Et lille kys. Tænk at noget så småt, kunne forblive så tydeligt i ens hoved, selv efter flere uger. Samuel havde forsøgt at glemme det hele, skubbe de syndige tanker bort. Ikke blot det nærvær, som Eskild næsten fik ham til at længes efter, men også de tanker der fulgte efter han var gået. Hans løfte til Isari var ikke blevet brudt, ikke mere end det blev ved at mærke et par bløde læber mod sine, og sådan skulle det forblive. Der måtte ikke ske mere. Men jo mere Samuel forsøgte at skubbe det væk, jo mere kunne han mærke lysten, behovet, for at se Eskild igen.

Samuel havde også i dag forsøgt at komme på bedre tanker. Han var på vej tilbage fra en tur gennem markedet, hvor han var stødt på en sød ung pige. Virkelig sød. Han var kommet til at kludre i et par ord flere gange, og hver gang kunne han mærke kinderne blive helt varme. Han havde været helt flov, da hun havde tilbudt ham en lille kurv fyldt med ferskner, men han kunne ikke sige nej. Men i baghovedet lurede Eskild hele tiden.

I stedet for at dreje af mod templet, begyndte Samuel helt automatisk nu at gå mod byvagternes hovedkvarter. Med kurvens hank hængende på det nederste af en bøjet arm, trådte han hen til den første byvagt, han så.
"Undskyld, ved du hvor jeg kan finde Eskild?" Spurgte han smilende den lidt ældre herre, bedekransen knuget i den anden hånd.
"Jeg kan da se om jeg kan finde ham," svarede den anden høfligt, dog lidt følelseskoldt. Han gav tegn til at Samuel kunne følge med, men han valgte at blive stående og vente udenfor. Ved deres sidste møde endte de alene i Samuels sovekammer. Det havde godt nok været hans egen skyld, men tænk, hvis han endte i noget lignende igen. Det gik ikke.

Månederne efter havde været hektiske på sin egen måde for Eskild. Kunne han blot sige det var arbejdsrelateret, havde det have været godt, men tilfældet var var dog noget så langt der fra. Dog beklagede han ikke over det i det lange løb, det havde været godt, noget så godt. 

Men i de fleste tilfælde, i de fleste timer, havde han da skænket den kære blåklædte discipel Samuel flere tanker end hvad godt var for en i hans sted. Nok var han optaget på andre måder, så havde han kun et lille hjerteslag for den troende mand, og det var ikke helt fair i hans optik. Det nagede ham en del mere, men ikke at det stoppede ham fra at gøre som han gjorde eller snakkede som han gjorde. Der var bare nogle ting man ikke kunne ændre helt så nemt, det krævede den rette mand at gøre det for. Samuel skulle bede ham om det, før en indsats ville ske. 

I færd med at overgive en rapport til sin løjtnant som hans vagt var ved at rinde ud, indtil nogle målrettet sko kom i deres retning, og han lod sin tale ophøre og vendte sig halvt til siden for at se den ældre kollega som gav en ganske pæn pg akkurat beskrivelse af noget han ikke havde set på tæt hold i lang tid spurgte efter ham. "Tak. Vi tales ved, Thorne" 

Med selvsikret skridt lod han sig finde vejen ud til hvor den anden stod og ventede på ham, og som han kom til udgangen af hovedkontoret, lod han sig først lige overveje situationen, men kun for et sekund. 

"Hvad skyldes æren af at se dig her, Samuel?" spurgte han og tog de få skridt det nu gang krævede for ham at komme ind for en arms længde af den anden. Som en udskåret bryllupsfigur stod han der med sin... kurv(?) i albuevingen, men den anden hånd gjorde det den var bedst til. Tælle perler. 

Som den unge mand stod der og ventede, begyndte hjertet at slå hurtigere. Han ventede ikke længe, men på meget kort tid kunne Samuel formå at skubbe sig selv så tæt på kanten af bristepunktet. Det var ikke helt unormalt for ham. Der skulle ikke meget til at gøre den unge discipel nervøs, og når den først ramte, begyndte tankerne ellers at drukne ham;
Måske det var en dårlig idé, det her. Han var ikke for at fortsætte hvor de slap. Men hvor standhaftig kunne han være i Eskilds nærvær? Hvis han bare vidste hvad Samuel havde foretaget sig, lige efter han var gået. Hvor meget ville hans krop og tanker forråde ham denne gang?
Samuel følte sig malplaceret og svedig. Kiggede folk lidt for meget på ham, eller var det noget han forestillede sig? Hvad mon de ikke tænkte at den nye, unge discipel fra templet lavede her.

