Det var bestemt ikke et ualmindeligt syn at se den mørkhårede kvinde færdes blandt de tomme og mørke gader. De seneste år havde Rory holdt lav profil. Ingen kriminalitet - eller, i hvert fald prøvede hun at holde det til et minimum. Lidt rapserier her og der skadede jo ingen. Men, de store tyverier i Dianthos’ øvre by prøvede hun at holde sig fra. I stedet havde hun beskæftiget sig i ærligt og redeligt arbejde! Ja faktisk kunne man mere kalde hende for en fragtmand, eller kvinde. Arbejdet bestod nu i at fragte dyrebare genstande fra den ene ende af byen til den anden. Hvad disse pakker indeholdte spurgte hun aldrig ind til, men hendes arbejdsgiver forsikrede hende i, at dette ikke var noget hun skulle bekymre sig om. Rory valgte at tro på hende.

Denne dag startede ud som enhver anden. Pakken blev udleveret og Rory begav sig ud i den stille nat. Tænk, at livet var så nemt når man ikke lavede sorte penge! Hun behøvede ikke altid at have øjne i nakken, tænke på hvornår byvagterne var på patrulje eller hvorvidt hun ville ende i en celle igen. Livet var endelig kommet på rette køl og Rory kunne ånde fredeli—

“Jeg skærer din hals op hvis du ikke træder frem i lyset!” Rory stod allerede med sin kniv fremme, rettet mod den mistænkelige raslen. Grebet om kniben var stramt og øjnene lynede. Hun var blevet forfulgt. Der var ingen tvivl om det. 

Livet havde været kedeligt, som en frisklavet ost der endnu ikke havde modnet over evigheder eller mjøden der havde iltet uden låg for længe. Basil gjorde endnu lidt som det passede ham, men påpasselig havde han nu aldrig helt været. Hans fjer stod endnu skarpe og klar til leg, så da han havde fået nys om et engangstilfælde var omkring og lavede reelt arbejde, havde han været som en doven høg og fulgt hende fra tid til anden. 

Denne dag havde han valgt at gå til værks til fods, luret drilsk i krogene, indtil han fik rumsteret i gydens dunkle mørke. 

Hans ene vinge bukket frem som et skjold og med fjerene spredt så han kunne se ud. “Tag kvinden ud af kriminaliteten, og lad kriminaliteten blive i kvinden. Stadigvæk hurtig på reflekserne,” lød det kækt fra ham, som han trådte ud i lyset og lod vingen falde bag om ham. 

Mon hun huskede det? Hans evner. Hans charme. Deres nat. 

Selvfølelig var det ham, der havde forfulgt hende. Selv efter flere år kunne hun genkende den kække stemme, hvis formål tilsyneladende kun var  at gøre grin af hende. Eller, måske var det ikke stemmen, der helt gav ham væk, men rettere at han var den eneste bevingede mand hun kendte. Nårh ja, og at han engang havde bortskaffet et lig for hende, og så den ene nat… men lad os nu ikke gå i detaljer.

“Og du har stadigvæk ikke andet at lave end at spilde tid på personer, der tydeligvis ikke mangler dit selvskab. Trist,” svarede hun tilbage og rynkede på næsen. Kniven sænkede sig, men blev atter ikke lagt væk. Det var lang tid de sidst havde set hinanden, og Rory vidste stadig ikke, hvor hun havde denne mand. Og stole på ham kunne hun næppe. En mand styret af lyster og kedsomhed var sjælendt en god cocktail.

Et dårligt forsøg på skuespil kom til kende som Basil tog hånden til hjertet som hendes ord sårede ham dybt. "Elskede, og her troede jeg vi var lykkelige gift i et adskilt liv... der hvor hvor jeg rydder op efter dig" lagde han ud blødsøgt og drilsk, indtil den seriøse tone faldt for døren og han lod mimikken dø hen i hans mangle-på-mere-humor. 

Selvsikre skidt og fremtoning førte ham tættere på hende, men endnu en god halvanden meters afstand fra hende - nok til at hendes korte arme ikke kunne stikke ham uden at bevæge sig frem. "Du husker vel hvor du fik ham kasseret, eller skal jeg påminde dig?" spurgte han uopfordret med en advarende tone der talte tydeligt for sig. Han ville tage hende på slæb i luften for at vise hende resterne af livet hun fik berøvet.