Han kunne have svoret at den skulle være. Den var aldrig andre steder end på sin plads, så at den manglede kunne få sveddråber og trykkende åre til at vise sig i hans pande. Vredens råben og et endevendt rum fik dog næppe amuletten til at poppe frem og ud af sit skjul.

Amuletten var et familie stykke, hans eneste objekt til at minde ham om hvad han havde haft, men samtidig var den også hans sidste menneskelige egenskab. I dens midte flyd noget af hans blod. Der var intet magisk over den, absolut intet. Udelukkende en affektionsværdi for Finneas.

Så stille begyndte han at gå nogle skridt tilbage, genkaldte sig sine seneste dage og uger. Hvor og hvordan, hvad og hvorfor. Valdemar. Kunne han være synderen, men tankerne fortsatte med at skabe sig et indre billede af øjeblikkene med drengen, men intet tydede på det eller til det. Hans nærevenner vidste hvad det var til ham, så de ville aldrig.
Finneas satte sig i lænestolen og som han tog tommelfingeren spids og blomme mod panden så han det for sig. Han havde kigget på den, svunget frakken på, lagt den i inderlommen og gået ud af døren for at opsøge bordele…jeren. Hele den nats scenarie spillede sig for hans blik, lige så frisk som det skete foran ham lige nu.

For zalans dragelort og havfruepis da også. Halvkatten havde den. Et sted håbede han, at katten ikke havde fundet den, men guderne var næppe med ham.

Finneas ventede til tusmørke for at han kunne gå. Men så snart punktet var nået, var fløjet til bordellet. Uønsket og det hele. Han skulle nok dukke op på kontoret som en skygge faldt til i krogene af et rum. 

Dette tidspunkt var Enzels yndlingstidspunkt på dagen. Bordellet var ved at lukke af for de sidste gæster, og nu skulle regnestykket gøres op. Enzel havde underetagen for sig selv, og han placerede sig i mageligt i sin chaiselong med et glas rødvin, og bladrede igennem regnskaberne og talte dagens indtjeninger mønt for mønt. For hver mønt der blev flyttet fra den ene pose til den anden, blev der omhyggeligt flyttet på en kugle på kuglerammen, og noteret ned på papirerne med et checkmærke. Forretningen trivedes, så det hjalp da på at Enzels ægteskab var i et krakelerende stadie, for tiden, hvor den eneste måde han kunne opnå tilfredsstillelse hos sin mand, var ved at forgribe sig på ham. En vane. Og det hjalp naturligvis også en del på, at det ikke havde været nogen fantastisk start på ugen, der da han blev kidnappet af en vampyr, som forhåbentligt havde lagt besættelsen lidt på hylden. Enzel var ikke nogen sjov person at forfølge. Han var en indendørskat det meste af tiden, og sad oftest meget stille på sin plads og drak og læste. Men det hændte at hun pludselig forlod bordellet enten for at finde sig en bar for det sociale samværs skyld, eller også en tur på det sorte marked, for at finde sig et godt og uvurderligt fund.

Amuletten, som han havde fundet fra jakken, havde vist sig ikke at være forbandet, hvilket var godt. Men den var desværre heller ikke magisk... Han havde kunnet sælge den for en fornuftig håndfuld krystaller, men grisk som Enzel var, forventede han at kunne sælge den for mere, hvis han fandt den rette sælger en dag. For nu hang den i en kæde om hans slanke hals og hvilede ved hans silkeklædte bryst. Derhjemme, hvor kun han selv kunne nyde godt af at være overpyntet.

Ude på døren var der et vendbart skilt som Enzel selv var ansvarlig for at administrere. Lige nu stod skiltet til at være lukket for kunder. Og på et skilt nedenunder var der mere tekst, hvor der blev understreget hvem der IKKE var velkomne, herunder Kriminelle, tiggere, kentaurer, minotaurer, vampyrer og varulve. Enzel havde på et eller andet tidspunkt erkendt, at det var en nødvendighed at støbt et sådan skilt i jern.

Og alligevel brasede der til tider folk ind, der tydeligvis ikke havde læst skiltet. 

Skilte var til at overse, de var intet andet end en anvisning for ens personlige grænser. Enzels grænser kom til udtryk i hvad han anså som værende værdige gæster i hans bordel. Acceptabelt som uacceptabelt. 
Banken var ikke hvad han gjorde sig i, han åbnede blot døren i et mild brag og vadet målrettet ind - som han kendte lokalet gange og rum, men næsen var hans guide. 

