Corbin havde aftalt at mødes med sin ekskone inde i byen. Af en eller anden grund var hun kommet til hovedstaden og havde taget Athena, deres datter med. Det var så hans job at skulle underholde hans 4-årige datter, hvilket betød hun også ville ende med at møde Ezra. Det var vel i teorien også første gang de nogensinde havde mødtes, så det skulle nok blive spændende, Corbin håbede blot hans bror var i stand til at opføre sig ordentligt, nu hvor hans niece var der.

Som Corbin og Amira mødtes så hun stift på ham ”Ikke noget med for meget sukker… Ikke nog…” mere fik hun ikke sagt før Corbin afsluttede hendes sætning ”Ikke noget voldsomt. Jeg er ikke idiot Amira… Jeg ved godt hvordan jeg tager mig af min egen datter.” svarede han med et kækt smil på læberne og tog sin datter på armen. Han vendte blikket mod hende og prikkede hende på næsen ”Faaaaar.” kom det grinende fra Athena som hun nærmest kastede sig ind imod ham. Han skævede mod Amira ”Jeg skal nok klare det. Slap af. Du kommer bare efter hende, når du er færdig.” svarede han og gik over til hende for at placere et kys i hendes pande. Amira nikkede og smuttede ud for at klare det hun skulle. Corbin’s blik rettede sig da mod sin datter igen ”Kom, lad os få en is.” sagde han med et grin i stemmen som han begyndte at gå imod markedspladsen. 

Lige nu vidste Ezra slet ikke, hvordan dagen ville blive. Han kunne vel kun håbe på, at den ville blive god. Han følte sig i et ganske neutral humør, og slentrede lidt roligt rundt i byen. Om han skulle lave noget, vidste han ikke. Han burde måske finde på et eller andet, men lige nu var det også som om det var meget rart, at bare gå lidt rundt. Ezra gik lidt videre rundt, som han pludselig stoppede op. Han kunne tydeligt se Corbin, og det var da ham. Hvem skulle det ellers være. Der var kun en Corbin, og det var ham.

Ezra fulgte nøje med, hvor han var på vej hen og måtte rynke brynene en smule, som han fik øje på den lille pige ved hans side. Havde han stjålet piger nu? eller hvad foregik der lige. Han valgte bevidst at gå tættere på, og da han nærmede sig tiltede han hovedet, og tydeligt kiggede på pigen"Er du begyndt at stjælesmå piger... Eller hvad sker der lige" det fløj ud af hans mund, som Ezra måtte undre sig meget. Han var slet ikke vant til, at se sin bror sammen med en pige, eller.. Nærmere en lille pige som hende der. Han vidste ikke hvad der skete, men nysgerrigheden voksede.

"Eller måske du er igang med en mission, som din bror her... Slet ikke kender til" Ezra vidste ikke, hvorfor han gik rundt så lalleglad nærmest, og som om han var evigt lykkelig. Det var da noget underligt noget, og som den bror Ezra var, blev han nødt til at finde ud af, hvad der lige foregik. 

Corbin havde gået med sin datter i hånden ned gennem gaderne som han hørte en velkendt stemme, hans lillebror. Let skulede han sig over skulderen og så på Ezra der kom tættere på og Athena stillede sig helt op ad Corbin’s ben og så op på hendes far en smule skræmt. Han nussede let den hånd han endnu holdt i og rettede da blikket mod Ezra ”Stjæle? Ja det er nogle gange sådan det føles.” svarede han og lod et kækt smil finde vej til hans læber. Han mærkede Athena rive lidt i hans ærme, hvilket fik ham til at sætte sig på hug ved siden af sin datter før hun hviskede i hans øre ”Hah, nej han er ikke farlig.” svarede han og så på Ezra med et stift blik, han burde vel kunne ligge to og to sammen?

Han samlede hende op i sin favn og rejste sig op igen ”Ezra… Det her er din niece, Athena.” svarede han og smilede let til sin datter i hans arme og pigen så med store øjne over på Ezra ”Onkel?” spurgte hun og pegede mod ham, Corbin nikkede.

Blikket var uden tvivl på den lille pige. Ezra vidste slet ikke, hvordan han skulle håndtere den nyhed, om at han nu havde fået en niece. Hvordan plejede man sådan et lille væsen? var de ikke farlige sådan nogle små piger. Faktisk forstod Ezra godt, at pigen var bange, og virkede som om at han var farlig - jovist det var han vel også men det var en mindre detalje. Han rynkede brynene og kiggede op på sin bror. 

