Denne weekend var altid noget Marius så frem til, det var en af de få gange på året, hvor han fik lov at rejse længere væk fra Medanien alene. Men i år var der endnu mere at se frem til, eller det håbede han i hvert fald. Viktor sendte aldrig et brev retur, men Marius tænkte der måtte være en forklaring på dette og håbede at det ikke betød han ikke dukkede op. 

Lige så snart han havde læst i Viktors brev at han også skulle deltage, havde Marius samme dag sendt brev til hans gamle fægtemester, som holdte arrangement. Den gode fægtemester havde heldigvis godkendt Marius anmodning, om at ham og Viktor fik lov at dele værelse. Så Viktor havde bare at komme! 

Da det var en længere rejse for Marius at komme til Zicron, var han taget afsted dagen før, så han kunne nå at være med til alle dagens arrangementer om fredagen. Rejsen havde været smertefri, men mest fordi Marius var i så højt humør, at intet kunne ødelægge det. Selv ikke de irriterende vagter, som hans far altid ansatte, til at tage med på turen, dog blev de sendt retur for så at komme tilbage når weekenden var overstået. 
Han havde brugt det meste af sin første dag på at pakke ud og fået snakket og trænet med sin gamle fægtemester, hvilket havde været en god distraktion for alle de spændte følelser, som fyldte i Marius krop. 
Natten havde dog været lang og urolig, for hver gang Marius vendte sig og så på den anden seng, var det lige før spændingen sprængte hans spinkle krop. Han endte med at ligge og forestille sig hvordan Viktors reaktion ville blive, når han indså hvem hans værelseskammerat var.

Morgendagen havde været stille og folk som var rejst i løbet af natten, var så småt begyndt at ankomme. Marius havde lagt sig ind i sin seng og prøvede at læse imens han ventede. Han kunne høre folk ude på gangene, så måtte Viktor da også snart være her. Marius kunne slet ikke koncentrere sig om bogen, han lå som et utålmodigt barn, for hver gang han hørte fodtrin, løftede han hovedet forventningsfuldt, men stadig ingen Viktor. 

Endelig var der et greb om håndtaget og Marius svingede hurtigt bogen ned til sine fødder og lagde sig klar, som en lusket henslængt kat.
Chokket der spredte sig over Viktors ansigt da han trådte ind, var al ventetiden værd og Marius kunne ikke lade være med at grine, da den anden sagde hans navn. "Overrasket?" spurgte han spøgende og rejste sig for at give sin ven et kram.   

 Viktor kunne ikke blive enig med sig selv om det var grundet træk at det løb ham koldt ned ad ryggen. Selvfølgelig havde han glædet sig til at se Marius i weekenden - det var ikke dét, men det var bekymrende og ildevarslende at han skulle dele værelse med ham. Når de to unge mænd var alene, skete utilsigtede ting, som Viktor helst ville glemme, og som Marius selv havde interesse i at glemme; Det havde han jo selv sagt. Og så var der deres seneste brev udveksling. Hertugsønnen flottede sit smil, og udbrød en latter der var som sød musik i Viktors ører - og før han nåede at gøre antræk til noget, var Marius henne ved ham i et imødekommende knus. Armene løftede sig, og hang lidt ud fra siderne på den anden, ubeslutsom om han ville fuldbyrdige krammet. Et venskabeligt klap på ryggen blev det til.

 "Mon ikke." svarede han og blikket skævede til det vilde hår, som var det eneste han kunne se i omfavnelsen, før han trak sig væk, og lagde sine hænder på Marius' overarme for at holde ham på sikker afstand af sig selv. De nøddebrune øjne mødte de grønne varme hos den anden. 

"Pudsigt," begyndte han og slap hertugsønnen for at hanke op i sine tasker. Han møvede sig forbi Marius og gik hen til sin seng og smed taskerne derop, og forsatte "At vi to lige skulle dele værelse, huh?" han trak skævt på smilebåndet, og stod med ryggen til den anden. Der var et lille snert af mistænksomhed i hans toneleje, men det var ikke fordi han følte at Marius havde haft en finger med i spillet - det var bare.. ekstremt pudsigt, og næsten planlagt at det lige præcis var Marius der blev hans værelseskammerat.

Da Marius omfavnede Viktor, blev al spændingen og glæden forstærket, han havde virkelig savnet den unge hertugsøn og han klemte lidt ekstra hårdt omkring livet på ham. Marius fik et snert af den velkendte duft af citrus og minderne blussede op, fra da de sidst havde stået hinanden så nært. Viktor virkede dog mindre upåvirket, chokket måtte stadig sidde i ham, for hans kram var noget stiv i det, det blev bare til et par klap på ryggen. 

Idet Viktor lagde afstand imellem dem ved at holde fast i Marius arme, gjorde at han kunne studere den andens ansigt, der var alligevel gået 3 måneder siden de havde set hinanden sidst, Viktor var sågar blevet et år ældre. Han lignede heldigvis sig selv, hvilket varmede Marius hjerte. Deres øjne mødte hinanden og de velkendte varme brune øjne, så tilbage på Marius, han kunne ikke stoppe med at smile. Alle Marius forventninger var i hvert fald blevet mødt.

Han prøvede dog at tolke Viktors reaktion ud fra det han sagde og han virkede mindre begejstret.
Marius satte sig i sin seng og så på imens Viktor pakkede ud. Han besluttede med sig selv, at det ikke var tid til at afsløre at det var hans ide at dele værelse, endnu. I stedet valgte han at lege med og svarede "Jeg er enig, det er virkelig et pudsigt tilfælde" Og smilte indvendigt. "Jeg troede ikke du ville komme, siden du aldrig svarede på mit sidste brev?" 
  
Marius havde mest af alt prøvet at overbevise sig selv om at det skulle styrke deres venskab, ved at sove i samme rum. Det var altid i nattens mørke at folk turde hviske deres dybeste hemmeligheder til hinanden, det var som om man nåede et andet lag hos folk, som de ellers gemte i dagslyset og bag de normale dagligdags rutiner. Han kunne ikke lyve overfor sig selv og ikke anderkende at det han følte for Viktor var ren fascination og Marius havde aldrig haft en bedste ven før udover sin far, men det var klart noget andet at have en ven som ikke var familie. Viktor havde bare noget over sig, som gjorde alting lettere og Marius havde i sinde at beholde ham i sit liv, på den ene eller anden måde. Måske denne forståelse overfor Viktor også kunne dæmpe hans anden fascination af ham- hvorfor han var så forbandet tiltrukket af ham. 

