Sølvbestik klirrede mod hinanden og porcelænstalerknerne. Stilheden rasede mellem dem, mens blikke af og til løftede sig fra maden for at føre en stille, usagt krig mellem de to. Tjenestefolkene var for længst flygtet fra den omklamrende stemning og havde ladet vinflasker og fade med mad stå til selvbetjening. Maden var udsøgt, som forventet, lige så var vinen.
    Første gang, de havde mødtes, havde Henry banket Ecaeriss halvt ihjel med sin stok. Anden gang havde han taget hendes krop med storm. Nu var hun her igen. Nu vidste hun, at de var langt mere ligeværdige, end hun nogensinde havde troet et menneske i stand til at være. Han havde udfordret hende på den styrke, hun ellers havde levet højt på i årtier. Ligesom sidste gang, brugte han sin fordel i at fjerne hendes magi - til hendes store frustration. Men så igen, på nuværende tidspunkt bebrejdede hun ham det ikke. Ligeså usikker som han var på, om hun ville slå ham ihjel med magien, ligeså usikker var hun blevet på, at hun faktisk ville gøre det. Noget af det var Yumes ord, der stadig genlød for hendes indre. Hvorfor er du så opsat på at slå ihjel? Noget andet af det var hende selv. En del af sig selv, hun ellers ikke var i kontakt med. En del der så sig selv i Henry, og som ønskede at udforske hans væsen frem for bare at fjerne hans eksistens. En underlig tanke at have om et simpelt menneske - en race, der ellers ikke gjorde noget for verden andet end at betræde den og lave flere af sig selv til at gøre det samme. Men Yume havde fundet noget i ham. Nok til at dele seng og ikke afskaffe det barn, der var kommet ud af det. Der måtte være en grad af respekt der, som Ecaeriss endnu ikke kendte til. Det var næppe den samme respekt, som Ecaeriss selv havde fundet, for den var meget mere bundet op på deres interne kamp om at være mest udspekuleret.
    "Tre af dine arbejdere har været forbi min hytte den forgangne tid," sagde hun så med en let distance i stemmen, som om det blot var rent arbejde, der skulle tales om. "Jeg håber, de syntes behandlingen var tilstrækkelig."
    Det havde været småskrammer med dem, og selvom det var gratis healerhjælp havde de nu virket en smule tilbageholdende fra at komme. Nok fordi de havde hørt historierne. Det var også bedst sådan. Var de dukket op med krav og en alt for arrogant attitude, havde hun nok ikke været lige så villig til kun at behandle deres sår.

Det lange bord var dækket op, som det altid var når det kom gæster i huset - og det var Eca, på trods af at det var en del af aftalen de havde indgået. Det var en måde at bibeholde den kontrol, som han havde haft over hende, ved først og andet møde. Endnu engang var hendes magi fjernet, som de sad og spiste ved bordet, og ligesom sidst havde hun ingen viden om, hvad han gjorde ved hende. 
De var blevet efterladt til dem selv, som tjenestefolket hurtigt havde fundet ud af at, det var det mest rigtige at gøre i denne situation. Henry forstod dem, og ønksede heller ikke deres tilstedeværelse. Det var Eca og ham, og han agtede at komme tættere på hende, end hvad han blot havde læst i pergamenter omkring hende. Man lærte bedst igennem personen selv. 
Der var sket meget under det første møde, og selvom hun næsten havde været hans fange, så havde han set glimt af en kvinde som gerne ville. Den nat var de pludselig kommet meget tæt på hinanden, at han havde en connection til Yume havde overrasket ham og kommet bagpå ham; det havde sendt ham i chok. Så meget at deres sex havde været intenst og voldsom, nært. Men hvordan havde hun forbindelse til Yume, hvordan kunne hun tale med hende og så samtidig med at et brev kom? Der var mange spørgsmål, som han gerne ville have svar på. 
"Ja, det hører jeg" Kom det roligt fra ham, som han tyggede maden i munden og kiggede over på hende. Han var selvfølgelig tilfreds med at denne del af aftalen var overholdt, han havde sørget for at andre ikke kom tæt på hendes hjem, "Jeg har bestemt ikke hørt klager, over dit arbjede" Det forventede han heller ikke. Hun havde en fantastisk - og farlig - magi.

