De sidste tre dage havde de ikke delt seng, han havde beslagslagt sofaen for natten, men det betød ikke, at de ikke kommunikeret. Stemningen havde blot været en anelse ujævn i mellem dem. 

Sneen knaste under fødderne som de gik ude i landskabet. Hvert et åndedragt kunne ses for sig og hans næsetip var en anelse rød af kulden. Set tilbage i bagspejlet, havde Basil alle dage opført sig som sin mor, det han huskede af hende, men nu var han som sin far. Dominerende og hensynløs. Måske havde han alle dage været som sin far når det endelig kom til det, uden at han rent faktisk tog sig af det. Hvilket mand ville han være. Opvæksten havde været et krydsvej. "Hvordan tænker du, vi skal fortætte?" spurgte han. 

Han havde ladet hænderne begrave i lommerne og han skævede lidt til hende. De var tæt pakket ind i deres lag af tøj. Ville hun kunne påvirke hvilken mand han ville blive og ikke blive. Lige nu så deres muligheder dog sorte ud. 

"Hvilken type mand så du gerne, jeg var," spurgte han lidt efter og fulgte synet af nogle fugle der fløj hen over himlen. 

De var godt på vej over mod nogle krystalbjerge, noget som de var blevet anbefalet at opleve længe før de tog afsted. Måske akustikken dybt inde i bjergene ville kunne vise dem, hvad de havde brug for at indse.  

De sidste par dage havde virkelig ikke været som hun havde regnet med. Hele turen havde ikke forløbet som hun havde regnet med. Han havde brugt de sidste natter på sofaen, og hende selv i dobbeltsengen, hvor hun egentligt havde regnet med at de skulle ligge sammen og bruge tid på hinanden. Hun havde været en idiot.

Men uanset deres lille kamp, så kunne de finde ud af det sammen. De havde bevæget sig udenfor i de smukke omgivelser, som de var kommet op for at se. B.la. Sneen knasede under deres fødder som de begav sig igennem den, kulden var kold, men omgivelserne og de store bjerge var utrolig smukke. Det nød hun virkelig.
Hun havde aldrig set ham på denne måde. Den side af ham kendte hun ikke, og hun havde ikke lyst til at se den igen. 
"Jeg var en idiot, Basil" Svarede hun roligt og kiggede over på ham, "Jeg havde ikke regnet med at vi var så forskellige på sådan et område" Kom det ærligt fra ham, hun havde selvfølgelig ikke lyst til at rippe op i det hele. "Jeg håber vi kan snakke om det der skete, ligge det bag os og se fremad, Basil. Vi kan ikke bare smide vores venskab ud" Det ønskede hun ikke på grund af en bagatel, og et skænderi. 

"Jeg har ikke lyst til at ændre dig" Selvfølgelig havde hun ikke det, det havde aldrig været hendes tanker. Han skulle forblive som han var. Hun skulle bare lære ham bedre at kende, og forstå at de er anderledes. "Jeg har måske bare brug for at kende dig bedre, forstå at vi to er forskellige" Alle var forskellige. Men om han ville lytte til hende, vidste hun ikke. Hvad skulle hun gøre?

I horisonten var de flotte bjerge, som de var på vej hen til. Det var et flot syn.

Det var ikke et synderligt stort ønske han havde, om at de skulle drøfte det der var sket. Det virkede som en dum idé at begive sig i kast med det, ikke fordi han ikke kunne følge hende, men fordi han ikke syntes hun virkede til at forstå alvoren i hans spørgsmål. Men samtidig valgte hun ligeledes også at blande deres venskab ind i det, noget som han ikke helt kunne sætte sig i. 
De var i det nordlige landskab som alt andet end venner. Selvom han havde sagt, han ikke kunne love hende ikke at ses med andre, havde han ikke set med andres. De var ikke kærester, nej, men de var så sandelige mere end bare venner. Det var dét som var på spil. Det som lå mellem venskab og partner. Så i stedet for at i mødekomme hendes første sætninger, anerkendte han kun det, han ville svare hende på. 

"Det er ikke venskabet som står på spil, Aaliyah." 
Sætningen var konsekvent.

Men de gik videre frem, det var ikke mange blik han sendte hende igen. Som de nærmede sig bjergkæderne, kunne han mærke hvordan det skabe en form af ly for vinden, hvilket lettet en anelse på trykket. "Selvfølgelig er vi forskellige, havde du forventet andet?" det var ikke helt tydeligt som spørgsmålet var retorisk eller ej, men hun måtte gøre det op med sig selv, om det var noget hun kunne svare på eller ej. 

