Hvad gør man med frihed, når den ligger i ens hænder, og man ikke kan genkende den? Hvordan værdsætter man den? Hver gang den før havde vist sit ansigt i Amazonitskovene, var den for Minali altid blot en ny maske, der lovede guld og grønne skove under et nyt flag. Nu lå den der. Nøgen og uformelig, og hun vidste ikke helt hvordan hun skulle forholde sig til den.

Minali havde vandret i Zylaars skygge i lidt over 1 år nu. Hun prøvede aktivt at give ham det liv, hun syntes han havde fortjent, men det efterlod også et hul af noget utilfredsstillet. En tørst, der var blevet ignoreret længe. Et frø af nysgerrighed, var plantet iblandt smertens muld, da hun for første gang slog fingrene i Majorens skriftruller og bøger. En verden havde åbnet sig, der var så meget større end Amazonitskovens huler. Og med ét havde alle hendes problemer ikke syntes så store.

Emnerne skriftrullerne gennemgik var brede. Naturen. Fysiologi. Illustrationer fra Zafirien, der viste Majorens meget specifikke forkærlighed for eksotiske kvinder. Men også magi. Noget basalt. Noget kompliceret teori. Det var i en inderlig fordybelse, at Minali havde fundet frem til den viden om chakra hun bar i dag. Meget af det hun havde læst, havde mørkelverkvinden fortrængt, fordi det ganske enkelt var for farligt, hvis det blev opdaget at hun besad den viden. En kvinde måtte for Majoren ikke læse. Ikke hvis man var en af -hans- kvinder. For i viden, lå magt og lysten til at skabe. Begge emner, der kunne bruges rebelsk imod ham. Ved at holde Minali i uvidenhed, kunne han blive ved med at bevare kontrollen og fremstå stærk, mens hun blev fastholdt i en relation af afhængighed.

Men et navn havde sat sig fast. Veszatar. Denne person havde lydt utroligt indsigtsfuld og kløgtig. Efter at have læst hans teorier op til flere gange og kunne dem udenad, besluttede Minali sig for at række ud over bogens grænser. Når nu der ikke længere var konsekvenser ved at indsamle viden, hvorfor så ikke prøve på at finde kilden til magien selv?

Som Minali gik op ad bakken var det med en blanding af varme sommerfugle i maven og nervøsitet. Hun begyndte at gnave sig i knoerne. Hvad skulle man sige? Der var så mange ord, og alle ville de frem på en gang. Som resultat var det som om intet konkret kom til overfladen. Mest af alt, mærkede hun en form for lykke, en dyb taknemmelighed. At et fremmed væsen, der end ikke kendte til hendes eksistens kunne have været et fyrtårns lys i mørket, det var måske sært. Men det gjorde det ikke just mindre sandt. Solens sidste stråler dansede over himlen, og kastede guld reflekser i hendes ellers mørke hår. I hendes messenger bag, var der en rund bule, der af og til skrabede rundt og bevægede sig.

Da hun kun var få meter fra døren, lagde hun armene om sig selv i et mindre kram, for at tage mod til sig. De fyldige læber bredte sig i et forsigtigt smil. Huset og skoven så på en gang øde ud. Og på en eller anden måde fredfyldt og hyggeligt. Med en dyb indånding rømmede hun sig og bankede på den store dør.

”Undskyld mig? Hr. Natskygge?” lød det med en ret kraftig elvisk accent.

Da der ingen svarede, prøvede Minali igen og slog over i mørkelvisk. Det lød trods alt noget mere gennemtrængende og dominerende.
[”Jeg ønsker at snakke med en Veszatar Natskygge. Jeg er rejst meget langt og er blevet henvist til dette sted, åben venligst”].

Der var stadig intet svar. 15 minutter gik sin vej, og snart var der helt mørkt. Mørket var Minali ikke ukomfortabel med. Men uden solen, var kulden gennemtrængende, selv med den sorte læderjakke, hun trak tættere sammen over den hvide bomuldsskjorte.

