Grinene på den anden side af de to store døre holdt ikke Delaila fra at ville føre en samtale med sin mand. Han måtte finde et andet tidspunkt at have det sjovt. Slaven, som var blevet sat til at holde vagt ved dørene, gav tøvende blikke inden ordren blev adlydt og dørene blev åbnet. Det var selvfølgelig klart at slaven var bange for hvad der ville ske hvis en af de to ejere blev arrige over situationen der ville udfolde sig.
Grinene forsatte, selvom Delaila forsatte ind i rummet, tydeligvis var hun ikke blevet bemærket. Af og til, kunne Delaila kun undre sig over hvordan mænd kunne have så lidt respekt for deres ægtefælle, men måske hun blot var blevet født i den forkerte del af Krystallandet til at have noget oprigtigt at kunne sige om det. Hun havde i hvert fald en forestilling om at jo mere nord på Krystallandet man kom, jo større blev den gensidige respekt. Efter en stund med rigeligt tilstedeværelse og væmmelse, sørgede Delaila for at tilkendegive sin ankomst.  ”Vil De have os undskyldt, mens min husbond og jeg fører en samtale?” Der var intet til overs af negative følelser til at blive genkendt i stemmen, men stemmen havde den eftertragtede politiske volumen, der sørgede for at hvert et ord blev hørt, og at en stilhed med tyk spænding kunne forme sig. De mørke øjne var, for kvindens skyld, låst på sin husbond, mens Delaila i periferien kunne se hvordan kvinden sørgede for at komme op og stå på sine ben og rettede på sit tøj. Selvom smilet på hendes mands læber ikke var til at tvinge af ham når der var en anden kvinde i lokalet, kunne smilet ikke smittede af på Delaila. Træt af gnidningerne i deres forhold, forblev hendes ansigt monotont, mens hun ventede på at kvinden ville forlade lokalet og slaven lukke døren efter dem. Orkede hun overhoved at høre en forklaring? Nej. Men hun ville, som det mindste, gerne opleve en at Shakeed havde en interesse i faktisk at høre hvad hun havde at sige, men var det i sig selv ønsketænkning?

Shakeed var en mand der altid fandt noget i livet at underholde sig med. Om det var at se væddeløbene udspille sig og hvordan kisterne bugnede af guld når taberne gik fra banen og han selv kunne sidde og grine over sin indtjening – eller som nu hvor han havde fundet et lystigt kvindemenneske, som ikke havde nogen pli eller anstændighed i kroppen. Præcis, som han gerne ville have det, når han skulle fornøje sig. Og fornøje sig, ville fyrstens ansvarssky lillebror.

Ah, fornøjensen tog en drejning. Med et dybt suk rullede Shakeed om på ryggen og placerede armene bag nakken og betragtede sin kones vidunderligt misfornøjede udtryk. Hvis øjne kunne dræbe, sad der ofte knive direkte i hjertet på ham. Smilet sad dovent og fornøjet over hans læber, som han drejede blikket mod det forfjamskede pigebarn der skyndte sig at sætte folderne på plads, sådan nogenlunde, inden hun på hurtige skamfulde fødder forsvandt ud af lokalet. Shakeed undgik ikke at lade sine evner prikke til hendes sind, og høre de forlegne tanker. En handling der fik en guldstreg til at glide længere ned af hans arm mens han klukkede. ”Hvad skylder jeg æren, min kære?” de stærke lyse øjne drejede hen på sin hustru igen og lod sig hvile der.

Ikke et tegn på fortrydelse, pinlighed eller skam var at se på hendes husbond. Det var noget hun efterhånden var blevet vant til, selvom det aldrig sårede hende mindre. Det var kun overraskelsen der var forsvundet fra Delaila. Hun ville snarer blive overrasket hvis hun fandt ham i at tænke på andre – som ikke bare var deres børn.

