Tid: Lidt før midnat
Sted: Efterladt hytte

Iagttager,

De bedes lokalisere følgende, før rejsen går til Tusmørkely:

- Blæk
- Fjerpen
- Drageblod

De har 3 dage til at skaffe ovenstående, før De skal møde i landsbyen i Tusmørkedalen. Det endelig sted vil blive afsløret, når De ankommer

Brevet var sendt for 4 dage siden og burde være kommet den unge iagttager i hænderne for længst. Derfor var forberedelserne også begyndt i Tusmørkely, som Deavás forventede at den unge knægt forstod en klar besked, som den han havde sendt. Ikke at han forventede synderlig meget af sit eget afkom, men nogle forventninger måtte man have? Drengen havde ikke imponeret ham sidst, derfor fortjente han endnu en chance. Omend den ikke var helt fair. Han ville nok altid se skævt til barnet, blod eller ej, så havde Deavás aldrig haft i sinde at formere sig. Men desværre for ham, så havde Lilith gennemført den uheldige graviditet og nu stod han med en søn, der ovenikøbet havde meldt sig ind i samme organisation som ham. En prøve var nødvendig.

Hytten han befandt sig i, var for længst blevet efterladt, efterladt til naturens kræfter, som træerne havde overtaget store dele af stuen, samt løftet taget en anelse, så den kolde luft frit kunne komme ind i rummene. Deavás var ikke bemærket af kulden, som han havde spredt en bunke papirer ud over bordet han sad ved. Fingeren strøg hen over teksten, som han nærstuderede Mizechs opgaver til dags dato. Ikke vitterligt imponerende arbejde, ej havde han formået at dække sine spor, når morskaben havde taget over.

Deavás placerede albuen imod bordet, som han placerede fingrene på hver side af næseryggen. Der lå vist en større opgave i at redde hans position. Eller i det hele taget give ham en ordentligt chance for at blive mere end hvad han var. En lille skikkelse trådte stille nærmere, som hun lagde hånden fladt på bordet og skubbede en sten over imod Deavás. Han tog imod stenen og rejste sig, som han gik hen til vinduet og spejdede ud i horisonten. Dæmon drengen skulle være på vej, efter hans kilder i hvert fald. Men han ville lige se drengen an, før at han afslørede deres mødested. I hytten. Så indtil nu måtte drengen vandre forvirret omkring, indtil Deavás gav sig til kende.

Overraskende nok var den kække, og flabet unge dæmon i godt humør, hvilket var underligt eftersom han var blevet forstyrret i sin søvn flere gange. Et suk forlod munden i takt med at han rullede med de gyldne øjne. Kunne en dæmon ikke bare nyde en god søvn for en gang skyld. Kulden og omgivelserne var han ikke betaget af, eftersom sin lille slange på skulderen stjal hans fokus og opmærksomhed. Sheja var altid trofast, og Mizech vidste altid hvor han havde hende henne. Med brevet i hånden, lod han øjnene først skimme ordene, før han lidt doven strakte sig, og undslap et højt gab”Kedeligt…” endnu engang måtte den måske lidt for kæphøje og kække dæmon læse brevet, den her gang tydeligere og ordenligt så hvert ord kunne printe sig ind i hans sind. Men han var jo en dæmon som gjorde, hvad han fik besked på – for det meste. Når det omhandlede arbejde, var han altid klar på nærmest alt.

Med hvert skridt rundt i omgivelserne, foldede han brevet lidt sammen, og strøg to fingre kælende hen over sin slange på skulderen. Sheja nød det, og Mizezh mærkede, hvordan et tilfreds smil kom frem på ansigtet. Han kunne da nemt klare den opgave, ja kunne han ikke klare alle opgaver, hvis hans mor kunne, og far kunne, så kunne han vel også. Ikke at han kendte så meget til sin egen fader, men den unge dæmon strålede af selvsikkerhed og selvtillid.