Der var ikke gået længe, før han så Eskild nærme sig. Det var nu. Han skulle bare være fast og fortælle Eskild, at de måtte glemme det hele, så han kunne komme videre.
"Jeg kan ikke holde op med at tænke på dig," svarede han straks. Men det var da ikke dét, han skulle sige?! Han sukkede let, skuffet over sin direkte slatne rygrad i selskabet af en mand, han kun havde mødt en enkelt gang. En mand, hvilket kun gjorde ham endnu mere skuffet over sig selv. Men nu var det sagt, han kunne ikke tage det tilbage.
"Jeg ved ikke hvorfor jeg er her," indrømmede han så.
"Jeg måtte bare se dig igen." Kurven knirkede let da han flyttede lidt uroligt på fødderne og blikket sank til jorden. Hvor var det dog pinligt.

Forårs brisen var tiltrængt og han nød dens kram som han kom udenfor. Hjertebanken og vejrtrækningsmønstret var et genkendelige minde han aldrig havde sluppet, så han ville ikke forpurre det eller det at han var blevet opsøgt denne måde. Eskild ville da lyve, hvis ikke det gjorde ham glad, så selv maven slog knuder. 
Ingen kunne have samme effekt på ham, for det var ikke ren og skær seksuelt. Samuel havde en helt anden plads i hans indre. 

Men foden stoppede fra at tage det sidste skridt i et sekund eller to. Ordene skulle lige synke ind, for det var en direkte melding og en så direkte melding virkede lidt som en tanke der ikke skulle være blevet delt. “I lige måde” svarede han blot og lod foden falde i grunden under ham. Samuel var alt for tit i hans tanker, det var blevet en dagligdag for ham. 
Så det generet ikke ham, at give den selv samme information. 

Et lille løft blev trukket på mundvigen og han klukkede let ud gennem næsen og lavede anvisning med hånden til at de kunne gå en tur. “Der er noget jeg har tænkt på og har ville spørge dig om længe” lagde han stille ud og lagde armen lidt frem til at tage kurven fra Samuel, men han hverken tog den eller rørte den, hånden var blot udstrakt til at tage i mod den. 

“Jeg ved, du overhørt en del af min dialog med Fader Romeo i skriftestolen, men hvorfor lyttet du med?” 

Når nu Samuel var så forfærdet over sine egne handlinger og indrømmelser, sådan at opsøge en stort set fremmed mand fordi han ikke kunne holde sig væk, var det vel ikke desto mindre den reaktion han så kunne have håbet på at få fra Eskild. Samuel indrømmede sin forvirring, da han ikke vidste hvorfor han var dukket op, udover at han havde haft et underligt behov for at se ham igen. Han kunne ikke lade være med at smile svagt, Eskild var langt fra bleg for at sige sandheden. Selvom Samuel stadig ikke kunne ryste tanken af sig, at det var dybt forkert.

Samuel begyndte at gå ved Eskilds side, men stadig lod ham føre an. Han tog lydløst, men smilende imod den hjælpende hånd og lagde lige så forsigtigt kurvens hank til at hvile mod Eskilds arm.
"Ja?" Af en eller anden årsag, var han forberedt på at få et spørgsmål omkring hans forvirrende opførsel sidst de mødtes. Han ville ikke være overrasket, hvis byvagten følte sig nødsaget til at spørge hvorfor han blev smidt ud så brat, eller hvorfor Samuel tog så stor afstand til almindelige, menneskelige lyster. Det var trods alt langt fra alle i templet, der delte hans syn på den slags.

Det lille smil forsvandt straks, da det overhovedet ikke var noget lignende der blev spurgt om. Lige så hurtigt blev kinderne varme og helt røde.
"Jeg..." Den dag hvor Eskild havde skriftet med Fader Romeo på den anden side, og fortalt om det kys de delte i den unge disciples private sovekammer. Det ville være meget lettere ikke at indrømme.
"... ved ikke hvad du taler om," svarede han. Samuel havde løjet før, selvom det blev anset som en direkte synd. Det havde dog altid været de små, hvide løgne, som stadig kunne drejes til at indeholde lidt sandhed. Men denne gang var der intet sandhed at finde i hans ord. Hvordan kunne Eskild også vide, at det var ham?

