Der var gået 3 dage siden Matheo fandt Aria liggende i en gyde, forslået og dækket i blod.
Han havde taget hende direkte til Leo for at få hjælp, men selv med magi var det stadig uvist om Aria ville overleve eller ej.
Aria var fortsat bevidstløs, men havde dog mumlet få ord, det var svagt, men et af de ord der var mest tydelige var et navn.
Matheo kendte ikke navnet, så han havde søgt i registrene for at se om han kunne finde frem til denne person.

Efter længe søgen fandt han frem til den kvinde som Aria boede hos, Lynn var navnet hun havde mumlet så det kunne vel kun være hende.
Adelynn var den eneste han kunne regne sig frem til at Aria kendte så godt at hun ville mumle navnet i bevidstløs tilstand.
Matheo havde vært hos Leo og Aria, mest for at være der for Leo, men efter han fandt frem til Lynn måtte han se om hun var hjemme.

Matheo sagde på gensyn til Leo inden han gik mod beboelsesområdet, han så på sin lille lap papir og fandt frem til adressen.
Han var iført sin vagtuniform som han tog en dyb indånding inden han bankede på døren, han kunne høre en hund der gøede lidt over at der blev banket på, men den lød mere glad end vred, havde Aria en hund der ventede på hende?.
Solen var gået ned, og vindens kulde bed i kinderne.
Sneen dalede langsomt ned, og alt i alt var det enlig en smuk vinter dag selvom der var mørkt omkring dem.
Matheo ventede pænt på at døren blev åbnet, da døren blev åbnet rettede han sin ryg "Adelynn Theodora Bellamy?" spurgte han høfligt, han skulle være sikker på han havde fat i den rette.

Vinteren var endelig kommet, og tiden var til at søge mod syd og hen til Aria og huset i Dianthos. Det havde ikke været en særlig lang rejse, og det var alligevel mørkt så Lynn var ikke bekymret for at skulle gemme sig for solen. Hun havde nærmest taget afsted lige så snart solen var gået ned og fået fandt i en kurrer til at få hende til Dianthos. Selvom der kun var gået nogle timer i rask trav og kurren havde fået standset vogenen foran huset, trådte Lynn ud af vognene. Normalt var kurrerne hurtige til at åbne vogens dør men Lynn var ikke så fin på den som hun havde været en gang. Hun kunne faktisk godt lide at være sig selv og gøre hvad hun ville, præcis som hun havde gjort i så mange år. Hendes blik drejede lidt rundt kun for at opdage at huset ikke havde noget lys tændt. Var Aria allerede gået i seng? Et blik røg op imod himlen kun for at se på stjernerne der ikke hetl var dækket af nogle skyer endnu, en duft hang i luften som om det ville begyndte at sne lidt voldsommere på et tidspunkt. Vejret ladet i hvert fald til at der sagtens kunne komme lidt mere sne sådan som luften føltes tung og mørk. Hendes to kufferter blev båret ned fra vognen og hun smilte venligt til kurren, endnu hun betalte ham for turen og gik hen til døren. Hun tog i håndtaget kun for at finde uda f døren var låst. Hun fandt det en smule mærkeligt, hun havde da skrevet til Aria for nogle dage siden at hun ville komme "hjem" men nej døren var låst og en tydelig gøen inde i huset lød. Med lidt fumlen rakte hun ind under sin frakke og trak husnøglen ud af jakkelommen og satte nøglen i låsen. En lille klik lyd lød da låsen gik op og Lynn åbnede døren. Imøde kom hunden Max med logrende hale og en gøen der var lidt mere voldsommere end den normalt var når hun kom. Uden så meget som at tænke over det tændt Lynn lanternerne i stuen. Hendes blik vandrede lidt rundt "Aria?" kom det fra hende lidt fra hende i en højere stemme end normalt, for hvis Aria var hjemme så hørte hun det vel. Da der ikke kom noget svar på navnet vandrede Lynn oven på for at kigge ind i Arias værelse, men det stod urørt, sengen var ordnet og sengetøjet lå pænt. Intet tøj på gulvet, og intet virkede forkert. Lynn undrede sig i et kort øjeblik inden hun vendte snuden nedenunder og ud i køkkenet, kun for at se at Max's vandskål var tom og indtøret, mad skålen virkede lige så indtøret af gamle madrester og hun kiggede lidt på Max. Det hele virkede en smule underligt.

Hun tog vandskålen og begyndte at fylde den op med mad og fandt lidt mad til Max. I det mindste var der da mad i huset til ham. Hun havde kun lige sat madskålen fra sig da der blev banket på døren. Lynn forventede slet ikke gæster, og slet ikke nu. For det var vel egentlig kun Aria der vidste at hun skulle komme, med mindre Aria havde fortalt et eller andet til nogen. Lynn rankede ryggen og sørgede for at øjnene forblev i den brune farve. Hun åbnede døren, ikke på klem men helt for at opdage en ung mand stå ved døren. Hendes navn blev sagt og hun kiggede lidt mistroisk på ham. "Ja, det er mig. Er der noget jeg kan gøre for Dem?" kom det fra hende og kiggede på kufferterne der stod bag ham hun ikke havde fået ind i huset endnu. Var der nu en hund der var kommet til skade under en patrulje, eller var det noget andet? For umiddelbart kunne hun se at han var en byvagt. Så Aria måtte da have fortalt at hun ville komme i løbet af aften. Dog mærkede hun noget under sine sko at hun trådte på noget. Hvilket fik hende til at kigge lidt ned, kun for at opdage at hendes brev hun havde sendt et par dage tidligere lå uåbnet. Endnu en mærkelig ting, noget var som det ikke skulle være. Hun bukkede sig ned i knæene så hun sad på hug og tog konvolutten op, alt imens hendes øjne stadig havde fokus på byvagten foran hende.