- ½ time senere –

Havde han overset noget? Han følte nærmest bare han vandrede rundt i blinde, og ikke vidste hvad han præcis kiggede efter. En irriterende knurren kom fra munden, som han stoppede op og irriteret foldede brevet ud”Hvad er det her for noget hokus pokus pjat!!” udbrød Mizech som han vendte brynene ned ad, og nærmest stirrede endnu mere irriteret på brevet i hånden. Sheja hizzede og han følte sig ret forvirret over opgaven indtil videre. Måske han havde overset noget, men spørgsmålet var, hvad. Han kunne da ikke have glemt noget, og bevidst lænede han sig op ad en tilfældig bod, og læste brevet endnu engang, denne gang imens han prøvede, at lægge mærke til om der var nogle skjulte tegn eller noget som brevet skjulte måske, noget som kunne hjælpe ham med at løse opgaven. 

Den unge dæmon vidste tydeligvis ikke, hvad han skulle gøre af sig selv. Frustrationen var i hvert fald tydelig nok til at Deavás kunne bemærke den på afstand, som han hvilede underarmen imod karmen til vinduet. Han havde spottet ham for længst igennem vinduet og forsøgte nu at overtale sig selv til faktisk at hidkalde ham. Måske den unge dæmon blot havde brug for en retning? Et hårdt skub i den rigtige retning.. for at komme på andre tanker, end den forkælede opførsel.

Deavás bevægede sig hen til døren, som han kastede den lille sten op i luften og dernæst greb den, før at han sigtede efter Mizech's baghoved. Kastet var præcist og hårdt nok til at det skulle kunne mærkes som mere end end flue, der landede i drengens hår. Han rømmede sig lidt, som han sørgede for at lyset bagved ham, var med til at vise Mizech sit omrids. Han blev dog ikke stående for længe, før at han trådte tilbage ind igennem døren og lod den stå åben. Det måtte da være invitation nok, ikke sandt?

Den lille skikkelse skævede lidt til ham, som han vendte tilbage til bordet og samlede de forskellige pergamentsruller i en mindre bunke, som han vendte på hovedet. "Du må gerne gå, jeg tager mødet selv.." svarede han, som hun bukkede dybt og strøg ud igennem bagdøren. Mizech måtte svare ham på, hvad han havde udrettet, for papirerne og optegnelserne gav ham ikke meget at gå efter. Udover hore og ballade.

Der var et eller andet som fortalte den unge og meget forvirrende dæmon, at han slet ikke var på rette spor og hvordan kunne han ikke være det. Han mente ellers generelt, at hans stedsans var meget god, især her i byen. Måske det faktisk var opgaven som var skyld i det hele, men så svær kunne den heller ikke være. Mizech stod ganske afslappet op ad boden, som de gyldne øjne gled ned over brevet.

Før et lille suk forlod munden mærkede han noget, og måtte tage sig til sit baghoved”Hvad i zaladins navn!”udbrød han som han strøg nogle fingre igennem det sorte hår. Var der mon nogen som var ude på ballade? Ikke at det gjorde ham noget, han var altid frisk på en slåskamp, og lave ballade. Hurtigt fik han øje på noget bagved ham, og der gik ikke lang tid før Mizech drejede rundt. Nu var han sikker på at der foregik et eller andet.

Der var et eller andet foran ham, lidt længere fremme. Han havde en fornemmelse, men hvad hvis han tog fejl. Kort skævede han til sin slange, og foldede brevet sammen med en irriterende grimasse. Ikke tale om, at han havde tænkt sig at blive stående og blomstre her foran boden. Han havde en opgave, at klare. En opgave som bare forvirrede ham mere og mere, og efter at have taget flere skridt frem, lagde han mærke til noget lidt længere fremme, henne ved en hytte. Det så ud som om døren var lidt åben, og det var perfekt for ham. Stædige skridt, og ryggen ret trådte Mizech indenfor, og han kiggede ikke engang rundt. Han gad ikke råbe om der var nogen hjemme, men der virkede tomt i hans øjne. Uden at gå videre, valgte han at folde brevet ud igen, og læse det endnu engang"Hmmm...Der er sikkert ingenting herinde.."mumlede han lavt for sig selv som ordene i brevet printede sig lidt tydeligere ind i sindet. 

