Slam. Talice blik blev i et overrumplet øjeblik fuldkommen låst fast på den skikkelse der bevægede sig igennem Balzeras gader, uden helt at vide hvorfor i de første lange sekunder. Hun skabte bare blikfang, det var i hvert fald den umiddelbare undskyldning der dukkede op indvendigt, da hun langsomt lænede sig tilbage og prikkede en af sine veninder i siden med albuen. "Hvem er det?" Hviskede hun lavmælt, også selvom kvinden Talice fulgte med øjnene nok umuligt kunne høre eller nødvendig lagde mærke til den lille gruppe unge, som hang ud ved et af de dekorative springvand tæt ved markedspladsen. Lily - en kvinde af rubinsk rødder og blot et par år ældre end hende fulgte nysgerrigt hendes gyldne fokus, førhen et lidt halvhjertet skuldertræk fulgte med. "Absolut ingen anelse" 
Hmmmh, så det var ikke en hun kendte? 
Lily kendte så godt som alle jævnaldrende i byen. Og selvom den fremmede kvinde bestemt lignede en der hørte til i ørkenen, skulle hun ikke tage helt fejl af hendes solkyssede hud og smukke hår,  virkede det ikke som om at nogle viste hvorfra, eller hvem. Talice så hende forsvinde ned af nogle gader, og følte samtidigt en brændende fornemmelse sprede sig over de mørkere kinder. Huh...  

Stilheden fra den bevingede Talice, var åbenbart sigende. Der gik ikke mange minutter førhen at det blev bemærket, og hun fik i det næste sekund et solidt klask i ryggen - "Hvaaa, har du set noget du kan li?" - som endelig brød den osteklokke der havde lagt sig over hendes tankemønster, og halvelveren glippede overrasket med øjnene, efterfulgt af en afvisende hosten. "Hvad?! Nej - stop dig selv"  fnyste hun, ørene en anelse røde over den opmærksomhed 3 sæt prikkende øjne nu mødte hende med, og hun skubbede tvært Reliaz tilbage i springvandet med et plask - hvilket dog ikke lagde en dæmper på hans - nej dem alle sammens - drillende latter. "Ey, jeg mener det! Hun så bare spændende ud, det er alt. Stop jer seeelv" forsatte hun protesterende, næsten desperat efter at dæmme dem ned med et efterfølgende plask af den næste som blev skubbet i vandet af kæmpen. Hvilket kun gjorde dem endnu mere ulidelige, og Talice rejste sig med brændende ører for at komme væk fra deres godhjertede drillerier. "Hiiiiils hende, hvis du finder hende!" Hujede de i kølvandet på hendes hastige forsvinden. 

At sige Talice ledte efter hende, ville være en overdrivelse. Men hun holdt i hvert fald øje med periferien af omgivelserne, opmærksom på bølger af krøllet hår og solskinssmil. 
Da hun så endelig så hende, stående i en eller anden samtale, måtte hun næsten prøve at nærme sig, for at finde ud af hvem hun dog var, og stod lidt akavet bagved hende imens hun ventede på deres samtale var færdig. 
Munden føltes tør, men alligevel i stand til at tale og hun prikkede forsigtigt på den andens skulder. "Ehm.. hej... Er du herfra, eller muligvis ny?" Akavet som bare pokker, men... 
Et eller andet sted, mindede hun Talice om følelsen ad frihed, og forhåbning. Eventyr. 

Det havde føltes som en evig siden at Rosá sidst havde været i Balzera, faktisk bare at være i Rubinien havde været år siden føltes det som så at mærke den rubinske hede og ikke faktisk behøve at skulle være dækket i utallige lag tog var fantastisk i sig selv!
Hvilket for nu var nok til at se bort fra de fleste af de mørkere sider til Rubinien, lige idag var bare til for at hygge sig alle de andre ting kunne godt vente.

Så Rosá slentrede ned af Balzeras gader kiggende fra bod til bod alt imens hun prøvede gætte på hvilke der prøvede at snyde folk for deres krystaller, og hvilke der faktisk solgte hvad de påstod. 
Så da gyldebrune øjne faldt på en bod med noget hun faktisk var på jagt efter kunne hun ikke ladevær med at smile. 

