Det var ingen mission der havde drevet Iáin hjem. 
Personen som havde drevet ham hjem, væk fra vinterens kulde og orangeriets varme var Elemér. Det havde været turbulent og rodet, og han havde gjort sit for også at undgå menneskedrengen. Øen havde brug for ham, og han havde brug for den, så efter lidt samtale med Calanis havde ørkenelveren fået grønt lys til at rejse hjem og tage sine studier med sig.
Men før afrejsen havde han skrevet en note og lagt de ind på det, som havde været Elemérs værelse i pladser. I fine linjer stod det på elvisk: 




Men nu kunne han sidde der og se udover skoven for næsen af ham, hans drage der fløj rundt og nød varmen som den havde længdes efter. Det hele var vendt på hovedet og han var træt. Men lige nu, der var hans interesse ikke at snage i studierne omkring planter eller lægestudier. For en ting, som ikke var hans, havde han taget med sig. 
I hånden, knugede han kuglerne der på led lå i en lædersnor. Talt den som det var en rosenkrans, men havde lært den ikke var helt så uskyldig. Blikket vendte sig ned i hånden og han så på den en kugle som hang mellem tommel og pegefinger, før han valgte at komme objektet i lommen og ville træde ud i varmen og væk fra det ly der var i templet.