Det her var virkelig ikke hvad Asvard havde forventet af aftenen. Siden deres ankomst til Dianthos, havde vogterne været både ude på diplomatiske opgaver, såvel som at de havde fået lov til at erfare hvordan livet egentlig fungerede i den store by som altid var vågen. Asvard havde ført bevæget sig ud i byens liv med nogle kollegaer, stadig opsat på at observere hvordan befolkningen opførte sig i deres normale tilværelse. En rolig aften, havde taget en drejning, som han var faldet i snak med en forsamling herre, og senere var blevet taget med videre til et mere lunefuldt og pyntet sted, som indikerede en helt anden form for forretning end hvad der foregik på kro.

Asvard havde opdaget for sent, hvor han var blevet ført hen og sad nu, utilpas, blandt forsamlingen og overvejede hvordan han kunne snige sig ud igen. Godt nok, havde manden haft et ønske om at observere, og dette fortalte ham også noget om den almene del af befolkningen, som han før ikke havde tænkt synderligt meget over, men han var ikke tilpas i omgivelserne. Faktisk udstrålede han tydeligt, at han gerne ville synke ned i jorden. Det var ikke de unge mænd og kvinder som gik fristende mellem borderne, som generede hans blik, men nærmere den holdning der syntes at være omkring ham, specielt som nogle af hans bordmedlemmer kom med bemærkninger omkring kvinder, som han helst havde været foruden at overhøre.

Asvard kiggede op, men også rimelig hurtigt ned igen, som en smuk lyshåret kvinde kom hen til bordet og talte til dem. Hørte om alt var som det skulle være, og som blev besvaret af de andres fuldesnak. Først da hun henvendte sig direkte, løftede han de stålblå raske øje op og så rigtigt på hende, med rynket pande.
"Ja, det er mig. Tak for ulejligheden at bringe mig besked" faktisk var han ubeskrivelig taknemmelig, som han rejste sig fra bordet og bød de andre en god aften. Han havde nemlig ikke forventninger om at vende tilbage til selskabet bagefter.

Han fulgte uanende efter kvinden igennem det lystige rum af alverdens fristelser og til mere private områder. Som blev mere og mere private, til han begyndte at blive meget usikker og undrende.
Han var kommet ind i et meget privat rum og han sank en klump der havde formet sig i halsen af den forvirring der ramte ham. "Oh, jeg vil ikke kalde dem mine venner, hvis jeg skal være ærlig" hvilket var den skindbare sandhed.
Han følte sig grebet ind i en helt underlig og uvant situation, hvor han helst ærligt ikke vidste hvad ben hans skulle stå på. Alligevel var han også nysgerrig nok omkring situationen til at starte bentøjet op igen og bevæge sig længere ind i de behagelige omgivelser og sætte sig som anvist. Hun gav ikke en aura af at hun forsøgte at snyde ham, men man kunne aldrig vide sig for sikker.

"Te ville være godt" svarede han og kiggede fortsat undrende på hende. "Hvordan kendte De mit navn, frøken?" det var en start til måske at finde ud af, hvad der lige nu foregik. Han havde oplevet meget i sit liv, også utrolig meget, som ikke kunne stemples som normale. Dette var helt nyt territorie. 

Asvard lavede et kort nik, og nedskrev sig mentalt hendes navn, alt imens han ventede på svar på det resterende af sit spørgsmål. Et roligt smil kom frem på hans læber, og han nikkede igen i forståelse. Selvfølgelig, det var vel en ret væsentlig del af at have et successfuldt bordel. Gik han ud fra. Han havde ikke tilbragt tid i et før. "Javel ja" han tog hendes ord for gode vare, og overbevidste sig selv om, at det intet havde at gøre med præcis hans arbejde, der var grunden til han var trukket til siden.