"Hvor ofte begraver du din forstand i et brev, Iagttager?" lød en smule opgivende fra Deavás, som han gav sig selv tilkende, da Mizech trådte ind i hytten og valgte at lade blikket falde på brevet igen. Mon det var selv samme brev, som han havde sendt til ham for flere dage siden? Betød det at han endnu ikke havde skaffet de 3 ting, som han var blevet bedt om? Et suk undslap hans læber, som han flyttede sig fra bordet, der var placeret i rummet ved siden af indgangsdøren. Sjældent havde han da set mage, mon Mizech gjorde det med vilje, bare for at lave numre i stedet for at tage opgaven seriøs? 

Deavás gik hen imod døren, som adskilte ham og Mizech, det tyndt stykke træ faktisk, som han åbnede døren med armene lagt over kors og et uimponeret blik i øjnene. Drengen imponerede ham ikke synderligt og der skulle meget til at han ikke bare bad ham pakke sammen. "Kom ind" beordrede han efterfølgende, som han vendte omkring og gik tilbage til bordet. Han hvilede håndfladerne på bordet og kiggede hen imod Mizech, selvom det primære fokus hvilede på papirerne. En bunken med papirer. "Og luk lige døren" fortsatte han lettere henkastet, som drengen måske skulle have det hele penslet ud. Kunne Mizech huske ham fra nogle år tilbage, hvor de var stødt på hinanden ved et rent tilfælde eller ville han være nødsaget til at minde ham om deres sammenstød? Ikke at det betød noget, når Deavás' rang var langt over drengens, men udfra Mizechs kunnen, så havde han måske ikke regnet ud, hvem Deavás var for organisationen. Verbatim.

"Har du skaffet tingene?" spurgte han køligt og forventede faktisk et nej, et klart nej, for han kunne da umuligt have samlet tingene med det udtryk i hovedet? Han lignede en høne, der gik rundt med hovedet under armen. For Zaladin også.

Om Mizech overhovedet havde tænkt sig at indrømme, at det pokkers brev havde taget alt hans fokus, og opmærksomhed, det havde han bestemt ikke tænkt sig. Han havde taget opgaven seriøs, men selvom han kun fandt to af tingene, så var der noget som fortalte ham, at den sidste ting måske havde været for næsen af ham hele tiden”Sjældent… Jeg er ikke den store brev type ser du” bevidst viftede han lidt med brevet, og lod øjnene finde hen imod personen. Man kunne nok ikke ane det, men han var faktisk irriteret, men mest på sig selv. Hvor svært kunne det være, at finde de ting, og selvom han kun havde fundet to af tingene, så manglede han den sidste ting.

”Du ved godt, at jeg allerede er indenfor?? Jeg kan godt træde dybere ind” svarede han i en kæk tone, før han lukkede døren. Hvad var det her også for en hytte? Det lignede slet ikke hans egen hytte, men der var da en eller anden form for hygge herinde. Et suk forlod hans mund som han trådte tættere på personen, der virkede mere og mere bekendt, men hvorfra…Mizech var ikke sikker, det måtte have været mange år siden. Han fandt fjerpen og blæk frem, og lagde det på bordet foran personen, og strak sig en smule uden at slangen ville falde ned fra hans skulder. Der skulle nok meget til, før at slangen ville falde ned, men stadigvæk.

Hovedet lagde han på skrå, som han valgte at gå lidt rundt foran personen, bare for at tjekke omgivelserne ud”Alt på nær drageblod… Jeg føler det har været for øjnene af mig hele tiden, men måske…”han lænede sig op ad en vindueskarmen i nærheden, og krydsede armene. Drejede hovedet for at kunne kigge ud ad vinduet”Jeg har overset noget… Men hvad” han måtte mumlede lavt for sig selv efter de sagte ord, og afventede personens ord. Den mystiske person han faktisk ikke kunne huske, medmindre der var alt for mørkt i rummet de befandt sig i lige nu, til at Mizech kunne genkende denne person. Han ville inderligt ikke føle at han ikke havde løst opgaven, mest fordi han stædigt godt vidste han kunne klare det.

