Templet havde ikke vist sig at være det rette sted at lede. Hun havde advaret ham om at, det måske ikke var stedet han ville finde hende, men hvorfor ikke? Havde hun søgt andre veje? Igennem deres breve var der dukket mange spørgsmål op hos Lazarus, og han måtte indrømme overfor sig selv, at han så frem til at se Rhoslyn og mærke deres samtale endnu engang. Neron havde haft ret, Lazarus havde muligvis, omend at denne mente at Rhoslyn var blevet en besættelse for ham, så slemt mente han dog ikke selv det var.
Lazarus havde fået viden om hvor han måske kunne finde hende, og dermed havde han forladt templet og sat i retning mod børnehjemmet, som burde været stedet hvor han ville kunne finde hende. Han forstod valget, kunne sætte det sammen med hende. Hendes sjæl og hendes venlighed passede til det arbejde. Hun ville kunne tage sig af børnene og give dem en fremtid.

Den centrale bydel var lidt mindre risikofyldt, end Den Hellige Bydel, hvor han havde mødt og haft en samtale med. Tæt på Krystalpaladset og lysets krigere. Her kunne man nemt undgå byvagterne og bevæge sig frit ned igennem gaderne. Han nærmede sig børnehjemmet. Første gang han havde set dette sted, eller været i denne bydel. 
Døren var tung, som han åbnede den og trådte indenfor og blev mødt af lyden af grinende børn. "Undskyld mig.." Kom det roligt fra ham, som han mødte det første voksne menneske. "Jeg søger Rhoslyn, er hun her?" Der var ingen grund til at vise andre sider, end en venlig og imødekommende side, også eftersom at Rhoslyn kun kendte hans dæk navn. "Selvfølgelig, kom med denne vej" Lazarus fulgte kvinden og blev vist ind i en stue, og hvor han fandt Rhoslyn, "Rhoslyn?" Lød det fra ham i en rolig tone.

Valget var taget. Men det havde ikke været nemt, for det var ikke bare at vælge en ny vej i livet. Det var at omlægge alle sine tanker, og det liv man havde forudset sig. Lige siden hun kunne huske, havde hun altid regnet med, at hun skulle være en del af Isari's budbringer. En som spredte lyset for dem, som der havde brug for det. En hjælpende hånd i mørket, der kunne løfte og bære deres byrde med dem. 
Nu havde hun gået imod alt det, som hun havde stået for. Hendes sjæl havde vredet og vendt sig, og hendes værdier var vendt på hoved og aldrig kommet den anden vej igen. Når folk havde snakket om, at en person havde ændret sig. Der havde hun altid troet, at så meget kunne en person slet ikke ændre sig.  
Men nu kunne hun jo se på sig selv, at hendes måde at tænke og være på var fuldstændig forandret. Hun var ikke længere den blide, og fortjente ikke længere det navn. Hun var ikke lyset, og hun var bestemt ikke til nogen gavn for nogen. 
Og trods disse følelser, havde hun ikke ændret sig meget mere, end at hun nu sad og legede med nogle mindre børn. Sad og samlede hø dukker, fra halm der var blevet givet denne morgen fra stalden. Noget ekstra de havde i overskud. Som selvfølgelig var sagt med et blidt smil og et kærligt glimt i øjet. Den her del af byen elskede hun, og kunne ikke forestille sig hvordan hun havde levet et liv uden at være der. 

Midt i at binde et stykke strå om livet på dukken, hørte hun sin stemme og kiggede op og så Isaiah. "Isaiah?"

Han var sikker på at hun ikke regnede med at han ville dukke op, og slet ikke på denne måde. Han burde ikke bekymre sig om denne kvinde eller det som hun igennem hendes liv var gået igennem. Godt nok stod hun på den anden kløft end ham, og havde søgt troen, hvilket han så havde fundet ud af at hun ikke havde alligevel. Hun havde vist ham hvor stærk en sjæl hun egentligt havde, hvordan hun var i stand til at se bort fra de gamles ansigter og tanker og skabe sine egne veje - og ikke mindst hvordan hun havde trodset døden og overlevet bræden, kun med enkelte ar. Ar som skulle minde hende om hvor stærk en person hun var og ar som hun skulle gå med oprejst pande omkring. Vidste hun alt dette? Ud fra deres breve, vidste han at hun var et sårbart sted i hendes liv.

Nu stod Lazarus og kiggede på hende som hun sad på gulvet og bandt de små dukker til børnenen på stedet - igen tænkte hun på alle andre end sig selv. 
"Ja" Svarede han lavmælt. Mange ting måtte gå igennem hendes tanker. "Jeg har søgt og endelig fundet det jeg søger" Lød hans stemme forsat og søgte hendes dybe øjne, "Må jeg tage lidt af din tid? Selvom at jeg kan se at du har hænderne fulde" Han sendte hende et svagt smil.

Rhoslyn kiggede forvirret rundt mellem børnene, og nikkede så—det var ikke fordi de ikke kunne lege med dem selv, og Rhoslyn vidste hun skyldte Lazarus en forklaring på, hvad der var sket—hvorfor at hun pludselig havde stoppet med at svare hans breve.

