Gående rundt i mørket, og den kolde regn havde Misandra besluttet sig for at der skulle ske noget på denne her overraskende stille aften. Sov alle folk, eller var de bare indenfor. Som hun gik rundt med et borende blik, og et følelseskoldt ansigtsudtryk, skulle de folk i byen nok være glad for, at de ikke var udenfor. De få som gik rundt hilste hun ikke på, for hvorfor skulle hun det. En dæmon som hende, så de fleste mennesker og folk som mindre værd, og kedelige. Men var de fleste mennesker ikke generelt det, og hun kunne tit undre sig over, om de overhovedet havde et liv. De kunne næsten ligne tørrede rosiner eller frugt som var rådnet op i alt for lang tid.

Hun traskede roligt igennem den stille regn, som hun var komplet ligeglad med hele påklædningen var blevet drivvådt. Håret hang løst, og klistrede sig lidt til hendes ansigt. Der var ingen mimik i hele hendes ansigt, og hun lignede nærmest en som kunne dræbe den første som trådte ind foran hende. Som hun stoppede op foran en række huse, lod hun det tomme blik studere alle husene. Det ene så mere indbydende ud end de andre. Skulle hun starte med at lave et indbrud. Hun ventede på Azrael, før hun faktisk kunne gå igang. Han ville sikkert gerne være med, og hun tiltede hovedet som hun gik tættere på det ene hus. Lænede sig op ad muren, og lod blot armene hænge livløst ned langs hendes krop.

Da hun synes at kunne se ham, fik hun fundet et lille smil frem. Der kom dog ingen ord frem, og hun løftede hænderne op til hendes hår. Vred det fri for vånd, men eftersom regnen kun blev en smule kraftigere, måtte hun anerkende at det ikke hjalp at gøre noget ved det lige nu"Godt du ikke er dækket i blod... Selvom det godt kan arrangeres" nævnte hun med et lille glimt i de kolde øjne. Det var ikke ment som at hun havde tænkt sig at skade ham, men hvis der var blod, kunne hun da godt dele det lidt med ham. Sørge for at de begge to kunne nyde blod på sig. Om hun skulle være malet i det og gnide sig op ad ham, så blodet kunne blive smurt ud på begge deres kroppe, var hun ligeglad med"Der er frit valg.. Fra alle de smagløse huse på række" hun kiggede væk fra ham, som hun hentydede til husene hun stod ved siden af. 

Vejret var næsten med til at tilføje til den dystre stemning, der i forvejen var i Tusmørkely. Gennem gaderne kom Azrael gående, drivvåd af den silende regn der ikke så ud til at have nogen ende på nuværende tidspunkt. Man kunne vel håbe på torden også? Det ville blot gøre det nemmere at bryde ind, for folk ville bare tro det var torden og ikke noget der blev smadret, men dette var nu også film. Han var sikker på de nok skulle komme ind alligevel.

Som han ankom til boligerne faldt hans blik på hans søster og han trak på smilebåndet ”Årh bare rolig… Vi skal nok blive malet røde. Det lover jeg.” sagde han som han gik op mod hende. Bare tanken fik blodet til at løbe syd på, dog ikke nok til det blev synligt, men han kunne mærke den kildende fornemmelse der gled igennem kroppen på ham. Som han kom op til hende lænede han sig kort ind og lod sine læber ramme hendes kind ganske kort.

Blikket rettede sig mod husene "Lad os se hvad der gemmer sig i de forskellige huse... At foretrække noget hvor der er værdi?" svarede han og rettede blikket mod sin søster ige, afventende. De kunne naturligvis godt bryde ind flere steder, men så ville der nok også være større sandsynlighed for at blive opdaget og Azrael havde allerede en dusør på ti diamanter hængende over hovedet. 

Ordene om at de skulle males røde, havde hun intet imod. Tanken om at dryppe blod, og gnide sig tæt op ad ham, kunne hun godt lide. Det var nærmest tæt på at tænde hende. Tydeligt kunne hun forestille sig, hvordan det ville være at se hans nøgne krop smurt ind i blod. En varm følelse spredte sig pludselig inden i hende, som hun holdte øjenkontakten med ham. Var der nogen som kunne bringe den varme frem i hende, og endda på en kold regnvejrs dag så var det ham. Følelsen af hans læber imod sine, fik hende til at holde det. Hun bed ham med vilje i underlæben, før hun lod deres læber skilles.