Som kvinden åbnede døren tog han selvfølgelig pænt sin hat af, han var godt opdraget og da hun svarede at det var den rette han havde fået fat i så han på hende med et stadig trist blik, han var stadig påvirket af situartionen.
Han så på Lynn "jeg kan forstå at Aria Griffin bor her, og vi mente derfor det ville være det rette at informere Dem.... Jeg ved ikke hvor tæt De er med Aria, men hun har desværre vært udsat for et overfald og ligger nu på en helbrederklinik som er styret af en som er tæt på Aria." forklarede han roligt, men man var heller ikke i tvivl om at han var ramt af det hele.
Aria havde fortalt Lynn om Leo og hendes lægeklinik.

Matheo havde godt set kufferterne udenfor, men han var der i et andet embede "hvis De vil kan jeg føre Dem til hende... Hun er ikke godt tilredt, men hun har mumlet deres navn flere gange" sagde han roligt og ventede pænt, både på Lynns svar, men også hendes reaktion.
Matheo var klar til at reagere hvis Lynn skulle falde sammen eller andet, han vidste ikke hvor tæt hende og Aria var, men da Aria mumlede hendes navn så måtte de vel være ret tætte.
Matheo ventede bare roligt.

Det hele virkede lidt underligt, og især da byvagten også tog sin hat af. Altså var nogen døde eller hvad? Hun fandt det dybt mærkeligt for hun var ret gammel, og havde ingen familie tilbage. Så ærligt hvorfor alt den formalitet? Hun tænkte ikke videre over det før hans sætning lød. Hun rejste sig hurtigt op og i et kort sekund nåede hendes øjne at skifte over til en rødlig farve, inden de gik tilbage til den samme nøddebrune farve. "Undskyld? Aria overfald? Unskyld hvad?!" hendes øjne blev lidt store og hendes blik gled over på Max der i den grad var gået i madskålen og nærmest grov åd sin mad uden rigtig at tykke det. Hun vaklede en smule og måtte tage fat i dørhåndtaget for ikke at falde bagover. Aria var kommet til skade, hun kunne da ikke. Det var da ikke.. Hvad fanden var der sket?! Hendes blik gled hen på kufferterne, og inden Byvagten overhovedet havde sagt sin sætning færdig trådte Lynn udenfor, uden sin frakke og tog fat i sine halv tunge kufferter for at kaste dem ind i huset hvor et efterfølgende højt BUMB lød da kufferterne hver især ramte gulvet. Lynn var hurtig til at lukke døren og hendes øjne skiftede farve et par gange som hun fumlede med at låse døren. Lige indtil hun gav op og spredte armene ud.

"Vis vej. Skynd Dem, der er ikke meget tid. Tjep tjep" kom det fra hende og havde ingen ide om hvilken vej hun skulle gå. Hun havde ikke engang overvejet at tage sin frakke med sig selvom det var koldt og hun aldrig frøs, men hun kunne godt lide at folk ikke vidste hvad hun var, og lige nu var hun mere ud af den end nogen sinde før. var Aria på dens rand? Hvor længe havde hun været dårlig, var hun blevet overfaldet mange gange før? Hvad skete der med Aria? Fik hun den rette behandling?! Der var så mange spørgsmål og så mange svar hun ikke kunne få til at hænge sammen. Det var i hvert fald svar hun ikke kunne give sig selv. "Hvornår skete overfaldet? Er det sket før? Hvor slemt er det? Er hun blevet behandlet ordentligt? Har hun indre blødninger? Åh nej... Kom kom tjep tjep. Vis så vej" kom det fra hende, og det var tydeligt at se på hende der var langt flere spørgsmål der kunne stilles men sikkert ting som byvagten ikke kunne fortælle, eller måsek ville fortælle. Hvis der overhovedet blev undersøgt om hvad der var sket.

Som Matheo og Leo havde regnet ud så virkede det til at Aria og Lynn var ret tætte, nok med den reaktion Lynn havde.
Da hun måtte holde fast i dørhåndtaget rakte han ud for at holde hende stabil.
Matheo bemærkede godt øjnene der skiftede farve, men han sagde ikke noget, Matheo vidste at der fandtes mange racer og ikke alle var så slemme som der blev sagt.
Han nikkede som Lynn gentog hvad han sagde om overfaldet "ja, jeg fandt hende efter det var sket og bragte hende til Leonore som er det tætteste Aria kommer på familie, hun er helbreder" forklarede Matheo roligt.
Som Lynn smed kufferterne ind og lukkede nikkede han og viste vej, heldigvis var der ikke langt.

