Mynte kom aldrig nogensinde til at føle sig tilpas i Dianthos kaotiske by. Her var folk overalt og opførte sig sært. Hun var ganske udmærket klar over at hendes bistre udseende og det faktum kroppen var dækket af pels og dyriske træk, gjorde sit for at gøre hendes oplevelse af de mindre behagelig. Hun gik ikke og generede nogen og tog ikke folkenes adfærd til hjerte. Følte de for at gå i en stor bue udenom hende, var det deres problem. Det eneste der syntes at medvirke til bare en tand respekt, var fyrstedømmets våbenskjold der prydede hendes bryst.

Med øksen liggende roligt over skulderen, gik den lave og bredde skabning hen ad markedspladsen og tog den farverige verden ind med både nysgerrighed og skeptisme. Hendes kurs var direkte mod smedjen, hvor hun målbevidst gik ind i varmen og smækkede øksen ned på disken med et højt klonk. Hjelmen blev taget af grævlingehovedet og ørerne viftede sig let, taknemmelig for befrielsen, før hun lagde hovedet tilbage og så op på det markant højere menneske. "Kan De hjælpe mig med min økse? Den virker løs i hængslerne" den havde sin del af kamp og klingen var velholdt som den seriøse kriger hun var. Men slid kunne ikke forhindres.

Asger var som altid i fuld gang med at arbejde, lyden af jern imod jern var så tydelig, han stod næsten omgivet af gnister som han arbejde på endnu en kniv, ved siden af stod en kasse fyldt med lignende knive. Han var dog som altid i godt humør, smilet var ikke til at tage fra ham, selvom øjnene var seriøse og sveden haglede ned ad ham for at fordampe imod det varme jern. 
Han holde på ingen måde pauser denne dag, måske en medarbejder mere snart var nødvendigt, især til alle disse småopgaver hvor han ikke ville bruge sin chakra på at orde dem. 

Han hørte ikke klokken ringe, men som lyden af noget der ramte disken stoppede han sit arbejde, kniven blev kort lagt i kold vand før han vente sig om. Dog måtte han sande at synet overraskede ham en smule, det var ikke så ofte han så en som hende her, men han dømte ikke sende dog et varmt smil. Asger nikkede og gik hen for at tage våbnet " hmm den har været igennem en del" brummede han let, som hans blik vandre over den for at betragte hver en lille ting. Han bevægede hængslerne lidt og kunne se hvad der mentes med det " jeg bliver nok nød til at omsmelte selve hængslet, men den vil se ud som før, er det okay med dem?" spurgte han som han vendte blikket imod skikkelsen, og hævede det ene bryn let, han ville ikke gøre noget uden lige at hører først, men var sikker på at med hans evne kunne det gøres meget hurtigt. 

Hans overraskelse var alt andet end en overraskelse for hende. Mynte tog ikke engang notist af det – så ofte skete det at folk måtte tage et ekstra syn på hendes lave statuette og den pelsfyldte krop.  Hun nikkede til hans ord med en vis stolthed i hele kroppen. Den havde set en masse, og ikke mindst udrettet endnu mere. Hun var stolt af sin økse og det var tydeligt.
”Ja, så længe den forbliver skarp og i rette vægt.” pointerede hun ærligt. Det nyttede ikke noget at hun kom ud af balance hvis vægten på hendes våben skiftede sig. ”Jeg erkender også at dette ikke er mit speciale. Jeg stoler på, at De vil gøre det rigtigt” hun bukkede let med hovedet i accept og ikke mindst respekt for smedens arbejde.

Med det sagt, så hun efter sin økse med stor mængde af angst i de sorte øjne. Hun fulgte den nøje og strak sig for at følge med hen over disken. Det var så vant for hende ikke at have den i hænderne. Nok havde hun andre våben, men ikke som denne. Denne var hele juvellen af hendes rigdomme.

