Hestens tunge prusten afslørede, at ridtet ikke havde været hverken kort eller let. Toorahs store, sorte stridshest stoppede sin gang så snart den fik den mindste kommando fra de lange tøjler. Det behøvede ikke at være mere end et vip med håndleddet fra den rødhårede elver som sad på dennes ryg, dresseret var bæstet, til den fineste kommando ikke gik den forbi. Under sadlen sås endnu våde plamager af sved, mens hvidt skum var dannet i munden, fra at arbejde med det fintsmedede bid længe og koncentreret. Rytteren på hestens ryg sad dog endnu rankt og uforstyrret. Toorah bar en tung metalrustning, som typisk kun sås i norden. Den var sort, med påmalede guldfarvede kanter og detaljer som udelukkende hørte den elviske kulturarv til. Fra ryggen hang en lang hvid kappe, som var hæftet med store guldfarvede brocher på rustningens skulderpanser, mens mudret vand tudeligt var trukket op i stoffets fibre, for bunden var beskidt og endnu våd. Det røde hår, var opsat i en stram hestehale, som udmundede sig i utallige kreative fletninger, der startede allerede i den blege hovedbund. Den tidligere elverleder havde egentligt besluttet at sætte kursen hjemad, hjem Nordpå, men endnu en sortelver indenfor Elverlys grænser havde bragt det iltre temperament op i den endnu unge elverkvinde, og havde tændt hendes blodtørst. Tændt denne så rigeligt, så selv det mørkelverhoved som dinglede fra sadlens side, skabende et løbende jernstikende blodspor over hestens flanke, ikke var nok til at slukke den. Nu måtte det gå udover nogen. Hvem bedre end Yume'Ave, som Toorah endnu ikke havde set sit snit til at få konfronteret siden hendes snak med Zahinael, nu var hun alligevel lige i nærheden. De dybrøde øjne hvilede tungt på trædøren til Yumes fløj af det store kunstneriske hus. Ingen væsener i sit rette sind ville være i tvivl om, at det var den kunstneriske skare af Elverly, som holdt til i dette område, alene husets udformning var overdådigt fra et kunstnerisk perspektiv. Det var dog ikke dette, som fangede den rødhåredes opmærksomhed. Det gav en tung metallisk lyd, som hendes støvler slog mod den frostbelagte jord. Hesten stod endnu urokkeligt på sit sted, inden et enkelt klap på den brede skulder gav den lov til at traske sløvt mod et stort vandtrug der stod ikke langt derfra. Toorahs retning var stik modsat, hendes høje skikkelse tordnede mod trædøren som en metalhandske slog autoritært mod træet i to faste slag. Der gik dog ikke mere end få øjeblike før hendes tålmodighed randt ud, og hun stormede gennem den ulåste dør i en brusen af stof og metallisk klirren fra rustningen. De røde øjne faldt omgående på hvad de havde søgt, og lyn slog omkring hendes aura "Sig mig, har du fuldkommen tabt forstanden kvinde?" 

Staffeli’et blev nøje sat op, og det var nu anden arbejdsdag på samme maleri. På trods af sine flere hundrede forsøg i sit eget rige, føltes det aldrig rigtigt at male denne kvinde, det føltes altid blankt, tomt, forkert, og lige meget vinkel, lys, så kom den sande skønhed aldrig frem. Den solkysset brunehud, virkede altid som en ly som den sandhed der gemte sig i virkeligheden, de gyldne øjne virkede altid så livløse når de var formet i maling, og hver gang hun gik i gang, kiggede på det fejlbarlige billede af virkeligheden var det umuligt ikke at have lyst til at give op på forhånd. Hun sukkede dybt som hun lod farverne finde deres plads på paletten, og lod penselerne finde deres plads på sidebordet. Let lod hun den tynde egenhårs pensel finde den sorte farve som hun igen gik i gang med at forsøge at genskabe hende. Den lette silke hang løst om over kroppen, armene, og den venstre skuldre og bryst frit, og kun lige dækket på højre side som silken fandt hvile på stoleryggen. Det ene knæ bar vægten af benet mens foden hang i luften. Det farverige stof som inde for de sidste år havde brudt hendes typiske stil lå forsigtigt hen over hofte og lår, og sløret lå på bordet bag hende, sammen med Thatos urte teen, blandet godt op med mere smagsfulde bær lod sin duft overtage rummet.