"To jadestykker for det blå silkehalstørklæde" bød hun og den mørkløldet herre rynkede så meget med panden at det fik rykket på hans turban "Ahva? Det koster fire jadestykker!" mumlede han så det buskede overskæg flyttede på sig som en eller anden behåret larve. Hun kunne mærke øjne hvile på sig men som hun fik øje på den unge kvinde der stod bag slappede hun mere af igen. 
"To jader og fem ravstykker, enderne er flosset og jeg tænker ikke du har lov til at sælge af Silkeløvens silke, især i den tilstand." Lød det med et sigende smil gestikulerende mod det lille symbol der før havde været foldet væk. sælgeren skulle lige til at puste sig op, men faldt sammen som et segl på en vindstille dag "Fint." Mumlede han og gav hende tørklædet noget bestemt. 

Med et selv tilfreds smil på læben drejede hun sig mod den prikkede unge kvinde, den noget højere unge kvinde end hun lige havde antaget. "Altså... både og? Jeg har været her før men har været ude af Rubinien noget tid? Du har måske lyst til at vise mig rundt?" Prikkede hun tilbage med et smørret smil.

Det var ikke atypisk for byens handlende at forsøge sig med lidt mere optimistiske priser af og til, og lugtede de muligheder for en god handel - fra deres synspunkt selvfølgelig - ville de altid prøve Chances held af. Det virkede som oftest. Men idag måte strømmen skifte, og den handlende fandt sig selv møde modstand. 
Uden helt at ville skjule sin nysgerrighed, fulgte de gyldne øjne med i samtalen, men blandede sig ikke. Det behøvede hun slet ikke, fornemmede Talice med et lille smil. 

Fint. Det bestemte toneleje fik de mørke læber til at glide op i et lavmælt, nok også dårligt skjult grin, og hun vendte sig en smule inviterende til  siden, så de kunne komme væk fra bodens ejer, og generelt bare... jah, bevæge sig lidt. 
Talice tørrede diskret hænderne en smule i stoffet, varmen var træls idag, og hun nikkede lidt friskt. "Altsååå-eh, hvis du vil? Jeg blev bare nysgerrig - har ik' set dig før, så hvis du var ny i byen ville jeg byde dig velkommen" stemmen var ikke direkte nervøs, men nok nærmere.. 
Lidt hurtigt, lidt henkastet mødte hun det smørrede smil med en lille (faktisk nervøs) latter, og følte maven slog en lille kolbøtte. Men selvsikker prøvede hun samtidig at virke.

Hun kunne ikke helt skjule den svirrende interesse, men det var ikke ligefrem fordi hun ønskede at fremstå alt for frembrusende. Og hvorfor ville hun ikke det? Det var joh bare venlighed! 
Men halvelveren vidste udmærket godt at hun ikke var en inkarnation af venlighed, og så godt som aldrig følte et behov for at byde hverken nyankomne eller gamle fremmede 'veliommen' til byen. Alternativet - at indrømme hun fandt hende spændende, ville dog være pinligt.

Rosá var mange ting men en god handlende var dog ikke en af dem, derimod var hun ganske udmærket til at undgå at blive snydt (af skade bliver man klog og alt det der), hvilket nærmest havde været nødvendigt i hendes tid i Fristavn. Så det var ganske rart at det kunne kunne komme til gavn andre steder, om end de nok var mindst lige så farlige.

Men den unge halv elver derimod havde hun ikke en fornemmelse af faktisk prøvede at snøre hende, tvært imod virkede det for Rosá som om hun bare var fascineret af en eller anden årsag? "Oh velkommen siger du? Jamen så kan jeg ikke sige nej kan jeg?" klukkede hun som de fik lidt afstand fra handelsmanden og hans bod. "Jeg vil da gerne havde en rundvisning! Egentligt hedder jeg Rosányra, men bare kald mig Rosá, er der noget jeg kan kalde dig?" fortsatte hun med sit bedste solskinds smil, hun kunne ikke huske hvornår hun sidst havde været et sted hvor nogen havde tilbudt at byde hende velkommen uden at der havde været en eller anden form for bagtanke med det, det ville være noget af et frisk pust hvis det faktisk tilfældet at hende guide ikke havde nogen.
"Hvis du ikke har noget imod det, så er jeg lidt nysgerrig omkring dine vinger?" lød det med et lille ryk på hendes hoved der fik de krøllede lokker til at danse, hun virkede lidt for ung til at være en engel.

Rosányra. Navnet var kringlet, men ikke alt for langt væk fra nogle af de mere abstrakte navne hendes forældres venner havde fundet på igennem tiderne. Rosá ville dog være en del lettere, "Ah, Talice" præsenterede hun sig, et lidt beundrende glimt i de lyse øjne, som de bevægede sig igennem gaden og videre. 

