Sølvelveren var kommet i stand og Richard måtte affinde sig med den sleske personlighed mere end blot for fem minutter ad gangen. Han havde hidtil opfyldt sine dele af deres samarbejde og aftaler. Det var a) fikse hans øje og få ham til at ligne et menneske igen b) få Vektor med ind til havnefesten for at han kunne genopbygge nogle af sine fortabte forbindelser. 
Men i virkeligheden var havnefesten ikke en fest for havnen, det var et sammenskudsgilde for ledende smugler og nogle af deres vigtigste samarbejdspartner og mellemled. I dette led var Richard en ledende smugler, Vektor et mellemled. Et glemt og vanrøgt mellemled, men alt til sin ret. 
Richard lagde gerne et godt ord for sølvelveren hvis det viste sig, at han kunne fuldende sin del af aftalen til perfektion. En Frederik Hanson og en ledt-på-afveje Adam Hotch. 

Den bredskuldret mand trådte lidt igennem lokalet, indtil han mærkede en hånd på sin skulder og han vendte blikket over, indtil han så fingrene slippe ham og et venligt smil brød vagt op. "Og her som jeg troede, at du havde glemt os" lød det fra fortidsvennen. "Jeg havde nogle gamle kontrakter der manglede en afslutning" og dialogen faldt lidt i sig selv, indtil han kunne forstå på manden fra det sydlige af krystallandet af, at der var tale om en æresgæst. Men Richard kendte alle de inviteret, hvorfor han kunne undre sig, men han vendte blikket lidt mod sølvelveren han havde sluppet fri for sig selv. "Det er ikke Vektor, men hans arbejdsgiver [...]" kunne han lige nå at høre i den sydlandske dialekt. Det fangede Richards opmærksomhed og han fik et drys tåkrummende mistænkelighed mod Vektor. 
Han kendte ikke manden på de måder eller om han besad evner, men kunne han have ledt en som Hotch til sådan en begivenhed, for at lave handler eller afpresninger. "Et øjeblik" lød det blot tungt fra Richard der forlod vennen for at bane vejen hen til Vektor. 

Det var ikke unormalt, at se Vektor omkring andre væsner. Ubesværet og social, han flagrede fra selskab til selskab, og sludrede ganske fint med de tilstedeværende. Værende en lidt lille forsamling, var det måske et begrænset udvalg. Men han havde alt han skulle bruge, lige her. 
Det der til gengæld var en anelse anderledes, var hvordan han så ud. Og ikke nok med at den blå, hævede plamage af smerte var forsvundet, så det bølgede hår næsten redt ud, i sin voluminøse, sølvfarvede pragt, og tøjet bare en anelse mere nydeligt end normalt. 
Stadigvæk et dybt snit ned, alt hus fra kraveben til navle var blæsten komplet synligt, tatoveret og glat. Han havde endda gravet nogle nydelige øreringe frem, fra hoarden af ting han havde akkumuleret igennem årene. Men knap så slidt. Jah grænsende til ren.
Folk vidste dog hvad de fik. Og selvom facaden var pæn, prellede den ikke alle paraderne ned for ham. 

Lige det problem, stod han og grublede over idet Richard bevægede sig imod ham. Det var egentlig gået godt, og ud fra hans lille liste, havde han en god mavefornemmelse med lidt over halvdelen af dem han havde ville snakke med her til aften. Men det nagede ham, at de sidste ikke ville give sig mere, end at anerkende han var her, men aktivt ignorerer ham. Det gnavede som et irriterende tik ved det ene øje, og han forstod det det ikke - han havde opført sig så pænt. 
Hånden slyngede lidt af krusets indhold rundt, og han krydsede den ene arm, så den næsten holdt den anden, fra albuen. Og pludselig følte han fornemmelsen af at noget skete, og drejede lidt omkring. 

Den slags sjette sans, som man udviklede efter årtier i haj-farevande. Med et løftet øjenbryn fangede han den brede smuglers tordenblå øjne. Hvad da? Syntes han at gestikulere, og skridtede ham lidt i møde. 

Haj-vand var en ting, kraken var noget andet. Sammenligningen var grov og ægte, Adam Hotch var en hver smuglers kraken, piraternes næst værste fjende foruden sirenerne. Et anker om anklen var mandens formål for livet af de uheldige. Så at han kunne få fanget sølvelverens opmærksomhed blot ved at træde nærmere, bane vejen hen til ham, betød at han forstod der var noget i gære. Skulle de til at klø hinanden på ryggen endnu en gang, eller ville manden passe sit hyrede arbejde uden besvær. "Et ord" og han trådte lidt videre hen i mod krogene for at kunne drøfte det i form af enrum med kreaturet. Richard lod hænderne blive sat mod hoften i et let tag og så på Vektor som han var uønsket i selskabet. Facaden for deres dialog var alt afgørende, hvorfor det var vigtigt, at sølvelveren kunne bruge sin hjerne. 