Et gyldent glimt fangede hendes øje, selvom hendes blik havde været fastlåst på sin husbonds ansigt, kunne øjnene ikke kortvarigt lade være med at glide til den gyldne streg der slangede sig længere. Var det virkelig nødvendigt?
Bekymring, spredte sig i hele hendes nakke, og som hans stemme lød, lige efter døren var blevet lukket, sænkede hendes skuldre sig. ”Shakeed,” sukkede hun og trådte nærmere. Hendes oprindelige ærinde måtte vente. De havde tjenestefolk og slaver nok til at kunne give dem et øjeblik til at snakke om hans hovedløse handlinger. ”Var det dét værd?” undrede hun sig, inden hun fandt vej til at sidde ved hans side. Selvfølgelig var det jo ikke, om det var det værd at fylde en kvinde med skam, som hun blev fanget med en gift mand. Delailas øjne fjernede sig fra hans og så mod den guldstreg der havde vokset. Det handlede om at nogen fornøjelser ikke var livet værd, især hvis man spurgte Delaila. Hun var bekymret for hvor længe Shakeed overhoved ville kunne bevæge sig og hvor lang tid der ville gå fra at han ikke kunne bevæge sig til at han gik bort.
Hun holdt jo af ham.

Shakeed løftede et øjenbryn og drejede din opmærksomhed tilbage på Delaila som hun sukkede af ham. Det var langt fra en uvant lyd at høre fra hende, men hendes bekymring var begyndt at skinne tydeligere igennem som guldfeberen spredte sig over hans krop. Det var fortsat minimalt, men så længe han insisterede på at bruge sin magi blev det kun værre. "Jeg kan bedre li når du sukker mit navn lidt mere glædeligt"  Han blev liggende som hun satte sig, men drejede trods alt kroppen mod hende for at vise at hun havde fået hans opmærksomhed. En varm latter forlod ham "Det lidt gør ikke forskellen, min kære" fejede han det ubekymret væk, men fjernede alligevel den ene arm som lå behageligt bag nakken for at ligge sig på hendes lår og give et klem. "Hvad ville du gerne snakke om?" Han tvivlede på at det var pigebarnet der lå hende på sinde. Hun var trods alt blot en ubetydelig fisk i det store salte hav fyldt med fangst. 

Delaila måtte holde sig fra at blive frustreret over hans kommentar om hvordan hun sukkede hans navn. Hvis han bare vidste hvordan afskyen og jalousien var det der afholdt hende mest fra at give ham hvad han ønskede. Den strejfen omkring han havde erhvervet sig var en ond cirkel for deres ægteskab. Hun trak sig og han fandt nogen som var villige.

Hendes bryn gled tættere på hinanden som hendes bryn blev smalle. Tydeligvis var hun uenig. De mørke øjne fulgte hans hånd som den lagde sig på hendes lår. Delaila valgte at ignorere hans spørgsmål. ”Det gør forskellen,” diskuterede hun og lod sin hånd finde hans, men også med tanke om forsigtigt at fjerne den fra hendes lår. Nu havde han trods alt haft det lidt sjovt med en anden for et øjeblik siden, men han skulle ikke forvente det blev hendes tjans inden for de næste par timer. ”Du sørger jo for, at dit lys bliver kortere,” Hun så tilbage op mod ham. ”Den smule kan gøre den største forskel i den anden ende,” prøvede hun at overbevise ham. Hun var skeptisk for om han ville kunne se pointen. Han levede for meget i nuet, og det eneste hun kunne se, var hvor tidligt hans lys ville blive slukket, hvis ikke han begyndte at tage vare på sig selv og holde igen med brugen af hans magiske evner.

Shakeed tog en dyb indånding og lukkede den ud et langt suk, næsten parat til at himle med øjnene af hende, hvis ikke det var fordi han vidste præcis hvor det kom fra. ”Ikke nu igen, Delaila” Sukkede han, men lod hende fortsætte. Hun var oftere end ikke sur, frustreret og irriteret på ham, og bestemt ikke uden grund. Men det ændrede ikke på at hun stadig følte noget. Hvor arrangeret ægteskabet end havde været, var ingen af dem ligeglade med hinanden.
”Du slipper hurtigere af med mig. Det ønske ved jeg du har engang imellem.” prikkede han irriteret til hende og fjernede sin hånd fra hendes for at kunne rette sig op og skubbe sig tilbage så han sad op ad sengens hovedstykke. Hans øjne fandt tilbage til at kigge på hende, opstrammet som hun i øjeblikket var. ”Hvad, forventer du jeg lever mit liv som en kedelig munk og dør når jeg bliver hundred? Nej, det har aldrig været meningen” fnøs han og så afventende på hende. Skulle han virkelig bare have skæld ud for at bruge sine evner? Det havde han ikke engang haft gang i før hun dukkede op.

