Lilac kunne helt mærke det sitre i sine fingre. Nu var hun klar til at lave den mest velsmagende og smukkeste kage som alle borgerne i Dianthos ville elske! Så kunne hun få fat i pengepræmien og få købt sig det splint og nye staffeli, som hun bare måtte have fingrene i. Godt nok var hun ikke særlig erfaren i et køkken, men hvis man bare puttede nok sukker i, ville det vel smage helt himmelsk. Det var den taktik hun gik med og mens alle andre var begyndt at veje og måle, havde hun bare trukket sukkerdåsen frem.

Ja hendes plan var helt perfekt. Indtil den ikke var det længere. Hun nåede kun lige at åbne låget, da en af de andre deltager gik ind i hende. Bam. Alt sukkeret lå nu på jorden! Hele hendes kage lå lige der for fødderne af hende. Irriteret kiggede hun op på den sorthårede mand. “Har du ikke lært at se dig for,” sagde hun beskyldende og pegede ned på sukkeret ved sine fødder for at demontere, hvad hun mente, ikke at han kunne have undgået at se, hvordan alt sukkeret lå på jorden.

Det hele var ved at gå op i lutter lagkage. Først var det Lilacs sukker, og nu havde gerningsmanden også et æg i nakken. Nu havde hun da aldrig set noget lignende. Det virkede til, at folk var langt mere engageret end Lilac først havde antaget, men dette tændte dog bare en større ild i hende. Hvordan hun skulle bage en velsmagende kage uden sukker, var dog lidt af et puslespil. Hele meningen med en lagkage var da, at man ville blive helt glad af alt sukkeret!

Inden hun nåede at gå helt i panik kom en bevinget mand til hendes undsætning. “Uh øh, tak!” Sagde hun en anelse forvirret, da hans hjælp var kommet ud af ingenting. Gad vide om han faktisk gav hende rigtig sukker eller var det mon salt? Lilac tog et godt kig på det, men nåede ikke til en konklusion. Det her var vel hendes sidste chance, så hun måtte blot antage, at personen havde rent mel i posen. En anelse ude af den begyndte hun igen at måle sine ingredienser op. Skulle hun bruge et æg eller to? Til sidst endte hun med at pukke halvdelen af bakken i - bare for at være sikker. Imens skulede hun en smule til, hvad de andre deltager lavede. Det virkede til, at den bevingede mand klarede sig relativt godt. Lidt irriterende, fordi ham skulle hun jo også slå!

Lilac var dybt fokuseret på at lave den mest sukkerfyl— velsmagende kage som dommerne ville elske. Sukker sukker, mere sukker. Indtil hun pludselig ikke havde mere og dejen havde fået en underlig konsistens. Hm, det virkede næsten som om, at den ville knase under tænderne. Perfekt! Dog blev hun kort tid efter distraheret over, at der var kaos i teltet. Det første hun så var, at den hjælpsommelige fyr fra før smaskede et æg direkte i hovedet af en anden deltager. Gisp!

Manden tog det langt fra pænt og stormede nu hen til den bevingede mand, der var gået i gang med at mine sin ejen dej. Lilac vidste ikke hvad der skete, men inden han kom helt hen til ham, gik hun ind foran ham. “Skal vi ikke bare sige kvit og færdiggøre vores egne kager uden så meget drama?” Spurgte hun med en hårdhed i stemmen, hun sjældent havde hørt før. Dog tårnede manden sig op over hende og hørte knap nok hvad hun sagde. I stedet blev hun skubbet til siden, og han kom hen til hendes tidligere redningsmand. Åh nej.

Lilac havde næppe forestillet sig, at en bagekonkurrence ville skabe sådan et spektakel. Det virkede til, at deltagerne var yderst engageret i, hvad det var de lavede. Eller, de var engagerede i, at andre ikke klarede det bedre end dem selv. Der måtte være en stor præmie på linjen siden folk uddelte slag for dem. For Lilacs vedkommende havde hun glemt at tjekke, hvad der faktisk kunne vindes. Hun ville bare gerne vinde sin første konkurrence, men ikke hvis alle deltagerne tog hinanden ud. Det var en bagekonkurrence! Det var ikke meningen, at man skulle slå hinanden ud!

“Hey det er nok nu! Gå tilbage til dit eget bord og lad manden være,” befalede Lilac. Hvorfor var der ingen udover hende, der greb ind? Fordi at der var opstået sådan et optøjer, var kommet en hel menneskeskarer omkring dem, som var interesseret i, hvad der skete. Dengang de havde startet konkurrencen, var der ikke et øje at se. Det var virkelig rigtigt, at mennesker elskede at se drama og vold. Lige nu kunne Lilac godt være foruden den. Alligevel valgte hun igen at blande sig ved at tage fat i mandens skulder. “Kom. Jeg følger dig tilbage,” sagde hun hårdt, men hun tvivlede på, at det ville hjælpe. 

Lilac havde fået en dårlig vane med at blande sig i slagsmål. Først gjorde hun det med Bastian Dumont og nu blandede hun sig i denne kagekamp. Hvordan hun altid fik sat sig selv i midten af urolige, var over hendes hoved. Det var meningen det her skulle være sjovt, men nu var de blot underholdning for den voksende menneskemængde. Det var næsten som et helt cirkusshow, hvor Lilac følte sig som den største klovn. Argh, kunne de ikke snart finde en ende til dette spektakel!