Det var ganske vidst noget så selvisk at en som Samuel havde valgt at gå hertil og følge en fornemmelse og et muligt behov, som han ikke burde have eller besidde, men Eskild tog det positivt til sig. Det gav ham en form af bekræftelses for at der var blevet sået et frø som kunne få lov at slå rødder og spire. Alt med måde og det var ikke Eskilds sted at pres den anden på nogen måde. I dette tilfælde kunne det aldrig falde ham ind, lige for denne unge mand havde han et blødende hjerte. 

Kurven kom i hans varetægt og han lod glide ned i hans håndfalde, så den hang lidt under knæhøjde som de kunne gå der. Duften af ferskerne var lige til at fornemme, men han var ikke helt hundrede på at det var ferskner, men dette måtte han finde ud af lidt senere denne dag. 

De matte øjne lå blot frem for sig, men han vendte hovedet en anelse i mod den tempelklædte sidemand. Jeg, og det blev kørt ud i en lille løgn. Han trak en anelse på smilebåndet og lod hovedet veje lidt til den ene side i overvejelserne. "Det er også okay, men jeg kender din vejrtrækning bedre du du selv gør" kommenteret han ærligt og redeligt for sig og trak let på skulderen som det var helt normalt at det var som at kende sin et sted som sin egen baglomme. Men for byvagten var det noget så sandt, det var dog kun hvis han satte sig ind i det og fokuseret lidt for det i starten. "Men han ved det. Ikke at jeg nævnte dit navn, men det gjorde han selv da han senere hen valgt at tage fat i mig ude ved labyrinten," tilføjet han lidt efter og sagde et stille 'venstre' for at få Samuel til at gå ned ad den gade, ingen grund til at de tog hovedgaderne fyldt med mennesker i denne varme. Det var en omvej, men den førte ind til midten, Den Øvre Bydel og heraf Den Hellige Bydel. 

Eskild vejede lidt med kurven i hånden og løftede den en anelse op "Må jeg tage en" spurgte han før han tog det som retmæssig var den andens. 

Samuel kunne mærke hjertet give et tungt bank i brystet. Eskild vidste at han løj, og han havde ellers været så sikker på at kunne slippe afsted med den lille, næsten uskyldige løgn. Et hjertebank mere kunne mærkes ved de næste ord. Han ved det. Fader Romeo vidste hvad der var sket mellem hans discipel og byvagten, og han var klar over at det ikke bare var en stikkende løgn. Hvad ville Romeo ikke sige næste gang han så ham, nu hvor Samuel så tydeligt havde dømt ham for at være lidt for tæt med Hr. Jahnson.

Koncentrationen var ikke let at finde, men alligevel formåede han at høre den stille retningsanvisning.
"Hm?.. Ja," svarede han lettere fraværende, trods Eskild allerede havde taget en fersken fra kurven. Han ville alligevel aldrig selv kunne komme igennem dem alle, men det var virkelig heller ikke en tanke han havde plads til lige nu. Perlerne i hånden blev klemt lidt hårdere, så de nu efterlod lettere røde mærker i blommerne af hans fingre. Som om det at røre dem endnu hårdere ville hjælpe på nervøsiteten. Det hjalp ikke.

"Hvad sagde han?" Spurgte han med lettere rystende stemme, da han endelig fik trukket vejret ordentligt dybt igen.
"Ude ved labyrinten," uddybede han kort efter. Måske han egentlig burde have svaret på Eskilds spørgsmål, hvorfor Samuel havde lyttet med ude foran skriftestolen. Han skulle nok komme til det, men tanken om Fader Romeos dømmende blik og efterfølgende ord rungede i hovedet på ham. Han var nødt til at høre hvad han havde sagt til Eskild først.

Noget syntes alligevel at fange den unge discipel, men alt andet havde været forkert alligevel. Eskild lod ham tage det i sit tempo, spørgsmål og besvarelser skulle nok blive givet, om det var nu, senere eller en anden dag, det kom ud på et for Eskild. 

Fersken lå lige til rette i hånden, og han lod sig tage en bid af den, mens han bare gik side om side med Isaris gave til menneskeheden ham. Men hvordan hænderne hos den anden knugede om perlerne, det gav mere lyd fra sig end hvad andre måske ville registere, men byvagten hørt det lige så tydeligt, som de andre hørte fuglekvidren eller så disse skarpe farver de talte så magisk om. 

