Det var formiddag og gaderne var travle, stemningen virkede god for de fleste, men de havde sikkert også safirer nok det var i hvert fald hvad de unge knægt tænkte. Han havde netop været forbi og hente noget hos smeden Asger, men eftersom manden havde haft travlt, ja så kunne han ikke rigtig spise ved ham, selvom maven knurrede sultent. Han var blevet sendt i byen for at ordne småting, mest fordi Mester Martin skulle have dame besøg, og så skulle den grimme knægt jo ikke ødelægge stemningen, ja det var tæt på de ord der var blevet sagt til ham. Som altid var der i den lille pung i lommen, kun betaling nok til de ting han skulle hente, for nej Eamon havde ikke opført sig ordenligt, eller ? og derfor var hans løn blevet frataget ham, ikke at det i forvejen bestod af meget.... 

Han trak rygsækken lidt bedre op på skulderen, som han næsten tankeløst bevægede sig imod duftet af nybagt brød, bageren lå tæt på... Det var forkert at stjæle det vidste han jo godt, men han skulle vel også leve? Han listede sig hen for at lurer, kort flakke blikket rundt, men ejeren havde travlt med en anden kunde, derfor var han hurtige til at snuppe to lune boller, en til hver bukselomme. Som han svagt smilte for sig selv over den lille sejer, skulle han til at gå væk fra boden. 
Tøjet var halv laset, ansigtet lidt beskidt og håret endnu ikke klippet, så en smule for langt og uglet, derudover lugtede han langt væk af stald. Nåde endda som han fik vendt ryggen til boden at tage den ene bolle op, for at skulle til at tage en velfortjent bid. 

Kaldte man Lykke fordømmende, så var man ikke helt galt på den. For det øjeblik hun så en høj ranglet og laset dreng gå rundt i den centrale by, så vidste hun at hun var nødt til at holde øje med ham, for det var blot et spørgsmål om tid før han ville bryde loven. Se, Lykke var jo kun i byen fordi at byvagtskaptajnen havde sendt bud efter hende. Detaljerne for hendes besøg var snørklede, men noget af det var det fordi nogle byvagter var gået mod hinanden og at der var en byvagt, der snart skulle fyres. Hun vidste ikke meget eller præcist, men hun vidste at den svækkelse der var i øjeblikket, gjorde at hun var nødsaget til at være der og hjælpe i en periode. Tidligere i dag, måtte hun jo erkende at hun ikke engang kunne tage ud og tjekke sine fælder, som hun havde plantet rundt omkring i Krystallandet. Hun havde nemlig modtaget et brev fra en af hendes fælder, som var blevet udløst. Og eftersom hun ikke kunne lade Dianthos i stikken, havde hun sendt sin bror i sit sted og håbede han ikke ville ende med at ende i en fælde selv. Det ville ikke have været første gang.
Lige for nu stod hun dog med armene over sin brystkasse, som hun betragtede drengen. Som hun kunne se at han trak noget i lommen, trådte hun tættere, tidsnok til at drengen vendte sig om og ville være i risiko for at gå direkte ind i hende. “Og hvor tror du, at du skel hen?” brummede hun, som hun havde begge næver på sine hofter, mens hun stod og stirrede på ham.

Eamon skulle til at smage bollen, mundvandt løb allerede og maven knurrede krævende, efter kun at have spist et æble før han havde udført sit hårde arbejde, ikke ligefrem fordi et æble var nok men ofte var, de nemmest at få fat på uden at blive set. Men nu stod han med et festmåltid i hånden, som han trådte frem imens han var ved at bide, blev bollen tabt idet han vade direkte ind i en person. Lyden af en stemme fik ham til at hæve blikket, til han stirrede direkte ind i en brystkasse, rette hurtigtig blikket højere op til det sæt kolde øjne mødte ham. 
Uniformen sladre om hvem han var stødt på, og nervøst blev hans øjne store, som han rystede på hovedet og skulle til at træde væk, overvejede om han kunne løbe hurtigere end hende? " jeg skal hente flere ting for min Mester" sagde han hurtigt, det var ikke helt løgn, men fortalte ikke noget om hvorfor, der var en lun bolle i hans anden lomme. Den der nu lå på jorden skubbe han væk med sin fod, i håb om hun ikke havde set han tag den, men selvfølgelig var han ikke så heldig, det var han faktisk aldrig?