Alene var hun dog ikke længere, da den bevingede mand kom og hjalp hende. Selvom han prøvede at tale ham til fornuft virkede det lige lidt. Skulle Lilac virkelig være den, der skruede bissen på? “Hvis du ikke går på din plads nu, vil jeg personligt sørge for, at du ikke får førstepræmien, selv hvis du vinder konkurrencen,” sagde hun med en streng stemme og skubbede endnu hårdere til ham. Det virkede til, at hendes ord gjorde tricket. I hvert fald kæmpede han mindre mod og sammen fik de ham faktisk hen til det rette bord. “Ikke mere kagekastning. Vi var ikke lang tid tilbage,” sagde hun både til ham, men kiggede også på manden ved sin side. Der var ingen grund til at gå tilbage til første fase igen.

At være den voksne i en situation og rede trådene ud var udvandt territorium for Lilac. Måske beviste det også, hvor meget hun havde ændret sig de sidste par måneder. Efter at hendes forældre var begyndt at rejse mere, betød det at hun i højere grad skulle stå op for sig selv og få en hverdag til at køre rundt. Det hun gjorde nu var dog det mindste hun kunne gøre for Leontius, da han havde reddet hende fra at trække dig helt fra konkurrencen. Uden sukker ville der næppe være en god kage.

“Tusind tak Leontius. Jeg er Lilac… der er ikke rigtig nogle forkortelser, som springer op ved min navn,” sagde hun med et lille grin og rakte hånden frem mod sin rival. Deres forhold virkede knap så anstrengt som i starten, da de begge havde gjort klar til at bage deres kage. Efter den lille episode virkede det som om, at det var på samme team til trods for, at der kun var en vinder. Lilac regnede stadig stærkt med, at det ville blive hende som rendte med titlen. “Men lad os gå tilbage til bagningen, hvis ikke dejen snart bliver klar, når vi aldrig at få bagt kagen færdig,” sagde hun efter deres lille håndtryk og vendte blikket tilbage mod sin halvfærdige dej.

Overblik var bestemt ikke noget som Lilac havde. Måske udstrålede hun, at hun vidste, hvad hun lavede, men i realiteten havde hun ingen ide om, hvordan man overhovedet bagte en kage. Hvad hun havde gjort var, at blande mel, mælk, æg og massere af sukker sammen i håbet om, at det ville blive godt i enden. Det vigtigste var alligevel, at pynten skulle være sirlig og smuk. Igen havde hun ikke øvet sig hjemmefra, men nu var hun trods alt kunster så hvor galt kunne det gå?

Med en smule besvær fik hun kagen over ilden, hvor hun ville lade den hygge sig… til den var færdig. Om den skulle have ti minutter eller en time var hun usikker på. Derfor ville hun lade den blive indtil hun vidste, at den med sikkerhed var færdig. Imens begyndte hun på sin pynt, der bestod af fondant. Hun havde tænkt sig at male blomster på det, men med 45 minutter tilbage var tiden knap. Derfor lukkede hun alt andet ude og begyndte at male. Alt for detaljeret fandt hun hurtigt ud af, for da hun havde malet halvdelen var der kun fem minutter tilbage og hun havde helt glemt, at kagen stadig var over varmen.

Hastigt bevægede hun sig hen og fjernede den nu næsten sorte kage. Den røg en smule. Lilac viftede lidt til den og kiggede sig omkring. Hvis hun nu bare gemte den brændte kage under fondanten ville ingen opdage, hvad der lige var sket. Derfor valgte hun at putte fondanten over den allerede varme kage. En dårlig ide da sukkeret begyndte at smelte ind i kagen, hvilket fik de ellers smukke blomster til at se amatøragtigt ud. Argh hvorfor skulle det også altid gå galt for hende! Og nu var det endda blevet tid til at kagerne skulle præsenteres.

Lilac havde sat kagen op på kaffebordet og så sig omkring mens hun vurderede de andre kager ud fra udseendet. Yeah, hendes var bestemt ikke en af de mest yndige kager deroppe, men den var bestemt ikke en af de grimmeste. Hvis bare hun havde fået smagen korrekt, så skulle det hele nok gå. Måske var der en chance for, at hun ville få en podieplads! Det ville værre første gang, at hun sådan for alvor ville vinde en præmie. Blikket fulgte bordet, hvorefter det landede på Leontius, der lige havde sat sit mesterværk op.

“Den smager sikkert godt,” sagde Lilac for at bryde isen for anden gang. Køn var den skam ikke, så derfor valgte hun med vilje at kommentere på smagen, der også var ret vigtig i en bagedyst. Det var trods alt de fremmødte borgere, der skulle bestemme, hvilken kage var bedst. Snart ville kagerne blive skåret ud og givet til gæsterne, og Lilac håbede da også på, at der ville være et stykke til overs til sig selv. Nu havde hun stået her i flere timer og duftet, når en kage var kommet væk fra varmen. Der fandtes ikke en bedre duft end nybagt kage.

Hun fnes lidt af hans svar. Forhåbenligt smagte de begge godt, men selvfølglig ønskede hun, at hendes smagte bedre… selvom Lilac aldrig ville indrømme det, så havde hun lidt af et konkurrencegen. Leontius måtte dog gerne komme på en fin andenplads… måske endda en delt førsteplads, hvis man strammede den lidt. “Det ville være en smule selvoptaget af mig at sige, at min kage nok smager godt, selvom jeg selvfølglig håber det. Jeg refererer til din. Hvilken smag har den?” Spurgte hun interesseret og studerede den en smule. Udseendet røbede ikke så meget.

Hvad der kom næst overraskede hende. “Mig?” Gentog hun næsten uforstående. “Hvad med din egen kage?” Spurgte hun en anelse forvirret. Hvorfor ønskede han, at hun skulle vinde? Samtidig var smigret over hans ord. Blikket rettede sig mod publikummet, der nu kom ind for at skulle bedømme kagerne. Der ville være en afstemning om, hvem der ville være dette års vinder. Lilacs blik fulgte spændt de personer, der kom deres vej.