Asvard fulgte hende roligt med blikket, og fik følelsen af at den lette gang og sorgløse måde hun virkede til at bevæge sig på, var en del af det liv hun havde sig og ikke nødvendigvis en realitet i hendes liv. Asvard vidste dog bedre end at begynde at gøre sig klog på noget, hvor han ikke havde alle de nødvendige fakta.
Hans blik ramte kort ned på teen, inden han kiggede op igen, stadig forvirret over sitautionen.
Noget hun uden tvivl havde opfanget, med de næste morende ord der fik Asvard til selv at smile mere afslappet, specielt som hun forklarede videre. Skulderne faldte en smule ned, og hans skeptiske træk, begyndte at stilne af. "Tak, det er meget venligt at Dem" han havde ikke forventet at nogen ville gøre det for ham, trods han nok alt for tydeligt havde indikeret at han ikke ville være en god kunde. "Nu kommer De vel ikke i problemer med deres arbejdsgiver for dette?" spurgte han bekymret. Hans sparsomme viden om denne del af livet, var ikke det kønneste, og han kunne derfor nemt frygte det værste.

Overrasket løftede Asvard et øjenbryn op i panden. Det var ikke hvad han havde forventet at høre. Rygter omhandlende netop bordeller, løb ikke med a de var ejet og styret af unge kvinder. For Sif var stadig en ung kvinde i Asvards øjne. En ung kvinde der havde oplevet ting der gav hende et sørgmodigt udtryk bag de klare blå øjne og de yndige smil, som gjorde alt for at dække netop det i sin dagligdag.

"Jeg er glad for at jeg ikke sætter Dem i en uheldig situation" Asvard tog den lune kop op imellem sine hænder og mærkede duften fra den stærke te nå hans næsebor. Det var en behagelig duft, som indbød ham til at løfte koppen op og smage en tår.
Asvard havde ikke forudset at hans rejse for at lærer den almene befolkning at kende, lod ham havne i disse yndige omgivelser, som skabte en illusion af god stemning og fantasi. Som hans raske øje gled over de fine og pæne omgivelser, til den yndige og smukke kvinde, som sorgmodigt fandt nogle urter frem til sin te, var der ikke megen fanasi og god stemning at finde i hans sind. Ilussionen var prægtig, men hans syn på den var ændret, som Sif langsomt og formentlig tiltrængt åbnede op.
"Det er ikke muligt for Dem at sige nej, eller henvise dem andet steds?" det ville være naivt af ham at tro på, at ingen burde gøre noget de ikke havde lyst til. Det var ikke et eventyr de levede i, og han havde ikke tænkt sig at male uægte billede op om virkeligheden.

Asvard havde ingen erfaring med hvordan det fungerede på indersiden. Han vidste hvordan et bordel så ud udefra, hvilket også kunne være meget forskelligt alt efter hvor mange krystaller som var i omløb. Men han var ikke dum eller naiv nok til at tro, det var et særlig glorificeret liv. Nogen nød det, nogen gjorde det af nød. Sådan var det med mange ting i denne verden.

"Desværre ikke, men det er også det udenfor det sorte og hvide, som kan gøre livet mere værd at leve" det var i de grænseområder, man oplevede nye ting. På godt og ondt, som ikke faldte indenfor de storte og hvide kategorier. Godt nok, virkede det til at Sifs verden, ikke var i den lysere kategori, trods hvad omgivelserne ønskede at hentyde.

Asvard var ikke bange for hud, eller for den sags skyld at se folk letpåklædte. Det rørte ham ikke i sig selv. Det var mere atmosfæren og hele dansen med at skulle gøre sig til for hans og andres blik der gjorde ham ukomfortabel.
"Jeg tror De har helt ret i at deres ansatte er trods alt, bedre beskyttet her end ude på gaden" Han var sikker på der var større mulighed for at få mad og drikke, samt holde sig varm i vinterkulden, når man havde et hus at være i. Også selvom det hus begik sig med kødelige fristelser. "På bekostning af Deres egen frihed" tilføjede han og kiggede på hende med et roligt blik. Han havde glemt alt om at han skulle ned og lade som om, han havde fået en vigtig meddelelse at tage sig af. Asvard mente at hans tilstedeværelse her, kunne gøre mere gavn. Hun virkede til at have brug for at snakke, og han blev gerne for at give den støtte han nu engang kunne formå at give.

