Det var en sen aften og byen var mindre travl, varmen ikke nær så stegende som tideliger på dagen, på en lille plads ikke langt fra eget hjem, stod en høj bred skikkelse i fuld gang med at lænke sine slaver til hver deres plads på den lille scene. 
Kohen sørgede for de alle var sikkert sat fast, som altid udnyttet sin evne til at parlysere dem kort, så de ikke prøvede at flygte for de ville alle væk fra ham. Hans private healer havde været forbi og sikret, at alle slaver så pæne ud og hans eget tjenestefolk havde fået til ære, at vaske hver eneste slave. Selvom han var en kold mand, så vidste han også hvordan man fik hver enkel slave, til at fremstå bedst, denne dag var det dog for et mindre men mere udvalgt publikum, som langsomt meldte deres ankomst. 
Hans krop var dækket af lange mørke gevandter, og han bar en turband med slør for ikke at vise for meget af sit ellers genkendelige ansigt. 

De mørke øjne spejde over de folk der var kommet, for at se på hans varer og kort lod han stilheden falde sig på, før han trådte mere frem og trak den første kvinde frem for sig. Han vinkede folk op for at de kunne komme tæt på, og lod dem komme op på scenen for at de kunne få lov til at gå imellem de seks slaver han denne aften tilbød. Der var både en engel, en skovelver, en vampyr og resten var mennesker, alle kønne på hver deres måde. Selv stod Kohen med armene over kors og sikrede sig, at folk ikke skulle få lyst til at snuppe hans varer uden betaling, i nærheden gik et halvdyr med katteligende træk og sørgede for at holde et åbent øje, og at fremmede ikke skulle komme nær den lille handel. 
Han sørgede også for at sikre sig, at slaverne fremstod ordenligt, og gik gerne forbi for at rette på deres holdning, imens kolde ord blev hvisket i deres ører. Folkene der skulle købe, skulle være glade for de ikke vidste, hvilke rædsler han for en dag siden havde udsatte nogle af disse slaver for, det var vel en god ting at sikre sig de var brugbare? Et smil hvilede på læben, næsten det eneste der var synligt på ham. 

Rubinien var nok altid lidt af et gedemarked at besøge - især for dem der ankom for første gang. Støvede gader, råbende, opmærksomhedskommanderende handlende, varer - både de uorganiske og organiske - blev skubbet ind i favnen. Så hvis ikke man passede på, endte man med at slæbe på halvdelen af ens vægt i baggage, efter et godt visit. 
Hvis man så også kunne overkomme den stegende sol, var man rigtig godt efter det. 

Verena trådte med et undersøgende glimt ud fra den karet der havde trukket hende afsted, en hånd på den store solhat og en anden hos Emile, der støttede hende på vej ned. "Slavemarkedet åbnede for små 20 minutter siden, Fru Sin" og hun nikkede, et lille, så godt som forventningsfuldt smil trukket over de røde læber. "Og du er sikker på at du hørte om en Gartner imellem alle de andre?" hendes bløde stemme en anelse skeptisk, når hun kneb øjnene sammen og skimtede ind imellem de boder hun kunne se rage op. En Gartner - en mager med evne indenfor planter, forhåbentligt også alkymi, og den mørkhårede bogfører nikkede lidt mere fast. "Jeg lover, at det er mere end et rygte. Så må vi se hvor godt et rygte det er, når vi finder den" Og hun vinkede ham med i et lille nik, så de ikke kom for langt væk fra hinanden i deres færd ind i Sarghos' marked. 

Det tog ikke lang tid for Emile at finde det rigtige podie, hvor en imponerende skikkelse travede omkring sine udstillede slaver, og hev diverse interesserede købere op. De så stivnede ud, den mørkhårede kvinde studsede en anelse over hvor perfekt de stod, inden at hun rystede det af sig igen. Fordi i virkeligheden var meget af det er en grad af stødende, skulle hun være fuldkommen ærligt. Men skik følge eller land flygte; slavemarkedet kunne trods alt give nogle spændende varer af og til. 
En af dem værende den stivnede, unge menneske-kvinde i højre hjørne, som Emile i en lavmælt mumlen pegede ud for Verenas skarpe blik. 
Værende en del højere, lænede englen sig en anelse lyttende ned for at høre hans hvisken i hendes øre. Men fokusset var uden tvivl låst på den ene af hans slaver, imens hun overvejede hvad prisen var. Og hvornår han lagde mærke til de potentielle bydere. 
Da hun så endelig følte en stikkende, kold øjenkontakt etableres, nikkede Verena med et inviterende smil til slavesælgeren, for at få ham herover og fortælle om hende. 