Kort gled det bagud imod vingerne da hun påpegede dem, jah de var vidst gode til at fange opmærksomhed, og med et lille grin gled hendes hånd om i nakken og kløede den. "Jah? De er smukke, er de ikke" hun stadigvæk lidt imens hun sagde det, men mente det skam bagved den lette tone; de vækkede en grad af stolthed. 
Hun vidste dog også at det nok ikke var hvad Rosá oprindeligt mente, og lidt spørgende strakte hun den ene en smule ud, så hun kunne se den, imens hun sænkede farten lidt. Hun undersøgte selv bedst med hænderne, og antog nok bare at andre gjorde det samme. "De er ikke helt flyveklar endnu.. men jeg har fået trænet lidt med en anden, og han virker optimistisk" Tankerne om den bevingede Basil fyldte lidt, men hun havde efterhånden ikke set ham i noget tid. Hun skulle lige få spurgt ind til ham, en anden dag. 

Lige nu var tankerne dog hurtige til at vende tilbage til ørkenelveren, og hun overvejede i baghovedet hvor de skulle gå hen, men havde ikke travlt med at beslutte sig. 

"Talice? Et fint navn." Nikkede Rosá med at smil, hvis hun ikke tog helt fejl så havde hun mødt en anden Talice eller to, ikke at det var nogen hun havde haft et nært forhold til, men hun havde heller ikke nogen negative associationer med navnet hvilket trods alt var positivt.

"Meget!" klukkede hun, det ellers nådesløse sollys spillede let og mildt i de mørke fjer og som Talice stille opforde hende til at prøve at undersøge med fingrene, greb Rosá muligheden med kyshånd og lød fingerspidserne glide langs fjerene, mon de var varme på grund af solens lys, eller måske bløde at rører ved?
"Ah jeg ser! Jeg tænker du nok skal få styr på det så!" Svarede hun opmuntrende og trak fingrene til sig, for nok var vingerne spændende, men hun ville helst ikke være alt for nærgående trods alt.

"Min første tanke havde egentlig været om du var en engel." Indrømmede Rosá og trak let undskyldende på skuldrene "Men jeg gætter på det et ikke er tilfældet?" Tilføjede hun med at smil, der var ikke ligefrem en god måde at spørge om folk var genopstået, eller i hvertfald ikke en som Rosá lige kendte til, men forhåbentlig tog Talice det ikke alt for ilde op.

Der var noget opmuntrende bagved de komplimenter som Rosa kom med, og Talice øjne spærredes en smule mageligt op, glad for hvordan de varmede, og ikke helt sky med at høre hvor det bar hen. Den tilhørende kommentar om at hun mindede hende om en engel, fik et lidt løst 'heh' til at glide over de mørke læber, hvoraf forlegenheden bølgede op i kinderne. Nej, det var desværre - heldigvis - ikke tilfældet. 

Med en blød raslen trak hun dem til sig igen, da ørkenelveren virkede til at have fået tilfredsstillet lidt af sin nysgerrighed. "Heh, tak..." mumlede hun. Hvorfor føltes hendes mund så tør, selvom hun havde så meget at sige? Talice stoppede kortvarigt op, noget overvejende i blikket. "Det er 'bare' magi - jeg tror aldrig jeg har set en rigtig engel" indrømmede hun, men havde nok høje tanker om dem. Genopståede. Livet var sandelig kort, hvis der fandtes engle fanget i hendes tidsånd. Og der slog det hende - de lyse øjne blev spørgende runde, og hun spurgte lidt utroligt. "Vent, har du mødt en?" 
Rosa kunne nok fortælle hende hvad som helst, og hun ville tro det. Med tanke på at der hvor man havde blod, ikke nødvendigvis var ens foretrukne hjem, var Dianthos ligeså validt at sige som Balzera. Eller ørkenen, for den sags skyld. 
Halvelverens hjerte hamrede lidt hurtigere. Havde hun mødt flere?

Rosá løftede et øjenbryn "Bare magi siger du?" lød det nærmest anklagende før et nyt smil dansede over hendes læber på ny, at kunne gro vinger var ikke bare magi i Rosás bog, hun havde oplevet meget mindre evner end det gennem hendes rejser men selv de mindste evner kunne gøre meget hvis man bare fandt den rigtige måde at bruge dem på. 