"Nu kan vi rigtig lære hinanden at kende" Sagde Marius med et djævlsk smil 

 Skønt der var rigeligt med plads i værelset føltes det som hvis Marius metastaserede og tog det hele. Det gjorde han selvfølgelig ikke i fysisk forstand, men han gik også langt mere udover de fysiske grænser, og spredte sig i rummet som var han røgen fra en cigaret der var blevet efterladt til at klæbe sig til luften i rummet. Vanilje og en frisk sprødhed fra det orange løv der efterlod sig et symfoni af dufte. Marius og efteråret fyldte rummet. Det var en aromatisk kontrast til den søde usikkerhed Viktor stod tilbage med, mens han fik pakket det essentielle ud fra sine tasker. Kården, og fægteuniformen. 
  
 Viktor opgav at pakke ud, og satte sig istedet på sengen der gav en blid vuggen fra sig som han fik placeret sig, og betragtede Marius. Hænderne blev begravet i de bløde lagener på hver side af hans lår. 
"Angående dét - Jeg lagde mig syg med en slem omgang feber. Hele familien blev ramt." Han trak lidt beklagende i mundvigen, "Energien var der ikke til breve, desværre." Han gned læberne sammen og kiggede forbi Marius til et støvkorn der blev fanget af lysets reflektion. "Men vi skulle jo alligevel ses om lidt, så jeg tænkte at det ville gå."  

Nu kan vi rigtig lære hinanden at kende - Det var så sandt som det var sagt. "Som en vaskeægte pyjamasfestivitas." Han erindrede da han var yngre, hvordan storesøsteren, Alyssa, havde arrangeret at han og Annabeth skulle overnatte på hendes værelse. Hun kaldte det vidst ganske rigtig for en pyjamasfest. At hun gjorde det for at distrahere de unge søskende for den uhyggelige fare der lurede i krystallandet på det tidspunkt, var så den mørke side af mindet. Ikke desto mindre, var nostalgien omkring det godt. Ganske godt faktisk. Det var først senere at han fandt ud af den egentlige grund. Taknemmeligheden for storesøsteren var stor. 

 "Hvornår ankom du?" spurgte han nysgerrigt og lagde armene over kors som han så ham an. Marius lignede sig selv, men det var også begrænset hvor meget man ændrede sig på tre måneder - han var stadig lige så forbandet smuk som altid. Hans hud gnitrede i sollyset som støvkornene i lystrålerne. 

Det var stadig svært for Marius at anskue nogle følelser fra Viktor som omhandle ham. Han virkede som en lukket bog, gemt bag sine adelige høfligheder. Han var som en udtørret citron, fremfor den sprudlende ven, han havde håbet på at blive mødt med, hvilket frustrerede Marius. Det var jo meningen deres brevudveksling skulle have ændret denne væremåde, så de i stedet kunne have et afslappet forhold. Selvom Marius godt vidste at de sidste par breve han havde sendt, måske lige havde været i overkanten, så fortrød han intet. Nogle gange måtte man presse lidt på for at få det sjovt. Om ikke andet håbede han at stemningen ville ændre sig, som dagene skred frem. 

At Viktor ligefrem havde været syg havde han ikke regnet med og forstod hvorfor energien til at svare ham ikke havde været der. Når Marius blev syg, var han mere ynkelig end noget andet, eller det var i hvert fald hvad hans mor fortalte ham. "Du er undskyldt" sagde han med et drilsk smil. 

En pyjamasfest? Hvad var det for noget vrøvl han snakkede om. Det var i hvert fald ikke et ord han selv kendte til, medmindre han mente en oprigtig fest med vin, så var Marius klar.  
I stedet for at kommentere faldt Marius øjne på de foldede arme og måtte tage sig selv i ikke at stirre. Det var åbenbart et kendetegn for Viktor at have opsmøgede ærmer og det havde lige stort effekt på Marius hver gang. 
Med blinkende øjne rykkede hans opmærksomhed sig tilbage på Viktors ansigt, da han blev spurgt om hans ankomst. "Jeg havde jo lidt længere rejse, så jeg ankom i går. Det er såmænd min gamle fægtetræner som er en af de overhoveder som står for dette arrangement, så vi fik tid til en sludder og lidt træning." Denne samtale kedet ham og ville ønske Viktor havde lidt mere at byde på, end hans høflige fraser. Marius havde brug for at prikke lidt til den anden, så humøret i dette lokale kunne tø lidt op. 
Som ignorerede han alt andet spurgte han "Jeg håber du har mit brev med, som du kan læse op for os som godnathistorie". Med de ord rejste han sig og gik hen til døren "Kom så Viktor, vi kan ikke sidde herinde hele dagen, jeg kan se du fik pakket ud, så lad os se os lidt omkring". Han stod afventende og med et smil som nok ville blive ved hans mundvig resten af weekenden, så længe Viktor var i hans nærvær. 

Selvom dette var et arrangement afholdt af hans gamle fægtemester, tog Marius stor stolthed i at være en del af ansvaret og hjalp til på så mange måder han kunne. Om det så var at hjælpe de ny ankommende eller at holde styr på dagens travle program, så var overblikket stort. Han var sågar hjælpetræner på nogle af fægte timerne. Der var også mange han kendte, som han ofte kun så denne ene gang om året, som han glædede sig til at se. Denne weekend var travl på mange måder, men nu hvor Viktor var her, var det svært at løsrive sig. Det var dog på tide de fik kommet ud og minglede sig lidt med resten af de adelige. 

