Det var ikke fordi lysten havde været synderligt stor, da han blev bedt om at tage til Tusmørkedalen. Ikke havde han så meget et valg, så han havde sadlet op for nogle dage siden og sat kurs mod det gudsforladte sted. Corvath vidste jo godt, hvad der var i dalen, og der var sikkert nogen, der nok skulle finde det unge halvdyr interessant.

Kortvarigt løb det ham koldt ned ad rygsøjlen, inden han gled ned ad hestens side og søgte til det nærmeste område, hvor han kunne stalde den op. Hvad var klokken overhovedet? De gule øjne så op mod himlen. Det var ikke fordi det gjorde det ret meget nemmere at vurdere, men han ville skyde på at det nok var en gang på eftermiddagen.

Corvath kunne allerede mærke det. Øjnene i nakken, måden de lyssky væsener så på ham, som han gik gennem gaderne med retning af kroen. Han havde trods alt brug for et sted at sove, mens han var her. Det var her den varulv han var blevet sendt ud efter sidst havde befundet sig, men om han stadig var her, ja, det var så op til den kære slange at finde ud af, desuden, så kunne han på samme tid ligge billet ind ved nogle af de højere mangter i dalen, håbe på de kunne give ham nogle brugbare informationer før han igen smuttede tilbage til Dianthos.

I hans tankemylder endte han med at støde på en anden person og trådte et par skridt tilbage “Det må du virkelig undskylde… Jeg skulle have set mig for…” sagde han stille og hævede hænderne, som om han var blevet fanget af byvagten for at have overtrådt loven.

Det var under omstændighederne fredeligt i dalen, mest af alt fordi de fleste væsner vidste, at de skulle holde sig for sig selv. Området var ikke kendt for sin gæstfrihed, heller ikke med krystaller på lommen, for de ville med stor sandsynlighed blive stjålet, før de kunne blive brugt på noget.. fornuftigt? Ak, det var sådan Deavás foretrak det, at kunne bevæge sig rundt i skyggerne uden nogen henvendte sig til ham. Denne dag i sær, som han havde fået stukket en pergamentrulle i hånden kort forinden hans vandring igennem byen. 

De færreste ville komme dæmonen i møde at egen fri vilje, hvis man stolede på rygterne i området, men hvis man ikke var fra området, så kunne han virke ganske.. charmerende. Eller måske nærmere manipulerende overfor det svage sind. Deavás forventede dog ikke det store denne dag, da han havde et mål for øje. At vende tilbage til tunnelen på den anden side af dalen for at kunne læse rullen i fred og ro. Tage de noter der var nødvendige, før at rullen skulle destrueres eller skaffes af vejen. Men, sådan skulle det ikke gå, som en slank skikkelse dumpede ind i ham, da han rundede et hjørne og rullen forlod hans greb under armen.

Et let opgivende suk forlod hans læber, som hans blik faldt ned på drengen. Manden? Nej, han virkede for ung til at blive kaldt en mand. Han trak ganske let på den ene mundvig for at vise sin utilfredshed, cirka samtidig med drengens undskyldning. Han skævede til pergamentrullen på jorden, som lå i mudderet. Bare tanken om at samle denne op, virkede ikke særlig lokkende. Håbet havde været nogle flere noter, men.. var det det værd, når han havde læst indholdet og memoreret det allerede? "Klodset barn" brummede han irriteret, før han skævede til siden. Måske drengen skulle betale for skaden?

Corvath havde vitterligt ikke set manden, der var kommet omkring hjørnet, før det var for sent, og nu stod de over for hinanden. De gule øjne skulede mod den pergamentrulle, der var faldet på jorden, ned i mudderet, hvilket fik ham til at trække en mine “Pis…” mumlede han stille til sig selv, før han knælede ned for at samle rullen om. Han sørgede ihærdigt for at tørre mudderen af, men det ville sikkert ikke gøre meget forskel.

Han stoppede i sine bevægelser og så på manden foran sig. Var han lige blevet kaldt et barn? Han blinkede et par gange og ønskede at protestere, men i stedet tiede han og rakte rullen frem mod manden. “Jeg er virkelig ked af at have ødelagt dit hårde arbejde,” undskyldte han igen og bed ned i underlæben. “Jeg vil gerne erstatte den på en eller anden måde, hvis du lader mig,” svarede han med læberne trukket i et tøvende smil. Det var tydeligt at knægten var ude af sin comfortzone ved at være her i dalen, men en mission var en mission.

