Ko havde skrantet de sidste par uger, og Godtfred havde simpelthen ikke kunne finde en løsning på problemet. Han havde først prøvet nogle simple tricks som at ændre på hende kost, give hende mere vand og holde hende mere med selskab. Nogle af tingene havde hjulpet en kort periode bestående af højst et par dage, inden hun fik det skidt igen, og Godtfred havde set sig nødsaget til at sende bud efter den lokale dyrlæge efter en uge. Dyrlægen havde set Ko an og konstateret, at det var noget, han faktisk ikke vidste særlig meget om, men han kendte til en dyrlæge i Dianthos, der nok havde en løsning på problemet. Det rygtedes, at hun kunne tale med og forstå dyrene, hvilket Godtfred måtte indrømme, at han fandt utrolig interessant. Han ville elsket vide, hvad Ko, Kat, Dame, Frue, Frøken og Baronesse mente om ham. Eller måske egentlig bare kunne holde en tovejs samtale i ny og næ, når gårdlivet gik for langsomt – selv til hans smag.

Det havde været en uge siden, Godtfred havde fået den lokale dyrlæge til at tage fat i dyrlægen fra Dianthos, og det var i dags, at hun skulle ankomme. Han stod ude i Kos indhegning og holdt hende med selskab, mens de ventede. Hendes øjne så alt for klare ud til en ko og temmelig små, i forhold til hvordan de normalt så ud. De var heller ikke så brune, som de plejede at være. Ko lå meget ned for tiden og rørte sig knap nok for at spise eller drikke, hvilket var meget bekymrende. Men der var ikke andet at gøre end at vente.

Meira havde fået en brevdue fra en dyrlæge i fredskilde. hun lukkede sin praktisk i 2 uger for at kunne tage ned til denne mand der havde brug for hjælp. hun havde pakket ting som hun normalt skulle bruges til en ko. hun fik lånt en hest af en bonde i dianthos, for at komme hurtigt frem. hun fik en vogn med og kørte nu hesten afsted mod fredskilde. hun tog stop på kroer, hos bonder og nogle gange bare under nattehimlen. hun kom endelig frem til fredskilde og besøgte dyrlægen så han kunne følge ham til den søge ko. det tog inden tid. 

da hun endelig kom til bondens hjem bankede hun på og dyrlægen gik tilbage til sin praktis. hun ventede lidt ved døren men da der ikke var nogle som åbnede gik hun ud for at se i stalden eller foldene. hun kom til en fold, hvor der var en ko og en mand der sad sammen. "undskyld hr? er De den herre som har en syg Ko" spurgte hun roligt og smilte . hun gik ind i folden lige så langsomt. hun tændte for sin dyreforståelse. så koen kunne tale med hende når den havde brug for det.
hun så mod bonden. hun håbede det var her hun skulle være. "jeg er Meira Mavourneen fra Dianthos. er dette det rigtige sted jeg er havnet?" spurgte hun og havde en taske i hånden med de vigtigste ting til en koens undersøgelse.

En ung kvinde med næsten lige så rødt hår som Godtfred trådte hen til folden og lukkede sig selv ind. Hendes hår var langt mere glansfyldt og råbende, hvor Godtfreds var krøllet og mørkt. Han strøg Ko over mulen, inden han rejste sig for at tage i mod kvinden. Mens han rejste sig, tørrede han sine hænder i sine bukser for at være sikker på, at der ikke sad for meget ko og jord på hans fingre. Høflig var man vel.
“Godtfred Elbank. Hvordan går det?”, en høflig hilsen der ikke nødvendigvis skulle hilses på; Godtfred stak sin hånd frem for at trykke hendes hånd, “De er kommet til det rigtige sted. Det her er Ko. Min ko. Hun har ikke haft det særlig godt de sidste par uger”.
Han viste Meira hen til Ko, så hun kunne komme i gang med at hjælp. Godtfred satte sig på knæ for at stryge sin ven over ryggen og holde hende med selskab. Mens han gjorde dette, begyndte han at fortælle:
“Hun har skrantet en del. Det er tydeligst at se på hendes øjne, som De kan se. Jeg har forsøgt mig med småting som at ændre hendes kost og drikkevaner og lignende, og noget af det hjalp i en kort periode, men som De kan se, har hun ikke fået det bedre. Hun producerer heller ikke så meget mælk, som hun plejer, og jeg ved ikke, hvor meget smerte hun er i. Når hun endelig er udenfor, så ligger hun her bare og spiser knap nok.”
Det var tydeligt at se på den midaldrende mand, at han var umådelig bekymret på sin kos vegne.

