Fuldmånen var over igen og dagen lyste klart, Jax havde vært i sin hytte det meste af dagen, men havde nu besluttet sig for at gå ud i skoven for at finde nogen bær og måske en kanin eller to så han kunne få noget mad.

Jax hadet fuldmånen, han hadet den forbandelse han havde over sig, han ville ønske det aldrig var sket, men han måtte vel bare lære at leve med det.

Jax havde fået bygget sig en lille hytte i skoven, mest så han kunne være alene, men også fordi han havde fået lavet en underjordisk kælder under hytten som han brugte når der var fuldmåne for at beskytte folkene i skoven eller i byerne der kunne ligge i nærheden.

Jax var nok mest træt af at føle sig alene, han havde ikke rigtig snakket med andre varulve og det kunne godt blive ret ensomt at være alene om den forbandelse.

 Det første Romeo bemærkede da han var ved at vågne, var hvordan hans seng pludselig føltes så hård. Det var som om han lå på tusinder af småsten og kviste. Det summede også forfærdeligt i hans krop. Han kunne næsten ikke nænne at bevæge sig, for hans hovede dunkede og han kunne mærke kvalmen stige i halsen. Det mindede meget om tømmermænd fra hans ungdom.. eller.. slog det ham pludseligt; dagen efter en forvandling. 

 Han slog forskrækket blikket op, og kom op at sidde som havde noget brændt ham med en tang. Lort! Han så sig forvirret omkring, og det gik hurtigt op for ham at han var udenfor.. og i en skov. Præsten var ved at klemme sit ansigt i sine hænder af forfærdelse. Nej nej nej nej nej - Han var sluppet fri. Men hvordan? Havde han ikke lænket sig ordentligt? Var døren ulåst? Romeo havde også været så fandens træt på det seneste.. men han kunne slet ikke forstå hvordan han kunne glemme DET. Var hans tanker virkelig så beskæftiiget med andre ting, at han ikke kunne fokusere på det der virkelig gjalt? Romeo så ned ad sig selv for at se om der var nogle spor af nattens hændelser på ham.. blod eller andet? Han var ikke blodig på sin nøgne krop. Der var måske lidt røde aftegn på fingrene, men det var svagt. Hvis han havde dræbt.. lad det være et dyr. Han tog sig om munden for at holde kvalmen tilbage, men det kom som en lind strøm med sådan en styrke at han ikke kunne undertrykke det meget længere. Han kravlede et stykke før han på alle fire måtte give slip og brække sig på alle fire. 

Jax gik rundt og samlede bær, han gik roligt henover skovbunden da han så noget på jorden, han satte sig på hug og lå mærke til det var blod, han så lidt rundt og fandt et dødt dyr, han så sig omkring, men så ikke rigtig nogen, han samlede dyret op og ville gå videre da han hørte noget.

Jax fulgte lyden og fandt en nøgen mand på alle fire i skovbunden, som han kastede op. jax nærmede sig roligt "undskyld, er De okay?" spurgte han roligt som han nærmede sig, de eneste folk han kendte til som lå nøgen i skovbunden var varulve som ikke var lænket fast, men man kunne aldrig vide, dog fornemmede han lidt at det godt kunne være tilfældet her.
Jax nærmede sig roligt, med det døde dyr over skulderne og en lille kurv med bær i.

Jax så roligt på manden, han syntes ikke det var en han kendte, men han håbede da at det var en der var venligsindet og ikke ondsindet. 

 Da han var færdig med at tømme det meste af sit maveindhold ud på skovbunden, kunne han pludselig fornemme at der var andre tilstede - og ligesom han havde fornemmet det, hørte han også en person tale til ham. Han kiggede forskrækket hen på den fremmede, og tørrede sig forfærdet om munden. Han havde størknet blod omkring munden, og et par blodstænk løbende op af hans kind og i panden. Samt var han også blevet beskidt, og der var et par blade og kviste der sad i hans filtrede hår. Romeo opdagede nu at  manden der havde set ham havde et dødt dyr over skulderen, og Romeo måtte kigge væk inden en ny portion af maveindhold ville undslippe ham. Han kunne ikke klare synet af død - hvilket var også grunden til at han var vegetar i sin menneskelige skikkelse. 

