Templet var overraskende stillet disse dage, på trods af at både Lyset og Mørket var lige nu var samlet på samme sted. Alle vidste at det ulmede i krogene, og hvem bedre end Vogterne kunne forsøge at mægle mellem disse to stridende parter? Morgoth var hos Mørket blevet væltet af en rebelsk gruppe, og Mørket med Lord Sabbatin var nu tvunget til at flygte tilbage til Amazonitskovene, hvor resterne af hæren måtte restituere.
Der var mange ting der indikerede at Mørket ikke var klar til at gå ind i noget nyt imod Lyset på nuværende tidspunkt, men alligevel havde Vogterne hidkaldt begge parter
På trods af statussen og rangen som Korporal, havde Lazarus ingen plads ved forhandlingerne, men var blot med til at sørge for den beskyttelse som der skulle til, for lederne som var højere end ham.

Han havde selv en større og mere personlig interesse, end forhandlingerne ved bordet. Han vidste godt at alt efter hvad de kom frem til derinde, så var usikkerheden mellem de to parter så stor, at der intet skulle til for at starte noget nyt.
Det var almen kendt at Vogterne passede på drageæg her i templet, og det var en stor interesse for Lazarus. Det var grunden til han store interesse, for at komme med til Templet.
Han bevægede sig ned ad gangene, om hans havde tilladelse eller ej, det bekymrede ham ikke. Gangene på stedet var mange og der var lige så mange grund, til at fortælle at man var faret vild.

Han havde set ridderne i Mørket, og i Lyset selvfølgelig, flyve rundt på de store væsner. Han havde set dem i det fri når han havde bevæget sig rundt i landet. Væsnerne var fantastiske og intimiderende.
Rummet han kom ind i var belyst af fakler og andet magi, som sørgede for den rigtige belysning og varme som æggene havde brug af. Hvornår det sidste æg var knækket og hvornår disse ville knække, vidste man ikke - eller Lazarus gjorde ikke. Han kom dem langsomt nærmere.

Der skete aldrig noget spændende i Ango Corda, syntes den trettenårige menneskedreng Elemér. Hans historietimer fortalte om mange spændende historier om øen fra dens storhedstid, hvor øen svævede højt oppe i luften, og drager cirkulerede rundt om dets tage og klippetoppe. Men lige nu var øen som en hvilken som helst anden ø i Krystallandet, og der var ingen drager. Og i de 13 år Elemér havde været her, havde der bare været fred og ro… og kedeligt…

Lige indtil Elemér fik set et par rigtige, levende drager, præcis som i skriftrullerne og bøgerne, komme flyvende ind over øen, da det beskedne folk på øen ventede fornemme gæster fra mørket. Det var onyxdrager! Som hans værge Sylvain forklarede, tilhørte mørket.

Men så snart de var landet på den gamle landingsplads, var der ikke mere at se, og straks havde deres leder Calanis, Sylvain og en masse af de andre vigtige munke, taget deres gæster med indenfor, hvor der ville blive snakket… Elemér kunne ikke forstå hvorfor de skulle have mørket på besøg. Men som Sylvain havde forklaret det, så var det fordi de var en diplomatisk orden, og at det var vigtigt at der var balance mellem både lyset og mørket. Eller sådan noget… Elemér kunne godt have lidt svært ved at koncentrere sig, når Sylvain forklarede ham ting udenfor lektionerne.

Som et lille plaster på såret, havde Sylvain givet Elemér ansvaret for at patruljere gangene indenfor i templet. Han ville ikke være alene om den tjans, for inde i templet gemte templet jo deres rigdomme, og endnu vigtigere… deres dvaleliggende drageæg! Det ville have været en ære, at vogte æggene, hvis altså Elemér måtte gå ind i rummet… eller hvis ikke det var fordi templelindgangen til drageæggene allerede var stærkt bevogtet af voksne, elviske vagter! Elemér kunne ikke lade være med at føle sig lidt til grin, fordi han sled sine sko tynde, af at gå frem og tilbage på gangene, når ingen tydeligvis regnede med, at nogen kunne trænge ind…

Efter at have sukket og gryntet irriteret, besluttede han sig for at finde sin medvagt Soren for at spørge om han ikke bare kunne gå hjem. Men det lod til at Soren for længst havde konkluderet, at ingen ville lægge mærke til det, hvis han ikke var der… Nu kunne Elemér jo ikke forlade sin post! I en halv time tog Elemér plads i gangen og sad bare og ventede til at der kom en afløser eller noget… Han hørte stille skridt henne ved dragerummet, og tænkte at det måske kunne være Soren, der var kommet tilbage til sin pind, eller måske en afløser? Endelig… Han greb surt sit spyd og slæbte det dovent efter sig, og fulgte lyden af fodtrinnene.