Blikket fangede katten i sin magelige position med sin selvforkælelse og så hans blod om dens hals. Læberne pressede sig en anelse sammen, foldede sig kort ind indtil de skilte sig for sætningerne som skulle forlade hans mund: " Du har én ting jeg vil have igen, og jeg spørger kun pænt én gang ". 

Det oplysende blik af at se det om halsen på en anden, fik kun flammerne til at stige højt. 

Hvis en vampyr kunne få røde kinder af irritation eller anden følelse, var hans æblerøde. " Så.. " han skulle lige mande sig op for at spørge, det var jo ikke noget han normalt gjorde i sådanne et embedet. For det var på ingen måde et arbejds anliggende, det var udelukket personligt. 

Hænderne knyttede let som de hang ned langs siden. 

Den stakkels bordelejer havde ikke regnet med at nogen ville brase ind på denne tid. Havde han ikke fået vendt skiltet!? I reaktion på chokket skulle han til at lette sig fra chaiselongen for at gå hen og tage ukærligt imod den ubudne gæst, men straks så han at det var juristen der var vendt tilbage efter ham.

Trods faren ved at have en utilregnelig vampyr på besøg, dumpede Enzel tilbage i sin magelige, lidt flirtende position i puderne og løftede de tøffelklædte fødder op.

”Ååh, jamen er det ikke min arbejdsomme jurist der langt om længe er kommet tilbage til mig igen?” Sagde han nærmest spinnende, og tillod sig selv at flytte en kugle i kuglerammen. Han var flabet, og ignorerede de farlige vrede signaler fra Finneas.

Faktisk var Enzel ikke helt sikker på hvad det var Enzel havde, som Finneas krævede. Sikkert sex. Eller opmærksomhed. Hele hans fokus endte hos Finneas, og hans orange øjne, der syntes at falde ned på hans krop. Hans bryst især, hvor amuletten hvilede så yndigt. I dag var Enzel beklædt med gyldne og mørkegrønne klæder, og amuletten klædte ham utroligt godt.

Enzels sarte og smaragdglimtende hånd, flyttede sig op til amuletten og lukkede sig beskyttende om den.

”Mener du denne her, måske? Den har vist sig at være mere eller mindre værdiløs, men jeg skiller mig ikke bare sådan af med gaver af den grund.”

Dens arrogante fremtræden var fyr til brænde, tændvæske til eksplosionen. En vredens lyst til at flå halen af manden sneg sig op bag Finneas. Kropssproget talte for sig selv, men katten var i sit magelige jeg, drillende og dødslegende. 

Min, din, vores. Mundvigen træk sig op, og blottet spidsen af hjørnetanden. Han ville ikke lege med lige nu, men vidste ligesåvel han var tvunget til at træde varsomt. Katte var så fine på deres poter, hurtige og havde et fænomenalt reflekssystem. “ Spar mig, “ tillod han sig at sige. 

Hjernen opfattet hurtigt at amuletten blev gemt i den andens favn, og han rynkede brynene først bekymret for at udskifte det til ildevarslende.  

“ Den var ingen gave, og jeg beder dig aflevere den tilbage, Enzel “ det smagte af kvalme og bræk i hans mund med sådan et ord. 

 Stille trådte han et skridt frem, og lod synsfeltet se hele katten og ikke bare om dens hals. Der var rigeligt at smide med, rigeligt at slå katten ihjel med, hvis det skulle ske. Hvis nu.

Det var ikke til at tage fejl af. Denne her amulet havde stor affektionsværdi for Finneas. Hans øjne og hele hans kropssprog signalerede fare. Selv Enzel der var kommet sig over sit chok fra starten af ugen, og var i et legesygt humør lige nu, vidste godt, at han ikke skulle stikke yderligere til en vred blodsuger. Han var ikke selvmordstruet.

”Så tag den,” Han trak den over hovedet og over turbanen og kastede den i retning af ham, før han kom for tæt på. Han regnede med at Finneas’ vampyrreflekser ville være i stand til at gribe den, og hvis ikke, var det ikke længere hans problem. ”Du er ikke særlig romantisk, er du vel?” Sukkede han og lænede sig tilbage igen, og kiggede undersøgende på ham, for at se om han ville køle lidt ned nu.

