det var en kølig morgen da Elasha vågnede. hun havde brug for at komme ud af elverly bare lidt for at få inspiration til sin have. Elasha havde en hætte over hovedet, da det var lidt koldt for hendes ører. den kolde vind var lige lidt for kold til morges. Elasha kom ud af elverly og begyndte at gå mod nogle marker og enge i Medanien. Elasha havde en kappe med hætte og ellers hendes sædvandlige elver tøj på. 
hendes gyldne lokker var i en fletning på højre side og en hestehale for resten. hendes grønne øjne så rundt i naturen imens hun gik. hun nød det og da hun endelig nåede Medanien var det bliver næsten aften. hun satte sig på en sten oppe på en bakke hvor udsigten var markerne, hun tog en lille taske frem for hendes kappe og tog et brød op og et æble. noget hun havde med hjemme fra. hun nød udsigtigen imens hun spiste sin lille mad og tog lidt at drikke fra sin lædder vand dunk. hun havde fået lidt lift på vejen her til men det havde været en ren dags rejse. Elasha var lidt træt men hun kendte ingen her så hun måtte ligge under stjernerne inat. vis det kom der til. men Elasha vidste dog ikke endnu om hun ville finde noget nyt til sin have.  hun ledte efter frø hun kunne plante. hun ønskede at få mere erfaring ti planter til medicin så hun kunne hjælpe Elverly med de medicinske planter hendes have kunne byde på.

Et sted længere væk fra Medaniens hovedstad trillede Cerediels oksetrukne kærre lige så stille hen ad landevejen. Brisen tog i hendes lange lokker, så hun konstant følte, at nogen prikkede hende på skulderen, og de rosa penselstrøg på skyerne havde omtrent samme farve som renderne under Cerediels øjne. Hun var nu glad for, at solen endelig var oppe.

Hun var på vej hjem fra sin families vinmarker, som hun besøgte engang i mellem, som regel for at hjælpe med at så eller høste, og altid så sjældent som muligt. De var ikke de mest behagelige væsner, men de havde aldrig været voldelige, modsat landevejsrøverne - og vampyrerne - i området. Denne gang havde de forrøret hende en gammel okse og en endnu ældre kærre, at tage hjem i. Det gik da lidt hurtigere. Alligevel havde hun været for nervøs til at stoppe for natten- så langt var der jo heller ikke hjem, havde hun tænkt.

Nu kunne hun i det mindste stoppe for morgenmad. Og selskab? Cerediel standsede kærren lidt fra Elasha.
"Godmorgen," hendes stemme var ikke ligefrem høj, "Har De... Vil De have selvskab? Jeg havde selv tænkt mig at stoppe for et måltid."

Elasha sad lidt i sin egen verden da en stemme lød. var det morgen allerede. havde hun sovet sidene? når put hun havde nok været så træt at hun faldt i søvn hvor hun var. hun trak indenvendigt på skuldrene og så op. en oksekærer og dens ejer var på vej mod hende. hun så rundt der var ikke andre i nærheden så hun måtte mene Elasha.

"godmorgen. det kan vel aldrig skade med noget selvskab!" sagde hun med et smil. hun lod dog stadig hætten på kappen være over hovedet så man ikke kunne se hendes elverører. men vis man var klog, som Elasha ikke lige havde været, kunne man jo se hun var elver på hendes tøj. hun prøvede ikke at blive smidt ud af byer efter dengang elvere var bandlyst her og der og alle vejne. 

Elasha smilte venligt og så ned på sin frugt, brød og lidt ost det så ikke ud af meget men det smagte altid godt. brødet havde hun fået af en af dem der gav hende et lift her til, den person havde nemlig været bager og havde tilbudt hende lidt nybagt brød. og det takker man da ikke nej til!

Cerediel smilede. Lettet. Lettet over at ikke at være alene på landevejen, og lettet over at Elasha lod til at være den venlige type.
"Jeg er glad for, vi er enige," smilede hun og fandt et ikke for ujævn stykke græs at efterlade sin kærre på. Oksen begyndte straks at gumle på stråene. "Mit navn er Cerediel, men du må gerne kalde mig Ceri."

Cerediel så lidt på buen, mens hun tog en oppakning med lidt brød, syltetøj og en flaske druesaft ud.
"Er du jæger? Det er en flot bue,". Der var noget i den fremmedes stemme, der virkede lige så træt som Cerediel følte sig. Måske overtolkede hun. Måske havde den - for nu - fremmede været ude at jage hele natten. Selv var hun aldrig blevet jagtet. Ikke rigtigt, ikke som andre var blevet det under elverforfølgelserne. Hendes familie var ikke uden forbindelser. Der havde hun kunne gemme sig, selvom det ikke var med hendes eller deres gode vilje.

Hun fandt en udmærket sten nær Elasha og pakkede tingene ud. Druesaften blev hældt op i et lille bæger. Hun rakte flasken til Elasha. "Vil du have noget at drikke? Min kusine laver en god saft."

Elasha sad roligt og tog en bid af frugten imens hun så på kvinden der placerede oksen på en græs plet.  hun smilte forsigtigt og nikkede anerkendende til hende. "jeg er Elasha. hyggeligt at møde dig. Ceri." hun sad lidt og tænkte ikke over sin bue før den blev nævnt. hun så ned på den og fniste lidt. 
"jeg er ikke jæger. men det er det eneste våben jeg har lært at bruge. nok ikke så godt til at gemmes væk. men den er effektiv når man skal angribe på lang afstand" sagde hun med et lille forsigtigt smil. ikke at hun havde tænkt sig at bruge den. hun kørte en finder over dens spids.

hun tog en bid af brødet og fik en krumme galt i halsen i samme øjeblik tilbød Ceri hende noget at drikke. hun nikkede imens hun holdte et host tilbage. hun tog imod saften og tog en stor slurk og sukkede i et "det var dejligt" suk. 

hun smilte til Ceri stille og roligt og så på hendes lækre syltetøj. det måtte være svært at transpottere. Elasha tog noget ost og måtte knibe øjnene lidt sammen da den var godt lagert. *det var jeg ikke klar på.. uuh den er stærk*

"Elasha," gentog Cerediel for at huske navnet bedre og smilede, "I lige måde."

Hun lyttede til bueskytten, mens hun fortalte om sit våben, og hvad hun brugte det til.
"Det er godt at kunne forsvare sig. Jeg er ikke selv god med våben. Jeg er aldrig blevet trænet. Men jeg har da en daggert." Den ville hun gerne vise frem, så Elasha ikke troede hun var helt uduelig. Hun tog brødet over i den anden hånd, og rakte ned med den første for at rode nede ved støvleskaftet. Daggerten var slank med et meget kunstfærdigt udsmykket håndtag. Det lignede mest af alt en brevkniv, men skarp var den. "Det må være rart at kunne holde farer på afstand."

Bueskytten skar ansigter. Cerediel så ned på osten og snusede ind. Hun forstod pludselig hvorfor. Den ost havde en genkendelig aroma. Eller det ville sige, hun ville helt sikkert huske, hvis hun havde lugtet sådan en før. "Er den stærk, osten? Hvor har du fået den fra?" Mon hun rejste meget? Det ville give god mening med buen som beskyttelse.