Matheo viste vej som Lynn begyndte at stille spørgsmål "så vidt jeg ved har Aria vært oppe og slås før, men aldrig overfaldet så voldsomt, jeg fandt hende for 3 dage siden, hun har vært bevidstløs lige siden. Hun bliver behandlet korrekte, men jeg er nød til at fortælle dem, at selv med helbredelsesmagi, så er det stadig uvist om hun overlever. Hun har mange kvæstelser og magien har klaret de fleste, men magi har også begrænsninger." forklarede han og fulgte hende på vej. Han havde taget hatten på igen som de nu gik gennem byen.

Da de nåede til klinikken stoppede han Lynn "jeg er nød til at advare dem før vi går ind, hun er ret kvæstet og det ser voldsomt ud... og der er desværre også tegn på.... seksuelt overgreb.... helbrederen hviler sig efter at ha brugt så meget magi, men hendes søster er hos Aria til vi kommer" forklarede han roligt, men havde tydeligt svært ved at nævne det seksuelle overgreb.
Han åbnede døren for Lynn og fulgte hende ind, hvorefter han fulgte hende til Arias seng.

Aria lå pænt, men tydeligt forslået, og en kvinde rejste sig for at gå da de kom. Ingen tvivl om at Aria kæmpede for at holde sig i live.
Matheo lod Lynn gøre hvad hun ville i hendes eget tempo, men han var der hvis hun fik brug for det. 

Tænk en gang at Aria var kommet til skade. Så var det jo derfor at hun ikke havde fået et brev tilbage. Så var det derfor at mad og vandskålen havde været så indtøret og nærmest havde dannet en kalk ring i begge skåle. Det var derfor at Max nærmest slugte maden. Og så kom der en større bekymring som fik Lynn til at standse op og gøre store øjne. Hendes første tanke var en tanke hun aldrig ville tænke. en tanke der fløj igennem hende nu hvor at byvagten havde sagt at helbreder magi måske ville få Aria på benene igen. Ville dette betyde at hun skulle gøre noget hun havde svoret på ikke at gøre for nogen. Skulle hun give Aria den samme forbandelse som hun selv besad? Skulle hun lade Aria aldrig komme ud i solen igen, kun for at behage hende selv? Men tænk nu hvis Aria brød kontakten med livet? Hvad nu hvis Aria gav op og hendes sjæl forsvandt og fløj hvor hen den nu fløj hen. Ville Iasri overhovedet tage hende i betragtning til at blive engel? Hvis det overhovedet var Isari der havde styringen over hvem der blev engel? Der var så mange tanker i hovedet på hende, men ærligt det der fyldte mest lige nu var hendes tanker om at hun skulle gøre Aria til en vampyr. For hun ville ikke kunne tænke tanken om at miste hende. Ikke nu, ikke senere.... Aria var ung og hun havde meget at leve for endnu.

Selvom hun var standset op fik hun endelig fødderne i gang igen, og straks kiggede hun på byvagten som talte igen. "Vold... vold... voldtaget?! Hvem ville... Det kan... Åh nej... Aria..." hvis ikke hendes hjerte allerede var gået i stå og ikke virkede, og at det var lige så koldt som hende selv, fordi der ikke løb blod igennem hende for at få varme, så ville det allerede nu gå i 1000 stykker. Hvordan skulle Aria kunne overleve dette her. Hvilke tanker ville strømme igennem Aria? Hvilke traumer ville hun forvolde sig af dette her? Ville Aria nogen sinde blive sig selv igen? Så kom tanken igen... Skulle hun omvende Aria? Kunne Aria overleve ved at blive omvendt? Lynn havde svoret på aldrig at omvende nogen, og lige nu havde Aria måske kun en chance for at leve, og det var at blive omvendt. Samtidig kunne hun mærke en indre vrede over ikke at kunne beskytte Aria, for ikke at være der for hende. For ikke at give Aria den rigtig kærlighed, for ikke at sige Aria betød mere for hende end hun kunne udtrykke. Hvordan hun skulle fortælle Aria at hun aldrig ville give slip på hende igen. 

Vejen føltes utrolig lang og tung, selvom de stod foran healerhuset og Lynn kiggede på byvagten. Hun havde ingen ide om hvordan hun skulle kunne tackle dette her. Hendes forstillinger om hvor forslået og hævet Aria ville være i ansigtet. Hvordan hun ville være forslået og have sår og blå mærker alle vegne. Tanken om hvad der ville vise sig når hun først trådte ind i det lokale Aria lå i skræmte hende. Der var flere tanker og skræmmende syn hun fik. For hvem sagde ikke at det var meget værre end hun kunne forstille sig? Hun tog en indåndning, ikke at hun havde brug for det sådan rent fysisk, men hun anede ikke hvad hun kunne forvente. "Tak Hr." kom det fra hende og lagde en hånd på hans skulder og klemte den. "Tak for at finde hende Hr. Find hvem end der har gjort dette, og hvis De ikke gør det. Så gør jeg" kom det fra hende, det var ikke en trussel eller sagt i et truende stemme. Men nogen måtte gøre noget, og dette her var ikke hendes job med andres.

