Amadia havde været i Rubinien i så lang tid nu at hun snart ikke længere kunne huske hvordan græsset i Elverly føltes; hvordan vådt græs og bark kunne fyldte hendes næstebor med en så stærk og beroligende duft. Selvom hun kunne grave minderne frem i sine drømme var sanserne aldrig rigtigt på sit fulde og derfor aldrig helt sande. Hun havde sovet det meste af formiddagen og var vågnet af sig selv. Hun havde været sløj den sidste tid og derfor var det ikke forventet af hende at hun skulle være vågen sammen med de andre slavinder.

Nu var hun dog frisk og fik trukket sin søde sifon dragt på og bundet det lyse hår op. Hendes øjne var gode i dag så masken blev skubbet op i panden og blev en del af hendes udsmykning i stedet for. De blå øjne var næsten normale at se på, og det gjorde også at hun selv kunne se langt tydeligere end den sidste tid. Men Sephyran havde haft brug for hende, og hun havde aldrig kunne nægte ham; de havde dog set konsekvensen af det nu; og han havde også været særligt opmærksom på hendes behov.

Altheae havde dog været efter hende; for det passede sig ikke for en slavinde at sove dagene væk; men hun havde heller aldrig rigtig forstået hvad Amadia var i stand til, og måske havde hun en torn i siden på den unge elverpige fordi at hun netop var alt det som hun ikke længere var.

Amadia sikrede sig at den ældre kvinde ikke var at se før hun sneg sig ud af værelset og forhørte sig om Fyrstens tilstedeværelse og hvor han befandt sig. Hendes skridt gav genlyd over det blanke gulv og snart stod hun i åbningen til balkonen.

De blå øjne funklede i solen som hun trådte ud, og hurtigt lagde hun begge sine arme om Sephyran og pressede sin pande mod hans ryg. Hun tog en dyb indånding.

Amadia var umådeligt heldig stillet, og hun tænkte aldrig over at det var grundet hendes skønhed men særligt hendes evner der gjorde at hun havde mere frihed. Hagen ved det var også at hun blev syg, så selvom nogen måske ville protestere over de goder hun fik, så var ikke altid en fjerlet dans; men heldigvis var fyrsten god til at få lukket munden på de der turde åbne den i første omgang. Amadia var ikke god til at tale for sig selv, og ville allerhelst at hun kunne komme godt ud af det med alle; det endeløse naive ungpige sind.

Hun lød den friske luft mod sit ansigt, der for det meste altid var dækket til når hun var ude. Men ikke i dag. De var skærmet, og havde han været andre mere åbne steder, havde hun med sikkerhed haft den på. Hendes arme gled ned, og i stedet lagde de sig mod hans brystkasse.

Hun så glad ud, til trods for at noget i hans stemme fik det til at runge en smule; selvom han ikke havde hævet stemmen. Hun rystede let på hovedet så det silkehvide lyse hår rystede omkring hendes ansigt.

”Nej. Vagterne holdte deres blik nede, min løve” svarede hun i sin lette og bløde stemme, i et forsøg på at berolige og forsikre ham om at ingen havde vovet at lade deres blik dvæle mod hendes ansigt; og hendes øjne. ”Men jeg måtte se dig..” lød det efter fra hende. Hun havde været sengeliggende i lang tid, og hun kunne tydeligt mærke det afsavn hun havde lidt, da det stod på.

Noget af det som Amadia foragtede mest af alt, var hendes helbred. At et af hendes største svagheder skulle være at den gave hun var blevet velsignet med langsomt tog livet af hende. Havde det ikke været for elverblodet så var hun med sikkerhed død for længe siden. - Nu gjorde det hende i stedet svagelig i perioder alt afhængig hvor ofte Sephyran havde brug for hendes hjælp. I den sidste tid havde det krævet meget af hende, og det var lidt af et under at hun allerede var på benene igen.

Hendes blå øjne lyste næsten da hun løftede hovedet og så op på ham. Hun mærkede støt for støt hvordan energien langsomt vendte tilbage til hendes krop. Men Fyrsten havde altid haft den effekt på hende, og nogen gange spekulerede hun om hendes relation til ham gjorde hende stærkere og derved modarbejdet den sygdom der bankede som et sort hjerte i hende. ”Jeg er nødt til at bevæge mig lidt rundt..” Svarede hun stille, og den bedste mulighed havde lagt i at finde ham.

Var hun gået på afveje var han nok ikke blevet lige så glad for at høre at hun havde fået det bedre. Men selv havde hun valgt at gå et andet sted hen, havde hun med sikkerhed taget masken på; hun turde knapt andet. Ikke at Sephyran ville lade det gå udover hende; men alle de andre der havde vovet sig et blik.

”Hvordan har du det?”

Amadia havde ikke særlig ofte tanker der gjorde hendes sind skrøbeligt. Hun var normalt mild og varm af natur. Men når hun var syg, sneg der alligevel tanker sig ind. Tanker der splittede hende ad. Tanker der gjorde hende usikker på hele hendes tilstedeværelse, og hun havde ikke evnen til at berolige sig selv. Det eneste der virkede var Sephyran.

Hun trykkede næsen flad mod hans blottede sandvarme mave i et dybt suk. De blanke negle der var dyppet i månekrystal støv, skinnede let i solens stråler der krøb ind over balkonen. Hun vendte muligheden i hovedet. De kunne gå forbi hendes kammer i den lille omvej før trappen ned til haverne. ”Der er en helt særlig fugl der de seneste uger har sat uden foran mit vindue, og sunget for mig..” mussede hun i et sagligt smil.

Hun tog hans hånd mellem sine hænder og løftede den til hendes læber. ”Du må fortælle mig dine bekymringer senere..” sukkede hun stille, men lod ham holde dem fra hende for nu. Det var ikke stedet og tidspunktet.

”Den var azurblå, med rubinrødt bryst og gyldne afmærkninger på dens vinger” forsøgte Amadia at genkalde sig både fuglens udseende og den melodi den så nydeligt havde sunget for hende. Det var hvad der havde vækket hende hver eneste morgen den sidste tid, og noget som hun havde set frem til hver eneste gang hun var faldet til ro om natten.
Aldrig brød hun sig om når kræfterne svækkede hende, men hun havde for ofte forsøgt sig alligevel, og det havde kun fået grunden under hende til at klækkes og rystes. Hun måtte ikke tage sine evner for givet, og der kom aldrig kun de gode. Det var naturens balance, og desværre for Amadia skulle hun resten af livet passe bedre på sig selv, for ikke at bukke under for sin skrøbelighed. Det var ikke et under at Sephyran gerne ville beskytte og sikre sig hendes liv.

Amadias slanke hånd fandt støtte mod hans arm og lod sig hvile der, som som guidede hende ned af trappen. Hun mærkede det med det samme. Hun behøvede hverken et godt eller dårligt syn til at vide når hun blev betragtet. Hendes fingre knugede sig mod fyrsten; som både for at sikre sig selv og ham at det ikke gjorde noget. Hun ville i haven, og ikke tage den lange omvej tilbage til sit værelse efter sin maske eller andet hun kunne dække sine øjne med. I stedet slog hun blikket ned så de blege blå krystaller ikke var lette at se.