Havnens største hal var dekoreret op med levende lys, ildfluer og anden belysning fra folks kreative opfindsomheder og evner smedet sammen. Det var den tid på året, hvor havnen kastet sig ud i festlighederne på deres egne måder.
Mad fra slagteren der nød af al fangst fra havnen, musik fra de musikalske individer der fordrev fritiden på havnen og skabte de gladeste aftener for alle, når man vendte retur for en ellers træls dag. Alle som kunne få dagligdagen til at gå rundt, var med til opsætningen eller deltagelsen i festligheden.

Der var opsat lege og aktiviteter i øksekast, ringkast, spis æbler i vandet og armlægning og meget mere. Mulighed for dans, folkedans, havnedans, munter dans, stille danse, de kom igennem det hele, da mulighederne opstod for det.

“Vi vil alle gerne takke jer, for jeres bidrag, hjælp og sammenhold ved havnen! Uden jer, kunne sådanne traditioner ikke stå ved. Drikkevarerne er alle betalt for, så slå jer endelig løs!” brød formanden for aktiviteten dem alle en sidste sen aften velkomst.

Fiskenet hang i loftet, miniature anker hang ind i mellem som stjerner og duften af god mad og søde drikke brød hallen op til en uforglemmelig aften.

    Havnefesten var den ene dag om året, hvor man ikke rigtigt kunne regne med Lysets flåde. Altså jovist, de var da stadig til stede ude ved de ramte kyster og på havet, hvor pirater og Mørket aldrig tog ferie, men på havnen var der andre spilleregler i dag. For i dag var der ingen pludselige ransagninger af skibe, ingen ekstra tjek med last og inden påkrævet dokumentfremvisning. Det var absolut den nemmeste dag at smugle sin last ind ubemærket, men netop i dag ville det i følge Lynn være et større tab for dem selv end for Lysets skatteindkrævning. For brugte man hele aftenen og natten på at slæbe smuglergods, ville man gå glip af alle de fantastiske festligheder.
    Vægtere fra omegnen var sat til at holde lov og orden - eller mest bare smide folk hjem, når de blev for fulde - for alle vidste, at flåden ikke tog den opgave i aften. De havde lagt uniformerne i kahytten og deltog i festen på lige fod med alle andre. Også flådens admiral Lynn. Især Lynn.
    I gamle dage, da hun stadig kun var kaptajn havde hun hjulpet til hele dagen med at pynte op, sætte øltønderne frem og slæbe borde ud fra kroer, skænkestuer og havnekontorer. Nu havde hun desværre brugt dagen på at få styr på den opgave, de skulle begive sig ud på dagen efter havnefesten, samt at tildele opgaver til alle de andre skibe, der lå til kaj i øjeblikket. Hun savnede at gå rundt sammen med de andre havnegængere og gøre klar. Hele dagen hørte hun på deres latter, mens de slæbte sig til træthed, men hun savnede at gøre det i stedet for at lave papirarbejde. Sådan tog livet nogle gange én i en anden retning, end den man ønskede. Hun lod negativiteten flyde ud med lyden af bølgerne og lod sig i stedet glæde ved at den nye generation havde det lige så sjovt med opgaverne, som hun havde haft det i fortiden.
    Da mørket faldt på, kunne Lynn tilslutte sig de andre udenfor. Fiskenettet i loftet og de mange lys tog hende direkte tilbage til alle de andre havnefester. I alle sine år som sømand havde hun kun misset en enkelt, fordi de var blevet forsinket til søs og ikke var nået til Juvelen i tide. Hvert år var det samme, men også noget helt specielt. Hun elskede den glæde, der satte sig fast i folks blik, mens de dansede rundt mellem hinanden, lod øllet sprøjte op ad glassene og dele latter, så det flød ud over det mørke hav. Når solen stod op i morgen ville støvet være sparket godt op fra mellem brostenene, ølklatter ligge som render hvor det havde været, og de unge mennesker ville døse op ad hinandens skuldre efter at have holdt sig vågne hele natten for at se på stjernerne. Havnefesten var i sandhed en af de smukkeste begivenheder, Lynn kendte til.

