Isabella var klædt i sine fine hvide klæder med samtlige mønstre, der symboliserede lysets gudinde. I sin favn bar hun en bog med religiøse fortællinger og viser. Hun var i dag ude for at prædike om Isari, i håb om at kunne hjælpe folk i nød til en lysere fremtid i selskab af en tro på Isari. Isabella så i hvert fald altid håb og godhed i folk, og var overbevist om at enhver kunne hjælpes med den rette velkommende hånd.
Hun havde netop nejet for en familie som boede tæt på det nedre bydistrikt. Hun havde lige fået snakket med dem, og selvom de voksne ikke virkede synderligt begejstrede, virkede det til, at hun havde skabt et håb for børnene i husholdningen. Isabellas egen latter og fantastiske udstråling smittede måske også. Hun var nemlig som sendt fra Isaris rige. Køn, glad og næsten uimodståelig. Hun havde en glød over sig, som nogen ville mene man kun havde hvis Isari havde velsignet en. Isabella elskede ideen om at være udvalgt, men eftersom hun ikke selv havde en direkte kontakt til Isari, turde hun ikke love det til gud og hver mand.
“God eftermiddag, herre,” lød det venligt som hun havde gået kun et lille stykke ned af gaden for at se en herre som var en del ældre end hende. “Har De et øjeblik til at snakke om Livets Moder, Isari?” spurgte hun, og bar det blideste og kærlige ansigt, nogen længe ville have set. Hendes hænder omfavnede den mørke bog hun havde medbragt sig for støtte, hvis hun skulle blive i tvivl om noget fra troen.

Martin havde brugt det meste af dagen i byen, havde fået sig en del fadøl dog en smule sur nu, fordi de havde smidt ham ud fordi de mente han larmede for meget og gjorde kvinderne utrygge! Bande over han ikke bare havde skiftet sit udseende før han tog afsted, men ak nej han regnede da med at hans eget ydre, da burde kunne lokke kvinder? En mand med sådan en flot mave, ja det måtte da tiltrække måske endda en kvinde der gad lave mad? Men nej smidt ud som var han skidt, de tog grueligt fejl han skulle nok vende tilbage!
Som han gik gennem gaderne rasende, men så var det som om der skete noget, en stemme fik ham til at se imod hende. Hans blik gik fra at være vredt til at blive mere venligt, en stor fed løgn! Han trak i et smil og rankede sig en smule, som de fik øjenkontakt kunne han sætte en illusion op om at være langt mere charmerende, næsten en man ville stole på. “ åh der er da ikke noget jeg heller vil, men måske vi kunne gå og snakke samtidig?” hans stemme charmerende, selvom den indeni var bund rådden…..
Hans blik gled grådigt over den smukke kvinde, selvom hun ej ville se grådigheden i hans øjne, hun havde valgt den forkerte mand…

Isabella følte sig tryg, som hun kunne se hvordan manden hun havde talt til virkede til at blive glad over hun hilste på ham. Måske kunne hun bringe noget lys til hans dag? Hun gav sin bog et lille klem ved hans forslag. “Selvfølgelig kan vi det,” lød det glad fra hende, som hun sørgede for at finde vej til at gå ved hans side - men lidt bag ham. Hun ville gerne vise hun havde respekt for enhver og alle skulle have lov til at takke nej til hendes prædiken, hvis ikke de følte for en samtale om Isari. Selvfølgelig, for nogen kunne det virke underdanigt, at de sørgede for at gå lidt bag en anden - men ikke i Isabellas bog. “Er der en eller flere guder som De tilbeder, herre?” undrede hun sig og så mod ham. Uanset hvilke gader eller gyder han vendte ned af, ville hun følge ham blindt. Hun kendte vel efterhånden også alle gaderne i Dianthos, ikke? Eller var det måske mere i den hellige bydel, at hun gjorde det? Nok være med det, hun skulle nok kunne finde tilbage til templet inden det blev for mørkt, det var hun overbevist om.

