Den infamøse bordelejer havde forladt hovedstaden uden at melde besked til ham, informationen skulle indsamles ved at troppe på på bordellet og blive mødt af undrende blikkende, men varme smil og gæstfrihed. Det havde efterladt ham i en irritation der ikke hørte til i hans krop. Så dagene efterfølgende havde han brugt tiden på at udarbejde kontrakterne for Enzel, finpudse dem og gøre det tydeligt hvad der var gældende for alle parter, hvor underskrifter skulle sættes og alt fra et håndaftryk til en underskrift var gældende, så længe Enzel selv kunne dokumentere den arbejdendes navn for sig. 

Stakken med papir var blevet afleveret til dem, ligeledes med en note til Enzel. 'Barnelege er ikke noget vi gør os i, seriøs eller ej. Jeg beklager ikke for at have andre klienter, eller for den knuste rode du gav mig.' naboen på den anden side af gaden havde set postyret og efterfølgende informeret ham. 

Da de havde spurgt, i ren høflighed, hvad hans planer var, nu hvor han var kommet forgæves to gange, havde han fortalt aftens planer. En vampyr i en sal fyldt med levende, varmt blod. 

En uge, to. Tiden var irrelevant, han havde gjort sit arbejde og havde valgt at spilde aftenen i tearet. Set en forestilling der kunne trække sjælen ud af de levende og få de døde til at ønske sig døde. Måske ne hård kritik, men skuespillet var minimalt, historien fortabt og musikken forfærdelig. Så da det kom til en pause, havde han været hurtig til at rejse sig fra sædet og vandret ud i kulden, andres hvis ånde kunne ses, var forsvundet fra ham. 
Luft kunne ikke varmes op i en kold krop, luften behøvede ikke flyde i årene på ham. 

Lidt omvandrende væk fra teatret, men endnu med det i ryggen, skævede han let omkring, mulige kandidater til en midnatsmad. Han var oprigtig sulten, at det skulle være en ting, men skuespillet sang for det. Hvis ikke hovedrollen, så birollen. 

Så travl Dianthos var på denne tid om natten. Enzel havde flyttet gardinerne fra den lille rude i kareten og kiggede ud på folk der tog væk fra teatret. Enzel havde aldrig været til teater, faktisk, og selvom han trængte til at blive underholdt, her på sine gamle dage, så havde han i hvert fald ikke lyst lige nu. Han havde rejst i dagevis, på sin vej fra tusmørkely og hjem, og han havde sovet ringe på de kroer der lå på vejen. De kroer, der ingen konkurrenter havde i miles omkreds.

”Hov, stands kareten,” Enzel bankede på væggen til kusken, og straks blev den godt pakkede karret, drevet af to heste, standset ved fødderne af den omvandrende blonde mand, som Enzel havde genkendt igennem mørket. Enzel åbnede karetdøren, og afslørede sig selv for ham.

”Brug for et lift?” Finneas havde været væk i hans tanker i over to uger. Men nu var han tilbage i Dianthos igen. Enzel havde gjort sig fin, selvom han skulle rejse langt og befandt sig alene i en lukket karret det meste af tiden. Han havde tilmed parfumeret sig, men det var ikke helt nok til at skjule dunsten af fremmed mand. Der ventede ham et varmt og længe ventet skumbad, når han kom hjem, inden han skulle tages imod af sin mand.

Og hvad Enzel endnu var uvidende om, en passiv aggressiv note på hans skrivebord.

Vinden trak let i håret på vampyren og han lod hænderne blive puttet tæt i lommerne, kulde kunne nu alligevel godt ramme denne fyr, men han rystede det af sig. Men blikket løftet sig faretruende op som kareten standsede og vendte sig halvt mod døren som åbnede sig. 

Den zalans fine halvkat sad der og førte sig frem, skønt han duftede godt af sine parfume kunne han ikke helt gemme lugten af mand på sig. Overvejer så Finneas tilbage mod teatret som afventede ham (eller blot dens gæster for at vende retur). 