Det var nu eller aldrig.... 
Knægten satte i løb ned ad gaden, han havde rigeligt problemer med byvagter for tiden, han behøvede ikke endnu en ! Han siksakkede imellem folk, for at komme væk ikke engang tid til at se sig tilbage, eller det rod han efter lod, som nogle folk sprang til siden, eller blev væltet af ham og sure stemmer begyndte at lyde som folk så efter ham og banede...  

Bollen blev tabt ud af drengens hånd, og Lykke var hurtig til at gribe den. Hun kunne se hvordan panikken steg i drengens sind, jo længere op ad hende han så. Han gav en lam undskyldning, og det var tydeligt, at undskyldningen ikke varmede det kolde blik, der var frosset på ham. “Mmmhm…” brummede hun afventende. Han vidste vel godt, at han kunne tilstå og prøve at rette op på sine handlinger og muligvis få en lettere straf, ikke?
Det var nok ikke det man tænkte på, når man mødte Lykke - der ville man nok gøre lige præcis det som drengen gik i gang med. At løbe for livet.

Som en arrig løve sprang hun efter ham. Den ranglede dreng var hurtig til at komme omkring, men som en del af byvagten havde man sine fordele. Hendes hest stod nemlig ikke langt fra det hele, hvilket var hvorfor hun skyndte sig til den og fik den hurtigt til at galopere efter. Lyden af galopperende hove fik folk til at flygte til siderne. Det sørgede for at folk hurtigere fandt ud af at de skulle fjerne sig, hvilket endte med at mindske mængden af folk der spærrede Eamons vej. Som en modsætning til Eamon, så modtog hun ikke sure eller vrissende stemmer, hen hep og hujen om at komme efter ham. Det var i særdeleshed den blå vagtsuniform.
Hun sænkede hestens gangart til en trav og fulgte Eamon ved hans side. “Du gør det kun værre for dig selv, makker,” fortalte hun ham og rakte ham en hånd, som han kunne gribe og komme om bag på hesten, hvis han var villig til at tage med hende til byvagtskvarteret.

Eamon frygtede med det samme kvindens kolde øjne, han kunne måske have tilstået men, den tanke strejfede ham ikke på grund af frygten for denne by vagt. Han have ikke mødt hende før, derfor kunne han heller ikke vide hvad han kunne forvente. 
Som han satte i løb ned ad gaden, mærkede han de mange blikke der hvilede på ham, det fik panikken til at stige og flere grimme ord blev råbt efter ham, ord han så ofte hørte hver dag, hvilket desværre gled ind og gav ham endnu mindre selvtillid. 
Han kunne næsten ikke sænke farten benene løb for deres liv, lyden af en hest der kom nær fik hans hjerte til at banke hurtigere, og jorden under ham rystede for hvert et skridt der blev taget. Evnen havde det med at komme af sig selv, når han blev presset eller noget lignede. 

Han skævede imod hende på hesten, meget tøvende om han burde takke ja, men som folks blikke hvilede mere på ham turde han ikke at takke nej. Eamon tog imod hendes hånd og fik svunget sig op bag hende på hesten, hans hænder greb ved sadlen da behovet for at holde om hende ikke var der. Blikket gled ned som folk næsten klappede af hendes fangst, og hans kinder blev røde af flovhed, håbede inderligt hun ville skynde sig herfra. " hvor skal vi hen?" var de eneste ord der nervøst forlod ham, ej det klogeste at spørge om, men han var usikker og en smule forpustet efter at løbe, mest fordi han stadig ikke havde spist, og maven lod sig knurre højlydt, hvilket næsten fik ham til at tysse på den.   