Noget han ikke havde savnet var uden tvivl den kække attitude. Det var nok til at få den ældre dæmon til at himle let med øjnene. Skulle han virkelig trækkes med sit afkom på denne måde? Hvorfor havde han ikke valgt en anden profession, som at dø i sin mors arme eller noget? Måske endda inde i maven. Men nej, drengen var stædig nok til at holde fast i livet og det kunne han jo ikke gøre meget ved nu. Eller det kunne han, men altså. Så ville Verbatim også miste en spiller. En spiller der ville være nemt at løbe om hjørner med. "Det siger du ikke" svarede han køligt med et let skuldertræk, som det ikke kom bag på ham. Kunne Mizech overhovedet skrive selv?

Deavás trak neglene over bordet, som stille gav efter under neglene, imens at han forsøgte at bevare roen. Han havde nok mest af alt lyst til at flå drengen i småstykker. Men han havde også lige konkluderet, at det ikke ville være en smart taktik, så han lod vær. "Ind i rummet.. Medmindre du ville have foretrukket, at jeg bare skubbede dig udenfor igen" svarede han irriteret, hvis det blev ved sådan her, så kunne han da lige så godt afskedige ham. Det ville sikkert være nemmere og langt mindre forstyrrende, hvis drengen ikke var en del af organisationen. Hans blik gled ned på fjerpennen og blækket, som han rynkede en smule på næsen. Resultatet var forventeligt.

"Hvad får dig til at sige det?" spurgte han med et skummelt smil, før han gik rundt om bordet og stoppede op ikke langt fra barnet. Han havde ikke problemer med at se ham foran sig, måske fordi han havde svært ved at glemme et ansigt, men altså.. Der var ikke just lyst inde i rummet, men da de kom helt tæt på hinanden kunne han ikke lade vær med at smile, som han mindes sidste gang. Mon drengen havde fortrængt mindet for at skåne sig selv?

De gyldne øjne spejdede rundt i omgivelserne udenfor, selvom udsigten kun var fra vinduet, så var det som om at han følte at drageblodet, måtte være i nærheden. Ellers var det sikkert ikke langt væk, så han kunne sikkert sagtens hurtigt få fingrene i det. Ordene om at blive skubbet udenfor igen, fik et lille skævt smil til at sprede sig over hele ansigtet. Bevidst valgte Mizech ikke at give respons på det, men at finde den fjerpen og blæk var ganske nemt. I hans øjne var det næsten alt for nemt, og han vendte undrende øjenbrynene en smule ned. Hvorfor kunne han så ikke finde det drageblod, der måtte være noget han over overset

”En tydelig følelse.. En tydelig fornemmelse, og desuden…” han holdte en pause for at vende rundt, så han stod med fronten til personen. Armene over kors, som han lod det skæve smil på ansigtet vokse”Jeg har en meget god intuition, og jeg glemmer sjældent vigtige ting, når det omhandler missioner og opgaver” det var ganske sande ord, selvom man ikke skulle tro det. Han trådte få skridt væk fra vinduet, og fik gravet stenen op fra den ene lomme i bukserne.

Betragtede den kort, uden at fjerne smilet på ansigtet. Normalt havde han nok ikke taget en sten med, som havde ramt ham i baghovedet, men som han stod foran denne person, var der også noget som gik op for ham. Han havde set det sæt øjne før, og udseendet… Selv stemmen virkede pludselig bekendt. Mizech tiltede hovedet på skrå, som han lagde stenen på bordet, og gik få skridt til siden. Ikke længere end at han lige kunne sørge for, at hans egen mund var ved personens øre”Giver du altid sten til dine gæster… Eller er jeg bare heldig” det kom lidt flabet og kækt ud ad munden i den hviskende tone, før den unge dæmon valgte at se sig en smule omkring inde i hytten, men ikke langt væk fra den anden person. 

