Llyons château, Percivals værelse
En sommernat 2013

Omgivet af dyre møbler, mange bløde puder, udsmykkede facader og masser af belysning i form af gnistrende stearinlys, havde pynteslaven Percival placeret sig på en pudedynge foran et stort spejl, så han kunne betragte sig selv. Hans 15-årige æstetiske halvkattefigur var helt nøgen, og det fugtige, smukke, sortkrøllede hår blev flyttet op foran sig, så han kunne parfumere det med duftende olier, for så at redde det ud med en kam.

Han nynnede en sød melodi og så på sit eget spejlbillede med kælne, forelskede øjne, alt imens han førte kammen igennem totterne gentagende gange, med stor respekt for kvaliteten af hans hårpragt. Hans eneste job var at sørge for, at hans elskede Herre havde noget smukt at kigge på, hele tiden, når han kom hjem. Men Percival vidste aldrig præcist hvornår han kom.

Bedst som han hyggede sig med det, og troede at han var alene på værelset, hørte han en lyd udenfor sine vinduer, ude ved altanen. ”Vagt?” Kaldte han og ventede med katteørerne peget lyttende mod lyden, men den sædvanlige hurtige respons fra vagten kom aldrig. Besynderligt.

Percival havde en fornemmelse af at noget ikke var som det burde være, så han langede ud efter en kåbe af fin silke, for at pakke sin krop, der kun var for Llyons øjne at se, ind. Han løftede et stearinlys op og slentrede frygtløst nærmere mod ruderne, for at kigge ud, men da han ikke kunne spotte noget, åbnede han døren og gik ud for at læne sig ud over altanen og kigge ned.

...Men han skulle have kigget op.

For et sted lige bag ham, hørt han et næsten lydløst bump, og straks fik han en handskebeklædt hånd for munden, der fik ham til at tabe det lys han havde i hånden, og blev trukket ufrivilligt tilbage ind på værelset. Han gav sin ukendte overfaldsmand så meget modstand som overhoved muligt, indtil han blev drejet rundt og nu stod ansigt til ansigt med ejeren af et par velkendte, gule katteøjne, der kunne stikke til ens sjæl.

”E-Enzel!” Fremstammede han sin storebrors navn, så godt han nu kunne, med den handskebeklædte hånd endnu dækkende for hans mund. Percival kunne ikke tro sine egne øjne. Han havde ikke set sin bror i 5 lange år, og nu stod han foran ham, helt voksen og… Han så meget slidt og medtaget ud. Klædt i sorte, slidte gevandter, og håret uplejet og uglet. Han lugtede af jord og blod, og havde fået sig et hak i det ene katteører. Han lignede jo en værre baggårdskat!

På trods af hvordan han så ud og hvordan han lugtede, kastede han sin rene, velduftende krop ind mod hans og krammede så stramt han kunne, uden intentioner om at give slip på ham, og han mærkede Enzels arme tage inderligt om ham. Det fik hans øjne til at løbe i vand. ”Jeg har savnet dig så meget!” Snøftede han ”Hvad er der dog sket med dig? Jeg troede du havde fået et hjem ligesom mig.”

”Jeg har også savnet dig. Og hvor er du dog blevet stor nu!” Enzels stemme… Han havde ikke hørt den i årevis… Den lød mørkere og hæsere end han huskede den. Enzel tog Percival i skuldrende og fjernede hans grædende ansigt fra sit bryst, så de kunne få øjenkontakt. ”Jeg er kommet for at hente dig.” Sagde han med alvor i blikket. 

Percival selv så lidt uforstående ud overfor beskeden.

”Men vi har ikke meget tid før vagterne finder ud af at de mangler én..” Fortsatte Enzel og skævede sig om skulderen for at se bagud, mod natten, mens ørerne flyttede på sig, for at lytte ud mod værelsesgangen, hvor der også var nogle af Llyons vagter, der patruljerede, for at beskytte ham. Det var helt utroligt, at hans bror overhoved var kommet så tæt på, uset. Det troede Percival slet ikke var muligt!

”Vent..” Der blev blot tysset på ham.

Hans bror lyttede ikke til ham. Han var i sit eget hoved lige nu, ved at planlægge hvordan han skulle få dem begge sikkert og uset ud af det stærkt bevogtede fængsel af et château, som Percival kaldte for sit hjem. Han begyndte at trække i Percival, for at gå tilbage ud mod den vej han var kommet fra, fra altanen.