”Hov! Vent lidt, du må da ikke være her!” Elemér havde virkelig ikke regnet med at se andre end Soren her. Lazarus stod lige der ved æggene, hvor ikke engang Elemér måtte komme ind. Faklerne oplyste Lazarus hvide ansigt og slanke figur. Han havde ikke hilst på nogen af mørket, men Lazarus lignede en af deres gæster. Kunne han tillade sig at pege sit våben mod ham? Elemér var trænet i at patruljere, men det var som om at ingen havde trænet ham i hvad han skulle gøre, hvis der faktisk var ulovlig indtrængen.

Han afventede lige at høre en form for respons, før han bare ville kalde ud i gangen efter…. Soren…. Som jo ikke engang var her!? Normalt skulle de jo være to, så den anden kunne løbe ud efter forstærkning! Lidt usikkert pegede Elemér spidsen af spyddet i retning mod Lazarus, og hans bryn sænkedes alvorligt. Han var kun tretten… han burde ikke stå overfor en voksen ubuden gæst på denne her måde…

Drageæggene var skinnende og dragende i lyset som hang over dem, som også sørgede for den korrekte varme som æggene havde brug for. De lå i dvale og han egen viden om drager var så beskeden, så han havde ingen idé om hvornår man kunne forvente at de ville klække. Han tvivlede på at det var et svar han ville opnå.
Det var tydeligt et rum som var utilgængeligt for uvedkommende og sikkert også for mange af folkene på templet. Men Lazarus havde alligevel ikke haft de store problemer med at finde rummet eller at vade lige ind til drageæggene.

Han havde ikke travlt med at bevæge sig rundt og tage det hele ind til sig, som han bevægede dig rundt i mellem de mange æg
 De var store, men ikke så store at man ikke kunne have dem i et net eller lignede, hvis det var en tanke om nu skulle krydse hans indre. Fristelserne var enorme.
Han tanker blev brudt af en lille fyr, som kom til syne med sit spyd i hånden. I Lazarus øjne var lignede han ikke mere end et barn. Han virkede ikke gammel, høj eller muskuløs. Var det hvad de vagterne på templet havde at byde på? 

"Jeg havde blot hørt så mange historier om disse fantastiske æg, som i gemmer herinde. Jeg blev nød til at se om det var rigtigt" Han lod sig ikke kure af spyddet som blev rettet hans vej. Hans eget sværd hang i skaden, fra hans hofte. I og med at han var et barn, så var der andre metoder at tage i brug end vold. Et barn i den alder kunne snøres på andre måder. De var ofte naive og troede på det meste.
"Jeg er med delegationen fra mørket" Han kiggede over på barnet, "Pak legetøjet væk. Jeg er sikker på at du kan fortælle mig mere om dragerne, kan du ikke?" Han blev nød til at vinde denne unge mands tillid, selvom at han ingen trussel udgjorde. Derfor større grund, til ikke at skade ham. 

Det havde aldrig været tiltænkt Elemér, at han skulle støde på nogen herinde. Som en kun 13-årig vagt, der dårligt nok havde erfaring nok til at bevogte noget så vigtigt som drageæggene. Og så helt alene. Han var ikke engang blevet instrueret i om han skulle drage nytte af de våben han var blevet givet. Skulle han gøre brug af sit våben og angribe en voksen mand? Elemér tjekkede ham et øjeblik. Manden var synligt bevæbnet. Dog havde han ikke engang regnet sin barnemodstander for noget specielt, siden han ikke engang ville trække sit sværd og beskytte sig selv.

”Jeg ved godt at du ikke er en af os! Bare fordi vi er diplomater, betyder det ikke at vi alle sammen elsker gæster fra mørket. Personligt hepper jeg på Lyset.” Han følte sig enormt truet af den mørkhåredes arrogance, men han var ikke villig til at føje ham. ”Vi har et bibliotek, hvis du vil vide mere om æggene. Men du har ikke noget at gøre her, så forsvind.” Selvom han var blevet bedt om at pakke legetøjet væk, og det kunne være fristende at gøre som der blev sagt, for i stedet for at løbe ud og hente nogen, der bedre kunne håndtere situationen, valgte Elemér at hæve spydet mere. Hans greb var usikkert, og det var tydeligt at se på spydspidsens dirren, at han ikke havde peget et våben mod en anden før.