Kohen behandlede sine slaver som det passede ham, ofte lige før salg fik de noget for at slette, noget af deres hukommelse så de ikke kunne fortælle videre, hvad han havde gjort ved dem. For næsten hver og en af de seks, havde hans store fingre været nærgående, de skulle jo test for at vide hvordan han kunne sælge dem videre, eller om de skulle til egen personlig samling. 
Han vandre rundt imellem, sikrede sig alt gik smertefrit den ene engel blev hurtigt solgt og han talte grådigt pengene for at være sikker, før han lod kæden overdrage til nye ejere. 

Han blev kort nød til at sætte vampyren på plads, men manden makkede hurtigt ret, som de hårde øjne lagde sig imod hans, tilfreds nikke han. For så at bevæge sig videre rundt, hans medarbejder sørgede for at lave et lille tegn, til at der var nye kunder og blikket vendte sig derfor imod. Kvinden med den store hat fangede med det samme hans interesse, kort vinkede han sin kollega hen, for at kunne holde styr på de andre. Derefter bevægede den store mørke skikkelse sig hen til kvinden, for at lade blikket vandre imod hende, dog stadig meget skjult bag stof " De er måske interesseret i kvinden her?" sagde han med en dyb og hæs stemme, imens hans hånd greb fat i kæben på kvinden for at få hende tætter på dem. 
Kort lod han de mørke øjne glide over hende " hun er ung, har grønne finger og en smule temperament, men vil klar gøre sig som en fin slave" fortalte han, imens han slap sit greb for at lægge armene over kors, betragtede den mulige køber, for at overveje en god pris, hun virkede ikke fattig " jeg kan tilbyde hende for en diamant og to safirer, hun er alle pengene værd ellers er der garanti" sagde han selvsikkert, hoved gled en smule på skrå imens han afventede om hun var interesseret i kvinden, som stod påklædt kun en tynd hvid kjole for at lokke folk, med den kønne krop hun var også gjort pænt i stand. 
Han rakte en stor hånd frem imod hende " hvis ikke hun frister, har jeg flere i hjemmet, en privat fremvisning kan sagtens arrangeres" forslog han, man var vel en rigtig forhandler. 

Der var mange aspekter af Rubinien, som den blege kvinde var hurtig til at fordømme. Vrænge overlæben, og med et høfligt smil minde sine kompagnoner om, at hun så absolut kun handlede med Syden, når mulighederne var for oplagte til at man kunne sige nej. Jovidst, det var en besværlig bakke at bygge sit hus på, fordi hvad angik kosmetikkens vidundere, var der bare noget ved ørkenlandet som man ikke fandt andre steder i Krystallandet. 
Men slavemarkeder... se det ville nok aldrig farve landets fordelene, alt for rosenrøde. 

Ikke at det var til at se på det hjerteformede ansigt, hvis blik endelig virkede til at have fanget den andens interesse. Fast blev der grebet fat i den vare som hun overvejede, hans store hånd som en jerntvinge over kvindens kæber. Og interesseret gled de gule øjne over hans maskerede, stofdækkede ansigt, da han tilmed også begyndte at tale hende op. Åh, personlig service simpelthen.

