Vinteren var langsomt ved at snige sig ind i ørkenlandskabet, men det forhindrede ikke humøret i stadig at gå ganske højt, og festerne var der mange af. Det var trods alt en af goderne af at være en del af højadelen hernede.
Det var en af de større handelsmoguler der holdt fest, undskyldningen for hvorfor var allerede glemt for Fareed efter hans første par glas vin, og han havde trods alt ikke set festens vært de sidste par timer, så det var heller ikke så relevant at huske på.

Han var iklædte smukke extravagante klæder. Lilla, med en høj slids, og smykke guldsmykker prydede hans krop. Ting der passede en prins, hvilket også var en af grundene til at hans hustru var blevet efterladt derhjemme. Hun kunne trods alt ikke rigtig tåle at komme ud steder med mange mennesker disse dage, selvom det nok mere var Fareed der ikke ønskede det. Tanken om at de fandt ud af hvordan hun så ud fik hele hans indre til at krumme sig.
Så han havde fornøjelsen af at være alene, og havde da også holdt et øje ude for nogle ekstra fine diamanter imellem folkene. Nogle der ikke hørte til nogen, eller måske nogen der ikke hørte nok til nogen at han ikke kunne få lov til at nyde deres skønhed.
En kvinde havde fanget hans øjne tidligere på aftenen, men det var som om at hun også var god til at slippe ud af hans øjenkrog, men endelig havde han fået øje på hende endnu engang, og selvom hun var idækket (trods alt i smukke klæder), kunne han ikke dy sig fra at vandre sig derover. Han var heller ikke sikker på at han overhoved havde set hende før, hvilket altid var en god antydning.

Det var lidt mere oppe i en krog, som han kom ind på hende, et interesseret glimt i hans øjne. "Nyder du festen?" spurgte han, selvom interessen viste at det ikke kun var almindelig hyggesnak han var kommet forbi for at dele. 

Safiya vidste, at det var farligt at opholde sig i Balzera, men jo tættere hun var på løvens hule, jo tættere var hun på sine børn. Hun havde levet tæt nok på Sephyran af Kazimi til at vide, hvordan de fleste af hans spioner opererede, og det gav hende også de bedste forudsætninger for at undgå dem.

Men at være i byen var ikke tilstrækkeligt. Hun var nødt til at infiltrere adelen, hvis hun skulle havde bedst mulighed for at komme sin tidligere familie nær - og en handelsmoguls fest var en oplagt mulighed. Værten var ikke vigtig nok til at selve fyrsten ville dukke op, men havde alligevel tilstærkkeligt med rigdom til, at en vigtig person eller to kunne være til stede. Og alle der befandt sig Balzeras højere lag havde hørt det nyeste sladder om Kazimi-familien.

Hun var iført en gule silkekjole med en passende slør, der dækkede det meste af hendes ansigt. De mørke krøller var kunstfærdigt arrangeret bag hendes hoved, og hendes øjne spejdede vagtsomt ud i rummet. Vinen fristede hende, men ind til videre havde hun holdt sig fra den, kun nippende en smule til et glas af og til for ikke at virke helt malplaceret.

Allerede tidligt på aftenen havde hun fået øje på Fareed af Kazimi. Selv om der var gået mere end et årti sin hun sidst havde set ham, lignede han ikke, at han havde ældet en dag, og ved første blik havde synet af ham fået en uro til at brede sig i maven på hende. Han stod tæt nok på fyrsten til at vide meget, men samtidig tæt nok på til at genkende hende ved et øjekast, var hun ikke forsigtig..

Hun troede, at hun havde holdt sig på afstand, men et par timer senere fik han alligevel trængt hende op i en krog. Hjertet hamrede i hendes bryst, som hun forsigtigt vendte sig imod ham - og det gik ud fra hans ord op for hende, at han ikke mistænkte noget endnu. Han havde set en kvinde, der interesserede ham, og nu forsøgte han på noget.
"Den er ganske overdådig, ja. Hvad med dem?" Hun forsøgte at holde stemmen i et lysere tonefald, end hun plejede, og slog øjnene ned så de mørke øjenvipper dækkede dem. Hvis han for alvor fik mulighed for at se ind i hendes ansigt, ville hun utvivlsomt blive afsløret..

