"Hvor vover i, at tilbyde mig usmagelige varer!!" råbte fyrstesønnen så højt, at de nærmeste salgskvinder, og tjenestefolk fik et chok. De havde efterhånden hvisket med hinanden i flere timer, om de ikke bare skulle forlade handelsbyen. De kunne slet ikke overskue den unge fyrstesøns opførsel og råberi. Et højt suk forlod Dains mund, som han kastede krystalglasset ned i jorden. Tydeligvis ikke tilfreds, og det kunne ses på ansigtet. Havde han en dårlig dag? for mange hormoner? mangel på opmærksomhed? der var mange årsager. Øjnene gled rundt, som han trådte udenom glasskårene på jorden. Tjenestefolkene kiggede overrasket på den unge fyrstesøn, og begyndte straks at kigge rundt efter fyrsten eller et familiemedlem.

Hovedet tiltede Dain, som han trådte hen imod den nærmeste bod. Det var heldigvis en bod som solgte mad, og drikke. Han trængte til noget godt, og ikke det billige stads han blev tilbudt. Hvordan kunne de også tilbyde ham sådan noget. Vidste de ikke, hvor gode erfaringer han havde med alkohol. Okay han havde måske ikke de bedste erindringer omkring det, eller oplevelser. Kort gys han ved tanken om sidste møde. Hvor Aaliyah af Kazimi fangede ham værende fuld"Stå dog ikke der, fjern venligst de glaskår tak!!" det kom skarpt og bestemt ud ad Dains mund, som han drejede lidt rundt. Med vilje lænede han sig en smule op ad boden, og kiggede rundt. Hvor var Mikhail nu blevet af. Et suk forlod hans mund, for han vidste at sin trofaste livvagt var med i handelsbyen, og overalt hvor en knægt som ham befandt sig"Mikhail!!" råbte Dain af sine fulde lungers kræft. Han var efterhånden mere og mere utilfreds og ikke i særlig godt humør.

Mikhail havde taget med Dain på markedet og skulle holde styr på fyrstesønnen, hvilket ikke altid var lige let. Han var begyndt at blive fyldt af hormoner nu han var ved at nå tyve år. Tjenestefolkene havde gået og ævlet løs det meste af dagen omkring fyrstesønnen og hver gang havde Mikhail sagt til dem at de skulle tie, medmindre de ville have fyrsten skulle få besked. Lyden af krystalglasset der knuste mod jorden, fik ham til at rette fokus mod fyrstesønnen. Tjenestefolkene begyndte febrilsk at kigge rundt efter andre fra Kazimi familien, tydeligt bekymrede for de ville ende med at få røven på komedie. På afstand holdt Mikhail øje med fyrstesønnen som han begav sig over mod den nærmeste bod der havde mad.

Tjenestefolkene blev råbt ad og begyndte som hovedløse høns at samle det glasskår op der nu var på jorden. Mikhail skubbede let til den ene af dem for at komme forbi og vadede direkte ind over glasskårene, hvilket fik dem til at blive spredt lidt mere. Han så sig over skulderen og trak let på dem, før blikket blev rettet mod Dain som han kaldte på ham. Som han kom over til fyrstesønnen bukkede han let hovedet ”Deres Højhed?” sagde han spørgende og lod blikket falde på boden han stod ved og tog næsten på automatik fat i læderposen i bæltet.

Hvor meget de hormoner fyldte, var ikke til at vide. Hvis nogen spurgte ham om en fyrstesøn som ham, havde alt for mange hormoner, ville det sikkert ende galt. Et dybt suk forlod Dains mund, som han løftede en hånd op til håret. Det sad ikke så godt som han faktisk havde håbet, og han mente bestemt at han havde brugt mange timer på at få det til at sidde godt. Det var aldrig til, at vide om han jo ville støde ind i en smuk og forførende kvinde, eller ung adelig tøs. På den anden side, havde han jo heller ikke noget problem med at flirte og bruge sin charme overfor salgskvinderne. Mændene var han ligeglad med, det var kvinderne der skulle have alt hans charme og flirteri. Men han havde ikke tid til det lige nu - utroligt nok.