Meira så på manden der kom over til hende og rakte hånden frem. hun trykkede den blidt og selv om hun havde skrigene rødt hår var hun ikke så farlig som folk mente rødhårede var. mange mente rødt hår betød stort temprament. "hej Hr Elbank, jo tak jeg har det fint. men det lyder til at deres ko er helt modsat" sagde hun med et bekymret udtryk da hun så på koen. hun gik med Godtfred over til koen og så på den. skrantet lød som lungebetændelse. hun gik over til koen og satte sig ned på hug og tog et stetoskop frem. hun satte det ned ved lungerne og lyttede til hvad godtfred sagde imens hun hørte på lungerne. koen lød ikke helt frisk på lungerne. så muligvis en gang lungebetændelse.
"hvor gammel er Ko." spurgte hun godtfred og begyndte at lytte på maven og slå med et smølfespark forskellige steder på maven. det kunne jo være en fordrejet mave. men det skulle ordnes hurtigt vis det var det. for det kunne gøre hun ikke kunne komme af med afføren.

hun så mod koen og derefter på godtfred. "har hun fået kalv for nyligt. vis ikke er det nok grunden til mælk mangle. men hun lyder til at ha lyngebetændelse. hvilket kan være grunden til hun skranter og ikke har det godt.... hoster hun?" spurgte Meira for at være sikker på hun ikke havde misset et tegn. "for vis hun ikke hoster og ikke spiser eller drikker kan det være fordi hun har en forsnorning i en af hendes mavesække. hvilket jo godt kan betyde at vi skal handle hurtigt." hun så bekymret på koen og nussede den lidt på ryggen for at fortælle hun ikke ville den ondt. hun var jo ikke her for at gøre dyret ondt kun for at hjælpe.

Godtfred holdt nøje øje med Meiras bevægelser. Bare ved at observere kunne han jo lære noget nyt, for eksempel hvordan han bedre skulle passe på Ko, holde øje med symptomer eller finde ud af, hvordan han skulle lede efter tegn på sygdom. Selvfølgelig var dyrlæger den rette vej frem, for de vidste (forhåbentligt), hvad de gjorde, men de kunne også være så forfærdelig dyre. Godtfred ville betale hvad som helst for at få gjort Ko rask igen, men det ville sikkert gøre et indhug i hans tegnebog, som kunne mærkes den næste månedstid – men han ville overleve, som han plejede.

“Omkring to år; måske to og et halv. Jeg købte hende, da hun var en stor kalv, så jeg er ikke helt sikkert”, svarede han og blev ved med at stryge Ko henover ryggen. Han så til, mens Meira lyttede og gjorde ved. Det var faktisk ganske fascinerende. Alle hendes bevægelser var sikre og rolige for ikke at skræmme Ko, og de var metodiske og tænksomme. Hun gjorde sit arbejde ordentligt. Noget Godtfred påsatte. Et tålmodigt stykke arbejde var et godt stykke arbejde.
“Hun har ikke fået kalv. Jeg har ikke haft køer i flere år; hun er den første”, han så på Kos milde, syge ansigt, “Jeg har ikke langt mærke til, at hun skulle have hostet”, så det var ikke lunge betændelse, “Forsnorning? Gør det ondt?”