Hun kunne se sin ånde i aftenluften, og tågens slør bredte sig iblandt træerne.
Der kunne hun i hvert fald ikke blive. Men Minali var også blot for stædig til at tage af sted igen. Efter at have vandret lidt frem og tilbage om huset, så hun et åbent vindue. Hvis hun kravlede op i træet ved siden af, så kunne hun med lethed svinge sig ind ad det. Så det gjorde hun.

Der så ikke ud til at være nogen, konkluderede hun. Men ved det næste skridt, gned noget blødt og småt sig op af hendes ben. ”AAH!”
Det uventede chok fik hende til at miste balancen, og med et væltede hun over bøger og noget der lød metallisk.

Mundvigene på Minali trak sig op i et lille grin, og hun skubbede en del ting på bordet til side, uden at undersøge yderligere hvad det kunne være af vigtige, eller uvigtige sager. De var ikke vigtigere, end at Minali kunne rykke systematikken, for at sætte sig op på det. For hun var vigtigst.
[”Men der står heller ikke at du ikke gør. Og som følge af gammel skik tilbyder man beskyttelse og husly til trængende, for at lægge jorde til skabelse af ny viden og opblomstring af gensidig nyttesudveksling... Det regner. Så jeg føler mig meget trængende OG-”

Med en hævet finger stak Minali hånden ned i sin messengerbag, der bevægede sig. Igen.
[”Jeg har taget en gave med til dig!”]
Om det var mørkelverskik vidste hun ikke. Det var endnu en viden hun havde tilskaffet sig fra gamle skrifter. Måske var skikken endnu ældre end mørkelverne? Men det var da elviske skrifttegn som det stod med. Delen med beskyttelse klang ikke så meget som hendes egen klan, men fra en synsvinkel af udnyttelse gav det mening. Så uanset hvad, ville det vel være en nyttesudveksling, når nu hun havde medbragt mørkelverhannen en offergave? -Eller en velfungerende belejlig undskyldning og en stædighed som et æsel. Alle kneb gjaldt vel i krig og kærlighed.

Op af messenger bag’en fiskede hun – en meget vred vaskebjørn, der havde fået bundet bag- og forpoter sammen, som en gris, der skulle hænges over et bål. Den hvæste og vrælede, men det påvirkede ikke Minali, der klappede den på hovedet og holdt den frem for sig, som Veszatar havde holdt stenen.
[”Jeg har fundet den her kat. Jeg har ladet mig fortælle at du kan lide dem meget. Og den her er særligt pæn. Prøv at se de markeringer den har i ansigtet!”].

Vaskebjørnen erklærede med en rabiat rallen at den ikke var enig. Men hvad end den signalerede, så stoppede Minali det ved at lukke dens mule med to fingre. [”Ssssh… Såså. Ikke mere leg nu”].

Hun så forvirret op fra vaskebjørnen, mens hun gav sig til at ned-puffe dens stressede hale ved at stryge fingrene ned af den. Hvilke rygter det så end var troldkarlen mente, så var det intet hun kendte til.
[”Rygter, Hr. Måneskygge? Hvad mener du? Sagen er den at du engang har skrevet en skrift, kaldt ”Viden om det esoteriske kredsløbs forbindelser” - Eller dit navn var i hvert fald i den, Hr. Måneskygge. Jeg har læst den minimum 235 gange. Det har fascineret mig utroligt meget og var opstarten på nogle af mine egne studier. Jeg er mægtigt interesseret i at høre mere af dine betragtninger!”]

Hendes mørke dådyrøjne søgte Veszatars blik tiggende, mens hun viftede de lange øjenvipper efter ham, og hun lagde sit hoved let på sned.