 Selvfølgelig ønskede hun ikke at de skulle tale om det der var sket. Det ville hun ikke rippe op i. Det ville blot ende med at han skred fra hende helt. Det var blot noget hun havde sagt, for at sige et eller andet. Hun følte da at hun havde forstået hans spørgsmål, men hun måtte starte et eller andet sted. Og venskabet var vel et godt sted? 
De var jo mere end venner, meget mere og det ville hun jo ikke ødelægge. Det værste var at miste ham på en eller anden måde. Hun følte at hun havde været meget large over for ham, følte at hun havde givet ham det han havde brug for. De var ikke kæreste, for det ønskede han ikke og hun havde heller ikke krævet at han så andre end hende, for det var ikke fair.

"Men jeg ønsker heller at sætte andet på spil, Basil. Var det skænderi nok til at ødelægge det som vi har sammen?" Var det virkelig så skrøbeligt? Kunne de ikke holde til mere. Dette var deres første store skænderi. Hun ønskede ikke at miste ham på nogen måder. Det var han da for vigtig til. "Jeg ønsker ikke at miste dig på nogen måder, Basil. Alle har uenigheder og skænderier, skal det ikke blot gøres os stærkere? Lære os hinanden at kende?" Hun var nød til vide hvad han tænker. "Hvad tænker du, Basil?" Hun kunne jo ikke tale alene.

Han kiggede ikke meget på hende som de bevægede sig frem i landskabet og igennem sneen. "Nej, det havde jeg ikke. Men der er tydeligvis meget vi ikke ved om hinanden. Men jeg vil da aldrig ønske at du var nogen anden mand, end den du er"

Man kunne fornemme hans suk. Hun kompliceret blot tingene ved at sætte det hele sådan op. Han havde givet et spørgsmål, men nu var det blevet vendt til at miste hvad de havde og ikke havde. Hvordan Basil skulle gribe det an, vidst han så ikke helt, men han vidste at det ikke fungeret for dem. Ikke nu hvert fald. 

Det hele blev kompliceret så hurtig, at han ikke rigtig kunne forstå deres situation. Den var alt for kærestelig og følelsesmæssig baseret, men følelserne kom fra hende side af. "Aaliyah," sagde han stille i håbet om at kunne få hende til at stoppe. Uanset hvordan han vendte og drejede det for sig selv, kunne han ikke se meningen med dem lige nu. Hun hungret så meget efter det han ikke kunne give hende. Det perfekte forhold, den perfekte mand. 
De kunne ikke komme uden om den virkelighed, at det var hvad hun søgte - eller at hun nok fragtede de som mere end hvad de var. Hvad de nogensinde rigtig kunne være for nu. 

Hun gengav ham spørgsmålet og lige så fint lod han sig summe over det, som hun ville sige det sidste. Han hørte hvad hun sagde og det var måske til deres egen vinding at de kom til en hule åbning og han gik derind. De skulle ikke frygte noget derinde foruden et ekko de næppe ønskede dem. 

"Det bliver for seriøst til mig det her," lagde han stille ud: "Du gør os til et forhold og har forventninger til mig i et omfang der ikke gavner nogen af os. Jeg kan ikke fortælle dig ting uden du kører det op i en spids." han sagde ikke tingene for at være grov i mod hende, men det var sandheden. 
Det var blevet tydeligt at hun følte mere for ham end han for hende, ikke at han gerne havde givet hende det samme, men det kunne han ikke bare sådan. "Du lagde for mange følelser i det. Måden du dig af mig i Belzera, selv der gjorde du mere for mig, end du ville have gjort for andre," Det var en konklusion hun måtte kunne bekræfte over for ham. 

Måske havde hun bare ikke forstået hvilket svar han ønskede. Måske havde hun overfortolket det hele, hvilket lå til hendes person. Hun var jo glad for ham, men følte da også at hun havde givet ham den plads som han havde haft brug for? 
Hvad forventede han at hun skulle svare på, hvordan de skulle forsætte? Altså hvorfor kunne de ikke bare forsætte som de gjorde? Havde deres skænderi betydet så meget for ham, at han ikke mente at de skulle have den tilknytning til hinanden som de havde. De havde jo bare to forskellige meninger. 
Muligvis vidste hun godt hvor det her bar hen, da han sagde hendes navn på denne måde. Inderst inde var hun da bange for hvad der skulle ske mellem dem.

