Det var med en fast hånd at Xinyi bankede på døren ind til den nådige, inden hun åbnede døren. Hendes blik var køligt, og det var tydeligt at der lå noget under det. En isnende kulde, som folk efterhånden godt vidste hvad handlede om. En af grundene til at hun ikke var super vellidt, til trods for hendes position.
"Deres nåde," lød hendes ord ud i rummet, som hun gav et nik inden hun lukkede døren bag sig. Hendes hår var en smule vindblæst, som tydede på at hun nok havde skyndt sig på tværs af gårdspladsen, selvom hendes åndedræt virkede stabilt. "Elenor og de andre er tilbage fra deres visit til nabobyen," sagde hun ordene rolige men kolde. Den lille gruppe af folket havde besøgt nabobyen for at bytte og sælge nogle af tingene de havde lavet på det seneste. En tur der ikke burde udvise uaner, men det var ikke første gang at Elenor havde følt sig.... fristet.
"Da jeg hilste på dem, kunne jeg se at Elenor havde forbrudt sig, igen." sagde hun, hvilket de begge to godt vidste var hele grunden til at Xinyi var mødt op herinde.

Ved lyden af en banken på døren, lagde Jovan bogen, som han var ved at læse, fra sig på bordet. Den Krystalisianske Bonde. Han holdt af at tage sig disse fredelige stunder, selv om der var meget at gøre i deres lille, nye samfund, men fornemmende at pligten igen kaldte, lukkede han kortvarigt øjnene og tog en dyb indånding, inden han med et behageligt smil på læberne åbnede døren.

"Xinyi." Hilste han.

Hun var uundværlig for ham, men han var også klar over, hvordan de andre nogle gange så på hende. En sladderhank. Men uden Xinyis evner, ville de aldrig være i stand til at lokalisere dem, der gang på gang, faldt tilbage i fristelsen..

Hendes ord fremkaldte et dybt suk fra den nådige, der tog et par glas fra et skab og skænkede op til dem - simpelt vand - inden han vendte sig mod Xinya og rakte det ene glas frem. "Vi har længe vist, at Elenor har haft visse tendenser. Og vores advarsler har tydeligvis ikke været nok." Konkluderede han. Hvis blot folk kunne indse, hvor skadelig magien var..

Xinyi havde været så fokuseret på opgaven, at der var et lille udbrud af overraskelse i hendes øjne som han rakte hende vandet, selvom hendes øjne mildnede lidt, som hun blev mindet også om menneskeligheden der lå i disse møder af deres. Hun tog imod glasset med vand og tog et sip, som hun sundede sig lidt over turen herover, omend den var kort. Hun havde dog håbet på en fredelig dag i dag.

"Tydeligvis ikke," sagde hun. "Og det virkede som om at hun kun er faldet dybere i," indrømmede hun, som hun huskede på farverne og tykkelsen af auraen, sammen med den forfærdelige lugten. Lugten havde kommet hende i forkøbet før at hun overhoved havde set Elenor. "Hun virkede næsten som om at det ikke ville blive et problem da hun kom tilbage, selv som hun så mig." Det havde trods alt været Xinyi der havde sladret gang på gang omkring hende, og dermed havde de to kvinder virkelig slået hovederne mod hinanden. "Jeg tror ikke at hun forstår alvoren, hvis vi ikke... eskalere." Omend dette valg var noget der lå hos Jovan at beslutte. Det var ham der vidste bedst.

Jovan var vel vidende om det fjendskab, der spirede mellem de to kvinder, og det gjorde også, at han var nødt til at overveje sine handlinger nøje. Han risikerede at skubbe Elenor længere væk ved at lade Xinyi få sin vilje - på den anden side måtte Elenor også lære at forstå, at magien var skadelig for hende, og de metoder, der hidtil var brugt, havde tydeligvis ikke været tilstrækkeligt.

Han lod Xinyi tale ud for at være sikker på, at der ikke var yderligere, før han tømte glasset og stillede det fra sig.

"Jeg ville ønske, at hun selv kunne komme frem til, hvad der er bedst for hende. Men vi har prøvet mange gange." Gav han hende ret. Han var tavst et længere, overvejende øjeblik. Det var bedst at tage tyren ved hornene. "Vil du hente hende, så vi kan .. få det overstået med det samme?" Spurgte han stille.

Elenor ville sandsynligvis ikke være glad ved Xinyis tilstedeværelse, men han ville tillade hende at forklare sin side af tingene. Derefter ville han tage den endelige beslutning.

