2015 - et par dage efter angrebet på Dianthos, og den efterfølgende belejring, i udkanten af Smarana.

Med en dæmpet banken på døren signalerede mørkelveren sin ankomst til værelset, og ventede et par sekunder inden at han fik bevæget sig ind. "Ah, godt at se dig. Jeg håber ikke du bekymrede dig for meget.." og han løftede hånden i en lille hilsen, et fornøjet men også ganske oprigtigt glimt af glæde da han mødte de gnistrende øjne fra den anden. "... du har nok allerede hørt hvad der er sket i Dianthos, ikke?" og Zion lukkede døren bagved sig, med en dæmpet klik.  

Belejringen af Dianthos havde været lidt af et spektakel, og angrebet på byen... utrolig heldigt, for Zions daværende situation. Det sad måske stadigvæk en anelse i ham, hvordan at alarmklokkerne pludselig havde hamret luften tyk af farer, som en skinger tromme for Mørkets hær, og deres videre fremdrift. Men det absolutte kaos havde været nok til at en barmhjertig samaritaner (eller bare en der antog han tilhørte Mørket) havde åbnet hans fængselscelle, og ladet ham slippe mere.. væk i mylderet. Held i uheld. Det havde ikke taget forfærdelig mange overvejelser eller tøven for vogteren at søge væk - langt væk fra Dianthos, og gerne så hurtigt som muligt. Forbandet svært, når det vrimlede med soldater alle vegne. 
Han havde... aldrig følt sig så drænet, som efter sin tur ud. Magireserverne var som regel ikke pressede for mørkelveren, men her, med et lille prust, måtte han erkende... at han aldrig havde følt sig så træt, som da han snublede ind på lagerkontoret i udkanten af Smarana, og endelig kunne smide forklædningen af den gamle kurvefletter. 
Nogle til at tilse hans sår, nogle til at genkende de hemmelige koder, og få ham i ly for de skader han havde pådraget sig. Zion sov aldrig ligeså mange timer, som her i går, efter han endelig kollapsede på den tarvelige seng der blev stillet til rådighed. Men han var i live. 

Lidt overvejende lænede Zion sig tilbage i stolen, fingre gnubbede hans solar plexus en smule fraværende. "Det var lige ved at gå galt. De fik sit mit ansigt, men jeg tror ikke de ved, hvorvidt Entos er død, eller bare.. forsvundet" og han lod lidt tænksomt de grå øjne finde Hviskerens blik. "Men jeg antager de regner med det første. De nåede ikke at udspørge mig, men... den skikkelse er ikke brugbar i Dianthos mere" rundede han af, mundvigene lidt undskyldende knebet sammen. De måtte rykke ham, men hvorhen? Tanken om at komme indenfor rækkevidde af Dianthos de næste par år, var lidt... foruroligende, skulle han være ærlig. Og selvom det ikke var mere end nogle timer siden han var kommet i sikkerhed, var han allerede igang med at finde løsningen på det problem han havde fået skabt - det føltes.. presserende, ikke at vide hvad der skulle ske. Men mon ikke Hviskeren og hans... øjnene gled kort over til skikkelsen i baggrunden, førhen det ramte Isen igen. Mon ikke nogle her, vidste mere. 

Det var i sandhed foruroligende hvad der var sket i Dianthos. Isen havde godt nok set det komme, men ikke i den fart at Mørket pludselig havde været på Dianthos. Han havde forsøgt at række ud til de agenter han havde, og få styr på deres tropper. Deres arbejde var vigtigt, men de der ville ud af belejringen skulle de forsøge at få ud, men det var svært.
Det var derfor også med lettelse da beskeden var kommet ind fra Zion, som han kun kort tid forinden havde fundet ud af var blevet fanget. Hele historien ønskede Isen dog fra mørkelveren som han efterhånden havde kendt en jævn del år.

Han havde taget til lagerkontoret i Smarana, da han havde hørt at det var hvor Zion søgte hen, og med ham fik han en anden på slæb. En maskeret dæmon, som oftere og oftere var blevet en permanent del af hans skygge. Hun stod der bare, sagde sjældent noget, men kiggede bare med et tomt blik fra bag masken.
Men hans fokus var også på Zion, som han kom ind, og hans øjne gled over skikkelsen. ”Godt at se dig i live,” lød ordene tilbage, med et lille opmuntrende smil, selvom det hurtigt forsvandt, som Zion satte sig for at forklare.
”Jeg får nogle til at undersøge hvor meget de helt reelt har fundet ud af,” sagde Isen bestemt. ”Jeg kan ikke lide at det er en åben ende, hvor vi ikke ved hvor meget eller lidt folk ved.” Han så trods alt helst at der ingen løse ender var når folk forlod deres plads i samfundet. En ende der var løs kunne lede alt tilbage til dem, og det var det sidste de ønskede.

