Man fandt næsten Eskild oftere i den nedre bydel end det øvre efterhånden. Det kunne næsten godt lige en straf af en art, men han var der mere eller mindre af sin egen frie vilje. Der skete aldrig noget i det øvre og på en eller anden mirakuløs vis troede selv hans løjtnant, at han ikke foretog sig noget hæderligt arbejde, men han så ham sjældent i de andre bylag. 

Så at Eskild ville tjekke op på gaderne i det nedre var ikke nyt, men hvad der var nyt for ham, var noget så stort og levende nærmest fyldte en gade. Han måtte træde tilbage for at se ned forbi passagen hvor det væsen stod og han tog hånden let til nakken. Kløende og små forundret. For hvad var det? 
Sjældent kunne man se en vagt være så længe om rent faktisk at reagere, men han skulle selv lige tage den, og havde det ikke været fordi nogen i krogene hvisket (eller bare var langt væk) om at der stod en drage, havde han ikke haft en fjernest idé, men han var ikke engang sikker på det var hvad det var. 

Selvfølgelig var der en lille spæd kro på den gade, men intet normalt individ ville parkere noget så stort der. Så han trådte hen til kroen, en smule intimideret af det store væsen, men lod sig ikke vise af det, åbnede døren og stod i døråbningen i sin uniform så fin. " Nogen der vil vedkende sig vognen uden for døren? " 

Det var i sandhed en vaskeægte drage, og ikke en vogn, som den blinde byvagt ellers troede. Den røde drage var sadlet op, men uden sin rytter i nærheden, og den havde valgt at lægge sig lige der hvor der var allermest trafik i den nedre bydel. Ikke langt væk fra Det Sorte Marked hvor-end-det-var, og heller ikke langt fra den gode gamle markedsplads, hvor handlende til fods og til hest nu stod og ventede utålmodigt på hver ende af dragen, for at få lov til at passere. De stod og ventede på et hul eller en mulighed for at smutte hurtigt forbi, men da dragen nu tippede om at ligge på siden og strakte sine ben og kløer, fik folk pludselig travlt med at gå en lang omvej i stedet. Visse personer blev dog på pladsen for at se hvordan den enlige byvagt ville begå sig med den dovne, røde rubindrage.

”Det må være de der vogtere, der er kommet til byen. Deres drager har skabt en del problemer, siden de ankom,” Lød det fra en ældre mand, der syntes det hele var noget pjat. Han håbede nok på at byvagten kunne få sat gang i dragen. Ja, han havde selv prøvet at prikke lidt til den med sin stok, men lige meget hjalp det.

Nogle unge piger, der kiggede ud fra vinduerne, småhvinede og begyndte at hviske til hinanden om de flotte drageryttere.

Rubindragen rumsterede lidt i den dybe gane, som for almindelige mennesker godt kunne lyde farligt. Men for en drage-kender, var det blot lyden at en træt og doven drage. Det lød som om der var et helt maskineri derinde, i dens huleste inderste.

Elemér var på vej. Men fra den anden side. Han kunne se hvordan nogle mennesker havde samlet sig for at kigge, og måtte selv pænt bede folk om at gå til side, så han kunne komme forbi. ”Må jeg komme forbi? Må jeg komme forbi? Undskyld! Jeg skal bare lige…” Elemér fik banet sig forbi de modigste, der stod forrest, og kom endelig dragen i møde. ”Årh Dion! Ligger du der og hygger dig?” Uden frygt for dragekløerne stillede han sig hen til dens mave, og klappede ham hårdt udenpå den skældede hud, så dragen kunne få lidt ud af det. Dion, som dragen hed, strakte sig endnu engang og flyttede på halen, så en stabel med tønder væltede og trillede ned ad bakken, ned mod den menneskeflok der havde stået og kigget på. De løb skrigende bort og kastede sig til alle sider, for ikke at blive tromlet ned.

Elemér fik endelig øje på vagten.

Ingen på kroen lod sig reagere, men med god grund, de var gået derind for at vige uden om bæstet. Så da han kunne træde ud igen og bare stå med front mod det skide bæst, måtte han overveje hvad der egentlig var at gøre. Han kunne af grunde grunde ikke bare skub den væk, der var samtidig også risikoen i at irritere den så den brændt byen ned, og det var ikke helt i hans ønske. Uanset hvor sandsynligt det end lød, ville Eskild ikke brænde byen ned. 