Forsigtigt fulgte hun efter byvagten og bed sig i læben. Hun lukkede øjnene, for at prøve og forholde sig til et syn der måske eller måske ikke var værre end hun havde forstillet sig. Hun åbnede øjnene kun for at opdage at kvinden der var i rummet kom hende nærmere inden Lynn trådte ind i lokalet. Hun bed sig i læben og kiggede på Aria og hendes forslået krop. "Aria" kom det stille fra hende og gik forsigtigt hen imod hende. Hun vidste ikke om Aria ville kunne høre eller forstå hende. Hendes kolde hånd lagde hun på Aria's pande og ebgyndte at ae den med tommelfingeren. "Aria.. Jeg er her" kom det fra hende og fortsatte med at ae Aria på panden. "Undskyld jeg ikke beskyttede dig" kom det hviskende fra hende og lænede sig ned imod Arias pande for at kysse hende. "Jeg er her nu" kom det fra hende stadig i en hviskende tone. 

Matheo stoppede op da Lynn standsede, han så på hende og var klar til at reagere hvis hun skulle falde sammen, dette var dog ikke tilfældet.
Han sank en klump i halsen "vi ved desværre ikke hvem der har gjort det endnu" sagde han roligt, dog kunne man også høre vreden i hans stemme, han havde svoret overfor Leonore at han ville finde den skyldige, og at det ikke ville blive et kønt syn når han havde fundet vedkommende.

Som de begyndte at gå igen fulgte Matheo med. Han så på Lynn da hun lå en hånd på hans skulder. Han tog hendes hånd og gav hende et svagt men beroligende smil "Jeg lover dem Frøken, jeg finder den der har gjort det uanset hvad det må koste... Aria er som familie for Leonore og jeg, vedkommende slipper ikke godt fra det her" sagde han roligt, dog ærligt.
Han bemærkede godt Lynns kolde hånd, men han sagde ikke noget, han var så småt begyndt at gætte hvad hun var, men han gjorde og sagde intet til det.

Matheo holde døren for hende så hun kunne komme ind til Aria, der lå så pænt og lignede bare en der sov.
Han blev stående i døren og så på Lynn "Leonore har lykkes at få helbredt de knogler der var brækket, og Cassandra har fået klaret de fleste af de indre blødninger, men hvis ikke Aria vågner af sig selv snart, så må vi desværre indse at hun nok ikke vågner igen." forklarede han stille, og sank en klump i halsen, ingen tvivl om at dette også påvirkede ham en del.
Aria var i koma, de var sikker på hun godt kunne høre dem, hun kunne bare ikke reagere på de ting som blev sagt.
Matheo så på Lynn "vi vil være lige ned af gangen her, kald endelig hvis der er det mindste" sagde han roligt og lod hende svare inden han gik ned til Cassandra og satte sig hos hende, men så de stadig kunne høre hvis Lynn kalde på dem.

Aria reagerede ikke på Lynns berøring eller hendes ord, men en tåre gled ned af hendes kind, hvilket var det der gav forhåbning om at hun kunne høre hvad der blev sagt.
Hvis Lynn kunne høre Arias hjerte, ville hun tydeligt kunne høre hvordan det kæmpede for at holde Aria i live.

Chancen for at Aria nogen sinde ville blive normal var lille. Hvis Aria nogen sinde ville vågne op fra dette her. Hvordan ville hun så være? Ville hun være bekymret for at gå nogle steder? Være bange for ikke at kunne hjælpe sig selv? Hvordan skulle Aria overhovedet kunne leve et normalt liv igen? Selv da Lynn blev denne vandskabning hun var nu havde hun aldrig haft et normalt liv efterfølgende. Bare den dag hvor hun fik forbandelsen og kunne mærke hvordan livet gled fra hende... Siden den gang havde hun været vred og trist. Hun havde brugt år hundreder på at ødelægge alt hun kom i nærheden af kun for at gøre sig klar til at slå den skaber ihjel der havde skabt hende. Men end ikke da hun havde fundet ham havde hun kunne slå ham ihjel. Hun havde mistet begge ben og en arm, og det havde været smerte som hun ikke kunne beskrive da de voksede ud igen. Hvordan skulle hun kunne beskytte Aria for en smerte hun ikke kunne gøre noget ved? 

Hele tiden lod hun sin tommelfinger ae Aria på panden, hun kunne ikke beskrive hvad der ville ske nu. Skulle hun omvende Aria? Skulle hun bide i det sure æble og ødelægge Aria's liv for altid? Kun for at være lige så vred på hende for at have ødelagt en verden Aria måske eller måske ikke elskede. Hvordan skulle hun nogen sinde kunne tage det fra Aria at hun aldrig ville kunne se en solopgang mere, eller nyde solens varme stråler om sommeren. Nyde at kunne være i haven med Max og slikke sol, plante blomster når hun ville. Hvordan skulle hun nogen sinde kunne tage det fra Aria? Hun kunne ikke, men trangen til at hjælpe Aria på alle tænkelige måder var der. Samtidig var chancen der jo også for at hun aldrig ville åbne øjnene igen. Kunne Lynn leve med det? Lige som dyr ikke skulle lide, så skulle et menneske heller ikke. Tænk hvis hovedet havde fået så mange tæsk, at hun ikke var normal mere? Der var kun en måde at hjælpe Aria på. Hun måtte overvinde sin skræk og omvende hende ikke sandt? 