 Forbandet, hans panderynken blev synlig og han vidste virkelig ikke hvad hans undskyldning skulle være. En lidt for vild bytur? Han var blevet rullet? Han krympede sig lidt sammen for at dække sin nøgne krop lidt mere til. Fuld af fortrydelse kiggede han hen på den fremmede igen, uden at kigge på det døde dyr - og pludselig fornemmede han noget andet. Der lugtede af varulv. Han kneb øjnene sammen for at koncentrere sig,  og tog sig til hovedet. 
  "Jeg er.." han blev distraheret og ordene hang lidt i luften. Var den anden en varulv? Han rømmede sig og valgte istedet at spørge; "De.. Har vel ikke noget tøj jeg må låne..? Hård nat." Lød det anstrengt, og han forsøgte at fremtvinge et smil. 

Jax bemærkede godt mandens reaktion over det døde dyr, han så lidt på dyret "oh undskyld" sagde han roligt og lå dyret ind bag en busk så det var ude af syne, han viste godt der fandtes nogen som ikke var så god til døde dyr, han havde bare ikke lige tænkt over det.
Jax gik tilbage til manden, han forsøgte stadig at bedømme om manden var varulv eller om der var sket noget med ham, han så ikke ud til at have nogen skræmmer eller skader.

Jax så på manden som ordene hang i luften, den måde han tog sig til hovedet på, gad vide hvad han havde lavet i løbet af natten. Jax nikkede lidt "ja, jeg har noget tøj i min hytte, den ligger lige her over... hvis De vil gå med derover så kan de få noget tøj, indtil da kan De låne den her" sagde han roligt og tog sin kappe af som han gik over mod manden og rakte ham kappen, den var stor og lang, selv Jax forsvandt lidt i den fordi den var så stor, men den var vel bedre end ingenting, i hvert fald til de kunne komme hen til hytten hvor han havde sit tøj.

jax så på manden, en hård nat det troede han gerne på hvis han var hvad Jax mistænkte ham for at være, men hvordan skulle han også lige finde ud af det, man kunne ikke bare spørger, eller kunne man? Jax rakte en hånd ned til manden for at hjælpe ham på benene, hvis han gik med hen til hytten så kunne han også få varmen, noget mad og drikke, udover noget tøj, måske et bad hvis han ville, han så ud til at ha vært i skoven i et godt stykke tid i hvert fald.

 Romeo viftede afværgende med hånden da den anden undskyldte. Det var ikke hans fejl. Han havde dog stadig et anstrengt udtryk i ansigtet. Det var en situation der gjorde ham temmelig utilpas at være i; men hvem ville ikke også have det sådan hvis de blev fundet nøgen, og med ingen erindringer om gårsdagens hændelser. 

 Da kappen blev rakt ud til præsten tog han imod den taknemmeligt, og pakkede den om sig så han ikke længere var så udstillet. Den anden virkede heller ikke synderligt påvirket af at have fundet Romeo i al sin sårbarhed på skovbunden - og den duft der kom fra den anden.. indikerede at han muligvis var vant til dette.. måske fra ham selv. 
 Han forsøgte at komme op at stå med hjælp fra den anden - og ved berøringen konkluderede han at han måtte være en varulv. Romeo kom på benene og kunne nu mærke hvor svimmel han egentlig var. Bare han kunne ligge sig igen, men han måtte hjem. Hurtigst muligt. 

 Hovedet hamrede løs, og angsten for at have dræbt en uskyldig krøb ham op ad nakken. "Det lyder godt. Tusind tak skal De have." sagde han venligt, men med et snert af anspændthed. Han ventede på at den anden viste vej, og rømmede sig, "Jeg beklager sådan at ulejlige Dem.. De havde nok andre ærinder at løbe i dag." Undskyldte han, og prøvede at gøre situationen bare nogenlunde normal, men han var ved at gå ud af sit gode skind. 

Selvom det virkede til at manden var ligeglad med det døde dyr, gemte Jax det stadig bag en busk, han kunne altid hente det senere hvis det var.
Jax fik hjulpet manden på benene og stod klar til at gribe hvis han skulle falde, han ville ha godt af at få noget mad og drikke i maven.