Hans reaktion lod hende blot vide at han tydeligvis ikke var begejstret for diskussionen. Det var en gentagende diskussion som gav knas og forholdet, og sørgede for en dybere kløft mellem dem. Hendes øjne spærrede let op som hun rystede på hovedet af at han klagede over at hun ikke lod det ligge.

Selvom hendes ansigt til tider bar tæt på ingen tegn af følelse, så var der ingen tvivl om at mere end et årtis ægteskab havde lært ham at læse hvert et rynk på næsen eller bevægelse øjenbrynet kunne tage. En ting var frustrationen over hvordan han ikke tænkte over hvilken effekt alle hans handlinger havde. En anden ting var de kommentarer der viste hende at han især ikke havde adgang til hendes sind. Alle havde tanker der til tider kunne være negative og ønskede en anden væk, men det var ikke en hun oplevede mod Shakeed, kun dem han omgik sig med. ”Du ved ikke noget om hvad jeg ønsker mig,” sprang det snerrende ud af hende. Hun placerede sit ene ben mere inde over madrassen så kun den ene fod havde kontakt med gulvet.

Kæben blev knuget sammen. Det føltes som om hendes krop sitrede af indebrændthed. ”Jeg vil blive gammel med dig,” snappede hun efter ham.  En slave skyndte sig ind i gemakkeret for at løbe over og lukke vinduerne til eftersom de begyndte at blæse op udenfor. Det fik hende til et øjeblik at trække vejret lidt dybere. Hun rejste sig for at komme ham nærmere. Bekymring var atter malet over hendes ansigt. Hendes hånd fandt en af de længere totter af hans hår og lod dem korrigere dens placering, før hun så mod ham igen, samtidig med at slaven forlod gemakkeret. ”Jeg vil se dig med… Ældet år… Små rynker,” hun studerede ham og prøvede at forestille sig hvordan han ville se ud. De mørke øjne fæstnede sig atter tilbage til hans og hun trak sin hånd fra ham. ”Det er hvad jeg ønsker,” lød det langt roligere. Men det betød alligevel ikke noget hvad hun ønskede for ham, gjorde det?

Shakeed havde kun forsøgt at trænge ind i hendes sind i de tidlige dage af deres ægteskab, men måtte erfare han ikke kunne. Hun var den eneste, i hvert fald af betydning, som kunne skjule enhver tanke, følelse og tilstand hun havde, fuldstændig for ham. Måske det også var bedst. En lille ting, som måske endda var respekt når han tænkte efter. Ikke at han gennemtænkte ret meget. ”Nej, for du fortæller mig intet” knurrede han tilbage uden at vige blikket fra hende. Ikke engang slaven tilegnede han nogen opmærksomhed. De var intet for ham alligevel, kun til for at varte op og uden nogen mening eller tanker han skulle forholde sig til.

Til gengæld havde Delailas ord effekt. Han flyttede sig ikke, som hun rejste sig men lod i stedet sit blik falde til at kigge et uvilkårligt sted foran sig. Nedstirre pletten, ude af stand til at fastholde blikket på hendes bekymring. Han lukkede dem, som hendes fingre fandt det lange bløde hår, først der drejede han hovedet let, og lod blikket løfte sig op. Med et dybt suk drejede han kroppen rundt og lod sine ben komme ud over kanten af sengen. Han rakte ud efter hendes hånd og guidede hende til at træde tættere på, inden han lænede sin pande ind imod hendes mave. Maven der havde båret og skænket ham vidunderlige børn. ”Hvad vil du have jeg skal gøre?” selv hvis han ikke brugte sine evner, kom magien alligevel og ødelagde hans krop. Alt omkring dem var magisk og nærmest ingenting skulle der til før guldet spredte sig. Han var ikke sikker på han kunne give hende sit ønske.