Aria's hjertebanekn skræmte Lynn en smule, hun vidste at Aria var stærk, men var hun stærk nok til dette her? Hvordan skulle hun kunne forstå et ja eller et nej, hvis ikke Aria kunne sige det. "Jeg er lige her... Kom tilbage til mig" hviskede hun stille og hun kunne mærke en følelse hun heller ikke havde mærket længe. Det var en følelse af tristhed, en følelse af at hun havde lyst til at græde. Dog kunne hun ikke huske hvornår hun sidst havde fældet en tåre. Betød Aria virkelig så meget for hende? Hele tiden sad det i hendes hovedet at give Aria noget af hendes blod, bare for at lade Aria være stærk og for at kunne beskytte sig selv, men det ville ødelægge Arias liv for altid, og det vidst Lynn alt for godt.

Matheo sad hos Cassandra, en gang imellem var han oppe og tjekke til Leonore som enten sov eller også var hun ved at bryde sammen.
Matheo tjekkede også til Lynn og Aria, det samme gjorde Cassandra, men i en del timer var der ingen ændringer.
Efter de første par timer kom Leonore ned og var frisk igen, hun brugte mere magi på Aria for at helbrede hende så meget som muligt, men selv magi kunne ikke vække hende.
Leonore fik helbredt de fleste skader så hun ikke så ligeså forslået ud mere, men det sidste kunne hun ikke gøre noget ved, det var kun Aria selv.
Leonore så på Lynn "vi kan ikke gøre andet end at vente, resten er Arias arbejde" sagde hun stille og så på Aria som lignede mere sig selv efter hun var blevet helbredt, der var stadig nogen rifter og mærker, men hun så ikke ligeså forslået ud mere.
Leonore agede Arias kind "Det er nu hun skal kæmpe, og vise den styrke vi alle ved hun har" sagde hun stille og så på Lynn med tårefylde øjne "kald hvis der er noget" sagde hun inden hun gik ned til Matheo og Cassandra.

Timerne gik uden ændringer, og de nåede ud til midt på natten før Arias hjerteslag pludselig begyndte at ændre sig, først blev det langsommere som om det skulle til at stoppe, hendes vejrtrækning blev svag.
Men pludselig begyndte hendes fingre at bevæge sig, meget svagt, men de bevægede sig, og som ved et trylleslag begyndte hendes hjerte at slå som normalt, og vejrtrækningen begyndte at blive normal.
Nogen tydede på at hun var ved at vågne, at hun var ved at vinde kampen.

Tiden gik og gik og Lynn var i vildrede over hvad hun skulle gøre. Hele tiden havde hun haft øje på Aria, lyttet til Aria, bare for at høre den mindste smule ændring der ville gøre alt anderledes. Stolen der var placeret ved siden af sengen havde Lynn siddet på i noget tid, kun for at rejse sig op og gå rundt i rummet. På intet tidspunkt havde hun rigtig siddet eller stået stille særlig længe. Hun kunne ikke få ro i sig selv. Hvis ikke hun holdte Aria i hånden når hun sad ned, så var hendes øjne slået fast på sit håndled. Hun vidste ikke om hun skulle gøre det, og flere gange havde hun været ved at bide hul i sit håndled for at lade Aria drikke den forbandede blod der løb i hendes kolde åre. Hele tiden havde hendes tanker vendt alle steder hen, både tænkt på det positive ved at give Aria den, men også på det negative. Hun kunne ikke fortælle Aria hvor meget hun betød og at hun ikke måtte forsvinde, men hvis ikke Aria blev rask, så var dette her den eneste mulighed der var. Hun kunne ikke se andre muligheder lige nu.

Hvad der føltes som en evighed og hun endelig havde fået bidt hul i sit håndled for næsten at føre den hen over Aria's læber stoppede hun midt i det hele. Kun ved at bloddråber fra håndledet dryppede ned på sengen og den dyne Aria havde over sig. Hun var lige glad med hvad folk tænkte og mente men hendes håndled stoppede ved Aria's hals, især da Aria nærmest stoppede med at trække vejret. Det var nu eller aldrig. Hun skulle lige til at åbne Aria's mund og lade blodet dryppe ned i hendes hals da Aria's hjerte begyndte at slå mere roligt, og nærmest helt normalt. Aria's hage havde flere bloddråber på og så nærmest drabelig ud, som om hun havde drukket blod. Men det havde hun ikke. Hånden blev fjernet fra Arias hals og hage og tog hende i hånden. "Aria... Kan du høre mig? Aria, det er mig.. Lynn... vågn op, så er du sød" hun klemte Arias hånd og bed sig svagt i læben, alt imens hendes håndled kørte frem og tilbage på lagnet som hun rykkede Arias hånd i tide og utide, eller at hblodet dryppede ned på gulvet.

Aria mærkede godt blodet der landede på hende, men uden at reagere på det.
Hun hørte hvad Lynn sagde, men var ikke stærk nok endnu til at svare rigtigt.
Hendes fingre bevægede sig lidt i hånden på Lynn og der kom nogen mumlende lyde fra hende, men intet tydeligt.

Aria var ved at vågne, det gik dog lidt langsomt, men efter noget tid hvor hun havde bevæget fingrende lidt og mumlet kom der få ord over hendes læber "Lynn.... hjemme?" det var få ord, og ikke en hel sætning, det var svagt, men hun var tydeligt ved at vågne.