"Endelig.. Hvor har du været!" råbte Dain højt som han betragtede sin livvagt, der sikkert heller ikke ønskede at være i fyrstesønnens selskab. En hormonfyldt fyrstesøn, var ikke så heldigt. Især heller ikke når Dain havde en dårlig dag, og det var aldrig godt. Han lod de lyserøde øjne betragte glasskårene, og kunne se hvordan to af tjenestekvinderne begyndte at rydde op efter det rod, som han faktisk selv havde lavet. Armene var krydset, og Dain prøvede at glemme alt om de usmagelige varer, og den dårlige vin. Han skulle have noget som var bedre, og han vendte rundt. Stod med fronten imod boden han var ved. Det kunne være, at det hele ville blive bedre med noget mad og drikke - man kunne håbe"Jeg trænger til noget bedre mad, og drikke end det usmageligt zaladin stads..." han havde virkelig ikke et pænere ord for, hvor dårligt vinen var. Maden havde ikke været bedre. Om nogen prøvede at forgifte ham, vidste han ikke. Men hvor vovede de at have den opførsel og tilbyde ham de frygtelige ting. Ikke at han selv var meget bedre, men det var en mindre detalje.

Mikhail vidste man ikke skulle snakke med fyrstesønnen om hans hormoner, for nogle havde forsøgt, hvilket havde fået Dain til at tabe småkagerne og blive vred på vedkommende. Nok havde den unge Dain charme, det var bare ofte overskyet af hans udbrud og irritation over hans inkompetente tjenestefolk. Hvis fyrstesønnen kendte til bare halvdelen af hvad de snakkede om, ville de sikkert miste en hånd, eller i værste fald blive henrettet. Hvis Mikhail blev spurgt indtil det, ville han ikke lyve, for så kunne han selv ende i fedtefadet hvis fyrsten fandt ud af han løj.

Mikhail så ned på fyrstesønnen og sukkede ”Dine tjenestefolk er som snegle… Jeg gik bag dem fordi de ikke var i stand til at få fingeren ud af røven.” sagde han og skævede over mod de febrilske tjenestefolk der var ved at samle glasskår op for derefter igen at rette blikket mod Dain. Han nikkede over Dain’s ord ”Naturligvis Deres Højhed. Jeg er sikker på de har nogle boder der er er af væsentligt bedre kvalitet end dette.” sagde han og så på de sørgelige retter boden havde at tilbyde. Det så på ingen måder appetitligt ud, så ikke engang Mikhail havde lyst til at spise det. Hans blik rettede sig mod tjenestefolkene og sukkede ”Lad mig få dem på gled, Deres Højhed.” sagde han og bukkede kort før han gik over mod dem.

Han tårnede over dem alle som de sad på hug og samlede glas op ”Få så fingeren ud… Det kan zalme ikke tage så lang tid. Kom så!” vrissede han og ventede lettere utålmodigt på de kom op så de kunne vende tilbage til Dain og komme videre i teksten.

Det er tæt på, at den unge møgunge havde fået grå hår over sine tjenestefolk. De var da godt nok håbløse, og i hans øjne trængte de godt nok til opdragelse. Selvfølgelig trængte Dain nok selv til en helt masse - og grundig opdragelse, men det snakkede man jo ikke om. Det var bestemt ikke noget som lige skulle frem i lyset. Han mente jo højtideligt selv, at han havde en god opdragelse, og attitude. Han betragtede Mikhail en smule, som han faktisk var meget glad for at livvagten var kommet, fordi han stolede bestemt ikke på de tåbelige tjenestefolk. Et visuelt billede dukkede op i hans hoved over, hvordan det ville se ud hvis tjenestefolkene var snegle

"Er det ikke en fornærmelse overfor snegle... Tåbelige tjenestefolk.. De mangler opdragelse" fløj det spydigt ud af hans mund. Han var også sikker på, at boderne ville have noget af god kvalitet, så han ikke skulle iklæde sig, eller have noget med dårlig kvalitet. Han fornemmede engang imellem salgskvinden skulede til ham og Mikhail, og Dain sukkede dybt. Det kunne godt være at Mikhail var en flot mand, og højere. Selvom han prøvede at gøre sig selv lidt højere, så virkede det ikke. Han fik et lille smil frem ved ordene om, at få ham på gled. Det lød som en ganske god plan, og han gav Mikhail et bekræftende nik.

Ulempen ved at have en livvagt som Mikhail, var at alle de ældre damer, og generelt kvinderne dånede over ham. Det var da bestemt ikke ham, som alle skulle kigge på. Dain stirrede utilfreds på sin livvagt, og skulle lige til at brokke sig over alt den opmærksomhed som Mikhail tiltrak, før han hørte nogle tilfredse ord"Ja kan i så komme igang!! jeg har ikke hele dagen" råbte Dain meget højt og bestemt. Armene var krydset, selvom han overvejede at trippe med foden. Han kiggede ned imod sine fødder, hvor der lå et æble. Tænkte kort om det var et æble han selv havde smidt fra sig, men huskede slet ikke at have spist et æble. Han sparkede til det, og sørgede for at det ville nærme sig tjenestefolkene"Fjern venligst skraldet, og de mange glasskår.. Man skulle nødig falde i det, eller spise råddent og usmageligt frugt" den unge fyrstesøn var slet ikke tilfreds, og gad ikke skænke det en yderligere tanke. Han vendte rundt, for at trisse hen imod den nærmeste bod. Stoppede op henne ved den, og kiggede over skulderen mod Mikhail. Gav tegn til at han skulle komme tættere på.