Lykke var heldig at hendes hest fulgte hendes ordre og ikke satte spørgsmålstegn; at den var egnet som byvagtshest, for ellers ville den nok være stukket den forkerte vej, sådan som jorden rystede.
Hun kunne se hvordan han overvejede, men heldigvis for dem begge, så tog han det rigtige valg og tog hendes hånd og blev svunget op på hesten. Så snart hun var sikker på at han havde balancen fortsatte hun, “Du bliver ført til byvagternes hovedkvarter,” informerede hun ham. Ved at benytte det håndtag, der var til tøjlerne på sadlen, der var lavet til hendes hest og hende, sørgede hun for at finde håndjern frem mens hesten fortsatte. Som en garvet og selvsikker rytter på den rette hest, svang hun det ene ben over til den ene side, siddende, næsten som hvis hun sad i en damesadel - ud over sadlen ikke var lavet til det. På denne måde kunne hun lettere vende sig mod den ranglede knægt og smide håndjernene om ham og sadlen, så han ikke lige stak af fra hende. “Tænk på det som min sikkerhed,” fortalte hun, følelseskoldt, før hun svang sine ben tilbage på plads og så kunne forsætte med at styre igennem alle de små genveje.

Der gik dog ikke længe før hun sænkede hastigheden og kunne ride ind i byvagtskvarteret og til de bokse der var til rådighed til byvagterne. Her sørgede hun for at hoppe ned fra hesten først, for derefter at hjælpe drengen ned. Det var trods alt ikke så nemt, når man havde håndjern på. Hun lod sine øjne stirre ind i hans, som han stod med lige vægt på begge ben. “Hvor meget kender du til lovene, knægt?” hendes stemme var langt fra venlig. Hun placerede en hånd i hans nakke, med tommel splittet fra de andre fingre for at kunne holde godt fast og give stærke hentydninger til, hvor han skulle gå hen. I den ledige hånd holdt hun tøjlerne til hesten. Med hænderne beskæftiget til at vise vej, ledte hun dem til stalden. “Hvad er straffen for tyveri?” spurgte hun ham. Kendte han ikke til loven ville hun klart belære ham og sørge for at han vidste hvor let han slap. En uges fængsel, piskeslag og bøde på værdien af de stjålne genstande, var tæt på aldrig det værd for nogle boller. Måske var det også kun fordi at det var så lille en ting han stjal at hun gav ham en mildere straf i dag.

Eamon sukkede ved hendes ord, det sted var han efterhånden ved at komme lidt for ofte, mange af de andre byvagter kendte staldknægten. Som hun begyndte at vende sig i sadlen, stirrede han forundret på hende og mærkede håndjernene der sikrede sig han ikke kunne flygte fra hende igen. Han nikkede svagt til hendes ord, den følelseskolde tone fik ham til at mærke nervøsiteten det minde ham en smule om sin Mester. Som de red igennem byen, fokuserede han på at se ned for at undgå øjne, heldigvis tog hun de små veje, hvilket var mere behageligt, dog var han nervøs for hvad de skulle til at ske snart. 
Vagterne havde det med at straffe ham, på lidt forskellige måder så man kunne aldrig være helt sikker, og hende her virkede til ikke at være en af de flinke, hvis de overhovedet havde flinke vagter? 

Inden længe var de fremme, og han mærkede jorden under sine fødder igen, blikket gled op som hun så på ham. Han krøb en smule sammen som hendes fingre, greb om hans nakke og fik kroppen til at skælve en smule, kort glemte han helt at svarer hende, før han kom i tanke om spørgsmålet " jeg kender ikke loven særlig godt" erkendte han, begyndte at gå som hun førte ham afsted imod stalden. Eamon var måske ikke den skarpeste teske i skuffen, men det var vel ikke hans skyld, når igen folk havde gidet lærer ham ting? Andet end at arbejde og arbejde. De næste ord fik ham til at skæve imod hende, han kunne ikke forstå at stjæle to små boller skulle være et så stort problem, bageren havde jo så rigeligt ? 
" tæsk? arresten? " mere kunne han ikke lige nævne, da han fik stoppet sig selv fra at fortælle om Eskilds behandling, det skulle nok ikke deles.... 
Maven brokkede sig som de fortsatte imod stalden, ikke helt sikker på hvad hun ville gøre med ham, men en ting var sikkert han var nervøs for hendes kolde ydre. Blikket gled ned og han traskede med uden rigtig at have andet valg, skulderne spændte som hun holdt et greb i ham. 