Der gik nogen minutter hvor hun lå og mumlede, og både Matheo, Leonore og Cassandra kom ind til dem, de havde hørt noget men vidste ikke hvad.
Leonore undrede sig en del over blodet, men før hun nåede at spørger kom der en hoste lyd fra Aria som tog hendes opmærksomhed, hun skynde sig hen til Aria for at tjekke hendes puls, vejrtrækning osv. 
Hun så på de andre "hun er ved at vågne" sagde hun lettet, og ikke længe efter begyndte Aria svagt at åbne sine øjne, de var ikke helt åbne endnu, men svagt.

Lynn nåede knap nok at tage hånden til sig og hun nåede ikke engang at fjerne blodet fra Aria's hage før der lød stemmer bag hende. straks gjorde hun som en hver anden ville gøre. Hun gik baglæns og lod de andre komme til. Hun holdte for sit håndled i et stykke tid, inden hun lod sit kjoleærme glide ned over håndledet og tørrede blodet af i hendes sorte kjole hun havde fået på hænderne. Hun ville gerne være tæt på Aria, men hun var ikke helbreder for mennesker, hun anede ikke hvad der skulle forgå nu. Hun kendte dyr og deres anatomi, alt dette her var noget andet. hun havde godt nok smurt Aria før med salver på hendes mange bidemærker, og det havde da hjulpet. Men hun vidste ikke om der skulle gøres noget andet.

SElvom hendes hjerte ikke slog kunne hun alligevel mærke en lille glæde ved at Aria i det mindste kom nogen lunde tilbage til livet, og så havde hun ikke helt brudt sit løfte til sig selv. Hvis man lige tænkte tilbage for nogle måneder siden i Zicron. Det var helst en ting hun ikke ville tænke på, og ærlig talt ville hun gerne have sit hukommelse slettet, men det vidste hun godt at den ikke kunne. Hun stod helt oppe i hjørnet af væggen og bare kiggede på de andre, observerede deres gøren og lyttede til Aria,s puls og hjertebanken. Hun havde lyst til gå hen og tage Aria op i armene, men hun kæmpede imod. Hun kunne ikke, Aria havde vundet en kamp, men hvor normal Aria ville være nu, det var bare et spørgsmål om tid for at se hvor meget dette havde påvirket hende.

Leonore lavede nogen få teste på Aria, lavede de sidste tjek inden hun så på Lynn "pulsen er stærk, hun skal nok klare den" sagde hun lettet og så på Aria der langsomt vågnede mere og mere.
Leonore så på Lynn "vi kan ikke vide hvad skader hun kan ha taget mentalt før hun er helt vågen, men vi vil lade jer få fred... tror hun har brug for dig her hos hende" sagde hun roligt og med et varmt smil inden hende og de andre gik.
Rigtig nok, Arias hjerte og puls slog som det skulle og hun var stærk uden tvivl.

Arias øjne åbnede sig mere og mere, hun rakte svagt sin hånd ud mod Lynn, men uden rigtig at sige noget.
Hun var stadig svag, men hun var tydeligt i bedring, og ikke ved at dø.
Aria ville bare gerne have Lynn tæt på sig.

Aria var ikke helt klar over hvad der var sket, men det kunne hun altid finde ud af senere, lige nu ville hun bare være hos Lynn, hun havde ikke tankerne på hverken Leonore, Cassandra eller Matheo, hun havde kun sit blik og sine tanker på Lynn.
Aria havde hørt hvad Lynn havde sagt selvom hun ikke var vågen, og hun var ikke i tvivl om at dette måtte være en lettelse for Lynn at hun ikke var død.

Lynn lyttede til hvad der blev sagt, og hun prøvede at finde en mening med det hele, hun ville opsnuse hvem der havde gjort dette her, men hun ville ikke tage jobbet fra den byvagt der havde fundet, og måske havde redet Arias liv. Hun ville heller ikke gøre Aria ked af det hvis hun overhovedet kunne tale i hele sætninger. Hun ville rigtig gerne være der og gøre alt for hvad der stod i hendes magt for at gøre det rigtige, og lige nu var hun bare i tvivl om hvad der egentlig var det rigtige at gøre.

Selv da resten gik ud af lokalet og døren blev lukket stod hun stadig i hjørnet og kiggede på den hånd der var strakt lidt ud imod hende. Meget forsigtigt flyttede hendes fødder endelig på sig. Hun var langsom og bekymret for at Aria ville gå endnu mere i stykker og ryge tilbage i en eller anden tilstand der ville være svært at komme ud af. Hendes kjoleærme var vådt af blod, men Lynn vidste også godt at det ville lukke inden for 1 time. Især fordi hun havde sørget for at spise inden hun tog fra Zicron. Endelig rørte hun Aria's hånd og hun klemte den lidt forsigtigt. Hun trådte helt tæt på sengen og lænede sig ned for at kysse Aria på panden. Hun sagde ingen ting holdte bare hånden og nogle gange klemte hun den bare for at mærke Aria give en reaktion.

