Foråret kom snart og med det skulle høsten igen i gang, men det betød også at dette var sidste chance for at landmændene kunne få de manglen frø til årets høst til sig, nyt værktøj til at hjælpe høsten godt i gang, eller sidste chance for at få revet lidt penge ind før arbejdet tog fat. Dette betød også at det var nu, hvor alle de ting som var blevet lavet i løbet af efteråret og vinteren nu fik mulighed for at blive solgt, alt for at familien fik lidt flere penge mellem hænderne. Det var næsten blevet en årlig hændelse, som foråret nærmede sig træk landmænd og kvinder fra naboområdet til by kanten for at vise deres håndværk, og folk fra byen træk sig ud.

Det træk også hende selv ud af byen, altid sådan et varmt spektakle hvor man mødte væsner fra alle social gruppe kunne finde glæde her, og hun var således ingen undtagelse. Hendes glæde fra dette sted kom helt tilbage fra hendes menneskelige dage, dette var dog første gang som engle, altid været for påpasselig for ikke at prikke til gamle gode minder, for nu var næsten alle gode minder, hårde at begribe. Dog fandt hun alligevel smilet som hun begik sig blandt de små, hjemme lavet boder, i nogle tilfælde var det intet andet end en kasse med et gammelt tæppe og andre havde brugt familiens hestevogn. Dette var charmen ved dette lille midlertidige marked, alle forskelligheder kom frem. Nok havde hun intet ønske om at bruge krystaller, men hun kunne ikke lade være med at beskue de mange forskellige boder.

Dog efter længere målløs søgning, fandt hun sig selv ved dukkemager. Basen snittet af træ, håret lavet af flettet grene og håret lavet af et gammelt tæppe, flået i lange strimler. Hun sukkede som hun lod tommelfingeren nusse over dukkens kind. Elanora ville havde elsket den, tæt på hendes yndlings dukke da hun var bitte.
Det var altid hårdt, savn, skam, og glæde. Det var svære følelser at begribe, specielt på samme tid. Hånden lukkede sig om amuletten, kile amuletten, der hang om hendes hals. Nok var hun her ikke for at holde god ro og orden, men alligevel befandt hun sig i sin diplomat uniform, og den brede kappe der halvt kunne skjule hendes vinger hang tungt over skulderne.

Kieran havde taget hætten over hovedet, for ikke at blive set, han gad ikke kommentar om hans race. Han så rundt på de mange boder, og spottede en hyggelig bod med træ ting. Alle mulige ting lavet og snittet i træ, af folk der virkelig var kreative med hænderne. Han spottede på skåle, fade og alverdens andre ting lavet af smukt træ. 

Han smilede for sig selv, og gik længere ned, imellem boderne, hvor en våbenbod, kom til syne. Han bevægede sig derhen, og så på tingene. Der var adskillige sværd, skjolde og knive. Et smukt våbenbælte, lå der også, og det var han interesseret i. Han gamle våbenbælte, hvor hans Cutlass og daggert sad i. Han besluttede sig for at give manden ved boden de krystaller bæltet kostede, uden at tage hætten af. Manden så lidt nysgerrigt på ham, men gav ham alligevel bæltet, hvorefter Kieran gik hen i en lille gyde, for at skifte bælte.

Han lagde sine våben fra sig, og tog det gamle slidte bælte af, og det nye på. Det var flot, og lige ham. 
Han tog våbne i igen, og gik tilbage mod boderne, for at finde en skraldespand til det gamle bælte, da han så pigen, med kappen, der kun skjulte halvdelen af hendes vinger. En engel. Han beundrede hende lidt. Egentlig var Engler jo det modsatte af ham, god og venlige, men alligevel så han på hende, hun var smuk. Han lænede sig op af en mur, og begyndte at studere de mange andre folk, og lå ikke mærke til hætten der var faldet lidt til siden.

 Trækker mig fra denne tråd, vil med glæde skrive om nye, men den har lagt længe og aldrig kommet igang og det er primært min skyld, beklager. Skriv endelig hvis vi skal finde noget andet!