" Jeg kan trøst dig med, at der ikke er de problemer i den øvre bydel, men nok også fordi der er pladsen til dem ved slottet " som det eneste sted i byen nok. Men han havde dog ikke været løbet ind i en eneste af de drage rytter, så hvordan det overhovedet var gået så vidt til, at han skulle rende ind i en af dem nu. 
Men når han tænkte over det, var det måske meget godt. For som han lyttet til bæstet, kunne han nemt konstatere få ting, det sov ud fra vejrtrækningen og hjerterytmen, dets hjerterytme var noget for sig selv, og så var den bare varm af fornemme. 

Men som en møvede sig forbi, lod Eskild sine varme falde let over kors og han afventede personen der måtte mase sig forbi. Dion? Hed bæstet det? Eskild måtte virkelig gøre meget for at overveje situationen, brynene vandt kort vej til panden som han himlede over situationen. Lyden af tønder der væltede, fik Eskild til at lukke øjnene træt i og ryste let på hovedet. " Hvis den hedder Dion, hvad er så dit navn, Dragerytter? " der var ingen forståelse at hente fra Eskild. " - for den må ikke brede sig på gaden som den gør og den gør folk utilpasse " og han lavede et nik over egen skulder for at give den friske dragerytter et hint til pøblen bag sig. 

Der hvor Elemér kom fra, var drager en fast del af samfundet. Skulle der bygges et hus, byggede man udenom dragerne. Og man forsøgte ikke at flytte på dem. Her i Dianthos, virkede det ikke som om at folk havde den mindste smule sans for, at det var farligt at stå lige ved en drages hale. Det var oftest halen der var det mest farlige, og ikke hovedet, som de fleste nok ville tro.

Elemér som godt vidste hvordan ordensmagten så ud her i byen, forstod godt at han skulle tage byvagtens ord alvorligt. Men han var ikke sikker på at han forstod hvad problemet var. Men måske var det i virkeligheden vagten der ikke forstod noget som helst her. ”Mit navn er Elemér,” Svarede han. Det var det. Der var ikke noget efternavn på ham. Det vigtigste var jo at han var dragerytter, og derfor også en af dronningens gæster. Han håbede ikke at han ville få problemer med byvagten. Han forsøgte at trække lidt undskyldende på skuldrene.

”Jeg er ked af det, men… Rubindrager bryder sig ikke særlig godt om at blive vækket fra deres lur. Desuden er han teenager, og gør lidt som det passer ham, lige for tiden…” Elemér selv lød temmelig udmattet. Han havde tydeligvis en masse bøvl med sin drage.

”Måske, hvis nogen ville hente nogle høns, så kunne vi lokke ham op. Men mindre end 8 fede høns, vil nok ikke kunne vække en drage af hans størrelses interesse.” Han smilte lidt, for at bløde den halvsure, jævnaldrende vagt op. Der var ikke så meget Elemér kunne gøre. Det var ikke fordi han ikke havde prøvet.

" Så dragerytter Elemér.. eller bare Elemér? " man skulle vel være sikker, ikke at Eskild ville gå med til at kaldet ham ved titel eller anden fis. Det var for ham en ligegyldighed hvad hans funktion var, dragen af hans stod i vejen og var til gene for byboerne. Så at de kunne stå der og tale om hvad der ikke var så godt med en drage som denne, kunnen Eskild ikke gøre noget ved. Det var i sandhed ikke hans problem, men dragerytterens. " Du må da have en form af kontrol over dit ... dyr... når du har det med dig ud, der er plads ved slottets gårdplads og ellers uden for bymurerne til den " forklarede han, i håb om at vogteren godt kunne se at man ikke bare lod dem tee sig som de ville. Det gavnede ingen. 

Faktisk var han ligeglad med den tone som vogteren selv havde omkring sin drage. Han blev selv træt af vogteren, men det lod han ikke afsløre af sin tone da. Endnu. 

Eskild skulede lidt, han kunne fornemme et smil i talen, men af gode grunde kunne han ikke se det. " Vil du selv betale folk for at ofre deres høner - eller orkhøner for den sags skyld? " nok kunne vogteren charme sig ud af ting, men det var måske mere hos vagter som Sølvklingen, men end ikke han ville falde for så billigt et trick. 

”Bare Elemér!” Skyndte han sig at svare. Han var ikke vant til sin titel endnu, men han var lidt pinlig berørt over, at han faktisk godt kunne lide at blive tiltalt sådan. Dragerytter Elemér. Men måske kunne vagten godt have lydt mere entusiastisk.

”Altså, nu er Dion ikke mit dyr eller ejet af mig… Drager er stærke, intelligente væsner, der er langt over os mennesker. Og elvere, for den sags skyld.” Prøvede han at forklare, som om det kunne nytte noget, samtidigt medens Dion lavede ynkelige klynkelyde i baggrunden, fordi Elemér var holdt op med at klappe ham. ”Jeg har gjort mig værdig til at ride på ham, men jeg ejer ham ikke. Det er nok nærmere omvendt.” Kort måtte Elemér vende sig fra byvagten for at klappe den store baby af en drage. Den var nærmest som en stor hund, når dens rytter var i nærheden.