Måske drengen var en tabt sag allerede nu? Hans forvirrede attitude, men samtidig også kække attitude gik allerede Deavás på nerverne, men det var ikke just noget han kunne ændre på. For sådan havde barnet jo altid opført sig også da de havde mødt hinanden første gang, så kunne han virkelig forvente en forandring over en længere årrække, eller var sagen tabt på forhånd? Et suk undslap Deavás læber, som blæk og fjerpen fandt sin plads på bordet, men den 3. ingrediens manglede. Det var ikke noget nyt, han var tværtimod blevet noget så overrasket, hvis Mizech faktisk havde fundet noget drageblod. For det ville om nogen kræve en indsats fra hans hånd, hvis det skulle lade sig gøre. "Du forsøger stadig at finde den 3. ting?" spurgte han lettere overrasket, det var i hvert fald hvad Mizechs ord tydede på. Som om han forventede at det ville falde ned i skødet på ham, så længe han bare stod der og snakkede.

"Du glemmer heller ikke et ansigt?" spurgte han en smule ledende, som de efterhånden stod så tæt, at han måtte kunne se hans ansigtstræk. Men måske drengen havde fortrængt mindet for alvor? Eller måske det var langt sjovere at danse om den varme grød? Uanset hvad, så var det ikke vigtigt for sagen, at Mizech kunne genkende ham, for han havde endnu ikke givet ham hans navn. Et navn, der uden tvivl ville trigge et eller andet i ham. Hvis han havde forstået Lilith rigtigt, så var Mizech ikke ligefrem fan af sine forældre. Og hvem kunne bebrejde ham, de var heller ikke fan af ham.

Den kække kommentar mindede ham om deres første sammenstød, mon drengen havde genkendt ham? "Kan du huske mig?" spurgte han mere direkte, for at tvinge drengen til at tænke i andre baner. Stenen var ligegyldig, så Deavás ignorerede spørgsmålet.

I Mizechs øjne havde det nok været meget mere pinligt, hvis han ikke havde fundet nogle af tingene på listen, så ville opgaven også være endt frygteligt for ham. Han var fortsat meget opsat på, at ville klare den, uanset hvad. Selvfølgelig var det så bare lige drageblod han manglede, men følelsen af at det havde været i nærheden af ham, eller for næsen af ham strejfede ham, som han havde betragtet omgivelserne udenfor vinduet.

Ordene fra personen som virkede meget bekendt, og han måtte da kiggede lidt længere for at sikre sig selv, at det faktisk var en person som han havde mødt før”Jeg mangler kun drageblod, og jeg er ret sikker på at det befinder sig i nærheden” svarede han selvsikkert med et matchende smil på ansigtet. Medmindre det drageblod var svært at finde, men så var det jo meget godt at en dæmon som Mizech ikke gav op, ikke før opgaven var løst.

Eftersom de stod tæt, blev den unge dæmon meget sikker på, at de havde mødt hinanden før. Det var ikke noget han glemte, fordi han kunne sagtens huske noget fra den aften. Navnet havde Mizech aldrig hørt, men det var heller ikke noget han tænkte på lige nu, også mest fordi alting handlede om den skide opgave, han skulle løse. På den anden side, var det nok rart med at navn men det måtte måske vente lidt”Jeg glemmer ikke et pænt ansigt… Eller en tiltrækkende stemme, så jeg kan godt huske dig” svarede han ærligt, som han lænede sig op ad bordet i nærheden. Lod kort de gyldne øjne falde ned på fjerpenne og det blæk ved siden af”Giver du et hint til, hvor det pokkers drageblod er.. Eller skal jeg søge enhver krog efter det” fløj det ud ad munden på den yngre dæmon, som efter få sekunder vendte sit fokus og opmærksomhed tilbage på personen hvis navn han ikke kendte.

Deavás sukkede opgivende. Drengen havde ikke opgivet håbet om at finde den sidste ting på listen, men samtidig så forventede han også at han ville hjælpe ham på rette vej? Han måtte have spist noget han ikke kunne tåle, når en vogter af Verbatim skulle prøve at hjælpe ham med at løse hans mission. Det var absurd og endte blot med at få Deavás til at grine, imens at han rystede på hovedet. "Du venter at jeg vil hjælpe dig med at løse din opgave, Iagttager?" spurgte han hånende. Hvis det var sandt, så ville han langt hellere have løst opgaven selv. Men nu var opgaven jo så simpel, at han ville blot spilde sin tid på det. Derfor var opgaven også landet på Mizech's bord, selvom det ikke var en officiel mission, men nærmere en test af drengens stædighed.