Jax smilede roligt til manden og lavede en bevægelse med armen for at vise vej, han begyndte roligt at gå, men havde samtidig også et øje på manden "De ulejliger mig skam ikke, jeg var bare ude for at finde nogen bær da jeg rende på Dem, jeg har ikke nogen ting jeg skal i dag, så De kan være ganske rolig, jeg er bare glad for at hjælpe, jeg kender det godt med at ha hårdere nætter" sagde han roligt, nok mest for at teste sin teori, men han viste roligt vej, der var ikke mere end et par minutters gå gang hen til hvad der ude fra lignede en lille hytte, men inden i var den overraskende stor, mest fordi den var i flere etager.

Jax åbnede døren ind til hytten og fulgte manden ind "De kan bare sætte Dem i sofaen, vil De ha et bad inden De får rent tøj på?" spurgte han roligt, mest for hvis han ville så skulle han lige gøre badet klar til ham, det kunne han nemlig gøre mens han fandt tøj, men kun hvis manden havde lyst, han kom i tanke om han ikke viste hvad manden hed "for resten, mit navn er Jax" sagde han roligt og præsenterede sig, mest fordi de kunne jo ikke bare sige dig der eller sådan noget når de skulle kalde på hinanden eller snakke sammen.

 De fulgtes ad, og opslugt af egne tanker lyttede Romeo kun halvt efter da den anden talte til ham. Han rynkede panden og så ned i jorden imens de gik. Han nikkede automatisk uden at se på den anden, og lignede en der prøvede at lytte - men egentlig bare kom med standardiserede svar istedet. "Mhm." Han gnavede sig tænksomt i læben, "Ja det er en skam.." 

Romeo prøvede at ryste sig ud af kaostankerne og være mere høflig og tilstede overfor den fremmede. Han rømmede sig kort, og prøvede at huske hvad han havde sagt, "Jeg værdsætter også virkelig Deres hjælp." sagde han så istedet, da han allerede havde glemt hvad manden havde sagt til ham - men han huskede essensen af det. 

 Præsten blev ført ind i den andens hytte, og han stod og så sig omkring, alt imens han trak kappen længere om sig. Han blev tilbudt at sætte sig, men stod istedet ubeslutsom og stirrede på sofaen. Han ville ikke gøre den beskidt - han følte allerede at han trængte sig på hvad mere end godt var. Og da manden der præsenterede sig selv som Jax også tilbød ham et bad, var han uvis om han kunne være det bekendt at takke ja til dette. Han sendte den anden et skævt, påpasseligt smil. "Jax, Hvis det ikke er til besvær, vil jeg meget gerne vaske mig." sagde han taknemmeligt. 

Det var meget grænseoverskridende sådan at bede om hjælp på den måde, normalt var han hjælperen, og ikke den der blev hjulpet. Duften af varulv blev stærkere inde i Jax' hjem. Og der var ingen tvivl for Romeo jo nu. Tilgengæld virkede Jax ikke ondsindet, som han ellers havde forventet varulve ville være. Han rynkede brynene igen ved tanken. "Jeg hedder Romeo." præsenterede han sig en smule fraværende. Han havde ikke tænkt sig at fortælle at han var præst. Tænk hvis der kom rygter om ham. 

Jax bemærkede godt at manden ikke lige frem hørte efter, han havde nok en del andre ting at tænke på, især hvis han var hvad Jax troede og var sluppet ud i løbet af fuldmånen, så kunne han godt forstå han fraværende væremåde, og tankegang.

Jax smilede roligt "jeg hjælper gerne der hvor jeg kan" sagde han roligt da manden fortalte at han var glad for hans hjælp, hvis man ikke kunne hjælpe andre hvilken verden ville man så leve i.

For Jax var han ikke til besvær overhovedet, Jax var bare glad for at kunne hjælpe. Han nikkede roligt "det er ikke til besvær overhovedet" sagde han roligt, Jax så lidt rundt og tog en stol frem "her, mens De venter" sagde han roligt, stolen var trods alt af træ og var nemmere at gøre ren end sofaen.
Jax skulle til at gå da manden præsenterede sig "hyggeligt at møde Dem Romeo, øjeblik så er jeg tilbage" sagde han roligt og forsvandt oven på.

Han var væk lidt tid inden han kom tilbage til Romeo "der er gjort et varmt bad klar til Dem, der er sæbe der oppe, og tøj og håndklæde, op af trappen, sidste dør på højre hånd" sagde han roligt og lavede en arm bevægelse mod trappen for at vise vej, så kunne Romeo nok selv finde ud af det, Jax gik ikke ud fra Romeo skulle bruge ham for at gå i bad og den slags, så Jax kunne få lavet noget mad i mens, så kunne Romeo få noget næring hvis han ville, han havde nok brug for det, og han kunne også gøre klar hvis Romeo havde fået sår eller skader i løbet af natten.