"Om jeg har mødt engle siger du?" Klukkede hun med en tænksom mine, med en hånd hvilende på sit ansigt. "Skal jeg have talt med dem eller gælder det hvis jeg bare har set dem?" Drillede hun og lod sine fingre glide gennem fjerne på Talice ene vinge. "Jeg har snakket med to og set en tredje og fjerde." Svarede hun så endeligt, det havde hjulpet gevaldigt på antallet at hun havde været forbi selve Dianthos på hvor hun havde set de to og snakket med en, den sidste havde hun mødt i azurien af alle steder. 
"Jeg kan godt tale dig ører af om hvordan de var at snakke med, men de var mest af alt som folk er forskellige, den ene noget mere hjemsøgt af sin fortid og hvad det betød for hende at være vækket til live igen." Rosá sukkede og rystede på hovedet, det kunne på ingen måde være nemt at finde et svar på spørgsmålet om hvorfor det lige var en selv der var blevet valgt til at vende tilbage. Forhåbentlig var det ikke et problem hun selv skulle finde hoved og hale i foreløbig, det der med at dø var ikke ligefrem noget hun havde brug for i den nærmere fremtid! Der var stadig rigelig af Krystallandet at opleve endnu!
"Hvad med dig Lice? Har du mødt nogle spændende typer? Udover mig selvfølgelig!" Klukkede hun.

Bare magi siger du? Ordene gjorde hendes forlegenhed tusinde gange være, på de allerbedste måder. Nej, det var nemlig ikke bare magi. Det havde føltes som en forunderlig drøm der var blevet levende, da hun første gang havde aktiveret magien. Udover at - forhåbentligt - en dag at være stærke nok til at bære hende, havde de givet et god grundlag for en lidt hovedkuls personlighed. Selvsikkerheden fejlede ikke noget, og lige dét blev nok kun bekræftet af Rosa. 
Alligevel gjorde det hende underligt ydmyg omkring sin gave. Ravøjnene lyttede opmærksomt, smilet om Talice læber blev en anelse større da hendes antagelser blev bekræftet, og ivrig efter at vide mere, nikkede hun her og der, undervejs. "Alt tæller" grinte hun, og lavede et tavst 'hold da op', da det ikke kun var en hun havde fået set. 

Lice? Kælenavnet fik en lidt overrasket mine frem. Først gled det for døve øre, hun var ikke særlig opmærksom på sine omgivelser, men i sidste ende dæmrede det for hende at navnet manglede sin forpart. Huh... selvom kælenavne var almindelige, varmede det en god del. Og i baghovedet gav hun sig til at overveje om man overhovedet kunne forkorte Rosa, eh, yderligere. Nok ikke... hmm. 

Lige præcis den del omkring genopstandelsen var nok det der var mest skræmmende ved det. Det måtte være forfærdeligt at huske sin egen død, hvis det var sådan for alle engle. Men... selvom tanken var hjemsøgt, virkede den ikke til at lægge låg på halvelverens humør. En dæmpet latter mødte det skråsikre spørgsmål Rosa kom med, og hun kiggede overvejende op imod den blåvarme himmel. "Uh, det vil jeg da vove at påstå. Jeg formåede at tilluske mig et arbejde på paladset" sagde hun, måske lidt hovmodigt, men alligevel med en skygge hængende bagved ordene. "Men prinserne, prinsesserne... eheh, det er et helt andet liv" indrømmede hun, og bed sig lidt i indersiden af kinden. Et helt andet liv, helt andre regler, og nok også kæmpe konsekvenser skulle det gå galt. Tanken var skræmmende, og alligevel en opgave hun ønskede at... jah, hun ville gerne tage tyren ved hornene. Fordi passede hun ind, var det et springbræt til en helt anden verden. 
Den kunne være dejligt forblændede, for de gyldne øjne hos Talice. 

Smilet var ikke langt fra Rosás læber som hendes bemærkning havde den ønskede effekt, der var noget utroligt ærligt og oprigtigt over Talice måde at være på, ikke at halvelveren helt kunne sætter fingeren på hvad det var der gjorde det, for hun var ikke i tvivl om at hende bevingede bekendtskab nok skulle kunne prøve at snyde nogen hvis det var det hun ønskede. Det var mere som at tanken overhovedet faldt hende ind som de gik og snakkede hvilket var utroligt rart for en gang skyld, og noget Rosá slet ikke var vant til når hun endte i Rubinien.