”Det er heldigt at du er nem at placere et nyt sted,” pointerede Isen med et lille grin. Hviskeren virkede altid let til et smil, selvom han også var ganske seriøs. Og et kort blev også pillet op og lagt på bordet. Det lignede Krystallandet men det var som om at der var nogle ekstra symboler og farver på kortet som gjorde at det så lidt underligt ud. Med de rette øjne kunne man læse det. Noget Hviskeren var den primære til at skulle gøre. Som han strøg kortet ud så de kunne kigge på det, blev to af hans fingre stoppet ved Lazura, og han kiggede op på Zion. ”Men du har måske ikke haft tanker om hvor du ellers kunne tænke dig at bosætte dig?” Det var et åbent spørgsmål, og han var villig til at lytte til Zion, hvis der var nogle ønsker han havde, men Isen havde haft et par gode solide timer til at tænke over hvad de kunne gøre. 

Det var en forunderlig skygge, der havde fundet Hviskeren af Verbatim. Eller også havde han fundet hende - det var ikke til at sige, og for Zion, var det også svært at... se. Han havde skam tænkt over det, da han nu havde set dæmonen oftere end først ventet. Men i sidste ende stolede han på det muntre menneske. Når Hviskeren sagde god for skyggen, blandede Zion sig ikke alt for meget i hvorfor. 
Godt at se dig i live. 

Et taknemmeligt smil krøb over læberne da han også slog fast at de ville få lukket det kapitel mere, og han slap den distræte bevægelse over brystet, tilfreds med at lade Isen tage mere kontrol over situationen. Et lidt mere fornøjet lille 'pff' gled over læberne ved den kække kommentar, "Heldigt for hvem?" og han lænede sig nysgerrigt frem, da et kort blev lagt foran dem. De grå øjne fulgte fingrenes gang over optegnede bække og bjerge, udendom runer han ikke kunne tyde, og overvejende kvikkede de en anelse op da slutdestinationen kom frem. Lazura? Spørgsmålet fik ham til at ryste mildt på hovedet. "Nej, det hele skete så hurtigt. Jeg regnede ikke med at komme derfra i live" havde de fundet ud af at Eton var, så godt som død, ville straffen nok have været anklage for mord. Hvis ikke de havde gravet sig frem til mere dystre detaljer, og forstået essensen af hans formskiftning. Foruden hele race-situationen, og turen igennem Mørkets belejringslejre, åh. Dyster fremtid. Zions blik gled kort op til mennesket, og han smilede lidt mere beroligende, da det trods alt ikke var sket. "Jeg er okay" han havde sovet på det. "Og jeg tror også du har en plan, Isen. Så lad mig endelig høre den" og han studerede landområdet en smule overvejende. Floder? Han havde ikke været omkring vand i evigheder, føltes det som om. 

Det var også lettere. 
Om nogen sigtede han ikke efter at træffe den slags beslutninger, hvis det kunne undgås. Der var alt for mange omstændigheder at tage stilling til, og han var for utålmodig til at tjekke detaljerne i sømmene. Der var andre som gjorde lige dét bedre end ham, så Zion fokuserede gerne på hans egne styrker. 

