Den besvimede halvkat forblev ikke besvimet særlig længe. Men hans øjne forblev lukkede, og hans krop forblev slap i Finneas favn, som han blev båret på. Det var en vuggende fornemmelse, som Enzel syntes mindede meget om da han var lille og blev flyttet fra et rum til et andet og lagt i seng. Et af de gode minder, han måske lidt havde glemt. Øjnene gik i vand, men de varme tårer forblev fanget bag de lange, sorte øjenvipper.

Han vågnede lidt senere på natten, og i et øjeblik forventede han, at når han slog øjnene op, lå han i sin egen seng derhjemme. Måske var Nicola ved hans side, eller også var han stået op for længst. Men da han slog blikket op, var værelset væsentligt mindre, lang mere rodet og der var nogle andre farver og lugte. Han kunne lugte og smage blod fra kampens hede tidligere i nat.

Han genkendte værelset ret hurtigt, men gik ikke i panik – Det var han for kvæstet til. Faktisk var han bare glad for at være i live, og være sluppet med en bule i baghovedet. Han blinkede lidt med øjnene, og begyndte at lytte aktivt efter lyde, der kunne indikere hvor Finneas befandt sig lige nu.

Han kunne i hvert fald dufte mad, og straks begyndte hans mave at klage. Han havde ikke spist siden morgenmaden. Men han ventede roligt og ubevægeligt på at Finneas skulle komme og tjekke til ham, mens han lige sundede sig lidt.

 Opmærksomheden havde ikke tilladt Finneas at fokusere på hvor vidt eller ej Enzel måtte vågne op i hans favn på vejen hjem. Den generelle bæren på et andet menneske i denne forstand var en anderledes oplevelse, han mindes ikke sidst hvornår han havde gjort sådan noget, men han vidste, at det var evigheder siden. 

 Som de var nået til hans hjem, havde han fået lagt Enzel i sengen han normalt selv lå i ved højlysdag. 
 Finneas havde, med en forventelig reaktion når det gik op for Enzel, tilladt at fjerne hans turban, da han kunne se den havde taget et slag bagtil. Nakken var blevet tilset og intet var at finde. Måske det var meget godt, men lugten af blod havde dog været noget så rivende i ham, at han måtte forlade Enzel på værelset og sætte døren på klem. En to flasker var blevet taget for at fjerne duften fra næsen og mætte hans kommende sult. 
 
 Omstændighederne havde tilligemed ledt til, at han nu stod og kokkereret. En vampyr der ingen mulighed havde for at smage det, biksene noget sammen fra hukommelsen. Hvor måtte Guderne dog være med Enzel. Ingredienserne var hovedsageligt grønsager,  fisk og brød til ved siden, han turde ikke selv give sig i kast med kød - eller talte fisk som kød? 
 Hvem vidste mon sådan noget. 

 Men som han kunne efterlade maden til at summe over stearinlysene, tog han kedlen fra med vand som havde opnået en mildvarme. Vandet blev hældt i et vaskefad og en klud svunget over skulderen. 
 Intentionen var at se om Enzel var ved at vågne eller ej. Men han lod sig overraske. " Du er vågen " lød det blod fra ham, som han fik åbnet døren med foden og lod lyset stå bag ham. Indramme hans figur og silhouette. 

 " Det var lidt af en nat, Enzel " - " Jeg kan dog nok ikke redde dig fra en tur i cellen nu " erkendte han uden at vide omstændigheder foruden for det, han allerede havde fået fortalt. Vaskefadet blev sat ved sengebordet og kluden blev taget fra skulderen og rakt blødt frem til Enzel. Halvkatten måtte om han selv ville vaske blodet af sig eller om han blot agtede at blive kælet omkring. 

”Selvfølgelig. Du larmer helt vildt,” Hilste han tilbage, men med et forsigtigt smil.

Han bemærkede hvad Finneas kom med, og kæmpede sig op at sidde i sengen, for at tage imod kluden. Han vaskede sine hænder, sit bryst og sit ansigt, men kunne umuligt tage sig af de blodfarvede tøj han havde på. Det var ikke vildt lækkert at have blodstørknet plamager på sine silkeklæder, men han værdsatte at Finneas ikke havde klædt ham helt af. Selvom Finneas faktisk havde set ham nøgen før…

”Jamen…” Enzel var ikke just uskyldig, men han troede at han havde fået lov at gå. Han forstod sig ikke så godt på lovsystemet. ”Du tror vel ikke jeg er i problemer? Min nye favorit hadeperson virkede til at være temmelig skræmt, så…” Han vred kluden i vandfadet så det blev farvet godt rødt af blod.