Alt kom med en pris. Det var nok det mest forfærdelige ved livet, og jo længere tid man var i det, des større kunne prisen efterhånden blive. Asvard følte i hvert fald en kraftig tyngde for den pris et udødeligt liv havde bragt ham. "Alt kommer med en pris, Sif" en morbid og skinbar sandhed, som hun også kunne fornemme han selv havde måtte betale. På godt og ondt.

Et let morende fnys forlod ham. "Jeg tror slet ikke deres tanker er på mig mere" han var næsten overbevidst om at de havde glemt ham så snart han var udenfor synsfelt. Det var trods alt ikke en gammel knark som ham de var kommet for at kigge på.
Asvard lod sit blik hvile på hende, som hun drak af kruset og tog sine egne velkendte omgivelser ind. Et overrasket træk fik hans øjenbryn op igen og han drejede hovedet lidt forvirret. Han havde trods alt intet sagt.

I et land spækket med magiske evner og ukendte krafter burde han hurtigt havde sagt sig selv, at hun kunne fornemme ting han ikke sagde højt. Enten det, eller også var det et typisk scenarie der udfoldede sig foran hende, som på ingen måde var ukendt.
Et lille smil kom dog frem på hans læber "Du undervurdere min stædighed" konstaterede han med en let munterhed i stemmen. Måske kunne han ikke, måske burde han heller ikke, men han havde aldrig været for god til at lade sig skræmme af udfordringer.
"Det er ikke sikkert jeg kan, men måske jeg kan lette lidt af din byrde ved at lytte" tilføjede han seriøst og fastholdte de blå øjne. "Lidt er bedre end ingenting"

Nuvel, om det havde været den ældre herres intention om at få Sif til at le, lykkedes det denne gang for ham. En let latter forlod hendes strube, som hun rystede på hoved og for første gang denne aften, lyste øjnene af andet end blot venlighed der skyggede for sorgen.
”Min fejl, jeg tog selvfølgelig ikke din stædighed med i min beregning” svarede hun og mærkede hvordan at smilet på hendes læber, bredte sig i sådan en grad at yndige smilehuller formede sig i hendes kinder. ”Hvis det er din intention om at lytte til mine sorger, må det vel også kun være på sin plads at du letter dit hjerte” svarede hun og løftede brynet. Nu måtte det jo vise sig, om han selv var lige så villig til at løfte sløret, eller om han lige som hende selv, helst så at trække sig tilbage. Holde sig fra at bebyrde andre med ens sorg, fordi når alt kom til stykket, så følte de ikke det var andres byrde at bære. Det var i hvert fald sådan Sif så det, hvorfor skulle en fremmede bære rundt på hendes liv? Eller kunne han formå at lægge det ved døren når han gik, aldrig tænkte på det igen—og hvad hjalp det så at dele ud af ens liv, hvis det alligevel ikke blev husket?

Måden hun lyste op, som latteren gik igennem hende fik ham til at smile en smule breddere. En oprigtig latter der fik ansigtet til at vise sine rigtige folder af kortvarig glæde og underholdning. Sif var smuk, men hun havde aldrig været smukkere end da latteren lød fra hendes læber og smilehullerne formede sig i hendes kinder, som smilet virkede mere oprigtigt og ikke som et dække. En kortvarig men vigtig glæde.