    "Pft," fnøs Eca. "Hvis de havde klager, ville de så turde sige det?"
    Det var en dobbeltsidet stikpille, og hun ville se, hvordan Henry reagerede på den. Han var næppe sød ved sine arbejdere sådan som han havde behandlet hende, og selv hvis han var, håbede hun at have et ry, der gjorde at man ikke ønskede at klage over hendes behandlinger. Ryet som skovheksen var noget af det, der holdt hende fri for røvere og skidtfolk, og at det gjorde, at man til gengæld heller ikke snakkede hverken alt for godt eller dårligt om hende, gjorde hende absolut ingenting. En middelmådig anmeldelse var mere end rigeligt.
    Middelmådigt var ikke, hvad maden her var, og Eca skulle virkelig gøre en indsats for ikke bare at skovle godterne ind som et andet udhungret gadebarn. Især brødet var så nybagt, at det smeltede på hendes tunge, og kødet var stegt lige præcis som det skulle være - noget hun sjældent formåede på sit simple ildsted derhjemme.

Et smil formede sig på hans læber over hendes ord, for hun havde nok ret. Ville de klage? Det ville de nok ikke. De klagede ikke over ham, fordi at de ikke trude klage over ham. 
Samtidig så var Eca heller ikke en kvinde, som han ville sidde og give klagerne videre til. Nu var de langsomt ved at bygge et samarbejde, som godt nok var baseret på hans hårde ord og handlinger. Hun ville næppe ændre noget, hvis han endelig havde klager over noget hun havde gjort. I hans øjne skulle de være glade for at hun havde accepteret at de kunne bruge hendes healende evner, hvis der skulle ske nogle af hans medarbejder noget. 
"Det kommer så sandelig an på, hvad deres klager går ud på" Henry havde set hvordan folk frygtede at skulle ned til hende, efter det der var sket i dagene op til deres første møde, hvor hun havde ødelagt hans afgrøder og ikke mindst skadet og dræbt flere medarbjeder, "Du er stadigvæk en frygt i deres øjne" Dette ville nok blot give brænde til hendes ego Han forstod dem godt. Hvis noget lignende skete igen, så var han sikker på at han nok skulle få det at vide og det ville hun så sandelig også.
Men han havde respekt for hendes evner. 
Han kunne se på hende, hvordan hun den nød den mad som stod på bordet foran hende. Han ønskede at hun skulle spise, ønskede at hun skulle vænne sig til disse møder, selvom det nok ikke kom efter det første, "Du skal blot tage for dig" Opmundtrede han hende. 

    Ecaeriss rettede sig lige lidt mere op ved hans ord om, at hans medarbejdere stadig frygtede hende. Godt. Det var sådan, det burde være, og sådan hun foretrak at det blev ved med at være. Indgyd nok frygt i nogens sind, og de ville ikke turde gøre noget ved en. Så skulle hun bare få det samme til at ske med Henry. Han var ikke synderligt bange for hende, og det var i hendes optik problematisk. God mad til side, så var hun vant til en helt anden grad af respekt.
    Men for nu måtte hun hellere spille efter hans regler. Og måske spise den gode mad og vente med at tænke over måder at få ham til at frygte hende på. Det var ikke fordi hun havde været mådeholden med sin tallerken indtil nu, og hun havde bestemt tænkt sig at tage mere, men hans ord fik hende til at tage flere små portioner frem for at kaste sig over en større. Han skulle ikke tro, han kunne vinde hendes tillid med mad. Han skulle faktisk helst ikke tro alt for meget.
    Men maden skulle tro en helt masse. Hvor var den dog urimeligt god.
    "Du kommer ikke til at finde nogen grunde til klager over mit arbejde," kommenterede hun. "Jeg er den bedste på den her side af Fredskilde. Så fortæl mig, Henry, hvordan er din gård blevet så stor og vigtig her i området?"