Der var ingen grund til at skabe en situation som ville være overdreven, på nuværende tidspunkt. Barnevagten gjorde som han havde fået besked på, når han skulle passe æggene. Men var de alligevel så sikre på at der ingen ville komme herind, eftersom at de placerede en vagt i hans alder? Med mindre at han havde store evner, som Lazarus alligevel ikke ville kende til, så virkede han ikke som nogen større fjende. Heller ikke med spyddet i hånden.
Han var her ikke for at skabe påstyr, men blot se æggene an. Han kunne selvfølgelig ikke komme uden om den følelse som langsomt bevægede sig rundt i hans krop, det virkede næsten for nemt at tage et æg og skubbe drengen til siden. Men det måtte planlægges sammen med at hele delegationen skulle rejse.

Han fnøs over hans ord. Lazarus var ligeglad med hvem diplomaterene "heppede" på. "Havde skam heller ikke forventet at i bøde os velkomne med åbne arme og et stort ædegilde" Han var ret sikker på at når det kom til stykket, så ville barnet ikke vide hvad det her handlede om. Så at han stod der og sagde at han "heppede" på lyset kom ikke bag på ham, men betød intet.
"Ja? Vil du være venlig at følge mig derned? Nu havde jeg håbet at du kunne give mig lidt viden" Kom det ærligt fra ham, som blikket blev fastholdt mod det rødhåret barn.
Et lille smil bredte sig på hans læber, som han så hvordan knægten nu hævede sit sværd yderligere. På trods af de skælvende bevægelser, så måtte han give ham at han ikke var fej af sig. Han gjorde hvad der var forventet af ham.

Den unge teenager kunne ikke helt sætte ord på hvad det var, der gjorde hele situationen mærkelig. Han havde forventet at hans nye uven ville blive chokeret eller rasende over at der blev peget et spyd i hans retning, men i stedet stod de her i hver sin ende af lokalet og havde en samtale. Han følte at manden forsøgte at tale ham fra at gøre sin pligt. Hvad end den var… Elemér kunne jo ikke gå helhjertet med til at skade nogen.

”Måske." Han havde masser af viden at dele ud af, men han syntes ikke om tanken om at skulle hyggesludre efter det her chok. Vidste manden overhoved at han havde brudt loven? "Du skal først træde ud af rummet og følge med mig. Så ser vi hvad de Calanis synes der skal ske med dig,” Elemér stod ved udgangen af lokalet, og havde kun selv trådt et enkelt, usikkert skridt ind, eftersom at han aldrig selv havde været så tæt på æggene før. Også han havde været fristet til at gå ind, mens ingen kiggede, men i det mindste havde han ikke handlet på det!

Han forventede at den mørkhårede fra mørkets hær ville adlyde, siden han ikke havde trukket sit våben. Men han stolede ikke på ham. Han havde i den grad lusket sig forbi ham på et tidspunkt, hvor Elemér nok havde stået lidt i sin egen verden, støttende og halvsovende lænet mod spyddet. Sæt hvis æggene var gået i stykker, eller taget bort fra deres plads?

Lazarus så sig ingen grund til piske en stemning op overfor barnet foran ham; han var trods alt blot et barn. Han var ingen, det gik han i hvert fald ud fra, trussel for Lazarus eller andre i mørket, på nuværende tidspunkt. Lazarus var dog sikker på at, den unge mand ikke ville holde sig fra at tilkalde hvem end der nu var at tilkalde, og Lazarus var, på trods af sine egne lyster, til stede for at sikre mørkets delegation og han ønskede ikke at sætte noget overstyr, ved mulig fejltrin. 

"Måske?" Han kiggede over på ham, i skæret af lyset og lod hans blik møde ham. Den unge fyr havde nok ikke nogen større interesse i at sidde og hygge sludre, med en fra mørket - og hvor meget kunne han vide? "Vi du føler det er nødvendigt. Det er vel dig der bestemmer lige nu?" Han kiggede sig rundt, blot for at lade ham vide at han ikke så andre. "Jeg skal selvfølgelig nok forlade rummet" Han lod blikket glide ned mod dragerne æggene igen og derefter hen mod fyren og bevægede sig hen imod ham. Lazarus var måske ikke den højeste person, men han var højere end den unge vagt, som nu stod ved siden af ham.