"Nuvel, noget for noget" godtog han med en dyb indånding og lænede sig en smule tilbage i sofaen hun så venligt havde placeret ham i. Ikke at han vidste hvad han skulle sige, for selvom sorg og smerte syntes at havde fuldt ham, følte han sig ikke hårdere ramt end andre omkring sig.
Nærtliggende var det at nævne hvordan han mistede synet og meget af føligheden i højre side af kroppen, men det var ikke på samme måde en sorgfuld oplevelse, som de gange hans hjerte var brast i tusindvis af stykker, af livets gang.
Asvard lod sine fingre glide hen over koppens varme ydre, mens han lod sit raske øje spejde lidt rundt i rummet. Han havde egentlig ikke lyst til at snakke om det, ej hellere tænke over hvad livet efterhånden havde bragt ham. Det raske øje fæstnede sig ved et billede, uden helt at bemærke hvad det egetlig forestillede. "Jeg er udødelig." startede han og mærkede at betænkningstiden havde gjort ham tør i halsen, og han følte egentlig orderne tungere end det fakta det bare burde havde været. Han blinkede langsomt og lod blikket glide tilbage til Sif, som han betragtede hende. Der var så meget usagt bag hans ord, der var svære egentlig at udtrykke direke og han var ikke sikker på hun egentlig forstod ved hans meget simple sætning. "Velsignet eller forbandet, er vel et spørgsmål om hvilke øjne der ser."

I forhold til hans kald hos Aladrios vogtere, kunne man kun se hans forlængede, måske evige liv, som en velsignelse. Som Aladrios ønskede at fastholde ham i tjeneste, og Asvard havde gjort sit bedste hidtil for at forfulde den del af sit liv efter bedste evne.
Så hun havde ret i, at det var med begge sider af mønten der kom i spil. Forlængelsen af hendes ord, fik tilgengæld den aldrende vogter til at hive vejret skarpt ind gennem næsen, og frygten lyste i det stålblå øje.
Tankerne ramte ham på mørke dage, når han for alvor så hvordan rynkerne udviklede sig i hans datters ansigt, og lod alderen vise. Han sagde ingenting, men lod blikket ramme koppen i hans hænder. Forbandelsen var tungere end velsignelsen.

Langsomt løftede han blikket, som hun begyndte at fortælle. Fortælle om hvordan friheden havde haft sin pris, som hun havde forsøgt at ligge livet i de glamourøse, men løgnagtige omgivelser. Hun havde haft muligheden for at komme væk, og naturligt taget den. For i stedet at være havnet i et helt andet mareridt. Han lod hendes ord bundfælde sig sig, før han åbnede sin egen igen.

Noget for noget.
"Min datter. Hendes mor døde under fødslen, og alderen.. Alderen er ved langsomt at indhente hende. Jeg kommer til at overleve hende" sorgen var i hans blik, som han havde vendt blikket til den pulsende ild, som roligt knitrede i ildstedet. Marion var og ville altid være det vigtigste i hans liv. Han havde lovet hendes mor, at han altid ville passe på hende, om han så skulle ofre sig selv. Hvilket han havde, og gladeligt gjorde igen.

Som han havde givet en bid af sit eget liv, stilte han et spørgsmål til Sif's fortælling. "Det gør mig ondt, især med dine børn. Hvordan slap i væk?" Asvard mærkede smerten for børnene der var blevet revet op fra hjem, men endnu mere at hvad der formentlig enten var deres far eller en far figur, havde lagt hånd på deres mor og frarøvet dem friheden hun havde forsøgt at skabe til dem. Men han måtte give hende ret i, at børnehjemmet nok var et bedre sted at vokse op end her.

Det var det værste der kunne hænde en forældre. At ens børn forsvandt før en selv. Asvard havde vidst det var den brutalle sandhed, siden han holdte hende i sine arme første gang. Han vidste, at en dag ville hun se slutningen af livet, som han var blevet frarøvet, og han ville igen sidde alene.
Alene og ensom. En ensomhed han allerede forsøgte at finde og boltre sig i. Fjerne sig fra mængden, og ikke knytte sig til nogen. Stik modsat hans natur, men en desperation opbygget efter han havde set liv passere det ene øjeblik efter det andet.

Der var et kort antræk i siden af hans læber. Et tegn på taknemmelighed over hendes ord, men at han ikke var i stand til at smile. Tanken tyngede ham, og han havde ikke forestillet sig bare at sige det højt, kunne vægte så hårdt i hans sind. Han vidste det jo allerede. Hvorfor blev det anderledes af at sige det højt og indrømme den skindbare sandhed.