Xinyi tømte også sit eget glas og stillede det ved Jovans. Det var ikke som om at hun nød at de blev nødt til at gøre det, men det var ligeså meget at hun ikke nød at skulle bruge sin magi, men ligesom så meget af kulten havde hun fået det ind i hovedet, at det her var for det bedste.
"Jeg får fat i hende," sagde hun med et bestemt nik. "De var stadig igang med at læsse af da jeg kom herover." Hun kunne i hvert fald ikke være kommet meget længere, og hun så i det mindste ikke ud som om at hun var på vej væk.

Xinyi forlod værelset, og begyndte på samme tur tilbage over til vognen de havde haft med, hvor hun blev peget i retningnen af hvor Elenor var gået hen, og efter en lille stund fandt hun hende.
"Elenor. Den nådige spørger efter dig," sagde Xinyi, hendes tone neutral som hun kiggede på den blonde kvinde, som nu endelig så lidt mere forkert ud i ansigtet.
"Du har sladret igen?" sagde hun lavmælt, som hun trådte nærmere end Xinyi.
"Sladre indikere at det er noget den nådige ikke burde vide. Jeg giver ham information om at du har brudt vores regler. Det er en helt anden sag."
Elenors øjne var lynende, men hun stak næsen lidt i sky og børstede lidt usynligt støv af sit skørt. "Nu får vi at se om den nådige er enig med dig."
Magen til hovmod kunne Xinyi ikke lade vær med at tænke, men hun begyndte at vise Elenor tilbage til værelset.

Som de stod foran døren bankede Xinyi på døren igen, og det var først da hun hørt Jovans stemme at hun åbnede døren for at lade dem begge to ind.

Jovan brugte den mellemværende tid på at skylle og tørrene glassene af igen og stille et par stole frem. Han havde håbet, at dagen ville have bragt ham noget mere positivt, men dette havde stået på for længe til, at han fortsat kunne ignorere det. Det var også vigtigt, at de andre så, at handlinger havde konsekvenser, og De Nådiges Følge kunne ikke acceptere fortsat brug af magi.

Da de andre vendte tilbage og han havde sagt et kom ind, fandt de ham stående med ryggen mod rummet, kiggende ud af vinduet. Det var en smuk dag - solen viste sit ansigt over deres lille landsby - selv om bevægelserne i træer og buske fortalte, at der var en frisk blæst.

"Elenor. Kom ind og sæt jer." Han vendte sig langsomt og gik hen mod bordet, men lod de andre tage plads først. "Vi er ved at opbygge noget godt her. Hver måned vokser vores lille samfund og flere får øjnene op for vores budskab. Men vi kan ikke fungere, hvis budskabet ikke efterlades."

Hans øjne var alvorlige og tonefaldet trist. Hans evner var en gave, og han ville gerne bruge dem til at hjælpe folk, men han så helst, at de fandt vejen selv, først. "Jeg vil gerne høre, hvad I har at sige. Begge to." Elenor skulle have lov til at forsvare sine valg - men Xinyi måtte fortælle, hvis det ikke stemte overens med, hvad hun havde set.

Xinyi skævede lidt til Elenor som hun lukkede døren sig, men de to kvinder to hvert især en plads i stolene. Elenor skulede stadig noget til Xinyi, men Xinyi kiggede frem. Hun var ikke interesseret i ordene Elenor havde at sige, men vidste at hun blev nødt til at lytte til dem, mens stanken hang tungt i luften.
Men som Elenors blik forlod dog endelig Xinyi og kiggede mod Jovan, et mere mildt blik i hendes øjne, hvilket gjorde at Xinyi blev nødt til at holde et fnys tilbage.

"Du ved hvordan nabobyens beboere er," sagde Elenor, den søde stemme næsten kvalmende til Xinyis ører. "Jeg blev nødt til at bruge mine evne på at holde dem lidt på afstand, fordi de blev lidt påtrængende. Det var slet ikke så stort som Xinyi får det til at virke som."

"Det hænger om dig som om at du har dyppet dig i et kar af magi. Det er ikke bare en lille smule for at holde en anmassende mand på afstand. Jeg ved hvordan det ser ud. Du kan ikke bruge den samme undskyldning hver gang." Magien havde ikke aftaget meget omkring Elenors væsen siden Xinyi først havde lagt øjne på hende, og det ville det nok også i flere timer.

Første da de to kvinder havde taget plads, lod Jovan sig synke ned på den tredje stol. Han forholdt sig tavs, lyttende, mens han betragtede Elenor, som hun talte. Hendes fortælling frembragte dog en rynke mellem hans bryn, som gradvist blev dybere.