Martin var taknemlig over sine evner i denne stund, det var bedre at fremstå mere forstående, og venlig end hvad han i sandheden var. Hun var så ren og han så beskidt, at mange ville mene det var ondt at røre hende? Men hun skulle vel lærer at mørket var nær? Han kunne ikke lade være med allerede at få billeder i hovedet, nogle der nok slet ikke ville passe i hendes bog.
Han begynde at fører dem afsted, nærmere imod de mere skumle gader, hvor der ikke ville være nær så mange øjne. Han skævede tilbage imod hende hun ville se et venligt smil, i sandhed var det skummelt “ jeg beklager men jeg har vist aldrig helt fået styr på guderne” indrømmede han, dette var dog en sandhed for de ragede ham en høstblomst!’
Han drejede af og langsomt, lod den nærme sig en sidegade der senere ville fører til en blindgyde, netop det perfekte sted at handle… “ de må vide utrolig meget om dem ikke sandt?” spurgte han, for at lyde interesseret imens han førte hende nærmere på synderne…

“Det gør skam ikke spor,” forsikrede hun ham med et kærligt smil. Hun var her for at hjælpe ham, især med Isari. Hun kunne dårligt tale om de andre guder. Hun havde kun let kendskab til dem der var bundet til Isari, og de fire store guder. Hans interesserede spørgsmål fik hende til at glemme at overveje, hvor hun gik hen med ham. “Årh, det ved jeg nu ikke. Jeg kan bedst tale for troen på Isari,” fortalte hun og lagde sin hånd hvor hendes hjerte ville være. “Men hvis De er nysgerrig på Laurana, Avanya eller Leander, så kan jeg sagtens fortælle om dem,” valgte hun at tilbyde, selvom det ikke helt var hvad hun var her for. Uden at han reelt set havde fortalt han ville kende til dem, begyndte hun at fortælle i de mindre baner.. “Laurana står for landbruget, bønder, haver og kærlighed,” Man skulle næsten tro der var noget magisk over hendes stemme som hun begyndte at fortælle, men der var intet magi at spore som hun snakkede. “Avanya er om skoven og den vilde natur,” Måden Isabella fortalte om gudinden lød næsten som om at guden var til at elske. “Og Leander er for foråret, daggry, atletik. Og selvfølgelig vitalitet og fødsel.” Troen på Isari og de guder der var tilknyttet gav Isabella et håb for hele hendes liv.

Hun var endt direkte i hans klør, det fryde ham at dette kunne være så nemt, og så havde de andre sagt han ikke kunne score? De skulle bare vide selvom hun slet ikke, vidste ville dyster tanker han bar på. Dog var der noget der gik ham på, det var alt det sludder om guderne, hvor var de når man havde brug for dem? Ja for så ville han da være ligeså klog som sin storebror. Men for nu måtte han endnu virke interesseret, det var godt hans evne kunne sørge for den del, til hans store held. “ det er hende de tilbeder?” spurgte han blot for at holde hende kørende, det virkede ikke til hun bemærkede de nærmede sig en mere skummel gade. Han blev nød til at lytte til hendes lange forklaringer, som om det var spændende hørte sig endda selv sige “ så burde jeg næsten tro på Laurana” indrømmede han, selvom han var ved at brække sig indeni ved tanken. 
Som de fortsatte nåde de blind gyden, her begyndte illusionen langsomt at krakelere, den venlige udstråling blev mere slesk som planen begyndte at virke til hans fordel. Han trådt mod hende og med sin styrke, fik han hurtigt skubbe hendes ryg imod muren, før hans læber ikke tøvede med at finde hendes hals for at snuse og så kysse, den ene hånd lagde sig over hendes mund, imens den anden begyndte at rage ude på tøjet. Han kunne allerede mærke hvor opstemt han blev, hun var endnu flottere tæt på…