Imens han talte, studerede Verena menneskets fjerne ansigt, en anelse skjult af den skygge solhatten bragte med sig. En diamant, to safirer... og et nær køligt smil trak op, sarkasmen skjult bagved et pænt lag af doven ro, da hun overvejende nynnede "1 diamant og 2 safirer værd, det er prisen for dit liv, lille blomst.." med garantier; det virkede joh næsten absurd hvor billig frihed i princippet kunne være. 
En hånd blev rakt imod dem, bevægelsen registreret ud af øjenkrogen, da hun ikke brød øjenkontakten med den paralyserede slave undervejs. Og i stedet for at Verena selv gav hånden, rakte Emile sin egen frem, et uddybende smil om læberne. "Vi kan være interesserede, for den rigtige pris. Er hun sat sådan, på grund af hendes magiske fremme?" og Verena vidste at han nok skulle få stillet de rigtige spørgsmål, så længe hun stadigvæk overvejede selve købet. 
Mennesket, den grønfingrede som slavehandleren kaldte hende, mødte med et uhørligt fnys englens blik. Og Verena buede bryn gled i en perfekt bue op, og tilføjede efter Emile. "Kan hun tale? Skrive eller læse?" 

Kohen var så van til at sælge folk, for ham var de i sandhed ikke meget værd, han havde selv engang været slave det var den gang, en havde fundet hans sande navn. Det var hvad der havde bragt blod på hans tand og drømme om, selv at kunne bruge folk som var han i sin tid blevet brugt, kroppen bar under tøjet tydelige tegn af hvad han engang havde været udsat for. 
Arene i ansigtet var endnu en god grund, til at skjule sig en smule bag de mørke gevandter, hans blik fokuserende på den mulige køber. 

Som hud kontakten med slaven brød sig, kunne hun bevæge sig en smule, dog blev hun stående klar over hvad der vente, skulle hun prøve på noget... Han rynkede brynene let ved hendes ord til slaven, skævede til tøsen " 3 diamanter kunne også være en god pris" det var stadig i den billige ende, men netop denne kvinde havde været en belastning hvilket betød, han ærligt gerne ville af med hende denne dag, ellers ville han ikke tøve med at dræbe hende, for ham var hun intet værd andet end en varer og noget han kunne bruge til egene lyster. Kohen tog den andens hånd og gav et klem, kort rystede han let på hovedet så stoffet fløj omkring ham " det er for deres egen sikkerhed, de har det med at flygte og på denne måde er der mere ro på, samt bedre mulighed for at se dem tæt på. jeg er sikker på vi kan finde en god pris" svarede han selvsikkert, før hans fingre strejfede slavens arm for at få hende under kontrol igen. 

Kohen vendte  blikket imod sin slave, ved det næste spørgsmål og så overvejende på hende " hun kan tale, og jeg menes at have set hende læse" besvarede han. Kunne ej nævne hvor meget hun havde tigget ham dagen før, om at stoppe med at røre hende, så hendes stemme fungerede helt fint lige nu dog ikke i stand til det, på grund af hans evne. Han rankede sig en smule, kort skævede imod sin kollega, halvdyret havde dog styr på at holde de andre i skak, blikket vendte derfor tilbage " ellers kan i tænke over det? og komme til mit hjem senere i aften? så kan vi lave en god handel der" tilbød han, hun virkede som en han burde få sig en god handel med. 

Man skulle passe på med at pointere prisen på markedet, de var hurtige til at sætte priserne op. Men lige den del var ikke så vigtig for Verenas krystalpung, der sagtens kunne rummet nogle køb af større størrelser. Ellers tog man vel ikke et sted hen som dette. Og at bruge penge gav også et kick; det var ikke prisen der ville stoppe hende i at vælge til eller fra.
Men. Der var meget at se - meget at holde styr på, og Verena lagde en anelse lyttende hovedet på skrå, imens han fortalte lidt om slaven. Ah, sikkerhed. Noget der velsagtens gav god mening, og englen mødte de tomme øjne hos mennesket. Men med følelsen af at der lå temperament bagved de stivnede øjne - noget hun faktisk gerne ville se, skulle hun ende med at få mennesket med sig hjem. 
Knækkede væsner var så træls at fikse. 