I stedet flyttede han fokus tilbage til Sif. Tilbage, hvor der var mulighed for at være til gavn, hjælp eller støtte. "Og din mand?" spurgte han. Måske han var forsvundet, måske han var kommet videre, eller også tyngede han stadig som en skygge i hendes liv og forhindrede hende i at løsrive sig. Frygt var en umenneskelig magt.

Uden at vide det, beskrev han hendes situation på mest poetisk vis. Manden var nemlig stadig en skygge i hendes liv. Den frygt der sad i en når man vandrede gaderne efter lanterner var tændt. Den grund til man kiggede sig en ekstra gang over skulderen, inden man gik ned ad en ny vej. ”Stadig en jeg frygter” svarede hun sørgmodigt og lod hendes fingre glide igennem det silkebløde hår og hendes øjne genfandt sig mod ildens gnistrende leg omkring træet. ”Hvilket også er grunden til at jeg er her—fordi han tør ikke røre mig her” endnu en af de positive ting ved bordellet, dem som beskyttede det, de aftaler hun havde lavet med Ulvene og Pax i sin tid stod stadig ved magt: også selvom det var sjældent hun så den unge knægt efterhånden. ”Forhåbentlig en dag, så kan jeg fortælle mig selv jeg tog fejl, det ville ikke bringe mig nogen større glæde hvis jeg gjorde” sagde hun med en mere opløftende stemme end før. Hun tog en dyb indånding og lukkede øjnene, næsten for at vise hun ikke ønskede at snakke om dette emne mere. Lod stilheden forme omkring dem, før hun åbnede øjnene igen og kiggede mod ham.
Lige så stille rejste hun sig op fra hendes sæde og satte koppen fra sig. Uden ord gik hun mod ham og tog koppen der lå og hvilede i hans og satte den ved siden af hendes egen. Derefter gik hun ned på knæ foran ham, velvidende at det måske ville give indtrykket af noget andet. Men udtrykket i hendes ansigt, fortalte også klart hun ikke var ude på noget. ”Tak” hviskede hun før hun løftede sig op og lagde armene omkring ham og krammede ham forsigtigt.

Der var meget som Asvard ikke forstod omkring det menneskelige sind. Sit eget inklusivt, men især i øjeblikke som disse, hvor han blev mindet om at det ikke var fornuft og ikke mindst godhed der var drivkraft for ens gerninger. Ingen var perfekte, men Asvard kunne ikke lade være med at tænke, at den mand altid måtte havde haft til hensigt at gøre hende ondt.
"Måske. Det er værd at håbe på" Asvard vidste ikke hvad der var størst sandsynlighed for, men han kunne godt unde hende, at hun blev fri for skyggen i sit liv. Fri til at netop slippe fri.

Asvard havde ladet stilheden dale ned over dem, som en naturlig del af samtalens udrindelse. Han ville ikke presse hende ud over hendes egen komfort, og han havde stadig tyngden af sin egen indrømmelse til at ligge tungt i brystet. Han havde betragtede ildens dans, som bevægelse fik det raske øje til at skifte fokus tilbage.
Han løftede hovedet og kiggede op på hende, først rolig og uvidende, men som hun kom tættere på og tog koppen der havde hvilet imellem hans hænder, var roen erstattet af forvirring og en rynket pande.
Han sugede luft skarpt ind igennem næsen, og spærrede øjnene op som hun knælede ned foran ham. Et splitsekund flakkede hans øjne i panik, men anspændtheden dalede langsomt i hans skuldre, som hendes udtryk afslørede at hendes hensigter ikke lå, hvor gerningen normalvis havde ville føre tankerne hen.