Lazarus egen interesse og ønske var nok sat på pause i det næste stykke tid, inden han fandt ud af hvordan et æg kunne komme i hans besiddelse. Der var ingen grund til at tro at den unge mand stolede på ham, hvilket han heller ikke burde. Han kunne blot slå ham ud og få det overstået, der ville nok gå længe før at han ville vågne. "Bibliotektet sagde du?" Han afføjede den unge fyrs ord, som at føre ham til deres leder.    

Hvad? Troede den fremmede fra mørket virkelig, at han, en menig vagt, havde noget at skulle have sagt? Var det egentlig ham der bestemte her…? Elemér kunne ikke forestille sig, at det skulle være tilfældet. Han fik nærmest skæld ud dagligt, for ikke at passe ind i nogen som helst roller. ”Det ville du nok håbe,” Svarede Elemér. Han havde ingen personlige følelser for den fremmede, men hvis han skulle gøres til dommer for den ulovlige indtrængen, havde han nok bare… ladet ham slippe med en advarsel, eller sådan noget. Han håbede ikke at de tudsegamle elvere ville se blod for det her?

Han flyttede sig, så Lazarus kunne komme forbi ham og gå ud. Han bemærkede hvordan Lazarus kiggede interesseret på æggene, som han bevægede sig i hans retning. Han lod ham kigge, men ikke røre ved noget på vejen… Det lod til at han var samarbejdsvillig, trods alt. Men Elemér smallede sine øjne mistænksomt ad ham. Han stolede ikke på nogen udefrakommende.

”Ja… Så lad gå da…” Mumlede han et sted i sin modvillighed ”Hvis altså de lader dig gå fri. Det er imod vores love, at lukke sig selv ind i drageæggenes kammer.” Og det ved du godt…

Hvis de ældre vagter ikke ville gøre noget ved situationen, så hang Elemér vel på sit løfte om at tage ham til biblioteket. Det sted som han nok selv, burde besøge noget oftere…

Lazarus vidste godt at det ikke var barnet som bestemte, men lige nu var der ikke andre i området og derfor måtte det vel være ham som var blevet sat til at holde vagt, og derfor havde det overordnet ansvar for at alt gik som det skulle og der ikke vil ske noget uventet, som dette her. "Ville jeg nu det" Svarede han retorisk. Det ville han nok ikke. Et barn i hans stand eller alder, burde ikke have bestemmelser på sådan et sted. Han tvivlede dog ikke på hans kvaliteter, hvilket nok også var grunden til at han var blevet placeret som vagt.
Lazarus havde ingen ideer om hvad det var han var blevet en del af lige nu. Han kendte ikke til reglerne på stedet, eller hvem der måtte indtræde det hellige rum med æggene, men han var klog nok til at vide at både ham og vagten var uvedkomne. 

Lazarus bevægede sig imod den unge mand og forbi ham, med blikket mod æggene i et kort øjeblik. Han vidste godt at den unge mand ikke ville gøre noget imod ham, på nuværende tidspunkt. Han var ældre og stærkere end ham, og Lazarus ville ikke have nogen problemer med at gøre ham ondt. Han havde ingen følsesmæssige forhold til vagten, men det ville nok skabe uanede problemer, hvis han gjorde noget i den stil - især nu hvor vogterne sad og handlede om fred med mørkets delegation. 

Hvad den unge mand havde i tankerne, vidste han måske godt. Han kunne ikke selv tage stilling til hvad der skulle ske, og derfor måtte han trække Lazarus videre til en af de "voksne" så han kunne få sin "straf". "Så må vi jo se hvad de har i tankerne" Det var selvfølgelig noget som Lazarus gerne undgik, han havde ingen intentioner om at stå skoleret for nogen. Han stoppede op ved et af de store vinduer, som de var kommet ud på gangen og kiggede ud over naturen og udsigten som var omkring øen og templet.

Elemér var opmærksom på at Lazarus gloede på æggene en sidste gang, og brød sig ikke om det. Alle ville gerne se æggene, de var trods alt et sjældent og magisk syn, men man skulle være noget særligt, for at få lov til at være herinde. Elemér og de andre børn forsøgte aldrig at snige sig ind, for de havde lært at respektere Ango Cordas love og regler...