Gule øjne gled tilbage på den tildækkede mand, og lidt undrende kunne man fornemme Verena overvejede det - han stolede godt nok på at de var interesserede, inden at hun nikkede. "Vi bliver her i 2 dage, inden vi vender hjem igen. Men hvis du kan reservere hende, vil vi komme forbi, efter markedet er lukket" måske de ville kunne se slavens evner mere i spil. Det var trods alt for hendes evner, at der overhovedet blev gjort en indsats i at få hende opkøbt. 
"Prisen er ikke vigtig" 2 diamanter, måske 3. Det var lige meget. "Men forbered hende på at demonstrere sine evner. Vi kommer lige omkring midnatstid, jah?" ord der faldt med en tone der ikke bød til meget diskussion lige på det punkt, men dog alligevel et afventende blik på slavesælgeren, i tilfælde af at han faktisk havde indvendinger. 

Kohen levede af at sælge med tiden, blev god til at spotte hvilke kunder man burde tilbyde bedre service, og hvilke man ikke skulle sælge til. Han var ikke ligefrem en dum man tværtimod, han drev sin forretning på bedste hvis selvom han til tider, nød en lille udflugt for selv at bringe lidt med sig tilbage. Denne kvinde virkede ret interesseret i mennesket, ikke at han forstod det for hun var en lille pistilæns, men lidt havde han da knækket hende dog var hun fint lappet sammen igen, og noget af hukommelsen omkring dagene ved ham fjernet, der var igen grund til at de skulle fortælle den slags videre. 
Hans blik hvilede på hende, indtil hun igen så på ham og han måtte nikke til hendes ord, for ham var det fint at reservere kvinden, for i sidste ende skulle han nok få hende solgt.  " det er en aftale " svarede han nu lidt korte for hovedet, før han fandt en papirlap fra lommen og rakte den, der stod hans adresse beskrevet så de kunne finde ham senere, det skulle ikke ske her på åben gade. Efter dette sørgede han for at hans medarbejder, tog hende med tilbage til huset, med ordre om at hun skulle klare gøre sine evner, og lige fodres af en smule så hun bedre kunne yde. 
Derefter vendte han tilbage, for selv at færdiggøre de sidste par handler, og til sidst få pengene talt efter sikrede sig alt var i orden før han tilfreds kunne gå tilbage. 

Senere sad han i et stort rum, slaven var i en lænke der dog gjorde det muligt at bevæge sig, dog holdt hun sig langt fra Kohen der sad på en sofa, med et vinglas i hånden. Hans personale skulle nok fører de andre til rummet, for nu sad han blot og vente imens han drak vin, og nød synet af hende selvom hun langt fra så på ham, og var mere optaget af at prøve at komme fri. Tålmodighed, det var ej dæmonen stærke sidde, dog var han nu iført en sort silkeskjorte, et par pæne sorte bukser så det lange krøllede hår og skæg var synligt, samt arene ved højre side af ansigtet, de mørke øjne bar langt fra glæde men var kolde, næsten klamme som de så på den letpåklædte skikkelse. 

Der var noget ganske smukt over at man kunne forkorte tingene så meget. En skønhed i effektiviteten. Kort for hovedet eller ej - en aftale var alt hvad hun behøvede som svar, og Verena fulgte ham en anelse med blikket imens han bevægede sig væk, det samme vurderende blik i hendes øjne som før. "Lad os tage et smut forbi Silkestrædet, det burde være i nærheden, jah?" og hun brød først der med den næsten forstenede mimik, da hun kastede et blik på Emile ved siden af hende, der bekræftende nikkede, imens han drejede omkring. Nu havde de joh belejligvis, ekstra tid. "Og se efter en værtsgave til slavehandleren. Måske noget sort; det ville passe til hans øjne" et dovent smil om de røde læber, da hun hørte den sagte, enige klukken fra manden. 

---- 

Det var en imponerende bygning, med en overraskende smagfuld indretning indvendigt. Rubinien. Der var noget over landet, der emmede af en anden elegance end den man fandt i hovedstaden - og Verena elskede det. Lige siden at solen ikke længere var en dødelig fjende, havde hun overvejet at få sig en sommer-residens i lige præcis sådanne en del af landet. 
En af husets tjenere ledte dem igennem gangen, ned til hvad hun antog var en stue af en art, og åbnede med en dæmpet præsentation døren efter at have banket på. "Verena og Emile er ankommet, herre" og hun blødte op i et imødekommende smil, da hun nikkede til den siddende mand, hvid silke hvislende om de lange ben idet de trådte ind. 
"Ah, en nydelig bolig, Kohen.." og hun bevægede sig hen til sofaerne. Til at starte med, uden at give elefanten i rummet meget opmærksomhed, trods kæderne der rastlede lidt insisterende idet slaven fra før forsøgte at bakke længere væk. 