Aria sagde ikke noget, hun holdte bare sin hånd ud mod Lynn og så på hende.
Som Lynn tog hendes hånd og kyssede hende på panden lukkede hun kort sine øjne, inden hun åbnede dem lidt igen og så op på Lynn.
Hun klemte svagt Lynns hånd, hun havde ikke alle sine kræfter endnu, men nok til at Lynn kunne mærke det.
Aria så på hende med trætte øjne "du....ok...okay?" fik hun fremstammet, det krævede kræfter at tale, men hun ville være sikker på Lynn var okay selvom det var hårdt at tale.

Aria var træt, hvilket var forståligt sådan som kroppen havde kæmpet, men hendes hjerte og puls var normal, og vejtrækningen var rolig.
Hun holde et godt tag i Lynns hånd, mens hendes øjne lukkede sig roligt, hun slappede af og sov lidt, men hun slap ikke Lynn på noget tidspunkt.
Leonore kom ind en gang imellem og tjekkede til Aria, men lod ellers Lynn være der alene, Leonore forsikrede også Lynn om at Aria nok skulle blive okay, men at hun havde brug for ro og søvn.
Leonore sørgede også for ting til Lynn så hun ikke manglede noget.

Efter nogen timer vågnede Aria igen, hun havde ikke givet slip på Lynn, med mindre Lynn havde sluppet hende.
Aria åbnede langsomt øjnene og så lidt rundt for at se hvor hun var.
Hun var stadig ret udmattet, men hun var vågen og virkede en smule mere frisk end hun havde vært før hun falde i søvn.
Arias blik endte på Lynn og et stille træt smil viste sig på hendes læber ved synet af hende "Du kom" sagde hun stille, dog virkede hun mere sammenhængende end før.

En evig lykke spredte sig i hendes krop, og hun havde lyst til at juble og skrige da de små klem kom fra Aria, en vished at Aria var et sted hvor hun kunne registrere hvad der forgik omkring hende. Selv hvis det var underbevidst. "Sssh. Tal ikke" hviskede hun og havde lyst til at bruge sin sirene tale for at få Aria til at sove, men hun gjorde det ikke. I stedet kælede hun Aria på armen og få hende til at falde til ro. Aria skulle komme til i styrke, og hun vidste det ville tage tid. Selv Lynn's øjne havde hun ikke længere styr på. Hendes øjne forblev mørke røde, næsten hen til en sort farve så de næsten ikke kunne ses at de var røde. Kun fordi hun havde sørget for at spise inden hun tog væk fra Zicron.

Selv alle de mennesker der kom og gik og prøvede at tilbyde Lynn noget at spise eller drikke, så åbnede hun aldrig munden. Hele hendes fokus var på Aria, og slap kun hendes hånd hvis de skulle til Arias hånd eller arm. Lige så snart Arias hånd var fri blev den næsten taget med det samme. Selvom Lynn måske virkede lige glad eller kold over for de andre var hun det langt fra. Hendes tanker kørte på om Aria virkelig skulle smage den søde blod der løb igennem hendes åre.
Selv havde Lynn mistet ideen om tid og sted, og anede ikke om det var aften eller morgen, eller måske nat. Hun havde ingen ide om hvor længe hun havde siddet der udenså meget som at give tegn til at have lukket øjnene. Da Aria endelig snakkede rejste Lynn sig hurtigt op og lagde en hånd på hendes pande. "Du gjorde mig så bange" sagde hun medd en svag hviskende stemme for ikke at larme for meget. Hun ville rigtig gerne have dette her til at være imellem de to, og hun håbede ikke at Aria blev udspurgt alt for meget af en eller anden byvagt. For det skulle ikke undre Lynn hvis en af healerne havde givet bud til byvagten at Aria var ved at vågne. Specielt når de havde været inde så mange gange for at tjekke op.

Leonore havde ikke sendt bud efter nogen, Matheo var der og han skulle nok få de informationer han skulle bruge når tiden var inde til det.
Som timerne gik skiftede Matheo, Leonore og Cassandra til at sove så der minimum var en af dem vågen hele tiden.
Matheo havde delt sin teori om Lynn med Leonore og Cassandra, men de var også enige om at med det de så på Lynn, bekymringen osv så gjorde de ikke noget.
Leonore havde også vært inde og skifte dynen så den ikke var klistret ind i blod.

Aria så på Lynn da hun talte til hende og smilede lidt "undskyld... det var ikke min mening" sagde hun stille. Indtil videre virkede det til at hendes tale ikke havde taget skade, men det var ikke til at vide før Leonore kunne teste det, men lige nu vidste de ikke at Aria var vågen.
Aria så på Lynn og så hende i øjnene "hvad....hvad skete der?" spurgte hun forsigtigt, hun kunne ikke huske ret meget, ikke udover smerterne og nogen få glimt, men ikke nok til at sætte det hele sammen.
Det hele var ret sløret for hende.
Hun havde stadig nogen skræmmer og skader, men ikke noget der var så slemt som det havde vært.

Hendes blik vandrede op og ned af Aria for at være sikker på hun bare kunne bevæge sig en smule. Hun havde ikke lyst til at kalde de andre ind, hun ville bare gerne være sammen med Aria nu og så nyde hendes stemme. Selvom hendes stemme måske var en smule skarp i kanten og ikke helt så tydelig. Takket være Lynn's skarpe hørelse kunne hun vide hvis der var den mindste smule galt, alt kunne høres i en stemme, det var bare de færste der vidste det. Hendes ærme på kjolen var stadig fugtig efter blodet der var kommet på, og ærmet sad tæt ind til hendes arm for blodet var størknet ind og havde klistret sig til de huller hun havde lavet tidligere der nu var healet. Hvis hun tog ærmet op ville kun to røde pletter blive vist, to perfekte røde pletter der ville passe til hendes syle spidse tænder.

