En ubehagelig følelse summede igennem skelettet i kroppen, som når man slog et urværk til det rungede, lige indtil det nåede den yderste knogle for så at nå halvvejs retur og ebbe ud i ingenting. En kuldegysning krøb sig om hende som den kolde vintervind i Dianthos havde fundet hende i den sydlandske varme.

De smalle finger gled mod maven som havde fået en lille form, bulen var ikke længere blot oppustet af størrelse, men optegnede hele hendes figur som en gravid i toogtyvende uge. Silke klæderne var blevet erstattet af  det bløde, hvide, hør, gled let hen over maven, som hun følte en let trykken og en let våd fornemmelse fra sit nedre. Ubekymret skubbede hun blot tanken væk, som det voksende barn i hendes krop slog fra sig og ytret sig at blæren lå i vejen.

Stille rejste hun sig fra sædet hun havde dvælede så længe i ude i haven, gemt godt væk i skyggen for ikke at koge hverken hende selv eller barn.

Pompeia, kunne af gode grunde ikke se ned af sig selv helt så meget mere, som før sin graviditet, kiloene var steget i takt med maven gro. Så som hun forlod sin siddende plads og haven, faldt det hende ikke ind at se på sædet eller mærke sig selv bagtil, da det let rød våde stof ikke ramte hende. “Min kære, ved du om Ramiel har kunne skaffe den hea-” hun bed sammen og prustede et tungt ugh ud. Som noget stak i hende indefra, tog det helt pusten fra hende, og hun satte hånden mod væggen som en støtte. “Han roder godt nok rundt derinde” beklagede hun sig let og foretrak et lille smil og lod sit honningfarvede blik finde ægtemandens.

Det havde været hendes ønske at Ramiel Lunea ad Kazirea skulle opsøge og finde den healer som selv havde taget i mod hende som spæd. Mørkelveren havde en førende erfaring inden for fødsler, oplevet lidt af det hele og kendte sin vej omkring kvindens anatomi. Det var kun ganske naturligt for Pompeia, at hun kunne diktere hvem som hjalp hende med fødslen og kunne forebedrede hende til den tid. 

Foråret var mod sin udgang og det kunne tydeligt mærkes selv i syden af landet. Temperaturerne var normalt i det højere lag hernede, men med sommeren bankende på døren, blot afventende for at gøre sin entre, var temperaturerne blevet varmere. Jontar havde for længe siden vænnet sig til varmen. Han var og ville altid være et barn af syden. Varmen var i hans blod. Han mindes de ture til norden, hvor han var pakket mere ind med det, der svarede til en hel bod sælgende tykke tæpper. Selv i samme land kunne der være så markante forskelle på temperatur. Men prinsen nød varmen. Det betød altid færre klæder. Hvem elskede ikke færre klæder?

Ude på en bænk sad de kommende forældre. Snart kommende forældre. Det var ikke længere nemt at skjule Pompeias graviditet. Det prøvede de heller ikke mere. Og hvad ville undskyldende være? At hun havde get lidt for meget i kagebordet ved måltiderne? Det ville kunne få selv prinsens tunge skåret af med sådan en kommentar. Ak, nej. Hendes mave var buldrende stor af sønnen, der voksede derinde. Deres søn. Jontars søn.
Jontar afventede færdiggørelsen af sætningen, skønt han allerede havde en ide om, hvad hans kone ville sige. Hun havde på den seneste tid snakket om at finde den selvsamme healer, der bragte hende ind i verdenen, for også at lade denne bringe deres søn ind i verdenen. Jontar havde fået forklaret healerens race. Han havde sine forbehold. Mørkelvere havde endnu ikke bragt en Kazimi ind i verdenen. De var endnu anset som værende individer af mørket. Men prinsen var også klog nok til at vide ikke at sætte sig imod sin kone. Han skulle i hvert fald være påpasselig, når han gjorde. For ingen kunne få Jontar til at bukke og være lydig som en køter. Han var en prins.
Med et sæt kiggede Jontar på sin kone. Instinktivt kom en hånd mod hendes ryg, imens den anden tog på siden af den runde mave. "Han har sin fars energi." svarede Jontar blot, efter Pompeia tydeligt havde givet udtryk på at være okay. Ingen grund til at spørge. Hun var endnu Pompeia. Hun var ikke en hjælpeløs kvinde, der havde brug for hjælp til alting.