Kohen skulle bruge sin mange penge på noget, det blev så dette store hjem som også fungerede som, stedet hvor slaverne blev opbevaret nede i kælderen. Dog havde han ofte en enkel eller to fast boende på hans værelse, stakkels kvinder men for ham var de ikke andet værd end at bruges. Der var selvfølelig også tjeneste folk, og en healer ansat samt halvdyret fra tidligere som stod udenfor huset og holdt vagt. Han drak lidt mere vin for sig selv, imens de mørke øjne studerede slaven undrende over hvad de andre havde set i denne sølle kvinde?
Men som der blev banket på, måtte han rette sig lidt mere op imens blikket rette sig imod kvinden fra tidliger, som hun kom indenfor og hans læbe trak i et skævt tilfreds smil ved de rosende ord " glad for de kan lide den" sagde han, stemmen dyb og hæs. Blikket gled kort over hende før han tog det andet vinglas på bordet og skænkede hende et glas rødvin, før han rakte det til hende " velkommen til, har de tænkt lidt over hvad de ønsker ?" lød det spørgende fra ham, tog hun ikke imod glasset ville det blot blive sat på bordet. Han selv tog sit glas igen for at drikke lidt, imens blikket rette sig imod slaven som hun prøvede at komme længere væk, det var næsten komisk at hun troede, på at hun kunne komme fri. 
Han kløede sig en smule tænksomt i skægget "hun har trænet et par timer, så jeg er sikker på hun nok skal give en god opvisning" tilføj han, ved de ord så slaven imod ham blikket fyldt med vrede, men han tog sig ikke af det så blot på sin gæst igen. 

At vide for meget om sine samarbejdspartnere, ville være et tveægget sværd for Verena. I mange tilfælde kunne hun se bort fra de mere uhensigtsmæssige opførsler - jah de grove kanter hun ikke brød sig om - hvis slutspillets belønning var god nok. At diktere verdens gang, havde aldrig været i hendes interesse. Nej, man måtte have sine egne nærmest, og Rubinien var langt, langt, langt væk fra hendes nærmeste, heldigvis. 
Men alligevel skubbede den ildevarslende mands skygge til hendes sanser, som en prikkende, advarende fornemmelse i kanten af hendes sind.. 

Hun lyttede dog ikke for meget til den. Fordi alt information om den anden, var i sidste ende brugbar information. Og pæne klæder samt blændende tandsmil til trods, så var englen ikke hævet over at bruge den information hun fik samlet, til noget... praktisk. 
Med et nydeligt smil tog den hvide hånd imod glasset, og hun satte sig til rette i sofaen overfor slavehandleren. "Ah, jeg har skam tænkt.." smilede hun, og duftede en anelse inspicerende til væsken, rødvin, inden at hun tog en prøvetår. Smagen bredte sig om en dulmende druesmag, og lyste de gule øjne en anelse tilfreds op. "Godt, godt. Lad os give hende chancen senere, fordi der er en ting jeg blev lidt nysgerrig over" tilføjede hun, og de lange ben krydsedes. 
Verena snusede nu (også) en anelse ind i luften imellem dem, næsten mekanisk i bevægelsen der fangede færten der rev hende i næseborene. Hvis hun kunne fornemme det, kunne han nok også - men det var ikke hvad hun var nysgerrig på. Hvor han havde skaffet hende, og hvordan? Lidt vigtigere viden, og englen brummede, næsten lidt nynnende, men uden at bryde øjenkontakten. "Kan du genkalde hvor hun oprindeligt kommer fra, eller er hun slavefødt?" 
Hendes blod måtte vel være mere potent end så mange andres, selvom det nok var magiske evner der skulle trænes til nye højder, for at få potentialet ud. Men. Slavefødte mennesker, var så svære at gøre frie, rent mentalt. 

