Øjne: Der er ikke mange der ved det, men Amadias øjne er lyseblå, de er mørkere og lyser op om natten. Hun har brug for at skærme dem da de er skrøbelig grundet effekten af hendes evne.

Hår: Langt silkeblødt lyst hår der næsten grænser til hvid, som var det badet i månens lys. Det er ofte sat op så det er væk fra ansigtet i flotte fletninger pyntet med perler.

Hud: Amadias hud er lys, næsten med et let perlemors skær over sig. Den er blød, som badede hun i mælk hver eneste morgen.

Kropsbygning: Hun er spinkel af bygning, og man kan ane hendes elviske rødder fra hendes mors side. Formerne er ikke så fremtræden, men man er ikke i tvivl om at de er der. I forhold til de andre slavinder, virker hun lille.

Hverdagstøj: Farverne på Amadias kjole variere en smule fra mørkeblå, lilla, rød og hvid. Det er meget baseret på Sephyrans ønsker og hvordan han ønsker hende præsenteret. Stoffet er for det meste silke eller sifon.

Ar, permanente skader el.lign: Fra den ene tinding til den anden strækker der sig der et tyndt ar, som om nogen har forsøgt at skære hendes øjne ud. Det er dog ikke lykkes for dem, men skaden er tydeligt.

Særlige kendetegn: Amadia bære en maske hen over sine øjne, både for beskyttelse, men også fordi at Sephyran ikke ønsker at andre skal se dem.

Måske skal man i virkeligheden have været til stede for at forstå det. Nå ind til den følelse der holder dig i live. Amadia var ikke engang blevet født da hele hendes eksistens bliver omdrejningspunktet på et mistroisk had. Dæmonyngel. Hun skulle have været opvokset i kærlige og beskyttende omgivelser men bliver i stedet kaste hovedkulds ud i et vågent marridt. Alles blikke og de bitre hviskende ord der runger for hendes indre og som hun ikke kan slukke. Farende billeder hun ikke kan finde rundt i og drømme hun ikke kan slippe væk fra.

Hun er bange for sig selv og for andre og det har efterladt hende godtroende og naiv. I hendes søgen efter accept, bilder hun sig selv ind at alle kan lide hende, selvom vreden stirre hende direkte i ansigtet. Som Sephyrans nye favoritslaveinde får hun meget af hans opmærksomhed, en opmærksomhed som hun ikke har bedt om, men som hun alligevel er afhængig af. Hun nyder at tilfredsstille ham på mere end en måde, og hun mærker en tydeligt tilknytning til ham; han giver hende den kærlighed som aldrig nogensinde har fået før.

Hun virker mindre end hun er fordi hun ofte er svagelig, både af sind og i hver knogle i hendes krop. Hendes evner tager af hendes kraft og hun efterlades sengeliggende et par gange om måneden. Hun er er som vand og ild på samme tid; skrøbelig og stærk.

Amadia udviser stort talent inden for blandt andet harpespil og brodering, men hendes store passion er at male; selvom hendes syn til tider er svagt, har det endnu ikke stoppet hende, og hendes billeder bliver der oftest mere udtværede end rene; men man ser alligevel hele indtrykket når hun ført er færdig og sender dem der beskuer det ind i en verden af deres egen fantasi. Hun har ikke nogensinde fået brug for det, men Amadia kan sagtens spille på hendes uskyldighed i en sådan grad at hun næsten charmere sig eller taler uden om for at kunne passere. En blanding af frygt og dybe følelser for Sephyran har afholdt hende fra at forsøge at stikke af. Hun er så let på tå at hun med smidighed kan skjule sig for omverdenen og de ville ikke lægge mærke til hende hvis hun gemte sig bag en stople eller et gardin. Man skulle tro at hendes svagelighed i form at både syn og krop ville forhindre hende i at løse gåder og puslespil, men hun er overraskende god til det, måske særligt fordi hun ser det hele i et helt andet lys og hendes tilgang til det er på et andet plan end hendes medmennesker.

Amadias sind er ikke skrøbeligt, lige som resten af hende til tider er, hvilket ofte for folk til at undervurdere hende. Ingen har kunne knække hendes sind endnu; mest af alt fordi hun har ladet dem tro at hun var præcis sådan som de så hende; svag. Hun er ikke udspekuleret, men tænker snare på sin egen overlevelse og at holde lav profil har eftersigende virket.

Der er de der mener at Amadias mor, Isaris tidligere præstinde for hundrede år siden indgik en aftale med en af Dæmonkongens sønner, der resulterede i et helt særligt barn, med helt særlige evner. Gaven til synet er ikke uvant, men Amadias endte med at tage overhånd, der resulterede i at nogen forsøgte at få fat i dem. De kidnappede hende og spændte hende fast i et forsøg på bedre at kunne skære øjnene ud på hende. De bliver overmandet af hendes skrig der fik deres kroppe til at give efter under dem, og et af deres klinger glider hen til Amadias der tager det op, uden at føle nogen form for smerte. I historien er hun ikke mere end fem år.

Selvom historien ikke er sand, skabte det alligevel frygt, og Amadias mor endte med at måtte give hende op til en rejsende der lovede at få hende ud af Elverly. Han solgte hende i stedet for for en klækkelig sum da han alene på hendes udseende kunne tjene godt. Hun ender i en ganske ung alder i Rubinien og er til en start slavinde for en Hertug der kommer til at prale lidt for meget over både skønhed og evne. Det tiltrække Fyrst Kazimis opmærksomhed, og efter kun et enkelt øjekast indtræffer den kendte besættelse. Han vil dog ikke lade alle andre se de kønne øjne, og fra den første dag hun kommer i hans varetægt, får hun med en maske foran det blå blik.

Det er først da hun er seksten år gammel at hun bliver inviteret til hans seng, og snart efter bliver det næsten hver eneste nat. Altheae lærer hende op, selvom hun er noget bitter på den yngre model, der står i stor kontrast til hendes eget udseende. Hun ved at hun er ved at blive gammel, og det genere hende grænseløst at hendes herre nu igen har udset sig en ny, selvom Amadias udgør en langt større trussel end de andre slavinder.