[”Vaskebjørn?”] gentog Minali forbavset og vendte det vrede dyr mod sig, der i modsætning til Veszatar, havde en mere direkte måde at vise sin utilfredshed på. Med en lidt paf og mistroisk mine så hun fra troldkarlen og tilbage til den buttede pelskugle. Det var tydeligt at hun faktisk mente at det dyr ikke var anderledes end de katte, der var at finde iblandt de mange ting i rummet.

[”Det er en kat. Det er en syg, syg kat, og den har brug for hjælp. Noget omsorg og en blød børste til dens hår. Så skal den nok blive normal igen. Og jeg -”]

Hun så fra vaskebjørnen og hen til Veszatar noget analyserende.
[”-Tror- at den slags er noget du indeholder”] forsøgte Minali med et sødt smil. Ikke noget, der hverken blev afspejlet af manden foran hende, eller som han indtil videre havde udvist at bære i en eneste muskelfiber i kroppen. Men vrede og knotne mænd var ikke noget som Minali ikke havde arbejdet med før. Det hørte trods alt lidt til mørkelvere at have temperament.

Smilet udviklede sig til en himmelfalden måben, da hendes forestilling viste sig langt fra at ligne virkeligheden og nu langsomt begyndte at krakelere og falde fra hinanden foran hende.

[”V-v-vent! Hvad mener du? Nej, du kan ikke bare stoppe på den måde! Det virkede som om det ikke var færdigt. Der er så mange ting man kan gøre med det! Du om nogen burde da vide hvor fantastisk det er. Hvor stort det er!”]
I et hop skubbede Minali sig ned fra bordet og lagde vaskebjørnen fra sig, som om den var en kop. Den afstand, der før forekom med tanke på hvad han kunne finde på forsvandt. Hun så frem for sig og begyndte at gøre fagter med hænderne, imens hun begyndte at spadsere i cirkler på gulvet. Næsten manisk opremsede hun alle sine tanker, der var en blanding af ting hun havde studeret fra flere forskellige skrifter, samt hendes egen praksis. Halvt så hun ud til at være til stede, halvt i en hel anden tid.

[”Forbindelsen mellem sindet, kroppens funktionalitet og magis udsving. Det blotte faktum at den ikke blot lader sig begrænse til de enkelte individer, men flyder som næsten usynlige ringe i vandet mellem alt levende, og kan påvirkes, skubbes eller forbindes imellem hverandre. Jeg kan ikke tro at det bare slutter! Jeg er IKKE kommet hele vejen her hen, bare for at det skal slutte!”]

De sorte øjne så fra hendes hænder og op på ham. Hun lagde ikke selv mærke til det, men som hun holdt sine åbne næver op foran sig, rystede de. Hun trak vejret lidt hurtigt. Semi gispende. Et øjeblik var dådyrøjnene bedende. Men en tanke strøg igennem Minali, og den underlegenhed blev kort skubbet til side igen. Så marcherede hun frygtløst hen foran Veszatar, med armene spændt lige ned langs siderne og hænderne knyttede.

[”Jeg agter ikke at forlade dette sted, før du hjælper mig!”]

Hun tog en dyb indånding. Hænderne gik fra at være knyttede, til at folde sig sammen foran hendes liv.
[”Jeg mener… Jeg ville være beæret, hvis du vil fortælle mig mere. Jeg har brug for det mere nu, end jeg nogensinde har haft”].

[”Hvad er der sket med dig?... Den mand der havde fremmalet det så yndefuldt havde ingen problemer med at dele sin viden, som en sprudlende fontæne, der aldrig endte. Og nu…”]

Minali så sig over skulderen og kastede nu for første gang et tættere blik på det hus hun havde tiltvunget sig indgangen til. Der var mange ting, der virkede til at være brugbare. Unikke. Men de lå hulter til bulter. Tydeligvis i en form for systematik, men der var så mange at det smukke og individuelle ved hver genstand mistede sin ret. Iblandt de mange ting var der katte, højt som lavt. På gulvet. Nogle havde taget plads højest oppe, tilsyneladende så de kunne holde overblik i noget der i Minalis øjne så ud til at bære så mange meninger. Så meget potentiale. Men som måske var gået tabt og druknet. Som genstandenes ejermand, der stod som en stålfast klippe foran hende.