Drengen forsøgte at fordreje emnet en smule, som han forsøgte at charmere sig ind på ham, ved at komplimentere hans udseende og ikke mindst stemmen. Deavás rystede opgivende på hovedet igen, som han trådte hen til Mizech, løftede den ene hånd og placerede den under Mizech's hage for at komme helt tæt på hans ansigt. "Og du imponerer mig stadig ikke, Mizech" svarede han køligt, som han strøg en negl langs med drengens kind, før at han slap ham og vendte omkring. Han bevægede sig hen til bordet, på modsatte side af Mizech og tog blækket og fjerpennen for at inspicere det. "Jeg vidste, at din mor skulle have endt sin graviditet før du kom til verden" mumlede han frustreret, som han ikke længere gad lege med ham. Der var ingen grund til børnelege, når Mizech ikke havde opfyldt kravene. Han skulle jo først dukke op, når han havde samlet de 3 ting, ellers ville Deavás faktisk hellere være foruden hans besøg. "Du finder ikke drageblod her, afkom" lo han køligt, som han afslørede overfor drengen, hvad deres egentlige relation var til hinanden og dermed kunne drengen måske selv gætte sig til hans navn?

Hvad præcis det blæk og fjerpen skulle bruges på, havde Mizech ikke tænkt sig, at dykke nærmere ned i. Men når opgaven tydeligt havde beskrevet at der også skulle bruges drageblod, kunne den yngre dæmon ikke undgå, at blive lidt nysgerrig. Som hans hage pludselig blev løftet måtte han i et kort øjeblik holde øjenkontakt med denne person, og der var noget som virkede meget bekendt. Endnu vidste Mizech bare ikke præcis, hvad der var over denne person her, bortset fra det tiltrækkende ydre.

”Du behøver heller ikke hjælpe mig, jeg kan vel sagtens finde det drageblod selv. Det burde ikke være så svært” lød det ganske selvsikkert fra Mizech, og skulle han være ærlig var han ligeglad med at denne person ikke var imponeret, fordi hvorfor skulle han også bruge tid på at imponere den person? En nærmest underholdende latter forlod munden, imens han valgte at stille sig op ad dørkarmen i nærheden. Kælede en smule ved Sheja, den trofaste slange som overraskende nok var stille under alt der foregik lige nu.

Men det var som om der pludselig var noget der gik i stå inden i Mizech som ordet ’Mor’ kom frem. Hvorfra kendte han til Lilith, hans egen mor. Før han overhovedet nåede at gætte sig frem til det, eller prøvede at sætte brikkerne sammen, ramte det ham som et stort chok. Det var som om et kort øjeblik at alting faldt sammen for ham, og hans hjerte føles som om det var gået i stå. Han nægtede ikke at tro på det, og fandt da også en latter frem, som han strøg en hånd igennem det sorte hår”Du er morsom… Står du virkelig der og siger eller nærmere påstår at du er min fader… Ja som om” han troede slet ikke på det. Selvom der var nogle ligheder, så ville han inderligt ikke tro på det. Men havde hans mor Lilith ikke nævnt det også, Mizech prøvede at huske tilbage på samtalerne med sin mor i et øjeblik.

Der var ingen grund til at spilde energi på at imponere Deavás, medmindre at Mizech havde et brændende ønske om at blive anerkendt af sin fader? Den ældre dæmon kunne jo umuligt vide, hvad drengen havde af forestillinger omkring sin far. Måske hadede han ham, som Deavás hadede sin? Det ville dog ikke forhindre ham i, at gøre livet surt for drengen, hvis han trådte ved siden af indenfor deres organisation. Det var i hans fulde ret. På mere end én front, som vogter og far.. ikke at han tog forældrerollen særligt alvorlig, ikke når man tænkte på, hvad der var sket sidste gange, for nogle år tilbage. Deavás var ikke bleg for at misbruge sin egen søn, hvis han følte det var nødvendigt. 