Meira vidste at som mennesker også så ville ens mælk ikke dannes uden man havde født, så klart at hun ikke gav mælk når hun ikke havde en kalv at skulle die. hun så på koen og lagde en hånd på dens nakke og hviskede til den. "har du ondt i maven, som om du ikke kan komme af med afføring. eller som om du har gas i maven" koen så på hende da hun spurgte. hun kunne jo forstå den vis den talte og det gjorde den. "jeg har ikke spist da det har gjort ondt at spise." Meira lyttede og rejste sig op og gik lidt på afstand af koen for at se om den var oppustet. det ville være en forsnoring som gjorde at der dannede maget gas i en mavesæk og kunne være dødeligt. vis hun var tynd var det nok ikke en forsnorring. men så vidst Meira kunne se var den noget oppustet. hun skyndte sig hun på den anden side og koen.
hun tog stetoskopet og lyttede på maverne og slå lidt på skindet for at høre en bestemt lyd. hun fandt lyden og så på koen og så på Godtfred, "hun har tydeligt en forsnorning og ja det kan gøre ondt og være dødeligt. for så ophober sig gast i hendes mave og vis det ikke kommer mad ind vil hun nok snart dø. men bare rolig. jeg var lidt forberedt. men jeg skal bruge din hjælp Hr." sagde Meira bevidst men stadig med et smil på læben. hun så på koen. "vi skal ha vendt Ko på ryggen for at se om vi kan få maven på plads." hun så hvor skidt Ko var begyndt at se ud og vidste at de skulle handle og det kunne kun gå for langsomt.

Meira skyndte sig over til sin taske og fandt en rimelig stor nål og en tråd. hun vidste hvad hun skulle gøre men hun kunne ikke klare det alene. en ko var jo ikke just små kilo men næsten 4 gange så meget som et menneske. hun tog fat i Koens hoved og sagde. "du må love du ikke sparker. lige meget hvor mange smerter du for. det er kun for at hjælpe dig" hun klappede Ko på mulen og nakken, hun håbede det hun havde lært af sin mester ville komme til nytte nu.

Forsnorning viste sig ar være lige så ubehageligt, som det lød. Godtfred mumlede en kort børn for sin ko, som han satte sig an til at give hende et ordentligt skub for at vende hende om på ryggen. Gad vide hvordan en ko mon så ud med alle fire ben i vejret? Nej, det var ikke tid til morsomheder nu. Med Meiras hjælp fik han vendt Ko om på ryggen, som et kort øjeblik sprællede rundt, før hun fandt ud af at slappe af. Det måtte også være ubehageligt som ko at vende en vej hele sit liv og så pludselig blive vendt på hovedet. Den slags kendte Godtfred godt til. Han var vant til at stå på fødderne med hovedet længst mod himlen, og der var ikke mange ting værre end at stå på hænder eller hoved, hvilket Godtfred aldrig havde lært som barn. Det var bare ganske og enkelt ubehageligt, så der var intet at sige til, at Ko ikke brød sig om sensationen.
“Er der noget, jeg kan gøre?”, Ko måtte helst ikke lægge sig til at dø. Og specielt ikke en så hæslig død som dette forsnorning lød til at kunne blive.

da Ko blev vendt om med hjælp fra Godtfred stod Meira og  lyttede med stetoskopet igen for at finde den rigtige mave. hun fandt den da også og trak vejret dybt før hun sagde "hold hende denne vej så længe De kan. det kan godt gøre lidt ondt" sagde hun til Godtfred og når han var klar stak hun nålen i maven og hørte koen muhede men så hurtigt som den muhede lige så hurtigt var Meira færdig med at stikke i den og bandt snorren fast i koens mave.

hun lyttede lidt til hvad der skete og hun gjorde klar til at vende koen, om så den igen kunne klare sig selv. hun lyttede til  koens mave igen og kunne høre at et havde hjulpet. hun gik over til Ko's hoved og nussede den på panden. "nu skal du bare spise, og drikke, så skulle du gerne komme dig igen." sagde hun med et smil og Ko så op på hende, hun kunne se og lugte at alt var begyndt at virke. for nu pruttede Ko noget for at få gassen i maven ud, det lugtede lidt men sådan var det på en gård. for en gård havde jo ikke luftfriskere hos dyrene. de levede jo med lugten men Meira nød den lugt for det betød dyr.