Lykke måtte beherske sig for ikke at rulle med øjnene, som knægten fortalte at han ikke kendte loven. Det undrede hende ikke, men det var alligevel skuffende. Hendes øjne skævede mod drengen, som han nævnte forskellige straffe. Som de nåede stalden lod hun hesten gå sin egen vej ind i en boks før hun valgte at sætte staldknægten ned på en bænk. Hun placerede sine hænder på sine hofter som hun så på ham. “Hvad bliver du kaldt?” undrede hun sig, som en anden måde at spørge efter hans navn.
“Godt så… I følge loven skal du straffes med piskeslag, en hel uge i arresten og en bøde på værdien af bollen,” Hun skævede mod hans lommer hvor hun kunne se en bule, formet som en bolle. Uden at give en lyd fra sig begav hun sig til at rette på ham, så hun kunne få fat i den sidste bolle i hans lomme. Som hun fik fat i den, sørgede hun for han sad korrekt, før hun rettede sig op med den anden bolle i hånden. “Og en bøde med værdi af alt det, som du har stjålet," rettede hun sig selv. Hun så på ham med trætte øjne. “Syntes du virkelig det er værd at skulle betale for bollerne i sidste ende og få piskeslag og en hel uge i arresten?” undrede hun sig, og prøvede at få det ind i hovedet på ham, hvor besværligt han gjorde det for alle. “Grib,” vrissede hun og kastede bollen i retningen af hans hoved. Hun håbede at han ville få bollen i hovedet og først nå at gribe den efter.

Eamon turde ikke andet end at følge med hende, håndjern gjorde det heller ikke muligt for ham at kunne bruge sin evne, og at bruge den mere i dag var langt fra hans ønske, måske det var for det bedste de forblev på. Satte sig som hun placerede ham på bænken, før blikket vandre tilbage på hende, en smule usikkerhed at finde i hans blik " Eamon " svarede han efternavn bar han sig ikke, fordi han havde aldrig rigtig tilhørt en familie.  Han havde prøvet alle de straffe hun forklarede ham, på nær betaling for han ejede ikke engang et ravstykke, men en helt uge fra sin mester ja det var jo næsten det hele værd?
Som hun pludselig kom nær, trak han overkroppen en smule nervøst tilbage, mærke hvordan hun tog bollen fra hans lomme, før hun igen trak sig fra ham. Hun var tydeligvis ikke tilfreds med ham, det var nemt selv for ham at se, men for ham var straffen ej det store problem, et let træk på skulderne og et svagt suk " det kan vel svarer sig? min Mester giver mig alligevel tæsk, så det gør ikke den store forskel, og at komme væk fra min Mester er altid godt, betaling har jeg dog ej noget af" måske disse ord ikke hjalp hans sag, men stedet var efterhånden van til at have knægten et par gange på en måned. 

Hurtige reflekser kunne han ikke tilføje på sine styrker, så bollen ramte hans kind før den faldt ned på gulvet, og han måtte bukke sig for at tage den, kort børste skidt væk før han ikke tøvede med at spise, fordi han var så sulten næsten som et dyr. Hans blik rette sig imod hende, som bollen var fortæret " skal vi få piskene overstået?" lød det fra ham, ikke fordi han ønskede det, men jo før jo bedre? Hun ville nok bedre nu, kunne se blå mærker under skidt på hans hud, et tegn på han også fortalte hende sandheden...

Hendes øjne var kolde på ham, som han prøvede at fortælle, at det godt kunne svare sig. Hvornår i al verden kunne piskeslag og en uge i arresten svare sig for nogen? Og en bøde oveni! Lykke kunne slet ikke se meningen i hans ord, selvom han nævnte, at han var vant til at få tæsk. Havde man overhovedet levet, hvis ikke man fik tæsk tæt på dagligt? Selvfølgelig, for Lykke havde hun lært at være den der tæskede og ikke den der blev tæsket. Hun havde i hvert fald sørget for meget sjældent at være endt i positionen som den, der blev tæsket.

Lykke så hvordan bollen og kinden blev trykket mod hinanden, inden bollen endte på jorden under dem. Bollen blev børstet og derefter ædt. “Tilse Zatos,” fortalte hun ham og gestikulerede med et nik i retningen af hvor hendes hest stod. “Sadel ham af og strigl ham,” Det var forholdsvis simple opgaver, men hun ville sørge for at det ikke blev som når han var hos sin mester. Det ville blive meget værre.

