Med kontrollen over portalerne var det en leg at rejse fra Safirien til Dianthos eller så mange andre steder i landet, så længe det var et sted hun havde besøgt før, og dem var der alligevel en del af - men lige så mange steder som hun endnu ikke havde besøgt. Det var ved at være noget tid siden at Eamon havde været forbi med hesten på gården, og det var ved at være lige så længe siden at hun havde set den unge mand. Eamon havde vist sig at være et nemt offer for hendes personlighed, nem at dreje om hendes finger og nem at få til det som hun egentligt ønskede fra ham. Neyrelle var en stærk og selvsikker person, så det at hun havde stået overfor en person som ham, som ikke havde så meget selvtillid havde været ren brænde til hendes ego. Hun havde nydt det, hvilket også var grunden til at hun havde søgt imod Dianthos.

Med lidt hjælp fandt hun vej til den rigtige gård. Neyrelle havde hørt om Martin som var hans læremester, og at han var en ret frygtelig person, så hun var forbedret på at hun kunne støde ind i denne person som han havde fortalt om. "Unskyld, er her nogen?" Lød det fra hende som hun kom ind på gården og stod uden for staldene og kunne ikke se nogen personer omkring. Var hun kommet på et tidspunkt hvor ingen var hjemme?

Martin var for første gang længe selv i gang med at muge ud i stalden, det var hans nye stalddrengs fridag for ja den nye, havde forventet en dags fri om ugen, den unge mand havde for mange krav. Men efter det der var sket med Eamon og byvagten, havde han valgt at ansætte en ny og overholde reglerne, endda været nødsaget til at give den ny et værelse i hjemmet, og til tider kom en byvagt forbi for at følge op på alt var i orden. Det var noget pis men i det mindste, kunne han fokusere på andre ting og så måtte han selv arbejde den ene dag, indtil han kunne finde en medarbejder mere så de kunne afløse hinanden. 

Den stormavede mand prustede som han flytte mere hestemøg over i trillebøren, brokkede sig over stanken og at det fik ham til at svede, han skulle klart forbi badehuset senere... Men midt i han var ved at tage sig en vandpause, var der en der råbte ude i gården. Martin rankede sig og rette kort på den røde bluse og de seler der holdt hans busker oppe, før han vandre med tunge skridt ud i gården. Martin rynkede let på brynene ved synet af en ung kvinde, hvad mon hun ville ? nærmede sig og tørrede sine store hænder af i bukserne " jeg er gårdens staldmester, hvad kan jeg gøre for dem?" spurgte han, stemmen en smule snøvlende og tydeligt forpustet, sved løb let fra hans pande og tøjet bar tydelige svedpletter " menes ikke at have set dig før? eller at jeg har nogle aftaler i dag?" tilføj han og kløede sig let i skægget. 

Eamon havde fortalt om staldmesteren og hans chef, hvordan han havde brugt ham, tæsket ham og generel dårlig behandling. Eamon havde været et nemt bytte for begge personer, selvom Neyrelle mente at hun havde været sødere mod ham og tilfredsstillet ham på de måder som han havde ønsket, i hendes tanker. Om han havde kommet frem til at Neyrelle måske blot udnyttet ham for den slags, var hun selvfølgelig ikke klar over men hun så frem til at se ham og tale med ham. Hun kunne snøre ham.

Der gik noget tid før hun hørte lyde fra staldene og efter hvad Eamon havde fortalt og hvad hun havde oplevet, så var det Eamon som tog sig af staldene og kunne derfor håbe at det var ham som kom ud og tog imod hende. Manden i den røde skjorte var dog ikke Eamon og en person som hun ikke kendte eller havde set før. "Ah, så De er staldmester Martin?" Så stod hun alligevel over den mand som havde brugt Eamon som en slave. En stor og kvabset mand, svedene og sikkert også lugtende hvis man kom tæt nok på. Neyrelle var trukket I en nydelig kjole, så hun alligevel ville skille sig ud fra de fleste. En sød duft hang om hendes krop og en let sminke var lagt på ansigtet. En stor kontrast til ham. "Nej, jeg har heller ikke møde Dem endnu. Men Eamon har talt meget om dig. Han har afleveret heste til vores gård nede i Safirien, for ikke så længe siden. Har du ham tilstede nu her?" 