”Du kan også få din jakke tilbage, den lugter lidt af død. Men olieflaskerne der lå deri har jeg delt med min mand.”

Omklamrende som fortællingerne om skabninger af mørket, greb han den. Men ikke nok med det, så svøbene han den næsten ind i spindelvæv for at sikre sig den var i hans favn. 
Tilfreds med at have fået den igen, rømmet han sig en snert og måtte lige ryste forbavset på hovedet af katten. " Romantisk? " gentog han, som ordet var fremmed for ham. " Går vi nu op i om jeg er romantisk anlagt? " amuletten var i hans varetægt igen, måske en smule overrasket over hvor nemt han fik den udleveret. 

" Var det for at få hans stank ud af hjemmet? " ikke Enzels, men ægtemandens. Det var jo ingen hemmelighed at Finneas havde et blødt legeme for hankatten der forklædte sig som menneske. 

Men frem for at gå, valgte han alligevel at træde frem og sætte sig på hug foran katten i stolen, studsede på de silkebløde stoffer. " Du kaldte den værdiløs, men ligesom du sikkert har noget..eller nogen uden værdi som er dit alt "

Enzel blev godt fornærmet over kommentaren om hans ægtemands stank. Han vidste godt at der umuligt kunne være hold i det, eftersom Nicola var gemt væk inde på værelset altid, og altid duftede dejligt og rent. ”Gider du lige. Det er min mand du taler om.” Det var komplet uberettiget at gå efter manden. Nu håbede Enzel bare, at det der blev sagt herinde lige nu, ikke blev overhørt af Nicolas nysgerrige panterører. Enzel havde ikke fortalt om Finneas, overhoved. Gnavenheden forsvandt og blev straks mild og blid ”Jeg delte det såmænd med ham, fordi jeg elsker ham.” Blikket overværede den blonde vampyr, for at finde ud af, om det gjorde ham det mindste jaloux.

”Jeg gik ud fra at det var en forsoningsgave efter at have ødelagt min friaften ude i byen, intet andet,” Lød han med en falsk lyd af bedrøvethed. Tænk at han bare kom her og krævede hans gave tilbage. Enzel kælede for den løsthængende silke fra turbanen, som havde det været en genstridig hårtot der skulle glattes ud. ”Men jeg har mange ting, der betyder noget for mig. Jeg har samlermani, om du vil, så jeg ved godt hvad det vil sige, at knytte bånd til et objekt.” Enzel skænkede et langvarigt blik til fyren der havde placeret sig så underdanigt på gulvet foran ham, og dernæst særligt ned på amuletten i hånden. Ærlig talt mistænkte han den for at være noget andet end den var, eftersom han klamrede om den, som om det gjaldt hans liv…

”Hvorfor så meget påstyr for det skrammel?” Han rakte mageligt ud efter sit glas vin og sippede til det, afventende efter en god historie.

Et lille ryst på hovedet forekom, som forespørgsmålet om han lige gad. Det var der ikke tale om, han agtede ikke at svine hankatten til for den stank som kom fra de andre. Det ville jo ikke være fair over for mennesket. " Hvorfor er han så gemt væk? " blikket sagde mere end rigeligt, men han agtede ikke at give nogen form af følelser tilkende, for det var jo ikke kærlighed de havde. Finneas og Enzel, eller Enzel og denne ægtemand. 

Hengivende som Finneas jo så åbenlys var, så han blot til som silkebåndet blev kælet for, kærtegnet for. Skulle Enzel se jalousi, var det mere måden han gav silken den behandling som Finneas misundede. " Behold alt andet, bare ikke den " var meldingen endelige. Det var fuldkommen ham irrelevant med alt det andet. Havde skødet på hjemmet været der, til helvede med det. Alt andet end hans blod. " Hvad er dit mest værdifulde objekt i rummet her " hovedet drejet sig så det vendt kind og øre katten, som blikket gled omkring i rummet. Hvad betød mest for katten med samlermani. 

" Den er min påmindelse om den familie jeg kom fra og hvem jeg var før det her " svaret han uden at skænke Enzel et blik, men tonelejet lagde heller ikke op til at han ville uddybe yderligere i hvad det var. Amuletten i sig selv var jo familien, et kærligt minde, men han gik vitterligt kun op i det flydende i den, fyldt så godt op, at det var næsten umuligt at se det var blod.