Eamon var van til dårlig behandling, ærligt var det hvad han igennem sit liv, kun havde oplevet så pisk var vel blot en del af det hele? Hans blik undgik en smule de kolde øjne fra hende, det virkede til hun næsten havde nydt, at bollen ramte hans ansigt og at han ej nåde at gribe den. Kunne det blive være end hans mester? Opgaven hun stillede ham, fik et bryn til at hæve sig undrende, hvad skulle det dog betyde? 
Dog fik han langsomt rejst sig op, blikket skævede kort til hende, og så til den hest de netop havde redet på. Han sank en let klump " men er det ikke stalddrengens opgave?" muligvis det dummeste spørgsmål til dato, han rystede lidt på hovedet af egne ord. På en måde var det vel næsten dømt til, en dag at han skulle arbejde for byvagternes stald, så de samtidig kunne have et øje på ham? Det ville måske gøre det nemmere for dem, men ikke for ham. Dog var han allerede på vej til at gå ind i boksen til hesten, af ren vane stillede hans sig nær og lod en hånd stryge over mulen, imens han betragtede den smukke hest, Eamon havde det med at være naturlig god til dyr, de fleste kunne lide ham med det samme, dog var han ikke helt sikker med denne, da ejeren virkede ret kold. 

Hun løftede et bryn af ham. “Jo,” besvarede hun, men gjorde ikke andet end at holde sine øjne på ham. For lige nu var det Eamons opgave - og hvis hun havde gættet rigtigt, så var Eamon selv en stalddreng. Prøv at tænk hvis Eamon gjorde sit arbejde så godt, at han kunne få et job hos Dianthos byvagt? Ja, det var ikke noget hun ville reklamere med for Eamon, men hvis det gik fornuftigt kunne det da være hun ville nævne det for byvagtskaptajnen.
Som Eamon endelig gik ind til Zatos gik hun langsomme skridt for at følge med og holde øje. Hun skulle jo også være sikker på, at hverken drengen behandlede hendes hest dårligt, eller at drengen blev mørbanket af hendes hest. Hun så begge dele som en realitet. Hesten løftede hovedet, lettere chokeret over hånden der blev præsenteret ved mulen, men efter at have opdaget hvad det var, sænkede den mulen ned mod hånden og prustede, tydeligt opmærksom på at det ikke var en der almindeligvis var omkring den. Den vendte hovedet mere mod hans krop, før den prøvede at klø sit hoved op ad ham, næsten skubbende. Lykkes observerende øjne smallede sig, og gjorde sig opmærksom på, hvorvidt Eamon ville sætte sig i respekt eller om han ville tillade, at Zatos skubbede til ham som han gjorde nu.

Eamon havde vel ikke forventet et andet svar, valgte heller ej at spørge mere omkring det, måske det var bedre bare at få det overstået? Det var det der fik ham til at gå til hesten, han var nok mere van til heste der var mere glade for fremmede/folk end denne. Hånden trak han til sig efter at mærke prustene imod håndfladen, som han skulle til at gøre sig klar, virkede det dog til hesten havde en anden plan for ham. 
Han blev kort skubbet en smule, før han lagde sin hånd imod halsen for at skubbe heste mere på plads, ikke voldsomt overhovedet for han kunne ikke skade dyr. Blikket vandre kort over den, før han bemærkede hvordan hun så på dem, hvilket gjorde ham en smule nervøs. Dog begav han sig til at få sadlen spændt af, for at løfte den af en smule tung for hans krop, men han var van til det og hang den for nu over det ene hegn. Han skulle dog til at gå hen for at hente børsten ved væggen, da Zatos skubbede til hans ryg, så han næsten var ved at falde ind i væggen, kort skævede han tilbage med et irriteret glimt, men han lod sig ikke give op selvom heste normalt plejede at falde til ro omkring ham. Udvalgte det rette udstyr, før blikket gled imod hende kort tøvende " det er en flot hest du har dig" fortalte han venligt, trak lidt på skulderen før han vendte tilbage. 