“Ja, det er Isari jeg tilbeder,” fortalte hun med et glad smil på sine læber. Han kunne virkelig ikke vide meget om guderne, hvis ikke han kunne gennemskue det gennem hendes påklædning som det eneste, men hun ville ikke dømme ham, for hun ville sprede lys på hans uvidenhed og skabe en ny og lys vej for ham. “Laurana? Jeg kan fortælle hende, at hun oftest bliver afbildet som en kvindelig dværg,” fortalte hun, selvom mange af de små guder havde forskellige afbildninger alt efter hvor i landet man kom. “Hun er en af de yngre guder som er tilknyttet til Isari, da de begge har lys og liv til fælles. De er tætte så og sige,” forsatte hun med at snakke løs, uvidende om at han slet ikke havde interesse for hvad hun snakkede om. Hun lagde ikke engang mærke til hvordan hans illusion krakelerede, for hendes tanker var for lyse og muntre til at det kunne opspores en mulighed at der var noget i vejen. Hun skulle til at åbne munden igen for at fortælle videre som hun pludselig blev skubbet op imod en stenmur. Hun skulle til at give en bemærkning på at det gjorde ondt, men nåede slet ikke så langt, som en hånd blev placeret over hendes læber og han maste sig tæt op ad hende. Hun tabte den store tykke bog hun havde i sine hænder med et sølle hulk som hun kunne mærke hvordan hans ene hånd kørte over hendes tøj. Hvad skete der?

Martin gik ikke op i den slags, guderne ville alligevel ikke kunne lide alt det han rendte og fortog sig, så hvorfor prøve? Han var dog mere interesseret i at se hende, som hun snakkede om en dværg ja så satte han grænsen, ikke på tale at han skulle tilbede en stump! Men det virkede til han fik hende beskæftiget til de nåde gyden. Hun var så smuk at han jo bare måtte røre? Det skete der vel igen skade ved og ellers var det ikke hans problem, så måtte hun se bedre efter hvem hun gik med.
Han nød at se hvordan det gik op for hende, at han ikke lyttede længere, hvordan han pressede hende imod muren. Hånden der gled rundt på hende, fandt sin vej under kjolen for at finde frem til hendes bryster, lod sig mærke den bløde fine varme hud, under hans store klodset hænder. Blikket stirrede intenst på hende” de er så smuk min kære” lød det stønnen fra ham, som han lod sine fingre klemme om de stakkels bryster. Han bemærkede ikke engang bogen, læberne fandt igen vej til hendes hals, for at kæle for dem, åndende tydeligt påvirket af alkohol. Det dunkede så rart, han tysse på hende som han slap hendes mund, før den frie hånd gled op og ned af hendes talje, nu som han mødte hendes blik ville hun næsten kunne se ondskaben i hans øjne….

Isabellas prøvede at skabe afstand mellem dem, men mod hans vægt og hans styrke kunne hun ikke gøre noget. Protesterende lyde lød fra hende, men blev dæmpet af den hånd, der var over hendes mund og kunne lyde mere som ophidsede støn. Hans ord blev ikke taget som den kompliment de var ment som, men fik hende til at lukke øjnene med et lille hulk. Lugten af alkohol spredte sig som en vammel dyne, som han forblev klistret op ad hende, og jo mere han befamlede hendes hals. Han tyssede på hende, og hun gjorde, hvad hun kunne for at holde sin mund. Men det var svært, for intet af det her var med hendes vilje. Hendes blik lå på hans, næsten afventende, for hvad for et kaos han ventede på at udløse. “Herre… Vil du ikke-” hun turde dårligt fortsætte med at snakke, for tænk hvad han kunne finde på? Hendes vejrtrækning var hurtigere og mere ukontrolleret. Som en komplet modsætning til hans øjne, var hendes øjne fyldt med uskyldighed og en forespørgsel på nåde. “Vil du ikke lade mig gå?” hun hviskede lavt og bedende. Hun håbede, at han var i stand til at se lyset frem for de mørke tanker, der fyldte hans hoved og fik ham til at opføre sig som han gjorde.

Martin var som en klippe i forhold til hende, han rokkede sig ikke som hun prøvede at komme fri, tværtimod skubbe hans tykke mave mere imod hende. Lydene der slap lød for ham som nød hun hans behandling, kunne man da andet ? klemte mere om hendes bryster, blikket rettede sig imod hende som hun snakkede til ham. Han smilede skummelt, fordi hendes tiggen lød næsten for godt i hans ører” mhhh herre ja” lod han stønne som han pressede sig lidt mere imod. Brynet skød op “ men vi blot lige begyndt min kære, det bliver meget bedre” garanterede han hende for, som læberne igen fandt hendes hals. Ikke opmærksom kom en skikkelse nærmere.