Mikhail havde for længe siden mistet håbet for nogle af tjenestefolkene på paladset, men det var som om Dain’s tjenere havde skruet deres idioti et par grader op netop denne dag. Ikke han selv var i stand til at gøre ret meget ved det, han stod trods alt ikke for deres træning, for så havde der i hvert fald været andre boller på suppen, det var helt sikkert.

Han skævede mod tjenestefolkene efter Dains kommentar og rettede igen blikket mod fyrstesønnen ”De har ret… Snegle er næsten intelligente ved siden af.” svarede han og sukkede let. Nok havde Mikhail en god tålmodighed, men med netop lige tjenestefolkene var det godt slidt. Kvinden i boden skulede mod dem som de stod der, hvilket fik Mikhail til at vende blikket mod hende en enkelt gang, hvilket hurtigt fik hende til at se væk og passe sig selv og boden.

Mikhail tårnede over tjenestefolkene som de ivrigt begyndte at samle glasskårene sammen som de blev beordret af kæmpen. Han havde godt bemærket mængden af kvinder, ikke det rørte ham på nogen måde, for han var på arbejde og det var alt han koncentrerede sig om. Tjenestefolkene var ivrige for at blive færdige med arbejdet og som et æble blev tilføjet til bunken, skyndte de sig også at samle det op med tilråb fra både Dain og Mikhail. Blikket rettede sig da mod fyrstesønnen der gav tegn til han skulle komme over, hvilket han naturligvis gjorde.

Tanken om, at han måske burde spørge sin moder eller fader om de ikke kunne opdrage ham lidt bedre, eller give ham lidt høfligheds træning, fik nærmest Dain til at ryste og gyse. Han turde slet ikke tænke på, hvordan det ville være. Det ville sikkert blive frygteligt. Mikhail havde ret, og det havde han selv haft. Tjenestefolkene var godt nok snegle, og det var ikke ligefrem noget som behagede Dain. Han var træt af det, og synes godt de kunne tage sig sammen. Måske var Dain bare uheldig, at være omgivet af de dårlige tjenestefolk. Sådan var det tit, og han vidste ikke hvad han selv havde gjort for at fortjene det.

"Jeg er sikker på de prøvede at forgifte mig... Måske de faktisk er misundelig på min magt" han lød selviskker, som et smørret og kækt smil spredte sig over ansigtet. Han vendte rundt, og betragtede de varer som blev solgt i boden. Der var ikke særlig meget som tiltalte ham. Der var noget silke, som han blev nødt til at undersøge nærmere. Han greb fat i stoffet, uden at spørge kvinden om lov. Han skulle jo se på varerne, det var vigtigt. Han vidste at Mikhail var i nærheden, og han kiggede kort hen imod ham"Jeg mangler noget vin.." det fløj spontant ud ad munden på Dain. Han manglede da vin, eller noget andet smagfuldt. Han var ikke god til, at håndtere alkoholiske drikke, men det behøvede andre jo ikke vide. Det var nok, at hans søster Aaliyah havde taget ham i at være fuld. Han gys kort ved tanken om hende. Frygteligt kvindemenneske. 

Dain lod fingrene røre stoffet. Silke var bare smukt, men farven var måske ikke det han lige havde tænkt sig. Han overvejede meget om, han bare skulle give det til Mikhail, og bede ham om at betale. Han havde jo ikke sine penge med, ej heller havde Dain fået sin lille pung med. Han kunne fornemme salgskvinden kiggede på ham, men han var dybt optaget af silken i hænderne. Måske han skulle undersøge om der var andre farver. Den gule farve tiltalte ham bare ikke"Hvilken skrækkelig farve.. Hvordan kan de forvente, at en fyrstesøn skal iklæde sig den kedelige farve!" udbrød han pludselig, som han straks vendte sine lyserøde øjne mod kvinden.

Opdragelse til fyrstesønnen havde Mikhail ikke tænkt sig at stå for, dog skulle han nok lære ham en ting eller to, hvis det kom til stykket. Hvis Dain virkelig var så træt af sine tjenestefolk, kunne han vel bare få nogle nye? Mikhail vidste ikke hvordan det fungerede, men han tænkte da det sagtens kunne arrangeres hvis fyrstesønnen gik til sin fader. Hvis han turde.