For nu havde Fareed ingen idé. Det var det fjerneste fra hans tanker at kvinden han stod foran kunne være selveste eksfyrstinden der havde forrådt hele familien, og havde han vidst det havde han også trådt ganske anderledes. For til trods for Sephyrans bange anelser, så var Fareed nok en af de brødre der var længst fra at ville forråde ham.
Der var dog alligevel noget bekendt over hende, en tilpashed han havde fundet i det dengang de faktisk havde kendt hinanden, som han dog ikke kunne sætte en finger på, og med alkohollet i blodet var der heller ikke så mange skeptiske tanker tilbage i ham.

"Ja, vores kære vært forstår at gøre det overdådigt," nikkede han genkendende til. "Men jeg erindrer ikke at have set dem på disse kanter her, eller måske jeg bare ikke har haft fornøjelsen at lære dem at kende." Han rømmede sig lidt. "Men hvor er mine manerer. Mit navn er Fareed af Kazimi." Et navn han vidste var kendt på tværs af Rubinien, og dermed regnede han også med at hun vidste hvor vigtig han var. Og hvis der var en ting der fik folk interesseret, hvis ikke for hans smukke udseende så var det hans status. En status han ikke var bange for at bruge.

Tankerne fløj rundt i Safiyas hoved. På den ene side var Fareed nok den til festligheden, der vidste mest om, hvad der foregik på Kazimipaladset - på den anden side, var hvert sekund hun tilbragte i hans nærvær en betydelig risiko. Ville han få hende lagt i lænker og omgående bringe hende til fyrsten, eller ville hun have en chance for at slippe bort.

Hun gennemgik hastigt i hovedet de mulige flugtveje, hun havde set, på vej ind.

Under de sænkede øjenvipper betragtede hun manden foran sig. Han så ud til at være en anelse påvirket af vinen, hvilket kunne være til hendes fordel, men spørgsmålet var blot, hvor længe..
"De kan kalde mig Jasmine i aften." Svarede hun dæmpet. At folk ikke altid ville afsløre deres identitet, kunne der være flere årsager til. Måske var hun gift og smuttet ud for en aften, eller måske var hun en prostitueret, som var købt af værten. Mystikken i sig selv kunne være tiltrækkende nok.

"Har De lyst til at gå ud i haven?" Spurgte hun, gørende et lille kast med hovedet. Der var mange fordele herved: halvmørket, ikke så mange gæster til at høre det, hvis han overrasket skulle råbe noget om forrædder og eks-fyrstinde, og det ville også blive nærmere for hende at komme væk. Han ville nok opfatte det som et andet tilbud, men forhåbentlig kunne hun stoppe ham, inden det kom til for meget.

"Jasmine. Et smukt navn til en smuk kvinde," medgav Fareed, som spillede et lidt andet spil end kvinden der stod foran ham, uvidende for ham ganske vidst. For nu var han blot interesseret i at se hvor tingene bar henad, for han var endnu ikke sikker på hvad han ønskede af hende, andet end at se på noget smukt. En dag ville hans fascination af smukke objekter være hans undergang.

Han nikkede med et smil. "Selvfølgelig. Lidt frisk luft ville gøre det godt," sagde han og trådte lidt væk, så han kunne begynde at følge hende ud i haven, så de kunne have fornøjelsen af at den lidt mere kølige aftenluft udenfor. Det var dog som om at der aldrig blev rigtig koldt på disse steder, nok fordi at de sørgerede for at der altid var lidt varme magi der flød i haverne, så man ikke havde det koldt, når man gik fra festen.
"Så hvad laver de på disse kanter? Har de altid boet her?" spurgte han i et venligt tonefald, for at komme lidt mere ind på hvad hun egentlig var villig til at fortælle ham. Han regnede ikke med meget, hvis hun heller ikke var helt villig til at give sit rigtige navn, men noget måtte han have at gå udfra. 