”…Jeg tror ikke jeg har råd… Det med penge er ret nyt for mig.” Det brugte man ikke på Ango Corda. Men han havde dog fået løn… eller lommepenge… men han havde kastet dem om sig den første dag han var her, fordi han ikke helt havde forstand på hvad ting var værd. Og måske havde det også noget at gøre med, at det der Nox havde været lidt dyrt, og manden der solgte ham det, havde brugt sin charme og sine sælgererfaringer. Men den del undlod han at fortælle vagten. Han virkede sur, så… måske han skulle prøve at klatre op på den drage, der.

Han kiggede opgivende op på drageryggen, hvor sadlen lige nu var presset mod muren. Og han kiggede på vagten, der ikke lod til at se, hvor besværligt eller problematisk det var, at få dragen til at vende sig.

”Dion. Jeg bestiger dig,” Elemér slog over på elvisk nu, selvom han først havde talt til ham på krystalisiansk. Det var trods alt det sprog han normalt talte, hjemme på øen. Dion ignorerede ham bare. Så Elemér begyndte at klatre op ad forbenet, mens han støttede sig til den ene vinge, så han kunne gribe fat i den rebstige, som han skulle bruge til at komme op. ”Dion, op med dig. Kom så. Hele byen venter…!” Og byvagten hadede sit job lige nu, sikkert.

Bare Elemér. Det kunne Eskild leve med, for som noteret tidligere, ville han ikke komme i højere titel end det hos Eskild alligevel. Det var under al kritik at forvente han ville synke så lavt at bruge en titel på en som ham. Hele dragen var jo problemet og som vagten nu skulle stå og høre forklaringer om hvordan det fungeret med drager, kunne han kun sukke.

Men som som Eskild stod i et suk, blev han næsten kvalt i egen tunge som han hørt hvad Elemér sagde. " Værdig til at ride på ham " gentog han og rystede hovedet en kort tand og slog øjnene op så panden rynkede. Det var en formulering han ikke forventede og slet ikke på åben gade. Men at det fortsat, som hvis det var vogteren der blev reddet til, det faldt slet ikke ind i hans vildeste fantasi. Det var vulgært, og alligevel blev han kun fanget af det. 
Havde Stian været der, havde han fået et slag over nakken for overhovedet at tænke sådanne tanker. Men Eskild var på ukendt farevand og det var en ting han godt kunne lide at være. Nyt og spændende. 

" Har du nogen kollegaer som kan hjælpe dig med at betale eller vil du stå i gæld? " mulighederne var der, ikke at Eskild på nogen måde havde interesse i at byvagten skulle stå i gæld for en dragerytter, men det var muligheder der kunne laves og arrangeres for sådanne tilfældige. Ubelejligt var det hvert fald. 

Men hans øjne smallede, og brynene tætnede let som han hørt et sprog han generelt ikke forstod, men han trådte lidt tættere på, og vidnede i sin fornemmelser hvordan vogteren besteg dragen som det var en lille høj. Men hvad end der blev sagt, virkede det ikke til, at der skete noget. " Kom nu bare ned der fra.. kan du garantere at den bliver liggende der indtil vi kommer retur for at have fundet enten dine kollegaer eller dine høns " med et suk af ugidelighed og hovedet der tiltet forover og rystede let på sig, mens armene som havde ligget så fint i folder blev løsnet og sat i siden af hoften. 

Til tider skreg hans kropspositur homoseksuel, ikke at det var ulig mænd at stå sådan, men hele måden han stod på og sukkede af den anden mand, som han løftet hovedet og lænede det let tilbage og så skamfuldt op mod ham. At spilde nogens tid, skulle jo gøres med stil, og det gjorde vogteren så sandelig. 

Elemér forstod ikke selv hvad han havde sagt, der lød forkert. For det første var krystalisiansk hans andetsprog, og for det andet havde man ikke så beskidte munde, når man var opfostret i et tempel fyldt med munke.