Heldigt for Isen da, men ligeså meget for Zion og Verbatim. Ikke at Isen ville have smidt Zion af sin position havde han ikke kunne gøre det. Zion var trods alt mere end blot en evne. Og han var oprigtig glad for at vogteren stadig var i live. Det havde været tragisk at miste ham på baggrund af noget så… fjollet.
Smilet spredte sig på ansigtet. ”Hvornår har jeg ikke en plan,” sagde han med kækt smil, hvilket også fik den maskerede skikkelse til at træde tættere på, for også at kigge på hvad der skete på kortet. Kort kiggede Isen i retningen af hende, inden han vendte alt sin fokus mod Zion endnu engang. ”Jeg føler du var for udsat i byvagten,” indrømmede han. ”Du var svær at komme i kontakt med når vi skulle bruge dig, fordi du skulle opfylde den funktion, som var meget omskiftelig.” Det havde været en god position for Zion, men Isen havde behov for at trække tropperne eller i hvert fald lederne tættere på sig. ”At placere dig i Lazura vil have nogle fordele.” han bankede lidt mod byen på kortet. ”Du er tæt på hovedkvarteret, så hvis vi skal bruge dig, så er du aldrig alt for langt væk.” Det var trods alt vigtigt at huske på at Zion var en vogter og ikke blot en agent. Han havde ting han skulle leve op til. ”Desuden har vores tidligere agent der var en del af de handlende trukket sig tilbage, men… jeg tænker det ville være en skam at sætte sig i samme position. Sååå…” der var et glimt i øjet. ”Hvad siger du til at blive politiker?” Det ville være en skam ikke at placere Zion i midten af det hele, når nu han havde evnen.

Selvfølgelig gled Zions blik en anelse op, da dæmonen pludselig også nærmede sig det bord der egentlig var hemmelighedernes keddel, men igen - han kommenterede ikke på det. Isen accepterede det, ingen indvendinger at spore i hverken kropssprog eller toneleje, da det med en realistisk gåpåmod udpenslede landskabet foran dem. 

Ah, udsat. Zions læber gled en anelse op ved ordene, enige vel og mærke, det havde været sværere end først antaget at bibeholde begge job, mest fordi han ikke... planlagde sit eget program. Skulle de infiltrere byvagten igen, måtte det komme fra de højere vagtselskaber. Ikke som en menig. 
Han ville dog savne byvagten. Zions blik gled over Isen imens han forklarede videre, små nik på vejen som han talte. Lazura gav god mening, det var en by af relativ størrelse, men rent placeringsmæssig ganske ideal. Måske de kunne... 
Og det mørke hoved røg i et lillee ryk op, da Isen næsten drillende fik præsenteret sit forslag. Politiker? 
Et hørligt, udmattet suk gled over mørkelverens læber, og han himlede med øjnene. "I Lazura? Mig?" og han lænede sig lidt tilbage i ordene. Men på trods af modviljen, sank ordene dog ind - han vendte det, og kunne joh... egentlig godt se logikken. Det gjorde ham ikke enig! 
Men. 
Zion kneb øjnene lidt 'mistroisk sammen', et prust til følge. "Selvfølgelig har vi manglet en politiker" smilede han, og løftede det ene af de lysere øjenbryn lidt skeptisk. "Men Lazura, det potentielle forbindelser til både Fristavn, til Diamantbugten, til Dianthos og de floder der strækker sig igennem. Hvilken slags politiker?" og han - omend han fremstod lidt stædig - virkede både lyttende og forstående. Åh, han håbede det var en stedkendt fra Lazura. Ellers skulle han også finde en lokal at.. optage, for at det kunne give mening. 
Lad det være en uden det alt for store ægteskab, var egentlig hvad han krydsede fingre om bagved det hele. Det manglede han ikke lige nu. 

Politikere var nogle af de bedste positioner. De vidste skræmmende meget, men det var også normalvis en lidt udsat position, men Lazura? Lazura var ganske fredelig, næsten overraskende. Det sidste store der var sket var at de havde smidt Kiles Orden på porten, hvilket kun havde genfundet Isen’s interesse i hans fødeegn. De var et sejlivet folk, og at få foden rigtig indenfor, ville gøre det nemmere. Desuden som Zion sagde, forbindelserne var ufattelig gode, og det hjalp at holde øje med om der var noget der foregik mellem Dianthos og Fristavn, og næsten hele vejen ud til Smaragdøen.

”Vi skal selvfølgelig være realistiske,” sagde Isen, men hans øjne sang om noget andet, noget mere ambitiøst. Som havde han vendt og drejet idéen i hans hoved i månedsvis, selvom han kun kunne have vidst i få timer hvor tingene med Zion bar hen ad. ”Men jeg havde kastet mit blik på borgmestertitlen.” Han kiggede lidt ingående på Zion, for at regne hans reaktion ud, inden at han forsatte. ”Det kommer selvfølgelig også an på hvem vi kan få fat i som… din næste person, og hvis du ikke kan få borgmesteren, så kan vi arbejde på at du får titlen.” Isen havde intet problem i at anvende ressoucer de havde for at sætte Zion på en bedre position. ”Men med den titel så ved du det hele, og siden Lazura er… relativt fredeligt, så bør du ikke blive udsat for noget af at være der. Desuden, du har jo charmen til at smigre dig ind på en hel by ikke.” Den drillende tone var kommet tilbage mod slutningen af sætningen, selvom alvoren stadig var tydelig i hans øjne.