Eskild vendt hovedet en svag anelse mod Samuel, trak lidt på skuldren: “Han frabad mig opsøge dig, ønskede så stærkt at fortælle dig, hvordan jeg var kommet på færden af dig, men det tyder ikke til at han har fortalt dig det?” Ikke at det gjorde nogen forskel. Samuel var mere end bare er væddemål, og det vidste han vidst allerede. En smule da. 

Men at være så human og stilfærdig, det virkede måske forkert for de som kendte Eskild fra deres oplevelser med ham. Men han var en mand af alt for mange lag. 

Og nu fik Samuel er af disse lag at opleve. “Har du nogensinde prøvet med en frugt som en fersken”. Man havde vel rørt sig selv før man gav sit liv til templet, Isari og alle andre på en så hellig måde. Eller var Samuel helt uskyldig, den forbudte frugt Fader Romeo så gerne ville passe på.

Det tydede på at han kunne se frem til den samtale med Fader Romeo. På et tidspunkt var han vel nødt til at få det overstået. Efter han havde fundet den afslørende tegning i præstestuen, havde han ellers forsøgt at gøre sig travl, så han ikke skulle se Romeo i øjnene, men der var grænser for hvor længe han kunne fortsætte sådan.

Samuel rystede let på hovedet.
"Næh," svarede han.
"Jeg har forsøgt at undgå ham," indrømmede han, dog med afdæmpet stemme. Han ville gerne være ærlig, for en gang skyld, men det var heller ikke let at indrømme, at han havde gjort sit for at undgå præsten.

Med ét blev Samuels tanker dog hevet væk fra sine skæve handlinger, og direkte til Eskild. Han stirrede på ham i et øjeblik, derefter mod ferskenen.
"Prøvet...?" Han var ikke helt klar over hvad han mente, men da det sekundet efter gik op for ham, trådte han straks helt tæt på Eskild, så de nu gik gennem gaden uden den mindste smule rum mellem dem, og lagde en hånd hen over ferskenen med bidemærket i, som forsøgte han at skjule den.

"Eskild!" Udbrød han og så sig over skulderen, som var han bange for at nogle havde hørt ham.
"Det kan vi da ikke snakke om på åben gade!" Svarede han forbavset.
"Men nej," fortsatte han alligevel med lav stemme, næsten hviskende, et øjeblik efter. Perlerne der før blev presset ind mod hans egne fingre, blev nu presset halv mod frugten og halvt mod Eskilds hånd i stedet.

Den indflydelse man kunne have på andre, uden reelt set at have en indflydelse for hvorfor de gjorde som de gjorde. Det var alligevel mere kredit end Eskild havde godt af. Selvhøjtideligheden ved tanken om, at han kunne være en kile i mellem de disciple og deres stærkeste allieret til gudinden. 

Et koket smil nåede blot at bane vej på Eskilds læber, som en reaktion kom fra den anden. Tætheden der pludselig opstod og hånden for fersken, der var så tæt på munden i sidste ende. At den disciple kunne overraske den blinde mand med skærpet sanser, det skulle og måtte ingen have kendskab til. Det skulle forblive deres hemmelighed. “Siger du mit navn sådan igen, får vi problemer” en ærlig erkendelse, lavmælt og udelukkende tiltænkt til den blå klædt figur. 
Eskild vidste hvad han kunne lide, og lige præcis dét kunne han lide. Kom navnet af hans fra alle andre, var det et dræb for hans lyst. 

Hovedet rykket sig en anelse, tættere mod Samuels, men alligevel holdt han en snert af pæn afstand. “Hvor vil du hellere have vi taler om det?”. Åh, den mulighed skulle måske lige fratages den discipel. “Vil du vide hvordan du kan få en god oplevelse med fresken?” Det var jo nærmest som at snak om hvordan man tilberedte den til mad og dessert. 
Saften for fersken begyndte dog lige så stille at løbe, som grebet om den bløde frugt blev strammet.

Den lette panik over om nogle mon havde overhørt byvagtens spørgsmål til en mand af templet, blev erstattet af en lille klump i halsen og nervøsitet.
"Hvilke problemer?" Spurgte han usikkert. Måske var det slet ikke normalt at tiltale byvagterne ved navn? Eskild havde ment ét, men Samuel tog det måske lidt for bogstaveligt. Nu var han reelt bekymret for hvad der ville ske, hvis han kom til at sige hans navn sådan igen.

