe var nogen, som ville komme ham til undsætning, hvis han råbte om hjælp.. kroen var van til mange lyde, høje, lave.. dybe og skinger. Deavás var ikke interesseret i noget af det, selvom det kunne være interessant at se hvilke lyde drengen ville komme med. Men der var kun én måde at finde ud af det på. Og det krævede en smule privatliv. Som sædvanlig.

Den varme glød i drengens kinder var tydelige på den blege hud og fik bestemt heller ikke ubemærket hen, som han ikke lod blikket vige fra ham. Deavás smilte blot af hans ord, for han lagde bestemt ikke skjul på sine intentioner, omend den unge sjæl foran ham umuligt kunne forestille sig, hvad der gik igennem hans hovede lige nu. Stille slap han drengen og nikkede opmuntrende til at han skulle fortsætte sin færd. Hvor gammel kunne han overhovedet være? Ikke særlig erfaren.. "Jeg skal forsøge at holde mig i skindet" hviskede han indirekte, med en undertone af noget andet. Noget forkert? Eller noget mystisk?

Han vidste næsten ikke, hvilket ben han skulle stå på i denne situation, og der var fortsat en underlig uro dybt inde i kroppen. Han var jo godt klar over, at han ikke skulle have givet sig selv på den måde, men hvordan skulle han ellers være i stand til at komme ud af den situation, han var havnet i, da han var stødt på denne mand? Folk havde også advaret ham, inden han var taget af sted, men al fornuft havde forladt ham efter hændelsen. Noget i ham havde lyst til at forsvinde, bare forvandle sig til en slange og fordufte, men det var jo nemt at fange ham så… og som menneske var han heller ikke specielt hurtig, så i stedet for at tage benene på nakken fortsatte han i retning af kroen.

Corvath havde lyst til at bede den anden mand om ikke at holde sig i skindet, men måske var det bedst at tie i denne situation, så i stedet gled blikket over skulderen, og han trak let i den ene mundvige.

Døren ind til kroen blev skubbet op, og de gule øjne så sig omkring for at orientere sig, før de søgte op mod disken. Han havde dog ret hurtigt bemærket, hvordan folks blikke var rettet mod ham, eller var det mod den anden? Han var også sikker på, at han kunne høre folk hviske lidt i hjørnerne, men om hvad, vidste han ikke, hvilket nok var til det bedste.

“Værelse med plads til… To?” sagde han næsten spørgende, som han skævede op til den anden mand og bed sig kort i underlæben, før blikket vendte sig mod personen bag disken, der så på ham med et næsten vurderende blik, inden de vendte sig rundt og rakte ham en nøgle. “Første sal, fjerde værelse på højre hånd,” lød det, før han satte sig til at ekspedere en anden. Corvath vendte sig mod den anden og bemærkede, hvor ubekvemt tæt han pludselig var på ham, og han sendte ham et næsten undskyldende smil, som han smøg sig forbi ham i bedste slange maner og søgte op mod værelset.

Det hurtigt træk med mundvigen fra drengen gik ikke ubemærket hen, som Deavás løftede det ene øjenbryn ganske let. Måske ungdommen ikke var helt håbløs alligevel. Hvis altså drengen kunne bruges til noget udover at smide vigtige dokumenter i mudderet. Han kunne ikke forestille sig at den spinkle skikkelse var brugbar i mange situationer, men han kunne give drengen chancen for at modbevise ham, når de nåede frem til kroen.

På deres færden imod kroen sagde Deavás ikke yderligere, men iagttog bevægelserne omkring ham og særligt den slanke skikkelse, som viste ham vejen. Ikke at vejen til kroen var fremmed, men han foretrak at blive i baggrunden og først træde frem, når det var nødvendigt. Deavás nikkede til drengen, en ekstra seng kunne ikke skade noget, hvis den anden blev beskidt.. Han søgte roligt hans blik igen, som han vendte rundt og snoede sig forbi ham imod trappen. Derpå trådte Deavás frem imod baren og placerede pergamentrullen på bordet. "Skaf venligst dette af vejen" svarede han roligt, som bartenderen tog imod rullen og nikkede indforståenden til ham. Verbatim havde allierede over alt. Derpå fulgte han drengen mod trappen og værelset ovenpå.