Nå, men det vigtigste var vel, at Lazarus kun kiggede, og ikke pillede ved noget, på vej ud. Elemér placerede sit spyd med spidsen peget mod Lazarus – Så meget forstod han dog på at bruge et spyd, da. Men han regnede med at den mørkhårede person havde tænkt sig at lystre ham fra nu af, eftersom han ikke gjorde synderligt meget modstand. Og faktisk var han meget underlig, og ikke særlig forbryderagtigt.

Han gik nogle skridt væk fra rummet med æggene, hvor han i sit eget hoved opstillede scenarier, hvor han meget voksent og heltemodigt overleverede forbryderen, og de ældre vagter ville rose ham. Hans værge, Sylvain, og senere Calanis, ville begge anerkende ham som vogter af drageæggene, og måske ville han modtage en form for titel eller ærespris. Alt Elemér ønskede, var en form for respekt, så han ikke længere var et af menneskebørnene, der var blevet smidt af på øen, fordi deres forældre ikke ønskede dem her længere…

Elemér var lige ved at gå ind i Lazarus med spydet først. Han nåede at bremse op, og rynkede forvirret på panden. Han var stoppet op for at glo ud ad vinduet? Elemér skævede også ud kort, for at se hvad det var, der havde fået ham til at bremse op. Men alt han kunne se var et stille udendørsareal, og der så mørkt og koldt og menneskeforladt ud. De fleste lå enten i deres senge nu, eller også var de i det store selskabslokale i templet, hvor der blev diskuteret vigtige fredsaftaler… Mærkeligt… Var Elemér den eneste der holdt vagt lige nu?

”…Bare fortsæt,” Elemér lød næsten spørgende, men ville hellere have at den voksne mand skulle fortsætte med at gå, frem for at begynde at snakke om hvad han havde i tankerne. Han måtte ikke lade sig blive distraheret eller talt fra at gøre sin pligt…

Den unge mand, eller barn, forstod sig i at bruge spydet og havde bestemt fået en oplæring ellers ville han heller ikke være blevet placeret som vagt for æggene. Han måtte uden tvivl have et eller andet at byde på, hvis han var placeret her alene, for at holde vogt over de værdifulde æg - eller var de blot så naive, at de troede på at der ikke ville ske noget? Selvfølgelig var der langt ud til øen med templet, og derfor ville alle på øen se, hvis der kom nogen til øen og dermed allerede være klar til at tage imod ham. Det var smart tænkt at have drage æggene herude. 

Spydet var hele tiden peget mod Lazarus som de bevægede sig ud af rummet. På trods af faren ved at blive skæret i, så virkede spydet eller den unge mand ikke som nogen større fjende. Han gjorde dog som han sagde og bevægede sig ud af rummet, hvilket måtte føles som en sejr for den unge. Lazarus havde ikke lyst til at lave noget større påstyr omkring dette her, for vagten i sig selv var et overkommeligt mål, hvis det endelig skulle komme dertil. Og det ville det. Lazarus forlod ikke stedet uden et æg. 
Det ville måske sætte en krigserklæring på spil, men Lazarus så noget større for sig selv.

Natten var mørk og området var menneske forladt, som han placerede sig foran vinduet og kiggede ud. Den rødhårede fyr havde åbenbart ikke helt lagt mærke til det, som han var på vej til at spidde ham. Han ville utvivlsomt forsøge at skubbe Lazarus videre, men han havde ikke tænkt sig at gå videre end dette her. Han kunne se ned på dragerne, som mørket var ankommet på. Det var flugtvejen. 
Lazarus vendte sig imod de røde lokker og i et hårdt tag, lagde han hænderne om spyddet i den andens hænder og forsøgte at tærkke det ud af hans hænder. Forhåbentligt ville det komme som en overraskelse, og hans hænder ville ikke sidde så stramt om skaftet, at han blot kunne trække det til sig.

Som Elemér afventede at Lazarus ville tage det næste skridt videre, var hans opmærksomhed igen på vinduet. Han nåede at blive distraheret af synet af en Onyxdrage, der lod til at være sadlet op. Nok var det her dragetemplet, hvor der var udsmykket med tæpper, statuer og vaser med smukke dragemotiver, men han havde jo aldrig set eller rørt en rigtig drage før. Ej heller havde han rørt et af æggene… En tanke nåede at slå ham. At gæsterne fra Mørket ikke skulle afsted før solopgang. Så hvorfor var den allerede sadlet op?