Hun havde leveret spørgsmålet til ham, og der havde været tavst fra ham i nogle minutter, som de fandt frem til en hule åbning, hvor de kunne finde ly fra vejret og kunden. Der var læ herinde.

Hun lyttede selvfølgelig til ham, hørte hvad han havde at sige, og måske var meget af det sandt. Hun vidste dog godt, at han ikke ønskede at være et par eller blive hendes mand. Det var helt fair. Det accepterede hun. Men hun var stadigvæk glad for hende.
"Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, Basil." Kom der lavmælt fra hende, som hun kiggede over på ham, "Jeg forstår hvad du siger, og jeg er ked af hvis du har følt sådan. Det har ikke været min mening.." Hun kunne godt forstå det han sagde, det han forklarede. Måske havde hun være for seriøst og lagt for mange følelser i, men det havde aldrig været bevidst.
Hun forstod ikke helt hans fortælling om episoden i Balzera, havde hun bare skulle havde ladet ham dø?
"Jeg ville da altid beskytte og hjælpe min familie og venner som har brug for det, Basil" Hun ville ikke stå og diskutere  med hende, men selvfølgelig ville hun hjælpe folk omkring sig. 
"Men hvad så nu, Basil? Vil du have en pause? Se nogle andre?"

Det var hans første dialog omkring sådan et emne. Han vidste ikke hvad han skulle føle eller gøre af sig selv i øjeblikket, så han skænkede hende ikke rigtig de blik hun fortjente eller nok behøvede. Hun gav for meget, måske havde hun haft ret. De skulle ikke have sat det på spil ved at lade sig involvere som de gjorde. 
Ordene forsvandt lige så stille fra hans hoved som mund, han stod forbavsende tavs og sagde ikke noget, men hørte hendes toneleje og lod genskæret fra krystallerne være det, hvor han så hende i. Det var langt fra skarpt, men han kunne fornemme hende i det. 

"Jeg så aldrig nogen anden i mellemtiden," sagde han mumlende og gik længere ind i hulen. Det havde nok også været hans fejl. Havde han gjort det, kunne han måske have haft det nemmere ved at undlade at fortælle hende ting, selvom han endelig gjorde et forsøg på at lade hende lære ham lidt at kende, vide hvor han stod, kunne og gerne gjorde. Men det havde givet et form af bagslag han ikke kunne arbejde med eller forholde sig til. 
Aaliyah havde måske fået ham til at indse, at han stod mere lig sin fader end sin moder, noget han ikke havde ønsket. Men realiteten var, at han nok var problemet for dem. Hvem af dem var mest stolte?

"Jeg ved det ikke. Måske vi skulle lade vær og ses for en stund," sagde han tøvende og lod for en gangs skyld blikket blive vendt mod hende. Han skulle selvfølgelig nok stadigvæk få hende til Dianthos når de skulle tilbage, medmindre hun fandt en teleportør i Norvik. Men luften skulle renses og en tid uden hinanden kunne gøre dem godt. Selvom han godt vidste, at til den tid, kunne hun være lovet væk til en mand. 

Turen var bestemt ikke gået som forventet. Hun havde ikke forventet denne samtale. Hun havde ikke forventet at han følte på den måde som han gjorde. Det var hun ked af, og hun vidste godt at det var hende som havde opført sig forkert og presset mere ned over hans hoved, end hun burde have gjort. Hun kunne ikke skrue tiden tilbage, så hun måtte give ham det han havde brug for og sluge kamelen. 
Han gav hende ikke mange blikke, som de gik rundt i landskabet og nærmede sig den hule, som de sammen havde udset sig. Det var hende der talte, og ham som lyttede. Håbede hun da. Også selvom han ikke kiggede hendes vej.

Det gjorde kun mere ondt at han nævnte det. Hun havde ikke sagt at han ikke måtte se andre. Hun ville ikke have holdt ham tilbage på den måde, det ville have været for meget. Hun var ikke hans, og omvendt. Hun ville bare have det de havde sammen, uafhændelig sex. Men måske havde hun forventet og krævet for meget. "Men.. Det var aldrig et krav for mig at du ikke måtte, Basil" Hun tvivlede ikke at han ikke vidste det, men måske havde han haft et håb om at de kunne forsætte, hvis hun ikke havde ødelagt det? 

