Ja Faust var igen ud på en af sine mange rejse, som altid og den her gang var han så kommet til Flodlandet, det vart ikke første gang at han var her men nok en af de få gange, hvor vejret var så dårlig som det var lige nu, vejret havde ellers var godt det mest af dage, men da det blev tidlig på aften, sket der et eller andet med vejret og det begyndt at blæser op og kort efter begyndt regne også bare at kommer ned, i store tung regndråbe, og så han husker det var han et godt stykke vej fra et sted med læ.

Derfor havde han forvandle sig til sin ørneform efter han havde pakke sine tinge og tøj fat til sin rygsæk, da hans ting ikke kom med når han forvandler sig til et dyr, derfor måtte han bære sine tinge, i sine dyrformer, han var dog glad for at han var større inden normal dyre var, efter han var blevet til sin ørneform, tog han fat i sin ryg og begynder at flyve med den, den var tung og han vil ikke kun flyve alt for længer med det, men det gik hurtigere frem for han skulle gå igennem skov, selvom det var lidt læ i skoven men han vil blev gennem blødt alligevel.

Han havde fløjte noget tid nu og var nødt til at lande, da det var blevet for tungt at flyve med sin rygsæk, hvor hen han lande i skoven havde han ikke lige styre, men nu var det også mere vigtig at finde et sted hvor der var læ, da han landet og fik forvandle sin tilbage til sin menneskeform, tog han hurtigt sin rejse busker i en brunlig farve på, samtid en skjorte i en grålig farve, som var gennem blødt men heller det inden at gå rundt nøgen, selvom der sikker ikke var nogle her ude i dette her vejr, resten af hans ting lo han bliver på rygsæk, kort sværdet, den lille kamp økse, lang bue og pile kogger, samt sin bjørneskind kappe, den vil heller ikke hjælp meget da den også var gennem blødt som resten af ham.

Han havde ikke gået længe før han stopper op og synes at kun ser svagt lys længere frem, hvem var dum nok til at være herude som ham, han begyndt rolig at gå tætter på og jo tætter han kom på det svagt lys, kun han ser at det kom fra en åbne, ikke nogen stor en men en åbning, da han kom hele tæt på det, kun han ser at det var en dør, den var godt skjulet, da det ikke ligner en bygning men mere en kæmpe bunke jord, den havde han ikke set hvis ikke dør stod åbne, han banke på dør ikke sikker på at person vil kun gøre det på grund af vejret, han gik ned på alle fire og tog rygsækken af, hvorefter han begynde rolig at kravle ind af åbning og trak sin rygsæk efter sig, ”hello er her nogle, jeg vil ikke noget ondt, søger kun ly for vejret” sagde han rolig ind, i håber på at der ikke var nogle som hoppe i hoved på ham.

Nianna havde været i fuld sving i sin lille hule, efter hun var vendt hjem efter en lang rejse. Lysningen var endelig tilbage til sin oprindelige stand, de mange bærbuske var plejet, ukrudtet luget i hendes lille grøntsagshjørne, hvor jorden var blevet luftet. Og efter nogle lange udmattende dage, var der nu kun hulen tilbage. De mange skind på hendes lille sengeplads var blevet banket inden regnen begyndte at vælte ned, så luften i hulen var blevet væsentligt forbedret derinde.
Gulvet var blot jorden, men med de mange år tilbragt der, var jorden blevet stampet helt hård, som havde det været et sten gulv, der nu kunne fejes for skidt. Foruden ildstedet udendørs, havde hun fået bygget ind i væggen et lille ildsted, med luftudtræk op igennem jorden og ud gennem mosset der groede på taget, så hulen ikke blev fyldt med røg, når hun tændte et lille bål derinde for at skabe en behagelig lune. 
Afslappet sad hun over på sin lille sengeplads, det var kun hævet et ganske let stykke over jorden, da højden i hulen ikke var overvældende, hun kunne kun lige selv stå oprejst, da der fra indgangen var et lille trappe stykke ned på 2 trin. Hun sad afslappet i skrædderstilling på sengepladsen, hendes øjne var lukkede mens hun blot lyttede til vinden og regnen udenfor, og den sagte knitrende lyde fra ilden, der støt brændte sig igennem de små træstykker. 
Ved siden af ildstedet, var der en lille stak med flere træstykker, men det var udenfor på bagsiden af hulen hvor hun havde et større lager, da det ville optage for meget plads inde. Hun havde lavet nogle små uddybninger ind i væggene, hvor hun opbevarede de ganske få ejendele hun havde samlet igennem sit liv, og nogle ganske få stykker beklædning. De kostede for mange krystaller, krystaller hun ikke ejede, så hun vogtede over de få ting hun havde og hun havde vist sig at være formidabel til selv at lave klædestykker ud af skind fra dyr hun fangede i skoven. 