Så med endnu et forsigtigt nik rejste hun sig op og bruge hendes hånd, til at vise de kunne gå ud i haven, hvor der var et stille hjørne de kunne sætte sig. Med den overdøvende lyd af børn der legede med hinanden, kunne de snakke uden at blive forstyrret.

”Denne vej” kom der forsigtigt, som hun begyndte at gå ud i den større baghave, med hænderne foldet foran sine grå og kedelige klæder. Det havde taget noget tid at vænne sig til, de stak og kradsede på en måde, som hun ikke havde været vandt til med hendes præstinde klæder. Men med tiden, lagde hun ikke længere mærke til det.
”Hvordan har du haft det?” det var den eneste måde Rhoslyn kunne tænke sig til, hvordan hun kunne bryde stilheden mellem dem.

Det her var åbenbart et af de tidspunkter hvor han var mere høflig end normalt. Han var en anden person, han var ikke Lazarus - en hemmelighed som den unge Rhoslyn selvfølgelig endnu ikke måtte opdage. Hvordan ville hun tage det? Hvad ville det betyde? Lige nu var Isaiah og måtte agere sådan. Han var ventende på hendes svar og søgte hendes øjne, som hun kiggede rundt i lokalet og på de mange børn som sad og legede omkring hende. Hvis det ikke skulle være Isari, så virkede dette sted til at være et sted som passede til hende og omvendt. Det var tydeligt, selv for Lazarus. 
Rhoslyn var en kvinde som havde et rent hjerte, men efter de sidste måneders begivenheder så var Lazarus sikker på at hun ikke selv så sig på denne måde længere. 

Hun var forsigtig i hendes bevægelser, som om at hun ikke havde regnet med at han en dag ville dukke op. Det gjorde hun måske heller ikke, men var det ikke det hun ønskede? Han fulgte hendes hånd som hun slog den ud mod haven og begyndte at gå mod haven sammen med hende. 

Det var noget andet at se hende på denne måde og han havde svært ved at tyde om hun var glad i øjeblikket og glad ved den situation som hun var endt i, men han var sikker på at han nok skulle få de svar som han søgte. 
"Hvordan jeg har haft det?" Gentog han, "Udemærket tak. Jeg er glad for at jeg kunne finde vejen til Dianthos, og ikke mindst dig" Kom det ærligt fra ham, "Vigtigere er hvordan du har det, Rhoslyn?" Han søgte hende med et varmt smil. Et smil som passede til Isaiah.

Den naive, blide og bløde Rhoslyn—hun eksisterede stadig. Måske gemt bedre væk, som Rhoslyn langsomt var ved at opdage, at den verden hun troede eksisterede, nok slet ikke eksisterede. Hun var begyndt at forstå hvorfor at folk viede fra Isari's lys. Den var så blændende, og kunne gøre ondt når man ikke følte, man faktisk fortjente den længere. 
Men hun var stadig den samme, og derfor var det hellere ikke overraskende, at Rhoslyn ikke så igennem den løgn Lazarus—Isaiah havde påtaget sig.

"Det er jeg glad for at høre" kom der forsigtigt fra den tidligere præstindelæring. Smilet forsvandt dog lige så hurtigt som det havde indfundet sig på læberne, da han spurgte hende om det samme spørgsmål. "Åh.. ja, jeg" kunne hun lyve nu? Det forekom hende så unaturligt, men hun ønskede hellere ikke at pålægge Isaiah det ansvar at høre på hendes kvaler. 
"Jeg har haft det bedre, men jeg har også haft det værre" valgte Rhoslyn at besvare spørgsmål, som var det bedste hun kunne gøre, i den givende situation hun var i lige nu.

Lazarus tvivlede slet ikke på at den kvinde, Rhoslyn, stadigvæk eksiterede i hende, selvom hun nu kun var blevet klogere på sig selv og det liv som hun nu havde forladt. I bund og grund havde han tanker ikke været at han skulle være årsagen til at han forlod Isari, men blot give hende et skub i den retning hvor hun selv begyndte at tænke over tingene, og gav sig selv muligheden for at vurdere og se de rigtige løsninger - og ikke kun de som præsterne og præstinderne mente var den rigtige løsning. 

"Det har uden tvivl været en turbulent tid for os begge, og ikke mindst dig, Rhoslyn" Kom det roligt fra ham, som han nåede at fange det korte smil, inden det forsvandt igen. Han forstod godt hendes ord og hendes tanker omkring hendes liv lige nu, for igennem hendes breve havde hun gjort det klart at hun havde haft det svært og havde været nød til at træffe valg, som måske ikke havde været lette. "Det forstår os. Jeg følte det var grunden til at det var nødvendigt at komme forbi" Forsatte han roligt og kiggede imod hende, "Jeg har været med til at starte denne brand inden i dig, så lad os tage en snak om det hele" Det var uden tvivl en anden person som kom frem, når Isaiah tog over og kom frem. Det var nødvendigt. "Du forlod Isari, var det på grund af den unge mand?"