"Det vil jeg ikke stå i vejen for, hvis du ønsker det" Svarede hun roligt, og fulgte ham ind i hulen. Det gjorde ondt at høre, selvfølgelig gjorde det, det. Hun var ked af det. "Jeg forstår godt hvis det er det du ønsker" Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige til ham. Hun respekterede hans valg.
"Men Basil.. Jeg ved godt at det ikke er det rigtige tidspunkt" Hun håbede han ville stoppe, "Der er noget jeg må fortælle dig inden" Hun havde jo stadigvæk hans øreringe, og havde dem endda på. Han måtte gerne få dem igen, hvis han ønskede det. "Jeg har stadigvæk din mors øreringe. Jeg kunne ikke lade være med at bruge mine evner på dem.." Hun vidste ikke hvordan han ville tage dette, og måske virkede det ikke som det helt rigtige tidspunkt at fortælle det på, men det skulle ud, "Du er ikke som din far, Basil. Du ligner mere din mor end du tror,"

Det var tæt på at være grinagtig. De var i disse landskaber, bræget af skøn natur og udsigt, men alligevel var det ikke noget nogen af den næppe ville lade sig erindre når de tog herfra. Den hvide sne ville bare være et sløret minde for alt de havde talt om. Basil var synderen, selvom han nok ikke selv kunne se det eller ville stå ved det. Men han var den som tog Aaliyah for givet, mulighederne med hende var for skræmmende og for tæt på, til at han ville lade sig give efter. 
Basil flygtede nok mere fra virkeligheden end hvad øjet lige kunne se. 

Men han efterlod hende oftere og oftere på hendes sætninger, som hun var hørt, men at signalet for et svar ikke var til det. Han kunne ikke bare sige noget eller gøre noget nu, det var for sent. Løbet var vel mere eller mindre nok kørt for dem nu, så selvom han havde sagt det, havde det nok kun gjort mere skade end gavn. 

Da lyden af hendes ord nåede til ham, så han mod hende. Han skulle til at sige noget, men hun kom ham let i forkøbet. Det rigtige tidspunkt, og det var vel næppe en overraskelse, at han i første sekund frygtede at hun ville sige, de var med barn. Det ville være forfærdeligt og det barn ville næppe få det liv som det fortjente, men hun bragt hans mor på banen og han rynkede let på panden. 
Det var rigtigt, han havde lånt hende hans øreringe, de som han havde fået af sin mor natten hun forsvandt. Men hvad skulle hun kunne have set i dem, som han ikke allerede vidste. 

"Hva?" lød det forvirret fra ham. "Hvad mener du?" hvordan kunne han ligne sin mor mere end han selv troede, når hun ikke engang kendte hans mor. Havde hun set et minde baseret ud fra hans mor der måske symbolisere denne situation. Han havde virkelig ingen idé om hvor det kom fra eller hvad hun mente med det. 

Det var næsten ærgerligt. Aaliyah havde glædet sig til denne tur, hun havde set frem til at se Nordlandet, i al sin skønhed. Men hun følte at denne tur og alt det i mellem dem havde ødelagt denne oplevelse. Ville de kunne huske alt det de havde set, eller kun det som var opstået i mellem dem? Hun hældte mere til det sidste. Det ville uden tvivl overskygge alt efter denne tur og tankerne om dette sted.

Der blev ikke sagt meget imellem dem, det var åbenbart mest hende som snakkede og talte. Men det var intet nyt. Han var ikke en mand med mange ord i sig, hvilket måske også havde været svært. Ikke at modtage hans tanker. Men hvis han havde det sådan, som han alligevel havde fortalt hende, så var der nok ikke mange udveje. Det var nok slut for dem, hvilket var ærgerligt, for hun kunne lide ham. Selvfølgelig kunne hun det, men hun havde fejlet og presset for meget på.

Det var selvfølgelig nu eller aldrig, hvor han kunne fortælle om det som hun havde oplevet og set igennem hans moders øreringe. Hvis hun ikke fik fortalt det nu, hvornår så? Han fortjente at vide det, uanset hvor de stod henne sammen. Hun kunne lige så godt være på vej hjem efter dette, og så ville det være for sent.
"Jeg brugte mine evner, blot som en nysgerrighed, for at finde ud af historien om din mors øreringe.." Startede hun roligt igen, "Og selvom det kun var små glimt, slørede glimt, så fandt jeg ud af ting om din mor.. Hun er halv elver, Basil. Du er elver." Hun tvivlede på at dette var noget han vidste, men det havde han krav på. 