Hesten lod sig blive skubbet til og lod ham være. Det fik Lykke til at hæve sin hage en anelse i interesse. Hver en af hans bevægelser blev overværet. Hun lagde mærke til, hvordan sadlen virkede tung for ham, hvilket var noget hun skrev sig bag øret. Øjnene og læberne blev smalle som han skulle til at gå til børsten; næsten som hvis det havde været Lykke der havde bedt hesten om noget, skubbede Zatos til staldknægten. Lykke lagde sine arme over kors, som hun studerede videre.
“Tak,” lød det køligt fra hende, som han komplimenterede den hest hun havde sig. Som Eamon kom tilbage til Zatos, bed hun kortvarigt mærke i hvordan hesten lagde sine øre ned, “Zatos,” vrissede hun af den. Det fik den til at løfte hovedet op og ørerne for frem for sig. “Han kan være lidt af en klaptorsk,” brummede hun som hun valgte at gå ind i boksen til dem for at stille sig enden hvor Zatos hoved var. Hun havde ikke behov for at hendes hest skulle prøve at ‘æde’ Eamon. Ikke i dag. “Jeg skal nok sørge for han opfører sig pænt,” mumlede hun før hun lænede sig imod væggen.

Eamon var taknemlig for hesten, lod ham skubbe den på plads det var i det mindste et godt tegn, at sadlen var tung for ham at bare, havde også noget at gøre med at han ikke havde særlig meget fedt på sin krop, og kun spist den ene bolle samt et æble på hele dagen, det gav ikke ligefrem meget energi for kroppen at arbejde med. 
Det lykkedes ham ikke at vælte, selvom det kom bag på ham med skubbet, var det hende der havde givet hesten besked? Det ville ikke undre ham, så kold som hun vikrede til at være, men det ville nok være dumt af ham og spørge, så han nappe sig i læben for at holde spørgsmålet for sig selv. Men som hun snakkede virkede det mere til, at hesten ville skade ham så som hun kom ind i boksen slappe han en smule af. 

Eamon skævede kort til hende, før han begyndte at strigle der var ingen tvivl, om at han var van til det og han var så grundig som muligt. Det var næsten som om knægtens blik var blidere når han så på dyret, men så igen dyr havde altid været hans venner næsten familie, igennem hans tid på de forskellige gårde. Knægten knoklede for at gøre det så godt som muligt, altid opmærksom på hestens bevægelser, blikket gled imod hende som han begyndte at nå imod det sidste, sørgede for at få redt halen og manken godt igennem, et smil let imod hans læbe som at være tæt på et dyr altid gjorde ham en smule glad. 

Lykkes øjne var som limet fast til Eamon, og hun gjorde sig ikke i at dække hendes overvågning. Hun lod ham tage al den tid han havde brug for. Zatos virkede til at glemme alt om drengen og var langt mere nede på jorden og hverken skubbede, sparkede eller bed. Hendes øjne skiftede kun fra hans hænder til hans ansigt, da hun bemærkede at han så mod hende. “Du gør et godt arbejde,” komplimenterede hun.
“Smørre du ikke også lige seletøjet?” bød hun ham. Det var ikke som sådan en kommando, men hun så ham an til hvis hun skulle nævne ham for byvagtskaptajnen. Det var næppe noget der var til at se på Lykke, men hun prøvede at finde den bedste løsning for drengen - for tydeligvis lærte han ikke noget af at være, hvor han var nu. “Jeg skal nok vise dig hvor fedten er,” tilføjede hun. Både sadel og trense havde behov for en omgang. Tog han imod, ville hun skubbe sig selv væk fra væggen, hun havde lænet sig op ad og ville vise ham ud af boksen, så han kunne følge med. Hun gik ind i et separat rum hvor hun fandt en bødte med fedt, hvori der var en klud til at hjælpe med at smøre det på. Hun klappede på låget af den store bøtte. Han skulle selv tage den store 5 kilos bøtte af fedt.

Eamon følte sig mere i sit rette element på denne måde, til sidst glemte han næsten at han blev overvåget, det var lidt som om dyr gav ham en form for ro i sindet. For en stund var der noget han kunne finde ud af, uden at føle sig dum som han ellers ofte gjorde, men dette var i sandhed hvad han var bedst til. Han fik gjort et godt stykke arbejde, som hendes stemme lød så han imod hende og smilede en smule næsten stolt, ved de rosende ord det var ikke ligefrem noget han fik normalt. 