 Det var en underdrivelse at påstå, at Viktor ikke var blevet chokeret ved tanken om at skulle dele værelse med Marius. En vittighed, hvor han ikke helt forstod pointen. Men det var sådan landet nu engang lå, og jo hurtigere han accepterede dette faktum, jo nemmere blev det også for ham, at arbejde uden om de skæve følelser der lå lige til højre benet. Måske var det også bedre sådan her; som Marius så fint påpegede 'Nu kan vi rigtig lære hinanden at kende' - Og hvis han lærte ham, rigtigt, at kende - ville det måske gå op for Viktor at den dybe fascination han havde for Marius, blot var fascination baseret på hertugsønnens ydre karakteristika. En øm fantasi opdigitet i Viktors hovede - baseret på et fejlagtigt kys de havde delt engang.   

 Viktor nåede lige at se det drilske smil der hang ved den andens mundvig, som han tænkte tanken. Som om. Øjnene smalledes uden at artikulere hvad hans indre havde at byde på. Læberne krøllede sig langsomt op i et smil. Hvad nytte var der overhovedet i at bekymre sig?
 "Jamen når nu herren tilgiver mig, så må jeg jo takke ærbødigt." Overdrev han i ekstrem høflighed og gestikulerede fornemt med hånden for at understrege sine ord. 

 Det blev varmt i rummet, så Viktor tog overtøjet af og lagde den foldet ved siden af sig. Han bemærkede ikke hvordan Marius blik hang ved hans arme imens.

 Så Marius kendte altså fægtemesteren på herregården. Det gav vel sig selv - alligevel hævede Viktors ene øjenbryn sig i en overrasket grimasse.
 "Det vidste jeg ikke." Påpegede han åbenlyst. Det vidste Marius nok godt at han ikke gjorde - hvorfor han fortalte ham om det. Men så, lige så pludseligt, spillede Marius på Viktors tangenter som var han et klaver, og bemærkningen om brevet fik spidsen af adelssønnens ører til at blive varme. Han havde faktisk taget brevet med som en spøg. Men når Marius sagde det på den måde - var det ligepludselig ikke særlig sjovt for ham, og slet ikke med baggrunden af hvad han havde brugt brevet til. Han kom med et halvkvalt fnøs og så ud af vinduet. "Jaeh - det ville du sikkert kunne lide." Brummede han.

De nøddebrune øjne flakkede tilbage til Marius da han rejste sig - og pulsen nåede lige at stige ved tanken om han var på vej hen til ham - men han gik mod døren. Suk - styr dig selv Viktor. Det var alt for tidligt til sådan en kompleksitet.
 
 Kom så Viktor - som var han den andens lille skødehund. Og et eller andet sted endte han nok med at være det - for han rejste sig. Prikken over i'et ville være hvis han havde efterfulgt ordene med en fløjten og klap på lårene.
 "Mhm-hm." Nynnede han med et lysere oktav og strammede smilet. Han klaskede hænderne sammen foran sig som han fulgte med Marius ud af værelset. "Jeg ser frem til den varme kilde senere i aften." Sagde han åndsfraværende, men smilet hang ved hans læber. 

Som en lille skødehund, adlød Viktor og rejste sig, for at følge med Marius. Han havde slet ikke bemærket at hans ord angående oplæsning af hans brev, havde haft en påvirkning på Viktor. I stedet glædede han sig blot til at vise Viktor rundt eller rettere vise Viktor frem. "Jeg kan ikke vente med at introducere dig til nogle af mine venner, jeg er sikker på de kommer til at kunne lide dig!" sagde han med et oprigtigt smil før de gik ud af døren. 

Der var begyndt at komme liv i gangene, fra folk som var ved at komme på plads eller lige var ankommet. Snakken rungede ud i væggene, som sød musik i Marius øre. Han elskede at mænge sig i liv, i steder og arrangementer som dette, hvor han kunne få lov at vise sig frem og få opmærksomhed. Dette var en skøn kontrast til hans ellers simple og til tider kedelige hverdag derhjemme, hvor han kun fik lov at lyse som en stjerne, når hans forældre valgte at holde fester. Hvis det stod til Marius ville han have mennesker omkring sig hele tiden. Den dag han selv fik sit egen herregård, skulle den aldrig stå tom.

Rundvisningen havde taget tid, da Marius skulle hilse på så mange, på sin vej eller hjælpe nogle som var faret vildt. Men selvom han var optaget af at snakke med de fleste, glemte han ikke Viktor, han prøvede hele tiden at inkludere ham eller søge hans blik. For Marius betød denne weekends en fællesoplevelse, som han ville dele med sin nye bedste ven. 

-

Velkomstoplægget var veloverstået og den første fægtetime skulle til at finde sted. Marius og Viktor havde hentet deres fægteudstyr på værelset og var nu i omklædningsrummet for at skifte og gøre sig klar. 
Marius var som en bi der hele tiden søgte en bestemt blomst og havde derfor valgt at stille sig klods op af Viktor for at skifte. Han var så ivrig og klar til endelig at skulle fægte, at han havde revet sin skjorte op og var nu i færd med at komme i sin fægtebluse, men prøvede samtidig at spørge Viktor "hvilke er dine styrker.." Han fik ikke færdiggjort sin sætning, for da hans hoved røg igennem blusen, faldt hans blik på Viktors mave, som nu var frigjort af hans skjorte. Blikket røg dog hurtigt op igen og han fik rømmede sig, som hvis han havde fået noget galt i halsen og prøvede så igen "Hvilke er dine styrker i fægtning?" alt imens han prøvede at skjule sin stigende puls, ved ikke at lade sine øjne kigge hen på Viktor igen. 

 



 

 "Jeg ser frem til det." svarede Viktor, og følte at han nemmere kunne trække vejret da de gik ud af rummet der var inficeret med Marius' duft. Men som han gik ved siden af ham kunne han ikke undgå at duften kildede ham i næsen når hans hår dansede som han gik. Han fik lyst til at trykke hovedet ind i hans hår og snuse til ham forevigt - Viktor himlede diskret med øjnene af sig selv - men hvor var det unfair at Marius duftede så pokkers godt.