"Så gå ud og find det" brummede han af drengen, som han gav ham et skub imod døren. Det var dog ikke sikkert, at Deavás ville vente på ham. For han havde allerede haft 3 dage til opgaven, så hvorfor skulle han vente yderligere på ham? Tusmørkely var det perfekte sted at finde sjældne og uvurderlige genstande, som en lille flaske med drageblod, men det krævede at man havde adgang til det sorte marked, men det havde Mizech åbenbart ikke overvejet endnu.

Drengen så ud til at gå ind i sig selv med nyheden om at Deavás var hans far. Han ville ikke rigtig tro på det og Deavás? Han kunne ikke andet end at more sig over hans reaktion. Det var so umodent. Men altså.. måske han bare skulle følge med og så lade informationen falde til jorden? Han overvejede det kort, lod drengen benægte hans tilståelse, som han trak på skulderen og gik rundt om bordet, hen til Mizech. "Navnet er Deavás" præsenterede han sig køligt, som han forblev tæt på Mizech for at se hvert eneste træk i ansigt og kroppen. Havde drengen det dårligt over nyheden? "Lilith skulle aldrig have gennemført det" 

De gyldne øjne fulgte denne person som endelig fortalte sit navn. Det var endnu engang som om der var noget inde i ham, han ikke ville grave frem. Noget der bare fik alting til at krakelere nærmest, og som om alting gik i stå. Smilet forsvandt og han havde hørt navnet fra Lilith. Sin kære moder som havde nævnt Deavás og fortalt om ham, men det var ikke meget han havde fået at vide. Men kunne han regne med andet, når han jo havde en mor som Lilith.

Mizech undslap et lille suk, som blikket gled hen imod vinduet”Hun har nævnt dig…”  det var sandt, men igen det var ikke meget hun havde fortalt, eftersom Mizech ikke vidste noget omkring sin fader som nu stod i samme rum som ham. Han holdte armene over kors, som han selv ikke forstod hvorfor han faktisk var blevet født, var han mon uønsket. Der gik mange tanker igennem hovedet på ham, og han vidste godt at han blev nødt til, at afgive nogle svar og ord til sin fader som åbenbart stod foran ham i det her øjeblik.

”Hvis du ikke ønskede et afkom, hvorfor stoppede du hende ikke” fløj det ud ad munden på ham, som han ikke flyttede sit blik væk fra Deavás. Mizech havde helt klart tænkt sig, at spørge sin mor om det var sandt, fordi et eller andet sted kunne han ikke få sig selv til, at tro på at den her person foran sig virkelig var hans far. Han manglede fortsat det pokkers drageblod, men lige nu var han i form for chok selvom han prøvede at skjule det.

Brikkerne faldt langsomt på plads i hovedet på drengen, det var nemlig tydeligt at se på ham, som det hele sank sammen. Hvad havde han egentlig forventet? Deavás havde aldrig haft i sinde at have kontakt til sin søn, men eftersom af han var blevet en del organisation, var han tvunget til lige netop det modsatte.. han kunne jo ikke risikere at drengen ødelagde noget. 

"Ja så.." svarede han køligt, som han ikke var overrasket over at Lilith havde fortalt hendes søn, hans navn. Det kunne godt irritere ham en smule, men det var samtidig for sent at ændre på. Man kunne jo håbe at drengen var ligeglad med ham. Deavás lagde heller ikke skjul på det faktum, at han ikke ønskede et barn. Men det valg havde Lilith taget fra ham, da hun først havde fortalt om Mizech eksistens, da han var blevet født.. og udsat for en ældningsfortryllelse. 