Uden egentligt at svare, valgte han at træde ind i vognen og lukkede døren bag sig. Han satte sig over for Enzel. Benene spredt for at gøre plads til bordelejerens ben kunne være tæt og fine. “ Du dufter af menneske “ svaret han og lod blikket sænke sig fast på de blå øjne. Intet i Finneas indikeret munterhed, men snarer ophidselse og frustration.

Det selvsikre, rolige smil der velkommede den stakkels, ensomme vandrer, gled lidt i sig selv, da Finneas uden ord tog imod tilbudet. Allerede nu kunne han mærke på ham, at han ikke var helt tilfreds med at blive efterladt uden ord. Enten det, eller også var det noget Enzel forstillede sig…

Han lukkede karetdøren efter ham og lænede sig tilbage i sit polstrede sæde, med krydsede ben og hænderne fornemt lagt på sit ene lår. Han tog et godt kig på ham og følte kulden.

Men det var først da Finneas nævnte at han kunne lugte menneske på ham, at han for alvor gøs. Og han frøs lidt fast på sin siddende stilling, øjnene mere stirrende end normalt. Han kan lugte ham på mig…! Lød hans tanker panisk. Men så kom hans indre selvstændige vildkat ham til undsætning, og han forsvarede sig selv med, at det var hans ret at besøge sin elsker, uden at skulle meddele ham om at han tog ud. At han ikke havde lovet ham noget, nogensinde…

Han sank lidt sammen. Prøvede med et smil, der virkede lidt prøvende og desperat. ”Dufter… ligefrem?” Lo han smånervøst. De roligt hvilende fingre, begyndte nu at nive lidt i silken. ”Der var.. ahem… Der var brug for mig…” Forklarede han med en rømmen. Han nåede ikke at skrive. Det ville han gerne fortælle ham, men Enzel var virkelig dårlig til at være i den undskyldende position. Og det ville i øvrigt også være en løgn, for Enzel havde haft uger til at skrive hjem, men han havde været travlt optaget. Når han ikke havde parret sig med sin elsker, havde han sovet og gjort sig klar til at han skulle komme igen. Han havde måske læst og spist lidt, og så sov han videre igen.

Trods for velbehaget i at være tilbage lænet, lænede han sig en snert frem. Albuen og underarmen af den ene arm lå på skødet og den anden strakt sig frem, uden at være fuldt udstrukket, rørte han let ved silken af Enzel. “ Du vil hade mig for at sige stinke, når du vidst føler jeg stinker af død “ måske en smule direkte og bitter i udtalen, men han duftet ikke just af liv, men lugten af død hang ikke på ham. Der var ingen reel duft på ham. 

Blikket skænkede sig let, overvejet mulighederne, for så at se tilbage mod Enzels øjne: “ Skulle han have hjælp til få trukket væsken ud? “ trods for hvor pænt det blev sagt; var det alligevel ganske vulgært. 

Hvad der nagede Finneas mest, var måde at han gjorde alt for at vende ham mod Valdemar, at han skældt ham ud for at være tidsspilde nå der havde været vigtigt den nat og at han så bare rejste, noget som han tilsyneladende selv havde problemer med. 
Moralen var høj, men hans dobbelt morale var bjerghøj.

Men Finneas slap alligevel silken mellem fingrene og lænede sig tilbage og lagde pænt hænderne i folder i skødet. 

Hvis han havde været i tvivl før, var han det i hvert fald ikke længere. Finneas var bitter over at han var taget afsted. Hans blik var forundret, men øjenbrynene pressede sig rasende sammen, da det gik op for ham hvor vulgært han talte om formålet med hans besøg. Det var kærlighed…! Enzel var ikke taget så langt bare for at være eskorte for en eller anden tilfældig.

I reaktion til Finneas arrogance, fløj Enzel hånd op, klar til at slå ham. De isblå øjne lynede rasende over en sådan fornærmelse. Men Hånden bliv stille hængende i luften, som om en usynlig hånd holdt ham fysisk tilbage fra at smække ham den flad.