Ezra var meget tæt på, at sige at han var farlig som Corbin var, men det ville nok ikke være så godt for hans niece at høre. Han var ikke vant til sådan noget, og han havde aldrig haft en niece før. Han kunne hurtigt mærke det store ansvar og pres, og håbede inderligt ikke, at Corbin ville efterlade hende hos ham. Hvordan skulle Ezra kunne håndtere det, og hvordan skulle han underholde og passe på sin niece. Han ville sikkert ikke være så god til det.

Han tiltede hovedet og fik et lille smil frem over, at se sin niece. Hvad gjorde man? hvad skulle han gøre. Han stirrede bare på hende. Hun så vel meget flink ud, og uskyldig. Han var ikke dum, han vidste godt at børn var de værste, og mest grusomme og ondskabsfulde - var det ikke rigtigt "Athena... " han smagte på navnet, som han kiggede på hende med rynkede bryn. Han forstod godt hun havde store øjne, han stod selv og lignede en som havde set et spøgelse. Kunne der overhovedet komme noget godt ud ad en person som Corbin. Ezra måtte smile lidt over det, og kiggede på pigen lidt mere. Ordet onkel fik ham allerede til at brække sig, men han holdte sig fast"Onkel Ezra.. Ja.. "Han vidste overhovedet ikke hvad han lige skulle sige, og stirrede fortsat på pigen.

Corbin kunne næsten se på hans lillebror hvordan tandhjulene inde i hans hoved arbejdede på fuldtryk, ja det var nok ikke lige det han havde regnet med han skulle i dag, men her stod de alligevel. Det var sådan set også første gang de mødte hinanden og Corbin havde ikke rigtig nævnt noget om sin datter og nu var hun her pludselig.

Athena klamrede sig til Corbin mens hun stirrede på Ezra, hun var stadig ikke helt tryg, det var lige så forvirrende for hende som det var for Ezra og et eller andet sted, morede det Corbin. Som Ezra sagde hendes navn fniste hun let og nikkede en smule ivrigt før hun let kneb øjnene sammen ”Efra.” sagde hun og smilede over hele ansigtet. Corbin skævede mod hende ”Nej skat, Ezra.” sagde han med et smil på læben og hun forsøgte igen og fik det faktisk sagt korrekt, Corbin nikkede let.

”Skal du med ud og have mad tykbas?” spurgte han og så på Ezra med et kækt smil på læben og samlede sig datter op på armen ”Jeg giver, kom.” svarede han og gjorde tegn til han skulle gå med.

"Efra..." tydeligt var Ezra ikke imponeret og måtte rynke brynene med armene over kors. Var hans navn så svært at udtale? han mente da bestemt at det var flottere end Corbin. Men så igen, begge navne kunne måske være svære at udtale, og især for børn. Han kiggede lidt mere på pigen, og derefter op på Corbin. Da pigen fik sagt det korrekt følte Ezra det var en stor sejr, men det var vel også sødt, og sjovt hun ikke kunne udtale hans navn, og havde kaldt ham Efra. 

Selvom denne pige var kød og blod af Corbin, så kunne Ezra ikke undgå at tænke om denne pige mon, var lige så ond og lusket som Corbin. Man kunne vel aldrig vide. Han kendte ikke selv til det, og vidste ikke hvordan børn var. Han hørte spørgsmålet men kunne ikke undgå, at følge sin niece med øjnene. Han måtte hellere holde lidt øje med hende, for det var aldrig til at vide. Han havde godt hørt at dem som så mest uskyldige ud, var de værste. 

"Hvem kalder du tyk... Lad os komme afsted" han fulgte med i samme tempo, og sørgede bevidst for at holde lidt afstand til Corbin og niecen. Hun virkede sød, og uskyldig, men det var netop sådan de fangede en. Ezra sukkede lidt, og tiltede hovedet. Måske det ikke ville være så slemt, at få noget mad i selskab med ham og sin nye niece"Så hvad spiser sådan en.. Jeg mener hvad kan du.. Altså hvad mad kan d..du" han kunne slet ikke formulere sig ordenligt overfor sin nye niece.

Corbin kunne ikke lade være med at lade et lille grin undslippe over hans bros reaktion på Athena der forsøgte at sige hans navn, hun skulle trods alt lige lære det først, dog gik andet forsøg meget bedre og Corbin kunne næsten se hvordan Ezra så det som en sejr at hun anden gang fik sagt hans navn rigtigt, hvilket fik et smil frem på hans læber.