Med første mørke pensel steg på sin skitse, begyndte hun sin sang.
”Grøn er vårens hæk,
Kåben kastes væk,
Jomfruer sig alt på voldens sole.
Luften er så smuk,
deres længselssuk
Kendes let på deres silkekjole.”

versets ende blev mødt i nyn der tog instrumenternes plads før sangen på ny bryd, og den mørk brune farve begyndte at fylde protrættes kinder ud.
”Nu har viben æg,
Pilen dygtig skæg.
Og violen småt på volden pip-”

Sangen døde ud som en fremmet tung lyd bryd igennem hendes typiske ro, og pensel stoppede brat op i flippen af det lange spidse øre. Tunge dunk, virkede til at søge igennem huset, og med sangens ende virkede de markant mere målrettet end tidligere. Blikket gled til bøgerne på arbejdsbordet, alle lukket, drømme dagbogen hun havde skrevet i, lå lukket ved siden af teen. Hun tog et dyb indånding og lod pensel færdiggøre øret.
”Og violen småt på voldens pipper.
Gåsen sine små
Lærer flittig gå
Skaden vindigt med sin hal—” igen bryd en fremmede ud sangen, dog denne gang langt mere velkendt lyd som døren blev åbnet i hast og Toorahs stemme bryd sangen og roen.

Forstanden?

Hun tog endnu en dyb indånding som hun kort kiggede på sit maleri, og den smukke, bløde, fangende, mørk brune, solkysset hud faktisk nærmede sig virkeligheden for en gangs skyld.

”Tror der er mange der vil mene jeg aldrig har haft den.” kommenteret hun opgivende som pensel fandt plads i det lille glas med vand, det farverige stof blev forsigtigt flyttet til kun at dække venstre ben og hofte, som hun drejede sig og lod sin front hilse Toorah.

”Er det sådan vi hilser på hinanden nu om dage? Så behøver jeg ikke rejse mig og tilbyde et kram vel – eller kan vi være bare lidt høflige Vinterblomst?” hun sukkede igen irriteret, og lod blikket falde over Toorah, i håb om at hun i det mindste var alene.

Der var næppe noget der kunne ryste Toorah omkring den ældre spinklere elver, ikke mere. Det var én ting, men hun var endnu i stand til at få hendes puls op et sted, hvor den stille iagttager ville se den pulserende bevægelse på siden af halsen. Nattefrost-elveren havde altid besiddet et ekstremt talent for at pakke det iltre temperament væk bag en marmormaske, det havde hun gjort i hundrede år som leder, men nu, var hun en fri fugl på mission for hendes slægt, og Nattefrost lod sjældent deres mening være uhørt. De fleste ville nok lade sig overraske over hvor hurtigt fysikken faktisk lod Toorah bevæge sig i det tunge metaludstyr, som hendes høje skikkelse tordnede mod den blonde elver. "De har måske så absolut ret!" Hvad der havde potentielt for at være en behagelig dyb og beroligende stemme var vredet til en knurrende rungen der startede et sted i struben. I en brusen af stof og hår, til lyden af metal som slog mod hinanden stoppede hendes skikkelse først ganske få centimeter fra Yume'Ave, hvor en behandsket hånd placerede sig i et fast greb og stolens ryg, inden hun bukkede sig over den lavere skikkelse. Elverfolket var høje væsener, Nattefrost-slægten var højere end de fleste, hvilket fik proportionerne på de to, til at virke absurde. De røde øjne strejfede ikke engang kanvasset der blev malet, rummet omkring dem, eller de elegante kunstneriske omgivelser, de var låst fast på måneelveren, som kunne hendes blik brænde hul. "Du lader ellers ikke til at være så kritisk med hvem du mænger dig med..." Stemmen var sænket til et mere passende leje, for nogle, som befandt sig få centimeter fra hinanden, alligevel blev ordene klemt snerrende ud mellem et sæt sammenbidte tænder. Mange havde gennem årene nok funderet om Toorah faktisk var lavet af sten, men den rosa farve kinderne havde fået af at komme ind i varmen fra den slående frost udendørs, kombineret med den øgede blodcirkulation afslørede at hun dog var meget meget levende. "Eller har vanviddet fået krammet på dig?" Alle ved deres fulde fem vidste nok, at det ikke var hvem som helst som lagde sig ud med visse kræfter i Mørket, eller Lyset for den sags skyld og ikke uden at have en solid livsline. Alle andre end Toorah i hvert fald. 