 Romeo nikkede taknemmeligt, i så fald - hvis det ikke besværede den anden ville han denne gang tage imod hjælpen. Han kiggede på Jax da han gav ham en stol at sidde på istedet, og han satte sig mere beslutsomt på denne. 
 "Tak igen. Det er værdsat." Han så efter Jax der forsvandt opad trapperne og ovenpå. Romeo blev derfor forladt til sig selv, og sad i stilhed nede i stuen. Han var for udmattet til at suge nye indtryk til sig, så da hans blik gled rundt i stuen, kunne han ikke rigtig huske nogle detaljer om stedet. I stedet kiggede han ned på sine fødder. Han havde fået nye rifter der zigzaggede henover huden, og han krummede tæerne. Han sukkede tungt. 

 Han hørte fodtrin fra trapperne, og kiggede opmærksomt hen på Jax da han kom til syne. Der var gjort klar, og Romeo skød i vejret, ivrig efter at vasket snavset af sig - og se hvordan det stod til med ham. Da han havde rejst sig for hurtigt, bulrede hans hovedpine frem som en påmindelse at han havde kvajet sig, og han kneb det ene øje i smerte. 
 "Javel.." sagde han høfligt, men det anstrengte smil forsvandt aldrig helt.  og så bevægede han sig med fattede skridt hen til trappen. "Jeg skal nok gøre det kort." beroligede han den anden med og forsvandt så ovenpå. 

 Hans hjerte hamrede af angst som han nærmede sig døren til badeværelset, og lukkede sig så ind. Uvilligt, men nødvendigt slog han blikket op og så på sig selv i spejlet. Han blev forfærdet over at se størknet blod i sit ansigt. Frustreret skulle han lige til at slå mod væggen, men standsede sig selv øjeblikkeligt og bed istedet sin knyttede hånd for at tilbageholde sin forfærdelse. Han havde dræbt, et eller andet. Det vendte sig i maven igen, og med foragt for sig selv vendte han blikket væk, og kravlede i badet. 

 Romeo vaskede sig, og gnubbede voldsomt det størknede blod af sit ansigt så det misfarvede vandet en smule. Han forsøgte at tænke over dagen igår - hvad skete der inden han forvandlede sig? Det sad også helt forkert i ham, for han syntes ikke at det var endnu at det skulle have været fuldmåne. Men der var også lige sket hele hændelsen med Phillippe som havde gjort ham utroligt åndsfraværende og rystet hele hans grundvold. Han klemte hårdt om sit ansigt for at massere smerten ud af hovedet. Forhelvede da også - han var faldet i søvn, udmattet over hændelsen at han havde glemt fuldmånen. Han havde slet ikke taget nogle forbehold som han plejer. 

 Efter badet, var han kommet i det tøj Jax havde lånt ham. Det duftede af ham. Og heldigvis var der ikke meget forskel på dem højde og drøjdemæssigt - så tøjet sad ikke for småt på ham. Det var lige tilpas. Efter sin eksistensielle krise i badet, trådte han ned i stuen igen, med et lidt mere påtaget, roligt udtryk. "Åh, De har lavet mad?" lød det overrasket fra ham, "Det behøvede De da slet ikke.." 

Jax havde intet i mod at hjælpe folk, og når han nu kunne hvorfor så ikke gøre det. Jax levede efter det ordsprog som hed 'alt du gør får du igen på et eller andet tidspunkt' og det ordsprog gjaldt både gode og dårlige ting, andre kalde det karma, eller skæbne, det var meget forskelligt.

Jax smilede roligt til Romeo, for ham var der ingen grund til at skynde sig, han kunne bare bliver i badet til vandet stoppede med at være varmt hvis han syntes.
Man var nok ikke i tvivl om at Jax ikke manglede penge, sæberne på badeværelset var utrolig fine, og hytten i sig selv var fyldt med smukke og dyre ting, ikke at han pralede af sin økonomi, tværtimod holdte han den mest skjult for folk.