"Heldigt at rød klæder os begge to... "svarede hun som hun trådte væk fra muren. Hun flyttede nogle af de våde blonde lokker væk fra ansigtet. At de klistrede sig fast, som tøjet også gjorde, havde hun faktisk ikke noget. Hun kunne være mere ligeglad, hvorimod at andre kvinder sikkert ville blive irriteret. Men ikke Misandra, men hun var heller ikke som alle de typiske kvinder, som gik op i hår, makeup og alt muligt andet. Det var tid til at undersøge de mange huse, og hvad skulle man ellers bruge denne aften på. Hun nikkede til ham, som hun lod sit kolde blik falde op på huset hun havde stået ved.

Om der ville være mennesker derinde, eller ej var hun ligeglad med, for så længe de ikke blandede sig i hende og Azraels planer, var alting godt. Så behøvede hun ikke brænde deres ansigter, eller prøve at brænde deres hænder af, eller andet. Der var mange muligheder, især når ens sind ikke var det reneste som fandtes. Hun lod det brede smil vokse, som hun stod og overvejede hvilken måde, at bryde ind i husene på, som ville være den bedste. Hun kunne godt overveje om de kunne klartre op ad et rør ved huset, og knuse vinduet så de kunne komme ind. Men måske der også var andre måder"Lad os starte... Knuse ruder, eller sparke døren ind" spurgte hun overvejende som hun lod sit blik hvile sig på ham.

Som han var ved at trække sig væk fra kysset på hendes kind, fik hun fanget hans læber og han trak hende ind til sig. Han var ligeglad med hvad folk syntes, for dette føltes mere rigtigt kontra alle de andre tøser han havde nedlagt gennem tiden. Der havde aldrig været nogen form for kærlighed, men Misandra… Det var en helt anden snak. Som hun bed ham i underlæben, trak han let på smilebåndet ”Senere.” sagde han og blinkede til hende.

Han nikkede let til hendes ord. Han syntes bestemt rødt klædte Misandra, i hvert fald når nuancen var fra blod, hvilket også ville ske i dag, i så fald hvis de kom ind i et hus hvor der var folk, men hvilket normalt menneske var ikke hjemme på denne tid af døgnet og i dette møgvejr? Blikket gled over de forskellige huse og forsøgte at gætte sig frem til hvilket et af husene der ville være mest underholdning i, dog var de fleste mørklagte, så det var en smule svært at forholde sig til, så måtte det vel bare blive et eller andet tilfældigt. Et bredt smil bredte sig da på hans læber da han spottede en person i et af vinduerne ”Jamen dog… Der er var en der meldte sig til at få gæster.” sagde han og så på Misandra og hentød til vinduet, hvor der nu var et svagt lys.

Hvordan ville det være bedst at bryde ind? Smadre vinduet ville larme… Sparke døren ind lige så, men måske der var noget der var åbent. Vinduerne var nok udelukket, da det regnede, så måske en bagdør? En lem eller noget andet. Ellers måtte de jo få smadret vinduet og komme ind, så skulle de bare hurtigt finde kvinden, så hun ikke skreg op og vækkede nabolaget.

En dæmon som hende var fuldstændig ligeglad med, at det var hendes egen bror hun kyssede. Hvis hun ville give ham et kys, og kysse ham så gjorde hun det. Havde nogen et problem med det, kunne de miste hovedet, eller tungen. Måske andre ting, hvis hun var i ekstra godt humør. Ordet senere, fik hende til at sukke lidt utilfreds. Men så igen, de havde masser af tid. Aftenen var jo lige begyndt"Og hvis jeg nu havde lyst til at bide hul på din underlæbe lige nu.. Og ikke senere" blinkede hun til ham. Misandra kunne godt vente, men hun kunne også bare snuppe en lille bid fra ham lige nu?

Husene så ikke særlig interessante ud, men det var nok også nærmere det som var indeni, som havde værdi og var mere interessant. Hun stod meget roligt og fulgte personen i vinduet som Azrael kiggede på. Ordene fik et bredt smil frem, og hun var fast besluttet at det var der, de skulle starte. Hvor ellers skulle de lave en god entré og nyde en aften fuld af indbrud, mord og lidt andre ting. Hun tiltede hovedet en smule, og holdte sine kolde øjne på vinduet. Personen i vinduet, virkede ikke til at have fået øje på dem. Det var helt perfekt, så skulle de begge to bare finde en vej ind.