Som han nåede et stykke op ad trapperne mod værelserne, skævede han over sin ene skulder for at sikre sig, at den anden fulgte med. Det gjorde han, så Corvath fortsatte blot videre. Fjerde værelse til højre. Han stoppede op og satte nøglen i for at låse op, før han med et lille puf skubbede døren op.

Værelset var intet overvældende, men der var da hvad der var behov for, et par senge, et bord og et par stole samt en dragkiste til ejendele. Corvath gav slip på døren og trådte en smule til siden for at give plads til den anden mand, så han også kunne komme ind. Blikket gled over værelset for at orientere sig. Hvis han skulle stikke af, var det nok bedst gennem døren, for det ville være idiotisk at tage vinduerne ud, nu hvor de var på første sal, men det blev sikkert heller ikke nødvendigt, nu hvor han selv havde tilbudt sig. I værste fald måtte han bide igen.

Det besynderlige barn havde ingen anelse om, hvad han gik ind til. Men Deavás havde ikke noget imod muligheden, særligt ikke, når det blev tilbudt frivilligt. Drengens fejl var dog ikke at udspecificere hvordan blodet skulle gives, for Deavás havde nok nogle andre tendenser end vampyrer havde. Der var ingen grund til at bruge tænder, når man var udstyret med.. skalpeller og lignende værktøjer i frakkens inderlomme.

Døren gled langsomt op, som Deavás gjorde tegn til at gå forbi ham, men løftede hånden og greb ud over drengens krave for at trække ham ind i rummet. Derefter brugte han foden til at skubbe døren i med et smæld, uden at blikket forlod ham på noget tidspunkt. Derpå bredte der sig et smil, som han bukkede sig ned, så de var i øjenhøjde med hinanden. "Hvor vil du give blod fra?" Spurgte han direkte, imens at blikket vandrede ned over hans kinder, hals, kraveben, hvor han gjorde holdt. Deavás trådte fremad og skubbede drengen med sig og med er ben placeret imellems drengens ben, forsøgte han at smide ham ned på den ene seng. Han havde da givet ham valget om hvor han skulle skære. Så behøvede han ikke være flink mere i aften.

Corvath blev revet mere ind i rummet, og døren blev smækket i med et smæld, hvilket fik ham til at glippe i et splitsekund. Igen bukkede han sig ned, så de var i øjenhøjde, og de gule øjne låste sig atter med de gyldne. Faktisk havde Corvath slet ikke tænkt så langt på, hvor den anden skulle tage blodet fra. Desuden, vidste han ikke hvad den anden foretrak. “H–hvad foretrækker du?” spurgte han og bemærkede, hvordan blikket gled ned over ham, før de satte i bevægelse.

Instinktivt bakkede Corvath, og da han kunne mærke sengen mod hans lægge i takt med den anden nærmest smed ham på sengen, lod han sig falde og kravlede længere op mod hovedgærdet, så langt op, som han kunne, men stadig i en halvt siddende, halvt liggende position under den anden mand.

Corvath rakte den ene hånd op og løsnede snørren i skjorten for at give nemmere adgang, hvis det var halsen, der var fortrukket; ellers skulle den anden være mere end velkommen til at tage toget af ham.

Den dreng gjorde det simpelthen for nemt. Men for en gangs skyld, så havde Deavás ikke noget imod det. Drengen var tydeligvis naiv eller bare dum. Måske endda begge dele, som han ikke engang forsøgte at redde sig selv ved at tilbyde et mindre udsat sted at dræne blodet fra. Nej, han overlod valget til dæmonen. Ikke et klogt valg, langt fra faktisk, men tilbuddet fik Deavás til at smile, og ikke et betryggende et af slagsen, som han skubbede ham over imod sengen. Den ene af dem.

Deavás blev stående ved siden af sengen, før at han trak frakken af og smed den over den nærmeste stol. Så fulgte han trop ned i sengen til drengen, der endnu ikke havde følt det vigtigt at de skulle introducere sig selv. Men Deavás var fint tilfreds med at navne slet ikke var et emne, de havde berørt. "Du sagde direkte fra kilden" gentog han roligt, som hans blik dalede imod hans hals. Det var selvfølgelig et risikabelt sted, hvis drengen skulle klare sig igennem det. Han overvejede det lidt, men rakte dernæst ud efter drengens skjorte, før han gjorde tegn til at ville løfte den af. Måske der var et andet sted, som var bedre og mindre synligt for andre.