De gullige øjne var målrettet lagt på hende, næsten som når en falk fik øje for et bytte de skulle have. Men han kunne ikke andet end vente på lyden af hendes ord der ville give et ekko for sig. Men det var som klipperne faldt ned over ham, som hun sagde det hun sagde. Sagt var sagt, hørt var hørt, gjort var gjort, men hvad skulle han gøre efter sådan en nyhed, sådan en dealbreaker for hans egen virkelighed. Hvis ikke han var menneske, hvad var han så. En beskidt blandingsrace der tillod sig selv at være en del af menneskenes verden. 

Blikket var chokeret, nok det eneste som afsløret ham: "Hvar?" - "Nej, det kan ikke passe," lagde han ud og lod sig kort forvilde ind i sine barnsdoms minder, langt tilbage. Til en tid hvor alt var bedre. Der hvor en havde beskyttet ham og givet ham den fortjente forældre kærlighed et hver barn var berettet til at have. 

"Umuligt, men.." mumlet han som han stille lod hånden finden vej til hagen og han summede om det. Det virkede surrealistisk, men hvorfor skulle hans mor havde gemt dette for ham, såvel hans far. Der var så mange spørgsmål nu, og hun kunne ingen af dem besvare foruden at have givet ham en vigtig prik til en ny fremtid for sig. 

"Hvorfor ligner jeg min mor af den årsag?" spurgte ham med en undren i stemmen. 
Hvad gjorde, at han lignede sin mor mere af den ene årsag. Hvorfor nu? 

Det var tydeligt at det var et chok for Basil, på den måde at hører mere om hans mor. Det var en viden som han endnu ikke havde vidst, og måske havde hans fader heller ikke vidst det? Ellers havde han blot holdt det hemmeligt for Basil. Men hvorfor holde sådan en ting hemmeligt, i hendes øjne ændrede det jo intet ved Basil. Han var jo den samme, som han altid havde været og ville være. 
Hun forstod godt hans reaktion, og nu havde hun ikke meget at sige, eftersom at han tydeligt havde behov for at tage alt dette ind, for at kunne sluge den nyhed som hun var kommet med. Det burde nok ikke have været hende der gav den, men nu hvor at hans fader ikke havde fortalt det, moderen var væk, hvem skulle så gøre det? Hun ville ikke holde denne nyhed hemmelig for ham.

"Men Basil" Startede hun roligt og kiggede over på ham, "Betyder det så meget for dig, at hun var halv elver?" Hun kunne ikke se hvorfor det skulle gøre noget, med mindre Basil havde oplevet et eller andet, som gjorde at han fandt en større betydning i denne afsløring.

"Jeg har ikke kendt din mor, Basil.. Men jeg hørt om din fader" Hun vidste godt at han ikke altid havde behandlet Basil lige pænt, hvilket selvfølgelig havde været tragisk for Basil, "Jeg ved hvordan han har været over for dig, og jeg ved at man aldrig nogensinde ønsker at ligne sine forældre, men jeg tror du har mere af din mor gemt i dig, som du skal have fundet indtil. Ingen siger at du skal ligne din far" Hvis dette over hovedet gav mening, for ham. 

Han lod tankerne tage over, langsomt forsvandt han tilbage i flashback han havde lagt lå på for længst. Aldrig havde han skænket det så en eneste tanke om hvorfor alt virkede så anderledes fra det sekund moren forlod dem. Men med hendes ord fik så meget til at give mening. Hans far, Enver, havde virket mere fjern med Basil fra det sekund, hun måtte have fortalt ham det den gang, men hvorfor var hun rejst. Han havde aldrig fået en forklaring, bare at hun var rejst. 

Hvorfor det betød så meget og hans blik faldt på hende. Pupillen forekom så meget mindre end normalt, som han ikke helt kunne fat hendes ord. Hvad betød det for hende, at hun blev beskyldt for sin mors død? Alt, men alligevel skulle andre føje sig til forskelligheden som det var intet andet end normalt. Men han kunne ikke helt lade sig reagere på det, for han summede endnu over minderne. Moderen, Mathilda, der havde været borte så længe, havde efterladt ham som han var død og uden betydning. Præcis som Aaliyah og hendes mor. 