 Formiddagen havde mange ting at byde på. Viktor var imponeret over hvordan Marius kunne være alle steder på én gang men stadig trække Viktor med sig, og stadig give ham opmærksomhed. Det var en fascinerende styrke hos den anden, og Viktor kunne ikke lade være med at smile bifaldende til ham når han stod i baggrunden og iagttog Marius med andre. Skønt Viktor var en ganske social sommerfugl når han gad at være det, kunne han ikke slå Marius; han var født til opmærksomheden og at være på - igang, hele tiden. Det kunne han ikke hamle op med. Når Viktor følte behov for at trække sig, følte Marius et behov for at mænge sig; men Viktor fulgte troligt med, og var ganske underholdt. Det var helt betagende at se hvordan Marius strålede her - fremfor derhjemme, hvor han mest af alt kunne sammenlignes med en kanariefugl i et guldbur. 

 Der var en masse andre unge mænd i omklædningsrummet, og en summen af ivrig snak foregik derinde. Viktor selv, så ganske koncentreret ud som han var på vej ud af skjorten. Det skulle selvfølgelig ske at de - Marius og Viktor - stod og klædte om side om side, men det var hvad der kunne forventes selvfølgelig - nu var det bare at holde tungen lige i munden, og ikke overtænke det for meget. Viktor havde klædt om før i fællesrum, set nøgne mænd adskellige gange uden at føle noget (for det meste) - så dette kunne også være ganske ufarligt; bare fordi Marius var.. ja Marius, betød det ikke at han ikke kunne holde følelserne i skakmat imens. Viktor skævede forundret hen på Marius der hurtigt kom ud af sin skjorte - men han var ikke det mindste overrasket. Så ivrig. Der var den samme smag af iver i det kys de havde delt. Stop. Viktor så frem for sig, og man kunne se i hans øjne at han havde en igangværende samtale med sig selv. Marius brød ham ud af sine tanker da han talte - men han haltede lidt i ordene, indtil han endelig kunne færdiggøre sin sætning. Viktor hævede det ene bryn, og så lidt undersøgende på ham imens for at finde ud af hvorfor den anden fik en tudse i halsen, men så opgav han, og smed skjorten fra sig.
 "Mine styrker." gentog han overvejende og så frem for sig mens han trådte ud af sine bukser. Nu stod han kun i undertøj, "Jeg vil nok sige min.. tålmodighed? Evnen til at holde hovedet koldt. Muligvis." Han tiltede hovedet lidt på skrå, og så nu hen på Marius, mens han hev sine hvide, tætsiddende træningsbukser på. Det var svært at lade være med at lade blikket hænge ved mavemusklerne der var fremtrædende på Marius, men han gjorde sit bedste, for at holde sig selv i snor. Viktor samlede fægteoverdelen op. "Hvad er dine, Marius?" spurgte han med et skævt smil, og trak i blusen. 

Ha selvfølgelig var det tålmodighed, en kunsternes dyd. Han kunne næsten ikke have forventet et andet svar fra Viktor. Nej for Marius var det hans benarbejde der var vigtigst, så han kunne bevæge sig hurtig og smidig som en kat. Samt en brændende ihærdighed, som gav kraften til at tænke hurtig og på den måde overmande sin modstander.
Han skulle til at give en kommentar på Viktors svar, men selvom han lige havde lovet sig selv ikke at kigge på Viktor igen, forrådte hans øjne ham og de kiggede instinktivt hen på den anden. Han fortrød straks, for det blikket mødte var nu en næsten afklædt Viktor- han stod kun tilbage i hans undertøj. Kroppen vågnede op som havde den været i dvale, det kriblede helt ud i Marius hænder. Et ekko af hvordan Viktors hud føltes på fingrespidserne, spredte sig som kuldegysninger op af armen. 
Som forarget over sin egen krops reaktion, kom der ikke et ord ud af Marius mund. I stedet tog han sine egne bukser på, i samme ivrige måde, som skjorten før var røget af. Han var glad for Viktor nu spurgte ind til hans styrker, så han kunne blive distraheret. 

Med blikket fast låst og fokuseret på tøjet foran ham, fik han svaret “benarbejde, det kommer man længst med og passion, noget du godt kunne lære lidt af” sagde han med antydningen af et smil, men lod forsat sit blik være fanget af det foran sig, selvom hans indre skreg efter at kigge hen på Viktor igen, blot for at se om han havde forstået hans lille hentydning.
Han satte sig for at tage sko på og forsatte så “At fægte er som at elske med et andet menneske, man skal lære at gennemskue den anden ved at lure hvordan de bevæger sig og derved bruge det imod dem” Først nu tillod han sig at kigge op på Viktor, som heldigvis var påklædt og lod sit djævlske smil spille henover læberne.

 Selvfølgelig så Viktor forkert. Og alligevel - kunne han ikke lade være med at føle at han blev begloet. Det var en flygtig fornemmelse, men de grønne øjne hang ved ham, og jo mere han overbeviste sig om at han blev set på, kriblede det på huden som hvis tusinder af myrer kravlede på ham. Uniformen var nu blevet en beskyttende barriere for det kildende blik, og da Viktor kiggede på Marius på ny, så så han ikke længere på ham. Måske han havde læst for meget ind i det. Zalaens fantasi.

 "Hah?" Udbrød han i vantro og hans ene øjenbryn hævede sig udtryksfuldt op til panden. Et toneleje der indikerede et opråb lignende; hørte jeg lige rigtigt? Og Viktor kneb øjnene sammen for at se på Marius med påtaget fornærmelse. Den ene arm kom udfordrende i siden da han så ham an, "Jeg er passioneret." Forsvarede han selvhøjtideligt og hævede det ene bryn. En smule forvirret over denne udtalelse fra Marius. Hentydede han til noget fra brevene? Var det fordi Viktor var jomfru? Av -- men, Viktor var passioneret i kunsten og musikkens verden.. det var noget pjat at kalde ham det modsatte. Vås! 

Som at elske med et andet menneske, simpelthen? Oho.   Viktors læber krøllede op i et skælmsk smil, "Og det har du jo rigelig erfaring med." Svarede han igen, og sendte ham et sigende blik. Skønt, Alryss sønnen gjorde sit bedste for at virke upåvirket af Marius' forførende sammenligning; at fægtning var det samme som elskov - kunne han alligevel ikke undgå at mærke en brændende knude i sit bryst. Træk vejret. Og ganske diskret forsøgte han at dække sine røde ører med krøllerne, alt imens han satte sig på bænken og gjorde kunsten efter med støvlerne. 