Havde hun bedt om hans tilgivelse, ville han have været klar til give hende den. Men i stedet insisterede hun på sin fortsatte ret til at bruge sin evne. En evne, der kunne indflyde andre mennesker til hendes vilje.
Og Xinyis ord bekræftede det. Hun ville blive ved med at bruge magien, ind til de viste hende, at der var en anden vej.

"Du fortsætter ad syndens vej, og du ved hvad straffen er." Sagde han til sidst, alvorligt. Der skulle tydeligvis mere til, før Elenor ville være i stand til at forstå, hvilken fred det ville give hende at være fri for evnen. Han rejste sig langsomt og bevægede sig mod Elenors stol. Hvis hun forsøgte at løbe væk, måtte de tilkalde nogen til at holde hende nede.

Jovan ville dog ikke være urimelig - og hans egne evner tog også hårdt på ham. Til at starte med måtte hun prøve at undvære evnerne i et døgns tid. Forhåbentlig ville det være nok til at få hende til at forstå. Hvis ikke ... ja, så måtte de se på en hårdere straf.

Man kunnen næsten se et sug gå igennem Elenor, som de næste ord forlod Jovan, mens Xinyi skulle gøre sit for ikke at lade antydningen af et smil danse på sine læber. For Xinyi var det præcis hvad Elenor havde behov for, for at huske på hvorfor hun var blevet en del af følget til at starte med, og så kunne det være at de to kvinder kunne stoppe med at være oppe og toppes hele tiden.
"Nådige," Startede Elenor med at sige. "Er det ikke lidt drastisk. Det var jo ikke til skade for nogen," forsatte hun, selvom hun ikke så ud til at hun havde nogen intentioner om at flygte, men for at være helt sikker så rejste Xinyi sig op for at stille sig over til døren. Hun forholdt sig dog ganske stille, da hun ikke ville bryde Jovans koncentrere eller risikere at Elenor ville flygte når det gik op for hende at Xinyi tog en lille smule glæde i hvad der skulle til at ske.

"Det er netop problemet." Sagde Jovan med antydningen af et sørgmodigt udtryk i ansigtet. "At du ikke forstår den skade, det forvolder." At være en del af deres gruppe betød, at man var nødt til at leve efter deres regler. De ville aldrig være i stand til at opnå deres mål, hvis følgerne blev ved med at bruge deres evner .. på så tåbelige ting.

Xinyis magi var kun accepteret for dens nytte. Lige som hans egen - de var begge udvalgt af guderne til formålet.

Hans hænder lagde sig på hver side af Elenors hoved, som han stillede sig bag hende. Først var grebet blidt, men kultlederen begyndte at stramme det, som fingrene borede sig ind i hendes kæbe, tvingende hende til at sidde stille. Jovan var ikke en stor og kraftig mand, men han arbejdede på lige fod med andre i marken, og det kunne mærkes i hænderne.

Han kunne mærke hvordan det begyndte at summe i fingrene, som hans magi gik i gang med at nedbryde hendes - og hans blik fangede Xinyis hen over hovedet på Elenor. Hun havde været med til disse ting før og vidste, hvad der ville ske. Det var afgørende, at han havde hende i sit greb de kommende ti minutter.

Elenor så mere og mere panisk ud som hun kiggede op på den nådige. "Jeg skal nok gøre det bedre," hviskede hun og selv fra hvor Xinyi stod, kunne hun se hvordan hele Elenors krop så ud til at ryste, men hun måtte give det til hende: Elenor flygtede trods alt ikke, også selvom de alle tre vidste præcis hvad der skulle til at ske.

Xinyis blik fangede Jovans over hovedet på Elenor, og selvom hun ikke viste noget umiddelbart, så var der et blik af forståelse i Xinyis øjne. Hun var klar over hvad der skulle ske, men også hvordan nogle folk reagerede på behandlingen.
Hun trådte et par skridt tættere på, så hun kunne være der, hvis Elenor begyndte at gøre modstand.

Tårerne var begyndt at falde på Elenor, som hun kneb øjenene sammen, hendes hænder ligeledes var i knytnæver foran sig, men hun løb ikke, selv ikke som Xinyi efterhånden stod lige foran hende. Måske hvis det havde været en hver anden, ville Xinyi være sympatisk, måske hvis det ikke var fordi at hun selv ønskede at få behandlingen så ville hun være sympatisk. Men der var intet ved situationen der fik Xinyi til at trække en mine som hendes blik forblev stålfast på Elenor alle ti minutter det tog.