Da der pludselig lød en uvant lyd fra den lille trædør, trak hun sig op imod væggen, for hvem havde fundet hendes lysning? Havde hun glemt at lukke hendes skjulte passage igennem buskadset. Angsten skød op i hende, da hun aldrig før havde oplevet nogen finde derind, som hun ikke selv havde inviteret, og da døren gled op følte hun nærmest at hendes hjerte var på vej ud af hendes krop. Og da en skikkelse, meget større end hendes egen kom til syne i lyset fra det lille ildsted, sad hun presset helt op imod væggen bag sig, i modsatte ende af hulen. Hun bed sig selv i tungen, for hendes tale var forbedret, men på ingen måde god, så hvordan skulle hun kunne tale til denne fremmede. "Hvordan?" lød det bange for hende, for hvordan var han kommet helt ind til hendes hule i lysningen.

Jo mere han fik kravle ind ad åbning som han stadig ikke rigtig vidste, hvor vil føler ham hen, den blev dog lidt større ikke meget men lidt gjorte da lidt, det var en lille bolig kun han ser da han kom længe ind, og kiggede kort rundt og kun ser en kvinde, der ligner alt af mest at havde set et lig, eller var hun bare ikke vant til at ser andre personer, han skubbe rolig sin rygsæk længe tilbage, så hun forhåbentlig ikke ser den, da hans våben var på den, han lyttede til det hun sagde og smiler rolig til hende, ”deres dør stod åbne” sagde han langsom, da det lød lidt til at hun ikke havde den bedste taler.

Men hvis hun ikke så nogle andre havde hun heller ikke bruge for det, men hvad ved han om det, nu hvor han tænker over det, havde han så set ikke lukke den lille trædør efter sig, men han vidste så set heller om han skulle hurtigt ud eller ej, ”jeg er Faust, jeg søger ly for vejret” sagde han langsom og kiggede på hende, han havde ikke flytte på sig, da han ikke vidste om det var en god ide at kravler ind eller om han skulle kravle tilbage og måtte finde et andet sted at søger ly for.

Ellers var det bare han udseende som skræmt hende, som han enlig godt kun forstår på en måde, han var gennem blødt og han havde været på fast i noget tid, så han kun sikker godt bruge at bliver klippe på håret og skæget, men han har ikke lige haft mulighed for det.

Hendes blik flakkede nervøst hen over manden, som havde trængt ind i hendes hjem. Havde hun efterladt døren åben, måske vinden havde taget den, for hun var i tvivl om hun havde husket at haspe den. Kort sænkede hun blikket, mens hun vendte det igen og igen i hovedet, da hun var kommet ind, hun så sine bevægelse nærmest ude fra, og ganske rigtigt havde hun glemt haspen, der holdt døren tæt, men det var ikke døren hun havde hentydet til, nej det var hendes lysning som igennem 16 somre havde holdt fremmede ude, hendes mur af buskads var uigennemtrængelig hvis ikke hun åbnede passagen. 
Den eneste anden vej ind, var fra luften men han så ikke ud til at have vinger som nogle have, kunne han forvandle sig til en fugl eller bare flyve uden? Hun anede det ikke, men hun løftede et frygtsomt blik imod ham, mens hun iagttog enhver bevægelse han gjorde. "Kan du flyve?" spurgte hun dæmpet, for hun var nød til at vide om hun havde glemt at lukke passagen, for så måtte hun ud i en fart og lukke den.
Da han præsenterede sig selv, gjorde hun et svagt nik imens hun lyttede til resten af hans ord. Han søgte ly. Tydeligvis usikker på hele situationen gumlede hun på sin underlæbe, en handling hun altid tyede til når hun var nervøs og skulle beslutte sig for noget. Hun ejede ingen våben til at kunne forsvare sig med, og han så væsentligt større ud end hun selv var, så hvis han nu havde ondt i sinde, var det måske bedre at føje ham og håbe på at slippe uskadt igennem natten. "Nianna.." svarede hun stille mens hun nulrede sine fingre nervøst imod hinanden. 