Drengen var tydeligvis uvidende, men muligvis høfligt opdraget, som han bukkede sig ned for at samle pergamentrullen op. Det var et ynkeligt forsøg på at redde den situation, han havde sat sig selv i, men Deavás nød synet af drengen, som næsten satte knæene i mudderet for at samle rullen op. Han måtte styre sine lyster til at placere en knæ imod drengens nakke og skubbe ham helt ned i mudderet. I stedet så han til, som drengen forsøgte at tørre mudderet op. Håbløst i virkeligheden.

Hans undskyldende ord fik blot Deavás til at løfte det ene øjenbryn. "Du er tydeligvis ikke herfra" mumlede han lettere opgivende, som drengene ihærdigt forsøgte at redde sig selv i land med en undskyldning. Men den slags var sjældent nyttige i dalen. Hans tilbud om at erstatte rullen fik Deavás til at smile fornøjet. Måske han var nyttig alligevel. "Og hvordan forestiller du dig, at det er muligt, rullen er uerstattelig, særligt for en.. som dig" lo han køligt, før at han rakte frem imod pergamentrullen og trak den ud af hånden på ham. Han viftede ganske let med rullen for at smide det sidste mudder af. Men som forventet, så var den ødelagt. Og beskidt.

Han kunne mærke, hvordan de gyldne øjne nærmest fulgte hver eneste bevægelse fra han bukkede sig til han igen rejste sig og begyndte at tørre pergamentrullen af. Det var pludselig endnu mere tydeligt at Corvath ikke hørte til i dalen, hvis ikke udseendet fortalte det hele… Så gjorde hans opførsel. Han havde bemærket meget få mennesker i nærheden, og dem, der havde været i gaden, havde skyndt sig videre. Han var godt klar over at dalen var berygtet for lyssky væsener, men lige nu følte han sig ikke ligefrem i farezonen.

Blikket sænkede sig, som den anden pointerede det åbenlyse, og han nappede ned i underlæben, mens han rystede på hovedet, så et par hvide lokker faldt ned på ham. Igen rettede han dog blikket mod den anden mand “J–jeg kan betale med krystaller…” sagde han stille, uvidende om det overhovedet var noget, der kunne gå. Han havde nogle på sig, og han ville få nogle flere, når han fandt personen, han egentlig var her for. “Hvis du er til blod, giver jeg også gerne,” tilføjede han. Corvath vidste, at der var mange vampyrer i dalen, men om han var en af dem, vidste han i teorien ikke.

Tusmørkedalen var et dumt sted at skille sig ud i, særligt når man skilte sig så meget ud, som drengen gjorde. Måske han var heldig, når man tænkte på, hvem han ellers kunne være rendt ind i. Deavás var egentlig meget fattet omkring pergamentrullen, men kun fordi han havde læst den.. ellers havde det været en helt anden sag. Og ikke til den gode side. Dog forlod hans blik ikke den slanke skikkelse foran ham, som han overvejede hvad drengen kunne bruges til. For han var egentlig på vej hjem og drengen kunne hurtigt være skyld i en omvej eller en forlængelse af dagen.

Han skævede til rullen i sin hånd igen, men drengens hoved rysten løftede straks hans blik igen. "Jeg er ikke interesseret i krystaller" svarede han køligt, penge var ikke en valuta, som han gjorde sig i. Nok mente mange, at det var det mest værdifulde, men han havde andre ting, som han mente var langt mere værdifuldt, som informationer. Viden. Det næste tilbud lød dog langt mere interessant. Måske han var bekendt med området alligevel, siden at han overhovedet ville tilbyde den slags.. ofringer. "Det kommer an på, hvordan det bliver præsenteret," svarede han med et sultent blik i øjnene. Hans blik gled ned langs med drengens krop. "Hvor overnatter du på din rejse?" Spurgte han, uden rigtigt at spørge om drengen var på gennemrejse eller boede i området. Det var tydeligt, at han ikke var derfra.