Hvorfor han ikke slog ham, vidste han ikke helt selv. Han fortjente den flad… Men så alligevel ikke. Der var alligevel en lille del i Enzel, der godt forstod… Og havde ondt af ham… Det var ikke fair at Enzel havde fundet kærligheden, og Finneas havde forelsket sig i den forkerte…

Hånden sænkede sig… ”Hvad bilder du dig ind… Når du tilmed ville ønske at jeg ville gøre det for dig…!” Enzels stemme hævede sig kun lige nok til, at det var bemærkelsesværdigt. Kareten holdt stadig stille. Finneas måtte hellere komme med en god grund til, at han ikke skulle smide ham ud nu.

Øjnede åbnede sig let udvidende som hånden hang afventende og frøs i bevægelsen. “ Slå mig “ udfordret han Enzel. Næsten som han lænede sig frem og lod hånd ligge lige ud for hans kind før han lænede sig tilbage som han så halvkatten give op. Tøs. Lød tanken stille. Enzel var mange ting, men den manipulerende side var for længst forsvundet. 

“ Kom ned fra hesten. Du skal ikke svinge dig om med de udtalelser, når det hele alligevel er tidsspilde for dig “ 
Hungren steg stille i ham, men for blod eller sex var et tippepunkt. 

Finneas kiggede let til siden og bankede om til kusken for at han skulle stoppe. Bare vente. 

Han samlede benene let så de indrammede Enzels. “ alt for dig, min ven “ summede han. genkaldte Enzels egne ord fra sidst. 

Slå mig? Var det en advarsel, eller hvad? Et ’Slå mig, og det er slut mellem dig og mig’? Enzel ville ikke helt tro på det.

”Hvad?” Det var det rene vulapyk, når man ikke lige fangede, at Finneas citerede ham i første omgang. Men Enzel syntes at kunne huske tilbage… mere end to uger tilbage, til måden hvorpå de havde skiltes sidst. Man kunne se på Enzels ansigt, at der var noget der gik op for ham. ”Hold nu op…! Du var nox-påvirket og kunne ikke huske en skid..!” Finneas vidste lige akkurat hvordan man skulle sætte hans pis i kog, og Enzel var alt for træt til at diskutere med ham. Han var lige kommet fra en dejlig ferie, men en hård rejse hjem.

”Og du skal ikke bestemme over mig. Jeg gik aldrig med til din aftale om hvad vi måtte tale om eller ikke tale om.” Den gamle snak om at Finneas ikke længere ville plage ham, og at Enzel ikke længere måtte bruge sine forførende øjne eller sin gramsende hånd på ham mere.

Det var dengang de kyssede… huskede han, alt for tydeligt… Lige der midt i kundemodtagelsen.

“ Du løj for mig! “ bed han så tænderne blottede sig arrigt for han. Finneas følt sig mere og mere ramt af sin egen forbandelse end tidligere. Enzel ramte alle de rigtige knapper og bevidst, såvel ubevidst, fik han en ønsket effekt. Finneas var enten tilbageholdende, rationel og afvisende eller glubsk. 
Men det var ikke blod tørsten som hev i ham. Ikke som det primære, det simret i baggrunden af alt det andet. “ Jeg gider ikke dine løgne, forstår du? “ det brændte i ham, at spørge om det var hvad Enzel foretrak at knep sig uden om, men de var ikke der endnu. De kunne skændes; og de skulle skændes. 

Men hans øjne smallede igen. Ildevarslende for hvor det måtte ende henne. “ Så tal, for du er tydeligvis utilfreds med du ikke er det eneste individ i min så ellers sørgelige tilværelse “ kommenteret han og strammede benenes tag en anelse mere. De havde så meget at tale om; så meget at knep om, så meget at dræbe for. 
Men han ville ikke dræbe for Enzel. Skulle nogen dø, skulle det være ubetydelige mennesker som ikke var i eller af uniform. 

“ Hvordan vil du helst betale mig, Enzel ? “ blod eller sex. Det har hans eneste muligheder og Enzel foretrak tydeligvis når han var varm, så måske det var en nem handel. De kunne tilligemed lave bidet i håndfladen ved ægteskabpagtens ar, så han ingen nye ar fik. 