”Vent Enzel!” Denne gang insisterede han, og for at stoppe ham måtte han sætte hælende i gulvet og taget fat i det nærmeste sofamøbel. Det lod til at få hans storebror til endelig at stoppe op. Men der var panik i hans øjne.

”Hvad?” Sagde han ”Du skal ikke være bange. Jeg ved hvad jeg gør, det lover jeg!”

”Jeg er ikke bange, det er bare… Jeg vil ikke med. Jeg kan godt lide at være her.”

”Hvad!?” Udbrød Enzel endnu mere forfærdet end før.

”Llyon er virkelig sød og rar. Han elsker mig og giver mig alt det jeg gerne vil have.” Forklarede den yngre halvkat og søgte nu hans hånd, for at holde ham fra at trække sig væk fra ham i foragt. Hans bror var stadig som dengang. Vild og uregerlig. Trodsig på alle, der ikke var halvkat ligesom ham selv... Hele Percivals barndom havde Enzel forberedt ham på hvor slemme mennesker kunne være, og hvordan man skulle gøre modstand. Men aldrig havde Percival haft brug for at gøre modstand her, for verden var ikke så grufuld som Enzel havde gjort den til. Hvis blot… Hvis blot han kunne få Enzel til at indse det! ”Han har givet mig navnet Percival, men kalder mig for sin lille kriger.” Han kunne se på Enzel hvordan hans ansigt blev blegere, da han sagde det, og hvordan udtrykket ændrede sig til absolut frastødelse. ”Hvis du bliver her hos mig, så får vi dig vasket og gjort dig pæn igen. Hvis nu du siger undskyld for det med vagten, så er jeg sikker på at jeg kan få Llyon til at tilgive dig. Og... Og måske vil han elske dig lige så meget som han elsker mig?”

Det var nådestødet! Hans storebror trak sin hånd voldsomt til sig, som om Percival var blevet giftigt lilla. Det gjorde ondt i brystet på Percival at miste grebet i ham.

”Han elsker dig ikke! Du er ikke andet end en slave for ham. Og han ville ikke engang kigge på mig, dengang på markedspladsen. Ham Llyon Naath er der ingen der har noget pænt at sige om, LEST!” Spyttede han vredt, og nægtede at kalde ham ved det navn, han nu gik under. ”Du… han har hjernevasket dig.” Sagde han med lidt frygt i stemmen ”Jeg kan ikke tro at jeg har taget hele den lange vej, og lagt så meget arbejde i at befri dig, og så vil du ikke engang med? Hvad med mig, Lest? Jeg elsker dig rigtigt! Vi er familie! Du kan tage med mig og blive spioner for mørket. Vi kan tjene vores egne penge, og tage hen, lige hvor vi vil, hvor ingen kan få lov til at røre os igen!”

Denne gang rakte han stille og forsigtigt ud til ham igen, og denne gang ville han have, at Percival selv skulle tage imod hans hånd. Og hans tilbud om et nyt liv. 

Percival kiggede på hånden og bed sig nervøst i underlæben. Hans hjerte ræsede afsted, men han havde slet ikke lyst til at tage med. Det lød slet ikke attraktivt at skulle væk herfra. Væk fra Llyon!

”Enzel, nej…” Han ville ikke. Og han ville heller ikke miste Enzel igen! Han knugede sine hænder og rankede sig med en farlig stålfasthed ”Jeg bliver her! Og det gør du også!” Med et drejede han sig om mod dørene og kaldte så højt han kunne efter vagterne. ”HJÆLP! VAGTER HJÆLP-!” Percivals skingre kald på hjælp aktiverede straks lyde af fodtrin fra flere ude fra værelsesgangene. Der var hjælp på vej til at indfange hans bror. Enzel ville hade ham i et stykke tid, men når først han fandt ud af hvor godt han ville få det her, ville han takke ham, og alle ville være glade.

Han mærkede hvordan Enzel trådte frem og gav ham et hårdt skub i ryggen, der fik ham til at tabe balancen fuldstændigt og falde forover. Med et kast landede han på maven og tabte luften fra lungerne, så han ikke kunne kalde på hjælp mere. Det havde været nyttesløst, for vagterne havde jo hørt ham! Med smerten stadig i kroppen vendte han sig hurtigt om, hvor han nåede at få et sidste glimt af Enzels, tyndslidte pelshale, på hans flugt ned af altanen.