Det forhindrede ham dog ikke i at være overrasket som hun lagde armene omkring ham og lænede sig ind mod hans bryst. Efter et øjebliks tøven, lagde han armene forsigtigt om hende. Nærmest, som var det et instinkt aede hans ene hånd hende beroligende over håret. "Jeg ville ønske jeg kunne gøre mere" men han vidste ikke hvordan. Det smertede at vide hun var fanget her, tvunget til at blive og udføre gerninger hun slet ikke ønskede. Det eneste han rigtig kunne gøre nu, var at lade hende blive i hans favn så længe hun havde behov for. Om det var kort eller langt.

Da hun mærkede hvordan hans arme langsomt lagde sig omkring hende, var det nok til at lade tunge tårerne glide ned ad hendes kinder. Det blev ikke bedre da hun mærkede, at hans hånd langsomt begyndte at ae hende over hendes gyldne lokker.
”Det her er mere end jeg havde forventet, det er en god start” hviskede hun langsomt, og ønskede ikke det ville have en ende. Utrolig hvordan at en kvinde, som der levede af at sælge lystens kød til dem som ville have det: kunne være så berøringsberøvet. Kunne være så hungrende efter nærvær og nogen der ville holde om hende, uden at have bagtanker—uden at ville have noget fra hende, andet end hun forklarede hendes situation.
Endelig lod hun sig glide ud af hams omfavnelse igen. Hendes blå øjne betragtede ham før hun tørrede tårerne væk. ”Jeg tror desværre jeg må vende tilbage til mine pligter nu” velvidende at hun havde fortalt hun var ejeren af bordellet, betød det ikke at hun kunne bruge resten af aften herinde. Hun lod hendes hånd omfavne hans kind for en stund ”Tak for alt Jorah, du kan blive her så længe du ønsker, drik endelig deres te så længe de ønsker” hvor hendes omtale af ham først havde været uformel var det tydeligt hun trak det tilbage, uden at vide hvordan hun skulle forholde sig til det.
Sif gik tilbage til døren og åbnede den, før hun langsomt gjorde sig klar til at forlade den blide kæmpe. Velvidende at deres liv nok aldrig ville få dem til at mødes igen. Men manden i hendes sofa ville altid have et plads i hendes sind og hjerte.

Asvard vidste ikke hvad han havde forventet af sin aften, men dette havde ikke været på listen. Han fornemmede tårerne som faldt fra hendes øjne, men gjorde på intet tidspunkt antænkt til at trække hende væk fra sig. Han fortsatte med roligt at ae hende over håret, fornemmende at hun havde brug for at mærke et andet levende væsen uden at skulle tænke på at han havde nogen forventninger til hende eller bagtanker med at holde om hende. Hans tanker var slet ikke i nærheden af det emne, men derimod langt mere fokuseret på om hun fik det bedre.

Han lod roligt sine arme slippe hende, som hun trak sig ud af hans favn, og nikkede forstående. Selv ikke en ejer kunne holde fri, hvor meget hun end ønskede det.
Hånden der omfavnede hans kind var varm og blød, og i stærk kontrast til de hvide, rug ar der prægede hans hud. En underlig fornemmelse gik igennem ham, men kun de sorte pupilers diskrete udvidelse afslørede en reaktion. Han var ikke vant til at folk brugte hans fornavn, med mindre de var ham helt nær til livet. "Tak" fik han alligevel sagt, som han kiggede efter hende gå imod døren.

Han sank en klump der havde formet sig i halsen, inden han lænede sig frem og hvilede sine albuer mod sine knæ. Han lod sit hoved hvile ned i hans hænder et kort øjeblik, inden han med en dyb indånding løftede sit hoved igen. Han var ikke helt sikker på, hvad der egentlig var sket, eller hvordan han var havnet i sitautionen hvor han nu sad i en sofa, omgivet af velduftende pompøse omgivelser og havde en underlig følelse i kroppen.
Han kiggede på koppen og dens næsten urørte indhold. Han kunne lige så godt nyde lidt af teen mens han forsøgte at samle sine tanker, og inden han rejste sig.
Han kom aldrig til at glemme det som lige var sket, trods han nok godt vidste at chancen for at deres veje krydsede sig igen var minimal.