En udånding: " Hvad er det værste der kan ske for dig ved at have mig omkring " og blikket fandt vej tilbage til bordelejeren, lagde stille op til en udfordring.  

Enzel gav ham et stift blik, som kunne skære igennem Finneas lige nu, for det spørgsmål. Han skulle ikke blande sig i hans anliggender. Hans mand virkede altid deprimeret og foretrak at ligge i sengen det meste af dagen. Finneas havde måske udspioneret nok på dem, til at vide det?

”Et arvestykke,” Enzel kedede sig. Han havde på at den gemte på en hemmelighed eller fungerede som en nøgle til en anden skat. En hemmelighed.

Han kiggede lidt til alle hjørner i det store, overfyldte rum, der var prydet med alskens fine møbler, malerier fra Corinth og nipsting. Alt syntes at være af høj materiel værdi her, men det her var bare bordelejerens æstetik og ikke rigtig noget af det, som han faktisk havde svært med at leve uden. ”Det kunne du lide at vide, hva?” Havde han pointe han skulle ud med, eller ledte han efter et ømt punkt han kunne ramme ham på? Helt ubevidst lagde hånden sig på skaftet af den rubinske daggert. Ikke fordi han følte sig truet lige nu, men fordi den havde en ubeskrivelig værdi for ham. Den daggert han havde stjålet fra Llyon og dræbt ham med. Den var uvurderlig for ham, og han gik aldrig uden den, hverken ude eller hjemme.

Han gik videre til at besvare hans næste spørgsmål. ”Det værste?” Der var Zalans mange slemme risici ved at have en vampyr tæt på sig. Især når man havde ansvar for så mange. ”Det værste ville være, hvis jeg fik brug for dig.”

Som et andet uartig barn, trak han blot skævt på smilebåndet over det stifte blik. Finneas ville ikke stoppe med at pointere manden var gemt væk som et par beskidte sko. Tænkt at gemme på noget så værdigløst. 
Samlermanien måtte vel komme af manglen på kærlighed i ægteskabet. 

Finneas fik stukket amuletten i bukselommen og lagde hånden på møblets kant. “ Vi gemmer alle på en lille del fra fortiden, fra dengang vi var frie.. eller fanget “ uvidende, men satsede på at ramme et ømt punkt. Han kunne lige så drille katten, for det var alt han alligevel fik ud af aftenen. Finneas så ingen grund til at gå, han ville smides ud. Jages ud. Se Enzel på alle fire som en kat, bare for ham. 

Men tilbage til samlermanien. Rummet vidnede om mani eller sygelig mange beundre. Finneas ville helst ikke være blandt den samling. 

“ At få brug for mig? Som vampyr, som jurist eller som sexslave for dig “ hånden blev sat mere i møblet og han løftede sig let fra læggene, og kom tættere på Enzel, mere i hovedhøjde. Den frie hånd satte sig i siden af chaiselongen. Åh, Finneas ville så gerne smage ham. Men på hvilken måde var det nu lige? Halvdyre blod var sjældent så delikat, så det kunne umuligt være sådan.  

Frie… eller fanget. Pokkers. Det var også kun fordi Finneas havde trukket turbanen af ham og set at han i virkeligheden var et halvdyr. Uanset hvad Enzel havde afsløret overfor ham, var det faktum at han havde pelsede ører, evidens nok til at antage, at han havde været slave engang. Naturligvis tog Enzel det ikke pænt, at der blev stukket til det på den måde, men Finneas ville opdage, at halvkatten var ufatteligt behersket udenpå, mens vreden fik lov til at rasere indvendigt.

Hans blik kølede ned, da manden foran ham begyndte at løfte sig op i møblet og nærme sig ham. Smidigt og elegant placerede han sin fod, beklædt med en flad stofguldsko med snude på, på brystet af ham, før han kom alt for tæt på. Enzel fandt situationen lidt akavet. Men han skulle ikke have hans mund i nærheden af sin hals!

”Min sexslave?” Hvem var det nu, der forestillede sig ting. Enzel havde ment som jurist, men han svarede ham ikke på det. Han var ikke længere det mindste i tvivl om, at Finneas sidst manipulerede ham til at tro, at det virkelig var noget han forestillede sig. Finneas var ham der stalkede ham og kom brasende i tide og utide! Han var den der fantaserede om ham. ”Så du vil gerne helt ind i mit liv, hm? Helt ind i mit mørke værelseskammer og fastbindes til min seng, mens jeg bruger din krop til at tilfredsstille min egen med?” Enzels ro var alligevel ret intens. Denne gang var der hverken mobbende latter eller forargelse at finde hos ham. Og han flyttede ikke på sin sko.