De let røde kinder tog kun til i farven ved Eskilds næste ord. Hvor ville han hellere tale om det? Det fik Samuel til at tænke over, om han faktisk ville tale om det hvis de ikke var så offentligt et sted, selvom det ikke havde været en mulighed for ham fra starten. Blikket gled igen diskret hen over skulderen, inden han med en let nervøs vejrtrækning rettede det mod Eskild igen.
"H..Har du da..?" Han var nysgerrig på om byvagten selv havde prøvet. Men det var ikke let at spørge direkte og samtidig var det heller ikke et direkte svar på det stillede spørgsmål.

Saften fra ferskenen gled fortsat, men først da den ramte håndleddet slap Samuel grebet om den og Eskilds hånd. Han førte sin egen hånd til munden og fjernede den bortløbne væske med tungen. Han ændrede dog ikke på den alt for korte afstand mellem dem. Hvis de skulle ind på sådan en emne, var det en dårlig idé at træde længere væk og forøge chancerne for at lade andre kunne lytte med.

Et frynsende smil faldt til i en kort nasal klukken. Eskild trak lige kort på skuldrende i takt med øjnede blinkede i en himlen. “ Jeg nød blot måden du sagde nit navn på “. Mange ville mene det var underligt, men flere blev fortabt i andres stemmer uden de vidste det. Nok øjnene var spejlet ind til folks sjæl, var stemmen alt der skulle til at tryllebinde folk og forhekse hjertet. 

Saftens sødme klistre lagde sig i mellem deres hænder. Man skulle være hurtig for at forhindre det i at tørre ind, ellers ville det blot have en mild sammenlign med hvad der ellers kunne flyde i mellems deres begges hænder med lidt samarbejde. 
Eskild fik hånd og fersken igen, og ligesom Samuel, valgte han lige at lade tungenfange det løs slupne væske.

Endnu tæt gående, tog han en ny lille bid. Blinkende små nysgerrig frem for sig som spørgsmålet lød. 

“ Mere end en gang “ svaret han endnu engang ganske ærligt og rettet fersken lidt mod Samuel: “ Vil du have en bid? “ forventede næsten et nej.  Men jo hurtigere de kom af med den, kunne han fortælle, eller vise, Samuel hvordan han kunne få stenen ud af fersken uden at ødelægge den for meget. 

Var Eskild glad for hvordan de bare gik og nød hinandens selskab? Mere end han kunne udtryk. Fersken var lige nu hans kommunikationsvej til dette.

Klumpen i halsen forsvandt sammen med nervøsiteten ved Eskilds svar. Samuel havde forventet noget helt andet, noget der hørte til i en helt anden del af de muligheder der havde været. De røde kinder blev ikke lysere, men kunne forhåbentligt bare ses som reaktion på solens varme, som de gik ned ad den let befolkede gade. Hvad ville folk ikke tænke, hvis de så en af Isaris unge mænd stå og rødme sådan i en anden mands selskab. Det ville ikke sætte ham i et bedre lys, specielt ikke når Samuel i forvejen vidste at hans mentor, Fader Romeo, vidste mere end Samuel var glad for.
Men trods bekymringen for alt dette, kunne han ikke lade være med at smile.

Nok burde det ærlige svar der fulgte ikke have overrasket Samuel, men det gjorde det alligevel. Med nysgerrigheden plantet i den uskyldige mands hoved, kunne han ikke undgå at lade tankerne flyde over i forestillinger der passede til Eskilds svar.
Uden at tænke sig om, uden at svare på tilbuddet om en bid af fersknen og uden at tage frugten i egen hånd, førte Samuel straks hovedet frem og tog en bid, men gik i stå midt i, da det gik op for ham; Havde han, efter lige nøjagtig dét svar fra Eskild om hans gentagende oplevelse med sådan en frugt, bidt ned i den fersken lidt for ivrigt?