Henry havde ingen grund til at frygte Eca så længe at hendes magi var under kontrol og hun ikke vidste hvordan de blev holdt i skak. Det havde været hans måde at holde Eca under kontrol under deres sidste møde, hvilket havde gjort det nemmere for ham at gøre det som han havde gjort og endnu engang stod lampen og brændte et sted i huset, som klarede hendes evner. Det var et fantastisk redskab for ham. 
Han måtte dog indrømme overfor sig selv at hans tanker havde kredset om hende og det de havde haft, især deres stund den nat hvor deres følelser havde siddet uden på tøjet og det næsten virkede som om at de havde nydt hinanden og det de gav til hinanden. Havde det blot været en engangs forstilling? Han kunne ikke undgå at han følte sig ensom i dagligdagen og selvom han havde været voldsom imod hende, under tvang, så havde han nydt det selskab.
"Nej, det ved jeg. Det kommer slet ikke bag på mig, at det er sådan det står" Han havde læst og gjort sit arbejde omkring denne kvinde som sad overfor hende. "Hårdt arbjede. Ligesom du blev den bedste på den her side af Fredskilde" Det var selvfølgelig ikke alt. "Min far og farfar startede gården og jeg har nu taget over. Vi har noget godt jord og ikke mindst nogle gode produkter, og har kunne få dem ud i de fleste egne af landet. Det har været vigtigt at skabe så godt et produkt."

    "Hmm," lød det kort fra Eca. 
    En familieejendom. Det var mere udbredt hos menneskene, der døde som døgnfluer. Hos elverne måtte man skabe sit eget levebrød og ikke regne med at overtage sine forældres, medmindre man kunne nøjes med altid at være ansat under dem. På nogle punkter kunne mennesker tydeligvis godt finde ud af ting. Omend det så kom af at de døde tidligt. Det samme med det hårde arbejde. Mennesker arbejdede hårdt, fordi de ikke havde andet valg. Men det fik dem også steder hen, det måtte Eca jo indrømme. Selv havde hun mest arbejdet hårdt på at tage afstand til sit ophav. Når man tænkte over det, var det egentlig ikke en særlig stor ting at opnå. Hun havde gjort sig godt kendt i området og opbygget sig et ganske fint klientel, men det handlede mere om byboernes tendens til at komme til skade. Hun havde ikke pløjet jorden eller vendt tørvet. Hun havde blot brugt den magi, livet havde forbandet hende med.
    "Det er vel godt klaret - for et menneske," var det tætteste på ros, Ecaeriss kom i dette øjeblik, inden hun stoppede mere mad i munden og lod stilheden rase et øjeblik. 
    "Er din plan så at gøre den endnu større? Opsluge de nærliggende byer og få hvad-end titel, der er højere end den, du bærer nu?" tilføjede hun.
    For var det ikke altid menneskers mål i sidste ende? At dø omgivet af deres storhed, mens folk kaldte dem ved selvopfundne titler.

Det var en skik, i hvert fald for de finere familier, at familiens arbejede og arv gik videre til den næste i rækken, så de kunne viderefører det arbejde og det som den tidligere havde opnået. Sådan havde det været for Henry, og forhåbentligt ville det blive sådan i fremtiden. Det handlede blot om Lily var interesseret i dette, eller om det skulle hendes lillenbroder som skulle tage over. Han var lidt usikker på området. Men mennesker som ham levede ikke for evigt, og derfor så ville han ikke selv være til stedet til at kunne opnå alt til fulde.
Som elver havde hun slet ikke samme problem, de levede og døde ikke en naturlig død og ville derfor være til stede på jorden, for at se deres eget arbejde bære frugt, hvis det var det de ønskede. Men på den andne side så levede Eca alene og han kendte ikke andre end Yume, som hun kendte. Havde hun andre i sit liv? 
"Jeg takker for komplimenten" Kom det selsikkert fra ham og kiggede imod hende. Det var bestemt ikke ros som han modtog meget af og slet ikke fra Eca. Det havde han ikke regnet med ville ske. 
Han burde vel have set hendes spørgsmål komme, for efter at han havde taget lidt af skoven, den handling som havde skabt til at hun sad i hans spisestue, så var han ikke i tvivl om at hun mente at alt han gjorde var forkert. "Selvfølgelig ikke" Det var et enkelt smart, og måske heller ikke et svar som hun ville tage sig til rette med. "Jeg er faktisk der hvor jeg er ved at være tilfreds" Efter at noget af skoven var ryddet. "Jeg skal også selv kunne holde overblik over mulighederne og over min grund. Selvom det ville være attraktivt at udvide, så er det nok ikke den vej lige nu. Du er måske ked af skoven?" Han stak lidt til hende, og vidste at hun ville bide af ham.