Realisme, pessimisme og optimisme var til tider tre sider af den samme, underlige mønt.. og det føltes ofte, som om at isen formåede at bygge bro over midten. Selvfølgelig skulle de være realistiske, og det var ikke alle sjæle der arbejdede godt nok sammen med ham (eller rettere, de modarbejdede ham for voldsomt) til at han kunne tage dem ind. For ikke at tale om tilgængelighed. Men den detalje virkede (for mennesket) lidt mere lassie faire. Eller, i hvert fald ikke som et problem, de ikke kunne komme udenom.
Zion følte smilebåndet trække sig en anelse længere op ved den plan han nu skitserede op foran dem alle... kort betragtede han dæmonen, inden at han vendte opmærksomheden tilbage til kortet. Alle tre, tydeligvis. 

Borgmestertitlen. Hmm... han havde spillet hvad der mindede om politikere før, selvom den rolle (som regel) ikke holdt alt for længe i yderbyerne som Tusmørkely - politikere havde oftest en mere blakket fortid end man nødvendigvis brød sig om. De havde det med at lave aftaler både til højre og venstre, men dét gav dem selvfølgelig også alle de helt gode forbindelser. De lunende hemmeligheder. Noget der nok glimtede tillokkende for den ambitiøse Isen, som var det skjulte skatte under træernes dybe rødder. Og selvom hans umiddelbare reaktion var en kende udramatisk - Zion afvejede de muligheder han så foran sig, jah reagerede ikke før han kunne forestille sig det - endte han med at nikke lidt til sidst i ordene. Relativt fredeligt sagde han... 
Desuden, du har joh charmen til... og Zions blik blev i et ryk nærværende, en mild latter boblende på tungen over den fine kompliment, og et ryst på hovedet. "De kommer til at elske at hade mig.. og hade hvordan de alligevel elsker mig" - præcis som det burde være, med den slags mennesker der forhandlede sig frem til deres magt. . "Så, Lazuras borgmester... hvem er det, i de her år?" og næsten lidt forventningsfuldt, rakte han hånden frem for at få hvad end seddel Isen havde fået skriblet sammen, med de informationer der var til rådighed lige nu. Så kunne han holde det lidt mere overfladisk. Skulle det lykkedes, skulle Zion nok samle op på de informationshuller, der eventuelt måtte være. 

Og han lod kort, et lidt mere fornøjet blik glide over den (for ham) meget unge mand. Det var ikke til at forstå (for Zion i hvert fald), hvordan at han kun havde været i gang i timer, op til her. Og hvor det hele kom fra. Menneskers fart og kreativitet var foruroligende, men inspirerende. 

Isen vidste at det blot var et spørgsmål om tid før at Zion ville varme op til idéen. Han kunne se logikken i de fleste valg, og Isen tog trods alt de store overordnede træk med logik i mente. Folk skulle kunne følge idéen bag dem, ellers var de tabt, og det var måske også af denne grund at han havde arbejdet sig så hurtigt op igennem Verbatims rang. Det var måske ikke uhørt et menneske kunne komme op hvor han var, men han var trods alt stadig ganske vellidt, selv af de længere levende racer.

Han trak på smilebåndet. "Hans navn er Emerson. Han har ikke siddet på positionen i lige under to årtier, så der er alligevel en vis mængde år på ham," indrømmede Isen, og trak papiret op til at overlevere til hans vogter, så Zion havde mulighederne for også at have informationerne. "Han har gjort sine handler på sidelinjen, men er generelt ganske vellidt af folk fordi han ikke... har gjort sig voldsomt upopulær med nogen... endnu." Et lidt strengere blik på Zion, selvom Isen stolede på Zion kunne holde positionen i en del år mere. Han var god, effektiv og dygtig, men nogle gange kunne folk også blive arrogante. "Jeg tænker du finder ud af mere om ham om kort tid, end jeg nogensinde ville kunne i denne livsstid." Han forventede da også at Zion ville være dygtig til at dele de informationer der ville være gode for dem at have. Hvis han ville holde visse ting lidt mere hemmelige, så var det hvad Isen tog med i positionen om at håndtere informationssælgere. 