Han havde forsøgt at vaske sig grundigt, men vidste ikke helt hvordan han så ud. Så han kiggede spørgende på Finneas for at få en form for bekræftelse i hans blik. ”Men tak for det hele. Og undskyld… Jeg håber ikke at jeg har ødelagt din karriere nu, fordi jeg tilkaldte dig.”

 " Køkkenet er ældre end din levetid rundt regnet om til katte år " spøgte han mildt og lod det dog alligevel falde til jords der. Han vidste den ikke var sjov, men forsøget var der da. 

 Øjnene flugte blot med, men forblev ved ansigtet af gode grunde. " Du fik lov at gå fra første hændelse, men at bide en byvagt " for lige at opsummere, han bed manden i ansigtet og ville gerne uden om det. En hånd blev løftet til hovedet og en finger gned sig til øjenkrogen.
 " Måske jeg kan tale dem til en kaution og så tilhold mellem jer to... " men selv det ville være svært, for nu havde Enzel udgjort en reel trussel, og samtidig med at Finneas skulle dække over at det faktum, at Enzel var en halvkat med bideegnet tænder. Det var måske at satse på en del. 

 Stille ryst blev givet og han satte sig på hug foran Enzel ved sengen. " Der skal mere til " ikke meget mere til, men han frygtede ikke for sin karrierer, og ellers kunne han altid vende retur om nogen små halvtres år og fortsæt som intet var hændt. Nemt. " Hvordan har du det? "

"Hmmm...." Enzel vidste ikke helt hvad han skulle svare til det. Der var intet positivt ved at skulle betale, for at få lov til at gå fri. Byvagten Eskild Havasi skulle garanteret ikke betale noget, selvom han var den der havde provokeret ham. Og Enzel var kommet lidt i tvivl om ham. Før han slog hovedet, var han overbevist om hvad der ville ske med ham, hvis han ikke gjorde noget ihærdigt, for at skubbe ham væk fra sig. Ville han have gennemført det, hvis han kunne? Eller blev han kun klam for at skræmme ham? Uanset hvad var der ingen vidner til at hjælpe ham med at vurdere det. Selv Finneas så ikke noget, før Havasis ansigt allerede var flået op.

Han sad oppe i sengen og summede lidt tankefuldt for sig selv, men flyttede blikket til sin side, hvor Finneas tog plads. Knælende. Interessant valg. Enzel ville have gættet, at han ville foretrække at tage siddeplads på sengekanten. Der var jo plads nok. Han ville vide hvordan han havde det? Som han spurgte kunne Enzel mærke alle de steder der gjorde ondt, og var bevidst om alle de behov der ikke var blevet mødt, fordi han havde været trukket væk fra sine vante omgivelser i flere timer. Hans baghoved gjorde ondt, og som han løftede hånden op og mærkede sin kæbe, der hvor han var blevet holdt fast. Og så var han sulten... tørstig... efter vand for engangs skyld... træt og deprimeret. På trods af alt det, smilte han. "Joh... Jeg har det godt. Intet er sødere end hævn. Jeg håber at hans ansigt ikke står til at redde, og jeg vil altid huske hans skrig og smagen af hans blod." Det sidste vækkede hans situationsfornemmelse. Her sad han og snakkede om at smage blod, som var det en god ting, overfor en vampyr der indtog det fordi han ikke kunne indtage andet. "Ups ... Det var ikke meningen..."

 Blikket søgte blot op i mod den anden, forsøgte at fange hans øjne så de kunne tale om det som det var. Der var i sandhed flere lag til alt der var sket, end hvad blot der blev sagt. Men grundet manglen på vidner, kunne det sjældent gå hen og blive til nogens fordel. Omend det ikke var en nødvendig at trække vejret som han gjorde, var det en ting han aldrig stoppede med, ligeså ville han ikke stoppe med at forsøge at hjælpe sine venner. 
 
 Finneas lod mimikken stivne lidt som han hørte de ord forlade halvkattens mund. 
 Kæben spændte let og han sank en klump så det kradsede ned i halsen. " Det er okay " hørt han sig selv sige, men alligevel snurrede det i hans krop. Det spændte op i hans underliv, det gav ikke mening, men han fandt det noget så pirrende at høre halvdyret være så brutal og dyrisk. 