    Eca havde været overraskende rolig indtil nu. Talt pænt. Spist pænt. Siddet pænt. Været den gode gæst i et hjem, der først havde frarøvet hende en del af den skov, hun så som sit domæne, dernæst hendes magi, og på visse måder også en god stump af hendes selvværd. Men det her. Det var dråben.
    Begge hænder blev lagt fladt i bordpladen ved siden af maden, der nu ikke længere havde samme tiltrækningskraft som før, og Eca rejste sig. Bevægelsen var langsom og med Ecas lange krop, kom hun hurtigt til at tårne sig op - dog var bordet så langt og overdådigt, at det var svært at tårne sig op over meget andet end vinkaraflerne. Så snart hun var på benene bevægede hun sig langs siden af bordet og beslutsomt over mod Henry. Det lange hår svajede bag hende, hængende over hendes ene arm så det ikke slæbte hen over gulvet.
    "Om jeg er ked af skoven?" hendes stemme var dæmpet og foruroligende. "Henry, du har på aller-værste menneskevis trængt ind på et område, som der absolut ingen grund var at udvide ind i. Jorden er nok ganske næringsrig, men om et par år har du udpint den med din grådighed og uvillighed til at give den de nødvendige pauser fra dine druer. Og hvad så derefter?"
    Nu var hun nået helt hen til ham og kæmpede mod sin trang til at gribe om hans hals og lade tjære kravle ind over hans kinder. Tjære, som hun lige nu var afskåret fra.
    "Derefter udvider du igen, gør du ikke?" fortsatte hun. "Udvider og udpiner mere af skoven, indtil der ikke er mere tilbage."

Indtil videre havde deres lille møde været meget roligt og deres samtale havde været interessant, men han var også klar over at hans stikpille nok ikke ville gå hen over hovedet på hende. Han havde ikke forudset at hun ville rejse sig fra hendes plads, men det var heller ikke ulig hende efter hvad han allerede havde oplevet med hende. Han fulgte hende med blikket som hun slog sine håndflader i hånden og bevægede sig ned langs bordet.
Vreden var tydelig at se i hendes øjne og hvis han ikke havde haft kontrol over hendes evner, så havde hun nok brugt dem og han havde lagt død på hans eget gulv - til de fleste sorg. Mente han selv. 
Selvfølgelig var hun ikke ked af skoven, ligesom han heller ikke var. Hun boede i skoven og levede af den natur, men hendes stædighed over ikke at flytte andet steds var hvad det her handlede om - i hans øjne. "Min aller-værste menneskevis?!" Lød det lige så brølende som hun forsøgte, "Jeg har en hver ret til at bruge den jord som jeg har anskaffet mig til det brug, som jeg ønsker. Lige nu har jeg acceptere at lade dig bo i det område, og tilmed acceptere ikke at rykke længere ind i skoven. Hvad andet forlanger du?" Selvfølgelig så han gerne at han forlod skoven helt, men det var et ufatteligt lille stykke skov han havde indtaget og der var masser endnu at tage af og for hende at udnytte. "Selvfølgelig gør jeg ikke det. Du tager mig blot som en egocenteret lille mand, som ingen hensyn viser!" Måske var der nogle sandheder i det, men ikke noget han ville stå ved. "Jeg synes du skal sætte dig ned igen!"

    Det frydede hende mere, end det burde, at han blev så arrig over hendes fornærmelse, som mest af alt bare havde været en naturlig del af sætningen. Det gav hende en energi, den ellers næringsrige mad ikke havde formået at give hende, og hendes kropsholdning rettede sig en smule mere op.
    "Det er problemet med jer mennesker," fortsatte hun. "I har den her forestilling om, at alt hvad I kan sige er jeres, også derfra bare kan bruges som I har lyst. Den jord og den skov har ikke brug for en ejer. Den har brug for at være til og gro træer, buske og planter, som den lyster. Jeg har fundet mig et lille sted, hvor jeg har lov til at være. du tager et sted, du vil være. Det er forskellen på os."
    For nok var Ecaeriss en enspænder, et udskud og tidligere forvist fra sin hjemstavn, men hun var stadig en skovelver, og hun vidste, hvordan man skulle give og tage i lige mængder for at opretholde balancen mellem væsen og natur. En balance, menneskene alt for ofte overskred og udnyttede. De tog for meget og gav for lidt. Hun troede ikke på hans forsikringer for ikke at udvide. For det var noget han sagde nu, og når han stod i situationen om fem eller ti år, ville hans holdning være en anden.
    Og så var der den del af samtalen, hvor han mente, han kunne kræve ting af hende - også selvom det var forklædt som en forespørgsel. Hun var helt henne ved ham nu og tårnede sig endelig op over ham og ikke kun bordet. Hun udviste ingen tegn på at ville gå tilbage til sin plads.
    "Nok bestemmer du over min magi lige nu, men du bestemmer ikke over mig."

