Vagten var overstået og Issac kunne nu bevæge sig tilbage mod hovedkvarteret og holde resten af aftenen fri. Dagen havde været rolig som mange andre, uden at give ham noget sindsoprivende at opleve - hvilket betød at der ikke havde været meget at tage sig til, andet end at sørge for den ro og orden som altid herskede i det øverste lag. Det var sjældent at det var de rige som skabte de helt store problemer. 

Hovedkvarteret var nærmest tomt på dette tidspunkt som han gjorde sin entree, for at finde vej til omklædnigen. Muligheden for at vaske sig var tilstede, men spørgsmålet var mere om det var noget han gad at trække sig selv igennem lige nu eller om muligheden for at komme lidt hurtigere hjem var større. 
"Ah Julius, du er også på vej hjem?" Lød det fra ham som han mødte kollegaen, som han kom længere ind i bygningen og bevægede sig mod hans privat tøj i omklædningen. 

"Oplevet noget sindsoprivende på vagten i dag?" Det kom selvfølgelig an på hvor han selv havde bevæget sig rundt denne dag. Nogen gange ville det være sjovere for Issac, at blive skiftet til et af de andre områder, men lige nu så det ud som det gjorde.

Den daglige tradition af omklædningsrummet blev aldrig overset. Julius valgte aldrig at tage sin uniform på hjem. Det ville jo kunne anses som misbrug af midler. Borgere i Dianthos så anderledes på byvagter. Især når de var i uniformer. Respekt ville selvfølgelig være ønsket fra alle, men det var ikke alle, der udviste kun respekt til byvagter. Julius ønskede ikke det døgnet rundt altid. Han ville også have fri. Han kunne jo ikke kun være sergent. Det var han jo heller ikke. Tværtimod. Byvagtssergent var jo i princippet heller ikke hans rigtige job. Jo, på papiret var det. Men loyalitetsmæssigt var han ansat hos Verbatim. Stationeret i byvagten i hovedstaden. Det perfekte sted at have øjne og ører. Ja, nærmest et nødvendigt sted at have øjne og ører.

"Thorne. Fyraften korrekt." sagde Julius, overkroppen bar. Benklæderne var endnu dem af uniformen, men overdelen var pakket væk. Nu stod han blot her, den glødende hud med et let dække af brystbehåring. De mørke krøller var ikke kun at finde på toppen af byvagtssergentens hoved. 

Han satte sig på en bænk for at kunne tage støvlerne af. "Ikke det helt vilde. Men i det mindste skete der bare lidt." De helt kedelige dage, hvor byen var alt for fredfyldt, var kedelige. Plus, når der var komplet fred, var det hyppigere tegn på, at noget stort ville ske. Konstant fred var ikke en mulighed.

De havde tydeligt samme indstilling når det kom til uniformen som de bar. Der var ingen grund til at bruge unødvendig til i den, når de kunne skille sig af med den på arbejdet. På trods af at de fleste kendte byvagterne ansigter, så gav det dem en anden frihed når de trak ud af uniformen. De fleste forstod at de dermed havde fri, der var vagt skifte og andre ville tage hånd om byens problemer, hvis det gjaldt. Dermed ikke sagt at Issac ville give en hånd med hvis det kom dertil, men det skulle også brande på i sådan et tilfælde.
Folk kendte Issac på hans mange sider, hvilke gjorde hans relationer og muligheder i Dianthos mange og store.

Issac fandt vej til en af de mange bænke, så han kunne sætte sig og gå i gang med hvad det hele afhang af. Støvlerne forlod hans fødder, inden han begyndte at knappe skjorten op og afklædte sig langsomt.

Issac havde ofte fortalt sig selv at det øvre distrikt var det mest fredfyldte og dermed også det kedeligste. Han ville gerne tættere på kernen, tættere på de særlige personligheder og der hvor ting kunne slå klik. "Det lyder næsten til at du har haft en mere fyldt dag end jeg" Kom det roligt fra ham.

Der var mange sider af Julius. Den, de fleste i Dianthos fik at se, var den af byvagtssergenten. Især når uniformen var på, var han lovens lange arm. Dog ikke alt for seriøs. Det ikke alt for seriøse var et klogt træk i hans dække, hvis man selv spurgte Julius. Dog ville han aldrig indrømme dette, hvis nogen formåede at spørge ham. Hvad godt var en spion, hvis de plaprede løs til Guderne og hver mand og kvinde?  
En anden side af Julius, som mange fik at se, var, når han ikke havde sin uniform på. Lige nu var han halvvejs på vej mod denne. Han var endnu den samme Julius. Endnu var der lidt sergent i ham. Men han holdte ikke øje med samtlige mennesker for at mistænke dem for kriminalitet. Dog holdte han endnu øje med folk. Det gjorde han altid. Det var en spions opgave. For dette var den side, ingen fik at se. Knap nok Verbatim fik denne at side. Det var nok, hvad man ville kalde den rigtige Julius. Hvem han oprigtigt var. 

Julius stod lidt og bare kiggede, halvt lænende op af skabene og kiggede på Isaac. "Jamen, der var der en slåskamp i den nedre del. En drukkenbolt havde fundet sin kone i seng med en yngre mand," fortalte Julius. Han trak på smilebånden ved det. Det havde været noget af et syn. Den yngre elsker havde kun lige fået et lagen rundt om taljen. "Det var noget af et syn, det kan jeg love dig."

Der var stadigvæk mange ting som Issac ikke kendte om sin halvnøgne kollega, som de stod der i omklædningen og Issac inden længe ville være på vej ind i baderummet. De havde arbjedet et par år sammen, men dårligt nok direkte og derfor kendte han kun manden ud fra arbjedet og ikke så meget ud fra hans privatliv eller hvad der bevægede sig der omkring, men det var noget man kunne arbjede på. Issac havde altid en interesse i at lære hans kollegaer bedre at kende på flere forskellige måder. Det gav ham et billede af dem, og hvad de kunne. 

"Ah, se det er sådanne ting man savner oppe i det øvre lag" Lød det roligt fra ham, som han begyndte at løsne bukserne så han kunne frigøre sig selv fra dem og derefter afsløre sig nøgne jeg for kollegaen - tvivlede på det var første gang. Ofte var der flere til stede når det klædte om. Denne gang var der kun de to. "Det er næsten et underholdende syn sådan noget, fordi det sker alligevel ofte end man lige regner med" Han kunne ikke lade være med at komme med et lille grin over situationen som han fortalte om.