Interessen havde aldrig været åbenlys fra Shakeeds side af. De eneste tidspunkter hun kunne ane interesse hos ham, var når hun lod sit hår falde ned så langt som det var. Det var næsten de bedste tidspunkter i deres forhold, for han forstod hvad hun ønskede hun at hun havde brug for at sige et ord. Det var slet ikke til at overveje, at Delaila havde sig være for passiv omkring hvad hun ønskede og bød kun hvad hendes ønsker var når hun blev spurgt – eller som nu, at hendes ønsker blev mistolket. Det ville være så meget lettere at tørre skylden på den dårlige kommunikation af på den anden. Hun indså ikke, at de gange han havde prøvet at række ud, havde hun lukket i som en østers, og ville have han selv skulle finde ud af hvad der var galt, eller måske blot fejet problemerne væk som havde de ingen betydning.

Hun lod ham tage hendes hånd og uden tøven fulgte hun hans gestikulering til at komme tættere. Som han lagde sit hoved mod hendes mave måtte hun lukke sine øjne. Hun kunne hører hvordan vinden susede lidt udenfor. Med sine øjne lukkede lod hun sin frie hånd glide over hans bløde hår og støttede hans hoveds placering. Der blev kort trukket på et lille smil over hans spørgsmål. På sin vis, virkede det som om at flere tusinder af fugle lettede fra hendes skuldre, men samtidig, var der andre der blev hængende, for hun havde ikke svaret. Hun lod hånden der havde guidet hende tættere finde vej til hans baghoved for at stryge ham blidt over håret mens hun ledte efter sine ord. Hovedet så ned mod ham, ”Det du kan,” det var måske ikke et særlig specifikt svar, men han kunne ikke bare gå ud og barbere en ged for at få alt til at flaske sig.  Hun lod en hånd finde hans skulder, mens en anden fandt under hans kæbe. Blidt skabte hun lidt afstand så hun kunne komme mere ned i øjenhøjde. En kærlig hånd strøg over hans kind. ”Jeg kan og skal ikke diktere hvad du skal gøre,” lød det roligt fra hende. ”Du kan starte småt,” foreslog hun. Hun vidste at Shakeed følte sig fri når han brugte sine evner som det passede ham, og han skulle selvfølgelig stadig føle sig fri. Bag ordene håbede hun selvfølgelig at han ville holde sig fra at blande sig i andres tanker og snakke rent, men sådan fungerede det jo nok ikke.

Turde hun overhoved håbe på, at han ville gøre et forsøg?

Shakeed skulle ikke til at prise sin egne egenskaber som ægtemand højt. I hvert fald ikke højere end de var, og sandheden var at han ikke var en særlig god ægtemand, men i den verden de levede i, og specielt i den del af verden, var han heller ikke den værste. Så meget kredit ønskede han trods alt at give sig selv. Han havde såret hende, gjorde det stadig, og hun veg fra ham og holdte dørene lukkede. Usundt og fyldt med skyld der blev kastet i alle retninger. Men det var deres!

Han forblev hvor han var, som hun aede ham blidt over håret. Lukkede sine øjne i og lod hende tryllebinde sig med sin kærlige hånd. Hun kunne tæmme ham nemt som ingenting når hun blot lod sine hænder tale deres kærlige sprog. Uskyldigt, men kærligt. Han lod hende løfte sin kæbe og lod hende få den plads hun behøvede, kiggende ind i de mørke øjne. ”Hvordan småt?” bad han hende uddybe. Han vidste selvfølgelig godt, at det ville blive benævnt han ikke skulle smuglytte til tøsernes tanker når han ikke engang behøvede at vide hvad de tænkte på. Men det var svært at ligge vanerne på hylden.