Asger smilede han kunne fornemme stoltheden ved våbnet, ikke at han brød sig om hvad våben blev brugt til, men han elskede når andre var glade for deres våben. Han havde en klar fornemmelse om at træde varsomt, skulle ikke fejle da det kunne koste ham dyrt, men sikker på at kunne fikse dette rimelig nemt... Han nikkede lidt og brummede " jeg forsikre dem om, den vil være som før" svarede han med en stålfast klang, han inspicerede han løftede den i skaftet og lod en stor hånd tage om hængslet, sørgede for at stå så hun kunne følge med, det virkede til at være vigtig. 
Blikket fokuserede nu på hånden, og langsomt begyndte jernet at forme sig som hans fingre bevægede sig rundt, smeltede nærmest som ler imellem hans hånd for at forme sig, præcist som han ønskede. Kort efter fjernede han hånden for at lade øksen kort blive dyppet i køligt vand for at stoppe processen helt. Et suk slap fra ham som hans fokus igen blev normalt, og han gik hen for at række den til hende " vil de mærke efter? der burde igen forskel værre men hængslet sidder bedre fast nu" forklarede han passioneret og et smil bredte sig roligt imod hans læbe. Han ville gøre alt for at tilfredsstille sine kunder, blikket hvilede afventende imens han let kløede sig en smule i skægget på siden ved kæben..

Mynte brummede. Forhåbentlig ville den være bedre end før, i og med den blev repareret. Men det var et udtryk hun havde hørt mennesker bruge før, så hun accepterede det som en talemåde om at han ville gøre sit arbejde godt og give hende sit våben tilbage i god stand. Hun forholdte sig tavs og observant som manden arbejdede. Hun rettede sig endnu mere op, hvilket næsten var umuligt, som jernet begyndte at smelte i hånden på ham og han begyndte at arbejde.

Hver eneste bevægelse han foretog sig var hun observant omkring. Hun følte sig nøgen uden sit våben. Det var svært at se det blive behandlet af et andet menneske – selvom han var professionel. Hun vidste han gjorde hvad han kunne og så godt som overhovedet muligt. Hun tog en dyb indånding og fastholdte roen. Man skulle næsten tro hun havde udleveret sit barn.
”Ja tak” hun rakte poten ud og løftede øksen. Hun drejede øksen i hånden og trådte væk fra disken for at svinge den rundt. Den føltes normal – måske et par gram tungere, men det var normalt i og med at de tidligere hængsler havde været løse og ved at falde fra hinanden. Hun kiggede med stolthed på våbnet og nikkede. ”Den føles rigtig”

Asger kunne tydeligt mærke hun holdt øje, men han gjorde sit bedste for at vågnet, blev godt igen normalt ville han have gjort mere. Men han var sikker på denne kvinde ej ønskede han fjernede ridser, så det var kun hængslet han fiksede. Det virkede til at lykkedes, nu sad den i hvert fald bedre fast på skaftet. 

Blikket betragtede som våbnet blev afprøvet, det virkede til at være godt, ikke at han havde tvivlet på egne evner. Men han ville altid gerne sikre sig, at tingene var i top. Et smil spredte sig som svaret lød " det var godt, de må endelig komme igen hvis der skulle opstå problemer" lød det nu mere muntert fra ham, imens han let kølede sig i skægget og lod kort blikket glide imod hende "skal vi sige, 5 jade for opgaven" lød det så, altid meget fair med priserne heller for lidt end for dyrt, han tørrede kort panden med håndryggen og derefter af i bukserne " er der mere jeg kan gøre for dem?" lød det spørgende, et let busket bryn løftede sig.  

Mynte havde absolut ingen forstand på penge, så da han nævnte fem jader, var det ganske fint for hende. Hun åbnede pungen der hang i bæltet og fandt mønterne frem og rakte dem frem. Lod ham tælle dem – selvom det næppe tog lang tid. ”Hvad ville det koste at få slebet nogle knive. Jeg kan selv gøre det, men de er ved at være slidte.” Mynte var en der sjældent skilte sig af med sit udstyr.
Op ad bæltet hev hun nogle mindre knive, samt en jagt kniv og lod dem dumpe ned på bordet. ”Hvis De har tid til lidt mere?” spurgte hun bagefter som hun rettede sig op igen efter at have hevet en skjult kniv op ad sin støvle. I princippet behøvede Mynte ikke knive. Hendes klør og tænder var ekstremt effektive til at få arbejdet udført. Hun brugte faktisk mere knivene til at kaste med – hvilket ofte var ondt ved spidsen, som han uden tvivl godt kunne fornemme.