Han lo af drengens forslag, som han bukkede sig ganske let ned og tog fat i drengens hage igen. "Jeg vidste det ikke, før du allerede var kommet til verdenen" svarede han køligt, som han snuste lidt til drengen og strøg en negl over halsen på ham. Han kunne selvfølgelig også gøre en ende på det hele nu. Dræbe drengen og håbe på at Lilith ikke ville opsøge ham igen. Skjule liget og sikre sig at hun aldrig fandt ud af, hvad der var foregået imellem dem. Eller han kunne udnytte ham på det groveste og håbe, at han bare ville rette ind efter hans ønsker.

At være under samme organisation som sin fader, vidste Mizech ikke lige, hvordan han havde det med netop det. Han kunne på en måde heller ikke forestille mig, hvordan begge forældre kunne holde hinanden ud, men han kendte så intet til deres forhold, og vidste heller ikke lige hvor meget han ønskede at vide om det. Ønskede han overhovedet at vide det, det var ikke sikkert.

”Sikke en overraskelse det må være… At se sin egen uønsket søn i øjnene” det kom lidt flabet og kækt ud ad munden, som Mizech lod et skævt smil komme frem på ansigtet, og han fjernede ikke blikket fra Deavás. Det var tydeligt at mærke at han ikke var ønsket i sin faders øjne, men han kunne stadigvæk ikke forstå, at han stod så tæt foran sin fader, og han havde så meget at spørge sin kære moder om.

Pludselig løftede han en hånd op, og lod den glide langsomt op ad Deavás’ brystkasse, før han i et blidt greb fat rundt om halsen på sin fader. Bevidst ikke hårdt, han havde jo ikke tænkt sig, at dræbe sin fader. Der var så mange uklare spørgsmål i hans hoved, og missionen om at finde det pokkers drageblod skulle gennemføres. Han lod ansigtet nærme sig sin kære fader foran sig, som han lod smilet vokse en smule”Du er dårlig til, at skjule din skuffelse… Men jeg har fortsat en mission eller opgave, kald det hvad du vil… Som skal gennemføres” det var sandt, som han lagde panden imod Deavás’ og kiggede sin fader ind i øjnene”Så medmindre du vil lege igen, vil jeg tage ud og finde det drageblod” han løsnede grebet rundt om halsen på sin fader, og vendte rundt. 

Drengens attitude rørte ham ikke spor, som han kunne se tvivlen i hans blik. Det nagede ham måske en anelse, at Deavás ikke lod til at bekymre sig om sin søn? Måske han var blevet endnu mere usikker på sig selv, som den ældre dæmon ikke sparede på sine tilnærmelser. Han kunne faktisk ikke være mere ligeglad, men nok altid finde noget at bruge drengen til, hvis han lige pludselig endte med at bukke under for presset. Bukkede han først under, så var han heller ikke meget værd i Verbatim. Men det måtte han da vide? "Overraskelse?" spurgte han forbavset, som det bestemt ikke var nogen overraskelse at se ham i øjnene. Ikke i dag og heller ikke første gang de havde mødt hinanden. "Det var skam planlagt, jeg har fulgt din vej længe.. Og jeg er mildest talt ikke imponeret over din arbejdsindsats" lo han køligt, som blikket viste en form for afsky. Han måtte da kunne gøre det bedre end det, hvis han skulle forestille sig at være søn af ham.

Grebet om halsen bragte et farligt glimt over Deavás øjne. Hvis det var sådan han gerne ville lege, så kunne han da godt lege med. Måske det ligefrem tændte drengen at føle, at han var i kontrol, men han i virkeligheden ikke var det. De var så langt fra hinanden, som de overhovedet kunne være. Han lo koldt af drengens forsøg på at smide med mudder. "Jeg har aldrig forsøgt at skjule min skuffelse" svarede han med et skuldertræk, som det ikke betød noget for ham, at drengen vidste besked. Det var vel kun fair? Han lod drengen slippe sin hals, som han rettede ryggen ganske let, før at han greb ud efter drengens håndled og trak ham tilbage, så hans ryg ramte hans bryst. Han lagde hovedet imod drengens nakke, modsat slangen, og snuste til hans hals. "Vi kan lege bagefter" svarede han, før at han slap drengens håndled og gav ham et skub i ryggen, hen imod døren.