Han stoppede ikke ved skjorten, som han rakte ud efter bukserne og løsnede snøren for at hive dem af. Uden at spørge om lov eller overveje om drengen ville have nogle indvendinger. "Gør det dig ophidset? At tilbyde blod, som var der krystaller?" Spurgte han roligt, imens at han fortsatte med at afklæde drengen. Hvorfor ellers ville han tilbyde sit blod ud af det blå?

Havde han tænkt over mulige konsekvenser ved bare at lade den anden vælge, hvor han ønskede blodet fra? Nej… Nej, det havde han ikke, men lige nu følte han, at han var nødt til at gøre hvad som helst for at slippe ud af det problem, han havde skabt, da han blot minutter tidligere havde stødt ind i ham.

De gule øjne fulgte den anden, mens han begyndte at trække jakken af, og var derefter over ham. Hele hans indre skreg, at han skulle stikke af, men han havde det, som om han var sømmet til sengen, og nu var det vel næsten for sent at bakke ud, ikke sandt? Pulsen hamrede så hårdt, at han kunne høre den som en susen i ørerne, og det fik hele den spinkle krop til at skælve under ham.

Skjorten var det første, der røg af, og den blege overkrop kom til syne. Det var ikke fordi han var hugget i sten, men der var ikke nogen tvivl om at han alligevel havde en eller anden form for træning. Dog stoppede det ikke der, men den anden fortsatte med at række ud efter bukserne.

Farven steg straks til kinderne, da spørgsmålet lød, og blikket gled ned mellem dem, som bukserne røg af, og underklæderne var det eneste, der var tilbage. Under stoffet var der en tydelig begejstring, så det ville i hvert fald være svært at lyve sig fra. Han nikkede stille og lod blikket rette sig mod de gyldne “Det er svært at lyve om… Når du allerede har flået mine bukser af,” svarede han og bed sig i underlæben.

Det var næsten for nemt, ikke sandt? Ikke at Deavás havde nogen høje tanker om drengens evner til at forsvare sig selv eller tale sig ud af problemerne. Nok var de ikke lige så alvorlige, som drengen måske troede, men altså.. han havde jo lovet ham en betaling for besværet med rullen. Men hvis drengen vendte sig fokus bort fra Deavás og det faktum, at han skulle give sit blod frivilligt, så ville han nok opdage at pergamentrullen ikke længere var i hans besiddelse og måske ikke var helt så vigtigt, som han havde gjort det til. Men det var tydeligvis svært at tænke så langt.

I takt med at mere og mere hud blev synligt under ham, lod Deavás blikket vandre over hans krop efter det perfekte sted at stikke bladet i. Det perfekte sted til at sætte sit mærke, så drengen ville kunne mindes deres lille møde langt ind i fremtiden. Men den tydelige blege hud kom også en smule bag på ham, som om det var andet end blot mangel på sol, der var skyld i den hvide krop. Bukserne røg kort efter, som han smed det hele på gulvet og ikke overvejede at lægge det over en stol eller smide det på den anden side. Hvis drengen ville passe på sit tøj, så måtte han selv gøre noget ved det. Når Deavás var færdig. Hvis han altså kunne bevæge sig til den tid.

Den varme kulør i de blege kinder tog Deavás sig ikke af, som han langsomt strøg blikket ned over hans overkrop, før at hænderne fulgte trop. Ned over kravebenet, brystkasse og videre ned til navlen, før at han vendte blikket imod drengen igen. "Din hurtige hjerterytme er heller ikke til at tage fejl af" lo han køligt, som han strøg en hånd ned på hvert lår og greb fat om hans ben for at sprede dem ud, så han bedre kunne placere sig imellem dem. Stadig fuldt påklædt bukkede Deavás sig ned, som han førte tænderne hen over maven, ned til hoften og videre ned over låret. Ruten blev fulgt op igen, denne gang med hans tunge, som han sukkede let og rakte en hånd frem imod hans kappe, der hang over stolen. Han rodede rundt i lommen, uden at tage blikket fra drengen. Ud trak han en mindre pose, som han lagde ovenpå drengen mave og bandt op, for at folde indholdet ud. Skalpeller, knive og nåle, velholdt og rene kom til syne, som hans blik straks blev mere sultent. Det sitrede næsten i fingrene på ham, for at få begyndt.

"Jeg foretrækker, at gå lidt anderledes til værks" lød det begejstret, som han førte fingrene hen over de spidse genstande og overvejede sine muligheder. "Jeg vil råde dig til at ligge helt stille".