 Men for ikke at blive siddende i sin egen suppedas, valgte han at rejse sig. Umuligt at skjule spændingen der hvilet i skridtet, trådte han tilbage. " Jeg ser lige til din mad " som en beklagelse for at måtte efterlade ham siddende alene tilbage. 

Der var selvfølgelig en bekymring for at komme til at vække Finneas lyst til blod. Men indtil videre havde Finneas bevist overfor ham, at han var i kontrol. Overraskende. Enzel havde ingen grund til at frygte for at blive bidt mere. Men han kunne se på ham, at det ikke var helt smertefrit for ham at være i nærheden af blod og høre om det. Så måske var det bedst hvis han pakkede det lidt væk og undlod at snakke så meget om byvagten.

Nu hvor Finneas var smuttet lige lovligt hurtigt afsted, blev Enzel liggende lidt endnu og hvilede hovedet. Men så tog han sig pludselig sammen til at komme op at sidde på hug i sengen, og afklædte sig for silkelag. Det yderste lag var værst, og ligeledes det midterste. og til sidste den sorte silkeskjorte, hvor det havde lidt skade, men man kunne ikke se det så godt. Enzel bekymrede sig mere for om det mon lugtede. Så han tog den af. Tøjet rullede han sammen. Det hele var lige til at smide ud... Det skar lidt i hans griske hjerte at tænke hvor mange penge han havde spildt på sin hævn.

Nøgen rejste han sig fra sengen og begyndte at åbne skuffer og skabe for at finde noget tøj han kunne låne af Finneas. Han overvejede slet ikke, at han snagede i hans hjem. Han ønskede bare at beskytte sig selv for den mulige fare, der var ved at have blodigt kluns på.

 Finneas fandt sig atter foran gryden der summede med grønsager og fisk i vand. Det duftede nu ganske okay, men han var vel rimelig usikker på hvad en delikat duft var for mad. Alt kunne vel dufte godt og smage forfærdeligt. 
 Vandet boblede let og grønsager blev langsomme bløde. 

 Underlæben blev let fanget under hjørnetanden som han stod der og lod grydeskeen cirkulere let rundt i det. Finneas ville næppe helt erkende over for Enzel hvilken effekt hans ord havde haft på ham. Musklen i kæben trak endnu en anelse i ham. Der flød nok blod rundt i hans kredsløb lige nu, men for zalens da. " Brutalitet, mhm " sagde han stille til sig selv. 
 Hovedet vendte sig en smule og han så sig selv over skulderen, der blev vandret omkring inde i rummet. 

 Finneas vurderet at maden var færdig, og han kunne godt puste stearingen ud, men lade det stå og summe på eftervarmen. 

 " Hvad laver du deri- " og som han stod i døren så han den nøgne halvkat. Skuldrene tank, brynene løftet let i et hengivende løft. " Der er skjorter i klædeskabet " skjorter som ville dække halvkatten til midt lårene og få ham til at se petite ud, mere end han allerede var. 

 Blikket faldt mod den blodige bunke tøj, og han trak kort på mundvigen og gik hen for at samle det op. Blod kunne altid komme af tøj, det krævede bare tid og tillid. " Du ender snart ikke med at have noget tilbage, hvis du går i krig med folk " kommenteret han, som han havde sat sig ned på hug for at samle tøjet op, men lod i første omgang bare lige fingeren mærke silken og løfte let op i det, mens han alligevel kiggede let henover skulderen for at se lidt på den nøgne mand. 

Den nøgne halvkat, reagerede ikke på at Finneas kom ind, han skænkede ham blot et blik, spørgende om han gjorde noget forkert. Men så spottede han Finneas lettere chokerede udtryk, og pludselig gjorde han det hele langt mere akavet, end det behøvede at være. Så selvom han allerede havde set det hele nu, afskærmede han for sine ædlere dele med sine ene hånd. "...Tak..." Svarede han, blikket undersøgte ham grundigt, og han trådte et skridt nærmere det andet skab, der måtte være 'klædeskabet'. "Det var det jeg ledte efter." Han åbnede skabet og bladrede igennem skjorterne, for at finde noget der virkede blødt. Intet af det virkede komfortabelt, som silke var for ham, men han fandt den blødeste skjorte ud og iklædte sig den.