Rosalind havde været ude ved en kunde, men var nu på vej hjem dette var en smutvej for hende, og som hun vandre afsted opfangede hun dog en lyd. Som hun liste sig nærmer fik hun øje på den vammel mand, bemærkede så den næsten uskyldigt lignende kvinde foran, normalt ville hun måske ikke have blandet sig. Men dette minde bare lidt for meget om de mange gang, mænd som ham havde forgrebet sig på hende, bare fordi hun nægte at gå med dem.
Hun måtte tænke hurtigt, men som en affalds spand var nær skyndte hun sig hen, her fandt en vinflaske, greb hurtigt fat om halsen på den.

Rosa liste sig bag Martin, kort løftede fingeren til læberne for at fortælle kvinden hun skulle være stille. Med alt styrke hun havde hamrede hun flasken ind i hans baghoved, som fik ham til at hyle op før han væltede om kuld. Hun smed flasken fra sig, før hun greb fat i kvindens arm, de måtte hurtigt afsted før han vågnede. Begyndte at trække afsted med hende på hurtige fødder, løb imod sit hjem men den anden på slæb. Det var først da hun lukkede hoveddøren bag dem, til den lille bolig, at hun igen kunne trække vejret normalt og rystede en smule på hovedet. “ er de okay?” spurgte hun bekymret den anden kvinde, som blikket gled imod hende nu kunne hun bedre se, hvor køn hun var.

Hendes hjerte og sind var ved at stikke af fra hende. De ville ikke være med til denne leg. “Men-” bad hun, men tav og lukkede øjnene, som han lænede sig ind mod hendes hals. Hvordan kunne der være mænd som ham i Krystallandet? Eller var han bare den eneste? Hendes læber bevægede sig som hun bad tavst til sin gudinde. Hun kunne slet ikke få sig selv til at se på eller forbi ham.
Lyden af en flaske mod et kranie fik Isabella til at springe på stedet og hun så hvordan manden der havde forgrebet sig på hende faldt til jorden. Hun nåede slet ikke at tænke en tanke, før hendes hånd blev trukket i og hun blev ført væk fra manden, der lå ved hendes fødder og den bog hun havde haft med sig.

Mens de løb, opdagede hun, hvordan det var en kvinde, der havde slået manden omkuld. Hun gjorde alt hvad hun kunne for at følge med. Kvinden så ikke umiddelbart ud til at være fra højere stilling. Hun blev trukket ind i en bygning og døren blev lukket efter dem. Det var som om, at så snart hun stod stille, kunne hun mærke, hvordan hver en følelse løb tilbage til hende og overvældede hende. Hun havde været så tæt på at miste sig selv - ikke at hun endnu vidste hvad det havde af betydning. Overvældet blev hendes vejrtrækning besværet. En hånd fandt hendes nakke og hals og en anden fandt brystet, der var blevet gramset på. Hun prøvede ihærdigt at trække vejret almindeligt, men i stedet begyndte tårer at trille ned af hendes kinder og et par hulk forlod hende, mens hun rystede på hovedet som en besvarelse på kvindens spørgsmål.

Rosa havde ikke helt nået at tænke længere over sin handling, hun ville bare væk før manden vågnede, fordi han virkede som typen man ikke skulle lægge sig ud med. Håbede inderligt at hans hoved måtte gøre ondt de næste par dage, sådan et klamt svin skulle da ikke pille ved kvinder imod deres vilje. Hun havde prøvet det og det var på ingen måder rart, selv for en lyst pige, men denne kvinde var langt fra som Rosa selv.
De nåde igennem gaderne, og hun fik hende med op i sit eget hjem skyndte sig at lukke de mange låse, bare for at være sikker på ikke at blive forfulgt selvom han nok ærligt var faldt i søvn. Hun kunne selv langsomt begynde at trække vejret normalt igen, adrenalinen havde haft overtaget hende og givet styrke, til at slå manden om kuld.
Hun så til imens den anden kvinde brød sammen, trådte hen til hende for at lade sine arme glide omkring, lod hende søge en smule omsorg hvis det kunne hjælpe. Roligt prøvede Rosa at nynne en smule beroligende, imens hun blidt strøg en hånd imod de våde kinder, langsomt fik dem over imod sofaen, uden at slippe hende. Hun satte sig ned og trak den anden kvinde ned på sit skød, lod sig omfavne den anden og nynnede beroligende vider, imens hun betragte den unge stakkel, hun måtte være yngre end Rosa selv det var tydeligt at se. 