Han havde håbet at han havde fået et bedre tag på hende efter de frøste møder med hende, men vidste også at der skulle mere til når det kom til stykke. Hun var utæmmet og ude af kontrol, og at hun var blevet afstød fra sine tidligere steder kom slet ikke bag på ham. Han havde gjort sit hjemmearbjede omkring hende og vidste mere hun regnede med. "Der er en tydelig forskel på os og jer elvere, undtagen de elvere som lever for dette og gør et lige så stort stykke arbjede som jeg og min familie har gjort" Kom det fra ham og søgte hendes blik, som hun stadigvæk befandt sig oprejst ved siden af bordet. "Jeg tager det som jeg har anskaffet mig og betalt for! Hvis du er uenig i det, så må du tage det op med borgmesteren eller selv købe resten af skoven!" Det var ikke sværere end det, i dag var alt til sandt. Det var ikke noget han havde bestemt. "Jeg er gået med til at lade dig være og ikke mindst skoven, og det agter jeg selvfølgelig at holde, så længe at freden mellem os to kan bevares!" Han ønskede ikke at se flere af sine mænd dø eller sine afgrøder ødelagt, hvilket var grunden til at han ville overholde han aftale - for nu hvertfald. 
Om hun tonede op ved siden af ham tog han sig ikke meget af. Uden hendes evner var han stærkere. Han rejste sig op og stod ansigt til ansigt med hende, "Jeg ved ikke hvor du vil hen med det her, men hvis du blot vil stå der og blomstre, mens jeg spiser så gør du det!"

    Stå der og blomstre...! Magen til uforskammethed. Men hun behøvede for en gangs skyld ikke at komme med modværge til netop den, for han havde selv rejst sig og dermed droppet at sidde stiltiende og spise. Hvilket ville have frustreret hende endnu mere. Når folk kunne sidde stille og roligt, mens andre var vrede, fik det altid den vrede til at ligne et lille barn til sammenligning. Sådan var det faktisk tit med Yume, hvilket var en stor kilde til Ecas frustration i deres drømmemøder.
    "Du startede det her," sagde Eca og prikkede en anklagende pegefinger ind i brystet på Henry.
    Det var halvt en distraktion fra hans kommentar om at hun jo bare kunne købe skoven af fogeden. Det var sådan alle mennesker så på problemløsning: krystaller. Men Eca kunne ikke bare købe noget som helst, for hun havde kun lige akkurak krystaller nok hver uge til at gå ned på markedet og købe ingredienser, hun ikke selv kunne gro i haven. Opsparing var ikke noget hun kunne gøre sig i, så selvom hun levede evigt, var det ikke en mulighed for hende at købe den skov, hun havde sat sig for at bo i.
    "Du kom til skoven. Du sendte dine folk ud for at fælde træer. Du krævede tiende," fingeren prikkede ved hvert 'du'. "Og du startede den her samtale."

Måske skulle han være blevet sidden og spist den mad han havde på tallerknen, men et eller andet irriterede ham. Hun kom her og krævede det ene og det andet i forhold til hans forrtening. De tænkte uden tvivl på to vidt forskellige måder, men han havde forsøgt at komme til en konklusion og et stå sted hvor de kunne være enige. Det var hende der havde ødelagt hans afgrøder, dræbt hans ansatte. "Jeg startede det her?! Var det ikke De som startede med at ødelægge mine afgrøder og skade mine tjenestefolk?" Hans stemmer var hævet man han lod hende prikke ham for hvert "du" som hun nu havde lyst til, men han overvejede om det ville irritere hende mere hvis han ikke selv farede op som hun gjorde. Hans familie havde altid boet her, gården havde lagt ved skoven i flere hundrede år og var gået i generation til generation og det havde han ikke tænkt sig at ændre på, slet ikke når hun krævede det som hun gjorde. Han tog imod hendes prikken, tog imod hendes ord. "Min familie har boet her i generation, i flere hundrede år. Her på gården, her på denne jord. Jeg har krævet tiende, meget acceptable tiende og du accepterede, så længe jeg ville trække mig fra det arbejde som vi var igang med og det har vi gjort!" Han trak vejret dybt "Og så beder jeg dig om at sætte dig endnu engang!"   