Heldigvis dvælede samtalen ikke ved englesne genopstandelse og i stedet kunne hun få lov at hører lidt mere om sin selvudnævnte velkomstkomite."På paladset siger du? Det er alligevel imponerende! Er du der så for at pryde eller at vifte dem med vingerne?" Prikkede hun men blikket i de gyldne øjne vidnede om at hun mente at den yngre Talice sagtens kunne være pæn nok til det.
Prinser og prinsesser? Rosá rystede let på hovedet som hun løftede armene og placerede dem bag hovedet. "Sandt nok de højbårne har det med at leve et noget anderledes liv." Det var nok ikke det rette tidspunkt at nævne at hun havde været med til at smugle den tidligere fyrstinde Safiya ud af Rubinien og at kaptajnen hun sejlede under havde det med at gå efter rubinske slaveskibe. "Ville du gerne leve sådan et liv? I luksus og en eller anden gammel mand eller kone bestemme hvad du skal og ikke skal med dit liv?"

En lidt underholdt latter kom fra Talice, der tog stikpillen med oprejst pande. Hun kunne sagtens gøre begge dele, og det varmede da hun så det drilske glimt i Rosas gyldne øjne. I stedet stoppede  hun kort - hånden overvejende strejfende over den ene vinge, inden at hun ironisk himlede en smule med blikket. Det ville være kønt, men kedeligt. Åh, hun kunne næsten ikke forestille sig noget værre, og sagde samtidigt "Nok en blanding. Jeg kan være praktisk, såeh.. pynte-praktisk?" sagt med en let latter. 
Pynte-praktisk. Hvilket nok var en af grundende til... at det føltes underligt at være der. Hun var praktisk, men atypisk. Hendes tjenestejob bød på mange situationer lig dem Rosa nu talte ind, en fuldkommen reel pointe i sine ord. De levede et anderledes liv. Men sigtede alle ikke bare lidt efter dét liv? 

Hovedet drejede sig lidt lyttende imod hende imens de gik, og kort studerede Talice de lyse tattoveringer, over hendes bare arme, meget smukke, inden at fokusset faldt hendes vej igen - de spidse øre klar på spørgsmålet. Nok mere klar end hendes indre, og et sekunds undren spejledes i det mørke ansigt. "Hmm... lige præcis dét liv, siger du?" og hun smilede lidt skælmskt- Nej. Aldrig - hun ville aldrig finde sig tilfreds med det. Men pengene, de materielle udskejelser og alt det hun ikke havde prøvet at bruge penge på... jah det trak en anelse. 
Guld for krageøjne. 
Talice rystede til sidst på hovedet, et skævt smil i den ene mundvig. "Tror du ikke at gamle mænd og koner træffer gode beslutninger? Luksus er ellers så feeedt" hun afviste det i blikket, men kunne sagtens lege videre på det i ordene, og havde en lidt fornøjet tone glimtende i blikket. Heh. 
Men hun havde heller ikke levet længe nok, til overhovedet at overveje hvad luksus ikke kunne skaffe. Og der var ellers meget. 

Rosá klukkede over svaret. Hun havde alligevel aldrig hørt om at nogen job skulle være at være praktisk pynt, men at Kazimierne skulle kunne finde på sådan noget skulle ikke undre hende! Thal'Elor var nok det nærmeste hun var stødt på den slags, men det var lige så meget på sin egen måde hvor at den æstetikken var i højsædet og det praktiske mere blev tænk som noget af det sidste.

Med et skuldretræk lod Rosá sine øjne glide væk op i retning mod paladset. "Prinsesse Talice lyder da ellers så fint og yndigt?" Drillede hun igen og lod blikket finde tilbage til den yngre halvelver, hun skulle selv nødigt have sådan et liv selv. Hun holdt alt for meget af friheden til at skulle lade nogen bestemme over sig på den måde! 
"Altså jeg respektere mine ældre, men jeg holde nu af at min egen mening tæller med i regnskabet." At hun så selv var flere somre end de fleste af dem der ville bestemme over hende var så en helt anden sag. Der var trods alt nogle fordele ved at være halvelver, alderen havde det med at vente længe på at slå sine klør i en.
Desværre havde det med at få slavehandlere til at få alt for gode idéer siden man så eksotisk ud som de så fint selv sagde.