Isabella hulkede, som hun blev trukket ind i kvindens arme. Hun stod ikke imod, men tillod sig at læne sig mod kvinden for nu. Hun blev næsten stille med det samme som kvinden begyndte at nynne en melodi. Hun fulgte hende uden tøven. Som havde hun ikke lært noget, mistænkte hun ikke engang at der var chance for at kvinden kunne have andre tanker end at bringe hende til sikkerhed. Forholdsvis elegant endte Isabella på kvindens skød og lænede sig ind mod hende. Der var noget moderligt over situationen, og det fik hende til at savne hendes familie i Azurien. Hun ville sådan ønske, at hun kunne besøge dem let, men at rejse var altid til besvær, når det omhandlede Isabella. Hun fungerede kun ved at være til fods, og det var ikke en mulighed at invitere hele familien på besøg, bare sådan uden videre. Desuden gad hun ikke se eller høre på sin svigerinde.
“Jeg troede-” hendes sætning blev afbrudt af et hulk. “Hvorfor stoppede han ikke?” hviskede hun, næsten nervøs for at hvis hun snakkede for højt ville han finde vej til hende. Men hvor var hun overhovedet? Selvom hun havde ben og bagdel på hver side af kvinden og havde lænet sig ind i hendes favn, så prøvede hun at lade sit blik glide rundt i lokalet. Det var måske ikke det bedste, men det var det mest diskrete.

Rosalind var ikke helt vant til denne form for omsorg, hendes egen mor havde haft for travlt med sin karriere, derfor var hun det meste af sit liv, blev passet af tjeneste folk. Selvom det eneste hun havde ønsket var hendes forældres nærvær, det havde fået hende til at opfører sig dårligt blot for at blive set, dette var måske også grunden til hun den dag i dag hungrede efter opmærksomhed.  Men det virke til den unge kvinde fandt sig til rette ved hende. Rosa var måske ikke den bedste kvinde i verden, hendes blik betragte den unge skønhed, ikke fordi hun kunne finde på at gøre noget imod den andens vilje. Men efter første gang sammen med en kvindelig vampyr ja, så kunne hun ikke lade være med at betragte smukke kvinder også, havde endda fået blot en enkel kvindelig kunde. Disse tanker måtte hun dog skubbe væk, denne sjæl var så uskyldig, det skulle hun gerne forblive. Hun stoppede med at nynne som spørgsmålene lød, blidt strøg sin hånd over ryggen på den anden “ nogle mænd, er svin og han var en af dem, de må passe på med hvem de snakker med, og altid sørge for at være nær andre folk, ikke gå med til små gyder som i var i” hun talte af erfaring, fra da hun selv havde været ung og ny som lystpige, nu vidste hun hvordan hun skulle passe på sig selv.
“ mit navn er Rosalind, og de er?” måske det ville hjælpe lidt at kende navn, hun sendte hende et blidt smil “ han kan ikke komme ind her, de må prøve at slappe lidt af, de kan blive her et par timer skulle det give dig lidt ro” tilbød hun ærligt, men nej han ville ikke finde dem heldigvis og så hun ham igen, vidste hun at hun skulle undgå ham. Begynde langsomt at slippe hende. 

Isabella ville protestere, men hun havde svært ved at finde de rette ord og måtte derfor blot sluge den lærestreg hun havde fået serveret. Hun havde aldrig oplevet et problem, når hun havde været ude og prædike, men var det fordi hun nærmede sig en alder, hvor hun var mere moden, og nu også kunne gå alene uden en til at overvåge hendes handlinger?
Tøvende så Isabella op mod kvinden, der havde præsenteret sig selv som Rosalind. “Isabella Falk,” svarede hun med en skrøbelig og forsigtig stemme. Som Rosalind prøvede at berolige hende yderligere, sukkede hun og lagde sit hoved ind til kvinden. “Tak, Rosalind,” lød det lavt fra hende. Som hun bemærkede, hvordan kvinden løsnede sit greb om hende, faldt det pludselig Isabella ind, hvordan hun sad. Hurtigt svang hun sine ben ned til at have jordkontakt, for efterfølgende kort at rejse sig for at placere sig et mere sobert sted. “Tak,” gentog hun. “Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der ville være sket hvis ikke...” hun aede sin hals lidt, lige hvor han havde haft sit hoved. Hun følte for at kradse huden af og skrubbe den grundigt, men remedierne var ikke til det. “Hvis du ikke var kommet forbi,” sukkede hun.