 Viktor vendte opmærksomheden mod Marius igen - betragtede de lange øjenvipper, og blikket faldt tungt ned på læberne før han så rettede sig op, kom ud af sin trance og erklærede med en sigende pegefinger.
 "Du kommer til at æde dine ord, unge Hr. Isenwald." Et arrogant smil formede sig om den unge adelssøns læber, og så rejste han sig. "Vi ses derude." Han tog fat i sin kårde og hjelm - gik afsted mod træningsarealet uden at vente på Marius. 

Marius stoppede det han var igang med og kiggede op på Viktor, som han stod der i en forsvarsposition. Han kunne ikke stoppe smilet der nu bredte sig over læberne, Viktor var så kær og det gav ham blot endnu mere lyst til at drille ham. "Du ligger din passion det forkerte sted min ven, jeg er sikker på når du lærer at bruge den i din elskov, så bliver du også meget klogere på kunsten." Smilet blev til et grin, af de næste par ord der kom ud af Viktors mund "Jeg har i hvert fald rigelig erfaring med at vide at min teori virker, bare vent og se." fik han sagt i en let leende tone. Marius kunne tydeligt aflæse hvordan den unge adelsøn var jomfru, det kunne godt være han prøvede at skjule sine røde øre, men hvor var det dog en uskyldig og sød reaktion. Marius havde helt lyst til at nive Viktor i ørerne. 

Blikket fulgte Viktor, som han satte sig ved siden af, han kunne ikke lade være med at betragte de rødmende øre og måtte bruge hver en muskel i sin krop, fra at stoppe sig selv, for ikke at røre dem, i stedet vendte han fokusset tilbage til at få sin anden støvle på. Det kriblede lidt i nakkehårene, som han kunne mærke Viktors øjne undersøge ham, han gjorde ikke noget ved da han kunne lide fornemmelsen. Han håbede Viktor kunne lide hvad han så og lod sit smil hænge i mundvigen. 

Han blev dog chokeret, da Viktor ligefrem pegede af ham og udfordrede ham med sine ord, for derefter at rejse sig og gå uden at vente. Marius rystede på hovedet med det største smil "den lille lømmel" Han elskede den side af Viktor. Han fik lukket støvlen og råbte efter Viktor "Hey vent på mig din lømmel" Marius skyndte sig at tage sin kårde og maske og fulgte efter.

Trænings rummet var godt fyldt allerede, folk stod i grupper og snakkede og man kunne mærke spændingen imellem dem.
Rummet var opdelt i baner med optegnet streger. Marius stillede sig hen til den bane han var tildelt, lagde kården og masken på gulvet foran sig. Han begyndte at varme lidt op ved at køre rundt med armene og kiggede interesseret og søgende ud i lokalet med vakte øjne.
Alle ville starte med noget opvarmning og derefter kunne folk dyste mod hinanden. Dagen idag skulle kun bruges på sjov og på at lære hinanden at kende. Den store dyst ville først finde sted i morgen.
Selvom han lod blikket søge folk han kendte, blev det alligevel ved med at finde de velkendte krøller. Viktor stod og snakkede med en anden og en lille snert af jalousi nev i Marius mave. Han følte sig klar og gik direkte hen til Viktor og spurgte “har du lyst til at tage en opvarmningsdyst? Vis hvad du duer til?” Smilet var smørret og opfordrende.

 Passion var subjektivt og ganske privat - hvad der driver og antænder denne skulle ikke komme for andres skue eller dømmende tunger. Viktor kunne ikke lade være med at himle overdrevent med øjnene til Marius' forfærdeligt charmerende smil, som han sad der og spillede bedrevidende (for bedrevidende var han ikke!) Aha - så elskov skulle simpelthen få Viktors kunst til at blomstre? La' da være!
 Tungen pressede op til kindtanden mens han overvejede Isenwald sønnens ord, ikke tydeligt overbevist. Et fnys undslap næsen igen, og han daskede let ud med hånden i afmagt, "Du drømmer." sagde han spydigt. 

 Som han travede afsted med sit udstyr under armen, så han sig ikke én eneste gang tilbage. Heller ikke da Marius kaldte efter ham at han skulle vente. Lømmel - Hvem af os to var lige en lømmel? tænkte han med mundvigen der skubbede sig uvilkårligt op til et underholdt smil, og rystede svagt på hovedet til kaldenavnet, og af sig selv. Marius var en større lømmel end ham.

 En summen af ivrige fægtere sendte vibrationer gennem træningshallen og fyldte rummet med en spændt, men energisk stemning blandt deltagerne. Viktor og Marius lod sig skille da de begge var kommet derind, gjorde hvert sit, og i små, ukontrollerede øjeblikke, søgte de nøddebrune øjne hen til den unge mand med det vilde mørke hår, og selvtilfredse smil. Marius var i sit es - han passede virkelig ind her, og -- Bonk. Viktor mærkede at ramme noget, eller nogen imens han var igang med sin opvarmning, og var ganske åndsfraværende i sin enmands stirrekonkurrence med Marius, at han havde slet ikke bemærket hvor eller på hvem han slyngede sin arm ind i. 
 "Åh du godeste." udbrød han forbavset - trak med det samme armen til sig, og drejede omkring for så at møde blikket der tilhørte en mørk pige, spækket med fregner over det lille ansigt. Det var hende han havde passeret tidligere.
 "Det må De virkelig undskylde, frøken. Jeg må have stået og sovet." undskyldte Viktor med et medfølende blik da han så hende stå og ømme sig på hovedet. Hun sendte ham et beklemt smil, og viftede lidt affejende med hånden, "Det er helt okay - Måske vågner jeg op med et horn imorgen, dog." lo hun, og han kunne ikke lade være med at grine lidt af den akavede situation. 
 "Et horn, kan også noget." svarede han underholdt, og foldede armene mens han betragtede hende lidt - og i dét hørte han Marius' stemme bryde ind. 