Den unge kvinde som han mødte på pladsen, var et yderst kønt syn og hans smalle øjne gled da også over hendes krop, han rankede sig en smule hvilket blot fik maven til at stritte mere frem. Hendes spørgsmål fik ham til at nikke han var i sandhed Martin. men hvor mon hun kendte hans navn fra? var hun kommet for at underholde ham lidt? det var nok mest ønsketænkning for kvinder gad ham ikke, med mindre han skiftede til sit pænere ydre så sværmede de om ham, ikke at han forstod forskellen. 
Martin skulle til at smile som hun fortalte om, at hun havde fået en hest herfra, måske det var for at rose hans arbejde?

Men Eamon blev nævnt og hans ansigtsudtryk ændrede sig til at blive mere stramt, brynene rykkede sig op og han måtte slippe et fnys " Den knægt arbejder ikke her mere, han arbejder henne ved byvagtens stalde så kan de også holde øje med ham, han gav alt for mange problemer" sagde han tydeligt irriteret, han trådte lidt tættere på for ikke at skulle hæve stemmen. Blikket gled atter over hende, et smil fandt dog vej til hans læbe " men hvad kan jeg gøre for dem? en smuk kvinde som den burde slet ikke bekymre sig over en sølle stalddreng" sagde han, det var så fristende at komme tættere på men han holdt en rimelig afstand imellem dem, hun måtte da syntes et mandfolk som ham var mere værd end en sølle knægt. 

Det lod bestemt ikke Neyrelle gå forbi at Martin lod hans øjne glide ned ad hende. Blikke som hun fik ofte, og som hun sjældent tog sig af. Hun vidste hun var udfordrende i sin person og sin udstråling, så at folk kiggede efter hende var ikke noget nyt. Hun kunne håndtere det, også selvom folk skulle komme for tæt på hende. 
Smilet på hans læber var stort som hun nævnte at hun havde heste fra hans stald af, og det var virkelig gode heste, hun var glad for dem, men hun var samtidig sikker på at Martin her ikke havde haft ret meget med dem at gøre.

Tydeligt skiftede hans blik karakter som Eamon blev nævnt, hvilket hun på en eller anden måde nød, fordi at han havde behandlet ham som han gjorde, så det var tydeligt at det gik han på når en kvinde som Neyrelle spurgte ind til Eamon frem for Martin selv. "Åh, så han er endelig kommet væk herfra? Jeg er glad på hans vegne" Kom det kækt fra hende og som en stikpille som smilet bevægede sig på hendes læber, "Men du siger han gav dig problemer? Som jeg forstod så var det dig der tæskede ham, ikke sandt?" Hun havde hvert fald set det.
"Jeg kom egentligt for at tale med Eamon og fortælle ham om hestene og hvordan det gik med dem. Nej, måske burde jeg ikke bekymre mig, men han har da tilfredstillet mine behov" Både i forhold til hestene og så meget andet.

Martin havde ikke meget med dyrene at gøre, kun når han skulle sælge dem ellers rørte han dem sjældent, for ham var det en indtjening og intet andet. Men efter den nye stalddreng var kommet til, måtte han jo røre de store dyr den ene dag om ugen, hvilket han ikke var tilfreds med, men orkede ikke at have vagterne mere på nakken end højst nødvendigt, hans sags liste var ved at være godt lang, kunne vel næstens måles med længden på hans fedte hår. 