Han knappede skjorten nedefra og op, og med ryggen til Finneas, så han ikke generede ham for meget med sin nøgenhed. Selv blev Enzel mindet om at de havde været nøgne sammen. Men den slags glemte han jo let, fordi det hele havde været et trick. Finneas var hans dødsfjende på det tidspunkt, men det kunne man vist ikke kalde ham længere. Hans besættelse af ham havde jo svundet bort nu, ikke? Og alligevel kunne Enzel regne med hans loyalitet.

"Jah, når nu du siger det på den måde," Sukkede han og drejede rundt "Du har ikke lige nogle bukser eller nogle shorts?" Det var kun det ene ben der var bart. Det andet var forbundet stramt ind med halen. Men det virkede lidt upassende at rende rundt med numsen bar og tigge og be efter det. "Men det er nu ikke mig der bekriger folk alene. Det er ikke let at være født halvkat."

Han kunne dufte maden. Det var en himmelsk duft.

 Det ville være lyv og løgn hvis ikke han kunne erkende, han lidt nød synet da. Enzel var en fin figur, selvom halen fortjente noget frihed i hans optik. Solnedgangblikket så mod den fine numse som den var, lys og blød. Formodet blød selvfølgelig. Det var ikke helt så nemt at afgøre for han havde ikke prøvet så meget igen og berøringerne han havde dertil var minimale. " Jeg tror ikke, jeg har noget i din størrelse, Enzel " erkendte han og rejste sig sit ståsted uden at tage silken med op i favnen. Hænderne blev let placeret på hoften og han løftede skuldrene i et lille træk. 
 " Lad mig se om jeg har noget oven på.. Men jeg har nu ikke noget i mod du er ... sådan " og blikket kørt lidt op og ned, for selvom det måske ikke virkede synderligt passende, så var det vel godt at være bare lidt fri i det for en gangs skyld. 

 Men Enzel havde ret. Det var ikke fordi han alene var gået i krig. 
 " Mhm... Men lad os få noget mad i maven på dig ", men uden at miste synet af Enzel, bakkede han stille ud, før han så vendte sig om for at gå til køkkenet og fik hældt suppen op i en skål og fandt en ske til halvkatten, brødet lå blot lunet, knap ristet og ventede på at blive taget for sig, men endnu en gang. 

 " Jeg ved ikke om det smager, men.. " 

Nå? Ingen bukser? Hvad skulle han så gøre...? Enzel kiggede ned ad sig selv, overvejende om den nu også dækkede. Men hvis bare han lod være med at bukke sig eller sprede ben, så kunne det nok gå an. I hvert fald her. Udenfor kunne han ikke rende sådan rundt.

Med deres historie med de mange skænderier, skulle man tro, at Enzel ville blive fornærmet over Finneas kommentar til at han var sådan, men Enzels mund bredte dig og lod vampyrens glødende øjne kigge på sig. Enzel kendte sit værd. Og han vidste hvad han var skabt til. Det var rart at blive anerkendt, af en eller anden grund... "Du har sikkert bukser. Du vil bare ikke dele." kommenterede han lavt nok til, at der ikke skulle svares på det. Smilende.

Han måtte affinde sig med skjorten for nu. Han havde smøget ærmerne om, så han kunne bruge sine hænder, når de skulle spise. Og nu hvor det var godkendt af hans vært, bevægede han sig ud i køkkenet og tog plads der hvor der var dækket op, kun til ham. Det slog ham at Finneas ikke selv kunne spise med, og derfor var det endnu mere venligt af ham, at han overhoved havde kastet sig i krig med et hjemmelavet måltid. Ikke engang Enzel, vidste hvordan man kokkererede. Hans mund løb i vand allerede. Han skubbede sig ind til bordet og rodede lidt i suppen, undersøgende, for at se hvordan grøntsagerne og fisken så ud. Han tog en skefuld op til munden, pustede dampen bort og smagte på den. "Mmh!" En elskværdig nynnen bekræftede at han syntes om det. Det var gode råvarer der blev brugt, og så var alle retter med fisk i øvrigt hans favorit. "Savner du ikke livets små glæder, som et varmt hjemmelavet måltid mad...?" Spurgte han, lige inden han dykkede ned i endnu en mundfuld.