 "Høh?" Viktor vendte sig mod Marius i en lettere konfus mine til at begynde med, men så fik han fokuseret på ordene; opvarmningsdyst. Mundvigen trak sig op i dristigt smil, "Skal jeg vise hvad jeg duer til, hmm?" han lagde hovedet på skrå og betragtede ham. "Lad os gøre det." sagde han så, og samlede kårde og hjelm op fra gulvet. 
 "Vi ses." sagde han til pigen, og gav hende et lille venligt nik, før han gik med Marius hen til deres areal. 

Viktor betragtede Marius foran sig, og traskede hen til startpunktet. Kården lagde han på jorden, og stod med hjelmen i sine hænder. "Jeg kom til at slå hende i hovedet." indrømmede han så med et håbløst smil og ruskede sig lidt i pandehårets lokker.

Marius fik kun opfanget det sidste Viktor sagde til pigen foran sig og forstod ikke helt den kontekst samtalen omhandlede- horn?
Blikket kørte flygtigt over pigen Viktor havde snakket med, uden at vide om de kendte hinanden eller ej. Marius var dog ligeglad og sendte hende blot et køligt nik som afsked, da Viktor tog imod hans udfordring. Det blik som Viktor sendte Marius, tændte en ild i ham. Han var så klar på at kæmpe imod ham, at smilet spredte sig til hele ansigtet. Inderst inde var han bare glad for at Viktors opmærksomhed atter var på ham.  

De gik hen til banen hvor Marius havde lagt sit udstyr. Han skulle til at samle det op da Viktor fik sagt noget uventet. Havde han slået pigen? Han skævede kort hen til hende igen, men vendte så sit blik tilbage til Viktors, hans ansigtsudtryk var noget dømmende. "Du slog hende i hovedet? Nok ikke den bedste måde at få nye venner på Viktor. Pas på hun ikke udfordre dig senere" sagde han før smilet blev dækket af masken. 
Marius der nu havde kården i sin hånd, stillede sig overfor Viktor ved midten. Han lod deres kårder mødes kort, som for at indikere de skulle til at begynde, inden han trådte tilbage og stillede sig klar. Han kiggede kort rundt og så at folk var begyndt at samle sig omkring dem, for at se på. Marius elskede denne opmærksomhed og var så klar på at vise sine evner frem overfor dem og ikke blot vise Viktor, hvad han duede til. 

Marius selvsikkerhed blev langsomt omdannede til fokus, dog var det en ny følelse at skulle kæmpe imod en af sine gode venner. Han var vant til at være ligeglad med sin modspillers følelser, men han kunne mærke det var noget andet at skulle dyste overfor Viktor. Det var lidt ligesom når han skulle imponere sin far, presset fra hans fars blik kunne nogle gange gøre at Marius mistede sit fokus, fordi han blev for nervøs eller ivrig og han kunne mærke de samme følelser ulmede op i ham nu. 

Halvfrustreret lukkede han kort øjne for at tage nogle afgørende dybe vejrtrækninger, som når han skulle finde sit fokus når han var på jagt og dulme nerverne. Al lyd omkring ham forsvandt, så det kun var hans eget åndedrag han kunne høre. Han elskede dette øjeblik før en kamp skulle begynde, al spændingen der blev opbygget, han måtte bare passe på at denne spænding ikke tog overhånd, så han mistede overblikket. 
Han bukkede let ned i benene og lod den hånd som var fri, holde sig parat bag sig. Han hoppede lidt frem og tilbage og følte sig klar til hvad end Viktor havde at byde på.

 Spidserne af deres kårde mødtes et par gange, før Marius hoppede frem for at angribe, men Viktor parerede og Marius skyndte sig at hoppe tilbage, før Viktor kunne nå at angribe ham. Marius lod sin kårde ramme et par gange igen, før han endelige så sit snit og med en lynhurtig bevægelse fik ramt Viktor på toppen af brystet. Et lettet suk slap hans læber- det Marius var mest kendt for, var hans præcision og hastighed, men Viktor overaskede ved at være hurtig og give igen. Det fik Marius til kort at miste balancen og måtte med hurtige hop, trække sig tilbage. Det frustrerede ham, han havde ikke regnet med at det skulle være så svært at gennemskue Viktor. Irriteret over situationen glemte han sine teknikker og lod sig i stedet gå mere aggressivt til værks, ved at lade deres kårde mødes så hårdt at det gav genlyd i rummet.

 "Ja, det var jo ikke ligefrem med vilje." Sagde han med et mildt fnys og et hovedryst. En smule fornærmet over at Marius kunne tro andet. Viktor var ikke voldelig anlagt. Men da han bemærkede Marius' smil, kunne han ikke lade være med at besvare det, og snørede sin hjelm stramt om hovedet. Klar til at vise, hvad han var lavet af.

De to unge fægtere stod midt på gulvet i træningshallen, omgivet af tilflokkende tilskuere, men de var svævende i en verden af deres egen. Deres kårder flimrede som de med et skarpt klir ramte hinanden for første gang i en høflig hilsen der signalerede starten på deres duel. 

Marius havde selvfølgelig en vis selvsikkerhed over sig, som var han født til at fægte, og hvis Viktor selv skulle sige dét, så var han det nok. Det udstrålede han i hvert fald. Hans modstander svang sin kårde frem og tilbage i raske bevægelser, som om han ville danse en vild dans. Viktor holdt et opmærksomt fokus på ham, og forblev uforstyrret af sin modstanders angreb. Han lod ingen frustration bryde igennem sin koncentration. Selvom, Viktor ikke var den bedste fægter, var han heller ikke den værste - for når han først satte sig for noget, plejede han som regel at være ret god til det.

 Det var ingen overraskelse, at Marius fik det første point, men Viktor var klar til at modsvare med en hurtig og præcis teknik, der resulterede i et point til ham selv. Han trådte elegant tilbage, hans øjne stadig fokuseret på Marius, og et lille smil formede sig selvtilfreds på sine læber. Så er vi igang.

Det var umuligt at gennemskue ansigtsmimikken bag hjelmene, men ud fra kropssproget at dømme, synes Viktor at Marius lod til at blive mere og mere frustreret, som kampen skred frem. Han var som en tordenstorm, der samlede sig i horisonten, klar til at eksplodere for hver gang Viktor tålmodigt blokerede hans angreb. 
 