[”Har han spærret sig fuldstændig inde, fanget af sin egen vilje. Begravet levende, fanget af sit eget net. Hvad er pointen med viden, hvis man holder den for sig selv og aldrig bruger den?”]

Tålmodigheden var på kraftig prøve og krævede endnu en dyb ånding, så frustrationen ikke fik hende til at gøre noget utilsigtet. Aggression så ikke ud til at rykke klippen. En intelligent mand krævede vel en intelligent tilgang. Og respekt.
[”Hør… En ordentlig præsentation er måske på plads. Mit navn er Zylaar G’tehrifee. Du kalder dine skrifter en teori, men for mig har det været utroligt brugbart. Uden dem ville jeg ikke have opdaget mine egne evner. Jeg ville end ikke have haft tanke på at undersøge dem den gang… Du har ret i at teorier mangler tilgange i praksis. Men praksis alene kræver erfaring. Afprøvninger og noteringer af fejl. Det tager tid. Og jeg frygter at tid desværre ikke længere er på min side”].

[”Jeg-jeg”]. Minali bed sig hårdt i underlæben.
[”Jeg bankede altså på… Jeg søgte blot beskyttelse mod mørket og regnen”] forsøgte hun undskyldende, nu med en lidt mere bly og lav stemme.

De sorte øjne fulgte Veszatars hen på vaskebjørnen. Jo, den så måske lidt sær ud, den der kat. Der måske kunne være en vaskebjørn. Men den havde jo ikke ødelagt noget.
[”Jeg troede det ville gøre dig glad, at jeg tog en gave med. Den lignede noget der kunne være et muligt projekt, og de sagde i byen at du holder af dyr… Jeg kan fjerne ham, hvis den generer?”]

Minali gik roligt hen, ganske upåvirket af at vaskebjørnen blottede sine tænder og proppede den tilbage i sin messenger bag, hvor den rullede rundt og forsøgte at komme fri, men der fra ignorerede hun den og gik hen foran mørkelvermanden igen.

[”Hr. Måneskygge, det var ikke meningen at fornærme dig. Jeg har ikke ønsket at forvolde dig ufærd”].
Med hænderne foldet ned i skødet bukkede hun dybt og så ned. Der fra var det kun Veszatars sko, der var synlige. Og hun rettede sig ikke op igen. Hendes stemme blev rystende lavere og lavere for hver sætning.

[”Det er med min dybeste beklagelse. Du må have mig undskyldt. Jeg har ikke andre steder at gå hen. Hvis de fanger mig, frygter jeg aat…”]

Hun tog et dybt åndedrag, og der fra blev hun stille. Fra at stå foroverbøjet sænkede hun sig ned og knælede foran Veszatar. Hænderne faldt mod gulvet, og ansigtet skjult den samme vej. Hvis hendes ord ingen effekt havde, hvad pointe var der i at blive ved med at forsøge sig med dem? Det føltes håbløst. Hvis ikke engang fyrtårnet ville lytte, hvordan kunne hun forvente at andre ville? Hendes vejrtrækning blev hurtigere. Skuldrene begyndte at spjætte i små ryk.

Da Vezsatars stemme brød stilheden, satte Minali sig langsomt op på knæ og gnubbede hænderne mod sit ansigt. Den sneblege, fine hud var blevet rødmosset omkring hendes kinder, og spidserne af de fine ører var ligeledes rødmet til af anstrengelsen. Øjnene var blevet en anelse blanke. Efter et par snøft, formåede hun at samle sig nok til igen at tale.