Hendes blik undveg Fareeds, som de talte, så han ikke fik et alt for godt kig på hendes ansigt under sløret, men under de nedslåede øjenvipper var hun vagtsom for enhver mulighed for, at han havde opdaget, at noget var på færde.

Hun gik med rolige bevægelser mod dørene, der førte ud til de smukke haver. Små, naturligvis, i forhold til dem der omgav Kazimi-paladset, men dem havde hun til gengæld også altid følt sig kvalt af - på trods af deres overdådige frodighed. Der var trods alt ikke meget blandt Rubiniens adel, der var ægte.

"Jeg er blot på besøg.. jeg kommer længere nordfra." Svarede hun. Ikke en løgn, selv om årsagerne for hendes besøg ikke havde så meget med festlighederne reelt at gøre. Hun skottede til ham, som de trådte ud i havens halvmørke. Temperaturskiftet var nærmest umærkeligt, men træerne gav dybe skygger, der kunne være med til at skjule hende yderligere.

"Men De er naturligvis herfra, Fareed af Kazimi. Et navn man utvivlsomt har hørt .. men De søger ikke Deres families selskab denne aften?" Dristede hun sig til at sige. Han, som befandt sig så tæt på hendes børn .. hvor hun selv kun havde hørt rygter. Men hun vidste endnu ikke helt, hvordan hun kunne dreje samtalen i den retning.

Af mange grunde kunne man argumentere for at Fareed hver dag betalte forfængelighedens pris, for som de gik ud i haverne, så var han ubekymret om om der var en anden agenda som Jasmine kunne have. Lige siden at plagerne var ophørt, så havde han trods alt følt sig urørlig.

Aftenluften var behagelig og lydene forsvandt ligeså stille bag dem, som de kom længere væk fra festen, selvom belysningen også var mindre, og han dermed ikke kunne se ligeså meget af hende, en ren skam. Men de havde mere privat tid.
"Nej, jeg var mere interesseret i nye bekendtskaber," sagde han, uden at forsøge at skjule hvor interessen for i aften egentlig lå. "Men hvor langt nordpå? Hvilket familie?" Eller var hun en uden navn, det ville hendes næste svar indikere hvis det var. Dem der intet navn havde at falde tilbage på, prøvede ofte at tale udenom, eller give så vage beskrivelser. Det var trods alt også hvad der betød for Fareed om hvilken slags interesse hun kunne få. Som var han en bejler, eller var hun blot en skønhed man prøvede at gemme væk til en kedelig dag. 

Gennem havens halvmørke betragtede Safiya igen Fareeds ansigtstræk. Hun havde set ham adskillige gange, dengang hun havde været Sephyrans kone, og det var tydeligt, at manden ikke så ud til at være ældet en dag, selv om det var mere end et årti siden .. grunden hertil kunne næsten kun være magisk.

Han var hurtig til at skifte emnet tilbage til hende, hvilket var et problem. Hun ønskede selv at konversere, og det betød, at han ikke blot ville acceptere hende som en mystisk skønhed uden tilhørsforhold. Typisk, at han skulle vise sig ikke at være den type mand, der blot ville tale i pralende vendinger om sig selv..

"Nord for Sarghos, men De ville ikke kende familiens navn." Hun smilede flirtende under sløret. "Kommer De ofte på Deres families palads? Jeg har hørt, at der er pragtfuldt.." Dristede hun sig til at spørge.

En kvinde uden navn lød det til. Ikke den første, og ej heller den sidste af den slags som Fareed havde lagt øjnene på. de var snu, men hvis der intet navn var, så var der heller ikke mere i det end en fornøjelse. En fornøjelse han glædeligt ville tage når han nu kunne.
Men han lod det ligge, lod hende være kvinden uden et navn, og tog i stedet for fat i emnet, hun selv bragte op. Han var ikke bange for at tage sin egen families navn i brug trods alt. "Jeg kommer der til tider. Fyrsten rådgiver sig til tider hos mig," hvilket ikke ligefrem var en løgn, men hvad folk tænkte når han vendte den på den måde, fik det til at lyde mere nobelt end det reelt var. Typisk var det blot tøj. Fyrsten var sin egen mand. "Men det er et ganske pragtfuld palads. Der er ikke mange steder, hvis nogen der er så stort slået. Hvis De får muligheden, så bør De tage dertil." Og hvad der ikke lå så skjult i sætningen var at Fareed havde ingen intentioner om at tage en mystisk fremmede kvinde med dertil. 