Elemér gispede højlydt og oprigtigt chokeret, da Lazarus bare uden videre havde viklet sine forræderiske fingre om spydskaftet. Han tabte straks grebet om sit våben, forsøgte at tage fat i det igen, men det var allerede for sent, for nu var spydet i Lazarus varetægt. Intet i Elemérs træning kunne forberede ham på en situation som denne. Han kiggede på Lazarus med et forskrækket blik, der overgik det chok han havde fået, da han opdagede ham inde hos dragerne. Skulle han dø nu? Han havde ikke være særlig flink overfor manden, så hvorfor skulle manden være flink overfor ham?

Han bakkede væk fra Lazarus. De mørke øjne rettet mod den andens, i et forsøg på at aflæse ham.

Lazarus kendte ikke meget til traditionerne eller fremgangsmåden her på templet, men det havde ikke virket til at den unge vagt, havde set mange drager i sit liv, sådan som udtrykket på hans ansigt formede sig, da han kiggede ud af vinduet ved siden af Lazarus og fik øje på Onyx dragerne som stod langt under dem. 
Lazarus havde selvfølgelig ikke noget ønske om at blive taget med hen til vagtens overhoveder eller biblioteket for den sags skyld, han skulle blot bruge den rigtige anledning til at tage næste skridt i hans lille plan. På den ene eller anden måde, skulle et æg nok følge ham.

Der var ikke meget kamp om spyddet, som Lazarus lagde fingrene om det. Styrken i Lazarus var uden tvivl stærkere end den unge fyrs, og da han viklede fingrene stramt om spyddet træ skaft, skulle der ikke meget til før det havde skiftet ejermand og lå i hænderne på Lazarus. Det var den eneste og nemmeste måde, hvorpå han forhåbentligt kunne slå den anden ud, uden al for stor en skade. Han havde jo intet gjort, andet end at parrere ordre og han var kun et barn.
Blikket var igen forskrækket da Lazarus fangede hans blik og kiggede bestemt på ham. Han svang bunden af spyddet mod ham et par gange, for at få sat et slag ind som kunne give Lazarus et lille forspring. Om det ville kunne slå ham helt ud, tvivlede han lidt på, men skade skulle det nok gøre.

Spyddet ramte hvor det skulle, på siden af hovedet og ville uden tvivl gøre skade, ligesom han ønskede det. Han kiggede mod den anden, så ham vakle, inden han smed spyddet fra sig og stak ned ad gagen hvor de var kommet fra, målrettet. 

Lazarus sorte øjne havde hele tiden virket rolige, til den unge vagts frustration. Så selvom han frygtede at skulle dø lige nu, var der alligevel en fornemmelse i ham, der sagde, at det kunne han ikke finde på. Spidsen af spydet pegede jo heller ikke i hans retning jo. Men da mandens øjne skiftede karakter, og blev mere bestemte, vidste han hvordan situationen ville udvikle sig.

Der var bare ikke tid til at handle. Han kunne ikke nå at afskærme sit hoved, da bunden af spyddet ramte ham lige i hovedet, hele to gange, så han blev sendt vaklende mod væggen. Det sortnede sig for hans blik, som skulle han til at besvime. Begge hans håndflader var landet på væggen, hvor han sank længere og længere ned mod gulvet.

Han hørte spyddet blive kastet til siden og hørte de hastige skridt fra hans overgrebsmand løbe afsted mod drageæggene. ”..K-kryster” Skælvede Elemér, lavt nok til at manden alligevel ikke kunne høre ham. Det rungede smertefuldt i hans hoved, og synet var kun lige ved at komme igen. Men alting snurrede. Han kastede sig ned på gulvet med et udmattet støn og rakte ud efter spyddet, som han havde lidt udfordringer med at afstandsvurdere lige nu. Men han fik det i andet forsøg.