Samuel sluprede forsigtigt saften med sig, da han bed igennem og endelig trak hovedet til sig. Han lagde en fri hånd blidt op foran munden, som forsøgte han høfligt at skjule sit tyggeri. Han rømmede sig, rensede halsen for det kriller hans egen ivrighed havde fået lagt der og sank.
"Hvis jeg spørger hvordan du..." Han bed tænderne sammen. Det var ikke et spørgsmål han havde lyst til at færdiggøre, når hans ikke var de eneste nysgerrige ører, der kunne lytte med. Men Eskild vidste vel hvad han mente.
"Er det så et svar jeg burde få når vi er alene?" Spurgte han lavmælt. Han havde jo allerede givet udtryk for at de ikke kunne tale om den slags på åben gade, og alligevel havde Samuel ingen intentioner haft om at de skulle ende alene igen. Selvom han ikke havde kunne holde sig væk fra byvagten.

Alle ville ofre noget, for at få noget. Der var ikke det folk higede efter det umenneskelige: rigdomme, fyrstedømme, evigt liv og meget mere af den kaliber. Eskild der i mod, han ville gøre alt for at se Samuel. Se ham i de blå klæder, vide hvordan blå rent faktisk så ud, kunne tolke hans smil og blikket i hans øjne. 
Dvælende i sine egne forestillinger om Samuel og hans person, tvivlede Eskild kort at han ville have en bid af fersken siden den ikke blev taget. Men den disciples krop gjorde noget andet og Eskild blev straks opmærksom på dette og beredte sig selv på det. Hånden og armen var klar til at holde igen i den bid der tilsyneladende skulle tages på den måde. Frisk gjort, for deres bid var ikke i hver sin side af fersken men i forlængelse af hinanden. Åh, de delte så meget. 

Alligevel måtte han lige holde på smilet for ikke at grine over omstændighederne og tog stille fersken til sig, som den blev sluppet fra den andens bid. " Bliver du sultet, Samuel? " spøgte han og tog selv en opfølgende bid til frugten. 

Det halve spørgsmål hang tungt i luften i mellem dem, og Eskild tillod sig derfor hurtigt at smide den næsten færdigspiste fersken ud, greb en ny og fik sørget for at kurven lå i hans albuebøjning, så han havde begge hænder at arbejde med. 

Eskild tav lidt, som han lige vurderet antallet af mennesket omkring dem. " Du skal bare have stenen ud, og ved at få stenen ud, får du en åbning.. Men når vi er alene? Skal vi da være alene nu? " ganske nysgerrig på om det var hans forudsætning for at de skulle være alene. For han var mere end klar til bare at små vise Samuel hvordan man gravet en sten ud. Alle spiste jo deres frugt lidt anderledes. 

Samuel var lige ved at kløjs i en lille klat spyt der gemte sig i munden, men nåede at redde den med et lille host. At håbe på at Eskild ikke ville have lagt mærke til hans lidt for ivrige måde at takke ja til en bid på, var selvfølgelig fuldstændig ligegyldigt. Selvfølgelig kunne han ikke have undgået det, hvilket kun gjorde det endnu mere pinligt. Han forsøgte at børste pinligheden væk med en let latter til Eskilds spøgende ord, men den latter kom ud tydeligt nok til at afsløre pinligheden i hans tone.

Det blev ikke meget bedre efterfølgende. Det var lige før han følte sine kinder brænde, og farven kunne ikke længere beskyldes af den blændende sol der varmede byen.
"Nej!" Udbrød han straks, højt nok til at tiltrække opmærksomheden fra et par folk.
"Det var ikke det jeg mente! Jeg mente bare at.. Hvis du.. Hvis vi.." Han fumlede over ordene i sin pinlige forvirring. Det var jo ikke fordi han ikke havde tænkt tanken i den sammenhæng, ellers havde han vel ikke bragt det op på den måde, men det var bestemt ikke meningen at Eskild skulle lyde til at være villig. Det fik Samuel til at fremstå helt... pervers.

Samuel forsøgte at forklare, måske mere bortforklare, og denne gang lidt mere dæmpet.
"Jeg tænkte bare at.. Det er for risikabelt at tale om her, det ville måske være bedre et mere privat sted. Ikke at jeg er så nysgerrig. Slet ikke!" Måske han lettere paniske tone var mere end rigeligt til at afsløre, at det måske ikke var helt sandt.
"Jeg tænkte helt sikkert ikke at vi skulle være alene," sagde han, egentlig som afsluttende kommentar, men han kunne alligevel ikke lade være med lige at sende et diskret, undrende blik mod Eskild.
"Medmindre... Du havde tænkt at vi skulle være.. alene?" Mumlede han spørgende. Hvis Eskild sagde ja, var det jo ikke Samuels idé først og så var det næsten okay.