Den mørke hånd foldede med hurtige bevægelser papiret ud, og slap først opmærksomheden på de skrevne ord ved det understregede endnu. Grå øjne gled i et ryk op, den ene mundvig gled lidt leende med, og han trak en anelse på skuldrene. Det var ikke altid let bare at holde øje, og nogle gange blev han måske en anelse for grebet af den rolle han påtog sig. Egentlig det liv han levede igennem, og følelser havde det med at bløde ud i rationalitet. 
Men det plejede at være til at ordne; Zion lænede sig lidt tilbage i sin stol igen, og skimmede de sidste ord han ikke lige havde fået med. Ung - det var en ung elver, og brynene gled lidt imod hinanden i sine tanker. "Jeg skal nok fylde hullerne ud, når han er 'sikret" der var sikkert nok at tage fat på, foruden at de skulle skaffe ham først. Men satte Isen pilens retning, var Zion foruroligende effektiv, og bankede lidt papiret imod bordkanten. "Er der andre agenter udstationeret i Lazura? Du har vidst familie der, var det ikke sådan?" og han smilede lidt spørgende. Potentialet i den faste base, var tiltalende. 
Især hvis han kunne få gode folk omkring sig, for at være de steder han ikke selv kunne nå.
Så. Hvad forventede de af mulighederne? 

Nok var mørkelveren lidt af en rastløs sjæl, men sporet ind på noget håndgribeligt, var han allerede igang med at overveje hvad det kunne bringe med sig, og hvor det ville være godt for ham at starte, skulle det lykkes dem at lave 'udskiftningen'. "Jeg vil se om han har en fod indenfor den ulovlige handel, der foregår langs Lapiskysten. Ellers er bjergelverne også af interesse.." og han studerede Isen imens han talte. Var der noget han foretrak at de startede med først, eller regnede han med at det åbnede mere op, så snart Zion - Emerson, rettede han sig selv mentalt - var indsat?

"Vi har ikke forfærdelig mange," indrømmede Isen med en lille bekymret mine, hvilket også var derfor at Isen så gerne ville have at de fik sat sig ordentlig på den position. Det var de færreste stationære agenter der ønskede at blive i Lazura trods alt. Der skete ikke så meget, og når de fleste var bønder, var det ikke nemt bare at finde nogle af dem der boede der. Guderne måtte vide at Isen ikke havde haft nogen intentioner om at inddrage den familie han stadig havde tilbage, selvom de kunne hjælpe lidt, hvis det var. De talte til tider over sig trods alt. "Men jeg ser på hvad vi kan gøre for at sørge for at du har opbakningen det tager for at få dig godt på plads." Det var trods alt den første tid der ofte var den mest risikable. "Jeg sætter dig i kontakt med individer der kan hjælpe, og så tager vi det et skridt af gangen. Først og fremmest skal vi vide om du kan overtage Emerson plads, eller om vi skal finde ud af noget andet." Det var faktisk den vigtigste del af planen.

"Bjergelverne har vi ikke meget på, så hvis du kan få stablet noget op der..." Isen smilede lidt. Forbandede elvere der ikke engang var samlet nok til at man bare kunne få indsat en person og bare vide det meste. Nej, der måtte Isen være tålmodig, men denne her position kunne indbringe mere end de fleste andre nok ville forvente. Hvad havde Verbatim også af interesse i en sølle by i flodlandet. Der skete jo trods alt aldrig noget, men der havde Isen andre tanker. Desuden var ingen information for lille eller ugyldig i hans hoved. "Vi er heller ikke længere væk, end at jeg tænker jeg kommer forbi når du lige er faldet til plads, så kan jeg give dig en mere udførlig plan." Det var trods alt ikke mærkeligt at Isen kom forbi flodbyen, selvom han forsøgte generelt at gøre det så ubemærket han kunne være. 

En fredelig bydel ville ikke gøre ham noget, efter det seneste stykke tid med Dianthos. Han havde ellers troet han havde oplevet pressede situationer før, men et par år med... ro og risbønder, fremfor hverdagskriminelle, vagtskemaer og uniformer? Han ville nok savne lidt af dramaet, men det skulle han nok komme sig over.