Asger tog imod pengene og sikrede sig der var nok, før han rakte et par mønter tilbage, sendte et  let smil og afventede om hun havde mere på hjertet? Han havde heldigvis ikke travlt lige nu, så at gøre lidt ekstra passede ham fint " hmm lad os sige 8 jadestykker mere så burde det række fint" svarede han, før han kort lod sig tage imod pengene så var det klaret. 
Han betragtede som hun trak flere våben frem, der var ikke så lidt men han forstod, det var vigtig at forsvare sig selv. En munter latter forlod ham, lod sig tage den ene af kniven for at betragte skaden " jeg har altid tid til mine kunder, de kan vente her eller komme tilbage om 5 minutter ?" sagde han roligt, før han dog tillod sig at tage dem alle sammen, og fører hen til den store slibesten. Hun måtte selv vælge hvad hun ville, han tøvede dog ej med at gå i gang med at få dem slebet, og rette alle spidser til, spidserne brugte han evnen på for at få dem rettet pænere ud, styrket dem en smule som altid sørgede han for at gøre en ekstra ting. 

Inden længe bragte ham dem hen til et bord, og lagde dem fra sig så hun kunne få dem igen. Kløede sig en smule i skægget og sendte et svagt smil, imens de intenst øjne lå roligt på hende eller afventede hun ville vende tilbage. " de skulle gerne være så gode som nye, jeg har tilladt mig at styrke spidserne så de holder lidt bedre, og er en smule skarpere for enden" forklarede han roligt. 

Mynte kiggede ned på sin pote som et par af mønterne blev rakt tilbage. At tælle var ikke hendes stærke side af nogen art – så hun tog det for ganske gode vare når han rakte dem tilbage. Mynte brummede og rakte hånden ned efter flere jadestykker og gav dem til ham inden våbnene frem.
”Selvfølgelig – De behøver nok deres arbejdsro” ikke at Mynte på nogen mulig måde larmede. Tværtimod. Hun stod komplet stille, som hun var vant til at gøre i rigtig mange timer. Men hun var en som ville stirre på ham. Hun valgte derfor at gå udenfor og stå. Hun stillede sig stod hun vagt foran døren, da det faldte hende naturligt. Hvilket næppe var en særlig fremmende ekspedition for fremtidige kunder.

Hun talte mere eller mindre minutterne i hovedet til hun kunne gå ind igen – præcis fem minutter efter. Han virkede også til at være færdig til tiden. Ellers havde hun ventet uden at det havde rørt hende det fjerneste. ”Tak. Jeg kaster mest med dem. Jeg tror ikke helt det er hvad knivene er beregnet til, men det er effektivt” konstaterede hun med et muntert fnys og mærkede på ægget af det ene af dem. Det ville ikke gå igennem hendes pels ved en simpel berøring, men hun kunne stadig fornemme det.

Asger kunne heller ej finde på at snyde med penge, så hun fik lige antal tilbage eller retter sagt, han fik penge igen for at kunne fikse hendes knive også. Han smilede venligt til hende, men undlod at kommentere han syntes ikke hun forstyrrede ham tværtimod, det var bare fordi han tænkte hun måske skulle nå at købe noget andet nær ved ? 
Han var ret præcis med sin tid, efter mange år i faget vidste man udemærke hvor længe opgaver kunne tage, som hun vogtede værkstedet kom der ikke flere imens. Folk troede måske der var en vigtig person på den anden side? Måske det endda ville sælge mere ? 

Han nikkede let som hun vende tilbage, kunne ikke holde en varm latter inde, han var en munter mand selvom det ydre godt kunne virke modsat. " nej det er de ret i, men det går nok så længe de ofte for dem tjekket efter, de er altid velkommen her en anden gang" sagde han ærligt, han nikkede igen som et farvel " god dag til dem" lød det før han allerede var tilbage ved armbolten for at forsætte dagens bestillinger. 

Latter var altid et godt tegn  selvom Mynte næppe kunne høre forskel på om den var ægte, falsk, venlig eller ondsindet. Hun tog det som noget godt ni ud af ti gange og smilede derfor tilbage, uden at visse for meget af de skarpe hjørnetænder. Mennesker var så nemme at skræmme. "Mange tak skal De have" knivene blev sat på plads mens øksen stod lænet op ad disken og da alt var på rette plads tog hun øksen igen og nikkede venligt med hovedet.
"God dag til Dem også" hjelmen kom tilbage på hovedet, hvor de små øre stak ud, hvorefter grævling bevægede sig ud i den tidlige sommervarme igen. Stolt bærende på sin økse der ville kunne holde nogle år endnu!