”Jeg er vist allerede i gæld,” Svarede Elemér oppe fra drageryggen, han prøvede at hive i sadlen og tøjlerne, for at lade Dion vide, at han prøvede at komme til, men lige meget hjalp det. Den drage var træt, og ville først vågne, når den skulle spise. Så Elemér var lidt flov over at måtte glide ned på landjorden igen, uden at kunne imponere nogen som helst med sine evner som dragerytter. De andre vogtere havde meget bedre styr på deres drager…

”Jeg tror han bliver liggende, men jeg kan jo ikke vide om han pludselig flytter på sig, men hvis han flytter sig, så er problemet jo løst, ikke?” Beklagede han og var håbefuldt spørgende. Han nærmede sig vagten, der ikke lod til at have den mindste smule medlidenhed med ham. Han kunne tydeligvis se på ham, at han var godt træt af situationen, men han kunne umuligt kæde homoseksualitet ind i billedet. Seksualitet var ret flydende der hvor han selv kom fra. Han antog nok bare at vagten her var til sin kone derhjemme, eller sådan noget, da det virkede meget Dianthosiansk at være gift i denne her alder. Det var nok det der generede manden. Han ville nok hjem til sin hustru og sine små børn.

”Måske er det nemmest, bare at lade ham ligge der. Det er meget bedre end at han raser forvirret rundt og brænder huse ned, ikke?”

" Hvordan kan du allerede være i gæld? " selvfølgelig var det nok det nemmeste at komme i, men de havde været i byen i måske et halvt år, manden havde vel lært bare lidt om at bruge og spare, men det lød alligevel ikke helt til det. Eskild pustede bare vrissen ud igennem næsen og havde et alt for klassisk kæreste-træt udtryk i ansigtet. Som man ventede på den anden skulle gøre sig klar, men bare lige skulle noget hele tiden, og sørgede for de kom for sent, for så at give den amme mand skylden for det. 

Eskild løftede den ene hånd og viftede let med pege- og langefinger i indikation til at han skulle komme tættere på, i takt med at de kunne gå afsted. " Du må lærer at have styr på den til næste gang, ikke at jeg håber på der er en næste gang, Elemér " og alligevel, hvorfor ikke. 
Vogteren var et frisk pust i hans ellers så snart ensformige hverdag, det gjorde vel ikke noget.

" I vogtere er noget for jer selv, ha. Hvorfor slæbe så store væsner med ind i en tæt befolket by, hvis ikke I kan kontrollere dem? " med I mente han selvfølgelig Elemér.  
Vagten valgte blot at gå afsted, og lod armene stille hænge ned langs side. " Okay, dine kollegaer eller gæld til byvagten i dit eller din gruppes organisation " det var næsten blevet en lille valgmulighed for den, hvad Eskild antog ham for at være, jævnaldrende mand. 
Han havde dog en god fornemmelse af hvor dragen lå og han regnede med dens skridt var tunge nok til at han ville kunne høre og mærke dem fra en kilometer eller to væk. 

Elemér hoppede lidt på stedet, da der blev stukket til hans økonomiske situation. Ja, hvordan kunne det være, at han allerede var i gæld? ”Øhm, jaah, tjoo… Det er ikke fordi man får så god en hyre, bare fordi man er vogter,” Var hans eget gæt i hvert fald. Han forsøgte ikke at nævne hvad han havde brugt pengene på. Noget sagde ham at det var lidt halvulovligt, det stof han havde taget, også selvom der ikke skete noget.

Han så at byvagten ville have ham med sig, nok efter nogle høns, og så måtte han jo følge med. Han så sig om skulderen for at se om Dion kiggede efter ham, og det gjorde han. Men han lod ikke til at ville op af den grund. Besøget i Dianthos kedede sikkert den røde drage. Den ville langt hellere flyve hjem.

”Som sagt er drager ikke et kæledyr,” Forsvarede Elemér sig. Han kunne nok få styr på den, men det var ikke respektfuldt overfor det majestætiske væsen, der var ham langt overlegen. De var partnere, og det skulle Elemér kun prise sig lykkelig for, at få lov til. Det var bedre end den skæbne, han ellers ville have fået. Tja, på en måde ville han nok have havnet ligesom vagten her? Træt og ugidelig…

”Aladrios’ Vogtere har inviteret os selv på et diplomatisk besøg hos dronningen. Dragerne her er et symbol for vores genopstandelse.” Forklarede han lidt stolt, så Eskilds hånende latter prellede af på ham. Hans mørkebrune øjne studerede Eskilds uniform og våben med interesse. Var han opvokset i Dianthos, var han nok havnet været i byvagten. Selv bar han på et sværd, men det blev aldrig brugt. Han kunne godt bruge det, men det ville være en uskik at trække det, når man var diplomat. Lige nu hang det der mest til pynt, faktisk.

Elemér rømmede sig lidt, da de kom ind på pengesnakken igen. ”Erhmm…” Elemér kunne umuligt betale tilbage. Han anede ikke engang om han kom tilbage til Dianthos igen. Dette her var trods alt hans første og eneste visit.