"Det forlyder at Hotch skulle komme, har du informeret ham omkring gildet?" tonen var lavmælt, autoritær og tæt på faderlig. Det var et lukket selskab, Vektor var med grundet Richard, ikke grundet hans evner. Ikke siden han havde trådt rigeligt med folk over tæerne og vanæret sig selv som en anden fidusmager. 
Richard skævede ud af øjenkrogen, tog notis af hvordan stemningen var, men vendte det tilbage mod Vektor. 

Det var måske en anelse dramatisk, hvis man fulgte med i hvad der foregik. Men Vektor var egentlig ganske sikker, på at det alligevel forekom... let. Ubesværet, og uden at træde for meget ved siden af rytme i rummet. 
Med et lille nik drejede drømmesælgeren med ham. Men kastede samtidigt også et nysgerrigt blik, ud i retningen han var kommet fra. Hvad fik Richard i det form for alarmberedskab? Fordi for én gangs skyld, føltes det ikke som noget han decideret havde gjort, eller indirekte kaldt på. 

Hotch. Overraskelsen var i et splitsekund tydelig på det vejrbidte ansigt, da det genkendelige navn forlød. Her? Her lige nu? Men hurtigt smalledes øjnene, og Vektor smilede lidt. Som havde han sagt noget morsomt. "Selvfølgelig ikke - hvorfor skulle jeg.." tonelejet vippede dog i udkanten af en mere lavmælt, og knap så humoristisk oplevelse. 
Hotch gjorde ham ikke ængstelig. Men situationen... den gjorde ham lidt bekymret. Og egentlig også med rette - manden brød sig ikke om hemmeligheder. 
Og selvom det ikke var hemmeligt at Vektor var her... var det måske en smule underligt. Sølvelveren lænede sig mere tilbage, albuerne på kanten af det hjørnebord de var stoppet ved. 

Det var selvfølgelig alvorlige anklager, men det var Vektor Sølvtunge. Manden var ikke kendt som sølvelver eller andet lignende for sjovt. Der var alle slags foranstaltninger at tage i den mands nærvær og Richard var rolig og robust nok til at kunne lege med elveren. Men han fangede splitsekundet af overraskelses, og hans øjne smallede snarrådigt for sig. 
Det betød måske ikke meget, men det betød lige akkurat nok til, at vide, at det var selv en overraskelses for Vektor at hans arbejdsgiver kom uventet. 

Utilfredsheden der var kædet sammen med en underliggende bekymring ulmede på overfalden af Richard. Adam Hotch var for ham et problem, omend respektabel nok for sine bedrifter. Men manden kunne få hvilket som helst skib til at gå nede om og hjem, fælde de som ikke levede op til hans forventninger. 
Få Richard kendte, var røget i dybe gæld, fanget i en evig afbetaling som slavers liv i Rubinien. Glimtet af håb lå lige for næsen, men armen kunne ikke strække så langt. "En handle er en handle og få i dette selskab skylder ham" intet i sammenligningen med Frederik Hanson, men nok til, at de søger hjælpen i et selskab som dette for at få samlet det sidste sammen. 

"Desuden, han af alle ved såmænd også om din uønskede tilstedeværelses her, så hold din den tunge af din skarp, Vektor" det var en mild varsel, en ildevarselsende trussel. Richard skulle nok lege front figur for det kommende sammenstød, men blev det klart for Adam, at han var den som gjorde det muligt for Vektor at være der, var det klart, at det havde kostet noget den anden vej rundt. 

Lænet mere tilbage, virkede det umiddelbart lettere at gemme det undersøgende blik der blev sendt udover rummet. Hvor, hvor havde han set Hotch henne? Vektors skimtende øjne skulle dog ikke lede alt for længe, inden at gruppen af mennesker virkede til at vige udenom den mørkhårede mand han eftersøgte. Næsten ubevidst, han var ikke engang sikker på at de selv tænkte over, hvordan de rykkede for Hotchs tilstedeværelse. 
Så han var der. Himmelblå øjne gled videre i vrimlen, og noterede sig 2 ansigter som han også genkendte. Vagter, ikke meget mere end muskler og magi. Men brugbare; han havde selv været på vagt med dem og set hvad de kunne udrette hvis deres hyre følte sig truet. 