Sådan et lille spørgsmål skabte en fornemmelse af at gå på æggeskaller. Lige nu gik samtalen en vej hvor de lyttede til hinanden, og hun frygtede at formulerede hun sig forkert ville det hele skride under dem og være spildt.

Forsigtigt lagde hun sit hoved en smule til siden, næsten som hvis hun bad ham om at finde svaret selv. Det gjorde jo ondt, også selvom det kun var forslag hun kunne komme med. Hendes øjne flygtede, og kunne næsten ligne at hun trak sig fra samtalen. Til gengæld, så flygtede øjnene for at hun kunne overvejede hvordan hun faktisk skulle få det sagt.
”Som lige før,” bød hun og lod sine øjne finde hans igen. Han havde trodsalt lige brug sin evne unødvendigt på en kvinde, hvor det ikke ville være til nogen gavn alligevel. ”Jeg ved det er svært,” prøvede hun, selvom hun selvfølgelig ikke havde lignende magiske evner. Det var hendes opfattelse, at han var så trænet i sine evner, at han dårligt tænkte over når han brugte dem. Delaila havde jo selv besvær ved at kontrollere sin ene evne, og kunne ikke bare let holde den fra at blande sig når hendes humør blev påvirket.  Mon det var lige så svært for ham, som det ville være for hende, hvis hendes følelser ikke måtte påvirke vejret?

Der var ikke et hidsigt anfald at spore i Shakeeds udtryk i dette øjeblik. Han var rolig, om end med kendskab til ham, kunne det hurtigt vende. Men for nu, var tålmodighed noget der kom over ham som han så afventende på hende. Han tog en dyb indånding og brummede. ”Det er som at fortælle et barn det ikke må le” brummede han lavmælt men var trods alt ikke fuldstændig imod hende. Han havde ikke lyst til at opgive sine evner, for de var pragtfulde! Det var en tydelig del af ham, og han elskede at bruge den del. At give den op, var ikke noget der kom nemt – heller ikke selvom det kun skulle være i de små. ”Jeg skal prøve” medgav han til sidst. For det blev en prøvelse. Han var vant til at bruge sin sølvtunge mere end sin egen og han nød at vide hvad alle tænkte omkring ham. Det ville næppe være spor gavnligt for hans humør. Han kunne allerede mærke en prikken af det nu.

Hun nynnede forsigtigt for at vise at hun var enig, mens hun kærtegnede ham. Det var hjerteskærende at tænke på, hvis de som forældre skulle fortælle deres børn, at de ikke måtte le, fordi de ville ende i Kiles favn før tid. Det var ikke retfærdigt, og der ville nok gå noget tid før det overhoved ville lykkedes ham at lade være.
Delailas bløde hånd strøg forsigtigt noget hår bag han øre. ”Tak,” lød det roligt, ”Det vil gøre mig glad,” forsikrede hun ham. Hun ville ej kunne sætte sig i hans sko, og hun vidste også, at de gange han ville fejle i at holde sine evner fra at være i brug, ville det være hende der bed mærke i det, og det ville pine dem begge når hun blev nødt til at påminde ham om det.
Hun kom op og stå i fuld højde igen mens hendes øjne atter hvilede over ham. Hun bemærkede altid når rifterne forandrede sig, om det var mellem et par sekunder eller flere dage, hun så det altid. ”Kære... Hvad skete der dengang?” Hun følte aldrig rigtig hun havde fået en ordentlig forklaring, og nogle gange kunne hun sværge på at historien ændrede sig.

Shakeed blinkede langsomt som hun strøg håret om bag hans øre og sukkede. Han løftede sin hånd og aede Delaila blidt over kinden inden han med et let tag i hendes hage bukkede hendes hoved lidt ned og plantede et kys på hendes pande. ”Din glæde er vigtig for mig” den var ikke alt, men den var vigtig. Han var ikke sikker på han ville opfylde gravene særlig godt eller være særlig rar at være i nærheden af imens, men han ville gøre forsøget. I hvert fald i et stykke tid indtil han indså det ville være for svært og falde tilbage i de naturlige rytmer igen.