" En hyre er en hyre, det handler vidst mere om hvordan man bruger den " stak han kort igen, men alligevel kunne han ikke tro, at man kunne være så uvidende omkring brugen af penge. Havde han virkelig aldrig haft med det at gøre før. " Hvad har du da brugt dine penge på? " et eller andet sted, ville det ikke undre Eskild, hvis han havde brugt dem på sprut i spandevis, eller var blevet snydt i at betale overpriser for tøj, mad eller lignende. Det var lidt hvad de gjorde hernede, i dette bylag. 

Atter lød talen på, at drager ikke var kæledyr, men så måtte de være et form af husdyr for vogterne. Det var dog ikke Eskilds forte at diskutere det, han havde af gode grunde ikke meget indsigt i dette eller mange belæg for hvordan det måtte være eller fungere. 
Vagten tog sig ikke synderlig meget af hvad der foregik i baggrunden som de fik bevæget sig væk fra det sovende, eller snarere slumrende, bæst. Folk i gaden virkede ikke overuden begejstret, men med god grund, problemet var ikke løst -- og vogteren havde vist sig selv være uduelig. 

En ellers ligegyldig bekræftende brummen forlod Eskilds mund som der kom en smøre om hvorfor de var her. Et diplomatisk besøg der tog måneder, og hvor havde de været så i sinde at rejse hen. 
Men som de fik bevæget sig, fik Eskild en god idé om hvad Elemér havde på sig, hvor det sad og et indtryk af dets tyngde som vogteren trådte ned i jorden ved siden af ham. 

Lyden lød ikke betryggende, og Eskild vendte hovedet en smule til siden som han så Elemér an. Vurderet ham og hans troværdighed. " Erhmm? Så dine kollegaer ? " antog han stille og lod sig stille sagte i farten for at Elemér kunne tage føringen, lede vejen hen til hvor han måske kunne finde en af dem. 

Der var noget lærerigt i at høre på hvad en Dianthosianer havde at fortælle om penge. Selvom det gav mening, at man ikke burde bruge mere end man havde, så havde Elemér og hans kollegaer været vant til at blive opvartet. Og i Ango Corda blev der sørget for tøj, tag over hovedet og mad til alle. Det fungerede for dem, fordi de var et lille, mærkeligt samfund. Det ville nok ikke fungere her.

Elemér nikkede lyttende. ”Åh-” Var han forpligtet til at sige sandheden? Ingen havde advaret ham om chancerne for at blive tilbageholdt af en byvagt. På en måde virkede det nu mere som om byvagten forsøgte at hjælpe ham med at overholde loven, selvom han stadig virkede utilfreds over situationen. Lidt som om han ikke gad at være på arbejde? Elemér ville bare gerne være venlig og flink, især for en ordensmagt, som var der for folket. ”Jeg blev lokket til at købe… noget dumt… det kostede mig alle mine penge den aften.” Svarede han, så ærligt han turde. En ting var at nox ikke var helt billigt. Men da han havde været i drømmetilstand, havde han købt alt muligt skrammel, blandt andet en stor sukkerroe, fordi han i fortryllelsens øjeblik mente, at den havde Vogternes leders alvorlige ansigtstræk… Hvilket helt sikkert kun var ham selv, der syntes det. Det var godt han aldrig nåede frem til slottet med den. Hvem vidste hvor vred Calanis ville blive?

”Nej..!” Udbrød han nervøst. Ikke de andre. ”Jeg ønsker ikke at låne flere penge…” Han tænkte særligt på Sata, der havde sørget for ham de her dage, hvor Elemér ikke havde haft nogen penge. Han vidste godt hvor de fleste af hans venner befandt sig. Dem af høj rang var naturligvis på slottet, og levede godt og skamløst af dronningens vin og madretter.

Det var en rolig atmosfære i mellem dem, men skøn den var rolig, var der alligevel alle de små ting som afsløret hvordan tingene forholdte sig. Eskild kunne til tider lige knibe let med øjnene, som han studsede over reaktionsmønster eller kroppens gang på vogteren. 
Munke var ikke så anderledes end så mange andre, men de havde en anden form af ro i deres krop, det kunne han da hurtigt erkende, men ikke så langt væk fra de disciple i byen. Men talen fortalte mere end rigeligt, og skulle han være helt ærlig, var han ligeglad. Det lød til at være et efterfølgende problem i manglen af penge. Et køb som ikke kunne bevises eller samles op på nu, det kunne vagten intet gøre ved. " Nox er en dyr fornøjelse for en enkel nat. Så hellere brug det på prostitueret, så kan du i det mindste erindre natten og dine handlinger.. " svaret han ubekymret for hvad det måtte have af betydning for vogteren. 