"Enten skal vi få kvinden i vinduet til at holde mund.. Eller også skal vi finde en bagdør, eller andet" hun tænkte lidt, som hun var fristet til at smadre vinduet, og komme ind den vej. Det var ikke hendes eller Azraels skyld, hvis vinduet gik i stykker. Desuden ville det sikkert pynte meget godt, og glas kunne man altid bruge til at skære med, eller proppe ned i halsen på den første person, som prøvede på noget. Kvinder plejede at skrige, og det ville helt sikkert give Misandra hovedpine, og det ville sikkert også få Azrael til at skære halsen over på hende, eller andet"Hvad tænker du" spurgte hun som hun krydsede armene, og flyttede blikket hen på ham.

Azrael var ligeglad med hvad folk måtte tænke, der var sikkert ikke nogen der anede de var søskende alligevel, medmindre de var deres far og mor. Et eller andet sted syntes han også det var underholdende at se folks ansigter når de fandt ud af det, det var virkelig det hele værd. Hendes suk fik et kækt smil frem på hendes læber og som hun talte, blev det en smule bredere ”Så ville vi nok ikke få stjålet ret meget… Plus du ville vække nabolaget.” sagde han stadig med det kække smil på læberne. Nok kunne han også have lyst til en bid af hende, men det måtte vente lige nu.

Kvinden i huset gik fuldkommen uvidende rundt og ikke en eneste gang rettede hun blikket mod vinduet som de stod og så ind af. Tænk sig at bo i Tusmørkely og ikke have blokader for vinduerne? Det var jo næsten det samme som at invitere nattens børn indenfor. Stedet vrimlede jo med både dæmoner og vampyrer og andre skidtfolk, men det gjorde det blot nemmere for dem, hvilket Azrael bestemt ikke klagede over. Som det sparsommelige lys forsvandt, rettede han blikket mod Misandra.

”Årh de er nemme at få til at holde kæft… Og hvis vi alligevel knuser ruden.” sagde han og rettede blikket mod hende med et smil på læberne. Han vidste hun havde omtrent de samme tanker som ham og glasset ville alligevel være et godt nok redskab til at skære halsen over på hende så hun holdt kæft. Et bredt smil kom frem på hans læber ”Der er formentlig flere vinduer der ikke er barrikader for, så lad os gå rundt om og så komme ind. Jeg skal nok sørge for hende. Du er naturligvis velkommen, eller også kan du finde ting vi skal have med os. ” sagde han og så en sidste gang gennem vinduet de stod ved, før han begyndte at runde hjørnet af huset og ganske rigtigt, endnu et vindue var der ikke barrikade for.

For hendes skyld kunne de sagtens vække hele nabolaget, det var hun ligeglad med. De ville sikkert ikke engang få lov til at sove, for hun kunne godt finde måder, at holde dem vågen på, udover at stønne og skrige Azraels navn. Alle skulle vel også vide hvor godt han fik hende til at føle, og der var da også mange andre måder til netop dét. Hans ord om at de sikkert ikke ville få stjålet meget, fik hende til at smile lidt kækt. Hvis hun ville kunne hun bare bide ham i øreflippen og andre steder, men det blev nødt til at vente. Hun kunne sagtens bede ham, at tage hende lige nu og her, og kradse hende, og få hende til at mærke den gode slags smerte, men det måtte vente. De havde jo andre ting at lave lige nu.

"Vinduerne er bare en blokade... Ligesom deres dør, og race"nævnte hun som hun ikke havde ret meget tilovers for menneske racen. I hendes øjne var de kedelige, og ikke kunne gøre noget som helst. De var meget nemme at få til at holde mund, det var hun helt enig i, som hun lod sine øjne hvile sig på Azrael. Uanset hvad kunne hun godt lide at ødelægge det som andre havde kært, og elskede. Det var også meget sjovere, og alle havde vel prøvet at miste noget de godt kunne lide. Ellers kunne de skam få lov til at føle det. Hun fjernede pludselig blikket fra ham, for at betragte vinduet. Glasset kunne man vel godt bruge til at proppe ned i halsen på kvinden, eller kradse hendes og Azraels initialer ind i hendes hud, så hun aldrig ville glemme dem.