 En mild klukken forlod ham som han rystede hovedet over den lavmælte kommentar. Den var ikke helt på afveje, men medmindre halvkatten agtede at svømme rundt, skulle han nok finde nogle bukser og ellers havde han sikkert et af Valdemars liggende oven på. Valdemars i den forstand, at det var hans størrelse, men om det var hans eller nogen Finneas blot havde købt til ham, var lidt ud på et. 

 Skål, ske og brød blev lagt ved dækket og halvkatten sad så fin der. Det var jo svært ikke at blive blød i knæene eller få følelserne i spænd når man så ham sådan. Som de var et perfekt match i en uperfekt verden. Men han lod blikket skænke sig trak kort på skuldrene over det. 
 Finneas valgte at trække en stol hen og sætte sig over for Enzel og så blot på, som han ville sidde der og spise. At han kunne sige de lyde af velbehag for smagen, kom måske en smule bag på ham, men måske var det en af de ting, som sad i ens krop til evighed tid. Havde man en gang kunne det, kunne man det altid. Som at cykle en cykel. " Der er mange ting af livets små glæder jeg savner " svaret han og så ned mod skålen, men vidste blot at maven ville vende sig i ham hvis han overhovedet forsøgte. " Solen, maden, alkoholen... ikke at have de her hjørnetænder " med sidste sætning fulgte en latter let med.  

 Afslørende for, at med hans tandsæt, var der ting som blev en smule mere udfordrende for sig, noget som virkede så irrelevant når man alligevel ikke kunne få de, man ville være med. 

Enzel spiste lystigt af sin mad mens Finneas fik lov til at fortælle. Han havde været sulten, for ellers var han normalt typen, der hellere ville snakke end at spise, når han var i selskab med nogen. Han gik efter at spise suppen først, det bedste, og så ville han spise brødet bagefter, det tørre, hvis han havde plads i maven til det. Han tog tankefuldt en tår af sin vand.

"Men du bliver aldrig gammel og grim," Opmuntrede han prøvende. Dette var trods alt det alle ville have, ikke? Det var i hvert Enzels største skræk, at han en dag skulle finde et hvidt hår eller en rynke mere. "Og du er jo så godt som udødelig. Du overlever alle os andre, og får lov til at opleve denne her fantastiske hovedstad vokse..." Enzel smilte bredt og tilfredst til ham, nu hvor han atter havde det godt og følte sig mættet. "Og det med tænderne, det ved jeg ikke noget om. Jeg har aldrig prøvet andet." Tilføjede han kækt. Enzel havde nu set Finneas tænder, og hans virkede større og længere, og mere dødbringende. Enzels var smallere og mere katteagtige. Han havde fire, men gættede på at Finneas kun havde i overmunden.

"...Må jeg se dem engang...?"

 Touché, halvkat. Men Fines ville for alt i verden gerne bytte det for at kunne leve med nogen, få et liv med dem og vokse med dem. Men det indså man nok først når man endelig stod på den anden side af hegnet. Græsset var så sandelig ikke grønnere, uanset hvordan man vendte og drejet det. 
 " Er udødelighed nu også en fordel, når man kan se dem man elsker dø? " munterheden var ikke at ane, for det var en realitet han havde luftet før. Set de han troede han skulle leve og dø med forsvinde ud af hans liv, se til fra tilskuerpladsen og bare stå stille når alt falmede og faldt fra hinanden. Finneas spidsede let læberne og pressede tungen mod indesiden af den ene hjørnetand. " Du lægger op til en farlig leg " kommenteret han og trak alligevel vovet på smilebåndet og lod blikket skimte mod Enzels læber. 

 " Du vil se dem? " gentog han og lænede sig let tilbage i stolen og lignede en der skulle overveje det. " Okay " tilføjet han blot og træk mundvigen op og åbnede munden for så at træk op i overlæben i et smil for at plotte tænderne som de var. Men stille lod han alligevel undermundens tænder mødes overmunden så de blot stod i kontrast til et lukket smil i sidste ende. 