Kohen kunne fornemme hendes race, de var to som normalt ej var i rum sammen, men her var de så nu igang med at forhandle. Ikke at han følte sig truet på nogle måder, måske endda han følte sig overlegen, for ham var næsten alle andre under sig ikke bleg for at sætte sig selv op på en piedestal. De mørke øjne studerede hende som hun tog plads overfor ham, de buskede bryn rykke en smule tættere sammen, ved de første ord der lød fra hende. 

Han lod sig læne lidt tilbage, imens den frie hån let snoede en smule skæg omkring sin fingre, uden at tage blikket fra hende og selv drak en smule mere af vinen, ingen tvivl om det var en af dyre af slagsen der var fundet frem til denne anledning. Som spørgsmålet lød sig, skævede han kort imod slaven for at lade som om han prøvede at huske tilbage, i sandhed var hendes historie en smule tragisk, mest af at fordi det var hans skyld. De mørke øjne søgte dog tilbage igen " hun er fra Medanien, jeg hentede hende fra en lille gård, de var ikke meget for at lade mig tage deres datter, men nu er hun så her" han undlod den del med at have dræbt hendes familie, fordi det på sin hvis havde moret ham. 
Kohen lænede sig en smule frem " hun gav modstand, så der er kampgejst i hende" erkendte han, ikke at det havde været nok til at stoppe ham, men lidt havde vel også ret han lod sig skænke mere vin i eget glas, for så igen at læne sig tilbage og nyde den. De mørke øjne liggende fast på hende, trak let på smilebåndet selvom skægget måske skyggede let for det. Hun ville nok kunne fornemme hans evne, eftersom krogene i rummet blev mørkere, og slaven trak tætter på for ikke at komme nær mørket, klogt valg...
 

Da hun fornemmede den energi der emmede fra dæmonen, kriblede det hende ubehageligt ned af rygsøjlen. Det, sammen med ordene om hvor han havde hentet hende, fik nemlig en kold sten til at lande i englens mave, og hun måtte holde sit blik fast på manden, for ikke at skæve imod den frustrerede, jah nok også bange skikkelse der sad lænket i rummet med dem. Åh, hvor hun hadede mænd nogle gange. 

Men samtidigt forstod Verena dem også, og drak en tår mere af den røde væske, gule øjne med et overvejende glimt til sig. Hvis hun dog havde kampgejst, ville de nok sagtens kunne trække hende 'tilbage' til virkeligheden. Nu vidste hun selvfølgelig ikke hvor slem behandlingen af slaven havde været, men sådan som mørket trak sig tættere - jah den her gang kiggede Verena til yderkrogenes sider - kunne hun fornemme at det ikke havde været blidt. 
"Hmmhm... er det her.." og hun slog ud med hånden "Nødvendigt?" Det var et høfligt smil der trak op, men øjnene smalledes langsomt ind. Sådan at trække magi frem midt i det hele, det virkede ikke helt gentlemans agtigt. 
Om det så var for at gøre hende eller slaven utilpas, var underordnet. Uforskammet? Måske en anelse. 

Verena kiggede dog endeligt på slaven, og tilføjede. "Dig, hvad er dit navn?" og fik efter nogle tøvende sekunder, en spag lille "Enacca" og Verena nikkede en enkelt gang, inden at hun rejste sig, for at gå tættere på den lænkede kvinde. 

Kohen kunne skade sine slaver på mange måder, til kvindens held havde hun ikke været hos ham længe, så der var ikke kommet for mange dybe skader i hendes sjæl. Men skulle hun endda være fri, ja så var der ej nogle familie at komme tilbage til, de havde selv valgt døden ved ikke at lade ham tage hende fra dem, sølle mennesker eller hvad de end var. 