Halvkatten virkede meget ubekymret over at blive anklaget for at have løjet, hvilket var en tydelig indikator for, at han ofte løj. Men han sprang alligevel mere tilbage i sædet og flyttede sin hånd hen på skaftet af den rubinske daggert, der troligt hang smukt i hans bælte. Finneas tænder blottede sig jo, og mindede ham om hvor farlig han var, og Finneas plejede at skjule dem for Enzel, så godt som han kunne. Og det var også derfor han kom sig hurtigt over chokket… Enzel troede ikke for alvor på, at Finneas kunne finde på at gøre brug af dem, uanset hvor vred han var… Hånden flyttede sig straks fra daggerten igen.

Så tal. Enzel smallede sine øjne hadefuldt. Finneas havde tilsyneladende fanget hans jalousi han havde til den dreng, han endnu ikke havde set eller hørt særlig meget om. ”Hvor er du dog ynkelig at beklage dig sådan til mig… Jeg har ikke noget at tale med dig om.” Fnøs han og drejede sit hoved til side, hagen hævet. ”Og du får ikke et ravstykke fra mig, så gå med dig. Du har ødelagt min aften, endnu engang.” Han ville åbenlyst have krystaller for sit arbejde, jo. Men Enzel vidste ikke at han faktisk havde færdiggjort kontrakterne. Indtil nu havde han levet med, at han endnu manglede at gøre det færdigt.

Øjnene flikkede fra halvkattens ansigt ned hvor hånden fór hen, men tilbage til ansigtet igen. Enzel måtte aldrig glemme at han var den eneste af de to som kunne blotte tænder i arrigskab og for at vise sin tydelige utilfreds. 
Det ville være en sådan naturlig ting at tvære ham ind i spindelvæv, men Finneas vidste at der var ikke nok protein i hans krop til at gøre det. 

" Du har mere end rigeligt at tale med mig " sagde han og rykkede sig frem på sædet så knæene stod mod sædet Enzel sad ved og han placeret hånden mod håndledet der holdt ved daggerteren. " Du ødelagde min rude, forsøgte at få Valdemar smidt på gaden og forlader dig dine forpligtelser sig noget du hader så voldsomt " mennesker i sig selv, at han så elskede denne Phil-noget, var den anden side af sagen, men stadigvæk et menneske. 

" Og jeg vil ikke hav rav som betaling " tænderne blev stile gemt væk igen, men blikket var stadigvæk lige intens mod halvkatten. Det ville blive en dyr tur i karaten, specielt når de sad så stille som de gjorde. Men i sidste ende ville han alligevel have glemt sin handel, glemt om han var blevet betalt eller ej. Mad var mad, og hvis ikke Enzel ville ligge ud, måtte kusken. De havde hele natten. 

Så tæt på…! Finneas hånd var på hans, og munden var så tæt på ham, at han følte… selvom det ikke gav mening… at han ville bide ham. Det var Enzel slet ikke vant til…! Han brød sig ikke om at blive set på som var han mad. Hans hjerte slog nu hurtigt, og han var meget bevidst om, at Finneas både kunne høre og lugte ham, så tæt på som han var kommet.

”Slip mig!” Han flåede sin hånd til sig. Ville ikke røres af ham… Og så sparkede han ham hård i maven med det ene frie ben, der ikke var klemt inde af nærværet af den andens krop, for at sende ham tilbage på sin plads. Han sparkede så hårdt han kunne, fordi han vidste at han skulle rammes meget hårdt, for overhoved at lære af det.

”Jeg går ikke og smadrer ruder, jeg har bedre ting af tage mig til! Men selv hvis jeg havde smadret din rude, så fortjener du flere huller i ruden…!” Idiot! Enzel var fast besluttet på at holde fast i, at han ikke havde noget med den forbandede rude at gøre. Det var svært at indrømme, for det var et pinligt øjeblik i hans liv, og det afslørede jo bare, at det var gået ham på, at Finneas ikke var hjemme. Det afslørede netop, at han ikke havde bedre ting at tage sig til… ”Hvis du nærmer dig igen, så får du min daggert i øjet!”