"Hvad håber du egentlig at få ud af at arbejde oppe på paladset Lice?" Spænding? En drøm at rigdomme faldt i ens skød? Status og agtelse? Rosá kunne komme med mange bud men kun Talice vidste svaret, om hun selv havde fundet det endnu eller ej.

Et udbrud af latter fulgte med, og Talice trak den ene hånd op foran munden, næsten som for lige at holde det lidt inde. Ikke meget succes, og hun nikkede. Jah ens egen mening betød selvfølgelig altid noget, og det frihedsideal, kunne Talice sagtens læne sig op af. Men i sidste ende føltes det nok stadigvæk som om at der ikke var meget, som var helt hendes at beslutte. Og dog. 
Hun havde efterhånden opnået en del af de ting hun satte sig for, da hun mere aktivt begyndte at læse, der for nogle år siden. Og selvom paladset ikke var handlende, og de stillinger ikke kunne sammenlignes... kunne hun godt li tanken om at det var et springbræt. 

Men hvad håbede hun så at det blev til? Og halvelveren brummede lidt overvejende, da hun vendte blikket opad i sine tanker. "Åh, jeg ved faktisk ikke hvad jeg skal forvente. Der er så mange spilleregler, og det kort jeg har fået udleveret, står på orkisk" hånden gled lidt op foran hende, og hun betragtede den ring hendes mor havde købt hende, da hun blev ansat. En lille tillykke gave, der var i hvert fald en som var glad. Talice rystede lidt på hovedet. 
"Men jeg håber at det vil give mig nogle gode kontakter. Måske jeg lærer nogle af kende, som jeg bryder mig om? De er specielle mennesker, men altså.." og hun trak lidt på skuldrene. 
Jah på det punkt, virkede det ikke som om at Talice i hvert fald fremhævede hele slaveriet af deres racefæller, foruden halvdyr, andre mennesker og så videre. Det ville være rigtig meget at gøre op med, set fra den bevingede kvindes perspektiv. "Jeg har en plan om at blive rådgiver en dag, Rosa. Men jeg tror at man må starte i det små" og hun fik et lidt morende smil frem. Kunne hun forestille sig det? Ørkenelveren som rådgiver indenfor adelsfamilierne? 

Men.. kunne hun? Skulle man være lidt mere heroisk omkring det, måtte de vel skabe forandring indefra. 

"Jeg elsker bare når det sker" lød det som sarkasmen drev i lind strøm fra Rosás ord som svar på det med kortet. Det med at føle at man ikke havde styr på hvad skulle ske selvom nogen havde prøvet at forklare det men ikke lige formåede at få de indforståede detaljer med, det var virkelig fantastisk eller noget.

"Jeg håber i hvert fald på det bedste for dig, men lidt held så måde du nogen der faktisk ser muligheder for noget der kan udvikle sig og ikke bare dem der ser muligheder for noget der kan udnyttes." Fingrene fumlede langs en fold i kjolen om der blev forsøgt glattet ud, for hun håbede på det bedste, men Kazimierne var ikke ligefrem kendte for at se tjenere som andet end nogen der var under dem og gjorde præcist det det der lå i deres title, de tjente. 
"Altså jeg håber du kan komme til det! Men mit bedste bud på hvordan du kan komme til det må være noget hen af at du skal sikre du ikke bliver anset som bare en tjener eller guderne forbyde det en slave, du ved vise at du kan og ved brugbare ting? Måske noget der gør deres liv lettere?" Spekulerede hun, ikke at Rosá selv ville kunne se sig selv i sådan en position, hun havde lidt for stærke holdninger selv og var sjældet så god til at pakke dem pænt nok ind.

De gyldne øjne gled lidt overvejende ned på den lidt lavere elver, et lyttende glimt i dem. Et eller andet sted, var det en meget sød bekymring at have. Nok også ganske forståeligt, hvis man bare betragtede scenariet udefra. Det var let at antage, at hendes stilling nok ikke var så eksklusiv som hun selv følte at den var (med rette). Men det ændrede ikke på hendes indstilling til det. 
Og der føltes det, samtidigt med at forslagene var velmente, også lidt som om at Rosa undervurderede hendes overvejelser med det? 
Halvelveren smilede, hun nikkede skam, og var ikke uenig i hendes forslag. Og med en lidt smørret kant smilede hun, armene strukket op og foldet om bag bahovedet imens de gik. "Ah, jeg forstår din bekymring. Men de er virkelig ikke så slemme. Hende jeg er ansat under, virker også lidt anderledes..." brynene røg kort op i hovedet, anderledes var ikke et ord hun burde bruge, og rettede sig selv. "Jeg mener, på en uortodoks måde. Jeg tror ikke hun undervurderer, eller som du selv siger... eh, udnytter mig" 

