Hun var dog på jagt efter nogen sjældne urter som ikke kunne findes i hovedstaden og hun var derfor taget til Tusmørkedalen for at hente dem.
Da mørket var faldet på måtte Serafina indrømme at hun var faret vild, hun var komme til Tusmørkely, hun var falde på nogen brosten og havde slået et lille hul i hovedet, ikke noget hun ikke selv kunne fikse når hun fandt et sted for natten, men det blødte dog en del alligevel.
Serafina så rundt i gaderne da hun så en skikkelse, hun bevægede sig over i mod skikkelsen "undskyld, De kunne vel ikke fortælle mig hvor jeg er, jeg tror jeg er faret vil?" sagde hun roligt til personen som hun nærmede sig, hun viste ikke hvor hun var eller hvilket miljø hun befandt sig i, men hun håbede at personen kunne hjælpe hende så hun kunne få ordnet sin blodige pande.