Lyttende nikkede Zion - jah, erhvervning af sjælen var første prioritet, og han trak lidt på smilebåndet. "Jeg tager til Lazura så, forklædt som Deva" menneskeskikkelsen var alligevel nem at bruge som dække, når han følte territoriet an. Kunne han få lagt en hånd på Emersons skikkelse, når først han kom til byen, ville han kunne 'smage' sjælen an - det plejede at være ret tydeligt, når sjælene frastødte ham. 
Hvis ikke han virkede, måtte de tjekke op omkring hans nærmeste. Eller hans konkurrenter.
De grå øjne lyste derpå en anelse mere op ved tanken, og han forberedte sig mentalt på rejsen, ikke videre... irriteret over at det allerede var på tale at komme videre, selvom han knap nok var landet. Han kunne ikke lade være, det var et godt mål, og det gav ham noget at lave. 

Tap, tap, tap. Zions papir bankede i nogle få sekunders stilhed imod hans lår. "Ah, politiker simpelthen.." og han grinte lidt lavmælt, fokusset tilbage på Isen. "Jeg ser frem til dit besøg, skulle det her lykkes. Skal jeg tage mig af... detaljerne?" og mørkelveren betragtede Hviskeren - han kunne nok godt få Emerson lagt ned, det plejede ikke at kræve alt for meget energi når han var så udhvilet som han var nu. 
Og overvejende lydløs i sin effektivitet - hvis Isen gav ham et sted at udføre ritualet, og enkelte til at sikrer sig ingen kom ind, kunne han nok godt få det gjort uden alt for meget assistance.
Foretrak næsten at gøre det uden alt for meget assistance, da selve processen var... 
jah, ikke ligefrem en fælleskabs-orinteret aktivitet. 

Isen nikkede og var glad for hvor hurtig beslutningen var taget. Det var den gode ting med Zion. Der var aldrig særlig meget argumentation om hvordan tingene skulle forløbe. Hvis der var problemer, skulle de nok siges, men generelt havde Zion et godt hoved på sin skuldre og forstod hvordan tingene skulle forløbe, selv med de mindre gode ting ved det hele. Så som at overtage borgmesteren. Stakkels mand, men på det punkt havde Isen ikke mange kvaler.

"Jeg tænker du bedst ved hvad du har behov for," sagde Isen med et nik. "Men jeg kan sørge for at du har et par agenter om ikke andet, til at hjælpe hvis der er noget." Når han vidste hvilken form Zion ville tage indtil da, så var det nemt at få dem til at opsøge ham trods alt, og der var visse folk han havde på hånden. Og til trods for at hans blik ikke gled fra Zion, så gjorde hans tanker, til dæmonen der ikke havde sagt et eneste ord i det. Hun ville trods alt nok godt kunne hjælpe dem på vej, og hun var ofte villig med den rigtige motivation. Og Isen vidste hvordan hun fungerede, vidste hvordan hun tænkte, og kunne præge hende overraskende nemt. 

Det var en hvis form for kølighed omkring hele det her emne, som Zion altid havde fundet ganske... fascinerende omkring den anden. Hele emnet, hvad der blev nødvendigt at gøre, og hvordan det skulle gøres, virkede ikke til at... røre Isen, synderligt. 
Han gjorde det velsagtens for Verbatim, men for Zions sted at stå? Han mødte sjældent væsner, der så koldt afviste sjælens vægt. Tværtimod, så plejede en form for fortrydelse altid at indhente dem i løbet af årene, når det gik mere og mere op for dem hvordan sjælene blev brugt. 

Næring, foder. Ikke meget andet end energi, og alligevel så vægtedes de højt nok til at man ville bevare dem, i langt de flestes optik. Stakkels mand, den kære Emerson. Zions læber dog op, i sin tanke. Det var dog bare ét liv, ud af så vandvittigt mange andre. En skakbrik, for det større billede. 
Og med en plan for hvad der skulle ske nu, følte Zion sig også en del mere... rodfast, igen. "Et par agenter er fint" og han lagde en finger fra Smarana, og fulgte linjen imod Lazura. Et par agenter til at sikrer området før han kom, var egentlig alt han havde brug for. Så kunne han fokusere på at få borgmesteren på tomandshånd. "Omkring 2 uger, herfra... vil du give beskeden videre, at jeg skal bruge et rum med skodder for vinduerne - lys skal ikke kunne komme ind" og han fugtede læberne. Næsten lidt forventningsfuldt om det potentielle gilde. "Fra når jeg starter, går der op til tolv timer.." Zion rejste sig langsomt op fra stolen, et friskt smil kastet imod Isen. Det her... skulle nok blive spændende. 