Det lyd måske lidt naivt, men det gjorde hun oprigtigt ikke. Pompeia af Kazimi  virkede som en interessant skikkelse. Og havde hun været ansat under fyrstesønnen, eller nogle af hans søskende...? Joh. det havde uden tvivl gjort det hele lidt mere besværligt. 
Men gemalinden havde argumenteret for værdien i at bibeholde sin egen frihed, og retten til at holde egen rådsføring. Dét måtte da betyde en del, ikke?

Rosá trak let på skuldrene med et mildt glimt i hendes nærmest gyldne øjne "Jeg håber at tage fejl?" Måske var hendes antagelse på grænsen til pessimistisk, men det var svært at ikke at blive påpasselig på andres vegne når de sagde de ville danse i en potentiel skorpion redde, især når de ikke fortjente at blive stukket.
Hendes billede af Kazimierne var ganske vidst farvet af Safiyas oplevelser og fortællinger, de kunne have ændret sig men hvor meget havde mon ændret sig med Sephyran stadig siddende ved magten?

"Det lyder som en spændende dame der har ansat dig, men under alle omstændigheder håber jeg at det kommer til at gå godt for dig der." Fortsatte hun smilede kort og lod blikket vandre langs omgivelserne. Livet som kvinde i Rubinien var ikke altid et liv med mange valg man selv kunne tage, i hvertfald ikke særligt åbenlyst. 
Dog ville det måske være tid til at emneskift, det lod ikke til at de ville blive enige på stående fod.
 "Har du egentlig nogensinde været ude at sejle Lice? Eller været uden for Balzera sådan generelt?" Hendes mavefornemmelse antog at det ikke var tilfældet, men hun kunne trods alt tage fejl.

Hun håbede skam også Rosa tog fejl, tænkt med et muntert smil, men nok et lidt mere seriøst ekko bagved sig. Men i sidste ende, skulle det hele nok ordne sig. Selvfølgelig. Det var Talice i hvert fald optimistisk nok til at forvente, og nikkede lidt let til svaret der kom tilbage, men med et næsten lovende smil om læbene - bare vent og se, Rosa. 

Men nok om fyrstefamilierne, gulddekorationer og stramme regler der dækkede over endnu mere dystre traditioner. Nysgerrigt og hurtigt gled de gyldne øjne ned på den lidt lavere elver, og Talice åbnede lidt tøvende munden, inden at hun svarede "Sejle? Nej, ikke i evigheder." skibe så prægtige ud, men havet var et hun sjældent rigtigt så. Næsten lidt mytiske, når hun sidst mindedes at have været ude på et rigtigt, giga, skib, dengang hun var bette 9 år gammel. Mystiske, men nok mest fordi at 'mytisk' alligevel ville lyde overdrevet. 
Men noget sagde hende, at det var anderledes med Rosa. De gyldne øjne glimtede lidt spørgende, og hun puffede hende en anelse spørgende - "Jeg husker det som værende salt - selve vinden altså" og hun rystede lidt morende på hovedet, en hånd op til håret. "Det gjorde et eller andet ved mit hår" tilføjede hun lidt leende. "Hvorfor - har du da sejlet meget?" 

Et morende glimt kunne spores i Rosás lyse øjne, han havde ikke ligefrem ventet at den yngre vingede halvelver faktisk havde været ude og sejle før! En glædelig overraskelse, det var lidt synd når folks eventyrlyst ikke nåede længere til grænserne af deres by eller egn!  
"Ganske rigtigt! Det kan tage noget arbejde at få salten ud af håret hvis man har været ude og sejle i længere tid!" Det havde det med at gøre håret nærmest stift, hvilket kun blev mere sært at se på når man havde så krøllet hår som de to.