Havnefest i Juvelen var en gentagende begivenhed, som Charles ofte havde taget del i. Når han var på fastland, og ikke ude at sejle, selvfølgelig. Dette år passede det dog med at de var ankommet en uges tid før, og derfor ville han have mulighed for at deltage, drikke og more sig, sammen med besætningen og alle andre i byen han kendte. Dem var der alligevel mange af.
Men burde han måske havde droppet festen, i forhold til at smugle flere varer ind eller holde noget større i "Ringen", nu hvor lyset og byvagterne var fuld optaget af denne begivenhed.
Den sidste uges tid var gået med rigtig meget arbejde i “Ringen” og derfor så han dog også nu frem til at kunne bruge lidt tid på sig selv, og ikke mindst de få folk som han havde omkring sig.
Stedet var flot pyntet op med lysende lygter, fiskenet og hvad der ellers var blevet brugt af finurligheder, for at gøre det hele mere festligt.
I løbet af aftenen fik Charles rigeligt at drikke, han havde talt med Viktor, Lynn og så mange andre. Han havde spillet diverse drukspil, slået søm i og hvad man nu ellers foretog sig, når man endelig morede sig og ikke tænkte på arbejde.
Det at kunne sætte sig med en øl, som han så af og til gjorde på diverse kroer, var noget han holdt af og han kom tæt på andre og historierne fra deres liv blev delt med andre.

Eftermiddagen var gået med at hjælpe de sidste ting på plads til festen, det have blot været en tilfældig passering for at se til nogle af de kendte venner. Men en time til to før det rigtig ville gå i gang, var han taget forbi hjemmet for at skifte til noget rent og mere passende for aften. Charles var ingen steder at se, men de havde i løbet af ugen været svundet forbi hinanden som to skibe i nattens tåge. 

Men i fællesskab med Edmund var Richard mødt op, havde fået snakket lidt med grevesønnen, sendt nikkende hilsner til flåden og dens admiral. Lynn Valeriev, han havde ikke helt glemt deres samtale, men han kunne ikke ligge mere i det nu. Der var en fest forude og den skulle nydes i fuldedrag. Richard havde lade sig mingle med Chryseis det meste af aftens åbning. Fået talt lidt med hende og bare forholdt sig i ganske god ro. Der var noget familiært over det, men selvfølgelig var der blevet set i retning af Charles fra tid til anden, men som han oplevet det, var der ikke set nogen øjne i hans retning, hvorfor Richard havde ladet sig nippe til  cider, øl og hvad ellers der kunne nippes til, men han havde givet det sin tid og laet sig nyde drikkene. 
Fristelserne for at fange æbler i vand var høj, men han havde holdt sig til noget ring kast som det vildeste. Alt med måde, før hjernen havde fået nok og så dobbelt trodsalt. 

 Fællesdanse var noget Viktor var lært op i fra barnsben af. Til de store baller var det vigtigt at kunne svinge rundt med damerne, og ikke vælte over sine fødder som et andet fæ. Man kunne vel sige at det var adelssønnens forte - at flytte fødderne i perfekt harmoni. Til havnefesten, var fællesdansene i sandhed et festligt syn, og alt andet end ballernes stive og alt overvejet bevægelser. Musikken var vildere, hurtigere og det gav sved på panden så de tykke krøller ikke kunne undgå at klistre sig til panden. En sand leg. Viktor morede sig, selv når han glemte at flytte fødderne.

 Alt godt fra havet blev serveret under middagen, Viktor deltog i legene ude og indendørs, tabte i at fiske æbler op af en spand med munden, men det kølige vand var kærkomment på hans pande. Admiraler, fiskere og sømænd - alle var samlet. Og efterhånden som det gik op for Viktor, at opmærksomheden fra kaptajnen blev ringere og ringere i løbet af aftenen, fik han mere og mere alkohol indenbords. Pulsen steg støt af spænding og drenget iver, for at gøre sig til, i håbet om at Richard ville kigge efter ham; men han kom ikke hen til ham. Det der kunne holde ham kørende var hånden på sin ryg, som den eneste berøring han havde fået hele aftenen af kaptajnen. Den eneste anerkendelse for sin eksistens. Han tænkte på Marius, og Frederik; bare for at være trodsig - som hvis Richard ville skulle blive jaloux af grevesønnens tankemønster, men intet lykkedes. Alkoholens rus dannede pletter ved hans syn, og det blev svært at fokusere. Mere alkohol kom indenbords - flygtige blikke blev kastet i kaptajnens retning, mere alkohol og sådan kørte det i ring. 

 Luften blev tyk i salen, Viktor sørgede for at holde sig tæt til skibets besætning og bruge tid sammen med dem i sin afmagt for utilstrækkelighed, men selvfølgelig også for at hygge sig, og det gjorde han. Det var en god dag, en aldeles god dag som Viktor havde glædet sig til, men alligevel følte han sig skuffet.