Meira så på Godtfred med et smil. "nu skulle hun gerne snart være sig selv igen. hendes mave lyder som den skal nu og hendes fordøjelses system burde fungere igen, bare gi hende lidt ro og så skulle hun gerne ha rejst sig i morgen, vis ikke send endelig en due" hun nussede Ko's hoved og så på godtfred. "har De ellers nogle spørgsmål.? " spurgte hun for at være her til hun ikke havde mere at gøre.

Godtfred fulgte alle Meiras bevægelser, mens han selv forsøgte at holde Ko nogenlunde i ro. Det var tydeligt at mærke på koen, at det var en smule ubehageligt, og hun havde svært ved at undgå at spjætte, da Meira stak en nål ind i hendes mave. Godtfred syntes også, at det så temmelig ubehageligt ud, men det tog overraskende kort tid, før det var ovre. Ko blev vendt rundt igen, hvorefter han straks gik i gang med at stryge hende over ryggen og svagt mumlende roste hende for at have været så hjælpsom.
"Tak skal De have, doktor", han gav hende hånden, "Hvad skal De have for det?"
Godtfred vendte sit blik tilbage mod Ko, der allerede så ud til at have fået mere liv i øjnene. Hvis han selv skulle sige det, så så hun temmelig stolt ud over, at hun kunne have ligget så stille, men det kunne ikke passe. Mange dyr var intelligente, det var han ikke i tvivl om, men køer havde altid slået ham som dovne, drøvtyggende, kæmpestore hundehvalpe, der ikke kunne styre deres følelser. Men han elskede hende også på grund af det.
"Er en kalv nok om året?", spurgte han så, "De nævnte det i forhold til Kos mælkeproduktion"

Meira smilte venligt og trykkede hans hånd. da han spurgte hvad det kostede så hun på Koen og smilte venligt. "2 safir og så burde det passe til hvor lidt der skulle laves" hun havde jo ikek haft behov for nogle af sine urter så hun sparede lidt. hun så på koen og gik over og puffede lidt til hende. "op og stå og få lidt mad så burde du få det meget bedre" hun klappede koen på ryggen og prøvede at få koen op selv om den nok lå godt.

da han spurgte om en kalv om året var nok smilte Meira forsigtigt. "en graviditet er hos køer som hos andre dyr. vis ikke de har et afkom at gi mælk til kommer der ikke mælkeprudoktion i brysterne. eller i dette tilfælde yveret. så jeg vil mene vis De skal leve af mælk skal de ha flere køer og mange kalve i omløb." sagde hun hvor efter hun tog hånden ned i en lomme og fandt et lommetørklæde op og tørte lidt sved af panden. hun havde det med varme lige nu. men hun så med venlighed på Godtfred og håbede han forstod hvad hun sagde for en hun skulle jo gi mælk til sin unge. lige meget hvad for et dyr man talte om.

Godtfred måtte gå ind for at hente sin pung, så snart de, eller rettere Meira, var helt færdige med at se til Ko. To safirer var heller ikke meget. Med hendes hjælp kom Ko langsomt op og stå, tydeligvis ikke helt tilfreds over at blive puffet til, men beroliget igen ved Godtfreds strygende hånd henover sin ryg. Det var godt at se, at hun allerede havde fået det bedre.
"Aha... se, det giver mening", han havde ikke regnet med at leve af mælkeproduktion. Han havde snarere fået Ko for ikke at føle sig ensom på gården, og det gav ham noget at lave, når der ikke var høstsæson eller klargøring af marker. En kalv kunne vel ikke skade. Det var en mave - eller fire - mere, der skulle fyldes, men det var sådan en lille spirrevip, at det ikke ville gøre Godtfred det store.
"Det ser ud til, at De godt kunne trænge til noget at drikke. Kom De bare med indenfor. Så kan jeg også betale Dem, frk. Mavourneen", han klappede Ko en sidste gang, inden han forlod indhegningen for at komme indenfor. Se, mon han så kunne huske, hvor han sidst havde lagt sin pung?