Jax lavede mad mens Romeo var i bad, ikke noget vildt, men der var da noget brød, noget salat og sådan lidt forskelligt. Han havde brugt nogen af bærrene i salaten, de andre havde han presset i en kande og hældt noget vand der i, han viste ikke hvor han havde den ide fra, men det gav vandet en anden smag og det smagte enlig meget godt.
Han så op på Romeo da han kom ned, han smilede let over hans kommentar "jeg skulle alligevel lave mad til mig selv, og hvis De har haft så hård en nat som jeg har en mistanke om, så kunne De nok også bruge noget til at styrke Dem på, selvfølgelig kun hvis De vil" sagde han roligt som han satte tingene på bordet.
Jax smilede og man kunne se hans tænder, han havde et par skarpe tænder fra hans varulv som desværre ikke forsvandt når forvandlingen var væk, normalt løj han sig fra dem, sagde han var født med dem, men det var jo ikke helt rigtigt.

 Romeo nikkede lidt medgivende til hvad Jax sagde. Nu hvor han tilbød ville han gerne takke ja til lidt mad. Det sørgede hans knurrende mave i hvert fald for at beslutte for ham.
  Badet havde gjort ham en smule mere klar i hovedet, og han opdagede at det meste af inventaret i hytten så en del mere rigt ud end først antaget. "Det er et dejligt hjem De har." Sagde han høfligt og satte sig en smule stift ned ved bordet. Det var stadig en meget mærkelig situation for ham, men han var glad for at Jax ikke snagede. 

 Han kiggede på kanden med saften, og pegede sagte på den, som hvis han lydløst spurgte om lov til at skænke dem et glas. Lidt efter tog han med tvungen ro om kanden og fyldte to glas to dem. 

 Romeo bemærkede den andens tænder, som var spidse; mere tydede på at hans antagelser altså var korrekte. Han sukkede kort og lod sin hånd glide overvejende gennem sit brune bølgede hår. "Jax, kan jeg bede Dem om at.. holde dette optrin for Dem selv?" Bad han, og øjnene blev en smule alvorlige med et snert af tristhed. 

Jax så rundt i huset som Romeo kommenterede på det "tak, det er ikke et palads, men det har de ting jeg har brug for så jeg kan overleve" sagde han roligt og smilede lidt.
Jax satte maden på bordet, han havde skåret brødet ud så det var til at tage, og det var hjemme bagt, han nikkede til Romeo som han hentydet til kanden med saft.

Jax satte sig selv til bords og tog lidt mad "De tager bare, De har nok brug for det efter Deres nat" sagde han roligt og smilede lidt.
Jax så på ham da han talte til ham og nikkede "selvfølgelig, jeg siger det ikke til noget, det kan De trygt stole på" sagde han roligt og ærligt, Jax ville aldrig fortælle nogen om hvad der var sket her til morgen, det kunne han aldrig drømme om at gøre. Dog tog hans nysgerrighed over "men jeg er for nysgerrig til ikke at spørger... hvad skete der i nat siden jeg fandt Dem på den måde?" spurgte han roligt, han havde sin teori, men han ville hellere spørger end at gætte, han håbede at hans teori om varulv var rigtig, for så havde han fundet en anden varulv som han måske kunne snakke med, han havde ikke nogen varulve som han kunne snakke med og det kunne til tider godt blive lidt svært.
Han havde en rigtig god veninde som kendte hans hemmelighed, men hun kunne ikke rigtig sætte sig ind i det på samme måde, da hun jo ikke selv var en varulv, men hun forsøgte og det betød meget for ham.

 Romeo så koncentreret ud da han tog et stykke brød hen til sig og begyndte at smøre det. Han sad og nikkede til det Jax sagde, men kunne ikke rigtig tage blikket fra brødet. Selvom det lignede at han kiggede på det, kiggede han ikke rigtig på det. Det hele føltes så surrealistisk for ham, og tiden bevægede sig meget, meget langsomt. 

  "Det sætter jeg pris på." sagde han med et stramt smil om læberne, da Jax fortalte at det nok skulle blive mellem dem. Han håbede virkelig at det ikke kom ud - dog kunne han ikke se hvad den anden ville skulle få ud af sprede rygter om Romeo. Hvis han selv var en varulv, som Romeo var 99 procent sikker på at vedkommende var, ville det vel kun bide ham selv i halen på et tidspunkt. 