Hans arme begyndte at glide over kors, imens en rødlig farve spredte sig i ansigtet og øjnene blev endnu smallere som han stirrede på hende, hvor vovede hun at komme her og talte sådan til ham? Hun var glad for hestene det var fint, men alt andet havde hun ikke behøvet at fortælle ham. Kort måtte han samle sine tanker og prøvede at holde sin vrede nede, det var dog ikke let for en mand som ham, der havde en meget kort lunte! Martin trådte næremere " Han er jo mindre begavet slag var det eneste han forstod" svarede han så med en stemme der tydeligt var vred. 
Skulle han forstå det som hun havde knaldet knægten? for sådan lød det i hans ører, den ene hånd greb fat i hendes kæbe og hans hovedet kom en smule tættere på " jeg troede ikke fine kvinder som dig, kunne være skøger, men har du knaldet med den tåbe så må du vel være en skøge...... og er du det burde jeg også teste dig så du kan se et rigtig mandfolk" lød det hånligt fra ham før hans klamme læber kort gav hendes pande et kys. 
Igen satte han sig langt højre end Eamon.... 

Neyrelle var lidt i tvivl om, om denne mand som hun stod foran faktisk lavede noget ved staldene andet end at brokke sig og slå Eamon? Hun tvivlede stærkt. Lige nu lignede han en som var i gang med arbjedede, men nok kun fordi at Eamon var væk fra staldene og han selv måtte i gang med at lave noget. Han var usoigneret og ikke særlig lækker at kigge på, hvilket gjorde at hun ikke ønskede at komme ham meget tættere end han allerede var. 

Lige nu kunne hun se hvordan hendes ord pressede ham og vreden virkelig tog over i ham. Skulle der virkelig ikke mere til end det? Var han så påvirkelig? Eamon havde virkelig et tag på ham, når han direkte blev misundelig over at Eamon havde været sammen med en kvinde som hende selv. Hele hans ansigt blev rødere som han trådte imod hende. Neyrelle blev stående og var ikke bange for en mand som ham. "Ellers så er det måske dig som er mindre begavet, og ikke forstår hvordan man oplærer folk til deres job?" Hun tvivlede på at han var i stand til det, og derfor mente at hans ansatte var dumme. Hun var chokeret over at han greb hendes kæmpe, hun forsøgte at vriste sig fri fra hans ildelugtende hånd. "Du ville nok ønske jeg var en skøge, så du havde et håb om at kunne røre mig, men der er ikke krystaller nok i denne verden til at jeg vil røre en krop som din. Ækel og ulækker" Det var eskaleret hurtigt, men hun fandt sig ikke i at blive kaldt en skøge, "Det er trist at du er misundelig over at en mand som Eamon kan få lidt sex" Hun væmmede sig ved kysset og hun trak sig væk fra ham og sendte ham så hård en lussig at det gav genlyd mellem staldene, "Rør mig igen og jeg skærer dit lille vedhæng af" 

Hvorfor få beskidte hænder og knokle, når der var folk til det? Martin var betegnelsen af dovenskab den mave var ikke kommet af sig selv. Hans mest aktive tid var når der var en kvinde i sengen, ellers gad han ikke røre sig meget selvom han nu var nød til det og hadet det, så var det vel bedre end at glo på den skævnæsede slave? 

Martin holdt et stramt greb i hendes kæbe, kunne Eamon få hende så kunne han da uden tvivl også for han var da meget bedre, men så igen prøvede han altid at få sig selv til at fremstå bedre fordi han var fornærmet over hans forældre havde sat broren over ham. Blikket stirrede på hende og farven steg i ansigtet, hendes ord provokerede ham på alle måder, og han mærkede hvordan vreden spredte sig i kroppen og fik ham til at fnyse efter kysset, som han slap hende nåde han dog ikke at handle mere før, hendes hånd kolliderede med hans kind, efterfulgt af et tydeligt rødt mærke efter hendes slag. 
Han trådte et par skridt tilbage fra hende, imens hans øjne blev store og hans hænder knyttede sig vredt skulle gøre alt, for ikke bare at løfte hende og smide hende i høet hvor han kunne knippe hende, men han forblev stående. 

" Skrid hen til din horeunge ! hvis du er så vild med ham, og jeg vil heller ikke se dit fjæs her igen! " råbte han af hende, imens farven blev mere tomatrød, og hans næsebor vibrere af ren vrede, hvor vovede hun at komme her og slå på ham! 
" Tror du VIRKELIG jeg ville spilde krystaller på dig" sagde han og spyttede i jorden, hvis hun ikke snart skred, så var han nød til at give hende en endefuld!