En erfaren kæledyrs ejer ville kunne tyde dyret alene baseret på dets adfærd, øre, hår og alle de små ting. Problemet med Enzel var, at manden var godt skjult i sine fine klæder og Finneas var ingen kæledyrsejer, det havde han aldrig været og blev heller aldrig. Han måtte bryde hjernen på nye måder for at vurdere om han havde ramt et ømt punkt, omend det ikke var hans endelige hensigt. 

Foden faldt til brystet, holdt juristen på afstand, men selvom foden sad solidt mønstret der, måtte bordelejeren kunne fornemme hvad der ikke var at fornemme i brystkassen. Det krævede hvert fald sin indsats at fornemme den aktivitet der foregik der inde, for det blod som susede igennem kroppens system. 

Det var en magelig leg, en gengivende jagt som langsomt ville kunne overgå i fortolkningen til kat og mus. Enzel måtte endelige gerne træde op i karakter for det. 

Knæene var solidt placeret i gulvet og den ene hånd slap møblet for at lade fingrene først røre stoffet om benet, for efterfølgende at lade hånden falden om det. " Du valgt selv at få med den mulighed " påpeget han med en stille og bestemt stemme. Fortællende at jurist og vampyr havde været i hans muligheder, men sexslave var hvad der blev vægtet på. " Har du aldrig drømt om at kunne yde skade uden at tænke på konsekvenserne under sex, flå, rive og bide " spurgt med en givende, sukkende og hungrende stemme og et blik der for et øjeblik lod sig vandre fra foden til det fine pudret ansigtet. 

Finneas pressede foden mere mod sin brystkasse. " Jeg vil ind. Uanset hvordan du vil have mig ". Bare han måtte være i nærheden af manden, se ham i sit mest nøgne puds, intet pudder, ingen turbaner, ingen hemmeligheder for at se det flotteste levende væsen, menneske, hvad der kunne beskrive alle racer i et ord. 

Det kom ikke som nogen overraskelse, at Finneas mente at han selv havde valgt det. Uden at have kendt ham i mere end nogle timer, samlet set, var det altid sådan han svarede.

Enzel skulle tænke sig godt om, før han reagerede. Han forsøgte at holde sig i ro, men alt inde i ham pulserede. Frygt. Spænding. Opstemthed? En mand der ville gøre alt for ham, havde altid været drømmen… Men nu hvor drømmen kom til virkelighed, var den mere skræmmende end noget andet.

”Jeg ved jo ikke engang hvad du har at tilbyde mig,” Han lød presset. Nok var han smidig, men han var med årene blevet mindre udholdende end han plejede at være. Denne her position kunne nemt blive ydmygende, hvis ikke han fik skubbet vampyren tilbage, inden han fik presset sig nok på, at han faktisk kom helt ind. Hvordan end det skulle tolkes. Han brugte de store muskler i overlåret til at skubbe ham pænt på afstand igen, og rejste sig op fra sit sæde i den gyldne og blomstermønstrede chaiselong og slentrede udenom ham, for at komme hen til sine penge. Pengeposerne løftede han op og låste ind i et skab inde bag betjeningsdisken. ”En sexslave… bør som minimum have en velplejet, sexet krop. Det er ikke nok bare at være høj.”

Lige så stille begyndte det ar rasle i den ellers godt udhullede krop af et tomt menneske. Finneas' krop summede, cellerne vibreret i søgen på noget. Nordadrenalinen satte sine små mænd i værk, alt blot for at skubbe gang i storebroren af det kortere navn. Adrenalin i et tidspunkt som dette gav ingen mening. 

Det trætte hjertets rytme steg dog lige så stille i takt med nysgerrigheden for at vide hvad interessen var. Selvfølgelig regnede håbede han ikke at Enzel ville benytte ham udelukkende sådan. Hånden om læggen fornemmede hvordan muskel for muskel skubbede hinanden i gang, og han rykkede sig villigt tilbage og slap benet. Løftede hånden som indikation på han stoppede. At han trak sig. " Fortæl mig hvad du ønsker jeg skal kunne tilbyde dig, noget som andre ikke med en nemhed kan give dig " omend de talte forbi hinanden, bevidst såvel ubevidst. 
Finneas talte generelt, han var som gledet videre i strømmen af den flod de leget i, helt ud til den store sø. Men som en fiskesnøre kunne narre fisk, ligeså kunne han ende tilbage i samme samtale emne, trukket tilbage i floden. 