 Viktor rynkede brynene, forvirret over hvad der lå til grunde for denne pludselige desperation fra Marius, for han kunne se hvordan hans teknik blev dårligere ved det - han mistede sit fokus i sine aggressive stød, og dette mindede mere om krig, end elskov. Den unge junker udstødte et overrasket brum i forsøget på at trække sig tilbage, mens kårdene uafbrudt klingede mod hinanden og skubbede Viktor mere bagud. 
 "Ah- Marius, fægtning handler ikke kun om styrke og hastighed, men også om at bevare roen og koncentrationen." sagde han under hjelmen, en smule belærende med smilet i stemmen, og trådte så frem mod ham igen. Hans frie hånd lå trygt knyttet på ryggen, klar til at tage imod Marius' næste angreb, inden han selv ville støde til når han så sit snit til det.

Marius havde glemt at det blot var en opvarmningsrunde, tanken om at vinde havde overdøvet al andet fornuft. Han kunne mærke sveden melde sin ankomst, da en dråbe trillede ned fra hans tinding.
Alle de venskabelige tanker og følelser overfor Viktor var forsvundet og overtaget af forstærket vrede på at vinde.
Men med hvert angreb, fik Viktor pareret, som var Marius slag ingenting. Marius følte sig som en tåbe, noget han hadede mere end noget andet. Han opfangede Viktors ord og de var blot brænde til hans indre ild. Han var for oprørt til at svare og slog i stedet med mere fart ud efter Viktor. Desværre gjorde det bare at han blev mere og mere ufokuseret og hans angreb blev dårligere, fordi alle hans teknikker blev overdøvet at indre rød raseri.
Marius kunne slet ikke indse det og hans arrigskab smittede ud i publikums medvirken. Det var først der han bemærkede deres tilråb og iver, som blev højere og højere. Dog indså Marius at det var Viktors navn de råbte. Frustreret over denne indsigt, mistede han kort overblikket ved at kiggede kort rundt, hvilket blot gjorde Viktor ramte ham og fik et point mere.

En dråbe sved løb ned i munden, men da Marius lod sin tunge slikke det bort, smagte den af jern og ikke salt. “Stop!” Fik han råbt og hev masken af for at tørre sin håndflade over næsen og fik endelig indset det han frygtede, han havde fået en af sine ture med blodnæse.
Han lod sin hånd hvile på næsen, mens han kiggede rundt og så folks ansigter, nogle forbavset. Ydmyget over den dårlige kamp og nu dette, smed han masken og kården fra sig og skubbede sig forbi den tætte masse af tilskuer. Han ville bare væk fra dem alle sammen.

Vreden boblede i ham da han nåede ud i omklædningsrummet. Han fandt sit lille håndklæde og satte sig opgivende op af sit skab med stoffet presset mod sin næse. Han lagde hoved tilbage og lukkede øjnene, for at samle sig selv. Hjertet og åndedraget kæmpede derudaf, som var de i tæt kapløb med hinanden.

I en hvirvelvind af slag og handlinger, mistede Viktor fodfæstet og følingen med Marius' sindstilstand. Han var fanget i sit eget fokus, med teknik og holdning som sit eneste anker. Hver gang Marius angreb med slag, måtte Viktor svare igen for ikke at lade sig overmande. Han var fanget i en kamp uden ende. Men pludselig lød et rasende 'STOP', der skar igennem salen som en lynild. Viktor blev tvunget til at standse op i sin hektiske dans og så Marius' vrede i øjnene da hjelmen blev løftet op. 

 Viktor løftede sin egen hjelm, temmelig forvirret, og med det samme lod han sit blik glide hen over Marius, kun for at opdage blodet. Han overværede forbavset hvordan det flød ned over den porcelæn-fine hud. Han overværede hvordan Isenwald sønnen i sin frustration tværede næseblodet af sig. Som en lang stribe af rødt og hvidt, var det et skræmmende syn. Det kom bag på ham. Hvad skete der? Han løftede det ene bryn, og følte sig ude af stand til at sige noget i momentet. 
 
 Kårde og hjelm blev kastet fra sig af Marius, og hastigt masede hertugsønnen forbi de andre som havde stået og set på. Han forlod salen i al hast. Et øjeblik stod Viktor forvirret tilbage, og småforsinket i sin reaktion, som hvis Viktor lige skulle igang, tog han sin hjelm helt af og lagde kården fra sig. Hans blik flakkede hen over de chokerede tilskuere, men han kunne ikke tage deres reaktioner ind. Alt hvad han tænkte på var, hvordan Marius havde det, og at han ville sikre sig at han var okay. Med en klump i halsen, og et bekymret blik, satte Viktor i trav efter det sårede lam. 

  "Marius?" kaldte han uroligt, og måtte holde vejret i sin nervøsitet. Han kunne ikke lade være med at føle at det var hans skyld. Men næseblodet? Var det normalt? Han bed sig lidt i underlæben, og en genkendelig følelse af ubehag strømmede igennem kroppen - ligesom dengang til Marius' fødselsdag, da han fulgte efter ham hen til vinduet.. inden deres kys. 

 Han fandt ham siddende op af skabene, på gulvet. Og luften forlod hans læber i en lille rysten. 
"Marius." sagde han igen, og kom hen til ham. Han lænede sig tøvende op af skabene, et stykke fra ham og iagttog ham holde kluden ved næsen. "Har du brug for noget?" Blikket flakket rundt på ham, og maven knugede sig en smule sammen i det han trommede lydløst på skabets kant. 

Pulsen var endelig ved at falde, men den kærkommende ro, blev afbrudt, da Marius hørte nogle kalde på ham i nærheden. Kan man ikke få et minuts fred. Han klemte sine lukkede øjne endnu hårdere sammen, som kunne det gøre ham usynlig. Dog blev hans navn sagt tættere på denne gang og fik afsløret hvem der ledte efter ham. Viktor. Af alle mennesker skulle det selvfølgelig være ham der ledte efter ham, næsten som for at gøre Marius ydmygende situation endnu værre. 
Marius vrede blussede atter op som en voldsom orkan og stadig med lukkede øjne lyttede han til Viktors bekymrede ord, som prøvede han at lege dagens helt. Marius åbnede sine øjne på klem og skulede op til ham og fik sagt med så meget hån i stemmen som han kunne "Lad mig være i fred, Viktor. Jeg er godt træt af at være omgivet af nederlag og idioter. Og du er lige præcis begge dele i dag." 