Alt hvidnet og sortnet og følte at gå i flimmer som han mærkede foden i maven presse sig op, at han næsten følt den i lungerne med tarmene slynget om foden. Finneas bukkede forover af mén i første omgang, da foden til sidst forlod hans krop som den havde markeret ham. 

Kunne hans øjne skifte form som dyrenes når de så sort, gjorde de. Men intet kom ud fra ham, andet end et brysk støn af ubehag og munden der åbnet sig vidt op, for så at blive bidt sammen, før han faldt let tilbage i sædet igen. Meldingen var så klar, som noget kunne blive, det var der i sandhed ingen spørgsmål om. Absolut ingen tvivl om. 
Finneas hævet brystkassen i frustration og lod tunge glide forbi fortændernes ydre side, før han rykket hånden op under hagen og så til siden. " Du er sygelig jaloux på en du ikke vil have, hav noget tillid til dine instinkter " sagde han og valgte at åbne døren og trådte ud, som det ikke krævede mere end et skidt. Kusken sad blot der og ventede i mærket, eller med sit vage lys for sig selv. 

Finneas smækkede døren i, men så den brød op igen. Han forsvandt op ved siden af kusken og før der kunne tages stilling til noget, havde han trukket hoved og skulder let fra hinanden og boret sine tænder i ham. Hånden på hovedet holdt for munden med et stram tag. Varmen spredte sig hurtigt i vampyrens krop, lysnet ham op og gav ham følelse af liv. Kusken skulle nok overleve. Måske. Det var svært at vurdere på stående for lige nu. 

Sygelig jaloux… Hvad var det dog for en kattepine han var havnet i. Han gjorde ikke noget for at stoppe Finneas fra at gå ud. Han var alt for farlig sådan her. Enzel havde stødt på ham på et alt for dårligt tidspunkt, og skulle nok bare have ladet ham jage føde i fred… Men ærlig talt havde det blæst ham bagover at se, hvordan han var, når han ikke havde blod. Han var jo mere monster end mand…

Og det var hvad han tænkte, efter kun at have følte hans sult i hans blik et ganske kort øjeblik… Han anede ikke hvad der ventede hans kusk udenfor. Nu, først da karetdøren smækkede i, kunne han endelig læne sig tilbage og puste ud, efter at have været bange. Hjertet ræsede afsted… og han var vred og rasende, træt og irriteret!

Han skulle lige til at banke på væggen til kusken, for at lade ham vide at han kunne fortsætte turen hjemad, og tog så i døren for at lukke den, da han mærkede noget/nogen bestige vognen, så den gyngede let. Og så kunne han høre at der blev banket hårdt tilbage mod kareten – mere som om at kuskens hoved blev slået tilbage i væggen, end et let bank med knoerne.

”Finneas!?” Skreg Enzel op forskrækket. Han vidste ikke hvor modet kom fra, men han sprang op og tøvede ikke med at gå ud til ham, og manøvrerede sig op på førersædet, hvor Finneas havde overfaldet hans kusk. Han var allerede ved at drikke fra ham, og selvom alle andre ville fryse på stedet, overfaldt Enzel Finneas bagfra med et jerngreb om halsen på ham. Armen der kvælende var om Finneas hals, var faretruende tæt på det blodige bid…! ”Stop det! Lad ham være…!”

Det lignede bestemt ikke Enzel at være nogen helt, og da slet ikke hvis han selv var i fare. Men kusken ville ikke have været her, hvis ikke det var fordi han var ansat af ham. Og de havde været få kilometer fra deres endedestination, og så havde han været uden for fare. Den stakkels uskyldige birolle i Enzels liv…

Enzel var ikke svag, trods hans spinkle figur. Men en sulten vampyr havde kræfter fra oven, når der var blod i sigte. ”Finneas!” Kaldte han igen, for at vække ham fra hvad end der skærmede ham fra logisk sans.