Hun havde ikke tænkt sig af finde sig i hans ord eller at han rørte hende på den måde som han gjorde. Han skulle ikke komme og tro at han kunne opføre sig som han gjorde overfor Eamon, Neyrelle var adelige kvinde og bestemt ikke nogen man bare kunne opføre sig sådan overfor! Lussingen sad som den skulle og hun kunne mærke smerten i hånden som huden havde ramt hans. Kinden var rød og det samme var hånden som hun kiggede ned på, inden hun tørrede panden af og kiggede over på ham som han trådte væk. Forhåbentligt havde han lært sin lektie, men man vidste aldrig med mænd som ham.
Hun vidste ikke hvor hun havde ham henne eller hvad han var i stand til, for så godt kendte hun ham heller ikke! Men hun nød bestemt at se ham på den måde som han lige nu var; vred og irriteret. Hun nød det efter det han lige havde gjort mod hende, og måden han behandlede andre på.

"Er du sikker på det? Sådan som du gloede på mig da jeg kom ind, var det da tydeligt at du nød både mit ansigt og min krop" Hun ønskede heller ikke at være her meget længere, så nu kunne han få de sidste ord og så kunne hun forlade stedet og forhåbentligt finde Eamon. "Jeg tror ikke du har nogen mulighed for at fedtet dit lille vedhæng på andre måder end at betale eller tvinge dig til det, har jeg ikke ret, kære Martin?" 

Martin havde ikke været så sur som nu længe, han var vred over hun kom her og skulle hakke ned på ham, når det tydeligvis ikke var ham der var problemet! Og han var da måske misundelig på Eamond men denne kvinde var jo så heller ikke det værd vel? alligevel kunne han ikke lade være med at blive tændt. Det virkede til de begge stod og så hinanden an, det var indtil hun åbnede kæften igen og hans bryn skød op ved hendes ord " min grund, jeg har ret til at beglo dig" svarede han hende tørt, men det var lidt som om den sidste sætning bragte hans pis i kog. 
 
Han var pludselig hurtig til bens, som han stod foran hende og uden tøven greb om hende med alt sin styrke, for at svinge hende over skulderen og reselut gå imod stalden " Jeg har ikke problemer med at få damer! men du må da have problemer med at få mænd, hvis du kan tænde på en horeunge" vrissede han som de kom ind i stalden og han hen til en stor bunke hø, hvor han ikke tøvede med at smide hende ned i, og lod sin hånd finde hendes hals imens den anden fumlede med hans bukser, for nu skulle han sørme give hende " Og mit vedhæng er ikke småt!" brummede han som han begyndte at få fundet det stive lem frem, bredt og en smule kroget men ikke småt ! Hånden var allerede på vej til at søge op under kjolen, den klamme hud der gled op ad hendes lår. 

Hun havde svært ved at holde et grin tilbage, som hans ord ramte ham. Han måtte beglo hende så meget, det kunne hun ikke gøre noget ved, så hun kunne ikke andet end at komme med et grin. "At du står der og beglor mig, tror du det får dig tættere på mig?" Han kunne drømme og håbe på den dag helvede ville fryse til is, og den dag ville hun nok ikek give ham det som han ønskede. Han var ikke det værd og var ikke en person hun gad at spilde sin tid på!