    "Acceptabel tiende? Det er nemt at sige for dem, der får krystaller ind som en anden syndflod, er det ikke? Knapt så nemt for os, der faktisk skal arbejde for hvert ravstykke!" gav Ecaeriss igen.
    Nogen syntes hun tog for høje priser, men de anede ikke, hvad det kostede at få mad på bordet, når man handlede som udefrakommende. Der var altid højere priser, og jovist, hun kunne da true sig til varene, men det ville kun gøre landsbyboerne mere tilbøjelige til at prøve endnu et brænd-heksen-på-bålet-nummer frem for at lade hende være i fred og leve med at have en helbrederske nær landsbyen.
    Hans ord fik hende til at lægge armene over kors - hvilket var en svær gestus, når de stod så tæt på hinanden, som de gjorde. Hun kunne mærke hans ånde på sit ansigt, men nægtede at flytte sig. Hvis han ville puste sig op, ville hun ikke bakke ud, så hun blev stående med sit eget ansigt helt oppe i hans - eller nærmere lidt nede, for hun havde lige et par centimeter på ham.
    "Og hvad hvis jeg ikke vil sætte mig igen? Jeg er færdig med middagen, og såvidt jeg husker var det kun et krav, at jeg spiste sammen med dig. Aftalen var ikke tidsbestemt," Hun sagde det med et bedrevidende udtryk på ansigtet - sikker på hun havde fanget ham i de detaljer, han ellers havde været så glad for at bruge imod hende.

"Er det betaling du ønsker?! Han var nærig og ønskede ikke at give hende af sine penge, men samtidig så havde han heller ikke brug for mere ravage, nu hvor de forhåbentligt var kommet til et sted hvor de på en eller anden måde kunne arbejde sammen - så længe hun ønskede det. Han var stadigvæk bange for hende og var stadigvæk bange for om de få personer som kom til hendes lille hjem, for at blive healet ville se værre ud når de kom tilbage. Henry havde trukket sine arbjedere væk fra skoven og det så hun forhåbentlig som en positiv ting.
Der var ingen grund til at puste sig op, hendes fremtoning fik ham blot til at trække vejret dybt og han forsøgte at beherske en ro, som ville irritere hende på et eller andet punkt. Han var sikker på at hun ønskede at han farede op over det her. Han kunne dufte hende, næsten mærke hendes hud og ikke mindst mærke hendes ånde mod ham, som de stod med få centimers mellemrum. "Hvad ønsker du så?" Det var sandt at hun brugte hans ikke eksiterende regler lige nu, for han havde ikke sagt hun skulle andet. Han lagde en hånd mod hendes bryst og skubbede hende tilbage mod væggen og pressede hende op ad denne, "Vis mig hvad du ønsker" Han lænede sig ind og kyssede hende grådigt. 

    "Betaling? Pft! Du mener jo min betaling er at jeg får lov at blive boende - jeg tror ikke det kun er af dit gode hjerte, du gør den slags," svarede Eca og løftede hagen mod ham. "Menneske."
    Det sidste blev sagt så spottende, hun kunne komme til, og hun nåede kun lige at sige det til ham, før han skubbede hende op ad væggen. Selvom hun var højere end ham, havde længere lemmer end ham og var væsentligt ældre end ham, havde han den fysiske styrke på sin side. Det var nemt for ham at få hende til at følge med, for strittede hun imod, ville hun blot vælte bagover af hans skub. Så hun måtte trippe tilbage og lade ryggen møde væggen. Øjeblikket efter mødte hans læber hendes, og vreden buldrede op i hende igen. Hvor vovede han! Hun greb fat i kanten på hans vest og skubbede til med alle sine kræfter for at vriste ham fri ad sig og få ham på en lille smule afstand. Da det lykkedes, mødte hun hans blik med så meget afsky, hun overhovedet kunne mønstre.
    "Jeg ønsker kun at gøre dig ondt!" snerrede hun og trak ham så ind til sig og fortsatte kysset med samme grådighed, som han havde udvist, hvilket også overraskede hende selv en del.