Grebet om halsen var det første der rykkede lidt i Finneas. Det fik kun vampyren til at bide mere fast, som han pludselig var villig til at dræbe. Bide til som han var en varulv der ville flå kroppen fra hinanden, men bidet løsnet sig og kusken var endnu med godt blod i sig, ganske skræmt og på tippen til at besvime, men om det var af blodmangle eller af skræk var ikke til at sige for Finneas. 

Men det andet kald af hans navn fik ham til at slip kusken helt, men den ene hånd som havde holdt på husken flyttet sig om bag til, som han holdt Enzel oppe, da han endnu lå over hans ryg med jerngrebet om halsen på ham. 
Stille rejste han sig fra pladsen med Enzel på ryggen og trådte ned og begyndte at gå, han slap ikke Enzel fra at hoppe med. Han vandret dem væk fra åstedet. 
Lod det ligne at Enzel også var et offer for overgrebet, at han var væk. Forsvundet. Hvis altså han tillod at blive trukket væk. " Han overlever " mumlet han og lod den frie arm tørre sig om munden for ikke at spilde blod på silken under hagen. " Lyver du igen, overlever han ikke " de kunne lige så godt være ærlige. 

Finneas var ikke go nok for Enzel som menneske og jurist, men som vampyr var han ikke det rette element, for han føjede sig ikke for ham og hans ønsker, ikke helt. Tæt på. Men han valgte selv hvilken retning Finneas skulle gå, og han havde intet i mod vold når det kom til stykket, det krævede blot .. den rette stemning. 
Skønt at Enzel og Valdemar havde set hver deres version af Finneas, havde de begge nu oplevet ét fælles punkt. Blodtørsten. Som mennesket og som vampyren havde. 

Han anede ikke hvordan han gjorde det, men han gjorde det…! Han blev hængende i Finneas for alt i verden, både for at sikre sig at han holdt sig væk fra hans kusk, der nok, uanset udfaldet ikke var i stand til at køre ham helt hjem. Og hestene blev efterladt urolige, og dem måtte en tilskuer til episoden få ro på, før hestene løb afsted med den kidnappede bordelejers ejendele.

Enzel rev og slog nyttesløst på Finneas, da de var trukket væk. Uanset hvad han gjorde var det dog uden kræfter nok til at gøre alvor af slagene. Han havde bare ikke ord for hvor dum han syntes Finneas var lige nu…! Hvor ufatteligt dum…

”Hold op med at true…!” Enzel var skræmt, men ikke så skræmt, at han ikke kunne kommandere rundt med ham. ”Hvorfor gjorde du det!? Hvorfor bed du ham?!” Han holdt op med at slå til hans brystkasse, men knugede sine hænder i hans bluse og pressede sit hoved mod hans krop, og skjulte derved den pinsel der malede sig i hans ansigt. Han var vred. Han var bange... Men mest vred...!

Det var ikke i deres natur at vandre omkring på denne måde, at han gav riddeture eller at Enzel red. Slet ikke i denne forstand, ikke at de nogensinde havde haft den fornøjelse at gøre det. Hvis bare, ikke?

" Det var dig eller ham " svaret han og ført den anden hånd om til den anden for at holde bedre til under Enzel så han ikke faldt af. Al den hensyn til det forbandede silke, at han næsten fortjente en guldmedalje for sin gæstfrihed og betænksomhed. Han havde endnu en form af ubehag i mellemgulvet fra sparket, men det måtte han tage og brok sig over senere. " Jeg har ikke spist siden jeg fandt ud af at du ikke var i byen " svaret han efter lidt på hvorfor. Det var så omkring halvanden uge, og det var alligevel en god rums tid for en som drak cirka hveranden dag, et glas eller to når det var, men det var stædighed. 

Han lod Enzel tvære sin male ind af i ham. " Valdemar er ikke dit problem, som Phil-noget ikke er mit " skulle de trække streger op, skulle det være ens for dem begge. Gik Enzel efter Valdemar, ville Enzel gå efter Phil-noget. 