Uønskede tilstedeværelse. I et lille ryk gled Vektors blik tilbage på Richard, og irritation kortvarigt glimtende imellem de ellers letsindige øjne. "Aha..." og han sendte et halvdramatisk blik imod loftet, da ha rullede øjne af Richard. "Som du dog kan sige det" 

Ville det være bedst at undgå ham? Måske. Men det havde aldrig været drømmesælgerens tilgang, der nødigt skulle virke som en der undgik sin arbejdsgiver. I stedet forsøgte han at trække sekunderne, kruset løftet imod læberne til en god slurk af den fine alkohol. Men mødte i et lille gys Hotchs sorte hajøjne over krusets kant, da manden næsten virkede til at føle nogle snakkede om ham. 
"Du må selv finde på en grund til at ville blive set med mig" summede han, uden at fjerne blikket fra Hotchs øjenkontakt - men snakkede skam til smugleren. Ordene blev sagt så nonchelant, og så muntre, at man næsten kunne høre det (falske) smil Vektor klistrede på læberne da han nikkede til manden. Find en grund, så skal jeg nok snakke hans ører af om noget andet. Og med et kammeratsligt lille glimt i øjet, løftede han kruset i en skål. " - selvom jeg ville forslå du bruger mit, eheh.. selskab som en undskyldning. Det plejer ikke at være et emne, han ønsker at vide detaljer af.. " og han blinkede lidt sjofelt og sigende, inden at han skubbede sig fri for at gå ham i måde. 
"Hootch, min ven. Tænk at finde dig her.. også...!"

Den stemningen Vektor alligevel bragte med sig, var i sig selv en torn i øjet på Richard, og skønt de stod der og talte. Talte var måske en overdrivelse af deres beskrivende situation, for det var tæt på at være det længst væk fra det. Men Richard stod standhaftig i det, og han ville ikke vide af Adam Hotch, og som de havde indbydendes aftale, ganske usagt dog, var det Vektors problem og derfor hans problemløsning. 

Beskeden fra sølvelveren var klar, irriterende skarp. Richard lod sine øjne smalles og næsen rynke kort. Det var ikke i hans sted at finde på årsager til dette, men det var nu (nok) bedst. Men som han kunne pruste og stønne som en anden tvær hingst, kom en sidste kommentar afsted, som han mistede Vektor ud af sit nærvær. 
Øjnene udspildede og så efter Vektor, som det var en uhørlig vulgær kommentar, end ikke pirater ville vide besked af. Det vendt sig i maven på ham. Han så blikket, og han ønskede ikke at se det, men læberne blev presset sammen og han fnøs. At skulle lade sig indhylle i historier om at være med Vektor. Hvor lavt kunne en mand synke. 

Modstridende af det hele, valgte Richard selv at bevæge sig væk fra deres stå sted, men ikke helt i samme kurs som Vektor, men alligevel tæt nok til, at han ville kunne følge med i deres dialog.  

Nogle gange, var det som om at visse mennesker alt for let, så igennem en. Som vandet ved koralerne og isen i de køligste fjelde - øjnene var et spejl til sjælen - hans var koldt, men levende. Og når Vektor mødte Hotchs sorte øjne, kunne han drukne i det mørke de bar med sig. Det sivede ud af ham som sort vand, og overtog hvad end dæmninger man byggede op.
Men det var okay. Drømmesælgerens blik veg kun kort fra øjenkontakten, inden at han mødte mørket igen. Det var sådan landet lå med Hotch, og hans egoisme gjorde ham læsbar i natten. 

"Vektor" og den lidt mindre mand nikkede en enkelt gang, et smil spillende om smalle læber. "Du må have trukket i lidt tråde, for at blive inviteret her til aften" hvilket mest af alt lød som en konstatering. Sølvelveren trak en anelse på skuldrene, næsten undskyldende set på afstand. "Og jeg troede du havde kappet alle dine, men vi overrasker begge" smilede han, og blev belønnet med et lille, overlegent fnys fra Adam. "Hvorfor skære linen til sin hvide hval over, så tidligt" hvilket fik en lille, smigrende latter til at glide over Vektors læber. 
En dans der forsatte lidt frem og tilbage, Vektor der forsøgte at afvæbne Hotchs mistanke, og Hotch der legede med. I et kort øjeblik, troede Vektor faktisk at han helt var kommet udenom det indledende emne, at han måtte have trukket i nogle tråde. 
Men blev lidt paf overrasket, da Hotch pludselig drak den sidste slurk af sit glas, og med et lille brum gav den til hvem end der stod ved siden af ham, noget afrundende i sine bevægelser. 

"Nå Vektor. Jeg spørger igen, hvad bringer dig her til aften?" blikket tungt på sølvelveren, der lige missede den gode takt der havde udgjort rytmen op til nu. Et hak i melodien, kunne man næsten sige. 