Athena betragtede sin onkel med store øjne, som hun var kommet på i Corbin’s favn og vendte blikket mod ham før hun prikkede ham på kinden og pegede mod Ezra ”Onkel ikke tyk” svarede hun og fniste som kun små børn kunne og rystede insisterende på hovedet før hun igen så på Corbin ”Dig far” fniste hun og prak ham igen på kinden. Corbin lod et grin undslippe ”Hov du…” svarede han og prikkede hende let i siden og smilede varmt til hende, som hun fnisende lå sig ind mod ham som de gik mod markedet. Han så mod sin bror med et hævet øjenbryn og kunne ikke lade være med at grine en smule ”Hun spiser det samme som os, bare mindre portioner” svarede han og trak let på skuldrene ”Og ærligt, så kan hun ikke så meget andet end at tale som en gal eller rende hendes mor i hælene” svarede han og lod et grin undslippe som han skævede mod sin datter der fniste og nikkede ivrigt ”Mhhhm” sagde hun med et bredt smil på læberne.

Ezra kiggede på pigen med et mistænkeligt blik. Kaldte hun ham lige tyk? han vidste denne skabning her i sin broders favn, var et lille monster. Kunne hun være andet, når det var Corbins datter? og dog. Måske var hun faktisk meget sød, og en blid person. Ezra vidste det ikke med sikkert, men han sørgede bevidst for at holde øje med hende. Det skulle nødig ske, at hun prøvede på noget. Han sukkede lidt over at blive kaldt, så slemt var det da ikke. Børn.. Han mindede sig selv om, at det var godt han ikke selv havde børn. Da hun så nævnte at Corbin var tyk måtte han grine og morede sig meget over det.

"Ja din far er blevet lidt tyk... Det har du ret i" kom det fra Ezra som gav sin broder et klap på skulderen. Da hans bror nævnte hvad datteren spiste, gav det mening. Hun var vel ikke et dyr, selvom man aldrig kunne vide. Han havde da hørt om børn som elskede mad som dyr fik. Det var underligt i hans hoved, men hver sin smag. Han lod et bredt smil komme frem til sin broders ord. Han forstod også godt, hvis Athena gerne ville rende hendes mor i hælene, fordi gjorde børn ikke det generelt.

Ezra tillod sig at betragte Corbin en smule, og han kunne godt hvor glad han faktisk var i nærheden af hans datter. Hun virkede da også meget sød, men Ezra var godt nok fortsat skeptisk"Hun virker meget sød.. Ikke nær så djævelsk som jeg havde regnet med" nævnte han og det var sande ord. Han lod smilet blive siddende på ansigtet. Det var lidt underlit at se sin bror være far, fordi han slet ikke havde regnet med at Corbin ville påtage sig den rolle, nogensinde. Men han klarede det meget godt.

Det var næsten underholdende at se hvor presset Ezra var over at møde sin niece, men som Athena kommenterede på han var blevet tyk, skævede Corbin mod sin datter og derefter sin lillebror som gav hende ret ”Hallo… Det er ikke min skyld at dusører ikke hænger på træerne” svarede han og skar en grimasse. Så meget havde han altså ikke taget på, der var da måske kommet et eller to kilo, men mere var det heller ikke. Var det virkelig så tydeligt? Han skævede olmt på sin bror som han mærkede hånden på sin skulder og trak dog på smilebåndet.

Det virkede dog stadig uvirkeligt for ham at Ezra faktisk kunne opføre sig bare nogenlunde normalt, nu hvor der var et barn i deres selskab, måske der havde noget at gøre med det var Corbin’s datter og ikke en eller anden tilfældig lille pige. Han havde selv personligt nemmere ved at håndtere sin egen datter, kontra alle andres børn, faktisk ville han gerne være fri for alle andres børn. Planen var heller ikke han skulle have flere børn, men tiden måtte vel vise om det overhovedet kom på tale nogensinde…

Et grin undslap Corbin over sin brors kommentar ”Du skulle prøve at være alene med hende… Hun er en lille ballademager, ikke sandt Athena?” spurgte han og så ned på sin datter der smilede over hele ansigtet og rystede ivrigt på hovedet ”Naaahaaaaj!” fniste hun og så op på dem. Ikke hun var destruktiv, men hun kunne godt lide at drille lidt, hvilket blot var med til at skabe en smule liv i hjemmet, når hun var på besøg.