"Det burde det bestemt også være, men vi ser tydeligvis på dette med to forskellige øjne" Kom det fra  ham som han søgte hendes blik. Selvfølgelig så hun det ikke som en betaling, men blot som en naturlig ting at hun fik lov til at bo der, "Nej, der er ikke mange ting jeg gør af mit gode hjerte" Det irriterede ham at han overvejede at afvige fra sig selv, blot fordi at hun ikke kunne acceptere hvordan tingene var. Han burde ikke afvige eller give hende noget, når han allerede havde været så flink. Han havde intet problem med at tvinge hende tilbage mod væggen. Han var hende fysisk overlegen og så dårligt nogen modstand, uanset hvad skulle han nok få hende til at makke ret. 
Han nød hvordan vreden buldrede i hende som han kyssede hende. Han nød det. Nød den ivrighed og den krævende handling som han lagde i kysset, indtil hun kæmpede for at få ham væk og lykkedes da også at gøre så meget modstand at han måtte trække sig for en kort stund. Det var et kækt smil som indfandt sig på hans læber som han så raseriet i hendes øjne. Det var hvad han ønskede. "Så gør mig ondt!" Opfordrede han til inden hun hev ham ind i et kys. Et kys med lige så meget grådighed som han havde lagt for dagen. Henrys hånd bevægede sig op ad hendes krop. Mærkede hendes former og lagde sig på hendes ene bryst, som deres læber legede.  

    Ecaeriss ville med glæde gøre ham ondt. Få tjære til at presse sig ind i hans luftveje og blokere enhver form for vejrtrækning, han normalt havde adgang til. Eller ind i ørerne og sprænge trommehinderne til han lå på knæ og skreg efter barmhjertighed over sin egen døvhed. Der var så mange ting, hun kunne gøre ved ham, men alle sammen beroede på hendes magi, og uden den var hun ubehageligt magtesløs. Dertil kom at hun af en eller anden grund holdt ham tæt ind til sig i et kys, hvor hun begyndte at bide ham i læben gennem sin snerren.
    Hendes hænder havde deres helt eget liv. De greb fat i hans vest og rev den til side, uagtet om knapperne var åbne eller ej. De måtte give efter, hvis de var i vejen. Hun skubbede ham ud fra sig blot for at kunne rive mere i hans tøj og derefter trække ham ind til sig, idet tålmodigheden ikke var til at vente på at få knapper og fine silkebånd spændt ordentligt op. Igen snerrede hun ad ham, for hun havde ikke lige flere ord, der passede til situationen, og hun valgte at begrave sine læber i hans hals i stedet for at finde ordene. Hun satte tænderne i og vreden fik hende til at bide til, omend hun ikke var hverken vampyr eller havde ekstra stærke kæber. Hun havde bare brug for at gøre noget, og lige nu virkede det her som den bedste vej frem. Han var det mest frustrationsindgydende mandfolk hun længe havde været i nærheden af, og han skulle ikke tro, han kunne komme he rog kontrollere enhver situation - og meget mindre kontrollere hende!

Så længe at hun ikke havde sin evner så havde hun dårligt mulighed for at gøre ham ondt. Han opfordrede hende dog til det alligevel, han ønskede at se hvad han kunne presse hende til i denne situation hvor de blev mere erotiske sammen. Hendes krop forrådte hende, som hun trak ham ind i et nyt kys. Det var hende som tog teten efter han havde kastet hende ud i dette her. Det overraskede ham dog, og måske ikke? Sidste gang havde hun nydt den tættet kontakt som de havde haft, på trods af at deres had til hinanden var enormt. Lige nu gav han hende plads som ivrigheden i hendes hænder var tydelig, de øskede hans tøj af og til en start var det hans vest som stod for skud. Et par af knapperne sprang igennem lokalet som hun trak til. 
Uanset hvordan situationen lige nu var så var hendes vrede stadigvæk stor, men han havde fået sat en stopper for den for et kort øjeblik som deres hudsult var større. Han var overrasket over hende som hun satte læber og tænder i hans hals, men han nød det alligevel. Han nød det for han ønskede at se hende reagere på det her, gøre ham ondt og smerten var der, men den var ligegyldig. "Giv mig mere.." Allerede nu sukkede han efter den hårde behandling fra hende. 
Han lod sine hænder gribe om kjolen ved hendes barm og rev stoffer i stykker og blottede hendes barm. Hans hånd var ivrig som den greb om et bryst og masserede det hårdt, inden han lagde hænderne omkring hende og skubbede hende mod bordet og satte hende op på det. På midten var bordet næsten blottet, der var ingen fade, skåle eller andet. Kun en stor lysestage som hurtigt måtte vige for hende. Henry satte nu selv hans tænder mod hendes hals og gav hende samme behandling. Han ønskede dette råt.