Blikket fulgte manden, men kroppen gjorde ikke. Den svang sig op i hans chaiselong, lod det ene ben stå fast i gulvet, mens den andet fulgte møblet ud. " Jeg er fanget i min krop fra da jeg var i mine slut tyver ..- start trediver, den bedste tid af min alder .. jeg vil ikke engang kunne ændre det hvis du så bad mig om " åh, en kærkommen hemmelighed. Finneas satte aldrig konkret talt på sin alder, det betød nok ikke meget for nogen, men det var en bagatel. En sand ligegyldighed for hvad han var, for det hørte fortiden til. Albuen faldt til armlænet og den let knyttet hånd kort under hagen mens han kiggede betagende til det eneste flotte i rummet. Så meget skrammel. 

”Det er et godt spørgsmål, Hr. Lyøe. Hvad kan man byde manden, der allerede har alt?” Han drejede rundt så han ikke længere vendte mod pengene i skabet, men kiggede over på ham og opdagede, at han havde taget plads i hans chaiselong, som havde det været et møbel han var vant til at sætte sig i. Som om han var hjemme. Enzels blik smallede opgivende i et fladt udtryk. ”Min mand er en lille, sød halvpanter. Hans krop er skrøbelig, men han ved hvordan man tager den hårdt. Et naturtalent i sengen…”

Og nu studerede han Finneas nærmere med øjnene, mens han nærmede sig ham igen. Hans krop var langt fra skrøbelig, kunne man godt se, selvom han ikke var afklædt. Men Enzel anede ikke hvad han skulle forvente af en menneskekrop. En død menneskekrop, vel og mærke. Var der ar? Var der tatoveringer? Var han velplejet eller slidt? Finneas havde allerede givet ham noget af et tilbud. Han var i stand til at tage nogle slag, fordi han allerede var forbandet. Enzel havde brugt lidt af tiden siden sidst, på at læse op på forbandelsen, blot så han var bedre forberedt på det værste, når Finneas ville komme igen.

”Han har også en meget god hørelse, i øvrigt.” Og han pegede mod sin turban, for at minde ham om sine egne katteører. Måske vidste Finneas det ikke, men halvdyr havde også forstærkede sanser, og hans mand kunne uden tvivl lytte ved døren lige nu, hvis altså ikke han var faldet i søvn.

Så Enzel gad ikke diskutere det… Ikke hernede…

”…Jeg er 23…” Nævnte han, bare fordi det var et passende tidspunkt at nævne. Finneas regnede nok med at han var ældre, på grund af hans autoritet på Bordellet, og hans arrogance på kroerne. ”Hvem tog dit liv og gav dig et nyt? Og hvorfor?”

Et træk på skuldren som svar. Det måtte han jo fortælle ham, der var for mange gæt til at de kunne lege den leg. Solen ville stå op før eller siden og han tvivlede på at Enzel foretrak at have ham liggende omkring i dagstiden som en anden beskidt hemmelighed. " Lille halvpanter med en skrøbelig krop? Et nemt bytte at nedlægge hvis det skulle ske syden ville have pragteksemplar " lød det summerende, en ærlig kendsgerning. Panter var flotte dyr, og slavehandleren af syden tog hvad de mente var deres. Mon det var en årsag til at gemme manden væk i mørket? I fangeskab. 

Intet under at Enzel foretrak at sidde her. Det var ganske behageligt, selvom den nok klædte ham en del bedre end Finneas selv. Men nu nød han alligevel bare pladsen han havde tyvstjålet til sig selv. Finneas frynsede kort: " I har kattens egenskaber, vi er jo nærmest ligeværdige i forbedret sanser så ". 

23? Det ville han ikke have skudt ham til, men han ville heller ikke have gjort ham ældre. " Fin alder at have " ligegyldig for nu, men om ti år, var det relevant. " Ah, nysgerrig eller et ræve forsøg på få noget på mig " men det skulle da ikke gå ubesvaret hen. " Emmett hed han, hvorfor? Han fandt mænd af middelklassen som klarede sig så godt at de kunne indgå i selskaber med adlen, de hvis liv tegnede sig godt. Han morede sig over at se vores liv falde fra hinanden " en ærlig snak, en ærlig frustration. Men Finneas havde ikke mulighed for at gøre noget ved det, manden var død og hans liv var dødt. 