Havde Eskild været af Isaris gavmildhed og haft et varmsøgende syn, ville han se en varm Samuel. Måske det var bedst at Eskild ikke havde den mulighed, det var mere end rigeligt han kunne. Man kunne jo ikke skabe det perfekte menneske, det var jo ikke fair over for de andre eksistenser. 

Mindst lige så falsk chokeret som alle omkring sig over den unge disciples højtrystende adfærd, leget han bare med. Tænk at nogen kunne råbe så meget op over noget så mildt. Men Eskild måtte erkende, han havde lidt tabt tråden for hvad Samuel ville have af ham lige nu, så han leget bare med, skubbede og stak lidt. Håbede på det bedste af det værste, men uden at skubbe manden fra sig. 
Eskild lod Samuel kløjs i sine ord, falde over stavelserne og snuble i pausere, alt bare for at give ham sin stemme igen. 

" Vi kan godt tale om det et privat sted. Det er jo rent professionmæssigt du vel er nysgerrig for at kunne støtte de kommende gæster " eller noget. Eskild kunne lige så godt lade Samuel få denne runde, så det virkede så.. nonchalant at tale om. 

Kom ikke her, og sig Eskild ikke giver sig for andre. 

Blind for hvad end signaler Samuel måtte give ham, trak han alligevel en snert på smilebåndet som han hørte sætningen. " Vi skal være lidt alene for at kunne tale om fersken " svaret han og vendte blikket mod Samuel. Ganske rolig, charmende og opsøgende for den anden mands nærhed. Åh, han kunne næsten fornemme hvordan hans mave lod sommerfuglene summe af frigørelse. " Hvor hen? " spurgte han alligevel med en lavmælt stemme. 

Samuel så afventende på Eskild. Det var ikke svært at se hvilket svar han ønskede at høre. Trods han bestemt ikke havde opsøgt byvagten med intentionen om, at de endnu engang skulle ende alene sammen, ville det alligevel såre ham, hvis Eskild sagde nej. Derfor kunne han ikke lade være med at smile, da hans mindre diskrete måde at smide bolden over til Eskild lykkedes.

Det drengede smil blev dog hurtigt gemt væk igen.
"Jo," svarede han straks, måske lidt for hurtigt. Det hjalp ikke ligefrem på hans i forvejen virkelig dårlige forsøg på at skjule sin egentlig begrundelse for at spørge, men det var selvfølgelig nemmere at gemme det væk under den forklaring. Det var helt bestemt kun for at kunne vejlede folk bedre i fremtiden, hvis sådan en situation skulle opstå.

Samuel måtte lige tage endnu en dyb vejrtrækning, for at få en fornemmelse af at få luft igennem kroppen. Aldrig havde han troet at et så simpelt ord kunne have en undertone af noget så... seksuelt. - Et andet ord han ikke var vant til at have i hovedet, men som havde fyldt mere siden han mødte Eskild.
"Hvad med..." Samuel tænkte et øjeblik. Han ville ikke ende i sit kammer ligesom sidst. Det virkede så forkert, så beskidt. Og alt for mange ville tage det mindre godt, hvis han blev ved med at hive den samme byvagt med til sit private kammer.
".. hos dig?" Endte han med at foreslå, usikker på hvad det egentlig indebar.

Deres rolige slentren ned ad gaden virkede ganske vidst som to der ikke havde en bekymring eller travlt for dagen, skønt de var i deres vante klæder. Den disciple der var langt væk fra sit tempel og byvagten der efterlod sine forpligtelser. Eskild kunne ikke se eller fornemme smilet på den anden, men et sted i ham selv, kunne han ikke afholde sig fra at smile vagt. 

Fersken i hans hånd fik taget en ny bid, stykket efter hvor den disciple havde efterladt sit tandaftryk og læber. Praktisktalt var det at kys igennem elementer, men de havde allerede delt hinandens læber. En mild forfriskning af et minde. 
Men alligevel valgte han at tilbyde Samuel endnu en bid af fersken, ingen ord sagt, blot en gestus i måden han løftet den op og fik vendt den, så der var mulighed for at tage en bid. 
Fødderne stoppede dog brat op som han hørte forslaget til hvor de kunne snakke om det. Af alle steder, valgte den unge discipel at vælge det sted, hvor han var mest udsat. Mange ting vendte sig i Eskild, men ingen af de mange tanker skulle have mulighed for at ødelægge det, han håbede på at få i sidste ende. 