Det ville løgn at sige andet end ja, hun havde trods alt sejlet langs krystallandets østlige, sydlige og vestlige kyst samt set op til flere af øerne omkring fastlandet. "En del ja, jeg er en del af mandskabet på at skib så det et lidt svært at undgå!" Klukkede hun varmt, et drømmende skær flakkede i hendes øjne og smil. "Der er en følelse af frihed ude på havet man ikke finder andre steder." Et minde trængte på, hvivlende sand og kraftig vind blandet med et skrig der var en blanding af frygt og frihed. "Det nærmeste er nok at flyve selv?" Klukkede hun, det var ikke ofte hun bad om sine vindvenner om hjælp til det, der var ingen tvivl om de ville hende det godt men de havde det med at ikke få fat i alle de små detaljer.
"Er der nogen steder du egentlig kunne tænke dig at se på tidspunk?" Lød det nysgerrigt. Der var i hvertfald en masse steder som Rosá selv manglede at se!

En hjertlig latter steg fra Talice, en tand dybere men oprigtigt inde fra bringen af. Jah, salten havde været en slem overraskelse. På mange punkter huskede hun mere hele affæren som lidt af en magtkamp imellem naturens kræfter, og det naturlige fald hende - og hendes mor - havde, men det måtte være en generel ting for de søfarende. Og Rosa var en af dem. 
Der var et eller andet over det drømmende glimt, som Talice på en og samme tid genkendte... og så alligevel slet ikke. Med lyse øjne, næsten en anelse mildnet af sekundet, kunne man ane at Talice skævede ned imod hendes lette skikkelse, og først da et spørgsmål kom tilbage hendes vej, gik det op for halvelveren at hun måske stirrede en anelse. 

Det nærmeste er nok at flyve selv? Et lille sug gik igennem maven på hende, og Talices smil blev lidt mere selvtilfreds, når hun mindedes de få gange hun faktisk havde været oppe i de øvre luftlag. Åh jah, det var nok den tætteste sammenligning man kunne finde imellem de to oplevelser. Ørkenelvernes forskelle, til trods. 
Talice nikkede kort til hende, derefter imod en sidegade hun vidste var en genvej til en blindgyde. Men hun havde fået en idé, og regnede næsten ikke med at Rosa ville sige nej - hun virkede som en eventyrer. "Jeg vil gerne se Azurien.." indrømmede hun, øjnene lidt store. "De siger at der løber floder igennem hele landet - og, og - at områderne er grønne. Ligesom oaserne, bare alle steder.." og Talices ene hånd knyttedes en anelse.

Gyden begyndte at dukke op, med en samling trækasser på jorden, og støttepæle lidt hængende ud fra de sandfarvede murer. Og med et friskt hop, og hænderne som støtte og et enkelt, lidt forsinket bask med vingerne, kom Talice op og stå på den ene af kasserne, hånden rakt ud på en af pælene. Kneb man øjnene lidt sammen, kunne man ane at nogle havde benyttet facaderne som en form for pakour-trappe, igennem årene. 
Ville hun være frisk på at komme lidt højere op? 
"Og skovene. Skove så store, at man ikke kan komme igennem dem på bare en enkelt dagsrejse" alt sammen noget så anderledes, end ørkenlandets gyldne sandbanker. 

Rosá var ganske bevidst om at hendes udseende var iøjnefaldende, som ung havde Thal'Elors elvere set hendes menneskeside og fundet den fascinerende, anderledes på godt og ondt, og modsat her oppe så de hende som en eksotisk ørkenelver, men at Talice blik lod til at se hende som en statue der skulle analyseres og forstås var kært på sin helt egen måde, i det mindste var hun ikke begyndt at prøve at have en samtale med hendes barm som det skete for visse mænd.

"Azurien er ganske flot! Grønt og blåt plettet af store træer med stammer der får søjler til at spyd og kroner af blade der kunne gemme flere boder fra markedet i sig." Malede Rosá med hendes ord, der var noget helt specielt i at se noget nyt, noget der var fjernt fra det man havde kendt, at skubbe til hvor stor ens forståelse af verden var og hvad der lå bag horisonten.

Af ren og skær vane scannede de lyse øjne gyden for potentielle baghold, tilfreds vendte blikket tilbage til Talice som det blev tydeligt at det bare var en alternativ vej de var gået. "Der er nogle smukke skove rundt omkring, men de er ikke alle lige venlige." Lindeskoven især var ikke glad for besøgende andet i deres nye by ved udkanten af den, et sted med overraskende mange halvelvere. "Skal jeg tage det som at vi tager den sceniske rute?" Klukkede hun og stillede sig op og balancerede på en stolpe der stak ud af jorden.
Hvis Talice fortsatte op skulle Rosá nok følge efter, hendes balance var ganske fin og det blev næppe sidste gang hun fandt vej op på et hustag i Balzera på godt og ondt.