Hun ønskede egentligt at vende om og forlade stedet, men hun var ikke hurtigt nok og endnu engang blev hun overrasket over hans handlinger, og denne gang var de kun værre end før. Hun blev smidt over hans skuldre. Hun følte selv hun var stærk, men han stærkere og større. Hun kunne ikke gøre meget andet end at sprælle og slå imod ham, som han bare hende væk fra pladsen. Hun tvivlede slet ikke på hvad han ønskede at gøre imod hende. "Slip mig! Ildelugtende væsen!"  Hun var chokeret over hvad han lige nu gjorde og ønskede, og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre eller sige, men blot se hvor han førte hende hen og se hvad hun så kunne gøre. 
Turen mod høet var hårdt og hun kunne mærke den hårde grund under hende, som hun ramte høet og jorden under sig. Smerte i ryggen skar igennem hendes krop, men hun måtte fokusere på ham som han forsøgte at holde hendes hals og krop nede og brugte den anden hånd til at løsne sine bukser. Hans pik kom til synes som han fik skubbet bukserne ned, og hun kunne ikke andet at lade sine ben sparke imod hans krop, selvom smerte i ryggen betød at hun ikke kunne ligge lige så mange kræfter i.

Martin tog sig ikke af hun strittede imod, som han bar hende ind i stalden, han mente dette var en passende straf efter alt hun havde sagt, og det lussing der stadig sveg på kinden. Han var ligeglad med om høet var ubehageligt, lige nu handlede hans krop på sine klamme lyster. Han skulle bare vise hende at det var ham der bestemte her, og hun burde være taknemlig over han gad røre ved hende... 
Grebet om hendes hals rykkede sig ned for at holde hårdt imod hendes skulder, som hun virkede til at gøre modstand, hans anden hånd var allerede godt på vej op ad inderlåret. Hendes spark prøvede han at undvige som han selv begyndte at knæle så det var nemmere for ham at finde sin vej ind. " du burde være taknemlig" brummede han uden meget følelse, imens hans stive lem gled imod hendes inderlår, og fingrene skubbede undergevanterne til side for at kunne nærme sig, et støn kunne allerede høres fra hans læber, som lemmet søgte imod åbningen og pressede sig på. 
Hånden ved skulderen havde godt fat, som han lod sig glide ind og pressede sig op, imens han brummede som hun var stram om ham. Men han havde ikke helt tænkt på hun nok kunne sparke ham bedre nu. 

Lige nu var der ikke meget andet hun kunne gøre end at kæmpe imod som han lå oven på hende. Hans krop var tung, ildelugtende og svedig og der var ikke meget hun kunne gøre imod hans vægt, som han lagde på hende. Hans hånd flyttede sig fra halsen og ned mod skuldrene som han pressede ned. Han virkede ligeglad i hans bevægelser imod hende og virkede til blot at ville have det som han havde sat sig for at tage fra hende. Med hans ben imod hendes, som han havde knælet ned over hende var det svært at gøre meget imod ham. Lige nu var hun lammet som han kun forsatte med at pakke sit vedhæng ud. Det lille, krogede vedhæng. Neyrelle væmmedes som hun mærkede hvordan han bevægede sig op ad hendes inderlår og vidste at der ikke ville være længe til at hun kunne mærke ham mod hendes åbning. Hun kunne ikke stoppe hendes krops reageren, men lige nu var der ikke meget reaktion. Hun havde aldrig været så tør, men hun var bange for om kroppen ville forråde hende, når hun mærkede ham tættere på. Neyrelle havde lyst til at kaste op som hun hørte hans støn som han pressede sig imod hende. De første tårer pressede sig på hos hende, men samtidig så måtte hun ikke vise ham den side af sig selv, men derimod stritte mere imod ham. 
De lammede følelser og hendes overvejen over hvad hun kunne andet end at sprælle som hun allerede havde gjort, gav ham mulighed for at lade sig glide op og hun mærkede nu hvordan han bevægede sig i hende. Hun blev nød til at gøre noget, og som før lod hun sin hånd smælde imod hans kind som aldrig før. Hun kunne ikke få sine ben ind under ham som vægten holdte hende nede, men hånden mod hans kind håbede at kunne gøre noget. "Jeg slår dig ihjel.." Sukkede hun lavmælt.