I helhed, var det godt det samme. Den eneste forskel var blot at have et minde for natten og chancen for at have nogen penge igen. 

Eskild stoppede op. Rettet rynken rankt og vendte hovedet i retningen af vogteren. " Kan dine kollegaer få fjernet din drage?  Eller hvordan tænker du ellers et problem som dette kan løses når du ikke ønsker at bruge andres penge, men gerne vil fodre den mindst otte fede høns for at få den væk " endnu naget med erindringen af Stian tanken, var han alligevel fristet. 
Sex var bare en så fristende ting, men alligevel ville han heller ikke gå i samme retning og krus som løjtnanten der lod sig få lettet trykket og så slap kvinderne for en straf.  
Men for ikke at stå helt i åbningen af noget, skubbede han alligevel vogteren lidt hen i en skyggen ved en lille passage. Det var en privat dialog på sigt. 

Ret hurtigt reagerede han på, at vagten vidste præcist hvad han havde købt. Han burde nok benægte det og lyve, for at beskytte sig selv, men Elemér var ikke nogen serieløgner. Det var jo nox han havde købt og indtaget. Måske havde Dianthos et stort problem med det produkt? Ikke så sært, når forhandlerne var så tiltalende… Romulus… Huskede Elemér at han hed.

Det mest uhyggelige var nok, at idet nox blev nævnt, var der noget i Elemér der længdes efter at vende tilbage til drømmen.

”..Prostituerede?” Spurgte han smånervøst uskyldigt. Han vidste godt hvad en prostitueret var. Mere fremmed var han trods alt ikke, men han var ret sikker på at der ikke var sexhandel der hvor han var fra. Der var ganske enkelt ikke et marked for det, muligvis fordi munkene og vogterne var så løsslupne. Og alligevel… så kunne det være svært at komme ind på folk, hvis man var en af det forældreløse mennesker. ”Jeg.. husker nu det meste, desværre.” Sagde han lidt nervøst, fordi det var første gang han erkendte overfor nogen, at han havde prøvet at indtage nox. Det var jo en fejl…! Det ville han gerne nævne, men så blev han puffet i retning mod en forsnævring mellem to høje bygninger. En lille mørk gyde. Elemér tænkte ikke over hvilke farer der var at finde, inde i så private omgivelser…

”Mine kollegaer kan ikke fjerne ham. Dion lytter ikke til nogen. Han havde nær brændt Ango Corda ned fordi hans daværende rytter var uerfaren.” Forsvarede Elemér, og prøvede ikke at være på tværs eller noget. Det var bare det, at byvagten lod til at se drager som om de var kvæg. Hvad havde han forestillet sig? At alle vogterne skulle samles og prøve at skubbe ham i gang? ”Selv hvis jeg ville betale, så har jeg altså ingen penge, hr?”

Nox var et generelt problem for sig, ikke at de fandt mange i gaden med det, men af gode grunde. Folk var ikke interesseret i at blive taget med det eller opgive deres forhandler. Så de få gange Eskild endelige havde fanget nogen med det, var det bare i arresten. Og så var der hændelsen med Frederik Ludvik. Men til Eskilds forsvar, så kunne han ikke rigtig sige hvad der var i flaskerne manden havde på sig, men hele hans beskyttende følelse til jakken og opmærksomheden på det, det havde været nok til at give nogle former af indtryk for hvad det kunne være.  

Den nervøsitet var næsten værre end selve brugen af nox. 

Det kunne umuligt være rigtigt at han skulle forklare vogteren hvad det ville sige at have med en prostitueret at gøre, det kunne umuligt passe at de var så lukket og indsnævret et samfund, at de ikke vidste til eller fra. " Ah, virkelig? " måske en kendelse overrasket over det, men det var vel blot et dårlige slag han så havde fået vel. At erindre drømme som i sandhed skete, det var alligevel noget for sig. 
Selv skulle han da være ærlig, han kunne knap huske sine drømme, trods for lige at vågne fra dem, og de stod langt friskere i hukommelsen end man ellers lige skulle tro. 

Puf for puf. De kom i skyggen til en omgang gemmeleg. 

" Dine kollagers drager .. " opsummeret han og måtte lige holde tungen lige i munden. Han havde forstået at Dion var noget for sig, men den lyttede vel til egne arter. Men de kom aldrig til en enighed, og hvis ikke Elemér ville opsøge hjælpen selv, var der vel ikke så meget andet for. " At skulle opsøge dine kollager på slottet er en rigtig træls situation " brokkede han sig ærligt og trasket lidt frem mod Elemér. Manden var jo uden løsninger. Var han ikke diplomat? Levede han ikke af at finde på løsninger. 