"Huh?" lød det som en underdrivelse af hvad hun sagde. Han tvivlede på hun egentlig vidste noget, for det var ikke just noget som familien gik rundt med, medmindre hun havde set så meget ud fra blot et par øreringe, tænk der kunne ligge så mange minder i noget så ligegyldigt. 

"Jeg ved ikke hvad du tror du ved eller har lade dig indbilde, men det er ikke en dialog vi har," sagde han med en bestemt tone, hånden lå løftet næsten truende mod hende, da det blot kunne understege hans seriøsitet for emnet. Det var ikke noget de skulle drøfte eller løfte sløret for. Det vedkom ikke Aaliyah, såvel hendes fortid ikke vedkom ham. De var nok venner, men de havde grænser og privathed at beskytte. 
Men Basil vidste da, at han skulle søge efter halvelver som måske havde en kendskab til dette her, det ville næppe blive nemt, men han havde det for øje nu. Det over tromlede alt andet de havde at for sig. Skulle de virkelig slutte ferien før tid, selvom stemningen ikke var god?

Det var tydeligt at han havde det svært ved alt det her, og den information hun var kommet med. Hun havde blot fortalt ham sandheden, fortalt ham hvordan det stod til og hvad hun havde set. Hun forstod ikke hvorfor det betød så meget at hendes race var halvelver, og at han derfor var det. Hun forstod godt hvad det betød, at hans forældre havde holdt hemmeligheder for ham, og aldrig fortalt ham sandheden. Det gjorde ondt i sig selv. Det gjorde ondt at se ham på denne måde, men lige nu kunne hun godt se at der nok ikke meget hun kunne gøre eller sige, for at støtte ham, for han ønskede det ikke. 

Det havde tydeligvis ikke hjulpet hende, eller ham, at hun havde forsøgt at glatte det ud. Hun vidste hvordan han havde det med sin far, så selvfølgelig måtte han hadede at han selv endte som ham. Men det hun havde set fra Basil i løbet af de sidste par dage, havde vist hende nok. Hun havde set de glimt af hans far, som han selv havde talt om, i ham selv. Da han kastede med skålen, havde han set det.

Aaliyah vidste at han var bedre end dette, bedre end at vise sig på den måde. Han havde mere af sin mor i sig, men det var svært at nå ind til ham. Lige nu følte han tydeligt at hun blandede sig for meget. Hun kunne se vreden fra den anden dag, hvor han havde smidt med skålen, vokse sig frem i ham. Hun kunne se hvordan han spændte hånden, havde han virkelig tænkt sig at slå hende? "Har du virkelig tænkt dig at slå mig?" Hun veg ikke fra ham, hun tog det meget roligt. Hun var ikke bange, og hvis han ville slå, så måtte han gøre det. "Det viser jo kun at jeg havde jeg måske ikke havde ret i det jeg sagde" Måske var han  bare sin fader.

En stan faldt for hjertet, som hun sagde det. Alt forandret sig i hans mimik, brynene lod sig mødes i en trækning og øjnene sank ind i mørket for ham. Basil havde ikke lagt en hånd på en kvinde (eller en mand) unødvendigt før. Aldrig havde han forvoldt skade hvor det ikke var berettet, men han kunne vel have set det komme. Aaliyah havde nok oplevet andet. Oplevet mænds dominans i form af fysiske træk. 

Aldrig før havde han troet, at han skulle gøre som han gjorde nu. Vingerne begyndte at baske lidt bag sig. Hun skulle nok finde vej hjem, det vidste han da. Vingerne strakte sig til fuldt vingefang. Han så på hende med et blik der var beklagende for hvad der måtte ske nu. Men han havde andre ting at gøre end at grave sig selv ned i et dybt hul, han vidste at han ikke kunne komme ud af igen. 

Hun havde ret, det brød han sig ikke om. Hovedet drejet lidt omkring og han tog hånden til hovedet, i grebet havde han sine flyvebriller. Med det på, satte han i værk og kom forbi hende med vingerne lagt tæt omkring kroppen, efter at havde givet ham et ordenligt sæt for at komme afsted. I sekundet han var ude af grotten, lettet han til vejs. 

"Undskyld, Aaliyah. Men der er vigtigere ting at gøre bod på for nu," mumlet han for sig selv.