Det var farligt for andre at overhovedet stå ansigt til ansigt med hende og Azrael. De var begge to forskruet og havde samme tanker og planer. De var en farlig men fantastisk cocktail. Hans ord om at de skulle gå rundt om, for at komme ind, fik hende til at nikke. At han ville sørge for hende, ville give hende mulighed for at undersøge om der ville være andre tåbelige mennesker inde i huset. Hun lod sig tænke lidt over, hvilke ting de skulle have med dem. Hun begyndte at gå sammen med ham, og da de nærmede sig døren til huset, valgte hun at presse ham op ad den. Greb fat rundt om hans hals, som hun fik et farligt men intens glimt i øjet"Eller også kan jeg sørge for de andre tåbelige mennesker inde i huset ikke skriger, eller kalder på hjælp..." lød det fra hende i en hviskende men legende tone, og hun plantede et kys på hans læber, før hun gav slip og trak sig tilbage.

Nok ville det ikke gøre ham noget at tage hende lige her, lige nu, men de var her af en grund og det var altid bedre at have sex med adrenalin i blodet, men lige nu måtte det vente. Bare lidt endnu. Han trak let på læberne ”De holder ikke til så meget, men de er meget sjove så længe det varer.” sagde han efterfulgt af at hæst grin. Han havde for blot nogle dage siden stået med det største smil på læberne som han havde set Eraxxiz blive fodret med nogle uduelige slaver. Det var en fryd for øjet at se den store drage mæske sig. De fleste havde nok ikke vist lige så stor interesse som han gjorde, medmindre der var tale om Lykke. Hundæmonen var mindst lige så forskruet som han selv. Azrael havde skam sine knive med sig, men nu hvor vinduet alligevel ville ende med at blive smadret, kunne man lige så godt benytte sig af det, det var trods alt næsten som en kniv. Blikket gled rundt på omgivelserne, blot for at tjekke der endnu ikke var nogen der stod og holdt øje med dem, eller andre huse, hvor folk vågnede i, men der var stille som graven.

Som de kom omkring huset og over til en dør, nåede han ikke ret langt. Misandra havde grebet ham omkring halsen og skubbede ham op ad væggen. Et kækt smil kom frem på hans læber som han skulede ned på hende. Hendes ord fik blot smilet til at blive bredere ”Mhm, eller det.” spandt han kælent og returnerede hendes kys før hun trak sig. Han gik et par skridt ud fra væggen og så på døren og derefter sin søster ”Jeg ville sige damerne først… Men det ville være en overdrivelse at kalde dig for en dame.” sagde han og sendte hende et smil, før han tog tilløb og hamrede ind i døren og løsnede den fra hængslerne så den sprang op.

Hurtigt gik Azrael indenfor og ledte efter kvinden de tidligere havde set i vinduet. Der gik ikke længe, før hun kom ud på den gang han befandt sig på, men hun var for langsom til at reagere før han havde sprunget imod hende og nedlagt hende på jorden. Han satte en hånd fra hendes mund og fik trukket en kniv som han satte for struben ”Hvis du nu er en dygtig pige… Så fortæller du mig hvor alt af værdi befinder sig… Hvis ikke…” sagde han og lænede sig ned over hende ”Så kan denne kniv hurtigt finde andre steder hen…” hviskede han i hendes øre og lod kniven glide fra kvindens hals nedover stoffet på hendes natkjole. Han trak sig væk og hev hende med op, endnu med hånden for hendes mund og gik ud og ledte efter sin søster med kvinden på slæb og en kniv solidt plantet for struben af hende.

I hendes øjne var mennesker altid kedelige, og de havde tit ikke ret meget at byde på. Det synes hun ikke, fordi hvis hun endelig skulle more sig, eller lege med nogen så skulle det være væsner. Mennesker kunne man ikke bruge til så meget, udover at dræbe og torturere dem. Nu havde de ikke planer om at gøre lignende lige nu, men man kunne heller aldrig vide, hvad der faktisk ville ske. Grebet på manden slap hun, før hun ikke kunne undgå at smile lidt over kommentaren han gav hende. Det var ganske sandt, for hun var ikke den typiske kvinde. Hun ville sikkert heller aldrig blive det, og det var helt fint for hende. Det brede smil voksede på ansigtet, som hun betragtede sin kære broder en smule. Imens han ledte efter kvinden, men også fandt hende, valgte hun at gå lidt rundt. Der måtte helt sikkert være noget værdifuldt herinde i stuen. Medmindre det var ovenpå, men før hun havde tænkt sig at lede deroppe, gik hun lidt mere rundt.