Martins fornuft var slået fra, han ville have hun skulle lide og ikke glemme ham, vise hende at det var ham der havde magten. Til hans fordel var han en tung mand, ikke synderligt godt lugtende, Han tog hvad han ville og pressede sig op selvom der var tørt, som hoften vuggede stirrede han på hende, et slesk smil på læben og en prusten fordi det var hårdt. Han nød denne magt lige nu og håbede faktisk hun ville tude, det ville give ham endnu mere. Men som han fortsatte følte han også at han gjorde hende en tjeneste ikke? Hun burde jo nyde dette langt mere end hvad den skævnæsede knægt måtte kunne? Hun burde jo næsten takke ham for dette? De tanker fik smilet til at brede sig. 

Han brummede som hun slog hans ansigt, ikke at han tog sig meget af det, hendes ord fnøs han af og lo en smule. Skulle hun kunne dræbe ham? han tvivlede stærkt på det, at hun var adelig anede han ikke noget om, og hvis han gjorde var der ikke nogen forskel, selvom dette nok ville fører til flere fjender, han var også ved at spekulere på om ham før eller siden burde finde sig et andet hjem. Efter et par stød trak han sig ud af hende og pakkede pikken væk, stirrede på hende som han rejste sig og begyndte at gå " skrid skøge, hen til din lille stalddreng, du er ikke dette værd" råbte han som han begyndte at gå imod en af de staldbokse der var hest i, havde dog er halvt øje på hende. 
" Hils knægten fra mig!" tilføj han næsten hånligt, som han drejede hovedet og sendte hende et stort smil. Måske hun nu kunne forstå, hvor slemt Eamon havde haft det under denne mand, ikke overgreb men alle de slag han havde udsat den unge mand for. 

Lige nu var der ikke meget hun kunne gøre. Hendes krop var frosset og forsøgte kun at sprælle som hun nu kunne. Hans vægt holdt hende nede, som han egentligt bare tog for sig af retten som lå under ham. Hun holdt sine tårer tilbage, det ville hun ikke give ham. Hun ønskede ikke vise ham den svaghed, som han sikkert ville nyde at se fra hende. Han var et umådeligt stort svin og lysten til at ødelægge ham og hans forretning var så stor i hende lige nu, som han ufortrødent forsatte sine bevægelser. Han var et utroligt frygteligt menneske. 

Lussingen som han sendte i hendes retningen virkede næsten ikke til at påvirke ham, hvilket hun måske burde have forudset når det kom til stykket. Hun vidste ikke hvor lange dette ville vare, men samtidig så tvilede hun på at han kunne holde sig ret længe. Hans krop var ikke bygget til det, og sådan som han prustede var han et svagt menneske. Til hendes glæde og overraskelse stoppede han sine bevægelser, var han allerede kommet? "Du er et usselt, ulækkert mennesk" Kom det blot fra hende som han var færdig og rejste sig. Hun ønskede at gøre modstand, men vidste ikke hvad hun kunne gøre mod ham. Han var større og stærkere end hende. "Må du dø ensom og din familie hade dig resten af dit liv! I det mindste er Eamon både mere mand og bedre end du nogensinde bliver!" Det var vage ord når hun lige var blevet ordnet af ham, men noget skulle hun gøre. Hun blev nød til at være stærk. Hun lovede sig selv at hun ville hænve sig selv imod ham, som hun rejste sig op og hurtigt ville væk fra gården. Hun forlod stedet og ønskede ikke at se sig tilbage, før hun stod overfor ham igen og kunne ordne ham. Sætte en stopper for ham.

Martin vandre hen til hesteboksen og lukkede sig ind, imens hun kom op at stå kroppen vendte sig imod ham, og han betragtede hvordan hun fik sig selv rejst op, det var lidt som om hendes ord ikke rigtig havde samme styrke længere. Han havde fået hvad han ville og forhåbentligt skulle han aldrig se det fjæs igen, hun var da heller ikke så pæn alligevel alt for tør, næsten som rubinen ørken! " ja ja, skrid hen og knald" råbte han som hun forlod stalden, først da han var sikker på hun var væk fra grunden åbnede han bukserne for at færdiggøre arbejdet hun ikke formået, imens han beslutte sig for at så han Eamon igen så skulle knægten dø! så kunne skøgen græder over det....