 Og så kom det, spørgsmålet om hvad der var hændt Romeo. Han havde været for optaget af at tænke over hvorfor det var sket, men ikke hvad hans undskyldning skulle være hvis nogen spurgte. Han sank en klump og fjernede ikke blikket fra brødet. Selv hvis Jax var en varulv, som han selv - var det alt for hårdt at indrømme overfor en anden hvad han var. Han ville ikke engang indrømme det overfor sig selv. Romeo havde levet med denne forbandelse siden at han var 16 år, og han havde stadig ikke indfundet sig med det. Langsomt tog han fat om sit glas, og begyndte at drikke, for at vinde mere tid til at tænke over hans svar. Han lod glasset hvile ved hans læber, overvejende. 

 "Mhmm.." brummede han tænksomt, og fugtede sine læber. Han stillede glasset fra sig.
 "Jeg havde vidst fået lidt for meget indenbords.." løj han med et anstrengt, kort kluk. Det var det bedste han umiddelbart kunne finde på med så kort varsel. Han skævede op på Jax, for at se hvordan den anden tog det. Skulle Romeo selv påpege at han mente at den anden var en varulv? og kunne han overhovedet stole på ham? Mistænkte den anden ham for at være varulv? Så mange uvisheder. 

Jax kunne ikke se hvorfor han skulle gå rundt og fortælle folk hvad der var sket, han havde ingen grund til at ville skade Romeo på den måde, han ville blot hjælpe ham og så var det da også rart med lidt selvskab i hytten, det fik han ikke så tit.
Jax smilede lidt da han sagde at han satte pris på at Jax ville tie stille med det, og selvfølgelig ville han det, han ville heller ikke bryde sig om det hvis det havde vært omvendt.

Jax så lidt på Romeo som han mente at han havde fået for meget alkohol, han nikkede lidt, han troede ikke helt på det, men han kunne godt spille med på den "hmm... jeg må indrømme at hvis De har drukket så meget at de ender ude i en skov, så langt fra byen, uden tøj eller andet på kroppen, og uden at lugte af alkohol overhovedet, så er De ret god til at drikke... men jeg må indrømme at det er en bedre undskyldning end min egen teori" sagde han roligt, han var meget roligt i det han sagde, men der var så mange ting i den sætning som ikke gav mening, hvis han havde drukket så meget hvorfor lugtede han så ikke af alkohol, og hvordan var han kommet helt her ud, der var trods alt et godt stykke vej ind til byen, og hvor var alt hans tøj? hvor var blodet kommet fra? der var mange ting som ikke gav mening, hvilket kun gjorder hans teori stærkere.

  Romeo bed sig i indersiden af sin kind imens den anden talte. Han kunne jo godt høre at hans historie ikke gav helt mening i den andens ører. og det var jo fordi den var usand. Han burde virkelig lære at lyve bedre. Men ofte havde han set, af ren høflighed, at andre i de fleste tilfælde ikke ville stille flere spørgsmålstegn ved historien, og lade den ligge. Det gjorde Jax ikke. En ekstra panderynken blev tilføjet, og tegnede et forpint udtryk i hans ansigt. 

 Præsten sukkede, og med sammenknebne øjne kiggede han op på Jax, "Og hvad er din teori?" brummede han sammenklemt, og forsøgte at fremtvinge et smil. Han var nødsaget til at finde ud af hvad den anden beskyldte ham for, også selvom han nok ikke ville høre svaret. Romeo var en synder i den forstand at han var et monster, men det ville han ikke tilstå lige umiddelbart som det første. Selvom han var taknemmelig for den andens gæstfrihed, mad og hjælp, så var Romeo ikke synderligt tilfreds med at skulle døje med denne forestilling som fandt sted lige nu. Han ville hjem. Han ville hjem inden panikken og angsten åd ham op. 

 

Jax så på Romeo mens han tænkte over hvor vidt han skulle fortælle ham sin teori eller om han skulle lade vær, tog han fejl så kunne det skade ham selv muligvis, men samtidig hvis han ikke tog fejl så ville det måske være en god ting.
Jax tyggede af munden inden han så ret selvsikkert på Romeo "varulv?" sagde han roligt og stille, men en smule spørgende.
Han var selv en, og hvis han havde fundet endnu en ville han enlig blive lettet for så var han ikke alene om den forbandet forbandelse som han havde fået sig.