For at forstærke hans sårede tilstand, tog Marius kluden væk fra næsen, for at se hvor meget han havde blødt. Det havde åbenbart været en af de mere voldsomme episoder og kluden var næsten farvet helt rødt. Som han ignorerede Viktor, satte han sig, så det ene ben blev bukket og lod stadig det andet være henslængt foran sig. Nu hvilede han armen på det bøjede knæ og hånden som stadig holdte kluden, kørte han henover næsetippen. Han studerede hånden som viste at blodet stadig strømmede ud af ham, dog mindre kraftigt. Han lod kluden hvile mod næsen igen og lod et suk undslippe hans læber.  

Han rettede atter sin opmærksomhed mod Viktor og bemærkede, at han var alene. Selvom Marius følte sig som et såret dyr, der ville dø alene, kunne han mærke, at hans hjerte begyndte at slå hurtigere igen. Det var en blanding af vrede, men også noget.. glæde? Varmen der brændte i kroppen udtrykte modstridende følelser. Forræderiske krop, tænkte Marius. Han ville dog ikke lade Viktor slippe så let. Marius prøvede at lyde hård, men ordene kom ud mindre truende "Vær glad for vi er venner Viktor, ellers ville resten af din weekend ikke blive så sejrsrig" 

Kaldte han mig lige en idiot? Viktor missede forbavset med øjnene, og måtte lige sluge den. Okay, det var ikke helt dét han havde regnet med. Den unge greve søn mærkede en klump danne sig i halsen, og de mørke øjenbryn dansede op i en forvirret panderynken. Han klemte læberne påpasseligt sammen, mens han nøje overvejede hvad næste skridt skulle være. Lige nu forekom Marius som en vild, skræmt kat der unægteligt kunne finde på at kradse ud efter ham trådte han forkert. 
 "Hør..." startede han, men måtte stramme kæben eftertænksomt sammen før han kunne forsætte. Mhm, hør hvad? Han kløede sig lidt i panden og tog en dyb indånding og kiggede til siden efter en eller anden form for guide til dét her. Der var dog intet der sprang i øjnene på ham, så han måtte klare sig selv. Han lænede sig mere henslængt op af skabet og betragtede Marius der sad på gulvet, armene lagde han over kors, og benet krydsede ved anklen. 
 "Jeg tror ikke jeg gjorde noget galt? Men, jeg beklager hvis jeg gjorde." sagde han empatisk. Han klemte øjnene lidt usikkert sammen, de skinnede dog af ærlig empati for den anden, mens han studerede Marius nede for sig, indtrængende. Han prøvede virkelig at forstå hvad der skete inde i hallen, der nu resulterede i en uventet konfrontation mellem ham og Marius. Selvom han ikke var helt sikker på, hvad der var sket, ønskede han at vise sympati og anerkendelse for Isenwald sønnen. 

 Han skubbede sig ud fra skabet med et lille suk og forsvandt et kort øjeblik. Han havde lagt mærke til hvordan blodet havde gennemblødt kluden som Marius sad med. Og hans første indskydelse var at finde noget at erstatte kluden med. Marius sagde pludselig noget der fik Viktor til at stoppe op mens han ledte. Han rystede på hovedet og et lille, forundret smil spillede om hans læber. Hvad skulle dét dog betyde? Heh. Med sit håndklæde i hænderne, trådte han til syne igen og kom ned på hug foran Marius og rakte det til ham forsigtigt. "Her, brug det istedet." sagde han prøvende, og ville gerne være hjælpsom. 
"Får du dét tit?" næseblod. Blikket så dybt på ham, bekymret, og mundvigen trak sig forsigtigt op i alvoren, mens han placerede sig ved siden af Marius, uden at tage øjnene fra ham. 

Marius skulede op til Viktor, som han stod der og legede uskyldig, med sin halvfesne undskyldning. Han var slet ikke klar over hvordan han havde udstillet Marius. Hvor var han dum. Og han kunne bestemt ikke lide den måde at Viktor stod over ham lige nu, det fik ham kun til at føle sig endnu mindre end han i forvejen følte sig. Marius drejede bare hovedet væk med et lille fnys. 

Lige indtil Viktor begyndte at bevæge sig væk, Marius lod sit smalle blik følge Viktor da han gik væk for at lede efter noget. Vreden var dog ved at aftage, selvom han stadig følte at hans stolthed var såret, var der nu alligevel noget lettende over kun at være ham og Viktor alene. Det var som om at vredeskyen havde lettet sig og derved gjort Marius tanker mere klare. Det var måske ikke den værste situation, det var trods alt kun weekendens første kamp og kun en opvarmning runde. Marius skulle nok nå at få sit omdømme vendt. En Isenwald giver ikke så let op. 

Da Viktor kom tilbage, satte han sig på hug foran Marius og instinktivt lænede Marius sig tilbage op af skabet, med et skeptisk blik. Da han så kluden, tog han forsigtigt imod det, men gav sig god tid til det, bare for at gøre et ekstra nummer ud af, at Viktor ikke havde behøvet at gøre sig besværet. Viktor er alt for god af sig tænkte Marius. Han er et let offer for folk der kan udnytte ham, gad vide om han selv er klar over det. Imens han tænkte det, undersøgte han Viktors uskyldige ansigt. Nogle følelser vågnede op i ham, ved at de sad så tætte sammen igen. Som hver en detalje af Viktors kønne ansigt, vækkede nogle dybt begravet minder, som Marius længe havde prøvet at drikke væk. Hans øjne faldt kort på Viktors læber, da han spurgte ind til næseblodet. Marius rynkede lidt på næsen of svarede "Det sker desværre oftere end jeg kan lide det." Han lagde den brugte klud ved siden af sig og lod den nye finde vej til næsen og drejede derefter hovedet og så på Viktor som havde sat sig ved siden af ham. "Men det er okay, det går snart over" tilføjede han og prøvede at lyde mere afslappet, end han egentlig følte sig. Hvorfor skulle han sætte sig så tæt op af ham..