" Okay " svaret han blot og lod bryne tætne sig vagt i panden som han studsede over det, prøvede at finde hoved og tale i hvorfor Samuel var blevet så risikovillig. 

Det som fik ham til at komme tilbage fra tankestrømmen, var den våde væske som flød fra fersken. Den havde fundet sit smuthul til at svøbe fingre og hånd ind. Men som han tog hånden til sig igen, holdt han fersken med to fingre løftet fra håndfladen og lod kort tungen glide op omkring tommelfingerens ryg for at få saften. 
Eskild skænkede det ingen tanker om han stødte nogens blufærdighed når han gjorde sådanne ting. Specielt når han så sjældent valgte at slikke fersken saft af hånden i det offentlige. I almindelighed var det snare oftere at fange ham i at slik sæd af hånden, men selv det forekom med maksimal en tilskuer, og den tilskuer var manden han havde været sammen med.

" Hvad siger Isari til at du er så langt væk hjemme fra? " måtte man vel lige spørge om som gangen måtte fortsætte. 

Tilbuddet om endnu en bid af den saftige frugt blev taget imod. Omend ikke så ivrigt som første gang. Denne gang var Samuel alt for bevidst om sin fremtræden, om ikke at virke alt for sulten efter at komme så tæt på byvagten igen, trods deres egentlige tæthed som de gik ned ad gaden. Af den grund behøvede han heller ikke at strække halsen, før han kunne tage endnu en bid af den delte fersken. En bid der blev mindre end tænkt, da Eskild stoppede op som reaktion på Samuels forslag om lokation.

Samuel begyndte langsomt at tygge på det lille stykke fersken, som han betragtede Eskilds overraskelse over forslaget. Måske han også selv var en smule overrasket over, at sådan et forslag overhovedet kunne komme fra ham. Mand eller kvinde, så var det ikke fordi Samuel gjorde sig i at være alene med dem, og tanken om at skulle være alene med lige netop Eskild, burde skræmme ham mere end den gjorde. Tværtimod, så gjorde det ham kun mere nysgerrig.

Byvagtens spørgsmål fik straks Samuel til at blive trukket ud af mindet om deres lidt for tætte omgang i de private gemakker i templet. Det var alt for let at lade tankerne flyde.
"Åh, forhåbentligt ikke noget, så længe jeg ikke forsømmer dagens opgaver," svarede han muntert. Der skulle vel nok blive tid nok til at ordne den slags senere på dagen. Selvom Samuel nød at tilbringe tid i templet, lige meget hvilke opgaver der lå for dagen, trak det uden tvivl lidt mere i ham, at bruge tid med Eskild.
"Hvad med dig?" Spurgte han straks efter, dog ikke i samme muntre tone. Denne gang lød han mere lidt bekymret.
"Er det okay, at du går nu? Har du tid?" Han måtte vel hellere sikre sig at han ikke tvang Eskild væk fra sit arbejde, men den overvejelse fik ham ikke til at stoppe sin gang ned ad gaden.

Som solen havde blegnet markerne, kælede den for deres lyse hud i bybilledet. Eskild følte let den klistrede fornemmelse af fersken saften tætne sig om huden trods for hans tunges delikate arbejde. Den disciples lette tyggen på det bede stykke frugt blev fulgt som fuglesang. 

Byvagten der ellers var rutineret i sin færden, kunne alligevel finde sig selv på en skillevej, men der var ingen tvivl om hvad han ville gøre eller gå med. Ingen af guderne belønnede deres tilbedende, på nær en gud dog. Men dette var ikke hans gud, de var alligevel alle pure opspind. 
Et mildt suk forlod hans svælg og udluftning fra næsen. Så længe dagens opgaverne blev klaret, var alt i det skønnes orden, ikke helt de samme ord, men betydningen af det var det præcis samme. "Lad os få talt om det, mon ikke det ville være bedst end at efterlade dig sulten for viden?" med et lille voksende smil og fersken der blev rakt mod Samuel. Æblet der lokkede Eva i fordærv, hvis de altså havde stiftet deres kendskab og religion med et andet univers.