Han kæmpede sig på benene med støtte fra spyddet og begyndte at gå i æggerummets retning. Fordi alting stadig sejlede lidt, kunne han ikke gå lige, men styrede nærmere mod væggen. Væggen var nu hans støtte, og langt om længe nåede han frem til åbningen, hvor han forventede at støde på den sorthårede mand fra Mørket.
”Stop det...!” Hvad end han var ude på. Han pegede ikke sit våben mod ham længere, men brugte det udelukket som støtte. ”Drageæggene har ligget her i 1000 år. De mægtige drager der engang herskede overlod deres børn hos os… Men de kommer aldrig til at klække! De er kun sten.” Sten, der ganske rigtigt var meget værd, fordi de var så smukke. De var en del af templet og dets historie. ”Deres plads er her…!” Det var farligt for Elemér at opsøge ham igen. Han burde jo nok have flygtet. Men han havde en munks tilgang til livet. Hans liv var intet værd ved siden af templets drageæg. Hvis ikke han vogtede dem med sit liv, havde han ikke noget at gøre her. Han var kun menneske.

Lazarus havde haft et mål ved besøget, andet end et sørge for sikkerheden for delegationen fra mørket, men de var voksne mennekser og alt her på øen virkede til at være neutralt og fredfyldt, så der var ingen chancer for at delegationen ville komme ud for problemer. 
På trods af ivrigheden og og kontrollen fra den unge mand, havde han aldrig været nogen fare overfor Lazarus, så derfor var han ikke bekymret på noget tidspunkt. Han gjorde dog sit job, sørgede for at få Lazarus væk fra området med æggene. 

Skaftet fra spyddet ramte ham på siden af hovedet, og Lazarus så hvordan han vaklede tilbage mod væggen og faldt sammen. Herfra gik det hurtigt, spyddet blev kastet fra sig og Lazarus løb vejen tilbage mod æggene, mens han lagde den unge knægt bag sig. Der skulle ikke være nogen bekymring over at der var sket nogen større skadet for ham, andet end at han nok ville have ondt og i et øjeblik ville være væk, hvilket gav Lazarus den tid der skulle til for at komme tilbage og se nærmere på æggene. 

Tiden gik næsten langsomt som han kom ind i rummet igen, og lod blikket glide hen over æggene atter engang. De var smukke og betagende og inden længe ville et af dem være i hans besiddelse. 
Lazarus hørte de små klikkende lyde fra spyddet som blev slået imod jorden, som den rødhårede unge fyr kom tættere på. Lazarus måtte alligevel give ham lidt kredit, han var ihærdig i sit job. 
Lazarus havde taget et af æggene op og stod med det i hånden, vejede det og nød følelsen og lod blikket glide over mod den rødhårede, som han kom til syne. "Det forstår jeg.." Svarede han lavmælt og kiggede over på ham, "Men du er selvfølgelig velkommen til at stoppe mig" Med ægget i hånden gik han hen imod døren hvor han stod. Hans balance kunne nemt blive uligevægtig igen.

Smerten i hans hoved dunkede endnu som trommeslag, som om han stadig kunne mærke slaget mod mod hans kranium fra spydets skaft. Hvert åndedræt føltes som om det sendte en stikkende smerte gennem hans hoved og han kunne næsten føle en blodåre banke på hans tinding. Han følte sig svag og nærmest ude af stand til at stå op, som om smerten i hans hoved havde drænet ham for alt hans energi. Han kunne umuligt kæmpe lige nu. Hans sidste håb havde været at overtale ham med sine ord. Med Templets dyrebare traditioner…

”Hvis du virkelig forstod det, havde du ikke gjort det…” Blikket flakkede mod drageægget, bekymret og bange for at han havde fejlet. Han bakkede som Lazarus uden videre gik imod ham. Som om hans blotte eksistens ikke var nogen trussel for ham, hvilket var ydmygende i sig selv. Han mærkede muren bag sig, og vendte ansigtet opgivende til side, fordi han ikke kunne tåle at se manden slippe afsted med ægget på hans vagt Hans viljestyrke var brudt ”…Må gudernes vrede indhente dig.” 

Sylvain, Calanis eller nogle af de andre burde vide besked. Men Elemér havde ikke lyst til at være budbringeren af så dårlig en nyhed. Hans fejltrin ville koste ham dyrt. Han ville miste deres tillid. Måske ville han endda miste sit hjem i Ango Corda? Det var ikke til at vide hvad straffen var. En forbrydelse som denne var aldrig sket før. Elemér følte sig fanget i en vanskelig situation, hvor han havde brug for at tage ansvar for sine handlinger, men samtidig var bange for konsekvenserne af at gøre det rigtige.