Hun sagde ikke meget, det måtte men giver hende og derfor var det svært af vide om han måtte blev heller og han skulle gå igen, ikke fordi han havde noget ondt i tanker, han søger kun ly som han havde fortalt hende, om hun tror på ham eller ej, var så op til hende, han smiler svagt af hendes spørgsmål, ”ja, kan laver mig om til en ørn” sagde han langsom, om hun vil kun forstå ordet forvandle vidste han ikke, derfor brugt han laver om i sted for.

Han smiler rolig til hende da hun fortalt ham hendes navn, ”hyggelig at mødes dem Nianna, må jeg blive her til det, bliver bedre udenfor” spurgte han og kiggede på hende, han havde jo ikke rigtig fået noget svaret på om han måtte være her eller ej, han kun godt ser på hende at hun var nervøst, der var også en af grunde til at han ikke bevæger sig, han vidste stadig ikke om hun vil angriber ham eller ej, han kun godt nok ikke ser nogen våben men de kun lige så godt være gemt, så man ikke kan ser dem.

Hun nikkede ganske stille og eftertænksomt. En ørn, det gav bedre mening, for så var lysningen stadig aflukket. Han måtte være fløjet dertil, men hun vidste stadig ikke helt. Hun kiggede sig lidt omkring efter nogen våben, men hun kunne ikke se noget og ganske stille begyndte hun at løsne lidt op, for måske han virkelig ikke havde ondt i sinde. 
Hun gjorde et lille nik til hans spørgsmål om at måtte blive, inden hun vinkede ham lidt længere ind, i stedet for hvor han var helt sammenkrøllet. Først nu lagde hun rigtigt mærke til hans størrelse, han var meget højere end hende og hun kom til at trække ganske let på smilebåndet, for han virkede nærmest som en kæmpe indeni hendes lille hjem. 
Hun vendte blikket over imod det lille ildsted, hun havde lidt kød til at ligge og stege indeni nogle store blade, så det ikke fik aske på sig, det var ikke meget men god energi til hendes hårde arbejde. "Er du sulten?" spurgte hun forsigtigt, inden hun rejste fra den lille sengeplads og gik over til ildstedet. Hun havde nogle træ redskaber, hun selv havde snittet, som hun brugte til at vende den lille bladpakke med kød indeni.

Han kravler rolig længe inde da hun vinkel ham ind, ja han var næste en kæmpe i hende lille hus eller hvad man skulle kalde det for, han trak sin rygsæk længe ind så den ikke stod i vej men lang nok til at han ikke kun når den, for af viser at han ikke vil hende noget ondt, ”jeg kommer tilbage om lidt” sagde han langsom og kravler tilbage til trædør, hvor han lukke den og så første der at der, var en haspe som han satte i dør, så vind ikke kun tage den, det gik nok ikke at der kom flere uventet besøg, han tror at han er mere inden nok for hende at skulle rumme.

Efter han havde lukke dør til, kravler han tilbage til hende, hvor han kravler over til ildsted, for at få varm lidt og samtid for at prøve at tørre sit tøj, resten af hans tøj måtte tørre på et andet tidspunkt, han rette sin opmærksomhed på hende da hun snakker til ham, ”nej ellers tak, er bare træt og våd som de kan se” sagde han langsom og kiggede på hende, om det var nemmer for hende at forstå ham når han snakker langsom vidste han ikke men nu gjorte han det, indtil hun sagde noget andet.

Han kørt en hånd igennem håret igen for at havde lidt bedre styre på det, selvom det lever lidt sit ejet liv når det var blevet lidt for langt og samtid når det var vådt, selvom det plejer at nemmer med vind havde så gjorte det modsatte ved det, men han måtte prøve at få styre på det når det var blevet lidt mere tør, han sad tæt på ildsted men stadig så hun kun kom til det, hvis hun vil det.

Da han begyndte at røre på sig, holdt hun et vågent øje med ham, så han ikke ville komme tilbage med nogle overraskelser, men til hendes lettelse, virkede det kun til han havde lukket den lille trælåge ordenligt. Hun gjorde et lille taknemmeligt nik med hovedet.