Meira fik Ko op til sidst, og den gik da også over og spiste af høet der lå lidt der fra. hun sukkede lettet. "det var godt tøs" hun strøj en hånd over Ko's ryg og gik over til Godtfred. da han tilbød noget at drikke smilte hun varmt. "lyder rart. det vil jeg gerne" hun gik ud af indhegningen og fulgte med op til hovedhuset  hun havde ikke fået taget nok drikke med sig til den ene vej af turen. nok mest af alt fordi hun også havde givet hesten noget at drikke. men det vidste hun nu til næste gang.
Meira gik roligt og så tilbage om Ko havde lagt sig men det så ikke sådan ud. det vaar gode tegn. en forsnoning i maven kunne være farligt og meget ubehageligt. især med så mange maver som en ko nu engang havde.

Meira så op på himlen og trak vejret dybt. hun elskede en gårds duft. frisk og dog fyldt med gødning. det var bare en dejlig duft for en der elskede dyr. hun så rundt på gården og så ikke rigtigt så mange andre dyr. "har De overvejet at få flere dyr på gården. som får måske" spurgte hun lidt nysgerigt.

De trådte indenfor i hovedbygningen, hvor Godtfred straks gik i gang med at finde to kopper, som han kunne hælde rent vand op i. Det var en halvvarm dag, så det var vigtigt at holde sig frisk og hydreret.
"Det har jeg ikke midlerne til", han fandt to kopper og det rene vand, "Men da jeg var barn, havde vi geder, grise, heste og får. Jagthunde. Det her var en stor gård, før Fredskilde brændte ned for nogle år siden".
I øjeblikket havde han ikke andre end Ko, Kat og sine fire høns. Han havde desværre ikke tid til så meget andet. Godtfred rakte Meira den ene kop med frisk vand, før han bad hende vente, mens han fandt sin pung. Det var lige med, hvorhenne han havde langt den, for han brugte den ikke så ofte. Som regel kunne han bytte sig til ting - som en liter mælk for et friskbagt rugbrød eller fældning af et træ for et par timers hjælp med høsten - så penge var ikke rigtig noget, som han brugte.

Efter fem minutter kom han viftende tilbage med pengepungen:
"Jeg fandt den. Den var kommet bag kommoden. Hvad skal du have?"
Godtfred satte sig ved køkkenbordet og væltede indholdet ud på det for at kunne tælle.

Meira smilte forsigtigt som hun fulgte med ind til hans hovedbygning.. hun så rundt og synes her var fint. da han gav et glas vand takkede hun og gik lidt rundt i køkkenet. hun så på ham da han kom med pungen. "de må ha haft meget at se til den gang. med alle de dyr" hun satte sig ved bordet og drak forsigtigt lidt af vandet. hun elskede gårde når det var tegn på hjemmeligt hygge.
da han spurgte hvad hun skulle ha smilte hun venligt. "2 safir" sagde hun og vidste at det var billigt men hun hjælp gerne lidt de gårde der ikke havde alverdens penge.

hun så på en krystal der trillede væk og greb den inden den faldt ud på gulvet. hun lagde den på bordet til de andre og drak det sidste af sin vand.

"Den gang var vi jo også flere, som boede her", fortalte han, "Flere hænder, der kunne hjælpe til"
Alle hans søskende havde haft andre idéer om, hvordan deres liv skulle leves, og hvad de ville bruge tiden på - selv Amund, som aldrig rigtig nåede at tage stilling til sin fremtid, før han døde. Godtfred havde været den eneste tilbageblevne; den eneste, der havde haft et ønske om at bibeholde gården og livet som bonde.

Godtfred nikkede og begyndte at rode efter to safirer i sin pung. Han hørte en krystal ramme bordet, men før han overhovedet kunne nå at reagere på det, havde Meira fanget krystallen og langt den, så den end ikke nåede at ramme gulvet.
"Det er noget af nogle reflekser, De har. Er det normalt for alle dyrelæger?", det virkede ikke sådan på den lokale i Fredskilde, men man kunne jo aldrig vide. Godtfred rakte hende to safirer og stoppede de resterende krystaller tilbage i sin pung.