Han lod mørket være der for at minde slaven om, at hun stadig var i hans varetægt, man måtte håbe for hende at hun blev solgt ellers ville hun måske ikke overleve længe? Blikket hvilede på hans kunde, selv lod han drikke lidt mere vin, nød smagen selvom den i sandhed nok manglede en smule blod, det undlod han dog når der var kunder. Kohen hævede brynet en smule ved hendes ord, var hun ikke vild med hans mørke? sikke en skam.... 
Kort skævede han til slaven før han lod sin evne stoppe og mere lys vendte tilbage, samt den lidt trykkende stemning forsvandt igen " hmm jeg troede det ville behage dem, beklager" svarede han før blikket skævede imod slaven. 
Lod igen et par fingre sno lidt skæg omkring dem " vil du have jeg slipper hende fri?" spurgte han en smule undrende, imens han så hende rejse sig og gå imod slaven, der med det samme bakkede en smule usikkert.

De færreste ønskede nærkontakt, efter at have været hos ham... Han blev siddende for at lade hende betragte kvinden. Hun gjorde sit for at undgå deres blikke, selvom han sad stille ja så skulle man ikke være for sikker, han var klar til at gribe ind skulle slavetøsen finde på unoder, men hun burde også vide bedre.... 

Lyset indtog rummet, og Verenas milde smil blomstrede ligeså passende, atter frem igen. Nej, mørke havde hun så sandelig haft nok af igennem livet. Alt for mange år, blev brugt i nattetimerne så om noget nød hun virkelig dagen. 
Desuden, så fik hans evne det til at krybe en anelse koldt ned af ryggen på den høje kvinde. Den havde en bestemt energi omkring sig, og det gav hende kuldegysninger. Ikke at det var noget hun ville lade skinne igennem. 

Enacca. Det var et underligt navn, og uden tvivl et hun ville skulle efterlade i Rubinien, endte englen med at trække hende med sig. Men ikke desto mindre var det kvinden der var blevet udpeget af hendes rejsefælle; hun måtte være noget værd. 
Bagfra hørte hun det undrende spørgsmål, og Verena nikkede, en enkelt gang, uden at bryde øjenkontakten med den lænkede kvinde. "Jah, gerne.. tak" og hun krydsede langsomt armene under barmen, vægten placeret på det ene ben i en afventende stilling. 

Unoder ville der nok være et fåtal af. Et eller andet ved magtdynamikken her i rummet, sagde hende at det ville være en utrolig strafbar handling, sådan at trodse dæmonen. Skulle hans natur farve hans opførsel, jah så vidste Verena, at dæmoner var... interessant selskab. Og ligeså indsmigrende og venlige de kunne være, ligeså hurtigt (forventede hun næsten) at de vendte på en rubinsk tallerken, andre mål i sigte. 
"Enacca. Vis lidt af dine evner" og hun gravede diskret i en lidt skjult lomme i kjolen, og flikkede nogle frø på jorden. Jord og planter - det måtte være op i hendes boldgade. 

Kohen var van til at bruge sit mørke, det gjorde ofte slaverne nemmere at arbejde med, for det skabte en frygt i dem en frygt for at blive opslugt af mørket fuldkommen. Han nød at se det i deres blikke, men for nu lod han det fordufte for ikke at miste sin handel, han rejste sig for at vandre imod slaven, som det blev ønsket at befri hende fra sin kæde. 
Hun trak sig en smule fra ham, men med et greb i kæden blev hun tvunget tættere på, før han kunne låse op for hende og lade kæden falde til gulvet, hviskede i hendes ører " du skal ikke prøve på noget" før han trådte væk. 

Han lod sig stille imod en væg, og folde armene over kros imens han betragtede dem begge, holdt skarpt øje med at tingene gik som de skulle. Ham skulle man ikke pisse af, det var ikke smart i hvert fald, ikke alle overlevede den slags, eller at være i hans klør. Slaven turde først bevæge sig, som dæmonen var på sikker afstand, kort skævede hun imod kvinden før blikket vandre imod frøene. Enacca strakte sin hånd frem, før frøene begyndte at spirer, voksede sig store og smukke, nogle stængler gled omkring hendes arm, og langsomt lod hun fine hvide blomster dukke op. 

Kohen himlede en smule med øjnene, sådan noget plante værk var noget kedeligt, men han tvang sig til at forblive i baggrunden, kun slap en let brummende lyd. Imens en hånd gled op for at køre igennem det krøllede skæg, blikket rettet sig imod køberen, for at se om hun virkede interesseret..