”Tjenestefolkene eller æblet?” spurgte han lettere forvirret. Ak ja, endnu en af Dain’s finurligheder, tanken om at folk var ude efter ham… At få ham forgiftet. Det virkede næsten som den dummeste ide, taget i betragtning af at Mikhail næsten altid var sammen med ham, for så ville han kunne udpege personen der havde forsøgt, hvilket ville koste dem dyrt. Han vendte sig mod boden de var nået til og så på den fine silke, som fyrstesønnen straks begyndte at føle på. Utilfredsheden var malet på kvindens ansigt, men Mikhail viftede let med hånden for at undgå problemer, hvilket hun nikkede let til, men stadig havde det utilfredse udtryk. Hans blik vendte sig mod fyrstesønnen som han talte. Et suk undslap ham ”Det ved De godt er en dum ide.” svarede han og skævede kort mod tjenestefolkene der var blevet færdige og igen var kommet op til dem. Mikhail viftede med den ene hånd som tegn på de skulle skille sig af med både glasskår og æblet.

Igen rettede blikket sig mod Dain, der endnu stod og befamlede silken ”Så Deres højhed… Lad os finde noget mad til Dem i stedet.” sagde han og sendte ham et skævt smil. Han orkede ikke nogle problemer med nogle bodejere.

Dain var meget tæt på, at sige at det var begge dele. Men på den anden side måtte han vel bare sørge for, at behage sig så meget han kunne. Opførsel betød meget, men lige nu tænkte han godt nok ikke så meget over det. Han gjorde hvad han havde lyst til, og lige fik lysten til. Han kunne slet ikke forestille sig.. Eller jo det kunne han godt, at de tjenestefolk sikkert ville forgifte ham. Mest fordi de sikkert hadede ham, for at være så frygtelig og en værre møgunge. Nogen skulle være det jo, og han var glimrende til det. Det ville heller ikke undre Dain hvis han endte med, at komme i problemer eller hvis han måske endte med at skabe lidt kaos. Men det var vel også hyggeligt på en eller anden måde. Der var nok mange som var uenige med ham, men det tænkte han ikke på.

"En dum men meget hyggelig idé Mikhail" og det var hans sande ord. Selvom Dain ikke havde godt af alkohol, så ville han med glæde prøve at få noget. Han huskede godt sidste gang - alt for tydeligt. Aaliyah havde været frygtelig overfor ham. Jovist var hun nok bare en bekymret søster, men at hun virkede som om hun ikke hjalp ham med at få sit hoved ud ad en krukke, var nærmest skuffende. Som Mikhail viftede med hånden for, at få tjenestefolkene til at skille sig af med glasskår og æblet"Godt de kan finde ud ad, at aflyde..." det kom rimelig spydigt og nærmest koldt ud ad Dains mund.

Han var helt enig i, at de skulle finde noget til ham. Han skød brystet lidt frem over at blive kaldt højhed. Der var nærmest intet bedre, som han fandt det mest egoistiske og højtideligt smil frem. Dain elskede det, og nød et hvert øjeblik af det. Nu skulle de finde noget mad til ham, som ikke ville forgifte ham. Han var sikker på, at der var en bod eller flere boder, som havde god mad. De lyserøde øjne flakkede lidt rundt, som han gik lidt rundt. Han var sikker på, at Mikhail var med, og han sendte et lille smil til de forbigående kvinder. Hvor var de nogle skønne skabninger i hans øjne, og efter at have gået lidt mere rundt, stoppede han op ved en bod. Duften var god, og der blev solgt mad"Hmm.. Kan det mon spises" han vurderede tydeligvis om kvaliteten af maden var i top og god. Skulede hen til Mikhail så han kunne bedømme det.

Mikhail så på fyrstesønnen og skævede da mod tjenestefolkene. Et eller andet sted ville han ikke være overrasket over der var nogle der ville forsøge at forgifte Dain, han havde trods alt en tendens til at være ulidelig og irriterende. Han syntes dog det ville være ret modigt at forgifte en fyrstesøn, for fandt fyrsten ud af det, ville personen eller personerne uden tvivl miste livet. Om ikke andet så ville Mikhail formentlig gribe fat i dem og ende med at banke dem til blods.