Enzel var ikke i tvivl om, at når Finneas sagde at det var ham eller kusken. Enzel havde virkelig følt sig sidestillet med et lækkert måltid mad, i det øjeblik han havde Finneas tæt på sig. Det havde virkelig været væmmeligt… Men derfor skulle han ikke bare æde hans kusk…!

”Hvad…!?” Det lød som om at Enzel var følelsesmæssigt ude af stand til at følge med alle disse oplysninger. Finneas var slet ikke sig selv, og nu havde han tilmed sultet sig selv, bare fordi Enzel havde været udenbys…!? Svarede det ikke næsten til at han havde været selvmordstruet, eller sådan noget? Var det med tanken om at straffe ham, når han kom tilbage, eller hvad!?

”Du skal ikke sulte dig selv, hvis du bliver sådan her.” Finneas fik sig nogle nyttesløse slag og spark igen. Straffende slag, der var trætte efter slåskampen ved kareten. ”Og du skal slet ikke true mig! Jeg er ligeglad med Valdemar eller dig. I kan udhule hinanden, hvis det er det i vil! Det skal ikke gå ud over mig!” Det var hverken Phillippe eller kusken han tænkte på lige nu. Nu var det ham. Selv med flere liv til at beskytte sig med, var han særligt udsat på grund af sin historie og sin ilter personlighed. Han kunne let have mistet et liv her til aften. ”Jeg hader dig. HADER dig!” Og denne gang slog skubbede han Finneas hårdt ind i en stabel kasser med kartofler og gulerødder.

" Stop med at spark og slå! " bed han og så sig selv så godt over skulderen han kunne får at se den anden i øjnene. Måske man kunne takke sig selv for at det skete, når man slæbte rundt på den anden på ryggen som han gjorde. Men de måtte lidt længere væk, lidt længere ind i skyggen. " Jeg bliver sådan her, når man presser mig nok " mindre detalje. 
En deltajle som kunne komme Enzel til fordel i det lange løb – måske. 

Som Finneas ville til at få Enzel af sin ryg for at svare ham omkring den udhulende kommentar, fik halvkatten ramt nok til at Finneas både fik løsnet grebet som holdt Enzel oppe men også at han trækasserne at kysse. Splinter der ville kunne mærkes men ikke ses dagen efter. 

Den store hånd, kontra Engels, satte sig på kassen med spredte fingre og han så om på ham. " Du vil have dyret i mig til at gøre det beskidte arbejde for dig, juristen af mig til at redde din røv fra de problemer du laver for dig selv og for en gang skyld vil du ikke foresøge at hore dig ud af det? " lange han ud og trak den ene skuldre op, som han løsnet lødet for sig.

Men han afholdt sig fra at krølle silken. " Var du ligeglad, havde du ikke givet ham skylden for dine småligheder ". Finneas kunne stadigvæk være alt hvad Enzel ville have. Han krævede blot at halvkatten opførte sig som en mand og ikke et barn. Og selvfølgelig ikke lå med den tamme ægtemand eller det dødelige menenske.

Enzel havde håbet på at skubbet ville sætte en stopper for hans talestrøm og uendelige krav til hvad han skulle lade være med. Han havde håbet på at han kom til skade… selv bare for et øjeblik, inden sårene healede, så han kunne få det øjebliks fred. Men selv hans mest kraftfulde skub rørte ham ikke, og han kunne mærke at han var håbløst svag og opgivende træt. Det var så hans øjne dirrede efter at græde, og Enzel fældede sjældent tårer på grund af vrede… Han græd når han kom i den situation, hvor han følte afmagt. Og lige nu var han tæt på.

Hørte han ikke hvad han sagde? Enzel virkede selv ret døv. Men hvert et ord blev opsamlet. ”Jeg vil ikke have noget som helst fra dig…! Du er en fidusmager! Du ville æde mig fordi du selv er jaloux, og ikke fordi jeg smadrede din rude eller dit forhold dit menneske. Indrøm det…!” Daggerten var nu trukket, og han pegede i hans retning uden tøven.