"Jeg ved det ikke. Jeg sendte brev men det var uåbnet og lå inde i huset. Jeg fik besøg.. Af en byvagt, han vidste åbenbart at jeg var i huset, men Max havde ikke vand eller mad.. Han sagde..." hun bed sig i læben og et mindre lydløst suk kom fra hende inden hun fortsatte. "Du var blevet overfaldet voldsomt. Banket, slået, sparket jeg ved det ikke... men det var en mand for han... han... han gjorde noget..." hun kunne ikke sige det. Ordet voldtægt lå ikke i hendes ordforråd, ikke sådan rigtigt, for det fandtes ikke rigtig i hendes tid. Den gang blev kvinderne gift væk og som regel lå der altid en aftale inden et barn blev 5. Sådan var det ikke mere, og måske også derfor at Lynn altid lidt havde undgået mænd i sit liv. "Han... Jeg kan ikke" hun kunne ikke sige ordet. Hvordan ville Aria ikke tage det, hvordan ville hendes verden ikke bryde sammen, og hvad nu hvis Aria var gravid? Nej... Hun kunne ikke tænke på det. Lynn var ikke dum og hun vidste godt hvordan kvinder blev gravide. Det havde altid været et ønske at få sit eget barn, men efter hun havde sagt ja til forbandelsen og senere fundet ud af at hun aldrig kunne blive gravid, gjorde hende trist til mode. Men hvis Aria var gravid, hvordan ville Lynn så nogen sinde kunne se på barnet uden at mindes om en episode hun ikke kunne gøre noget ved, en episode der måske eller måske ikke ville kontrollere restena f Arias liv?

Aria lyttede til Lynns ord, først med undring, havde Max ingen mad og vand, men hun havde da lige givet ham noget? hvor længe havde hun vært væk?
Men som det blev svært for Lynn at tale, så hun på Lynn med et undrende blik, hun nussede Lynns hånd for at berolige hende.
At hun var blevet banket regerede hun ikke særlig meget på, hun var van til at få tæsk.
Men som Lynn nævnte det var en mand og ikke kunne få sagt det sidste undrede Aria sig først, men hun fik lagt to og to sammen og fik lidt store øjne "han....han....han voldtog mig?" bare sætningen gav hende nærmest brækfornemmelse.
Aria flyttede blikket fra Lynn og så op i loftet mens hun forsøgte at huske.

En tåre gled ned over hendes kind, og som en reaktion lå hun sin frie hånd som lå under dynen mod sin mave, da hun selv fik tanke om hvad nu hvis.
Hun lukkede øjnene for ikke at græde og klemte let om Lynns hånd, som om hun ikke ville give slip igen, eller som om hun var bange for Lynn ville forsvinde hvis hun slap hende.

Aria lå sådan og sagde ikke mere, hun kunne slet ikke forstå det og hun prøvede virkelig at huske hvad der var sket.

Det var svært nok at tale om, for ærligt Lynn havde ingen ide om hvor slemt Aria havde været tilredt da hun først var blive bragt her til. Ent ing var at fortælle, men at opleve det på egen hånd var noget andet. De fleste skader som Aria havde pådraget sig ved voerfaldet var jo allerede ordnet, og nogen gange var en tanke bare mere skræmmende end hvad det først havde set ud til. Det skræmte hende i den grad at vide hvor tæt på Aria kunne have været for døden. Hvor længe Aria havde ligget på en kold gade og muligvis ikke blive opdaget før det var forsent. Forfrysninger der ville komme på kroppen, sne der ville dække hendes krop der bare lå og var i koma. Nej det skræmte Lynn mere end hun ville indrømme.

Selv da Aria valgte at tage ordene fra hendes mund bed Lynn hårdt i sin underlæbe. Hendes blik sagde det hele. De halv våde øjne, den alvorlige mine og bidet i underlæben der ikke kunne få et ord ud over læberne. Øjnene virkede så bedrøvet men så fulde af sandhed. Hun kunne ikke bare sige i en frisk tone som hun plejede "Ja, ja det gjorde han" men det skræmte hende at vide nogen kunne være så onde og ødelægge en fremtid for en der var så ung. Aria var 18 og havde et helt liv foran sig, hun var gifte klar, og hun var klar til børn. Men et eller andet sted gjorde det ondt at vide at Lynn aldrig ville kunne gøre Aria gravid, eller at hun nærmest havde tvunget sig selv til at ødelægge resten af Arias unge liv, ved at give hende den forbandelse hun havde svoret ikke at give videre til nogen. 

"Jeg var her ikke til at beskytte dig.. Undskyld..." hun bed sig i underlæben igen og kiggede bedrøvet på Aria. "du har været her i... Hvad var det vagten sagde. tre dage tror jeg nok han sagde" lige pludselig føltes det som utroligt lang tid, og alle de ord vagten havde sagt kunne hun knap nok huske. Kun fordi hun havde været så bekymret for Aria og alle de katastrofe tanker der havde fyldt hendes hoved.