"Vi kan også snuppe din tunge, hvis du ikke fortæller os hvor du gemmer det" nævnte hun ærligt, som hendes blik gled lidt rundt på omgivelserne. Hun trådte tættere på bordet i nærheden, bukkede sig ned. Greb hårdt fat i skuffen under bordet, og hev det ud. Kastede skuffen ind i den nærmeste væg, da hun opdagede den var tom. Trist at der intet værdifuldt var deri, det var noget hun havde troet. Hun sukkede dybt som hun lod blikket glide lidt mere rundt. Det virkede ikke til, at der faktisk var noget værdifuldt i stuen, så det var sikkert ovenpå. Medmindre kvinden gemte på det utrolig godt. Så godt, at hende og Azrael slet ikke kunne finde det. På den anden side, så var der ikke det som dæmoner ikke kunne finde. Med træstykker og stumper over det meste af stuen, trådte hun hen imod Azrael og kvinden.

Hun lagde en hånd hvilende på sin broders skulder, som hun lod blikket hvile sig på kniven han havde i hånden. Den kunne sagtens skære kvindens tunge af, og det ville ikke gøre hende noget. Kvinden behøvede vel heller ikke tungen. Hun kunne bare fortælle hvor alt værdifuldt i hendes bolig var, så hende og Azrael slet ikke behøvede bruge for meget tid på et tåbeligt menneske som hende"Din krop kan også hurtigt udnyttes... Og det tænker jeg ikke din kære mand bliver glad for" Hun mente hvert et ord, som hun kunne høre hvordan fodtrin nærmede sig bagved hende. Hun drejede rundt, og greb fat i mandens krave. Tillod ham at ramme hende i hovedet med en træpæl, så hendes pande begyndte at bløde. Misandra var ligeglad, og strammede grebet på kraven"Hvad skulle den stakkels mand her... Gøre uden sin kone, og det bliver ikke så sjovt hvis hun ikke kan snakke jo.. Så fortæl os hvor du gemmer det, eller din mand mister en arm, eller sit liv.. Du bestemmer" det var sandt, som Misandra kiggede på manden med et lille smil.

Der havde aldrig været meget sjov i mennesker, de var trods alt også noget af det svageste i landet, hvilket var derfor de var det perfekte stykke legetøj, da de ikke gjorde specielt meget modstand og forsøgte de, ja så endte de som regel ikke med livet i behold. Azrael havde ikke så mange problemer med at få hevet kvinden med sig, da han var væsentligt mere overlegen end hun var, desuden havde han truet hende på livet. Han fulgte efter Misandra som hun gik ind i stuen for at lede efter et eller andet af værdi, hvis de i så fald havde noget i det hele taget. Der var massere at lede igennem, i hvert fald hvis deres gidsler ikke ville fortælle dem noget og tiden stoppede trods alt ikke, så de skulle formentlig også komme hurtigt igennem huset. Manden i huset var også fanget og Azraels blik faldt kort på ham.

Azrael rettede blikket mod Misandra og smilede bredt ”Ser du sveske… Min kære søster spøger ikke… Hun tager også gerne dine ellers meget smukke øjne…” sagde han og hev kvinden helt op af ham, med hendes ansigt mod ham. Han greb hårdt fat om kvindens underkæbe og hævede kniven og satte nogle millimeter fra hendes øje ”Så nu prøver vi igen… Fortæl hvor dine værdigenstande er… ” sagde han og havde endnu et smil på læberne, nu var det bare mere psykotisk end før. I virkeligheden var han selv lige så forskruet som sin søster og han ville heller ikke holde tilbage for at tage hendes ene øje som en souvenir. Azrael lod indtil videre Misandra om at lede, i hvert fald indtil kvinden enten besvarede spørgsmålet, hvilket det ikke virkede til hun havde tænkt sig, da hun var så meget i chok. Hendes mand var lige så meget i chok og vidste ikke hvad han skulle stille op imod to dæmoner. Bevares det vidste han naturligvis ikke de var.

Svagt skævede han mod sin søster som han mærkede hendes hånd på skulderen og som ordene havde forladt Misandra’s læber gled blikket over på manden og kvinden. Det var nu egentlig en god ide og satte kniven imod stoffet af kvindens tøj og gav sig til at sprætte det op, indtil manden gjorde det dummeste han nok kunne. At overfalde Misandra. Som manden blev revet rundt kunne Azrael ikke lade være med at trække på smile båndet, før han rettede blikket mod kvinden foran ham igen ”Som sagt… Du bestemmer om din kære mand skal leve eller dø… ” svarede han og trak let på skuldrene og så afventende på kvinden, mens han stadig lod kniven ødelægge hendes tøj lige så stille.