Isen havde lagt den følelse på hylden for mange år siden efterhånden. Det nyttede ikke noget at dvæle ved det, og han kunne ikke styre dem i den rigtige vej, hvis han fik kvaler og et par liv. Et menneske havde trods alt kun en kort periode at få sat sig præg, og han havde meget der skulle nås inden hans dage var ovre. Det var noget de langt levede racer ikke kunne forstå. Man kunne bare se på sådan en som Rakshasa, som ellers havde mistet livsgnisten, selvom han vidste der var mere bag de øjne.

Isen nikkede ved de instrukser. "Jeg sørger for at det er som du har behov for når du kommer," sagde Isen, måske endda også at sørge for at det var lidt nemmere at få borgmesteren på tomandshånd. Men det var ikke ligeså essentielt. Han måtte lige se hvem han havde af de mere mobile agenter han kunne rykke ind. Heldigvis var turen kort fra Smaragdøen, og der var visse af Arkivarerne der var til at sende ud i marken hvis det endelig var.
"Giv lyd fra dig hvis planerne ændrer sig," sagde Isen, og begyndte så at rulle kortet sammen igen for at lægge det væk, nu når de havde talt om det. Ikke at han havde forventet at der ville opstå nogle problemer på vejen, men hvis der var ændringer, så måtte Isen trods alt vide det med det samme. 

Det var ikke et langt møde, men de behøvede heller ikke mere, dem hver især. Selvom det var fristende at blive og snakke, lige finde ud af hvordan landet lå i Verbatim, og hvad der var sket imens han havde været indsat i byvagten... så vidste han også at det her, ikke var tidspunktet. Mørket, Dianthos, belejringen... der var nok tusinde andre ting der de kommende par uger ville trække i Isens opmærksomhed - Zion behøvede ikke at være nummer ettusinde og én. 

Med et lille 'okay' fnys fik han rejst sig fra sin stol, og vendte et blik imod de to skikkelser i rummet. "Jeg ser frem til at genmødes i... Lazura så" og han lod en enkelt hånd glide igennem de hvide hårtotter, og rystede det en anelse. Næsten som aktiverede det hans magi, bølgede en mere grålig farve henover hans sølvhvide lokker, bleg, menneskelig, hud kravlede ind over hans midnatsblå skind, og alderdomsrynker dansede henover det ellers tidsløse, elviske ansigt. 
Mennesket - Deva - overtog hans krop, og med en lysere, lidt mere raspende stemme strakte han den gamle ryg, så ledende næsten knirkede. "Jeg giver lyd" tilføjede han, og vendte med en enkelt hånd løftet over skulderen, omkring for at begive sig ud på landevejen igen. Lazura.. 
Og så senere, borgmesteren. 

Isen rejste sig op i en lille hilste, for at takke af for idag. Der var andre møder han skulle videre til. Andre planer der skulle lægges, men det havde været vigtig lige at snakke med Zion. "I lige måde," lød ordene og et smil spredte sig på hans ansigt. Han var oprigtig glad for at Zion var kommet helskindet ud af det. "God rejselyst." Det ville være en lang tur og forhåbentlig kunne han tage en stor bue udenom Dianthos, selvom to uger ville det nok stadig tage når man så på det store hele.

Og da Zion endelig forlod det smalle kontor vendte Isen sig endelig mod Rakshasa. "Du kan godt huske ham, kan du ikke?" spurgte Isen, og dæmonen gav et nik. "Jeg tænker at du måske kan tage til Lazura efter vores næste lille ting, og sørge for at hjælpe ham på plads."
Man kunne næsten mærke det lidt kolde blik Rakshasa sendte fra bag masken "Virkelig?"
"Aaaahhh kom nuuuu," Isen hoppede næsten over til hende, for at tage hendes hænder i sine. "Det er bare en lille tur, og det kan jo være at du alligevel finder noget interessant deromkring. For min skyld?" Han kiggede ind i hendes øjne med et skævt smil på hans læber og optimistiske øjne. Et blik der alligevel fik Rakshasas kølighed til at smelte.
"Hvis du siger det," lød stemmen endelig, næsten så man kunne høre et smil, hvilket var mere end nok for Isen.
"Lad os tage afsted så!" For de havde lige en tur mere inden turen gik tilbage til Smaragdøen for Isen og Lazura for Rakshasa.