At kunne få hinandens puls op, var noget de to altid havde været gode til – på den ene eller anden måde. Dette var ingen undtagelse, blikket faldt øjeblikkeligt som så snart Toorah gav tegn på at der var noget galt med hendes sociale bekendte. Blikket låste sig fast nær bæltet hos sin nye kommende gæst. Hun havde forberedt sig meget på disse mulige konfrontationer, men ærligt ikke fra Toorah, og ærligt forventede intet efterkom af handlinger så hurtigt, hun havde næsten lige kommet hjem fra det møde og nu? Hun træk vejret dyb, og lod et opgivende suk hænge i luften mellem dem, som blikket blev på bæltet.
”Vanvid er vel ikke umuligt, har jeg ofte tænkt selv.” hånden gled og greb let i det falde stof og træk det op over den nøgneskuldre.

Blikket gled over på portrætet, som det for første gang siden den indirekte anklage havde mod på at søge højere. Let lod hun sin ende forlade stolen som blikket søgte endelig sin gæst. Der mødte hun et blik der fik hende til at synke en klump af intet og rent instinktivt søgte en arm hen over hendes figur, og tog fat i den modsatte skuldre, som den ene knæ bøjede let. Toorah havde altid været god til at få hendes krop til at handle, men at hende til at ønske sig mindre og beskyttet var ikke en følelse hun ofte stod med.

”Hvor meget ved du?” spurgte hun forsigtigt og lavmeldt, ord der blev fuldt med en dybvejrtrækning som blikket ikke kunne holdes længere, og søgte ned til Toorahs hals, der var ingen grund til at benægte det hele, Toorah var ikke typen der handlede uvist.
”Og hvem har.” Ordene stoppede i en kort eftertænksom mime.
”Og hvordan ved du det?” Skiftede hun til i stedet og tog lidt tættere fat om den lette kjole, det var nok at ønske sig lille, at føle sig blottet virkede som et rædsom følelse hvis den kom nu – på trods af fortiden.

Som den rødhårede elver stod der, bøjet over måneskinselveren, kunne hun dufte hvordan den naturlige brise af sommerdug hang omkring hende. Den velkendte duft slog mod hendes ansigt og fik kort det forvrængede udtryk til at mildnes en kende. Selv når jorden udenfor var dækket af sne, så duftede hun sådan, af perlende dug som tungt havde lagt sig på udfoldede forårsblade fra blomster sprunget fra de lune forårsmorgener. Hun rettede sig op, med et ryk som gangav sig i stolen, hendes endnu behandskede hånd var lukket omkring. Toorah var god til det, hun havde altid været god til at få folk til at fortælle sandheden, for mange især blot af hendes bekendte, havde hun en intimiderende aura, der fik de fleste til at åbne mere op end de havde intentioner om. Som Yume'Ave rejste sig fra stoken, fulgte det røde dybt blik hende i en glidende mere rolig bevægelse. Toorah trak vejret dybt, varmen i huset var kvælende sammenlignet med frosten udendørs. Mens hun lyttede til den anden, trak hun begge handsker af med en rolig garvet bævelse, så de ikke gav en lyd fra sig, på trods af de metalbeslåede led. Hun nikkede, som den lyshudede elver medgav, at hun havde helt ret i hendes påstande. OMgående snurrede hun rundt på stedet og gik et par skridt, over mod et andet bord i lokalet, hvorpå de runge handsker fik lov at dumpe ned, væk og uforstyrret fra malingen i rummet. Toorah kendte trods alt Yume godt nok til, at hendes kunst skulle have lov at være, og ikke besudles af udefrakommende brotne handlinger, så ville samtalen få en helt anden karakter, som den tidligere leder ikke ønskede, slet ikke nu.
"Jeg har selv snakket med ham!" Sagde hun ærligt, den før oprørte stemme havde på splitsekundter fundet sit rolige autoritære leje, som de fleste kendte Toorah så godt for. Faktisk var det nok de færreste i Elverly der havde set hende miste besindelsen, selvom det hændte. I hendes år på magten, havde hun kun hævet stemmen få gange, problemet med temperament ville altid være, at kraften fra en hævet stemme blev mindre, jo oftere den kom frem i lyset. Af samme årsag var Toorah omgående tilbage til det stenlignende blik, man så ofte før havde set. Hun vente langsomt rundt, så den hvide kappe der hæftede fra hendes skuldre, efterlod en noget når perfekt halvcirkel på gulvet. De røde øjne beskuede Yume'Ave med den nyfundne ro og analyserede hendes kropsholdning hurtigere end en ørn slog ned på en mus. "Han fortalte mig blot ikke hvordan I to er blevet så fine venner, men her tænker jeg at du kan fylde et hul, hm?" Toorah hævede de slanke øjenbryn, mens hendes arme faldt roligt ned til hver side, hun lod tungespidsen fugte den ene mundvie, inden hun på ny trådte et skridt mod den lavere elver