Der var uendelige ting han gerne ville undgå, og at skulle stå ved - samt kendes ved - Vektor på en så'n måde, var under hans værdighed. Men alt kom med en pris, og prisen var nu hans værdighed. At sølvelveren skulle være den, som vandt i dette, huede ham mindre end Oskari der var kommet for tæt sidst. 

Alligevel stod han med sine spidse, dog normale menneskeøre, og lyttede til deres dialog. Hotch var for sig selv, men ikke én man ville være uvenner med, hvorfor han forstod Vektors spil. Spillet handlet ikke blot om at overleve, men om at have den øvre hånd. Lede og kontrollere samtalen til sin egen fordel. Men dette var nu ikke nemt med en dæmon som Hotch. Ikke hvad Richard vidste af. 
Men øjnede smallede vagt ved kommentaren over den hvide hval kommentar. Hvem var hans bindeled til havnen og hvem var så dum at forblive i ledtog med ham på sådanne måder. Et rømmende røst forlod Richard, og han fik rettet sig op. Markeret sin kropsbygning, højde og generelle bygning som han fik nærmet sig dem det sidste. 

"Vektor, er du allerede løbet fra vores aftale?" det mimikløse udtryk var som altid mimikløst. Richard fik dog alligevel vippet den ene mundvige en snert op, som aftalen havde en anden betydning end hvad man normalt ville forvente af en som Richard. 
Det skar i sømandens hjerte. Ram mig med en harpun, var alt hans indre kunne bede til. Men han vendte sit cognac farvede blik mod Hotchs og lod smilet falme igen. "Hotch" var den formelle hilsen. 

De få sekunder Vektor tøvede, føltes som en tung, tung vægt at snuble rundt med. Drømmesælgeren kunne næsten føle det hele - hans facade og alt andet - glide ud af de ru fingerspidser. Det skubbede ham ud af balance, og han famlede lidt i faldet. Heldigvis var Richard, den der overraskende nok... rakte en hånd ud i vakummet, og gav fundamentet tilbage. Vores aftale? Et hurtigt blik til siden, og Vektor smilede lidt mere 'undskyldende'. Der var ikke et spor af skam, og så slet ikke noget undskyldende ved det himmelblå blik der studerede smugleren ved siden af ham.

"Richaaard. Jeg stod lige og tænkte over hvor du blev af..." nynnede han, og lod en hånd luske sig op på den brede skulder for at give den et beroligende klem. 

Hotchs øjne afslørede aldrig meget. Men lidt spærredes de alligevel op, ved det bizarre, og skulle mennesket være helt ærligt, mærkelige, billede af Sølvelveren ved siden af det tårn der udgjorde Richard. Han kunne vel ikke finde på at... Og selvom det ikke tog ham lang tid at regne ud hvilken aftale det lød til at Richard havde gjort sig... virkede han mere som en der ikke helt brød sig om det billede der efterfølgende tegnede sig på hans nethinde, en end der ikke kunne forestille sig det ske. 
"Dick.." hilste han køligt. Afmålt. Smilet der brød frem, mindede Vektor om en kakerlak, og han gyste uvilkårligt bagved det afslappede smil.
"Og her gik jeg og troede du var til... lidt andre typer. Hvornår har i to fået etableret kontakt?'  Vektors øjne smalledes lidt, andre typer simpelhen. Og lidt af hans arrogance drev igennem, da han kørte hånden henover krøllerne, for at ruske dem lidt op. Han var måske ikke alles type i det offentlige. Men alligevel skråsikker nok, til at mene han sagtens (og ofte) kunne være det, bagved lukkede dører og slørede ruder. 

Den menneskelige utilfredshed kunne duftes i den ellers særpræget havns naturlige aroma. Richard hævede hagen let, skønt han allerede var stærkt markeret, ville han ikke vise et eneste tegn på svaghed eller sårbarhed over for Hotch. Skønt Vektors hånd ikke var ønsket på ham, absolut intet sted på kroppen ville nogensinde kunne komme sig over at blive mærket på den måde, af den mand. Men intet fortalte om hans kropslige vendinger. 

Richard lod den tvære mine falde på plads, han ignoreret kort Vektors ord, for efterfølgende at smile vagt selvtilfreds over Hotchs kommentar. Et let fnøs lød og han pressede skuldrene let tilbage så et knæk lød. "Jeg er beæret over at du tror ting om mig i den forstand, men en god skibsmand afsløre aldrig sine gode skatte" for at besvare begge spørgsmål. Såvel alle vidste hvem Hotch var, vidste alle hvem Vektor var, og de fleste vidste hvem Dick var. 
Det hele gik i op i en højere enhed. Modsat Dick og Hotch var Vektor dog blot et slagsmateriale der ofte efterlod et slæb af mareridt. 

"Men hvad bringer dig til Fristavn?"