Shakeed lænede sig frem og lod albuerne hvile mod sine knæ og brummede let. ”Det har jeg jo sagt. En skinsyg alkymist ville straffe familien for deres grådighed. Han var nok sur over at Sephyran kan gøre alt til guld” fnøs han, mest af alt selv jaloux over fyrstens evne. Den som han havde efterstræbt at få.

Delaila lukkede sine øjne som han plantede et kys på hendes pande. Hun måtte prøve at hæfte sig ved de små ting, for det var nok det eneste der holdt hende fra ikke at trække sig helt væk. Dét, at han prøvede, betød meget. Så måtte de se hvor længe der ville gå før han gav op, og før hun ville påminde ham om hendes bekymring.

Med en hånd på hans skulder satte hun sig tæt ned ved siden af ham. ”Men hvorfor dig?” undrede hun. Måske han stillede de samme spørgsmål til sig selv hver dag. ”Hvorfor ikke gå efter Sephyran i stedet?” Måske var Delaila en anelse bitter over at forbandelsen var gået ud over Shakeed og ikke en af de andre brødre. Zalans, det kunne lige så godt være gået ud over en af Sephyran af Kazimi's børn i stedet. Selvom fyrsten havde rigeligt på sine hænder, så mente hun godt han kunne tage det ansvar på sig og hjælpe til. Hun aede Shakeeds skulder blidt. Det skulle bare ikke gå ud over Shakeed eller deres børn.

Af og til overvejede hun hvilke muligheder hun havde, enten for at hjælpe Shakeed af med Guldfeberen eller hævne sig mod alkymisten. ”Sagde han noget til dig, alkymisten?” Måske var parret for nu faldet i et hul af kommunikation, og de måtte nyde det mens det varede

Shakeed brummede som svar, hvilket egentlig slet ikke var et svar. Hvad skulle han sige? At han selv havde sagt ja til at alkymisten måtte eksperimentere på ham, i et grådigt forsøg på at få den eftertragtede guldevne til at skabe det pureste guld ud af ingenting? At han havde sat sit liv, omdømme og families ære på spil for chancen at han fik gulvet til at vokse ud af ingenting. Nej, det kunne han ikke sige. ”Han frygtede nok fyrstens vrede. Han kunne få sin pointe igennem ved at forbande hans lillebror, men ville lide døden hvis han angreb hans børn.” digtede han med et skuldertræk. Shakeed løftede sin hånd op og lagde den over hendes på sin skulder og nussede blidt tilbage.

”Ikke andet end vi fortjente det. At fyrstens grådighed var blevet bemærket og hvis han ikke stoppede ville det bredde sig” han havde brugt oceaner af tid på at opdigte en forklaring da de første gulvstejf var indtruffet. Det var ikke helt sammenhængende i starten og det var oftest bare det samme han sagde igen og igen. Mere eller mindre. ”Jeg gider ikke tænke på det. Jeg skal nok prøve at lade være med at bruge magi når det er muligt” de levede i en magisk verden, så ikke alt kunne han undgå. Men han havde trods alt lovet.

Øjnene blev smalle, ikke fordi hun ikke brød sig om hvad hendes husbond fortalte, men fordi der tydeligvis ikke var den samme frygt for Shakeed og Delaila, som der var for Sephyran. Det var noget der kunne få Delailas blod i kog. Sandheden var nok at hun var overbeskyttende og ville gøre alt hvad hun kunne for at hendes familie var uden en skramme. “Han burde stadig have lidt døden,” mumlede hun. Det ville være svært at lægge låg på, at hun overvejede hvordan man kunne få fat i alkymisten og sørge for at han led en grusom død.

Delailas kæbe spændtes kort, som hun hørte den samme fortælling igen. Måske hun af og til håbede, at der var noget Shakeed havde glemt eller kom i tanke om. Om det var, at forbandelsen blev løftet ved en bestemt gerning eller at der var noget, som de kunne gøre for at mindske hvad der allerede var. Der lød et let suk fra hende, “Okay.” Hendes hånd nussede hans skulder en anelse før hun lod et lille kys blive plantet på hans hånd, som lå oven på hendes skulder.

