I stedet var hun ude at vandre, netop fordi vinteren var omme. Ganske vis kom der ikke sne, men der kom vand, massere af vand som lagde sig på toppen af de mange bjerge og lod sig falde ned og tilslutte sig øen mange floder, og langsomt tilslutte sig havet på ny, og netop sådanne et sted lagde hun og flød i vandet, lige netop der hvor flod blev til hav. Skoven bryd ud og blev langsomt til sand som havet vidste sig magt og benægtede livet at få taget fat i jorden og efterlod en øde strand af fint hvidt sand.
Petrichor flød, afslappet med hatten vandret overhovedet og dækket sin udsyn i dens skygge. Uniform jakken var smidt i vandkanten som den blå hud med alle dens markering at føle vandet. Naturligvis var de tunge støvler også lagt ved siden af jakken, men alt andet af den mørke fængsels uniform forbliv på hende, ubevæbnet som altid. Der flød hun, der hvor skoven liv mødte naturen hårde koldhjertet hav. Netop det sted hun følte sig mest hjemme, mellem det farverige og kolde, og her sang hun, en gamle skovelvisk sang om naturens befrugtene aog glædeskabende talenter, en sang hun havde hørt en fange synge lidt for mange gange og nu havde hjerne grebet om det minde og nægtede og lade tonerne undlade hendes læber.
Krystallandet