Jax ville så gerne finde en at snakke med omkring det, men han havde ikke nogen, han havde Kayla og hun prøvede, men hun var ikke en varulv så det var begrænset hvor meget hun kunne sætte sig ind i det, hun kunne aldrig kende til den smerte som det medførte, ubehaget og tankerne, men hvis Romeo var ligesom Jax så kunne han måske snakke med ham omkring det i stedet, hvis han ville.
Jax holdte ikke på ham, hvis han heller bare ville stikke af så skulle han være velkommen til det.

 Romeo prøvede så vidt det var muligt ikke at reagere på den andens ord da de blev sagt. Men hans pupiller trak sig sammen i ganske få sekunder ved afsløringen. Han kunne mærke at maven snørede sig nervøst sammen, og kroppen sitrede ganske let ved ubehaget. Hans blik blev ved Jax' - i et forsøg på at finde ud af hvordan den anden havde det med at han var en Varulv. Der var dog ingen anklage, eller tegn på ubehag fra den anden. Han blev mødt af rolig nysgerrighed. 

 Præsten sænkede blikket med et fnys imens han smilede vantro, inden han proppede et stykke af brødet i munden og spiste det. Han sad og rystede svagt på hovedet, ikke for at afvise den andens ord - men mere at han ikke kunne tro at dette skete for ham lige nu. Sådan går det når man ikke er påpasselig.

 "Man kender sine lus på gangen, ikke?" hentydede Romeo. Han mente selvfølgelig at den anden selv måtte være Varulv, hvis han kunne beskylde ham for at være en. Han hævede det ene øjenbryn, og så seriøst på Jax'. Ubehaget i kroppen sad stadig i ham, og han tog en dybindånding for at forsøge at berolige sit indre.  

Romeos reaktion på det som Jax havde sagt beviste bare han teori mere. Han nikkede lidt til det der blev sagt "desværre jo" sagde han roligt, Jax var ikke i tvivl om hvad han mente, og Jax stod gerne ved at de desværre delte den samme irriterende forbandelse, selvom han ville ønske det ikke var tilfældet.

Jax tog lidt af sit brød og tyggede af munden inden han så på Romeo igen "jeg kan gætte mig frem til at på Deres kropssprog og rektion så er det ikke ligefrem en ting De er stolt af?.... ikke at jeg bebrejder Dem, jeg hader det selv, men jeg må indrømme jeg er en smule lettet over at ha mødt Dem" sagde han roligt og så ned på sin mad mens han fik lidt mere at spise. Jax var lettet over at møde en med samme forbandelse som ham, for det betød for ham at han ikke var alene, Jax ville så gerne dele det med noget, og hvem kunne bedre sætte sig ind i det end en som selv var ligesådan, og måske endda en som også selv hadet forbandelsen.

  Hele Romeos attitude begyndte at gå i opløsning, da Jax erkendte at han var en varulv. På en eller anden måde gjorde det det nemmere for Romeo at være i; for nu var de helt på samme bølgelængde. Der var intet usagt imellem dem, og de behøvede ikke at mistænke hinanden. 

 Denne fremmede mand, var nu den eneste udover Romeo selv, der kendte den største hemmelighed han har måtte holde på så længe. Og på en måde var det både godt, men også forfærdelig hårdt for ham at have løftet sløret for, og erkende hans forbandelse for nogen. 
 "Ikke ligefrem." lød det dæmpet fra ham da Jax vurderede at det ikke var en ting Romeo var stolt af. Han kunne ikke forestille sig hvem der dog kunne være stolt af at være varulv. Det var ikke en gave, det var ikke en evne - det var det værste der var sket for ham, og han foragtede dét. Foragtede sig selv, og de ting han måtte give afkald på. Så hvis der var nogen derude der var.. glade for det her. Det forstod han ikke. 

 Romeo så opmærksomt hen på Jax da han forklarede at han var lettet over at have mødt ham. Han hævede øjenbrynet ved dette. Sådan havde han ikke set på det før. At finde trøst hos en anden med samme forbandelse, var første gang han overhovedet havde overvejet sådan en tanke. For Romeo var alle varulve nogle monstre, og onde skabninger. Det havde ikke faldet ham ind, at der måske var andre ligesom ham, der led under denne forbandelse. Han nikkede lidt det Jax sagde. Ja, måske var det en god ting at de havde mødt hinanden. 

 Romeo havde ikke meget appetit, og han pillede bare ved brødet uden at spise.
"Hvor længe?" Spurgte han, og håbede at Jax forstod at han spurgte ind til hvor længe han havde været varulv.