Hun tog en af sine små trætallerkener hun ligeledes havde snittet, og lagde bladet med kød over på det. Bladet var ikke længere brunt, men helt sort af varmen fra bålet. Med forsigtige bevægelser, fik hun det pakket op og en krydret duft blandet med kødet fra haren spredte sig i luften. Selvom han takkede nej til maden, rakte hun alligevel tallerkenen over imod ham af ren høflighed, for det kunne være han ombestemte sig. 

"Du kan blive i nat..." svarede hun med et forsigtigt smil omkring læberne, det hjalp lidt når han snakkede langsommer, især ved længere sætninger da hun skulle finde ordenes betydning i hukommelsen først. 
Inde i hulen var der efterhånden en ganske behagelig varme, nu hvor døren var blevet ordentligt lukket, og et tilpas suk lød fra hende

Han lad godt mærke til at hun holdt øje med ham, hver gang han bevæger sig, på en måde kun han også godt forstå hende, hvis hun var vant til at liver alene som han fik en mere og mere klar ide om at hun gjorte, da hun ikke snakke meget og når hun gjorte var det kort sætninger, han smiler rolig da hun nikker kort til ham som tak, han gættede på at det var fordi han havde lukke trædør og sat hapse for, så den ikke gik op bare lige så.

Blade hun tog ud af ildsted, viser sig at indhold kød som dufte godt da hun fik pakke det ud, men det var ikke længe side han havde spist, godt nok havde flyvetur været hård men ikke nok til at han rigtig var blevet sulte, han smiler rolig til hende da hun rakte den en tallerken over imod ham, ”nej tak, gemt det til dem selv” sagde han langsom, det var høfligt af hede men han havde stadig lidt af spise i sin rygsæk, det var forhåbentligt stadig tør, da det var pakke godt ind og lå i midt af rygsækken.

”Det er jeg glad for jeg må, de må sige til hvis jeg skal gøre et eller andet for dem” sagde han langsom og smiler til hende, så var han sikker på at få en tør natsøvn, hvis han var heldig når han også at bliver tør inden han tager videre herfra, der gik ikke længe før han kun mærke varm så rigtig, det gjorte noget at han havde lukke trædør, han holdt bedre på varme inden han havde regne med at den vil gøre.

Da han stadig pænt takkede nej til maden, trak hun let på skuldrene. James ville være stolt af hende men nok også skuffet over hun havde tilladt nogen at komme ind, mens han var bortrejst, han var virkelig den overbeskyttende storebror hun aldrig havde haft. 
Roligt satte hun sig tilbage på sin plads på de mange skind der forede sovepladsen. Hun krydsede igen benene som før i skrædderstilling, inden hun placerede træ tallerkenen i sit skød, med forsigtighed plukkede hun små stykker kød af med fingrene inden hun kom det i munden. Det var varmt for hendes fingre, men hun var efterhånden så vant til det for hun havde endnu ikke haft held til at snitte en gaffel men kun en ske til når hun lavede stuvning ude på det store bålsted. 

Hun løftede blikket imod ham, da han gav sig til at tale og hun sendte ham et lille smil imens hun tænkte længe og grundigt over om der var noget hun manglede hjælp til. Efter lidt tid kom hun pludselig til at le. “Ik’ snork i nat..” var det eneste hun sagde, inden hun kom et nyt stykke kød i munden at gumle på. 

Jo det var da pænt af hende at tilbyder ham noget af hendes mad, det dufte da også godt men han havde spist, selvom han nok godt kun spise igen hvis det var, men han søgte kun ly for vejret og ikke mad, han vil ikke pakke hende for meget på med til, da han har en ide om at hun ikke vil kun klar det, samtid havde han en ide om at det var hårdt nok i for vej for hende, med at være social og udover det var han også en hel fremme person, så meget mere inden hun plejer at oplever på en dag vil han gæt på.

Han kun ikke lad være med af smiler da hun lo kort og kun enlig godt forstå at hun gjorte det, udefra hvad hun sagde, så han måtte ikke snork, ”det kan jeg ikke lov at jeg ikke gør” sagde han langsom og kiggede på hende, eller jo det kun han godt lov hende at han ikke vil gøre, men så skulle han forvandle sig til sin ørneform eller ulveform, men han plejer ikke at sove som ørn og var ikke sikker på hvordan hun vil havde det, hvis han forvandler sig om til en ulv, han vil kun være herinde nemmer.