Finneas havde vist nævnt noget om at han havde været gift. Med en kvinde. Og noget tydede på at han måtte give slip på hende, på et eller andet tidspunkt. Enzel havde bare ikke været den følsomme person, der havde gidet at vise særlig meget interesse for det, specielt der, under deres skænderi. Så han vidste ikke mere om det. Og han var faktisk heller ikke typen der spurgte ind til det nu…

”Hm…” Svarede han bare, som om han nu godt kunne se en fordel i udødelighed stadigvæk. Enzel havde aldrig mistet nogen til død – eller jo, men han havde genoplivet manden han elskede, for derefter at sige farvel for evigt. Han havde mistet ham på en anden måde. Kæreste Llyon…

Han flyttede sin mad til side og lod overkroppen glide lidt frem over bordet, og løftede op med hagen, så han rigtig kunne se med, som Finneas åbnede gabet og afslørede sine farlige våben. Enzel kiggede grundigt og nysgerrigt på hver en tand, kælede med sit blik, og studsede over hvad han så på med stor interesse. ”Så uhyggelig,” Gispede han lavmælt, smilende og spændt. Hans puls steg. Det at sidde så tæt på en vampyr med synligt tandsæt, kun med et bord imellem dem, var nok til at skræmme ham en lille smule. Han vidste at han ikke var i fare. Eller hvad? Mon Finneas mente at han lagde op til noget, ved at ville se dem? Når Enzel kiggede på hans tandsæt, kunne han ikke lade være med at sammenligne dem med hans egne. Og forestille sig hvor store de ville syntes mod en spinkel hals som hans… Han undlod fristelsen til at ømme sin hals lige nu…

”Tænk på hvilken ødelæggelse du kunne gøre på den dumme byvagts ansigt,” Måbende. Enzel støttede sin hage mod sin håndflade, og hvilede albuen mod bordet. Han havde set det han ønskede nu, og nu hvilede hans blik kælent på Finneas, fantaserende om at se ham flænse alle sine fjender, og bruge ham som et våben. Stearinlysenes flammer reflekterede dramatisk i hans blå øjne.

 At blive til ens porcelæns dukke var lidt underligt. At sidde der og bare vise sine ting frem uden andet end en forventelig konklusion om hvad værdig man havde og var. Finneas måtte dog et eller andet sted huske og rose sig selv, det var ikke så hyppigt han oplevet at nogen ville se dem an. 
 Selvfølgelig krævede det også, at han skulle lade nogen komme så tæt på, men Enzel var jo guds undtagelse for omstændighederne. 

 Blikket fulgte stille med, så hvordan Enzel sad, hvordan han blik formede sig og hvor det nogenlunde lå. I sidste ende ventede han blot på at kunne lukke sin fremvisning af tænderne og bare få lov at sige noget igen. Men havde han haft noget i munden. Drikkelse eller mad, så var han ved at kløjs i det, for han havde ikke forudset hvad der ville forlade den andens mund. 
 " Så makabert. Men det kræver du finder en uden rygrad eller morale " svaret han og lod munden lukke mere i. 

 Finneas lænede sig let frem i stolen igen, næsten som han ville og skulle mødes med Enzel henover bordet. " Lad vær og se sådan på mig.. det er ikke fair " ikke en bøn, men Enzel måtte vide hvilken effekt han havde på den anden, så at se på ham med det kælende blik, det var som at sæt en storbarmede kvinde foran Augustus Junior.

”Jeg regner ikke med at jeg behøver at lede særlig længe?” Enzel ønskede Finneas’ hjælp, og ingen andens. De vampyrer han havde stødt på, dem der forsøgte at komme på bordellet, var alle nogle skvat, og man kunne ikke stole på dem. Selvom Eskild Havasi var dødelig, så virkede han frygtløs, på en eller anden måde. Og små nybagte vampyrer, var en smal sag at tage sig af.

Han trak sig ikke tilbage, bare fordi Finneas nærmede sig. Det var lige før de var så tætte på hinanden, at de kunne udveksle et kys. Et meget fisket et, takket være Finneas valg af menu. Men fordi Finneas bad ham om at lade være med at se sådan på ham, sukkede Enzel og slog blikket til siden i stedet. Og han fik øje på den halvspiste suppe. Han var allerede mæt, og spiste aldrig op. Han tog sin ske og dykkede ned i suppen med den, og tog for sig af endnu en mundfuld. Men hans læber lukkede sig meget tæt om den, og trak skeen langsomt ud, så der slet ikke var noget spor af suppe tilbage på den. Den var helt ren. Blikket slog tilbage på Finneas, udfordrende. Han lystrede aldrig. Hvis man troede at Enzel flirtede, når han gik, talte og kiggede på folk, var man ikke længere i tvivl, når han åbenlyst flirtede.