Lazarus bekymrede sig ikke om den unge fyr eller det han udsatte ham for. Han havde fra starten været målrettet og bevidst om hvad det var han havde ønsket sig. Han havde ikke bekymret sig om tanker om det han gjorde, ville betyde noget for delegationen eller den forhandling de var i gang med. Det var hans egne ønkser og tanker, som drev ham i hans bevægelser og hans gøren.
At det så gik ud over den unge vagt, var rene tilfældigheder. Det var ham som var sat som vagt, og derfor var det ham der skulle trækkes igennem dette her. Der var et tydeligt billede af, at templet ikke forventede at den slags angreb ville ramme dem, eftersom at de satte så ung og uerfaren person på som vagt, og så alene. Det var slående, men de måtte være lige så egoistiske og selvsikre som Lazarus selv.

Den unge fyr var ingen trussel for ham, og han ville ikke have nogen muligheder for at gøre noget modstand imod Lazarus - det regnede han hvert fald ikke med. Indtil nu havde han intet vist, som skulle være til fare. Hans blik gled blot imod den unge mand, som han kom ham nærmere og kiggede seriøst på ham. "Guderne har ingen interesse for mig" Han kunne true med gudernes vrede så meget han ville, man i Lazarus øjne fandtes guderne ikke. 
Han smuttede forbi den unge fyr, med ægget i hænderne og gled ud på gangen. Måske ville han følge efter Lazarus, men det virkde stadigvæk til at han var påvirket af slaget, som Lazarus måske havde lagt flere kræfter i, end han selv havde været opmærksomhed på.

Om der var en mulighed for at alarmere templet eller hans kollegaer, vidste han intet om og det var heller ingen bekymring for ham. Inden længe ville han være ude ved dragerne, og dermed kunne han forlade stedet. Uden bekymring for hvad han udsatte hans delegation for. 

Elemér havde ikke forventet at æggetyven var vantro. Alle her i templet tjente Aladrios, og troede også på de andre guder. Hvis nogen betvivlede deres eksistens, undlod man i det mindste at fornægte dem, overfor de andre. Det var basal respekt. ”Nå… Jeg er ikke engang overrasket,” Elemérs øjenbryn fortrak sig i en utilfreds mine i hans hvide ansigt. Der var stadig et snert af trods i ham, men så snart Lazarus lagde an til at forlade lokalet, og skulle forbi Elemér, klyngede han sig selv op ad væggen, for at fylde så lidt som muligt.

Han skulle ikke risikere noget som helst. Han ville ikke kunne vinde denne her slåskamp, og det skulle der et gok i hovedet til, før han forstod det.

Men den følelse som Lazarus efterlod ham med, var en pinsel og en plage. Det føltes næsten som om at han havde foræret ham ægget, uden forfærdeligt meget modstand. Han var blot en knægt, så hvad kunne man gøre? Men det her ville følge hans samvittighed for altid. Og guderne… hvis de fandtes… ville foragte ham for at have fejlet.

Det handlede ikke om den unge fyr, men der var ingen fortrydelse i det han havde gjort imod ham. Det havde været nødvendigt for at komme videre med hans vilje, og at det gik ud over ham, gjorde det kun lettere for Lazarus. At man satte så ung en fyr til at passe på æggene, forstod han ikke, men det var ikke hans skyld - det var blot ham det gik ud over. 
Lazarus var sikker på at den unge mand ikke ville stille sig op imod ham længere, men blot lade ham gøre som han ønskede. Hvordan det så efterlod de andre fra delegationen, det bekymrede ham ikke ret meget, det var vel kun for det bedste, hvis der ingen aftale kom. Mørket skulle gerne spredes. "Det undre mig ikke" Den unge mand var uden tvivl vant til at folk tilbad den ene eller anden gud, lige som ham selv, men sådan havde Lazarus aldrig været. Han brugte ikke guderne, og fandt ikke en større interesse i dem. Det var der mange grunde til.

Der blev ikke gjort modstand da han forsøgte at forlade rummet, den unge mand gjorde plads til ham. 

Det var ikke den unge fyrs skyld, at han var blevet efterlad alene. Han ville aldrig have kunnet gøre en forskel imod en, som forsøgte at stjæle et æg. Der var ingen tvivl om at han ville bebrejde sig selv, over ikke at give mere modstand end han gjorde. Men det var fornuftigt. 

Lazarus fik sit ønske og sin drøm opfyldt, og kunne dermed smutte afsted med et af æggene.