Elemér havde bare ladet sig puffes ind i skyggerne, og nu hvor han var her, lod det ikke til at de skulle gå videre. Han så spørgende på den mørkhårede menneskemand, men syntes ikke rigtigt at kunne finde svar i hans øjne.

”Jah?” Hvad ville han høre om dem? De var heller ikke til meget hjælp. Dion ignorerede dem, store som små. Det var som om den eneste han gad var Elemér, men når han ville sove, var der ikke meget at gøre. ”…Det ville være rigtig træls.” Gav han ham ret og blev selv stående på stedet. Byvagten ville ham åbenlyst et eller andet. Forhåbentligt betød det, at han var ved at forstå hans problemer…

”…Jeg håber ikke jeg har gjort din dag unødigt til besvær?” Spurgte han fortsat med en spørgende ansigtsudtryk og øjne der fulgte vagten. ”Alt jeg ville var at nå at se Dianthos, inden vi rejser og jeg måske ikke når at opleve hovedstaden igen.” En vogter vidste jo aldrig hvor han ville blive sendt hen. Om der overhoved var brug for vogtere i Dianthos, efter en sådan entre i luften, dengang de kom flyvende på samme tid.

Calanis på øens største drage, og Elemér på den næststørste… Alle de mindre og de små efter dem, der kæmpede om at følge trit med det langt større vingeslag.

En enighed kunne nås. Halvt omend bedre end intet, men Eskild var alligevel ikke helt tilfreds med det udfald. Diplomanten var ubrugelig og kunne næppe fungere som en form af formidler for de andre vogter. Måske en pauseklovn om noget, men dem havde alle brug for nu om stunder. Byvagten havde en svamp på 20 centimeter, så det gik vel hånd i hånd. 

Minen foretrak en overvejende, godt irriteret form. Han spændte kæben, lod tungen glide henover overmundens frontside i den lukkede mund. " Du er til unødig besvær, Elemér " mumlet han stille og lod skuldrene blive presset tilbage og han så til side. Men alligevel gjorde han som han var bedst til og greb fat i bæltet af Elemér, midtfor og rusket ham lidt hen i mod sig selv, for så at gribe fat om sværdet med den anden og trak det op. " Man ser ikke Dianthos ved at bruge sine penge på nox og efterlade sin.. partner midt i byen som en anden forhindring " 

Fingreryggen kunne fornemme tøjet, det var skællet som en drage, men alligevel virkede det til at sidde noget så stramt, at han alligevel trak lidt med i bæltet for at mærke mere på den nederdel af tøjet. 
Hånden som holdt om sværdet lod det med den en forsigtig glide ned ad skællene på underkroppen, så det gav lyd fra sig. " Er du klædt som en drage? " spurgte han næsten små intimt til vogteren. 

Elemér havde været usikker. Uden tvivl fordi han ikke kunne aflæse byvagtens intentioner. Der var noget underligt ved denne her vagt, kunne han tænke sig til, helt uden at have mødt andre vagter end dem på slottet. Det her var en mand, der var vant til at omgås flere kriminelle end lovlydige, garanteret.

Hans bemærkning om hvor unødigt til besvær han var, stak ham i brystet. Det var hele hans historie om igen. Siden han tabte det drageæg, havde de altid behandlet ham som om han var farlig. Han havde altid eksisteret i baggrunden indtil nu. Og nu, selv nu i hans pomp og pragt, var han kastet tilbage til taber-Elemér. Han sank… ”Hvad?”

Han nåede ikke at få lov til at forstå situationen, før han blev grebet i bæltehøjde og revet tættere for vagten. Det faldt ham ikke ind at gribe sit sværd – det var jo kun til pynt…! Men der var skam regler som sværdkæmpere levede efter, og den vigtigste regel var, ikke at lade andre fratage hans våben. Han rødmede forlegent. Det her var ikke normalt, var det? Han burde tage sværdet tilbage. Eller måske trække det våben som hvilede ved vagtens egen hofte. Men hvorfor trak han våben nu?

”N-nej, det ved jeg da godt!?” Udbrød han med lidt mere kraft i stemmen. De var i en mørk, privat gyde, og derfor virkede det også underligt højlydt, selvom det ikke havde været højt nok til at vække nogens nysgerrige ører udefra gaden. Han forblev tæt, så længe Eskild havde hans bælte i sit greb, men trak tilbage i hovedet, for ikke at blive snittet af det sværd der blev trukket ud af dets skede.