Safiya modstod fristelsen til at løfte øjenbrynene under sløret. Hun mindes ikke, at Fareed i særlig høj grad var blevet taget med på råd, dengang hun havde været fyrstinde - for selv om Sephyrans holdning var, at kvinder skulle holdes så langt væk fra politik som muligt, havde hun trods alt haft ører og øjne åbne for, hvad der foregik i paladset. 

Tiderne kunne selvfølgelig have skiftet, som Fareed var blevet ældre, men hun tvivlede stadig.

"Åh, jeg får næppe chancen. Men De lyder til at være en vigtig mand? Jeg føler mig beæret over, at have Deres selskab." Smilede hun. At tale til mænds ego var ofte en taktik, der kunne virke.

Fareeds smil blev lidt bredere. Det var tydeligt at enten så virkede taktikken om at snakke til hans ego, eller også var der noget andet han fandt morsomt i hvad hun sagde.
"Mon ikke De får muligheden en dag?" sagde han med et glimt i øjet. han var ikke sikker på at hun nødvendigvis ville synes om måden man kunne tilgå paladset, men ligesom ham, så var Fyrsten heller ikke bleg for at tage smukke ting med sig hjem, og det inkluderede kvinder.

Han førte dem forbi endnu et blomsterbed med næsten gyldne roser, inden han ledte dem mod en lille dam man også havde tilrettelagt. Uden tvivl nogen der havde håbet på at efterligne Fyrstens storslåede have, men intet, end ikke Fareeds hjem, kunne helt være så storslået, for ikke også at nævne at hvis det lykkedes en, så kom man sikkert bare i andre problemer. "Men det er selvfølgelig heller ikke alle der fortjener min opmærksomhed, selvom jeg ikke er en nær så vigtig mand som Fyrsten." Han søgte at møde sit blik med Jasmines nu når han også var sikker på at de var langt nok væk. 

Kazimi-paladset var det sidste sted i Balzera, Safiya ville sætte sine fødder, men hun smilede alligevel, som fandt hun idéen om at se vidunderne med sine egne øjne utroligt fascinerende. Hun havde alllerede set alt, hvad der var at se, og for hver dag hun havde befundet sig der, havde skønheden og overdådigheden føltes mere og mere kvælende. 

Hun havde været en pyntegenstand. En fugl i et bur. Kun egnet til at føde fyrsten flere arvinger..

Hun kunne ikke undgå at bemærke, hvordan han førte hende længere væk. En fordel, hvis han skulle opdage hendes sande jeg - en ulempe, hvis han havde tænkt sig at gøre alvor af sine tilnærmelser. Hun havde dog en anelse om, at han nok ganske hurtigt skulle stoppe, hvis han fandt ud af, hvem det var, han forsøgte at få med i sin seng.

"Fortæl mig mere om Dem selv." Opfordrede hun, kiggende på ham med øjne, som var han den mest fascinerende mand i verden. 

De færreste Kazimier ville ikke gøre noget ud af at fortælle om dem selv, og desværre var Fareed ikke en undtagelse. Han rettede lidt på kanten af sin robe.
"Jeg vil da mene de fleste har hørt om mig," sagde Fareed. "Jeg driver det største silke imperium her i Rubinien. Supplere klæder og silke til alle de største familier, og selv til fyrsten selv." Det var trods alt en af de helt store ting han var kendt for. "Hvis De skulle være interesseret, ville jeg godt kunne finde nogle klæder der ville klæde Dem," sagde han, selvom det nok i sidste ende var tomme løfter. Det var kun hvis han gjorde noget langvarigt med hans elskere at de kunne forvente gaver, og det var efterhånden lidt tid siden at han sidst havde haft en.