Rosalind så på hende de grønne øjne, var undersøgende men fredelige i deres udtryk, hun havde mødt folk som Isabella før, men det var dengang hun selv havde boet hos sine forældre. Hun havde en klar fornemmelse af, at dette måtte være første gang, glad for hun så var kommet i tide til manden ikke havde taget skridtet videre, så hun ham igen ville hun få en byvagt efter ham på en eller anden måde, om det så skulle gå ud over hende.
“ de skal ikke takke, jeg har prøvet det før, og ønsker det ikke for andre” forklarede hun, betragtede hvordan hun rejste sig og satte sig ved siden af, det var nok også for det bedste. Hun trak en smule på skulderen “ der skete heldigvis ikke mere, men de må virkelig passe på med at gå med mænd på den måde” lød det advarende før hovedet gled let på skrå “ kan jeg byde på lidt vand? Eller vin?” spurgte hun, kort gav hun et let klem på den andens skulder, sendte et opmuntrende smil før hun rejste sig kort afventede hvad den anden havde af ønske? Nok vand men se selv havde hun brug for lidt vin at sunde sig på…

Forklaringen for at Isabella ikke skulle takke, forstod hun ikke. Det var da lige præcis derfor hun skulle takke; for Rosalind viste hvad der kunne ske og havde nået at afslutte det, fordi hun vidste hvor tragisk det var at være i. “Det gør mig ondt,” fortalte hun og skævede mod Rosalind. Isabella ville aldrig ønske noget lign mod nogen, for det var virkelig en tragisk fornemmelse at føle sig så magtesløs. Isabella foldede sine læber som hun atter hørte hvordan hun skulle passe på med hvem hun gik med. Men hun havde jo bare snakket om Isari. Hvordan kunne nogen tro hun ville være med til noget bare sådan lige? “Jah… Selvfølgelig,” hviskede hun lavt, selvom hun var usikker på om hun ville være i stand til at holde sig fra at følge efter dem som virkede oprigtigt interesseret i at snakke om Isari. Hvordan kunne han spille så godt?
Hele seancen om hvordan hans personlighed vendte sig 180 grader løb hende koldt ned af ryggen, og hun følte hun kunne mærke hans hænder over hele hendes krop og lugten af alkohol var hun overbevist om stadig sad i hendes hud fra hans kærtegn. Isabella så endelig op mod hendes frelser. “V-vand er fint,” fik hun fremstammet og lagde armene om sig selv og aede forsigtigt sine arme, mens hun prøvede at samle sig.
Som Rosalind rejste sig for at finde hvad der var blevet tilbudt, lod Isabella sit blik følge hende. “H-hvordan kan det være du selv var i de gyder?” hun tøvede lidt på spørgsmålet, men samtidig havde Isabella så mange spørgsmål.

Rosalind mødte hendes blik “ de skal ikke have ondt af mig kære, jeg er kommet igennem, de burde mere have ondt af de andre” svarede hun ærligt. Med et arbejde som Rosa ja så måtte man til tider forvente, at folk ville gå imod ens vilje fordi ikke alle kunne tåle et afslag. Hun smilede en smule venligt til hende “ min kære de er ved at være moden, mænd vil gerne have modne kvinder, mit bedste råd er at holde dig til de store hovedgader, der vil du altid kunne råbe efter hjælp” måske det var et råd der kunne hjælpe bedre?
Hun nikkede let, vand havde hun nok gætte den anden ønskede sig, som hun fik rejst sig og skulle til at hente, kom et spørgsmål hun ej var sikker på den anden ønskede svar på.
Dog valgte hun at gå ud for kort at hente et glas vand, og et glas vin til sig selv før hun bragte det tilbage og satte det på sofabordet.
Rosa lod sig kort tage en tår af vinen, før hun lænede sig tilbage og lod blikket vandre imod den anden kvinde. Overvejede hvordan det bedst muligt kunne siges, men måske hun blot skulle tage tyren ved hornene? “ jeg var på vej hjem efter arbejde, men jeg tror ikke mit arbejde vil falde i din smag, eller være noget de ønsker mere viden om” det var sandt, hun levede af sin egen krop, ikke ligefrem hvad guderne ønskede.  Hun sendte et svagt smil til den anden, før hun sippede lidt mere til vinen, lod blikket let vandre over den kønne kvinde.