Et suk undslap ham som fyrstesønnen talte ”De ved godt jeg skal reportere til din fader, ikke sandt? Ønsker de virkelig han skal finde ud af de har drukket?” spurgte han og så på Dain med et hævet øjenbryn. Nok var han fyrstesønnens livvagt, men fyrsten var i og for sig hans egentlige herre, så han reporterede også til ham. Han vidste også at Aaliyah havde fanget ham før mens han havde været fuld og det var heller ikke gået godt. Et skævt smil kom frem på hans læber og han nikkede let ”Jeg er sikker på de ved det er fordi de får straf for at lade være.” svarede han og skævede let mod tjenestefolkene der hurtigt fik skilt sig af med glasskår og æbleskroget.

Mikhail vidste Dain ELSKEDE når folk kaldte ham ”deres højhed”, det gjorde noget ved hans ego, det kunne tydeligt ses som han rettede sig op. Han var lige i hælene på Dain, tårnede over ham som de gik mellem boderne, i håb om at finde noget mad der rent faktisk så tiltalende ud. Da de stoppede ved en madbod, lod han de mørke øjne glide over de forskellige ting før blikket rettede sig mod Dain ”Det tænker jeg umiddelbart…” svarede han og lænede sig ned over boden, lod duften komme ordentlig in og han nikkede ”Det både dufter fint og ser fint ud.” svarede han og så da på manden bag boden, der stirrede på dem med store øjne og febrilsk viftede med hænderne ”Deres højhed! Lad mig lave dig noget helt nyt.. Helt frisk.” kom det fra manden i boden som han så på dem med et stort, varmt smil. Mikhail’s blik rettede sig mod Dain og han trak på skuldrene.

Måske det ikke var så godt, at drikke sig fuld. Det ville ikke være så heldigt, og det ville sikkert bare ende galt. Men på den anden side, så var det også hyggeligt at drikke. Men han vidste godt at hans samtlige søskende ville komme efter ham, og de ville sikkert også sladre til den kære fader. Dain bed sig i underlæben, for han ønskede virkelig ikke at få ballade. Men han var jo den han var, så ballade kunne han nok ikke undgå. Han lyttede til Mikhail og vidste godt at han havde ret, men han var også bare en møgunge, og en stædig en af slagsen.

"Jeg ønsker ved guderne ikke, at den gamle mand finder ud ad det!!" udbrød Dain bare uden at tænke sig om. Han sank en klump i halsen, og lod blikket falde ned på det han havde i hænderne. Tjenestefolkene ville sikkert gerne gerne have at han fik problemer, og blev sat på plads. Han kunne sagtens forestille sig, at de ville more sig over det. Som han hørte Mikhail kaldte ham deres højhed, kunne Dain da slet ikke undgå at skubbe brystkassen lidt frem. Han følte virkelig at sit eget ego voksede, og han lod de lyserøde øjne hvile sig på sin livvagt. 

Dain kunne godt lide duften, og det så virkelig fint ud, så det gjorde overhovedet ikke noget. Det virkede også som om det var god kvalitet og det var jo helt perfekt. Han tiltede hovedet, som han godt kunne mærke sit ego voksede. Hvor stort egoet kunne blive, vidste han ikke helt. Men det kunne vel ikke vokse større end det allerede var"Det lyder som en glimrende idé Mikhail. Jeg er sikker på at du giver mig noget godt" og det var sande ord. Dain havde ikke tid og lyst til dårlig kvalitet, og han ville også gerne have noget lækkert. 

Hvis Dain havde tænkt sig at indtage alkohol, havde Mikhail tænkt sig at gå til hans fader, det vidste fyrstesønnen sikkert også godt, ellers var der også hans søskende der ville tage fat på ham. Han hævede det ene bryn og trak på smilebåndet ”Så må de hellere lade være med at drikke alkohol, deres højhed” svarede han og blinkede en enkelt gang til ham.  Han kunne godt forstå fyrstesønnen, at far ikke skulle vide noget, for det ville ikke ende godt for Dain.

Manden i boden så på den høje mand og rystede let på hovedet. Mikhail rettede blikket mod fyrstesønnen med et hævet bryn ”Jeg skal zalme ikke lave deres mad, det ønsker de ikke” svarede han og lod et hæst grin undslippe og rakte armen ud mod manden i baren ”Herren her vil lave en ny portion til dem” sagde han og sendte manden i boden et smil og han gik straks i gang med at lave en helt ny portion til ham. Der gik bevares et par minutter, men det var tydeligt han havde puttet ekstra kærlighed i denne, nu hvor det var til netop Dain. Da det blev færdigt rakte manden det til Dain og bukkede ærbødigt. Mikhail lod blikket hvile på Dain og krydsede næsten fingre for, at han kunne lide det, for nu havde han trods alt set det var frisklavet.