[”Jeg har brug for alt du kan give mig. Alt du kan lære mig. Min teknik er… Mangelbar. Jeg er glimrende til at holde folk i skak. At drive fjender bagud. At afskrække. Men det jeg kan er bare ikke nok. Ikke stærkt nok. Når jeg bliver for presset, bliver det svært for mig at vedligeholde mit fokus. Mit angreb bliver svagere. Jeg kan ikke holde det oppe særligt længe af gangen. Jeg er en bruger der påvirker og skærmer, nærmere end reelt at benytte en form for offensiv. Jeg kan stoppe andres evner midlertidigt. Nullificere dem ved at opsætte en blokade i de centrale chakrakredsløb i kroppen”].

Illustrativt løftede Minali sin hånd op og holdt fingrene frem for sig, i en kloform. Langsomt begyndte der at komme små blå gnister, der dansede frem og tilbage imellem hendes fingre. De tiltog og krøb som et nærmest bevidst væsen op af hendes arm, og gnisterne knitrede og hvæste. Luften omkring hendes hånd begyndte at bølge af varme, som en hed dag om sommeren.

[”Jeg påfører dem et stykke af mig selv. Af min egen chakra. Det har den effekt. Og jeg kan også påføre den til våben. Hidtil har jeg benyttet mig af kastenåle, til at penetrere kroppens punkter… Enkelte gange har jeg brugt den på nærkampsvåben. Piske. Hellebarder. Alene kan jeg ikke gøre skade med min evne”].

Hun stoppede med at koncentrere sig, og den elektriske blå strøm døde ud. Hænderne foldede hun i sit skød. [”De plejede at kalde mig Totem…”] fortsatte hun, uden at specificere hvem ”de” var.

[”Jeg kan projicere mit sindelag til folk omkring mig. Påvirke dem til at gøre ting, de ikke ville under normale omstændigheder. Igennem min stemme. Når man ser i mine øjne. Jeg kan sænke en sindstilstand. Og jeg kan forstærke den”].

De fyldige læber strakte sig op i et lille grin.
[”-Hos de fleste. Men du er tilsyneladende en undtagelse. Det anede mig”].

Minalis blik veg ikke fra ham, da han adresserede muligheden for at hun kunne have manipuleret med ham. Hvis ikke han var så stærk, så havde det muligvis virket. Hun konkluderede kun i hans nærvær, når hun ingen forskel kunne fornemme. Der var ingen skam, da hun rystede på hovedet.

[”Jeg kan ikke kontrollere hvem der falder og hvem der ikke gør. Det er noget jeg altid har gjort passivt. Få gange har jeg formået at bruge det til min fordel. Men jeg plejer at kunne se efter kort tid om nogen er modtagelig. Intet ved dig viser således…

Du er en kløgtig mand, Hr. Måneskygge.Du må have en del erfaring, siden du har kunnet samle en sådanne viden… Jeg ser ikke begrænsninger. Jeg ser mulighed for forbedringer og en anden teknik at finde. Hvis vand fanges, skaber det selv en ny vej. Jeg vil finde den vej. Uanset hvor hårdt det bliver, hvor lang tid det tager”].

Minali tog en dyb indånding og skævede væk fra Veszatar. Hun gjorde sit bedste for at skjule den skuffelse, der var nået et stykke ind i hendes brystkasse og var begyndt at slå rødder der. Den ene side af hendes mundvige vrængede dog noget nedad, mens hun overvejede hans ord.

[”Så må der være andre muligheder… Hvis jeg er nået et loft, må jeg anskaffe mig noget, der kan fjerne det loft, uanset de konsekvenser det måtte bære med sig. Jeg er ligeglad med hvad det er. Jeg er ligeglad med hvad det kræver af mig. Noget må ændre sig. Det bliver det nødt til. Der må være en måde…”]

Vejrtrækningen gjorde kun så meget. Hendes hænder, der lå samlet i hendes skød begyndte at få et liv for sig selv, og de ellers slanke fingre knyttedes til næver, så den ellers hvide hud blev blegere endnu.

Da skød det ene af hendes mørke bryn op, og hun så op på Veszatar igen.

[”Det siger du… Men har du nogensinde prøvet?”].