”Fortæl mig om Valdemar,” Hviskede han veltilfreds. Søde Valdemar Finneas vidste jo godt at Enzel var gift. Det var strengt af ham at tørste sådan efter ham. Især når han længdes sådan efter sin mand… ”Hvordan ser han ud? Og hvordan er hans personlighed?” En lille stikpille, til Finneas store tale om hvordan han tændte på personlighed frem for det æstetiske. Det var et skud i tågen. Finneas mente ikke at der var noget mellem ham og Valdemar, men han var i den grad overbeskyttende over for ham. Det var Enzel nødt til at høre mere om. Langt vigtigere end at spørge ind til et gammelt ægteskab og en død hustru, som ikke længere var i billedet.

 Hovedet faldt let til siden. Mimikken talte for sig selv, det kunne Enzel ikke mene eller tro var hvad han var af type. " Du har mennesket, men ikke vampyren " for at rette ønsket han havde efterspurgt. Så indirekte at det var så direkte. Finneas ville ikke være den slags vampyr, og det havde han gjort klart fra starten af. Men som menneske, hans personlighed som menneske var noget andet. Det gjorde ham ikke spor af gå lidt vild for sig i sidste ende. Slog det først klik, var skuddet affyret og ingen vej uden om. 

 Det burde ikke være tilladt at side så tæt. At kunne lugte madens fordøjet duft ud ad den andens mund skræmmede han ikke. Men han kneb blot smalt med øjnene som han skulle vidne hvordan halvkatten sad og var på tværs. Så ulydig. Aldrig havde han forventet at skulle misunde en ske som han gjorde lige nu. Læberne så fint omsluttet om skeen, måden han trak den nænsomt ud mellem læberne. 
 For zalens en flirt. Finneas trak let i underkæben så det spændte og tydeligt gjorde hans linjer. Blikket faldt mere mod bare selve Enzels ansigt. 

 Et bryn hævet sig småt: " Valdemar? " gentog han og lod brynet falde ned igen. " Brunt hår, grågrønne øjne.. på højde med dig og slank " for at give det mest basiske. Men stille lænede han sig en snert længere frem: " Modsætningen af dig. Usikker og vigende... men lydig " som en direkte reference til den forbistret ske. 

 Finneas lagde begge arme på bordet, albuerne stikkende ud til siden og hænderne lagt ved midten, men alligevel klar til at række ud efter Enzel. " Du sidder virkelig der og vil lege med skeen og sende mig de blikke, og så sprøge ind til Valdemar? Det er under bælte stedet " 
 

Det var en meget objektiv beskrivelse af ham Valdemar. Finneas beskyttede sig selv, tydeligvis, men det nyttede ikke noget. Enzel havde gennemskuet ham for længst. Enzel kunne give ham det han ville have, men det ville ikke ændre på, at Valdemar kom i første række.

”Det med skeen, eller det med Valdemar? Eller kombinationen af de to?” Det var svært at skjule, at han nød samtaleemnet. Nød at det plagede Finneas lidt tilbage. Det var trods alt ham der startede, mente han, så snart han begyndte at tale om hvor uretfærdig han var, ved bare at kigge lidt venligt på ham. ”Han lyder meget dejlig, ham dit lille menneske,” Smilte han med et udspekuleret glimt fra sin egen hjørnetand, der kunne anes i krogen af munden. Han gjorde ikke noget for at skjule det over for ham længere. ”Jeg forstår hvorfor du vil beskytte ham.”

 " ... De blikke og den forpulede ske.. " det handlede ikke så meget om Valdemar. Måske Finneas ikke helt så det som halvkatten, men på den anden side, vampyren kunne sidde der og blive letter opstemt af at der blev kælet sådan for ham, øjnene, stemmen og munden. 
 Numsen og pikken lige der. Men samtalen lød til at skulle fokusere på Valdemar, og med det fik han Finneas til at trække sig tilbage i sædet. 

 " Hvorfor er Valdemar af nogen betydning lige nu? " skulle det nu til at holdes op i mod ham, som en undskyldning for hvorfor han ikke ville være sammen med Finneas. Selvfølgelig havde de dog en aftale om at være professionelle sammen, men dette nagede ham alligevel en god del nu. 
 At se halvkatten være så fin, så indbydende og så forbandet forbudt.