Et øjeblik lod hun det hele synke ind, før hun fjernede sit hoved fra tæt ved hans skulder. “Skal jeg se om din gæst er stukket af?” spurgte hun lavt. Hun hadede hvad gæsten var der for, og brød sig ikke om tanken om at undersøge om kvindemennesket stadig var i nærheden, men hun ville ikke trække flere tænder ud af den i forvejen pinefulde samtale, det var for Shakeed.

Shakeed sukkede med et varmt smil på læben og lod sin hånd klemte hendes skulder som svar. Også selvom han ikke fortalte hende den hele sandhed, varmede det hans hjerte at vide at hun trods alt stadig var beskyttende overfor ham. Hævngerrig endda. Det var en sød smag det gav at vide det kunne vække hendes vrede. Han lod stilheden falde over dem og sad lidt i sin egen verden. Tænkende på forbandelsen han selv havde været skyld i og hvordan han ville kvæle livet ud af alkymisten hvis han nogensinde fik chancen.

Han var derfor en smule fraværende som han kiggede tilbage på Delaila og et øjeblik forvirret over hendes spørgsmål. Hvilken gæst? Han blinkede et par gange hvorefter han fnøs fornøjet. ”Nej, glem hende.” på alle led og kanter var hun fuldstændig uvigtig for ham, specielt lige nu. Lysten til hende var forsvundet som dug fra solen. Shakeed lænede ind og lod sine læber plante et kys på siden af hendes pande og indsnusede duften fra hendes hår. ”Hun betyder intet”

Glem hende.
Delaila kunne ikke sætte fingeren på, hvorfor det gav hende en klump i halsen, samtidig med at det tog vægt af hendes skuldre. Hun lukkede sine øjne, som han lænede sig ind for at give hende et kærtegnende og beroligende kys mod siden af hendes pande. Nærværet var indbydende og hun kunne mærke hvordan hun egentlig higede efter mere, og lade sig slippe af de utallige bekymringer og jalousien - hvis bare for en stund. Det ville være rart at føle noget som ikke var så trykkende, som det de lige havde snakket om. Med en dybere vejrtrækning valgte hun dog kort at vende sit hoved mod ham og give siden af hans kæbe et lille kys, før hun langsomt ville stå op. “Godt så,” hun bød ham hendes hånd, så han kunne komme op og stå. “Din ældste har udfordret dig til en duel med trækæppe og bad mig give dig beskeden," hun gav ham et mildt smil. “Hvis du har tid?” hun løftede sit øjenbryn en anelse. Hun ville ikke dømme ham, hvis han hellere ville slappe af et øjeblik. Desuden, så kunne deres ældste jo bare træne med den træner, der var hyret til dem i stedet for at duellere deres far.

Shakeed tog en dyb indånding og lukkede det ud i et langt suk, der afsluttede sig i en morende klukken. ”Den bandit. Vi må finde en bedre lærermester til ham. Det virker til at hvad han har tydeligvis ikke udnytter knægtens energi” lo han hjerteligt. Shakeed var mange ting, et røvhul på stort set alle punkter, men hans familie var hans et og alt og det var der ingen der såede tvivl om.
Måske kunne han godt havde brugt tiden på sig selv og lade snakken bundfælde sig. Vide at han en dag nok måtte fortælle Delaila sandheden om hvordan hendes kære ægtemand var havnet som en forbandet grådig mand. ”Kom, jeg kan hvile senere” Han rejste sig med en tilfreds brummen, men inden han gik til døren trådte han hen og lagde en hånd blidt mod Delailas kæbe og kyssede hendes pande, før han trak sig for at gå ud af døren, forventende at hun fulgte med. Det var ikke mange ømme øjeblikke de havde, ofte til Shakeeds frustration, men de få der var, var dyrebare. Han kunne ikke lade være at udnytte det en sidste gang før hverdagen slog til igen og det tog heller ikke mange skridt før lyden af træ mod alle overflader det overhovedet kunne ramme fyldte deres omgivelser.