Som de nu var kommet så langt væk at der ikke var nogen der kunne høre dem, og han rakte ud efter hendes ene hånd, både for at stoppe hende i gå længere væk, men også for at trække hende lidt tættere på. "Men måske jeg ville have en bedre mulighed for at vide hvilke klæder der ville klæde Dem, hvis de ikke gemte deres ansigt væk bag sløret." Hans anden hånd begyndte at række op for at se om han kunne få lov til at tage sløret fra munden. 

Safiya smilede under sløret. Ah, ja, man kunne regne med, at Fareed af Kazimi nok skulle prale af sin silkehandel. Det var da også oftest de dyre silkekjoler, hun havde være iklædt, dengang hun var fyrstinde. I disse dage var klæderne af noget ringere kvalitet - lige som alt andet i hendes liv. Ikke, at man nogensinde ville få hende til at indrømme, at hun savnede den luksus, hun havde omgivet sig med.

"Åh, det har jeg bestemt hørt om .. den smukkeste silke i Balzera." Sukkede hun. "Deres hustru må være en heldig kvinde." Skyndte hun sig at nævne, inden han kom for tæt på. Hun havde hørt rygter om Fareeds ægteskab, og måske ville den flygtige kommentar være nok til at få ham til at stoppe et øjeblik.

Hans ene hånd havde grebet om hende og den anden var ved at nærme sig faretruende hendes ansigt. Hun skyndte sig at række ud efter den med sin egen hånd, for at forhindre ham i et rykke sløret til side. Han ville utvivlsomt genkende hende - selv her i havens svage belysning, når han stod så tæt på..
"Men der må være mere til Dem, end blot deres handler." Spandt hun. "Jeg vil så gerne vide mere, først.."

Fareeds hustru var det længste fra hans sind, men det var heller ikke noget man kunne udnytte mod ham. I hans hoved var hun allerede ved at være fortid. Han skulle bare have fundet sig en ny lille en der kunne udfylde hendes plads ved hans side.
"Hun er heldigere end hun aner," medgav han, uden at stoppe i hvad han havde gang i.

Det var alligevel en anelse skuffelse at finde i ham, som hun stoppede ham, og også en smule frustration. Alt han ville var at se hendes ansigt trods alt.
"Som hvad?" spurgte han. "Hvilken del af mit liv vil du høre om? Om min familie? Hvad jeg får dagene til at gå med? Hvor et behageligt liv man kan leve hvis man får lov til at være en del af det?" Han gav ingen mine om at lade hende komme længere væk. Det var jo ikke fordi hun havde noget at skjule for ham, var der vel? For hvis der var, så ville det her spil hurtig blive til noget helt andet. Fareed var måske i folkets øjne en af de mildere Kazimier, men han havde sine brødre grusomheder.

At hun nævnte hans hustru så ikke ud til at have nogen effekt på ham, og Safiya kunne mærke nervøsiteten stige. Hun skulle have vidst bedre - det lå ikke til Fareed af Kazimi at regne kvinder for noget særligt, og da slet ikke nok til at have nogen form for loyalitet over for sit ægteskab. Hun var ikke i tvivl om, at han også blot så hende som et stykke legetøj - og det eneste der gjorde hende interessant i dette øjeblik, var hendes "mystiske" identitet.

Han skulle bare vide. Hun fortsatte med at smile under sløret, selv om ønsket om at gøre ham og alle hans brødre mere ondt, end de nogensinde kunne tro verden kunne gøre dem, brændte i hendes sind.

"Åh, men alt det fortælles der allerede historier om herfra og til nord for Dianthos.." Hvis hun skulle høre ham prale mere om det prægtige liv på Kazimipaladset, var hun ikke sikker på, at hun kunne bevare sin nysgerrige mine. Hun længdes efter at høre reelt nyt, men det virkede ikke som om Fareed var i lunet til at sladre om sin familie.
"Hvad ønsker De Dem virkelig her i livet? Det De brænder efter når alle lys er slukket, og De ligger søvnløs?" Dristede hun sig til at spørge, mens hun mentalt overvejede sine muligheder for at slippe bort fra ham.