Isabella var ikke i stand til ikke at have ondt af kvinden, der lige havde frelst hende. Den oplevelse, som Isabella havde haft, ønskede hun ikke at andre skulle opleve, og det at vide at der kunne være sket mere, og der nok var sket mere med Rosalind, gjorde hende ked af det. Det var jo frygteligt.
Hendes lyse uskyldige øjne så mod Rosalind, som hun fortalte om, hvordan Isabella var ved at blive moden. Det fik hende til at se ned af sig selv og meget uskyldigt lade sin hånd glide over sin overkrop, kun for ideelt at mærke hvordan hendes krop faktisk havde fået kvindelige former. Det var jo ikke noget Isabella tænkte over. Hendes fokus var jo kun på hendes tro, og når hun dagligt iklædte sig de klæder, som ikke fremhævede noget ved kroppen, så var det svært for hende at følge med i den proces som hun var i gang med. Hun nikkede langsomt, selvom hun overvejede, ville hun overhovedet havde haft muligheden for at råbe om hjælp hvis de havde været et andet sted. Rosalind svarede ikke hendes spørgsmål med det samme, men gik ud for at hente noget at drikke. Det fik Isabella til at tage et øjeblik for sig selv og samle tankerne lidt. Skulle hun melde hvad der var sket til byvagten?
Da Rosalind kom tilbage, rettede Isabella sin opmærksomhed tilbage til hende og tog imod glasset af vand. Svaret vækkede dog en nysgerrighed hos Isabella. Hvad kunne hendes erhverv være, siden hun mente, at Isabella ikke ønskede at vide mere? “Det-det forstår jeg ikke. Det er jo ikke fordi jeg går og leder efter et andet arbejde,” Måske Isabella bare havde misforstået hvad Rosalind havde prøvet at sige. “Jeg er præstindelærling, jeg dømmer dig ikke for dit erhverv,” lovede hun med et roligt smil. I Isabellas uskyldige verden tænkte hun jo slet ikke over at erhvervet med at sælge sig var særlig udbredt. De var så langt fra hendes omgangskreds, at det var lige før erhvervet ikke eksisterede i hendes hoved.

Rosa betragtede hende, som hun så ud til at se ned af sig selv, det virkede til den unge kvinde ikke havde bemærket de begyndende former. Hun kunne ikke helt lade være med at smile en smule “ derfor må de passe på, mænd som ham elsker kvindelige former” erkendte hun og rystede let på hovedet, den mand skulle findes en dag, det var hun sikker på. Det var vel blot et spørgsmål om tid, før han ville dumme sig for alvor, nu håbede hun blot han ville have ondt i hovedet, gerne mange dage så slaget virkelig havde haft effekt .
Hun fik hentet deres drikkevarer, før hun vente tilbage og tog plads igen, sippede lidt til vinen og nød den før hun dog satte glasset fra sig. Blikket gled imod den anden, som spørgsmålene lød kort lod hun brynene tænksomt glide lidt sammen, imens hun rakte hænderne op for at løsne håret fra at have været oppe hele dagen. Et svagt suk slap som hårrødderne fik fred igen.
“ jeg er lystpige, kender du til det? Det er nok meget langt fra hvad du laver, det må næsten være ulovligt i jeres verden ikke?” Rosa gik ikke så meget op i guderne, hun havde mere travlt med bare at leve sit liv, kunne ikke vige sit liv på den måde som den anden.
Hun sendte et varmt smil, og lagde sin hånd let imellem dem “ jeg er sammen med folk, imod betaling, som selskab eller for en smule kropskontakt, det er meget forskelligt hvad kunder ønsker” forklarede hun sig nærmere, før hun igen tog sit glas for at drikke lidt.