" Jeg gør alt for ikke at forbande nogen og skulle det ske at jeg tog en dråbe for meget blod, dør de " hans mimik var uden spor af følelse, det var blot koldt og stift. 

Hans mand var aldeles ikke noget nemt bytte. Finneas glemte én vigtig detalje, og det var, at han var under Enzels beskyttelse. Bare fordi Finneas overraskede ham med sine evner, og hang ham op mod væggen, betød det ikke at han var let at trodse. Enzel var hurtig og tøvede ikke med at stikke folk ned, hvis det virkelig gjaldt. Han havde den fordel, at han ikke holdt sig tilbage i frygt for døden.

Han noterede sig mentalt, at Finneas nævnte, at han også havde forbedrede sanser. Måske var det en vampyrting…

”Du blev leget med… Kan jeg forstå.” Enzel smilte, som om det frydede ham. Selvfølgelig var han nysgerrig på ham. Men ja, han havde gættet rigtigt. Enzel søgte altid svar, for at kende sine fjenders motiver. En vampyr var vel altid ude efter blod… Han vidste ikke, at de også var ude efter sex. De bøger Enzel havde gennemgået en aften på biblioteket, nævnte ikke noget om… erektion.

”Blev du skør, da du blev vampyr, eller var du det allerede, dengang du var i live?”

Smilet voksede skævende op og blikket smalledes en anelse. Det var smilet han ikke brød sig om, men forstod nu godt hvorfor han gjorde det. Men som det opfølgende spørgsmål lød, rystede han let på hovedet, og dog. Han studsede lidt over det. Skår var sådan et misvisende ord. 

" Jeg havde det sjovt som menneske, slåskampe i gyderne. Blod har altid været et rødt slør for mig. Men starten som vampyr var forfærdelige " skulle det være noget andet? Jovist de som aktivt selv valgte at gå ind i det liv. " Havde jeg ville have dit blod, havde jeg taget det for længst, Enzel. Men halvdyrsblod har ikke den bedste smag i min optik " 

Hånden under hagen lagde sig på armlænet og han lænede hovedet en anelse tilbage. " Selvom I er fantastiske på jeres egen måde, ofte bedre end mennesker, har jeres blod dyresmagen og det gør ikke meget for mit velbefindende " måske Finneas var alene om det, men lidt snobbet med blod måtte man vel godt være når det endelige kom til stykket. Blikket faldt op mod loftet, som han ikke helt ville se reaktionen for hans sætning. 

Der blev danset let og elegant udenom fornærmelsen, men det havde nu også været et useriøst spørgsmål. Det gjorde bare at Enzel holdt op med at smile modbydeligt og drilagtigt, og i stedet lyttede alvorligt. ”Jeg beder dig lade være med at omtale mit blod som halvdyrsblod…” Enzel talte lavt. Han var menneske, også overfor pigerne og Lukas, som arbejdede under ham. Ingen måtte kende til hans hemmelighed, så det gik ikke, at Finneas snakkede så højlydt om det, når nu alle her i huset havde superhørelse.

At han havde ulækkert halvdyrsblod, var heldigvis en god ting, men selvfølgelig var der en lille, grim side i ham, der hadede, at hans blod ikke var lækkert eller eksklusivt, ligesom resten af ham. Men selv hvis han havde været menneske, var kvaliteten nok forringet af al den druk og alle de stoffer han havde kørt ind.

”Jamen, havde jeg villet myrde dig den aften, havde jeg gjort det.” Svarede han med krydsede arme. Selv hvis Finneas’ hugtænder kom først, så var der altid en chance for, at Enzel var så desperat for at leve, at han fandt styrken til at jorde sin daggert i ham nok gange, indtil det ramte hjertet. Og hvis det ikke lykkedes ham… ja, så ville han dø, og det tredje liv ville være slut. Men så ville han vie sit fjerde liv på at hævne sig! ”Men hvis du holder dine klamme tænder fra mig, så holder jeg min daggerthånd i ro, okay?” Det var forhåbentlig en aftale, der kom dem begge til gode.