”Fork..lædt?” Noget sagde ham, at han var i fare, og alligevel… måske ikke på den måde som han først havde troet, at vogteren tog hans svær. Det var som om… at vagten virkede underholdt, på en eller anden måde? Nej… hans toneleje, havde nærmest virket seksuelt. ”Jeg… det kan man godt sige?” Forvirret skiftede han mellem at se på sværdet og vogteren. Men blikket endte med at holde øje med ham, for han vurderede at det var det klogeste. Var han blind eller hvad? Kunne han ikke se at det bare var en uniform. Uniformen havde han tilmed haft på hele tiden.

”Jeg sælger ikke min dragt, for at købe 8 snoldede høns…” Det måtte jo være det der blev hentydet til. Elemér kunne ikke regne ham ud. ”Og heller ikke sværdet, det var en gave…!”

Taget i bæltet var knurrede sig mere så knoerne ramte ind mod kroppen af vogteren. Mellemstykket af tøjet blev ramt og han havde ikke i sinde at slippe vogteren så nemt. Sværdet havde en god vægt i sig og trods for at det var hans uvante hånd der holdte i det, følt han en sikkerhed med det. 

" Det ved du godt? Og alligevel drømmer du at få mere nox til dig? " eller hvert fald bare til at genleve sin drøm fra sidst, uanset hvad var det blot gætterier fra vagtens side af. 
Det var aldrig helt til at sige hvad folk virkelig tænkte, men måden de ageret omkring et emne var så afslørende, hvis ikke mimikken talte for sig, var det stemmen og han tog tonelejerne meget til sig, fortolkede alle lagene som de blev serveret på et sølvfad for ham. 
Men præcis som han havde skulle med Corinth, skulle han også med Elemér finde ud af hvordan han skulle agere, være og fremstå. Den dominerende eller den som skulle domineres, og vogteren syntes tungnem og langsom, så det var dominansen som måtte få føretrøjen og det gjorde ham intet. Han nød at skubbe folk, presse folk og kvæle folk på sin egen måde. 

Et lille hm forlod ham. " Jeg tror ikke din dragt klæder andre end dig.. og sværdet er kun til pynt.. " erkendte han og løftet Elemérs sværd op og lod det glide ned i skeden igen som han vidste hvor det sad uden at kigge eller orientere sig for det. 
Der var ingen grund til at orientere sig visuelt, han havde alle sine data. 

" Er det ikke svært at have en stiv pik i det dog? " hånden lå endnu om sværdet skaft trods for det sad i skeden, men han trak alligevel det sidste styk i den anden for den eneste afstand der ville være mellem dem, var den hånd der holdt i bæltet. 

Eskild kunne umuligt vide, hvad der foregik oppe i Elemérs hoved, og alligevel var det som om han havde kigget ind i ham, og ramte pletskud. Elemér drømte om det stof… Uhyggeligt meget… men han havde været god, og havde crashet ned i byen i stedet for at fortsætte længere ned mod det sorte marked, som han ellers havde planlagt tidligere i dag… Og se hvor det havde bragt ham? I kløerne på en byvagt med en sjette sans!?

Elemérs tvivl om vagten var ved at falde på plads. Han vidste dog ikke helt hvor det kom fra? Om han kedede sig så meget, at han nu ville lege med ham, eller om han var desperat efter at prøve en vogter i vindtæt drageskældsdragt? Elemér skulle i den grad vænne sig til sin nye status, og han skulle gøre det nu.

”…Prøver du at nedgøre mig for mit tøj?” Elemér syntes nærmere det lignede og lød som flirten. Men det der forvirrede ham var aggresiviteten. Ligesom han sagde det, opdagede han hvor tæt på den anden vagt var på ham, og opdagede tilmed, at vagten blev der længe nok til, at han ikke længere var den mindste smule i tvivl. ”Ååh… Nej, det har ikke været noget problem.” Dette kunne både betyde at han aldrig var hård, mens dragten var på, eller også betød det at han oplevede at være hård, men at det ikke generede ham. Men spørgsmålet havde gjort ham eftertænksom, for det kunne hurtigt blive snævert, og alle omkring ham ville se det, hvis han fik rejsning.

Elemér sakkede et halvt skridt bagud og mærkede hælen støde mod en væg, der tilsyneladende stod bag ham. Han gav sig tid til at studere vagten. Han var en flot mand… Og så endda i uniform. Som en hvilken som helst anden ungmø, kunne Elemér også drømme om at blive beskyttet. Men nu hvor han var i drømmen, endda helt uden nox, så var det ikke lige så let at blive i rollen, som man skulle tro. ”Jeg kender ikke engang dit navn…?”