Midvinteren var igen kommet til Krystallandet. Frosten var i luften og et lille tæppe af sne havde i løbet af de seneste dage lagt sig over Dianthos. Gæsterne var også derfor tæt pakket ind, som de ankom til Krystalpaladset, hvor årets midvinterfest ville blive afholdt.

Indenfor var der dog rigeligt med lys og varme. Tonerne fra en skjalds strengeinstrument kunne høres gennem dørene, hvor vagterne lukkede gæsterne ind. Mange af festdeltagerne kom fra landets adelsfamilier, hvoraf nogle havde gjort sig en længere rejse. Det var dog tydeligt, allerede fra aftenens start, at antallet af gæster var mindre i år.

Og årsagen hertil, var på alles læber.

I de seneste måneder havde Lyset rekrutteret soldater til deres hær. Det var ingen hemmelighed, at man søgte én gang for alle at uddrive Mørket fra landet - slagene havde ind til videre stået langs kysterne, hvor Mørket var blevet uddrevet fra deres fæstningsværker. Lyset fokuserede ikke på hemmelighed, men at vise en overlegen magt, der forhåbentlig ville få flere af Mørkets tilhængere til at desertere.

"Vi takker vores soldater for deres modighed. Må Isaris Lys skinne over De, som er villige til at give deres liv for en varig fred." Dronningen indledte som sædvanlig festen med en bøn til Lysets Gudinde. Hendes skikkelse funklede af krystaller under de skinnende lys, der svævede under loftet på balsalen. Rygterne gik om, at hun selv agtede at deltage i de kommende slag.

Efter bønnen blev der spillet op til dans og midvinterfestlighederne gik for alvor i gang. For en stund trængte musikken og glæden kulden og tankerne om krig bort.



Praktisk info: Efterlyste karakterer og racer har ikke adgang til ballet medmindre de er i stand til at skjule sit udseende. Gæster, der laver ballade, vil omgående blive eskorteret ud af paladsvagterne.
Baltråden en reaktionstråd. Det vil sige, at man nøjes med at skrive én post pr. karakter i denne tråd. Hvis man ønsker at fortsætte spillet under ballet, kopierer man sit balsvar ind i et separat emne og efterlader et link til dette i bunden af sit svar i denne tråd.

Iført en lang kjole, der ansændigt gik helt op til halsen og dækkede både håndled og ankler, var Hecate Reier endnu et år ankommet til midvinterballet. Hun anså det som en pligt - både som adelsfrue og tidligere soldat af lyset - at deltage i denne slags begivenheder, men det var bestemt ingen fornøjelse.

Skjalden spillede for højt, gæsterne havde ingen pli og den nyeste moder inden for festkjoler var frygtelig uanstændig. Hecate havde set flere elviske snit, hvilket forfærdede hende dybt. Hvad var verden dog ikke blevet til, at unge frøkener viste deres ankler frem på selveste Krystalpaladset?

Hun havde fundet sig et glas vand at styrke sig på. Omkring hende gik en del af snakken på striden med Mørket, og den ældre kvinde følte sig endnu en gang magtesløs. I sine unge dage ville hun selv have deltaget i ethvert slag, men hendes helbred var ikke længere til det.
I stedet begyndte hun med smalle øjne at kigge rundt i salen. Unge ugifte adelsmænd havde så sandelig ikke noget at feste over denne aften, når de i stedet burde have meldt sig til hæren! Og hun skulle nok fortælle dem en ting eller to!


Send mig en pb, hvis du har lyst til en tråd med Hecate til ballet <3

"Fyrst Sephyran IV Zayn Ad-Din Kazimi af Rubinien!"

Fyrsten og hans følges ankomst blev annonceret fra døråbningen, som han trådte ind i festsalen med alt den pompt og pragt, der var ham værdig. Håret og skægget var omhyggeligt olieret og opsat og det gyldne overskæg snoet til perfektion. Han var iført gyldne og røde farver og guldringene på hans fingre glimtede om kap med salens pynt.

Han var ankommet til Dianthos et par dage tidligere gennem teleportation - noget han afskyede næsten lige så meget som kulden, der greb landet her længere mod nord. Af somme grund havde han tilbragt næsten al sin tid indendørs ind til turen til paladset på en af byens fineste beværtninger.
Man som en mand af status, var det vigtigt at vise sit ansigt til disse begivenheder sammen med udvalgte fra familien. Snakken om den kommende krig fik dog mandens bryn til at rynkes en smule - jovist, i Rubinien havde man også hørt rygterne, ja Sephyran selv havde været med til at drive Mørkets soldater bort fra sine landområder.
Men derved havde han også vist, at han ikke havde brug for Lyset i denne sag. Rubinien beskyttede sine egne .. hvorfor skulle han spilde mere af sine folks blod, hvis de ikke ønskede det? Hans sønner fik de i hvert fald ikke. Forbandelsen der truede dem var allerede rigeligt - og Sephyran havde ikke tænkt sig at risikere deres liv unødigt.

I stedet for at deltage i rygtespredningen bevægede han sig mod det nærmeste fad med vin for at få et glas skænket, inden han vurderende lod blikket glide over forsamlingen. Der måtte være nogen her, der var værd at tale med.


Send mig en PB, hvis du ønsker en tråd med Sephyran til festen <3

 Paladsets sale strålede af midvinterens pragt. Høje søjler, indgraveret med snoede mønstre af isblomster og krystaller, flankerede de brede gangarealer. Væggene blev oplyst af magisk kædet lys, der spredte et blidt og beroligende skær over forsamlingen. Stofbaner af silke og satinstoffer i vinterens farver hang fra loftet som faldende stjerneskud. Det var som at træde ind i en magisk lund af lys og skygge.

 Coraline fandt sig selv stirrende på de delikat dekoreret loft, med spejle og krystalprismer, formede et kalejdoskop af reflektioner. Hver bevægelse, hver dansetrin blev multipliceret og spredt som stjerner i en endeløs nattehimmel. Gid Theresa var her til at se det, tænkte hun drømmende. 
 Sammen med sine forældre, tog Coraline del i årets midvinterbal. Stemningen var mild, munter, men med en del færre end sidste års deltagelse bemærkede hun. Men for de Montclair familien, var det vigtigt for deres omdømme at deltage i sådanne begivenheder, specielt når andre adelige familier gjorde det samme. 

 Nænsomt, løftede hun op i sin lange midnatsblå silkekjole som hun vandrede længere ind i salen med sine forældre. Blikket vandrede efter venner og bekendte, men indtil videre opdagede hun ingen hun kunne kalde ven. Det mørke, krøllede hår var sat op i en stor hvid sløjfe, og en lille perle sad og prydede hvert øre. Indtil hun fik øje på nogen hun kendte, holdt hun sig tæt til sine forældre.