Knægten nikkede det var ikke ligefrem fordi han turde sige nej, gik kort over for lige at lægge det andet udstyr på plads, før han fulgte med hende til det andet rum, øjnene en smule større ved at se den store spand. Han sørgede for at løfte med bene, som han fik løftet den tunge bøtte op, næsten ved at vælte men han var stædig nok til at gå med den, tilbage imod staldboksen med lidt besvær fik han sat den ved siden af det stativ, hvor sadlen kunne hændes på så det var nemmere at pleje den. 
Eamon gik ind for at hente sadlen, selvom armene var ved at være lidt trætte, fik han boret den og seletøjet hen til den rette plads.  Skævede kort til hende før han tog kluden, og begyndte at smøre sadlen grundigt ind, van til at skulle tjekke at det var perfekt, fordi ellers plejede Martin at stikke ham en flad eller noget lignende, den mand var ret voldelig overfor den unge knægt. Som han arbejde nu, var det tydeligt at se hvor ranglet han var, og at der manglede fedt på hans krop, selvom der var muskler, kunne de ikke være store fordi kroppen var i underskud på mad. 
Som han fortsatte begyndte sveden så småt at vise sig, og han mærkede hvor tør hans hals var. 

Lykkede så ham i arbejde, og vurderede hvorvidt han var i stand til at varetage hvad det betød at være i en stald hvor hestene konstant var i arbejde. Hun lod ham gå frem og tilbage selv og hente de ting han skulle bruge og ventede ved den plads der var til sadlen, så han kunne nå hele vejen rundt. Stadig med armene over kors, og hovedet let på skrå, studerede hun hvordan han bar rundt og bevægede sig i stalden. Hun holdt øje med, hvordan han gik, om han virkede sikker i miljøet og hvorvidt han havde styr på hvad han skulle bruge.
Han var effektiv og det var tydeligt, at han ikke ønskede at begå fejl eller misse et område.Hun så til som han fik varmen af arbejdet. Der var dog et tidspunkt hvor hun valgte at gå fra ham, uden et ord. Hun fandt et krus inde i rummet de havde været i, og fandt noget drikkevand. Hun tog tilbage til ham og stod med kruset i hånden. “Tag en pause,” fortalte hun ham. “Er du tørstig?” spurgte hun, men rakte ham endnu ikke kruset.

Eamon prøvede ikke at tænke på, at hun betragtede ham arbejde, han gjorde som han pelejede og sikrede sig at der ikke var noget at sætte en finger på. Gik også frem og tilbage for at tage, hvad der skulle bruges havde han ikke haft hende nær, ville det nok være gået hurtigere, ikke at han lige nu var langsom, men kunne sagtens gøre det hurtigere.
Han bemærkede hende ikke gå, men som hun vendte tilbage så han dog imod hende, skævede imod kruset og mærkede næsten hvor tør halsen var. Brynene hævede sig som han fik lov til en pause, tørrede sin pande for sved med håndryggen, for at tørre det af i bukserne. " meget tørstig" svarede han ærligt, imens han tillod sig at sætte sig ned på en skammel, og et suk lod sig slippe fra hans læber, kort overvejede han om det ville være okay at smide sin bluse, men kom i tanke om det nok var noget han  burde spørge om? 
Derfor drejede han hovedet imod hende " ville du have noget imod, at jeg tager blusen af?" spurgte han, havde det været på hans arbejde, ville han have gjort det automatisk, men han ønskede ikke mere ballade. Blikket vandre tilbage imod kruset næsten håbende på det var til ham.  

Lykke så på hvordan knægten tørrede sit sved af. Lykke selv svedte overhoved ikke - ikke engang med hendes uniform eller med nordfolk gener, havde hun det varmt. Han satte sig og hun lod ham hvile et øjeblik. Blikket forlod ham ikke, men forblev fastlåst på ham. Brynene hævdede sig som han spurgte om han måtte smide et lag af sit tøj. “Hvis du gerne vil have halm og støv suger sig til din svedige krop, så gør du det bare - Så længe du tager den på senere,” fortalte hun ham. Mens han tog sin bluse af, tog hun en stor slurk af kruset og gik over mod ham. Hun rakte kruset til ham, sørgede for at hendes fingre holdt rundt om krusets øverste kant, så han kunne gribe om hanken. Så snart han tog imod det, fjernede hun sin hånd og sørgede for at spytte alt vandet, hun havde i sin mund, ud på ham. Hun tørrede derefter sin mund for vand og muligt mundvand. “Du fortsætter når du er klar - men ikke længere end fem minutters pause,” fortalte hun ham, som hun vendte væk og gik tilbage til pladsen ved siden af sadlen.